[17. dec] Rollespil og politik

Notat til mig selv: Det er okay rock’n'roll at skrive på ens blog i fuld tilstand, men det er ingen garanti for kvalitet.

Johannes postede en meget morsom video på hans blog i dag, som lidt satte nogle tanker i gang hos mig, som jeg har gået og overvejet i et stykke tid. Politik og rollespil og hvordan og hvorledes de kan og bør kombineres. Der har været nogle diskussioner om det på det gamle RPGFORUM, hvor at man kunne konstatere (hvilket ikke rigtig lod til at overraske nogen) at der var en kraftig overvægt af venstre-centrum vælgere blandt de rollespillere, som kom der. Det synes jeg ikke er så interessant igen, men spørgsmålet om rollespil og politik synes jeg er rigtig interessant. Jeg har efterhånden oparbejdet en vis modvilje imod “politiske scenarier”, forstået som scenarier der har en politisk pointe, som de vil prædike (mange af Fusion-scenarierne, Heltens Skygge, etc). Jeg er ikke glad for det, da jeg synes at det fjerner en chance for refleksion, hvor at jeg kan forholde mig til emnet. Jeg er tværtimod glad for scenarier, som overlader det til mig selv at vælge hvad jeg mener om et bestemt emne (Superheroes™, Når kineserne kommer) og som giver et nuanceret billede af en given politisk konflikt (jeg mener at der på et tidspunkt også var en diskussion om Afghanistan D20, som blev anmeldt og mere eller mindre betegnet som noget hø netop fordi at der ikke var noget som helst der mindede om et oplæg til diskussion). Der har været andre eksempler indenfor live (Kapo, System Danmarc, Mellan Himmel och Hav), men det vil jeg ikke beskæftige mig med, da jeg ikke har været til nogen af de nævnte livescenarier eller nogle andet livescenarier, som har en tilsvarende eller lignende politisk agenda.

Jeg har den holdning til politik og rollespil at jeg helst ser politik adskilt fra rollespil (jeg vender tilbage til hvorfor det ikke er realistisk at forvente det 100%). Jeg tager ikke på Fastaval for at snakke med folk om hvad de eller jeg stemmer eller hvad vores holdning til politiske spørgsmål ellers er. Det samme gælder til livescenarier. Omvendt set handler det også om hvor at man sætter grænserne for hvad der er politisk og hvad der ikke er?

 

I min første undervisningstime på statskundskab fik vi fremlagt fire forskellige definitioner for hvad man kan forstå ved “det politiske”/”politik” og derefter fik vi at vide hvorfor at ingen af dem var vandtætte. “Mellan Himmel och Hav” har et feministisk syn på det, hvor at det personlige er politisk (i modsætning til en liberal opfattelse) og hvor at parforhold er en politisk konstruktion. Det hjælper os jo ikke just videre i diskussionen. Anders Bertelsen har skrevet en mægtig interessant indlæg, hvor at han vender nogle tanker om forfatterens rolle. En af de ting, som han tager op (og som jeg vil gøre mig nogle tanker om) er spørgsmålet om hjerteblod, om at man har noget på hjerte, et budskab. Det kan naturligvis meget nemt blive politisk på den forstand.

 

Mikkel Bækgaard sagde engang (vistnok til en Eidolon somemrweekend, hvor at en ung udgave af mig spurgte ham) at man kunne gøre hvad som helst, så længe at man gjorde det ordenligt og ikke lavede noget lort. Jeg tænker at det samme gælder politiske scenarier, men der er noget inden i mig (og min egen halv-anarkistiske liberale tankegang, hvor at jeg ser fri og kritisk tænkning som et godt ideal at stræbe efter), som gør at jeg finder det anstødeligt hvis man laver rollespil med en pointe, som er færdig, defineret og blot bliver serveret for spilleren. Det kan naturligvis diskuteres hvor at grænsen går (f.eks. er mange af Fusion-scenarier virkelig gode), men jeg tænker at politiske scenarier bedst bliver udført ved at de stiller spørgsmålstegn ved et en given opfattelse af tingene eller et begreb (bl.a. min intention i “Velkommen til Friheden”), men lader de folk som spiller scenariet om selv at vælge hvad de mener er rigtigt eller forkert, upraktiske eller praktisk, etc. “Några föds, några dör” er f.eks. af mine yndlingsscenarie da det er vedkommende, nærværende og overlader spørgsmålet om hvad moralen eller det rigtige er til spillererne. Det er social realisme uden at det handler om hvor dårligt samfundet behandler dem på bunden.

En ting som at jeg slet ikke forstår er spørgsmålet om hvorfor man laver rollespil for at fremme en politisk pointe? Selv hvis man laver liverollespil kan man da dårligt flytte synderligt mange stemmer eller ændre samfundets diskurs synderligt?

En ting som at jeg til gengæld kan forstår (og som jeg synes er forståeligt) er når der er en pointe i at lave et givent rollespil ud fra en rollespilspolitiske pointe, hvor at man forholder sig til rollespil og hvordan det gøres. Mit hovedeksempel her er “Tortur” af Troels Ken Pedersen. Et andet eksempel kunne være Vampire, som jeg ser som normativt i dets vurdering af hvad der er godt og dårligt rollespil. Et tredje kunne være Forge/indie-spillene, som også forholder sig til spørgsmålet om hvad godt rollespil er.

 

I “Tortur”  forholder Troels sig til spørgsmålet om tortur i rollespil og hvordan at det bliver fremstillet der. Der føler jeg at der er en ide i det, forstået sådan at det er relevant for mig i forhold til den position som jeg har der (jeg er Fastaval-deltager, jeg er på Fastaval og jeg forholder mig primært til de andre mennesker der som andre Fastaval-deltagere hvis jeg ikke kender dem personligt). Jeg forholder mig til hvilken kultur vi har som rollespillere, samtidig med at jeg bliver underholdt.

