[15. dec] Kommende kampagner

Ja, vi skal vel til det. Jeg har som sagt kørt de to tidligere kampagner i min tirsdagsgruppe og engang i 2012 skal jeg til at køre en ny kampagne. Så er spørgsmålet bare hvad for en det skal være? Jeg har fire ideer i alt.

1. “Sandhedens pris”- Dark Heresy. En (synes jeg selv) ret ringe arbejdstitel. Jeg har en masse løse ideer til plots, lokationer og NPC’er til Dark Heresy, men min tanke er primært at skulle gøre en gritty kampagne med konspirationer og Cthulhu-agtigt monstre, som ligger hinsides den menneskelige forstand og forståelse. Derudover har jeg anskaffet mig rigtig mange bøger til Dark Heresy imens at jeg var i England, så min plan er lidt at køre spilpersonerne fra de næsten ikke har nogen XP til at de virkelig er blevet seje og fuldgyldige medlemmer af Inkvisitionen, især fordi at jeg har ideer som kan bruges på forskellige tidspunkt, alt efter hvor seje spilpersonerne er blevet.
2. “De Ugidelige”- WFRP 2nd edition. En halv-humorisk ide om en gruppe mennesker, der kommer til storbyen (nok Talabheim) og derefter agerer vikarer i forskellige midlertidige jobs. Det er til dels for mig en måde at lade spillerne få en dybtegående forhold til en lokation, hvor at de ikke kan brænde broer af og en mulighed for at lege med WFRP-karriere system. Der kommer naturligvis til at være noget indhold udover komikken i en eller anden grad, men min primære tanke er at lave sitcom i Warhammer om en gruppe mennesker der ikke gider lave så meget igen.
3. Dværgenes Krig. Jeg har tidligere skrevet om Dværgenes Krig, som er en ide, der har gennemgået et par faser. Bl.a. har jeg kastet min kærlighed over “Advanced Fighting Fantasy”, som jeg købte imens at jeg var i England. Det er utroligt simpelt og kommer ikke i vejen for det interessante i spillet. Min primære tanke i “Dværgenes Krig” er at begynde med en meget kort og overordnet beskrivelse af verden (det er sen bronzealder, etc) og derefter lade spillerne definere så meget som muligt. F.eks. begynde hver session med et spørgsmål: “Elverkongen har en æresgarde af halv-orker. Hvorfor det? “. Når verdenen så er blevet tilpas defineret vil jeg introducerer dværgene, der har deres storhedstid og som er gået igang med at erobre alt under jorden (hvilket betyder at alt det skidt som boede der før er blevet drevet væk). Tanken er naturligvis at beskrive en verden, som er i balance politisk og metafysisk, hvorefter at man smider en supermagt ind i den, som forstyrrer alt ( uden at denne supermagt nødvendigvis er specielt ondsindet).
4. “Rekonstruktion af myterne” -Nephilim. Jeg har altid været meget inspireret af R.E.M.-albumet “Reconstuction of the Fables“, som er et af mine yndlingsalbums og jeg har en løs ide om at bruge teksterne fra det album samme med nogle løse ideer og kaste mig over Nephilim. Dels fordi at jeg synes at universet og systemet for karakterudvikling er interessant. Det eneste som jeg reelt set har af plots er en arkæologisk udgravning af Babelstårnet (forstået som hvad der kunne have ligget til baggrund for myten, hvilket naturligvis er twiwstet igennem Nephilim-univesets syn på tingene). Nephilim er for mig enormt fascinerende, for dets tilgang til det okkulte i en nutidig setting er meget langt væk fra White Wolf, hvilket for mig er et frisk pust og det virker som en meget fleksibel setting, hvor at jeg kan lade mine spiller løbe løbsk så at sige.

