Camilla: You, sir, should unmask.
Stranger: Indeed?
Cassilda: Indeed, it’s time. We have all laid aside disguise but you.
Stranger: I wear no mask.
Camilla: (Terrified, aside to Cassilda.) No mask? No mask!
Ja, jeg er stor fan både af Jacobs scenarie og Chambers novellesamling. I dag har jeg tænkt mig at kaste mig over personal horror (vi får altså i bedste horror-stil en sequel!). Grunden til at at jeg begynder med citatet fra “The King in Yellow” er til dels at jeg lige er inde i et flip der, men også at der illustreres noget om horror. Camilla bliver bange, da den fremmede ikke bærer nogen maske. Alle andre har lagt deres fra sig, undtagen ham. Det er uforståeligt for hende eller også er det voldsomt forkert (tabubelagt, moralsk forkasteligt). Det skræmmer hende i hvert fald. Det virkelig smarte ved hvad Chamber her gør er at han overlader det til vores fantasi. Det mindre smarte jeg gør er at jeg har skrevet og beskæftiget mig så meget White Wolf at jeg nu ikke længere kan skrive noget uden at skulle begynde det med et citat.
For at forsætte med “Drømmen om en Konge i Gult”, så er det et andet interessant eksempel på horror. Indlevelsen gør at man kommer ind i det, meget ala”Det Hemmelige Selskab”, men derudover er der interessant ift personal horror. Det er en del af det at man ikke kan lade det gamle forhold til sine venner fra gymnasietiden være, at man er nødt til at engagere sig i det og i filmen, da man efterhånden hvor at det skrider længere frem bliver mere og mere personligt engageret i det. Det er ikke kun skræmmende at man ikke ved hvad alt det med Kongen i Gult og Hastur handler, kombineret med Cuba-krisen, men også at man er i samme rum som Manhattan, der har styr på alle de medvirkende, men også at man ikke ved hvor at man har sine gamle, måske tidligere venner henne. Dermed bliver det personligt, hvilket er hele kerne i “personal horror” (ikke at jeg nødvendigvis vil kalde Drømmen om en Konge i Gult for personal horror). Det er især personligt når man er nødt til at vurdere om hvorvidt man vil bære maske eller ej.
Jeg mener som tidligere nævnt at “personal horror” er et gys, som tager udgangspunkt i en selv. “Hvad kan jeg finde på af ting? Hvem er jeg?” Det synes jeg er superfedt. Jeg elsker når ting er personlige. Jeg elsker personlige scenarier. Det lægger op til spil og historier af en pæn dybde. Det er også bare svært at gøre som rollespil, når karaterene er så meget i fokus. Rasmus har massere af gode råd i hans indlæg.
Lige for at citerer “På samme måde kan man konstruere sin karakters opløsende rejse ind i sig selv. Jeg mener, at definere nogle stadier i overskrift som karakteren gennemgår på sin rejse mod total selvudslettelse og til det ny væsen eller identitet han bliver.” Senere skriver Rasmus: ” Ved at lave en rejseplan af stadier som bliver mørkere og mørkere for karakteren, får begrebet Personal Horror en form eller skabelon og konceptet bliver mere håndgribeligt.” Jeg er til dels uenig og til dels tror jeg at det er en meget klog ting at gøre som Rasmus foreslår.
Problemet ved det er til dels at jeg tænker at det muligvis kan blive for håndgribeligt og dermed for forudsigeligt. Hvis det er forudsigeligt, tænker jeg at det ikke er synderligt spændende. Jeg ville nok godt kunne finde på at gøre noget lignende som spilleder/forfatter, hvor at jeg har lavet en grov oversigt over karakterene og deres vej mod bunden. Det er en god ide ud fra tanken om at personal horror idet at det er personligt kan være dybt uforudsigeligt. Hvem ved hvor mange forskellig måder en person kan gennemgå degeneration? Hvis man tager en tilfældig person ud af mængden, hvor mange forskellige måder kan vedkommende så ikke blive til et monster eller gå i hundene? Og hvis det så sker i andre selskab, som også er i gang med at degenerere, hvem kan så forudsige hvad der vil ske? Det synes jeg både er en styrke og en ulempe, for det er svært at håndtere som spilleder (meget ala Mage, hvor at magikernes største begrænsning er spillernes fantasi).
Mine tanker om personal horror er altså følgende:
- “Personal horror” kræver nogle helvedes dybe karakterer, for ellers falder det til jorden. Drama-delen er nødt til at være der og fungerer voldsomt godt.
- I forlængelse af det, så kræver det at der er en meget klar konsensus om hvad det er der skal foregå
- Genren er meget intens/krævende og dermed kan den med fordel bruges i små doser (f.eks. som bielement, f.eks. ala “Drømmen om en Konge i Gult”).
