Camilla: You, sir, should unmask.
Stranger: Indeed?
Cassilda: Indeed, it’s time. We have all laid aside disguise but you.
Stranger: I wear no mask.
Camilla: (Terrified, aside to Cassilda.) No mask? No mask!

Ja, jeg er stor fan både af Jacobs scenarie og Chambers novellesamling. I dag har jeg tænkt mig at kaste mig over personal horror (vi får altså i bedste horror-stil en sequel!). Grunden til at at jeg begynder med citatet fra “The King in Yellow” er til dels at jeg lige er inde i et flip der, men også at der illustreres noget om horror. Camilla bliver bange, da den fremmede ikke bærer nogen maske. Alle andre har lagt deres fra sig, undtagen ham. Det er uforståeligt for hende eller også er det voldsomt forkert (tabubelagt, moralsk forkasteligt). Det skræmmer hende i hvert fald. Det virkelig smarte ved hvad Chamber her gør er at han overlader det til vores fantasi. Det mindre smarte jeg gør er at jeg har skrevet og beskæftiget mig så meget White Wolf at jeg nu ikke længere kan skrive noget uden at skulle begynde det med et citat.

For at forsætte med “Drømmen om en Konge i Gult”, så er det et andet interessant eksempel på horror. Indlevelsen gør at man kommer ind i det, meget ala”Det Hemmelige Selskab”, men derudover er der interessant ift personal horror. Det er en del af det at man ikke kan lade det gamle forhold til sine venner fra gymnasietiden være, at man er nødt til at engagere sig i det og i filmen, da man efterhånden hvor at det skrider længere frem bliver mere og mere personligt engageret i det. Det er ikke kun skræmmende at man ikke ved hvad alt det med Kongen i Gult og Hastur handler, kombineret med Cuba-krisen, men også at man er i samme rum som Manhattan, der har styr på alle de medvirkende, men også at man ikke ved hvor at man har sine gamle, måske tidligere venner henne. Dermed bliver det personligt, hvilket er hele kerne i “personal horror” (ikke at jeg nødvendigvis vil kalde Drømmen om en Konge i Gult for personal horror). Det er især personligt når man er nødt til at vurdere om hvorvidt man vil bære maske eller ej.

Jeg mener som tidligere nævnt at “personal horror” er et gys, som tager udgangspunkt i en selv. “Hvad kan jeg finde på af ting? Hvem er jeg?” Det synes jeg er superfedt. Jeg elsker når ting er personlige. Jeg elsker personlige scenarier. Det lægger op til spil og historier af en pæn dybde. Det er også bare svært at gøre som rollespil, når karaterene er så meget i fokus. Rasmus har massere af gode råd i hans indlæg.

Lige for at citerer “På samme måde kan man konstruere sin karakters opløsende rejse ind i sig selv. Jeg mener, at definere nogle stadier i overskrift som karakteren gennemgår på sin rejse mod total selvudslettelse og til det ny væsen eller identitet han bliver.” Senere skriver Rasmus: ” Ved at lave en rejseplan af stadier som bliver mørkere og mørkere for karakteren, får begrebet Personal Horror en form eller skabelon og konceptet bliver mere håndgribeligt.” Jeg er til dels uenig og til dels tror jeg at det er en meget klog ting at gøre som Rasmus foreslår.

Problemet ved det er til dels at jeg tænker at det muligvis kan blive for håndgribeligt og dermed for forudsigeligt. Hvis det er forudsigeligt, tænker jeg at det ikke er synderligt spændende. Jeg ville nok godt kunne finde på at gøre noget lignende som spilleder/forfatter, hvor at jeg har lavet en grov oversigt over karakterene og deres vej mod bunden. Det er en god ide ud fra tanken om at personal horror idet at det er personligt kan være dybt uforudsigeligt. Hvem ved hvor mange forskellig måder en person kan gennemgå degeneration? Hvis man tager en tilfældig person ud af mængden, hvor mange forskellige måder kan vedkommende så ikke blive til et monster eller gå i hundene? Og hvis det så sker i andre selskab, som også er i gang med at degenerere, hvem kan så forudsige hvad der vil ske? Det synes jeg både er en styrke og en ulempe, for det er svært at håndtere som spilleder (meget ala Mage, hvor at magikernes største begrænsning er spillernes fantasi).

Mine tanker om personal horror er altså følgende:

  1. “Personal horror” kræver nogle helvedes dybe karakterer, for ellers falder det til jorden. Drama-delen er nødt til at være der og fungerer voldsomt godt.
  2. I forlængelse af det, så kræver det at der er en meget klar konsensus om hvad det er der skal foregå
  3. Genren er meget intens/krævende og dermed kan den med fordel bruges i små doser (f.eks. som bielement, f.eks. ala “Drømmen om en Konge i Gult”).
  4. Man er som GM nødt til at være meget fleksibel, tænke sig godt (og hurtigt) om
  5. Jfr. at genren er krævende ville jeg nok være mest tilbøjelig til enten at gøre det som enkelt scenarie eller som kort kampagne (hvilket jeg har leget med tanken om at gøre med udgangspunkt i De Navnløse). Jeg ville ikke bygge en længere kampagne op om det, men jeg ville være rent fristet til at bruge det som afsluttende eller underliggende element i en kampagne, hvor at det enten afsluttet kampagne at spilpersonen kan konstatere at de har fejlet overfor hvem de engang var eller at monsteret nedenunder ligger og lurer det meste af tiden .

Et åbent spørgsmål, som jeg er i tvivl om: En af Vampires problemer var at Humanity-skalaen ikke altid lige fungerede lige godt. Man kunne godt (hvis man tænkte sig nogenlunde om) blive på et stabilt niveau af Humanity og fungerer som vampyr. Jeg er i tvivl om hvor hurtigt en degenerationen bør foregår for at det fungerer? Måske vil det i virkeligheden være bedre hvis det køres som kort kampagne for at det ikke bliver for hurtigt?