Sammenligninger med “Beat City” (kan springes over hvis du ikke har læst Beat City)

Jeg ved ikke lige helt præcist hvornår at ideen til scenariet opstod, men meget af ideen er relateret til de tanker som jeg gjorde mig efter scenariet Beat City (mange af tankerne og scenariet kan læses her) og handler grundlæggende  set om de samme følelser (man passer ikke ind, usikkerhed, lavt selvværd, vrede,  tvivl). Alt sammen mindre sjove ting, som de fleste vel har prøvet på et eller andet tidspunkt i deres liv (det gælder især vel en del rollespillere).

Forskellen er i høj grad måden det bliver gjort på. Hvor at alle spilpersonerne i Beat City grundlæggende set dropper ud af samfundet, handler “Udsigten til Guldborg Sund” i  højere grad om en gruppe mennesker som kan vælge at gøre noget ved deres liv.

Derudover har “Udsigten til Guldborg Sund” det tilfælles med Beat City at begge scenarier har selvbiografiske elementer. Jeg har aldrig drukket så meget eller taget lige så mange stoffer som spilpersonerne i Beat City, men jeg dengang jeg skrev Beat City troede på at man skrev bedst og mest når man levede ustabilt og “på kanten”. Jeg troede på meget af de som spilpersonerne i scenariet tror på. Jeg tog om  noget fejl, men jeg  vidste ikke bedre dengang.

“Udsigten til Guldborg Sund” er inspireret af de teenagere, som jeg så på afstand i 90′erne og til dels også nogle af de ting som jeg har oplevet som barn og teenager.

90′erne? (ikke mere om Beat City)

“Udsigten til Guldborg Sund” handler om en gruppe teenagere i skoleåret ’96/97 (der gik jeg i 4 klasse) og om deres interne forhold til hinanden, deres omgivelser og deres fortid, som i ret høj grad var noget lort. Det er mit forsøg på at skrive et vedkommende scenarie om en gruppe mennesker med den uendelige banale (og for mig meget vigtige) pointe at livet er smukt og værd at leve.

Jeg er født i slutningen af ’85, så jeg er om noget barn af 90′erne og jeg er et produkt af periodens populærkultur og -musik. Pointen med at sætte scenariet i 90′erne er at jeg får mulighed for at spille noget musik, som mine spillere har et  forhold til. Det er en fin mekanik, som jeg har tyvstjålet fra “For evigt er ikke  så længe” af Thomas Mertz og Simon James Petitt, som var en fantastisk oplevelse da  det netop var feel-good. Der gøres det ved at personerne har nogle minder ved forskellige sange, som de deler med en anden af spilpersonerne (hvem har været sammen med hvem, hvem har været oppe at slås, hvornår døde folks ægteskab, etc)
Det som jeg tilføjer ift Simons og Thomas’ mekanik er at jeg bevidst sørger for at vælge noget musik, som spillerne sandsynligvis selv har oplevet det som teenagere eller børn, hvilket netop er hvad spilpersonerne oplever.

Scenariet er som udgangspunkt ret simpelt bygget op. Her spiller har en karakter og beskrivelser af bipersoner i karakterens fortid, som vedkommende så kan dele ud når der spilles flashbacks (mere om det senere).

Der er nogle forskellige lokationer og 3 akter. Efterår, vinter og forår, som har hver deres tone. Jeg er i tvivl om hvordan at scenesætningen (både de almindelige scener og flashbacks) skal foregår, men jeg tænker at spillerne skiftes til at vælge en af locationerne og at spillederen sætter dem i en given lokation og lader spillerne om at fylde ud hvilken form for stemning de gerne vil have. Jeg tænker at det grundlæggende set skal være op til spillerne hvad type fortælling de ønsker at skabe, men jeg har ikke planer om at der skal være en mere hård mekanik end at spillerne spiller sig frem til det (og eventuelt tager en off-game diskussion om det hvis det bliver nødvendigt). Giver det mening og er det en god ide?

Andre mekaniker i forhold til feel-good

Det som jeg tog med mig fra “For evigt er ikke så længe” er at feel-good kan fungerer hvis man har haft tilpas meget feel-bad først og derefter kommer til en eller anden forløsning af det. I “For evigt er ikke så længe” lagde spilpersonerne kortene på bordet overfor hinanden, hvorefter at der skete en enorm forløsning. Min karakter tilstod overfor hans kæreste at han havde været hende utro i en længere tidsperiode, hvorefter at de snakkede om det, om deres forhold uden nogen som helst  form for filter. Det gav en følelse af feel-good, fordi at vi havde ramt bunden  først. Vi sad med vores liv bag os, havde fortrudt alt det lort vi havde lavet og var bange for at der ikke ville være andet end skænderierne og bebrejdelserne tilbage til at fylde resten af vores liv ud. Derefter traf vi valget om at se vores dæmoner i øjnene og være ærlig overfor vores medmennesker. Det var stort.