- Man er som GM nødt til at være meget fleksibel, tænke sig godt (og hurtigt) om
- Jfr. at genren er krævende ville jeg nok være mest tilbøjelig til enten at gøre det som enkelt scenarie eller som kort kampagne (hvilket jeg har leget med tanken om at gøre med udgangspunkt i De Navnløse). Jeg ville ikke bygge en længere kampagne op om det, men jeg ville være rent fristet til at bruge det som afsluttende eller underliggende element i en kampagne, hvor at det enten afsluttet kampagne at spilpersonen kan konstatere at de har fejlet overfor hvem de engang var eller at monsteret nedenunder ligger og lurer det meste af tiden .
Et åbent spørgsmål, som jeg er i tvivl om: En af Vampires problemer var at Humanity-skalaen ikke altid lige fungerede lige godt. Man kunne godt (hvis man tænkte sig nogenlunde om) blive på et stabilt niveau af Humanity og fungerer som vampyr. Jeg er i tvivl om hvor hurtigt en degenerationen bør foregår for at det fungerer? Måske vil det i virkeligheden være bedre hvis det køres som kort kampagne for at det ikke bliver for hurtigt?
Glædeligt at se du fortsætter sine indlæg om horror. Som du har været inde på, så er jeg overvejende enig med dig i, at genren har stået i skyggen i noget tid – men lad os endelig puste liv i genren igen og få noget konstruktivt debat ud af det.
Du skrev i indlæg 1 om “terror” som koncept eller en facette af horror, og at dette omhandlede den del af horror som havde med frygten for det ukendte at gøre. Dette var umiddelbart nyt for mig og ganske interessant. At opdele horror i subkategorier for derved at have en mere defineret ramme at fortælle en historie ud fra synes jeg er ganske interessant.
Mht. Vampire og Humanity, så har du ret i, at man som spiller med finesse kan bevare samme level i humanity over længere tid. Strider dette imod deres koncept om Personal Horror, om at føle man langsomt men uundgåeligt mister sin menneskelighed? Umiddelbart ja, mener jeg. Der er mange måder at spille Vampire på, og ingen måde bør dikteres over den anden. Min personlige holdning er dog den, at Vampire bør opleves som en tragisk historie om tab og fortvivlelse, og hvor omdrejningspunktet i spillet findes i, at karaktererne forfalder til vampyrets væsen – i mit indlæg “Dancing with the Dead” har jeg bl.a. gengivet de fem konfrontative konsekvenser (taget fra VtM) det indebærer at blive vampyr. Disse 5 konsekvenser mener jeg udgør hjørnestenen af Vampire og at der er rigeligt af materiale til Personal Horror alene der.
I Requiem Chroniclers Guide skrives der bl.a. om hvordan man kan spille sin chronicle delt op i lag eller grupper, dette ment som en guide til karaktereres løbende introduktion til de forskellige dele af Vampire samfundet, men ligeså meget et tema at spille Personal Horror ud fra så det gir en rød tråd i forhold til karakterernes udøde tilværelse. For at komme tilbage på sporet mht. tab af Humanity, så skrives der ingen steder hvor hurtigt dette skal ske. Eneste vejledende udgangspunkt er en tabel der opvejer karakterens handlinger i forhold til hvornår der skal slåes et Humanity tjek. Dog mener jeg, at White Wolf skriver rigeligt af materiale til at lade sig inspirere af som Storyteller. Dette findes bl.a. i deres beskrivelse af de 5 konsekvenser og i deres udlægning af hvordan man kan opdele sin chronicle i lag m.m. Men jeg synes på en måde også dette er det sublime ved mange af White Wolfs udgivelser, de serverer ikke altid en konkret løsning, men skaber en masse inspirerende idéer eller tanker som man kan kreere videre på.
Jeg tror at vi skal være enige om at være uenige om White Wolf inden vi går videre. Så kan vi diskutere personal horror specifikt. Ingen tvivl om at Vampire satte fokus på det som genre i rollespil, men jeg ser helst at diskussionen drejer sig om det i stedet for at om Vampire er et godt spil eller ej.
Ja, jeg tænker også at det at dele diskussionen op i terror og horror er en god ide. Jeg er ikke uenig i at de 5 konsekvenser fra Vampire er fede (og giver mening ift personal horror), men jeg vil gerne udvide det, for jeg tænker at personal horror er så fedt at det også bør benyttes hvis man spiller andre ting end vampyrer. For at vende tilbage til det med terror og horror, så tænker jeg at “personal horror” ville være endnu mere spændende, hvis det rent faktisk er muligt at nå til “personal terror”, hvor at det ikke længere er “Jeg kan finde på forfærdelig ting for at overleve”, men “Hvilke forfærdelige ting kan jeg finde på for at overleve?”. At Humanity (og hvornår man ruller for tab for det) er flydende er egentlig helt okay i min bog. Hvis man sætter faste regler op for “personal horror” er det nemmere at forudsige og dermed mindre skræmmende.