Hvad ender man så med? Det ser ud til at blive nummer 4, mest efter udelukkelsesmetoden.
Nummer 2 kræver en god del af spillerne og at de er klar på at spille med på alle mine ideer om historiefortælling og beskrivelser af settingen.
Nummer 3 vil jeg gerne vente med, da jeg har kørt meget WFRP og gerne vil vente lidt længere.
Nummer 1 kræver vitterligt meget tid og jeg er i tvivl om mine spillere kan håndtere det, slet og ret. Noget af som tiltaler mig mest ved Warhammer 40K er den ekstreme dehumanisering og jeg er i tvivl om nogle af mine spillere kan håndtere det og spille på det på en fed måde. Dette skal forstås sådan at jeg gerne vil have folk til at føle en afsky overfor Imperiet i alt dets totalitære storhed. Jeg orker ikke at gå igang med noget som kan tage lang tid uden at jeg er sikker på at så vigtig en del kan fungere. 1

Så jeg tror at vi kaster os over Nephilim når tiden kommer til at jeg skal være GM igen nok engang i feburar/marts 2012. Det er nyt for alle involverede og Rottehullet har smule Call-bøger stående. Det kunne nok også fungerer til inspiration. Derudover har jeg rent faktisk lyst til at spille moderne okkultisme (og måske lade mig inspirere af/stjæle fra Morten Greis, som jeg ved har kørt en del Nephilim).

RPGFORUM er død, dansk rollespil længe leve

Lige som Uffe og Johannes har jeg her for nyligt fundet ud af at RPGFORUM er lukket. Det forstår jeg godt at Brian har gjort og jeg tror også at det er rigtigt. Det udfordrer os (bordrollespillerne) nemlig til at finde en anden måde at kommunikere over nettet på. Som det er nu er det meget spredt ud over forskellige fora, men jeg tror at RPGFORUM har haft en stor betydning i tidens løb på flere punkter ift. at sprede tanker. Det tror jeg ikke nødvendigvis at blogs ville kunne gøre på samme måde. Tiden vil vise om jeg har ret i det, man har lov til at håbe på at jeg tager fejl.

Jeg har det lidt som om at jeg har mistet en god ven, som skrantede en del, men hvor at jeg også havde mange gode minder med vedkommende. RPGFORUM gjorde at en ung 16 årig (!) udgave af mig selv tog afsted til min første con i form af Hyggecon i 2002 og at jeg blev hængende, bl.a. ved at jeg tog til Aalborg for første gang i 2003 (!!) og havde min bedste oplevelse med en con nogensinde. Det skete delvist på grund af RPGFORUM og RPGFORUM har gjort at jeg følte at jeg var en del af miljøet når jeg ikke var på con eller til andre arrangementer (hvilket er centralt når jeg var tæt på den eneste rollespiller i Gl. Rye dengang). Det var på RPGFORUM at jeg læste om Fyraften, som blev min første oplevelse med liverollespil. Jeg sad i en røgfuldt kælder og drak mig fuld…..hvor profetisk!

Adam Bindslev skrev hvad jeg synes var det bedste indlæg derinde nogensinde. I hvert fald det som har inspireret mig mest i tidens løb. Man læser om “rock’n'roll som rollespilsgenre”….and the rest is history. 100o tak for alt RPGFORUM!

RÅK’N RÅL, desperation og store eksplosioner…

af Adam B, 12. sep 2003, 13:05:02, 350 visninger

“Jeg blev for ikke alt for lang tid siden bedt om at skrive nogle ord om, hvad jeg mente rock’n roll i rollespil var for en størrelse. Disse mennesker (TRoA) mente at som medforfatter på Ragnarok skulle jeg vide noget om den slags. Og det fik mig da også til at tænke lidt over det.

Jeg fandt hurtigt ud ad, at for mig er rock’n roll ikke genrebestemt og ikke nødvendigvis kun store eksplosioner, store gøbs og 200 kilometer i timen gennem byen med strømerne i hælene (selv om det ikke gør noget, selvsagt).

Det jeg fandt frem til var som følger – ROCK’N ROLL er en samling mere eller mindre desperate handlinger, man gennemfører på trods af, at man udmærket ved, at det her, det går sgu nok galt. Tilsat en tilpas mængde FÅK DAJ attitude naturligvis.”

Rock’n'roll for mig har ikke en skid med eksplosioner at gøre. Rock’n'roll er nemlig lige præcis en attitude og en stemning. Rock’n'roll er Vampire når det er bedst (jeg har aldrig faldet for den der “det er så synd for mig” ting). Rock’n'roll er følelsen af at “i aften er det sgu ligemeget”. Rock’n'roll er et håb i alt det sorte. Rock’n'roll er nemlig ikke blues – det er følelsen af at, på trods, kan man sgu nok klare det alligevel.