Min tanke er at jeg i så høj grad som muligt vil lade spillerne spille deres fortid ud. De får lov til at spille flashback med deres forældres skilsmisse, deres mobning, deres skoleproblemer og de andre ting som de har issues med. Hvis de rent faktisk på den måde får en personlig oplevelse med  alt det lort som der er i deres fortid og deres nutid. Dermed får de en mulighed for at forholde sig til deres traumer i dybden, hvorfor de er blevet dem de er og hvem de har lyst til at være. I så høj grad lægger jeg arbejdet for npc’erne over til spillerne, for dermed får de en mere direkte fornemmelse for hvad de andre spilpersoner har oplevet, hvad de er blevet udsat for og hvad deres hverdag består af. Hver spiller får udleveret korte beskrivelser af alle bipersoner, hvorefter at vedkommende caster de andre spillere når der skal spilles flashbacks. Jeg har også overvejet at køre det ala “…og tre fod beton”, hvor at der er fast gruppe npc’er til spiller nummer 1, en fast gruppe til spiller nummer 2, etc. Jeg hælder nok lidt til “…og tre fod beton”-modellen. Omvendt set er det karakterens egen fortid, Jeg tænker at spilleren kunne have bedre mulighed for at caste spillerene på en bedre måde. Vedkommende spiller trods alt personen, hvis fortid vi er i gang med at belyse.

En andet element (taget fra brugen af det i Stjernetegn) er indre monologer. Hvis de er tilpas korte kan de bruges til at illustrere hvad de foregår inden i hovedet på en karakter. Det tænker jeg især er vigtigt, da en stor del af scenariet naturligvis er forvirringer imellem spilpersonerne (vi taler for pokker om teenagere). Min tanke er meget at gøre det på samme måde som Ikea, men hvor at målet i højere grad er drama end komedie.

De to vigtigste inspirationskilder er dog Bjarne Sindkjærs (kendt for bl.a. rollespillet Ulvevinter) aktivitetet “123-scenarier”, som jeg deltog i på Viking Con 2003 uden at det blev færdigt. To af spilpersonerne kommer derfra (et sæt tvillingesøstre). Derudover var det inspirerende fordi at jeg grundlæggende set besluttede mig for at skrive om en gruppe unge i 10 klasse. Jeg har derefter droppet de overnaturlige elementer, men hele ideen om en gruppe unge hang ved.

En anden af spilpersonerne kommer fra scenariet Woodsby, som jeg spillede på Troa-Con 2006. Det var ikke helt færdigt og jeg synes nok egentlig ikke i tilbageblik at de overnaturlige elementer var så interessante igen, men karakterene var mægtig interessante og havde klart noget at byde på. Der var også to tvillingesøster og derudover var der min karakter, en ung indelukket elektronik-entusiast (karakterene var en 16-17 år gamle). Det var interessant fordi at vi fik et indblik i nogle karaktere, som blev overraskende virkelige og relevante på grund af en god kemi i gruppen. Vi kuppede scenariet og Uffe lod os køre det som det passede os.

Jeg glæder mig til at se hvordan at “Udsigten til Guldborg Sund” kommer til at virke i praksis, for jeg har om noget kastet mig ud i noget som jeg ikke har prøvet før, men jeg synes at jeg har overraskende godt styr på hvordan det skal skrues sammen og hvordan at strukturen skal være. Tanker, spørgsmål og kommentarer modtages med kyshånd

Troa-Con, 17-19/2 2012. Jeg må lige se om jeg får tid, for så køber jeg en billig togbillet i enormt god tid. Jeg har ikke været i Aalborg i frygtelig lang tid, så det kunne sgu være fedt at finde tiden til det. Mest for at hænge ud med nogle gamle venner deroppefra, som jeg ikke får set så meget.

Vintersol, 23-26/2 2012. Jeg er for første gang rollespilsansvarlig for en con og det har indtil videre været vildt sjovt. Jeg glæder mig til at have en afslappet Vintersol og ikke være GM så meget som jeg plejer at være. Det skal nok blive intet mindre end fantastisk, især når vi skal spille sidste afsnit i Kristians saga. London Crawling 3, yeah!

Fastaval, 4-8/4 2012. Påsken falder åbenbart tidligt i år, men jeg skal ikke brokke mig. Det lader til at jeg bare skal være almindelige deltager på Fastaval. Sidste gang jeg var det var i 2005. Jeg glæder mig til en Fastaval, som jeg har besluttet sig for skal være med maks 1 scenarie, som jeg skal køre og maks 1 som jeg er tilmeldt på forhånd. Jeg har mange gange oplevet at jeg har haft lyst til noget andet når jeg er på Fastaval end jeg har haft lyst til når jeg har tilmeldt mig Fastaval. Så 2012 bliver året, hvor at jeg glæder mig til at hænge ud i reservekøen.

Ba-Con 18.-20/5 2012. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogen hjemmesiden til Ba-Con, men jeg har hørt mange gode ting om det. Vi glæder os til at se en hjemmeside for connen.