 

I sidste ende giver det slet ikke nogen mening at tro at man kan undslippe politik i rollespil, for der er politik i alt hvis man ser på det fra en bestemt vinkel. Der er politik i at Fastaval 2011 foregik i Silkeborg og ikke i Århus. Der er politik i Bifrost (hvor jeg forøvrigt blev valgt til Repræsentantskabet i november) og at de forsøger at fremme rollespils (og lignende aktiviteters) vilkår i Danmark. ” If you‘re not turned on to politics, politics will turn on you.” som Ralph Nader engang sagde.
Jeg modsiger mig selv her, gør jeg ikke? Jo, det gør jeg sikkert. Det er netop en af grundene til at jeg har ventet med at skrive det her indlæg, for jeg har ikke selv kunnet finde ud af hvor min egen grænse går i forhold til det her. Derfor vil jeg gerne opfordre folk til at blande sig i diskussionen, for jeg ved vitterligt ikke hvor at grænsen for hvornår at man er prædikende og hvornår at man har noge oprigtig på hjerte. Måske vil jeg blot gerne underholdes og kan godt overtales til at lege med på forfatterens synspunkter og politiske overbevisning, hvis jeg morer mig? Jeg kan blot konstatere at jeg ikke er politiker og derfor må jeg gerne klart give udtryk for at jeg er i tvivl, for jeg synes at dette her er et interessant spørgsmålet. “This Is My Truth Tell Me Yours…”

[10 dec.] White Wolf i tilbageblik

Jeg har efterhånden fået skrevet en del om White Wolfs oWoD-serie (Mage, Mummy & Wraith) og jeg orker ikke mere af det (omend personal horror kommer på et tidspunkt). Derfor vil jeg slutte af med et par overordnede kommentarer, inden jeg skynder mig ud af døren for at tage til julefrokost.

White Wolf gjorde noget sejt med World of Darkness, idet at de understregede at rollespil om noget kunne handle om dybt personlige ting og at karakterene i en gruppe sagtens kunne være omdrejningspunktet i historien. De var om noget gode til at skrive og skabe stemning, men de var knap så gode til regler, historiefortælling i rollespil og at køre en serie af rollespilsbøger på længere sigt. Uanset hvor meget jeg har lyst kan jeg dog ikke sige at White Wolf blev dårligt på et tidspunkt (selvom 2. udgave af Vampire er utrolig dum nogle steder), idet at der altid kunne snige sig en eller anden hammergod ide ind et sted, selvom spillene til tider balancerede på grænsen til det uspillelige. White Wolf skabte en verden, der var fantastisk på skrift. Den havde været alle tiders hvis den blot havde været en setting for romaner (hvilket også var hvad jeg ubevidst brugte den som). Problemet er imidlertid at reglerne for rollespil og litteratur er forskellige.

White Wolf har givet mig utrolig meget som menneske, underholdt mig enormt meget. Som rollespiller er jeg glad for det, for ved at sige farvel til Storyteller fik jeg sat ord på hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide. Man bør lære af folk, som er uenig med og der har jeg lært enormt meget af Storyteller. Det er vel også noget værd (især på danske rollespilsblog, hvor der lader til at være en pæn skare af tidligere White Wolf-fans).

[8. dec] Mit “Alle Kroppe er Grå”-hack

Jeg er voldsomt julet imens at jeg skriver dette indlæg (sidder bl.a. i en sweater) og bl.a. spist en stor mængde pebernødder i aften i godt selskab, imens vi lavede julepynt. I dag vil jeg skrive om ”Alle kroppe er Grå” , som jeg kørte på Vintersol 2011. Jeg har tidligere rantet om ”Jagten på Middelmådighed”, hvilket er relateret til netop det. Jeg tror ikke at jeg er for grov overfor Per von Fischer, når jeg skriver at det er et scenarie med en vis alder bag sig og det ikke er alt ved scenariet har tiden har været lige flinkt ved.

Bl.a. Via Prudensiae-systemet, hvor at der kun er karakterark for 4 ud af de 6 (!) karakterer og derudover er plottet om, noget så lineært som man kan tænke sig. Karakterene har ikke lige meget at byde ind med og de har ikke nogen relationer til hinanden, vel at mærke i et intrige-scenarie. Når det er sagt er der mange fine ideer i det, som stadigvæk holder (bl.a. beskrivelserne af Paris cyberpunk-style og karakterene kun er på ½ side), men overall er det et gammel action-scenarie med en investigation-del, som jeg synes var lidt for tung ift resten af scenariet (især hvis der også skulle være tid til intrige-delen). Pointen er at jeg får noget som jeg vil vove at betegne som middelmådigt idag.
Jeg får altså et 7 år gammelt scenarie tilsendt og er lidt i vildrede om hvordan det bedst skal gøres. Jeg ankommer sent på connen og får at vide at min mad er i spillokalet. Da vi så endelig skal til at gå i gang, har jeg dog nået at få gjort mig nogle tanker om scenariet og hvordan det skal køres. Vi kommer en anelse ujævnt i gang, bl.a. ved at jeg fik spillerne til at definere
relationer og betegnede intrige-delen som et spørgsmål om hvem der taber mest. Efter cirka 1 timers hvor vi skaffede spillere+ briefing+ relationer, spillede vi scenariet igennem på 2 timer. Det var voldsomt sjovt.

 

Pointen ved dette er slet og ret den simple at middelmådighed i min optik er et valg. Selv et så gammel scenarie som ”Alle Kroppe er Grå” (karakterarkene er for øvrigt håndskrevne) kan være voldsomt god underholding, hvis der er samlet en gruppe mennesker som alle sammen vil have det sjovt.

