De kaldte mig punker i gymnasiet, så en gang imellem må man leve op til det?
Jeg skrev i et tidligere indlæg om bleed-begrebet og hvad jeg mener at der er rigtig og forkert ved det. Rasmus skriver på sin blog om Personal Horror, hvor han lægger sig op af det (og derudover skriver kloge ting om hvordan man spiller personal horror, et begreb som jeg ellers er skeptisk overfor. Noget af det som springer mig i øjnene er at Rasmus skriver følgende “Som jeg var inde på i starten af indlægget, mener jeg man får mest ud af Personal Horror ved at investere mere af sig selv i karakteren.”. Det sprang mig i øjnene, da det mindede mig om “playing close to home”, som det er udtrykt på forskellige måder hos Jeep-folkene.
Jeg er voldsomt uenig i ideen om “playing close to home”. Det er fandeme ikke interessant særlig ofte. Det er noget gøgl at spille rollespil hvis målet bare er at vi skal bløde og græde over vores personlige barndoms traumer. Hvad er ideen så? Bevares, ting som “Gang Rape” er da fremragende spildesign, men er det så helvede interessant at vi fjerner sikkerhedslinjen i form af karakteren, så spillerne sidder og er ubehagelige ved hinanden? Der imod mener jeg at et scenarie som “Vasen” (ja, jeg har lige siddet og kigget i min Scenariebog) er voldsomt meget mere interessant, fordi vi har nogle seje karakterer at leve os ind i. Det er om noget federe (og sværere, hvilket gør det endnu federe i min bog).
Jeg er selv glad for indlevelse og har enormt nemt ved at leve mig ind i en karakter. Jeg har haft brug for debriefing bagefter scenarier (bord såvel som live) for lige at kunne komme videre bagefter og ikke have lyst til at slå mine medspillere ihjel off-game efter en intens oplevelse. Dermed er det ikke interessant for mig at spille rollespil, som prøver på at give mig følelsen af bleed igennem at jeg ikke har nogen dybere rolle, som kan agerer som en slags filter jeg oplever fiktionen igennem. Med andre ord: Jeg bløder og udvisker dermed grænserne mellem mig selv og min karakter (som er mig selv). Wow. Hvor er det dog dybt og meningsfyldt.
Jeg er ikke blind for at man for at kunne spille en hvilken som helst karakter skal man kunne indleve sig i karakteren, have en forståelse for karakterens synspunkter, personlighed, navlepillen, etc. Det er super, for det er i bund og grund er det det som jeg er vild med i rollespil. Jeg er ikke bleg for at man tager seriøse emner op, men “playing close to home” er meget mere interessant i min optik, hvis man gør på en måde, hvor at der reel set er noget rolle at spille. Scenarier som Lives, Births, Deaths er for mig interessant (og et af mine yndlingsscenarier) idet at det lægger sig tæt op af en hverdag, som de fleste kan sætte sig ind i (i modsætning til scenarier med drager og/eller rumskibe), men rollerne er til gengæld godt skrevet og interessante i form af deres mål for og indstilling til livet. Der er med andre ord noget spil, som ikke blot er mig selv, som er forelsket/bliver udsat for misbrug/misbruger andre/etc. Vi kommer ikke uden om at der i langt de fleste roller som spilleren selv skriver er der klare elementer af spilleren selv, men efter min mening er det ikke nok i sig selv. Hvis vi skal spille rollespil, så lad os da for helvede have nogle roller og ikke bare spille os selv. Hvis jeg vil spille mig selv, der er ubehagelig overfor andre mennesker, vil jeg hellere tage i byen i Odense i stedet for at bruge tiden på det på Fastaval 
For at sætte det på spidsen: “Playing close to home” er i mine øjne forkert og noget lort hvis det bliver brugt ukritisk, idet at det er for nem en genvej og den ikke giver os de samme muligheder for at leve sig ind i en karakter/fortælle fede historier og i det hele taget beskæftige os med ting som ikke er “feel bad”.