Viking-Con 12-14/10 2012. Viking Con nummer 31. Wow, det er godt nok om noget lang tid. Jeg ved ikke selv om jeg kommer, men når det nu er Kristoffer Mads Sørensen, er det afgjort noget som jeg overvejer. Jeg glæder mig til at høre mere om hvad der kommer til at ske på Viking-Con til næste år.

Hyggecon 18-21/10 2012. Det her glæder jeg også voldsomt til. Hyggecon var i år intet mindre end fantastisk. Der er en dejlig stemning der, som jeg sætter stor pris på. Østerskov Efterskole giver nogle behagelige rammer og jeg er glad for at komme der og opleve folk snakke om liverollespil i afslappede rammer.

7 conner i alt som det ser ud lige pt. Jeg mener også at Forum også bliver afholdt i 2012, så det glæder jeg mig til at se kommer til at ske. Det er rart at se den slags, for der var ikke 7 conner om året da jeg begyndte at komme på conner og endnu vigtigere var der ikke specielt mange som troede på at der ville kommer 7 conner om året igen. Så vi glæder os til 2012

Af alle de ting som jeg har læst er noget af det som imponerer mig mest de muslimske erobringer fra 622, hvor at Islam opstår da profeten Muhammad og hans tilbedere bliver fordrevet fra Mekka). Han har formået at inspirere folk. Han begynder at sprede sit budskab til en gruppe nomader på den arabiske halvø og cirka 150 år senere er deres rige på cirka 13 milioner km². Det er større end Canada. De formåede at lære noget imens også. De lærte lægekunst, arkitektur, kemi, filosofi og matematik af de folk som stødte på og besejrede (det var hinduisters tal oprindeligt. I dag siger vi arabertal). Der skete ting. Der er massere af arabisk fortællinger, digte og kunst som er kendt for omverdenen og eftertiden af den grund. Det meste oplagte eksempel er 1001 nats eventyr, som jeg egentlig ikke synes er de bedste eventyr jeg nogensinde har læst, men som altid fanger mig pga af deres stemning og deres syn på forskellige folkeslag.

Det er i sagens natur altid mest interessant at spille rollespil, som foregår i nye stormagter, men jeg synes at der er noget spændende og brugbart over lige præcist Arabien i den periode . Jeg er generelt meget glad for at spille rollespil som foregår i nyfødte stormagter, for de har en fantastisk selvforståelse, hvor at man mener at alting er muligt og hvor at der er ambition uden at man nødvendigvis helt og aldeles har skilt sig af med enhver form for idealisme (det er en af grundene til at jeg valgte Preussen som min setting i mit Sort/Hvid remake).

Arabien er dog specielt interessant, dels fordi at de har sejt tøj, seje våben og rider på kameler, men også fordi at omgivelserne er fantastisk smukke og voldsomt nådesløse og af nogle lidt mere sobre grunde som ikke bare handler om min smag indenfor æstetik.

Dels er det et spørgsmål om stemning (jeg kan allerede nu afsløre at jeg ikke mener at det er spørgsmål om nutidige politik). De arabiske bazarer, hvor at folk købslår, hvor alskens ting fra alle verdenshjørner udbydes og hvor en myriade af sprog tales imens at folk handler, sladrer, flirter og skændes er for mig en fantastisk i dets stemning, lydene, lugtene og oplevelserne. Kontrasten imellem de store byer og dem som bor udenfor dem (røvere, karavaner, hellige eneboere og nomader) er interessant og spilskabende. Derudover er det et spørgsmål om historie, for der er noget vildt, som næsten ikke er blevet overgået i historien at et folk har kunne blive så rige, så mægtige og lære så meget på så kort tid (såvidt jeg ved). Derudover havde de seje skibe.

Så er der derudover den overnaturlige del af hele settingen. Det kommer naturligvis an på settingen og hvilken type spil man går efter, men der er en grund til at så mange af de væserer som hovedpersonerne i 1001 Nats eventyr støder ind i er havnet i Monster Manual. De er vilde, forunderlige og skræmmende. Gotta love it. Til sidst en lille julegave (for de af mine læsere som er til heavy metal). Jeg var i slutningen af november til koncert i Pumpehuset i København med forskellige mellemøstligt inspirerede heavy metal-bands, bl.a. Myrath fra Tunesien. Kære læsere, hvis det lyder interessant, så giv Merciless Times her et lyt.

Anne Vinkel havde på et tidspunkt i en blogkommentar en halv rant om at hun dårligt kunne se det fede i showspil. Var det ikke bare ligegyldigt ævl, som forhindrede historien i at komme nogle vegne eller kom i vejen for noget interessant karakterspil? Jeg kan ikke huske det 100%, ,men det var noget i den retning. Mit modsvar var at jeg afgjort kunne se ideen i showspil, hvis det bliver gjort ordenligt (jeg brugte Kristian Back Petersens triologi London Crawling som eksempel og den kommer jeg også til at snakke mere om her).