Jeg lavede flere hacks, men det største hack jeg lavede var sådan set at ændrede måden det ville være blevet kørt på og tilføjede nogle relationer. Vi kørte med systemet meget let, men jeg sørgede for at vi fik rullet det i kampsituationen, så der var noget sjov i gaden med det. Jeg var ret imponeret over at køre scenariet, for folk var glade og hyggede sig voldsomt, faktisk langt mere end jeg havde forventet. Det overraskede mig virkelig, for det eneste jeg kunne se som virkelighed havde gjort effekt var den fælles kemi og at der var total enighed om hvad vi lavede (som nok bedst kan betegnes som ”action-med-taberagtige-spilkarakterer-hvor-vi-konkurrerer-om-at-tabe-mindst). Jeg synes det et eksempel på noget fantastisk i rollespil, nemlig hvor stor en forskel det kan gøre med en gruppe som er tændt på at give den gas og lave noget fedt sammen.

RPGFORUM er død, dansk rollespil længe leve

Lige som Uffe og Johannes har jeg her for nyligt fundet ud af at RPGFORUM er lukket. Det forstår jeg godt at Brian har gjort og jeg tror også at det er rigtigt. Det udfordrer os (bordrollespillerne) nemlig til at finde en anden måde at kommunikere over nettet på. Som det er nu er det meget spredt ud over forskellige fora, men jeg tror at RPGFORUM har haft en stor betydning i tidens løb på flere punkter ift. at sprede tanker. Det tror jeg ikke nødvendigvis at blogs ville kunne gøre på samme måde. Tiden vil vise om jeg har ret i det, man har lov til at håbe på at jeg tager fejl.

Jeg har det lidt som om at jeg har mistet en god ven, som skrantede en del, men hvor at jeg også havde mange gode minder med vedkommende. RPGFORUM gjorde at en ung 16 årig (!) udgave af mig selv tog afsted til min første con i form af Hyggecon i 2002 og at jeg blev hængende, bl.a. ved at jeg tog til Aalborg for første gang i 2003 (!!) og havde min bedste oplevelse med en con nogensinde. Det skete delvist på grund af RPGFORUM og RPGFORUM har gjort at jeg følte at jeg var en del af miljøet når jeg ikke var på con eller til andre arrangementer (hvilket er centralt når jeg var tæt på den eneste rollespiller i Gl. Rye dengang). Det var på RPGFORUM at jeg læste om Fyraften, som blev min første oplevelse med liverollespil. Jeg sad i en røgfuldt kælder og drak mig fuld…..hvor profetisk!

Adam Bindslev skrev hvad jeg synes var det bedste indlæg derinde nogensinde. I hvert fald det som har inspireret mig mest i tidens løb. Man læser om “rock’n'roll som rollespilsgenre”….and the rest is history. 100o tak for alt RPGFORUM!

RÅK’N RÅL, desperation og store eksplosioner…

af Adam B, 12. sep 2003, 13:05:02, 350 visninger

“Jeg blev for ikke alt for lang tid siden bedt om at skrive nogle ord om, hvad jeg mente rock’n roll i rollespil var for en størrelse. Disse mennesker (TRoA) mente at som medforfatter på Ragnarok skulle jeg vide noget om den slags. Og det fik mig da også til at tænke lidt over det.

Jeg fandt hurtigt ud ad, at for mig er rock’n roll ikke genrebestemt og ikke nødvendigvis kun store eksplosioner, store gøbs og 200 kilometer i timen gennem byen med strømerne i hælene (selv om det ikke gør noget, selvsagt).

Det jeg fandt frem til var som følger – ROCK’N ROLL er en samling mere eller mindre desperate handlinger, man gennemfører på trods af, at man udmærket ved, at det her, det går sgu nok galt. Tilsat en tilpas mængde FÅK DAJ attitude naturligvis.”

Rock’n'roll for mig har ikke en skid med eksplosioner at gøre. Rock’n'roll er nemlig lige præcis en attitude og en stemning. Rock’n'roll er Vampire når det er bedst (jeg har aldrig faldet for den der “det er så synd for mig” ting). Rock’n'roll er følelsen af at “i aften er det sgu ligemeget”. Rock’n'roll er et håb i alt det sorte. Rock’n'roll er nemlig ikke blues – det er følelsen af at, på trods, kan man sgu nok klare det alligevel.

Rock’n'roll er antiautoritært – rock’n'roll er Rambo der klarer sig med en stor kniv mod hele politistyrken, Rock’n'Roll er The Crow der springer over hustagene, Rock’n'roll er sex and drugs. Rock’n'roll er ikke pænt og velpoleret. Rock’n'roll er at vågne med tømmermænd, pisse i pladespilleren og drikke en lunken påskebryg. Rock’n'roll er at ryge hash mod høfeber. Rock’n'roll er to guitarer, bas og trommer. Rock’n'roll er grimt og skurer i ørerne. Rock’n'roll er at spytte efter Celine Dion. Rock’n'roll er at brække Michael Jacksons næse – bare fordi man kan!

Rock’n'roll er at smide uret af helvede til og køre tværs over USA. Rock’n'Roll er at sige “What do you faggots want”. Rock’n'roll er det eneste vi kan klamre os til i en verden af Kandis, MorgenTV, færdigretter og politiske studehandler. Rock’n'Roll er Keld Aldrechtsen der giver Anders Fogh fuckfingeren på direkte TV.

Despite all the amputation

You could dance to a rock ‘n’ roll station

And it was all right

It was all right

Hey babe

- Lou Reed: “Rock’n'roll”

Rock’n'roll er et indlæg uden mening ….