Jeg er voldsomt glad for ideen om “personal horror” og jeg tror også godt at det kan fungerer (omend jeg hellere vil spille “The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr Hyde” end Vampire), men jeg køber ikke ideen hvis det blot handler om at jeg skal skræmme mig selv. For at “horror” kan fungerer i rollespil er det i min optik nødvendigt at jeg sætter mig i min karakters sted og forstår hvorfor at situationen er skræmmende for vedkommende. Det er derimod hamrende interessant og der synes jeg at Rasmus er inde på mange interessante ting, som jeg vil dække senere når jeg skriver om horror i de kommende dage- en genre som jeg synes er blevet glemt en smule indenfor con-scenarierne.
Hej Thais
Tør øjnene, undgå ‘close to home’ og lad være med at vrøvle om at det handler om at være et svin i uden konsekvenser.
Nåja, og så kan du jo skrive det fantastiske eskapistiske feel-good scenarie med dybe interessante karakterer der ligger lunt i maven – pegesnakker.
Frikard
Jeg kan høre at jeg får svar som jeg råber i skoven
Jeg er i hvert fald i gang med at skrive et feel-good scenarie, så må vi se hvor eskapistisk det bliver.
Derudover har jeg ikke en skid imod at man skriver scenarier, som er “close to home”. Jeg har selv nydt den slags. Jeg har noget imod ligegyldig onani over at mobbe hinanden og kalde det for rollespil. Og hey, hvis der ikke er nogen der påpeger at en given form for rollespil ikke er interessant og om man ikke skulle lave noget andet, så kommer vi aldrig videre.
Jeg har ikke tidligere stiftet bekendskab med Close to Home som koncept, og umiddelbart finder jeg det ikke interessant i horror-regi. Dog er jeg ikke i tvivl om at det ville passe perfekt i mere jordnære og feel-good scenarier!
Som du er inde på Thais, så er jeg enig med dig i, at rollespil handler om at leve sig ind i en anden karakter og opleve denne – at man så låner lidt af sig selv for bedre at få perspektiv eller skabelon på karakteren, så er fair med mig og Bleed konceptet (hvilket jeg synes er et enormt fedt koncept).
Ser frem til dine horror indlæg – jeg er enig med dig i, at der for sjældent stilles skarpt fokus på horrorgenren.
Enig med Frikard – tøj øjne … ingen siger “bleed” skal bruges ukritisk eller at alt skal være “close to home” og hvis din opfattelse af det er at bare handler om mobbe og kalde det rollespil… så har du da helt misforstået
Hej Thais
Hvis du ikke kan lide “Fat man down” så skriv det.
Hvis du gerne vil have udvikling så kan jeg afsløre at det ikke kommer af at påpege(snakke).
Frikard
Thais, jeg er med dig. Gu’fan’ kommer udvikling af at snakke. Og skrive. De to ting udelukker ikke hinanden, det er en falsk modsætning. Lad os endelig tale om hvad vi kan og ikke kan lide, og hvorfor. Det er godt for både skrivningen og spillet.
Jeg har også udviklet en del modvilje mod “close to home” på den bleed-agtige måde. Dybe, rige og interessante karakterer som man kan bruge til at håndtere interessante, ofte alvorlige, emner på en vedkommende måde er noget af det bedste i dansk con-rollespils tradition. Papirstynde karakterer kombineret med overgreb, misbrug og mobning er en effektiv genvej til intenst spil, men det er sgu’ næsten for nemt. Tager men genvejen, går man glip af nogle virkelig interessante muligheder, både på et litterært plan og med hensyn til at beskæftige sig med alvorlige emner på en mindre cheap thrills-agtig måde.
“Close to home” er sådan lidt dogme-agtig i modviljen mod at bruge fantastiske elementer. Som designvalg kan det være mig fint nok i mange sammenhænge (ingen tvivl om at Tvivl er et godt scenarie!