Når jeg skriver om showspil mener jeg rollespil, som er fokuseret på en enkelt spiller, som gør (oftest i fiktionen) eller siger noget med intentionen om at det er sejt.  “Stunt” mekanikken i Exalted opfordrer til showspil, idet at man får flere terninger hvis man beskriver en handling på en sej måde. Jeg synes at godt showspil er superfedt! Jeg er virkelig vild med det når det fungerer, for så kan det om noget være lårklaskende sjovt og det kan være så episk at man få gåsehud, men Anne har fat i noget. Jeg tænker at de fleste om noget kan nikke genkendende til man sidder og smågaber, imens at man venter på at vedkommende ved siden af en bliver færdig med beskrivelsen af…et eller andet, som man har glemt hvad var. Det er dårligt showspil. Det tager for lang tid, det er onani og det er lort.

Et eksempel

Jeg sidder på Ruscon og kører Sparta (som er awesome!). Vi har haft anden kamp, hvor at guderne er blevet enige om at støtte atreiderne. Herakliderne får altså grumme smæk og deres fine belejringstårn går op i røg og damp. Alle spillerne er gået amok, råbt og skreget udfordringer og fornærmelse efter hinanden imens at kampen rasede og står nu og hjuler. Jeg klipper derefter til heraklidernes lejr, hvor at lederne mødes. Derefter går Kresphontes’ spiller amok, smadrer teltet og skælder alle andre hæder og ære fra. Så kørte konflikten for fulde drøn. Det at spilleren gjorde var at bruge showspil som katalysator, som gjorde at vi lige pludselig fik sat fart på konflikten i heraklidernes lejr, der havde ligget og ulmet.
Man skal ikke være blind for at showspil i meget høj grad handler om at søge og modtage opmærksomhed. Showspil gør i sig selv ikke andet end at henlede opmærksomheden på en enkelt spiller og derfor forpligter det. Det skal gøres kort og man er som spiller nødt til at være opmærksom på sine medspillere og give dem plads også.

Jeg har en enorm kærlighed overfor showspil, for jeg elsker store armbevægelser (på det rigtige tidspunkt). Derfor elsker jeg også (du har efterhånden en del fanboys (m/k) i Odense Kristian ) London Crawling triologien, for hele setup’et med superhelte i en mørk udgave af London opfordrer til så meget til showspil (mener jeg). Det mener jeg idet at det lægger til superhelte (med deres ikoniske kostumer og seje evner). De dystre omgivelser gør i høj grad det samme og når man så kombinerer med en desperat situation bliver det ikke bedre. Samtidig har Kristian gjort noget klogt der, idet at hans scenarier er så solidt skruet sammen at det kan holde til at nogle spillere går amok i deres følelsesporno-og-superhelte-action-trip at de glemmer plottet.

Godt showspil er indspirerende. Godt showspil gør at spiller nr 1 giver faklen videre til spiller nr 2, der derefter gør sit for at sparke mindst lige så meget røv. Når det er kørt et par gange rundt, kan det blive voldsomt heftigt.

Godt showspil kræver timing. Hellere for kort end for langt. Vi gentager: Hellere for kort end for langt. Troels Ken Pedersens mantra gælder også her: Sig det umiddelbare, i stedet for lede efter det geniale. Showspil er farligt, for det rettet opmærksomheden hen mod en enkelt spiller, men jeg vil hævde at det kan have sin berettigelse og sin nytte, hvis det bliver brugt ordenligt.

Den ene er at jeg oftest i rollespil og anden fiktion har oplevet at de overnaturlige elementer slet og ret har taget over og er blevet det dominerende element. Det er ikke længere thriller med overnaturlige elementer, det er mere eller mindre fantasy. Jeg er (som mange andre rollespillere) ret vild med okkulte elementer i fiktion, både i vores nutid og i andre settings, men jeg går død i det når et flertal af plots bliver forklaret ved hjælp af det overnaturlige. Jeg kan naturligvis ikke komme på nogle virkelige gode eksempler lige pt (og mine tømmermænd er ellers næsten væk efterhånden), men pointen er blot at det aldrig er et “almindeligt” plot. Det er altid på grund af dæmonerne at folk er onde, verdenshistorien skal altid forklares på grund af vampyrerne, etc. Jeg synes at det er en kedelig tendens, for det fjerner fokus fra selve det at fortælle en god historie og gør at det nutidige i en eller anden udstrækning er ligegyldigt. Et eksempel: Jeg skal til marts til England og spille live igen (Pride and Predators), hvor at der er en del overnaturlige elementer med, men de når aldrig til det niveau hvor at det overtager historiens fokus. Min karakter der er i problemer ikke pga at hans involvering med magiske ting og sager, men fordi at han er diplomat og har brudt engelsk etikette ved at have en samtale på ½ time med kvinden, som han er forelsket i, uden anstandsdame, uden opsyn. Det har altså ikke taget over at der er magiske væsener og magikere blandt karakterene, for det handler stadigvæk om kærlighed og andre nære personlige forhold, hvor at politik og etikette er elementer, som man er nødt til at vinde over (ja, jeg fucking elsker Jane Austen!). Det er med andre ord kun et ekstra krydderi.