Adam

Billig Bleed

En anden samtale jeg havde på Fastaval var med Anders Troelsen, hvor at vi talte om Tvivl, som jeg kørte på Viking Con for nogle år tilbage. Der fik jeg også noget at tænke over (imens Anders heldigvis overså nogle Fastaval-forfatteres fordrukne og halvnøgle eskapader direkte bagved ham), da Anders nævnte min introduktions monolog til Tvivl. Jeg vil gerne bruge den oplevelse som udgangspunkt for at snakke om “bleed” og min opfattelse af begrebet (for dem som ikke kender: Bleed på hjemmesiden for “Vi åker Jeep”. Det er den samme definition, som jeg bruger).  Der er her tale om hvad jeg mener er en forkert brug af begrebet og hvad jeg synes er en god brug af det.

Tvivl som eksempel

Da vi spillede Tvivl gik der fuckup i opstarten. Big time fuckup. Efter at det nogenlunde var gået i orden gik vi i gang med opvarmningen, hvor at en af mine spillere græd en smule (!), da det åbenbart kom for tæt på. Det endte med at ham og hans ven gik, da det åbenbart var for grænseoverskridende. Det lykkedes (takket være en, som havde spillet scenariet før, men som sprang til som spiller også) og at mine spillere skaffede en spiller til. Jeg havde haft så meget bøvl med scenariet (som jeg glæder mig til at genlæse i min fine bog, for det var en meget uklar omgang for mig, da jeg læste det første gang) og nu var det hele ved at skride. Så skulle vi endelig helt og aldeles igang, efter at alt var gået helt af helvede til.

Altså besluttede jeg mig for at sætte alt på et bræt og holdt en introduktionsmonolog for selve scenariet, hvor jeg trak på personlige erfaringer med tvivl i forhold til kærlighed, fortalte om mit forhold til det og fortalte om tidligere forhold jeg havde været i. Det nævnte Anders og at det havde imponeret folk. Det interessante her er imidlertid at jeg havde glemt alt om det. Jeg har ikke svært ved og føler ikke at jeg overskrider mine egne grænser ved at fortælle den slags ting. Jeg har gjort noget lignende, da jeg spillede Hjertebrand. Der var en del af opvarmningen (imens vi sad i skurvognen) at vi skulle fortælle om vores egne tanker om kærlighed. De andre sagde at de oplevede det som om at jeg “krængede mit hjerte ud”. Jeg synes egentlig bare (når jeg ser tilbage på det nu) at jeg udtrykte min bitterhed over at min sidste eks-kæreste ikke ville være kæreste med mig længere. Jeg brugte nogle tilfældige mennesker som en del af en slags terapi. Jeg følte mig sgu lidt som en luder (eller “lujar” som de siger nogen steder).

Det er et eksempel på “bleed”, hvor at man bliver bedt om at inddrage noget af sig selv eller fra ens eget liv. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke er glad for det længere. For mig er det for biligt et trick, slet og ret. Det er muligvis fordi at jeg aldrig har haft svært ved at blive draget ind i en karakter, hvor at grænserne imellem vedkommende og mig selv og fordi at jeg ikke nærer den store blufærdighed overfor den slags ting. Det føles ikke grænseoverskridende for mig at fortælle om den slags til halvvejs fremmede mennesker. Jeg får højest et kick ud af at gøre det på grund af andres reaktioner. Det er sgu et billigt trick i min optik. Hvis man tager og siger “inddrag jer selv” kan man skyde genvej til følelsen af bleed. Det synes jeg sgu er lidt uinteressant, for det er slet og ret for nemt. Der er ikke nogen større udfordring i det for mig.

Jeg synes at bleed er meget mere interessant når det f.eks. sker spontant og på tværs af store forskelle imellem spiller og karakter. I en af mine tidligere store oplevelser (Jeg kan ikke høre hvad du hedder med alt den blæst i ørerne“) oplevede jeg en dyb følelse af sorg og savn, hvor at rammerne imellem min karakter og mig blev udvisket, på trods af at jeg aldrig havde prøvet at miste nogle så nære familiemedlemmer. Det synes jeg virkeligt er sejt, især fordi at det er der hvor at mener at rollespil kan gøre os til bedre mennesker. Rollespil kan nemlig (når vi virkelig kommer ind under huden på karakterer, som vi intet har til fælles med) fremme den vigtigste og mest positive menneskelige egenskab: Empati.

Rollespil kan hjælpe os til at forstå andre, at sætte os i deres sted og forstår hvorfor de handler som de gør (uden at vi nødvendigvis behøver at kunne lide dem).

Lad os bløde og være glade

En anden ting, som jeg gerne vil slå på tromme for er glad bleed. Jeg synes meget ofte at der er tale om negative følelser, når vi spiller scenarier med og snakker om bleed. Jeg spillede på et tidspunkt Teknisk Uheld på Fastaval, hvor at det virkeligt var ubehageligt (det har jeg beskrevet i en kommentar her). I bagklogskabens lys burde jeg have genlæst foromtalen, men jeg tænker stadigvæk lidt…kunne det ikke være mere interessant at lave scenarier med “feel good bleed”? Er det ikke en større udfordring?
Uanset hvad er det sværere og dermed mere interessant hvis vi forsøger at opnå bleed, hvor vi stort set intet har til fælles med karakteren.

Hvad sker der med karakteren bagefter?

Advarsel: Jeg har (om muligt) i endnu mindre grad end normalt formuleret mine tanker om det her inden jeg gik i gang med at skrive.