), som dogme er det er det kedeligt. Og som oplæg til bleedy cheap thrills, meh. Skriv dog nogle interessante karakterer med interessante fortolkningsmuligheder og sæt dem i interessante situationer i stedet for bare at sætte spillerne til at skrive sig selv om til tyndbenede karakterskitser og så skubbe dem til at flå i hinandens indvolde.
Og for øvrigt: Jeg kan heller ikke lide “Fat Man Down”.
Jeg synes også du kommer med en mærkelig kritik, Jonas. Måske forstår jeg den ikke helt.
På mig lyder det lidt ligesom om der er flere ting på spil her. Her er handlingsforløbet som jeg oplever det.
1. Thais ville faktisk gerne kunne lide ideen om “close to home”, men det virker ikke rigtigt for ham og derfor bliver han lidt bitter. Jeg læser en bitterhed i dit indlæg Thais. Er det helt galt.
2. Jonas fanger den bitterhed og føler sig nok (af en eller anden grund) lidt støt af den. Måske fordi du, Jonas, ofte har følt at eskapistiske spil har været lidt narrefisseartige? Nu læser jeg alle mulige ting ind i jeres tekster
3. Jonas kommer med en kritik af bitterheden, men samtænker den med en “hvor laver du ikke bare noget selv”-kritik, hvilket gør den svær at gennemskue.
4. Thais svarer og herefter holder det for alvor op med at give mening.
Hvordan oplever I det?
Min holdning til sagen? Personligt tør jeg ikke spille ‘close to home’ jeg er bange for hvad jeg vil opdage om dig selv og har ikke lyst til at opleve det på en skole i Jylland sammen med nogle forholdsvis fremmede mennesker, der ingen forudsætninger har for at hjælpe mig, hvis det går galt. Og mit hjem er ellers rimeligt harmonisk – jeg forstår ikke hvordan I andre tør….
@Troels og Thais:
Man kan godt snakke om udvikling på en frugtbar måde, men det starter sjældent med “Fuck X” og følges aldrig af tomgang. Thais, hvis din intention er at starte en debat så synes jeg du skal tage dig sammen og faktisk producere nogen argumenter der vejer tungere end “…idet at det er for nem en genvej og den ikke giver os de samme muligheder for at leve sig ind i en karakter/fortælle fede historier og i det hele taget beskæftige os med ting som ikke er “feel bad””. Hvis der er nogen der er sluppet billigt her er det vist dig Thais
@Johs:
Ja jeg har svært ved at få øje på pointen med Thais’ bitterhed.
Ift. pegesnakkeriet så handler det om at jeg ikke kan få øje på diskussionslysten for bare galde i oplægget. Og det synes jeg er spild af tid at bruge energi på. Det er bedre at skrive det man savner end at være indebrændt på det man ikke kan lide.
Og du tør ikke spille “close to home” fordi du ikke er ægte rocknroll
Frikard
Dead on again. Jeg var sgu ikke engang falsk rocknroll
Ja, men en ægte rocknroll kan da godt klare at en diskussion starter med et provokerede Fuck…
Og der er jo en diskussion nu og jeg tror den godt kan afføde noget frugtbart. Jeg, personligt, synes det er meget interessant at diskutere hvorfor der er så mange der er så vilde med hele “close to home”-konceptet når jeg synes det både er for voldsomt og kedeligt på samme tid. Ligesom jeg er interesseret i at finde ud af hvorfor jeg har så stor modvilje mod konceptet.
Det tror jeg faktisk også Thais synes.
Yay, lad os grave noget mere i glæder og ulemper ved Close to home.
Selv er jeg igen tilhænger af Close to home, selvom jeg kan se fordele i det, og på ingen måde har afstået fra at bruge elementer af den strategi i min egen scenarie-produktion.
Min egen uvilje mod Close to home er mest af alt, at jeg gerne vil have lov at drømme, og elementer som f.eks. både socialrealisme, close to home og til dels bleed (for lige at pege af tre forskellige ting) optræder sjældent sammen med den eskapisme, som jeg godt kan lide (og som gør mig så stor en tilhænger af science fiction).