Det andet problem er den gamle kritik af World of Darkness/White Wolf, som grundlæggende set går ud på at man reducerer alt indenfor det okkulte og overnaturlige til kategorier, så man kan placere det i kasser. Alle myter skal reduceres til enten at kunne komme ned i kassen med mærkaten “Varulv”, “Magiker”, “Spørgelse”, etc. Jeg kan ikke komme på et rollespil, som har kunne håndtere det på en interessante måde (selvom jeg dog har hørt gode ting om “Dresden Files” fra Oliver, men jeg ved ikke om det gælder der).

Min personlige konklusion på det her (da jeg sikkert går igang med Nephilim senere) er at jeg hellere vil køre ting i samme stil som Fusion, hvor at man oftest er i tvivl, snarere end f.eks. meget andet okkult rollespil, hvor at det altid er det overnaturlige som er involveret. Jeg synes at det subtile (læs: Det hemmelige og det skjulte, hvilket sjovt nok også er den oprindelige betydning af “okkult”) er langt mere interessant i en moderne kontekst, idet at det dermed er ekstra specielt (igen en gammel kritik af White Wolf efter et stykke tid var der ikke noget som var ukendt for spillerne. Jeg synes at den kan dække en god del ting derudover).

Johannes postede en meget morsom video på hans blog i dag, som lidt satte nogle tanker i gang hos mig, som jeg har gået og overvejet i et stykke tid. Politik og rollespil og hvordan og hvorledes de kan og bør kombineres. Der har været nogle diskussioner om det på det gamle RPGFORUM, hvor at man kunne konstatere (hvilket ikke rigtig lod til at overraske nogen) at der var en kraftig overvægt af venstre-centrum vælgere blandt de rollespillere, som kom der. Det synes jeg ikke er så interessant igen, men spørgsmålet om rollespil og politik synes jeg er rigtig interessant. Jeg har efterhånden oparbejdet en vis modvilje imod “politiske scenarier”, forstået som scenarier der har en politisk pointe, som de vil prædike (mange af Fusion-scenarierne, Heltens Skygge, etc). Jeg er ikke glad for det, da jeg synes at det fjerner en chance for refleksion, hvor at jeg kan forholde mig til emnet. Jeg er tværtimod glad for scenarier, som overlader det til mig selv at vælge hvad jeg mener om et bestemt emne (Superheroes™, Når kineserne kommer) og som giver et nuanceret billede af en given politisk konflikt (jeg mener at der på et tidspunkt også var en diskussion om Afghanistan D20, som blev anmeldt og mere eller mindre betegnet som noget hø netop fordi at der ikke var noget som helst der mindede om et oplæg til diskussion). Der har været andre eksempler indenfor live (Kapo, System Danmarc, Mellan Himmel och Hav), men det vil jeg ikke beskæftige mig med, da jeg ikke har været til nogen af de nævnte livescenarier eller nogle andet livescenarier, som har en tilsvarende eller lignende politisk agenda.

Jeg har den holdning til politik og rollespil at jeg helst ser politik adskilt fra rollespil (jeg vender tilbage til hvorfor det ikke er realistisk at forvente det 100%). Jeg tager ikke på Fastaval for at snakke med folk om hvad de eller jeg stemmer eller hvad vores holdning til politiske spørgsmål ellers er. Det samme gælder til livescenarier. Omvendt set handler det også om hvor at man sætter grænserne for hvad der er politisk og hvad der ikke er?

I min første undervisningstime på statskundskab fik vi fremlagt fire forskellige definitioner for hvad man kan forstå ved “det politiske”/”politik” og derefter fik vi at vide hvorfor at ingen af dem var vandtætte. “Mellan Himmel och Hav” har et feministisk syn på det, hvor at det personlige er politisk (i modsætning til en liberal opfattelse) og hvor at parforhold er en politisk konstruktion. Det hjælper os jo ikke just videre i diskussionen. Anders Bertelsen har skrevet en mægtig interessant indlæg, hvor at han vender nogle tanker om forfatterens rolle. En af de ting, som han tager op (og som jeg vil gøre mig nogle tanker om) er spørgsmålet om hjerteblod, om at man har noget på hjerte, et budskab. Det kan naturligvis meget nemt blive politisk på den forstand.