Den halvlange indledning, som kan springes over

Jeg har her for nyligt læst Demonstealer og Shadowmaster begge af Marc Gascoigne, hvor jeg er blevet færdig med den sidste for cirka tyve minutter siden. Begge bøger er romaner til Sværd og Trolddom-verdenen eller Fighting Fantasy og jeg er meget begejstret for dem. De er bind nummer 2 og 3, hvor nr 1 er The Trolltooth Wars eller Troldtandskrigen. Det balancerer (uden at jeg har 100% styr på de betegnelser) for mig et meget interessant sted imellem at være fantasy og at være sword & sorcery. Magi er en helt anden størrelse der end i mange andre verdenen. Der er enormt meget vildnis og en masse rester af civilisationer, som blev store og faldt meget heftigt igen. Endnu bedre er helten, Chadda Darkmane (på dansk hed han Chadda Mørkemanke), som er en tidligere barbar, som blev ridder.
Han har en fantastisk dynamik som karakter, fordi at han har en barbarisk handlekraft og tendens til at se stort på regler, men samtidig har han også en ridderlig stræben efter ære og retfærdighed, som gør at han konstant blander sig ting med stor handlekraft, som gør at han igen finder andre ting som han må blande sig i (hvilket som regel bliver blodigt). Hans problemer bliver altså bare større og større indtil han slår dem ihjel på blodig vis (eller når alle hans kærlighedsinteresser enten dør eller viser sig at være gudinder).

Hovedpointen

Det interessante er at Chadda Darkmane i slutningen af Shadowmaster….når frem til en erkendelse, som gør at han ændrer sig meget. På en halv side beskrives det hvordan at hans verden bliver vendt på hovedet. Virkelig Buddha under piletræet.
……men så sker der ikke mere. Så sidder jeg med en bog fra 1992 og ved ikke hvad der bagefter sker med min helt, som har kæmpet, tabt og dræbt for æren og for sit fædreland langt væk.  Jeg havde forventet at der ville være en slags afslutning med Chadda Darkmane, hvor at vi havde hørt om at han vendte tilbage til sit fædreland, hvor at han slog sig ned, etc. Romanen sluttede bare uden at jeg fik at vide hvad der skete med ham. Der fik jeg en fornemmelse af deja-vu, af at have oplevet det før. Det har jeg nemlig i rollespil, både live som bord.

Det er oplevelsen af hvad der sker med en karakter bagefter, når livescenariet pludseligt er slut, når en kampagne løber ud i sandet eller aldrig kommer videre. For hvad fanden sker der så med vedkommende? På en gang synes jeg at det er vildt fedt og samtidig vildt frustrerende. Det er fantastisk, fordi det er noget af det som gør historier og oplevelser med rollespil interessante for mig. Det er fragmenteret og jeg får ikke hele billedet, men samtidig får jeg det på en måde som (når det er allerbedst) overvælder mig med en enkelt person og vedkommendes liv, tanker og følelser.

Intet er værre (som jeg har brokket mig over tidligere) end folk, som efter et live kommer sådan “Ej, men efter havde jeg tilkaldt 50 riddere og så havde I…” Luk røven spasser. Det skete ikke i scenariet og lige nu er du i gang med at ødelægge min drøm, min historie. Et andet eksempel kunne være Maximillian eller Kaspar Bäcker, som begge to var Warhammer Fantasy-karakterer som jeg spillede, hvor at jeg ikke kunne lade dem ligge bagefter at henholdsvis kampagnen løb ud i sandet og at livescenariet var slut. Derfor kom de med i en senere WFRP-kampagne, som jeg kørte i Odense. Grundlæggende set synes jeg at det fede ved de karakterer, hvor deres efterspil står ukendt hen, er at så kan det være alle de mange muligheder der er. Alt kunne som udgangspunkt være sket med Maximillian, en latterlig bagersøn, som stak af og blev tyv i Nuln bagefter, men han kom tilbage i min kampagne, hvor han havde fået en høj position som Kejserlig spion. Der kunne være sket 1000 ting med ham, men netop det skete. Jeg har mange andre karakterer, der det er sket. En abetræner, som jeg spillede i In A Wicked Age. En forbandet brettoniansk ridder. En australsk sociolog, der tog med som pioner til en anden planet på menneskets første kolonisering af rummet. Jeg ved ikke hvad der er sket med dem, hvilket gør at ingenting og alting er sket for dem. Det er både fantastisk og frustrerende. Nok mest lettere vemodigt.

I tidernes morgen tog jeg på Viking Con 22, hvor jeg var ret ærgerlig over ikke at kunne komme til at spille dette scenarie. Foromtalen er desværre ikke på Alexandria, men der var pointen nemlig “hvad gør karakterne efter at kampagnen er slut?” Jeg har ikke noget klart svar på hvad jeg har smidt op her, men jeg tror at den unikke måde, som rollespil fortæller historier på (i modsætning til film, bøger, teater, etc), hvor at noget står ukendt hen har noget at gøre med hvorfor jeg elsker både live- og bordrollespil så meget. Det var en omgang tilfældige tanker, skrevet ned imens jeg hørte Opeth og drak rooibos-the. Smid en kommentar!

CONg Gulerods d. 2′s store vinterfest

Wow. Det var sgu sjovt. Ja, kære læsere, jeg har været på til CONg Gulerods d. 2′s store vinterfest, hvilket var en storslået oplevelse. Jeg har sjældent sovet så lidt på en con, men goddamn. Det var turen fra Manchester værd. Jeg fik spillet Rebellerne, kørt mit eget scenariet imens at jeg (og flere af spillerne var ved at falde om af træthed) og fik spillet Et Hjerte af Metal. Derudover spillede jeg massere af dumme bræt- og kortspil med Fastavals general og en 5% rollespiller. Jeg har endelig fået købt Montesegur 1244 fra Frederik J. Jensen og jeg fik hygget mig voldsomt med gæsterne på connen.