<- Danske rollespilsbloger er åbenbart ikke særlig RockNRoll, men del af den undergruppe indenfor rollespillerne der er særlig glade ved det eskapistiske.
Der kunne man bare se.
Vi er åbenbart et ret specialiseret folkefærd
Frikard, det var da en sær protest. Thais kommer med et bjerg af argumenter, eksempler og alternativer. Det eneste, der rigtig står tilbage af din kritik, når man kigger efter, er “tonen”.
Jo, vi skal være høflige og alting, men der er ingen, der har sagt “fuck Frikard”, så vi er nede på “men du skulle have sagt det på en anden MÅDE!” Det er der ingen, der kan bruge til en fløjtende. Havde Thais formuleret sig mere diplomatisk, havde man kunnet afskrive det som tørt akademisk. Man kunne ALTID have sagt det på en anden måde.
Prøv f. eks. at sige noget om papirstynde vs. dybe karakterer. Giv os et lidenskabeligt forsvar for papirstynde karakterer. Det ville være interessant! Og lur mig om du ikke kunne have noget at sige der.
@Troels:
Jeg kan ikke få øje på bjerget. Jeg kan tværtimod få øje på at en masse “jeg synes y” og “jeg synes x er forkert” og ingen vilje til at gå ind i substansen af det.
Et svar på niveau med det oprindelige indlæg kunne have lydt: Fuck folk der ikke har et interessant nok liv til at bløde og så synes jeg iøvrigt at “Fat man down” er fedt.
Det er der sku ikke meget bid i så istedet for at gøre det så vil jeg opfordre Thais (igen) til at komme af med sine frustrationer gennem scenarieproduktion istedet for at være bitter i blogland – og hvis nogen af de andre tilstedeværende er interesserede i at diskutere bleed, tynde/tykke karakterer eller lign. vil jeg opfordre til at skrive et indlæg der faktisk vil diskutere emnet og kridter banen op. Så tager vi den der.
Frikard
Hvad giver dig den idé, at Thais ikke også skriver scenarier? Igen, hvad er det for en bizar enten-eller afsporing?
@Troels:
Pointen er at være bitter uden substans eller antydningen af vilje til diskussion ikke leder nogen steder hen. Så hellere arbejde aktivt for at forandre det man er bitter over.
I fald Thais allerede er i gang med at skrive scenarie så vil jeg da opfordre ham til at fokusere på det istedet for at brække sig i blogland. Det spor fører ingen steder hen.
Igen hvis nogen vil diskutere så skriv et indlæg der faktisk handler om emnet.
Frikard, din tone er ucharmerende, ganske enkelt. Lad være med at angribe folk på blogs for at være pegesnakkere, det er et krav for overhovedet at være her at man hælder til den side. Det samme med din stikpille om at skrive scenarier, der er andre og lige værdige måder at udtrykke sig i og om rollespil på.
Der er ingen udvikling uden en eller anden form for opgør med det eksisterende, tese – antitese – syntese er en tried and true metode i videnskaben og revolution virker til tider i det politiske, på præcis samme måde er det i rollespil. Bleed kom sgu også som et fuck dig til de overskrevne roller og hollywood-dramatiske scenarier, det her er bare antitesen til tesen og et skridt på vejen videre til noget nyt og tredie.
Du har på ingen måde vist nogen form for vilje til at indgå i en konstruktiv debat her i kommentarerne, gang på gang har du trukket tonen ned i sølet. “Tør øjnene” er sådan en plat skolegårdskommentar der bare får dig til at lyde som en trold. En god debat kræver at man også selv er villig til at tale civiliseret, så indtil du gør det får du lov til bare at larme i baggrunden mens vi voksne snakker.
Hvis du virkelig gerne vil have en reel debat omkring emnet og ikke bare en platform hvor du kan positionere dig på uden modstand, så skriv da selv et indlæg! I stedet for bare at vente på at verden giver dig ret, for det gør den ikke. Tag initiativet og udgangspunktet så vi kommer til at snakke om det der reelt er relevant for dig, frem for at kaste brosten som en forsmået autonom.