Mikkel Bækgaard sagde engang (vistnok til en Eidolon somemrweekend, hvor at en ung udgave af mig spurgte ham) at man kunne gøre hvad som helst, så længe at man gjorde det ordenligt og ikke lavede noget lort. Jeg tænker at det samme gælder politiske scenarier, men der er noget inden i mig (og min egen halv-anarkistiske liberale tankegang, hvor at jeg ser fri og kritisk tænkning som et godt ideal at stræbe efter), som gør at jeg finder det anstødeligt hvis man laver rollespil med en pointe, som er færdig, defineret og blot bliver serveret for spilleren. Det kan naturligvis diskuteres hvor at grænsen går (f.eks. er mange af Fusion-scenarier virkelig gode), men jeg tænker at politiske scenarier bedst bliver udført ved at de stiller spørgsmålstegn ved et en given opfattelse af tingene eller et begreb (bl.a. min intention i “Velkommen til Friheden”), men lader de folk som spiller scenariet om selv at vælge hvad de mener er rigtigt eller forkert, upraktiske eller praktisk, etc. “Några föds, några dör” er f.eks. af mine yndlingsscenarie da det er vedkommende, nærværende og overlader spørgsmålet om hvad moralen eller det rigtige er til spillererne. Det er social realisme uden at det handler om hvor dårligt samfundet behandler dem på bunden.

En ting som at jeg slet ikke forstår er spørgsmålet om hvorfor man laver rollespil for at fremme en politisk pointe? Selv hvis man laver liverollespil kan man da dårligt flytte synderligt mange stemmer eller ændre samfundets diskurs synderligt?

En ting som at jeg til gengæld kan forstår (og som jeg synes er forståeligt) er når der er en pointe i at lave et givent rollespil ud fra en rollespilspolitiske pointe, hvor at man forholder sig til rollespil og hvordan det gøres. Mit hovedeksempel her er “Tortur” af Troels Ken Pedersen. Et andet eksempel kunne være Vampire, som jeg ser som normativt i dets vurdering af hvad der er godt og dårligt rollespil. Et tredje kunne være Forge/indie-spillene, som også forholder sig til spørgsmålet om hvad godt rollespil er.

I “Tortur”  forholder Troels sig til spørgsmålet om tortur i rollespil og hvordan at det bliver fremstillet der. Der føler jeg at der er en ide i det, forstået sådan at det er relevant for mig i forhold til den position som jeg har der (jeg er Fastaval-deltager, jeg er på Fastaval og jeg forholder mig primært til de andre mennesker der som andre Fastaval-deltagere hvis jeg ikke kender dem personligt). Jeg forholder mig til hvilken kultur vi har som rollespillere, samtidig med at jeg bliver underholdt.

I sidste ende giver det slet ikke nogen mening at tro at man kan undslippe politik i rollespil, for der er politik i alt hvis man ser på det fra en bestemt vinkel. Der er politik i at Fastaval 2011 foregik i Silkeborg og ikke i Århus. Der er politik i Bifrost (hvor jeg forøvrigt blev valgt til Repræsentantskabet i november) og at de forsøger at fremme rollespils (og lignende aktiviteters) vilkår i Danmark. ” If you‘re not turned on to politics, politics will turn on you.” som Ralph Nader engang sagde.
Jeg modsiger mig selv her, gør jeg ikke? Jo, det gør jeg sikkert. Det er netop en af grundene til at jeg har ventet med at skrive det her indlæg, for jeg har ikke selv kunnet finde ud af hvor min egen grænse går i forhold til det her. Derfor vil jeg gerne opfordre folk til at blande sig i diskussionen, for jeg ved vitterligt ikke hvor at grænsen for hvornår at man er prædikende og hvornår at man har noge oprigtig på hjerte. Måske vil jeg blot gerne underholdes og kan godt overtales til at lege med på forfatterens synspunkter og politiske overbevisning, hvis jeg morer mig? Jeg kan blot konstatere at jeg ikke er politiker og derfor må jeg gerne klart give udtryk for at jeg er i tvivl, for jeg synes at dette her er et interessant spørgsmålet. “This Is My Truth Tell Me Yours…”

Jeg har selv kunnet se det i vores kampagner. Karakterene gjorde seje ting, havde vilde karakterøjeblikke, hvor at de virkelig var seje (eller usle). Det var de på grund af deres karaktertræk. De karaktertræk var blevet etableret igennem at karakterene satte sig ned og drak sig fulde og snakkede om kvinde (og andre ting som ikke fungerede i deres liv, etc). De sad sig ned og spiste og slappede af efter deres eventyr, hvor at de havde smadret bæstmænd eller Khaine-kultister i stor stil.

Jeg har ikke noget imod hverdagspræget rollespil. Jeg mener at det er et fantastisk virkemiddel, for det gør at karakterene bliver lige den vigtige smule mere nuancerede og dermed gør det rollespillet mere underholdende. Jeg tror på at det er min personlige grænse for eskapismen. Jeg kan ikke spille noget, hvor at karakterene om ikke andet kan forstå folk kan have et behov for at sætte sig ned og gøre sådan nogle ting. Det fungerer som en fin måde at begynde en session eller et scenarie på, for det gør at karakteren stille og roligt kommer ind under huden på en. Alkohol (i fiktionen forstås) gør at folks hæmninger ryger og dermed får ens medspillere en større forståelse for karakteren. Jeg skal ikke sige at det er den eneste måde at gøre det på, men jeg tænker at det afgjort har en god effekt idet at gør karakteren nærværende og forståelig.