Gøgl

Jeg synes at der er utrolig meget gøgl på Con 2. Faktisk nærmest for meget. Omvendt set har jeg det sådan at hvis der ikke var det ville det slet ikke være det samme (og hånden på hjertet ved jeg jo også godt at det kun irriterer mig, fordi jeg ikke er med til at lave det…(Troels Rohde Hansen, en klog mand, sagde engang om undertegnede at jeg alligevel ikke var liverollespiller, jeg var bare en “fucking gøgler”. Troels har som altid ret). Jeg synes at det gik over gevind, men jeg tror bare at jeg er blevet for sur, for der var mange andre som nød det.

Og hey….det er da federe med navne som “Team Kage” og “Team Bacon” end “Hold 1″ og “Hold 2″. Et eller andet sted jeg vel forholde mig til den slags tema-ekstravagance som ½ Fastavals oppyntningsansvarlige.

Arrangørerne

De var fantastisk mennesker. Der var en behagelig tone og tingene gik godt sådan overall. Maden var lidt forsinket, men til gengæld var en god og der var nok af den. Især skal hovedarrangøren Lena Kikko Siggaard (og hendes kæreste Stefan Bjerring Henriksen) nævnes, fordi at de var så elskværdige at lade mig crashe på deres sofa (som var en fantastisk sofa, hvor at jeg sov 10 timer i stræk). Lenas mor Dorthe skal også nævnes. Tusind tak for aftensmad Dorthe! Det var en god omgang chilli con carne.

Rollespillet

Jeg fik som sagt kørt mit eget scenariet, hvilket gik “ok”. Jeg fik en masse ideer af det og derudover virkede meget af scenariet præcis som det skulle. Der var konflikterne og søgen efter frihed, som eskalerede ud af kontrol (bl.a. da kunstneren uddannet fra Yale hængte en pædofil op i vedkommendes lysekrone og derefter kastrerede ham) eller da spillerpersonerne udstyrede en demonstration i Florida med våben og i et blodigt slag indtog Guantanomo-lejren inden de sendte et stolt brev til Pentagon og slugte cyanid-kapslerne. Så mit lille story game fungerer udmærket, men med flere ting som skal rettes til.

Så fik jeg spillet “Et Hjerte af Metal” som jeg har skrevet om andre steder. Derudover fik jeg spillet Rebellerne, som jeg håber begynder en bølge af scenarier med Lego-elementer, for det var fandeme en sjov ide. Det gik ret glad, da vi først for alvor kom i gang og selvom scenariet har nogle skønhedsfejl er jeg vild med det. Det minder lidt om filmen “Stardust” og jeg elsker det af samme grund: Det er en parodi og samtidig en hyldest.

Wow. Det var fandeme en fin con. Tak for alle involverede! Spred ordet, for Con2 fortjener at blive nævnt noget mere, for der sker fandeme nogle fede ting og der er en fantastisk stemning over connen!

“Den gode oplevelse”: et casestudie af Stjernetegn

Nu har der været snak forskellige steder (Troels og Emil), hvor der er blevet vendt op og ned, rundt, frem og tilbage om den gode rollespilsoplevelse. Derfor fik jeg lyst til at bidrage med en af mine rigtig store oplevelser, som står klartest for mig, nemlig Stjernetegn af Simon James Pettitt som jeg spillede på Con2 i januar 2010 og trækker ud hvad det var der gjorde det så fedt. I Stjernetegn spiller man skæbneguder, som leger rundt med nogle mennesker og deres skæbner og dermed fortæller en historie. Dette gøres ved at Guderne spiller de pågældende mennesker, hvor at menneskernes følelser for hinanden smitter over på Gudernes forhold til hinanden (eksempel: Jeg spillede Skytten, hvor at jeg i første scene spillede en soldat, som var forelsket i hans forlovede, som blev spillet af Skorpionen. Derfor blev Skytten efterhånden mere og mere forelsket i Skorpionen).

Simon skriver her om hvordan scenariet gik, men for mig begynder det hele lidt tidligere. Da jeg ankom til Con2 havde jeg ikke været på Con i næsten et år (siden Vintersol, februar 2009) og var halvvejs i tvivl om conner gav mig så meget længere (lang historie), jeg havde været igennem et længere eksamensforløb, jeg var på stærk smertestillende medicin på grund af en tand, som jeg fik fjernet 5 dage forinden) og jeg var blevet single 12 dage forinden. Man har set en mere glad udgave af Thais. Jeg ankommer derefter til Con2 og møder en masse folk, som jeg ikke har set i lang tid. Det her er taget med for at illustrere noget om ens sindstilstand når man går ind til den slags.

Jeg havde stort set ingen forventninger til scenariet, jeg havde primært meldt mig til det fordi der stod at involverede historiefortælling og live-elementer, hvilket jeg er fan af. Vi spiller og der er dybt fantastisk. Jeg blev virkelig blæst væk af Stjernetegn. Fantastisk oplevelse. Jeg gik derfra med en følelse af dyb triumf af flere grunde.Hvorfor så det? Hvorfor var Stjernetegn så en god oplevelse for mig?

1. For det første, fordi at Stjernetegn er skrevet til mig. Det appellerer til netop mig og min smag. Simon har skrevet et scenarie, hvor at han kombinerer alle de ting, som jeg synes er fede i rollespil i et enkelt scenarie.Der er masser af frihed i scenariet og der er historiefortælling, klare konflikter og der er muligheden for at du kan blive overrasket, fordi der er så mange spillere (imellem 8-12, vi var 10).