Rock’n'roll er antiautoritært – rock’n'roll er Rambo der klarer sig med en stor kniv mod hele politistyrken, Rock’n'Roll er The Crow der springer over hustagene, Rock’n'roll er sex and drugs. Rock’n'roll er ikke pænt og velpoleret. Rock’n'roll er at vågne med tømmermænd, pisse i pladespilleren og drikke en lunken påskebryg. Rock’n'roll er at ryge hash mod høfeber. Rock’n'roll er to guitarer, bas og trommer. Rock’n'roll er grimt og skurer i ørerne. Rock’n'roll er at spytte efter Celine Dion. Rock’n'roll er at brække Michael Jacksons næse – bare fordi man kan!

Rock’n'roll er at smide uret af helvede til og køre tværs over USA. Rock’n'Roll er at sige “What do you faggots want”. Rock’n'roll er det eneste vi kan klamre os til i en verden af Kandis, MorgenTV, færdigretter og politiske studehandler. Rock’n'Roll er Keld Aldrechtsen der giver Anders Fogh fuckfingeren på direkte TV.

Despite all the amputation

You could dance to a rock ‘n’ roll station

And it was all right

It was all right

Hey babe

- Lou Reed: “Rock’n'roll”

Rock’n'roll er et indlæg uden mening ….

Adam

Velgørenhed: ”På Eventyrets Vej” sælges

Jeg tænkte a jeg ville udnytte D&D-old school bølgen og sælge denne bog. Da jeg ikke selv har D&D på dansk (eller nogensinde har haft det). Ikke desto mindre fik jeg “På Eventyrets Vej”, da jeg hjalp Gl. Rye Bogcafe med at rydde op i deres rollespilssamling. Er der nogen, som ville være interesseret i den? Pengene går ubeskåret til Gl. Rye Bogcafe, som plejede at være Gl. Rye Bibliotek (inden det desværre blev nødt til at lukke pga nedskæringer). Kom med et bud og jeg sender bogen eller tager den med på en con. Billederne kan ses nedenfor. Der er ikke skrevet eller tegnet i bogen og alle siderne er der.

Billede 1.
Billede 2.
Billede 3.
Billede 4.

Det er hårdt at være min mors søn..

…Især når min mor beder mig om at få styr på samlingen af rollespilsbøger på Gl. Rye bogcafe, hvor at jeg kan konstatere at der er op til flere bøger, hvor at grundbøgerne i serien ikke længere er der (bl.a. fordi at jeg har købt nogle af dem) og at nogle andre er forældede.

Så fik jeg dem som tak for at have samlet deres rollespilsbøger på en hylde og  Derfor er jeg nu i besiddelse af Den Store Monsterbog til Sværd og Trolddom (Jackson, Steve & Livingston, Ian; redigeret af Gascoigne, Marc) Novastenen/Jeraz til Drager og Dæmoner (Blomqvist, Mats & Englund, Andreas), Kandra til Drager og Dæmoner, dog uden kort (Eurén, Leif), Rollespil (Johansen, Christian & Swiatek, Erik) og På Eventyrets Vej til Dungeons & Dragons (forfattere ikke angivet). Det er virkeligt sjovt at kigge i dem i dag, bl.a. fordi at jeg har nostalgisk minder om nogle af dem. Det gælder især Rollespil, for der er godt nok sket noget på 20 år, samtidig med at nogle ting er de samme.

Hvad sker der med karakteren bagefter?

Advarsel: Jeg har (om muligt) i endnu mindre grad end normalt formuleret mine tanker om det her inden jeg gik i gang med at skrive.

Den halvlange indledning, som kan springes over

Jeg har her for nyligt læst Demonstealer og Shadowmaster begge af Marc Gascoigne, hvor jeg er blevet færdig med den sidste for cirka tyve minutter siden. Begge bøger er romaner til Sværd og Trolddom-verdenen eller Fighting Fantasy og jeg er meget begejstret for dem. De er bind nummer 2 og 3, hvor nr 1 er The Trolltooth Wars eller Troldtandskrigen. Det balancerer (uden at jeg har 100% styr på de betegnelser) for mig et meget interessant sted imellem at være fantasy og at være sword & sorcery. Magi er en helt anden størrelse der end i mange andre verdenen. Der er enormt meget vildnis og en masse rester af civilisationer, som blev store og faldt meget heftigt igen. Endnu bedre er helten, Chadda Darkmane (på dansk hed han Chadda Mørkemanke), som er en tidligere barbar, som blev ridder.
Han har en fantastisk dynamik som karakter, fordi at han har en barbarisk handlekraft og tendens til at se stort på regler, men samtidig har han også en ridderlig stræben efter ære og retfærdighed, som gør at han konstant blander sig ting med stor handlekraft, som gør at han igen finder andre ting som han må blande sig i (hvilket som regel bliver blodigt). Hans problemer bliver altså bare større og større indtil han slår dem ihjel på blodig vis (eller når alle hans kærlighedsinteresser enten dør eller viser sig at være gudinder).