Nu vil jeg vende tilbage til min indflytterfest…vi ses til nutidig okkultisme imorgen. Jeg ved ikke med søndag, men spændende bliver det…jeg har fest i aften og julefrokost imorgen.

1. “Sandhedens pris”- Dark Heresy. En (synes jeg selv) ret ringe arbejdstitel. Jeg har en masse løse ideer til plots, lokationer og NPC’er til Dark Heresy, men min tanke er primært at skulle gøre en gritty kampagne med konspirationer og Cthulhu-agtigt monstre, som ligger hinsides den menneskelige forstand og forståelse. Derudover har jeg anskaffet mig rigtig mange bøger til Dark Heresy imens at jeg var i England, så min plan er lidt at køre spilpersonerne fra de næsten ikke har nogen XP til at de virkelig er blevet seje og fuldgyldige medlemmer af Inkvisitionen, især fordi at jeg har ideer som kan bruges på forskellige tidspunkt, alt efter hvor seje spilpersonerne er blevet.
2. “De Ugidelige”- WFRP 2nd edition. En halv-humorisk ide om en gruppe mennesker, der kommer til storbyen (nok Talabheim) og derefter agerer vikarer i forskellige midlertidige jobs. Det er til dels for mig en måde at lade spillerne få en dybtegående forhold til en lokation, hvor at de ikke kan brænde broer af og en mulighed for at lege med WFRP-karriere system. Der kommer naturligvis til at være noget indhold udover komikken i en eller anden grad, men min primære tanke er at lave sitcom i Warhammer om en gruppe mennesker der ikke gider lave så meget igen.
3. Dværgenes Krig. Jeg har tidligere skrevet om Dværgenes Krig, som er en ide, der har gennemgået et par faser. Bl.a. har jeg kastet min kærlighed over “Advanced Fighting Fantasy”, som jeg købte imens at jeg var i England. Det er utroligt simpelt og kommer ikke i vejen for det interessante i spillet. Min primære tanke i “Dværgenes Krig” er at begynde med en meget kort og overordnet beskrivelse af verden (det er sen bronzealder, etc) og derefter lade spillerne definere så meget som muligt. F.eks. begynde hver session med et spørgsmål: “Elverkongen har en æresgarde af halv-orker. Hvorfor det? “. Når verdenen så er blevet tilpas defineret vil jeg introducerer dværgene, der har deres storhedstid og som er gået igang med at erobre alt under jorden (hvilket betyder at alt det skidt som boede der før er blevet drevet væk). Tanken er naturligvis at beskrive en verden, som er i balance politisk og metafysisk, hvorefter at man smider en supermagt ind i den, som forstyrrer alt ( uden at denne supermagt nødvendigvis er specielt ondsindet).
4. “Rekonstruktion af myterne” -Nephilim. Jeg har altid været meget inspireret af R.E.M.-albumet “Reconstuction of the Fables“, som er et af mine yndlingsalbums og jeg har en løs ide om at bruge teksterne fra det album samme med nogle løse ideer og kaste mig over Nephilim. Dels fordi at jeg synes at universet og systemet for karakterudvikling er interessant. Det eneste som jeg reelt set har af plots er en arkæologisk udgravning af Babelstårnet (forstået som hvad der kunne have ligget til baggrund for myten, hvilket naturligvis er twiwstet igennem Nephilim-univesets syn på tingene). Nephilim er for mig enormt fascinerende, for dets tilgang til det okkulte i en nutidig setting er meget langt væk fra White Wolf, hvilket for mig er et frisk pust og det virker som en meget fleksibel setting, hvor at jeg kan lade mine spiller løbe løbsk så at sige.

Hvad ender man så med? Det ser ud til at blive nummer 4, mest efter udelukkelsesmetoden.
Nummer 2 kræver en god del af spillerne og at de er klar på at spille med på alle mine ideer om historiefortælling og beskrivelser af settingen.
Nummer 3 vil jeg gerne vente med, da jeg har kørt meget WFRP og gerne vil vente lidt længere.
Nummer 1 kræver vitterligt meget tid og jeg er i tvivl om mine spillere kan håndtere det, slet og ret. Noget af som tiltaler mig mest ved Warhammer 40K er den ekstreme dehumanisering og jeg er i tvivl om nogle af mine spillere kan håndtere det og spille på det på en fed måde. Dette skal forstås sådan at jeg gerne vil have folk til at føle en afsky overfor Imperiet i alt dets totalitære storhed. Jeg orker ikke at gå igang med noget som kan tage lang tid uden at jeg er sikker på at så vigtig en del kan fungere. 1

Så jeg tror at vi kaster os over Nephilim når tiden kommer til at jeg skal være GM igen nok engang i feburar/marts 2012. Det er nyt for alle involverede og Rottehullet har smule Call-bøger stående. Det kunne nok også fungerer til inspiration. Derudover har jeg rent faktisk lyst til at spille moderne okkultisme (og måske lade mig inspirere af/stjæle fra Morten Greis, som jeg ved har kørt en del Nephilim).