   Det var en af de ting i scenariet, som jeg husker bedst. Spilpersonen Løven havde fået oprettet templer til sig selv og taget røven på resten af spillerne. Derefter gik alle spillerne verbalt til angreb til ham, hvor jeg forsvarede ham. Imidlertid var det sådan at Løvens spillere tidligere havde spillet min søn. Derfor havde Skytten medlidenhed med Løven. Jeg havde slet ikke regnet med at det ville ske, men det fungerede supergodt at det skete.
   Der er altså tale om smag blandt andet. Jeg kan godt lide at blive overrasket uden at det bliver forvirrende, jeg kan godt lide historiefortælling, jeg kan godt lide gode konflikter, jeg kan godt lide store fortællinger, jeg kan godt lide muligheden for at spille intens rollespil med store armbevægelser. Det har Stjernetegn og derfor var det en god oplevelse.

2. Dette leder os videre til den næste pointe. Design. Hvordan er Stjernetegn designet? Jeg synes at Stjernetegn er pissegodt designet på flere punkter. Det har en ret kompleks form, men jeg synes at den var nem at få ind under huden og få til at fungere.For mig handler design af scenarier/spil meget om hvor nemt de kan ødelægges, hvor nemt en spiller kan ødelægge dem. Det gælder især for scenarier, som lægger meget af ansvaret over til spillerne. Her synes jeg at Stjernetegn står stærkt, for der var en af spillerne, som lavede noget i en scene, som de fleste syntes var…mindre heldigt.

   Derefter gjorde scenariet at vedkommende ikke kunne præget denne udvikling længere og derudover også at resten af spillerne kunne gå efter vedkommende. Det fedeste ved det var at vi gjorde det in-game, hvilket betød at vi dermed var med til at give vedkommende en god oplevelse også ved at spille hård, intens konfliktspil (et sjovt paradoks i rollespil. Ved at gøre en skideballe ingame bliver den lige pludselig til en fedt oplevelse. Sært).

   Derudover endte min rolle med at blive trickster, hvilket er en rolle som jeg elsker, men som jeg er også varsom overfor fordi jeg har oplevet den som destruktiv. Her gjorde scenariet at jeg kunne sprede kaos i vildskab, men hvis det kom til noget ville jeg alligevel blive stemt ned når vi skulle beslutte hvor historien videre skulle gå hen.

   Sidst men ikke mindst er designet holdbart overfor fuck-ups af andre slags. Det er ideen at man skal tage et ud af tre ord to gange (et for styrke og svaghed) og bruge det til sin karakter. Jeg tog alle 6 i min omslørede tilstand på kraftig smertestillende, men det fungerede fint.

3. Vi havde en fed spilgruppe med god kemi, hvor at selv vedkommende nævnt overfor ikke gjorde det store, fordi at vi fokuserede på at fortælle en god historie med nogle gode historier sammen.
4. Jeg havde selv et ønske om en god oplevelse. Jeg havde ikke været på con i superlang tid og havde kun været GM eller spiller i mine kampagner ellers. Derfor havde jeg selv et ønske om det skulle være fedt og jeg var villig til at arbejde for den.
5. Forventninger. Jeg havde stort set ikke nogen forventninger til Stjernetegn, hvilket gjorde at jeg blevet meget positivt overrasket over hvor fedt det var.
6. Omgivelserne. I dette tilfælde at jeg havde været igennem en gruppe mindre sjove ting i mit liv, som gjorde at den positive oplevelse kom til at stå så meget stærkere på grund af dette.
7. Jeg var på stoffer, hvilket altid hjælper.

Det korte af det lange er at jeg (ud fra min meget korte analyse af Stjernetegn tror at “den gode oplevelser” kan påvirkes af 6 forskellige ting: Smag (Indeholder spillet ting/elementer du er glade for), design (hvor godt er spillet og dets mekanikker skruet sammen), kemi/en god gruppen (altså at folk er enige om hvad det er vi skal spille her og hvorfor at det er fedt), en indsats fra spilleren selv om at have en god oplevelse, forventninger (hvis du har høje forventninger kan du nemt blive skuffet), omgivelserne udover dem du spiller sammen med og om hvorvidt man er påvirket.

Det var lidt løse tanker fra mig, jeg vil vende tilbage til min eksamensopgave, som jeg burde skrive på. Smid en kommentar!

Foromtale til Velkommen til Friheden

Inspireret af Simon og hans foromtale og min manglende lyst til at skrive om menneskerettigheder, har jeg valgt at oploade min anden version af foromtalen til Velkommen til Friheden, mit scenarie til Fastaval 2011. Kommentarer modtages vældig gerne, indtil videre har alle der set og kommenteret på den været folk, som har læst min synopsis. Jeg havde egentlig tænkt mig at oploade dette i nat, men kom i tvivl. Da jeg dog var kommet til at udgive den (flot Thais) valgte jeg sætte den som privat, men det blev alligevel opsnappet af Alexandrias blogfeeds. Derfor oploader jeg den nu, så der ikke er folk som klikker på et død link.

Velkommen til Friheden

“Har du nogensinde følt at du ikke har kontrol over dit eget liv? Har du lyst til virkelig frihed? Er du parat til friheden? Tør du trykke på aftrækkeren? Så meld dig til Operation Friheden!
Vi har ingen registrering!
Vi har ingen ledelse!
Vi har knap nok nogen organisation!
Og vi har da slet ikke nogen, der fortæller dig hvad DU skal gøre!
Hvis du har lyst til at være et frit menneske, så meld dig til Operation Friheden! Velkommen til!”

Fem forskellige mennesker sidder et sted i USA og lægger planer for deres vej til friheden. De er en celle i Operation Friheden. Fem mennesker, der har forskellige ideer om hvad frihed er og vejen til friheden.