Hovedpointen

Det interessante er at Chadda Darkmane i slutningen af Shadowmaster….når frem til en erkendelse, som gør at han ændrer sig meget. På en halv side beskrives det hvordan at hans verden bliver vendt på hovedet. Virkelig Buddha under piletræet.
……men så sker der ikke mere. Så sidder jeg med en bog fra 1992 og ved ikke hvad der bagefter sker med min helt, som har kæmpet, tabt og dræbt for æren og for sit fædreland langt væk.  Jeg havde forventet at der ville være en slags afslutning med Chadda Darkmane, hvor at vi havde hørt om at han vendte tilbage til sit fædreland, hvor at han slog sig ned, etc. Romanen sluttede bare uden at jeg fik at vide hvad der skete med ham. Der fik jeg en fornemmelse af deja-vu, af at have oplevet det før. Det har jeg nemlig i rollespil, både live som bord.

Det er oplevelsen af hvad der sker med en karakter bagefter, når livescenariet pludseligt er slut, når en kampagne løber ud i sandet eller aldrig kommer videre. For hvad fanden sker der så med vedkommende? På en gang synes jeg at det er vildt fedt og samtidig vildt frustrerende. Det er fantastisk, fordi det er noget af det som gør historier og oplevelser med rollespil interessante for mig. Det er fragmenteret og jeg får ikke hele billedet, men samtidig får jeg det på en måde som (når det er allerbedst) overvælder mig med en enkelt person og vedkommendes liv, tanker og følelser.

Intet er værre (som jeg har brokket mig over tidligere) end folk, som efter et live kommer sådan “Ej, men efter havde jeg tilkaldt 50 riddere og så havde I…” Luk røven spasser. Det skete ikke i scenariet og lige nu er du i gang med at ødelægge min drøm, min historie. Et andet eksempel kunne være Maximillian eller Kaspar Bäcker, som begge to var Warhammer Fantasy-karakterer som jeg spillede, hvor at jeg ikke kunne lade dem ligge bagefter at henholdsvis kampagnen løb ud i sandet og at livescenariet var slut. Derfor kom de med i en senere WFRP-kampagne, som jeg kørte i Odense. Grundlæggende set synes jeg at det fede ved de karakterer, hvor deres efterspil står ukendt hen, er at så kan det være alle de mange muligheder der er. Alt kunne som udgangspunkt være sket med Maximillian, en latterlig bagersøn, som stak af og blev tyv i Nuln bagefter, men han kom tilbage i min kampagne, hvor han havde fået en høj position som Kejserlig spion. Der kunne være sket 1000 ting med ham, men netop det skete. Jeg har mange andre karakterer, der det er sket. En abetræner, som jeg spillede i In A Wicked Age. En forbandet brettoniansk ridder. En australsk sociolog, der tog med som pioner til en anden planet på menneskets første kolonisering af rummet. Jeg ved ikke hvad der er sket med dem, hvilket gør at ingenting og alting er sket for dem. Det er både fantastisk og frustrerende. Nok mest lettere vemodigt.

I tidernes morgen tog jeg på Viking Con 22, hvor jeg var ret ærgerlig over ikke at kunne komme til at spille dette scenarie. Foromtalen er desværre ikke på Alexandria, men der var pointen nemlig “hvad gør karakterne efter at kampagnen er slut?” Jeg har ikke noget klart svar på hvad jeg har smidt op her, men jeg tror at den unikke måde, som rollespil fortæller historier på (i modsætning til film, bøger, teater, etc), hvor at noget står ukendt hen har noget at gøre med hvorfor jeg elsker både live- og bordrollespil så meget. Det var en omgang tilfældige tanker, skrevet ned imens jeg hørte Opeth og drak rooibos-the. Smid en kommentar!