”Velkommen til Friheden” er et spillerstyret action/drama-scenarie. Der er nogle rammer for den historie, som du og de andre spiller skaber sammen med jeres spilleder som sparringspartner. Man spiller både diskussionen om den rigtige vej til friheden og action som en konsekvens af diskussionen.

System: Hjemmelavet.
Genre: Action/Drama (også kendt som rock’n’roll).
Varighed: 2-3 timer.
Spillere: 5.
Spilledertype: Vær sparringspartner og give spillerne modspil, men vær samtidig også parat på at overlade historien i spillernes hænder.
Spillertype: Vær forberedt på at spille med og spille imod de andre spillere inden for spillets rammer og regler.

Om forfatteren

Thais Laursen Munk er odenseaner i eksil i Manchester, hvor han læser statskundskab som udvekslingsstuderende. ”Velkommen til Friheden” er hans ottende scenarie. Han har en forkærlighed for cider, obskure og glemte amerikanske skæbner, blod og mudder, frygt og lede, historier om taberagtige og antiautoritære antihelte og for det spontane og skæve i rollespil.

Anmeldelse af ROLLE|SPIL nr 4

Jeg har lidt blandede følelse om ROLLE|SPIL 4, men det korte af det lange er at jeg ikke er helt lige så begejstret for nr 4, som jeg var for nummer 3. Det er der flere grunde til, men det skal lige understreges at jeg stadigvæk er glad for bladet.

For det første…artiklen om 10 historier fra Rollespildanmark. Tag da lige og smid en oversigt over hvem der har skrevet og hvad de har skrevet om med. Det ville da være relevant (og god reklame, for det er en fed samling mennesker og nogle spændende emner). Min tanke er mest at så kan folk se med det samme om der nogen, som de kender eller om der bliver skrevet noget om deres forening.

For det andet er der rigtig mange anmeldelser med i dette blad…men jeg synes ikke at så mange af dem har noget med rollespil at gøre. Jo, der er tale om fantasy-, vampyr-, og gyserromaner, men i sidste ende går jeg bare lidt død i det (med undtagelse af interviewet med Alex Uth, som var fedt). Det samme gælder artiklen om koreanere, der spiller StarCraft for at tjene til det daglige brød. Det er sgu ikke fordi at det hele skal være fint og højpandet og alt muligt, men…jeg er sgu egentlig lidt ligeglad, når det kommer til den slags. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at man gerne vil have et bredt udbud af artikler, men jeg var egentlig ret ligeglad med artiklen. Her er min personlige regel om koreanere: De er sgu kun forsidestof hvis de opfinder noget sindssygt, skyder hinanden eller hvis de har noget med rollespil at gøre. Det synes jeg ikke at StarCraft er med mindre der kommer et Brood War-scenarie (hvor jeg vil spille marinesoldaten, som siger “Give me something to shoot” og er den første, som dør fordi min karakter ikke har noget navn).

Jeg er godt klar over at det ikke er alt som er relevant for mig i et blad som rollespil,  der bliver sendt ud til så mange som ROLLE|SPIL gør. Det er også fair nok, men jeg synes bare godt at der kunne være en klarere udvælgelse, for der er efter min mening for meget, som ikke har med rollespil at gøre.

Vi går hurtigt igennem artiklerne, da jeg jo anmelder noget gratis her (lissom!). Lars Andersen har skrevet en artikel, hvor jeg godt kan følge ham, men hvor jeg også er uenig (links til min første og anden rant om regler i live). Efter min mening har han til dels ret i det at han skriver at det bedste (live)rollespil opstår når regler går i baggrunden. Jeg ville være enig så langt at man også kan sige at reglerne understøtter rollespillet, så kan det blive lige så fantastisk. Jeg savner at Lars forholder sig til spørgsmålet om abstraktionen og at du jo altid spiller med regler (lad være med at slå folk i hovedet eller skridtet, etc). Lars skriver bl.a. “Vi kan ikke styre spillet med regler, for ingen regler
kan dække en brøkdel af alle de muligheder der er.” Det er jeg så til gengæld fuldstændig enig i (grundlæggende set tror jeg at Lars og jeg har forskellige indgangsvinkler til det her), men jeg er generelt glad for hans artikler.

Derudover er der nogle fine artikler om rollespilsteori (dejlig ligetil og samtidig interessant læsning). Cleo Hatting har jeg tidligere nævnt på denne blog og udråbt til at være et fantastisk menneske. Det er hun stadigvæk, især når hun vil have de unge til at lave noget…men hvad kommer dit næste scenarie til at handler om Cleo? Derudover glæder vi os til Knudepunkt i Danmark. Fedt med info om det. Fedt med en dejlig klam artikel om sår. Endnu federe med en Troels Barkholt-plakat! Troels er en af de fedeste rollespilere, som jeg nogensinde har spillet sammen med.

Derudover nogle tanker om at ROLLE|SPIL fra næste år kommer til at koste penge. Det synes jeg er fint og jeg har tegnet et abonnement. Min forhåbning er at der kommer til at være en anderledes artikel-reklame ratio, men nu får vi se. Jeg synes i hvert fald at ROLLE|SPIL fortjener at man giver det en chance (ja, jeg vil gerne skrive nogle artikler hvis du vil have det, Claus).

ROLLE|SPIL nr 4 er på gaden, find det og læs det efter min to sidste og mest alvorlige kritikpunkter! For det første er mit navn Thais Laursen Munk i nævnte rækkefølge og ikke omvendt. For det andet vil jeg fandeme have flere billeder af nissepigen, iført nazi-kostume, som ryger. Så kan vi fandeme få nogle flere klager.