Mere Warhammer, yeah! Vi gik igang med “De Mange Veje Hjem” kort efter “I Kejserens Tjeneste” og jeg betragter den som noget af det mest succesfulde jeg har beskæftiget mig med i rollespil. Vi tog udgangspunkt i den jødiske diaspora og hvor at spillerne var en del af en estaliansk (pseudo-spansk) adels- og købmandsfamile, som havde slået sig ned i Nordland i Imperiet. Familien var blevet fordrevet for Estalia for 500 år siden og kommet til Nordland imens at Imperiet stod i en borgerkrig. De havde altså fundet og fået deres adelstitel som et tilbud til spotpris. Karakterene var alle sammen fætre, som var forskellige ting (sømand, præstelærling, skjald & livvagt) indenfor familien. Så vadede de altså rundt i Salzenmund og havde det utrolig smukke efternavn “de Ribera von Dieterschaffen”. Vi havde to-tre sessions, hvor de løb rundt med lidt små-eventyr og var dumme ungkarle, hvor at kampagnens hovedplot tog sin begyndelse. Deres grandtante testamenterede nemlig et udstyret skib til dem og pålagde dem at drage til Estalia for at finde deres families oprindelsessted, deres families hjem. Det gjorde de så…og nøj, hvor var de dumme ungkarle undervejs.

En af grundene til at “De Mange Veje hjem” fungerede godt og overall bedre end “I Kejserens Tjeneste” var det faktum at kampagnen var mere helstøbt. Der var to dele, en hvor at gruppen rejste til og rundt i Estalia og som nok må beskrives som filmen Road Trip i Warhammer og en som foregår i det sydlige Estalia og fokusede på politik og krig. Det var de unge, smarte og ugifte adelsmænd, der lagde verden ned for deres fødder. Der var dømt ret meget Kerouac (omend vores helte ikke var anti-establishment/havde meldt sig ud på samme måde). Den anden del kom stille og roligt, hvor at spilpersonerne blev en anelse mere voksen og valgte at generobre deres forfærdres tabte områder og egendele, hvilket betød at de var nødt til at gå på kompromis med deres ungdommelige liv uden de store bekymringer og tage noget ansvar.

Noget anden del også havde som bare fungerede var arkæologien og historien bagved Ribera-området. Jeg havde i bedste “Greven af Monte Cristo” og “Indiana Jones”-stil valgt at lade dem finde deres forfædres tabte by, Ribera, som indeholdt deres forfærdres skat. Det viste sig at den oprindeligt var bygget af elvere og dværge i fællesskab inden at de kom op og toppes, hvilket betød at der var flere ting som ikke var som de så ud til (igen Indiana Jones). Med skatten i hænderne valgte spilpersonerne så at hyre lejesoldater (et plot som jeg stjal fra Sværd og Trolddom-bøgerne Heltenes prøve og Heltenes slagmark) og dermed indtage cirka 10-15% af Estalia (som Magrittas vasal) fra deres families ærkefjende (der var også vampyrer involveret der, nu hvor en af spilpersonerne var Morr-præst). Mine WFRP-plots ender engang imellem med at være mere episke end jeg selv havde regnet med…

Der var flere grunde til at det her var en stor succes.

1. Vi var allesammen enig mere enige om hvad der skulle foregå.
2. Vi kendte allesammen WFRP-verdenen og morede os over at udforske en ukendt del af del (Estalia er ikke specielt beskrevet i WFRP)
3. Jeg gik (uden at jeg kan sætte fingerene på hvornår det skete) amok med at lave handouts. Der var flere forskellige eksempler (et gammel brev, et brev til spilpersonerne, deres families testamente, deres forfaders efterskrift til testamentet og det andet efterskrift til testamentet). Det blev for mig en behagelige måde at forberede mig på. Jeg havde en vis ide om hvad der nok ville ske (nemlig at spillerne ville få fat i handoutet), men heller ikke mere end det. Spillerne morede sig med det og det gav for dem fine muligheder for at overveje hvad de ville kaste sig over næste gang.
4. “Road trip” formularen gav anledning til fantastisk god sit-com humor, hvor at karakterene gik amok i hvem af dem kunne score flest damer, drikke mest vin og generelt slippe afsted med mest muligt
5. Der var endnu højere stabilitet end i “I Kejserens Tjeneste”. Der var en spiller som valgte at forlade gruppen undervejs og ellers var vi de samme mennesker.

Der var også flere ting, som kunne have fungeret bedre. Vi havde en afslutning, som ikke levede 100% op til resten af kampagnen (bl.a. ved at den blev for lang) og noget af roadtrip-delen blev for meget kedelig sightseeing og ikke nok historie og action, men i bund og grund er jeg tilfreds med hvad vi fik skabt. Der var dømt rock’n'roll, selv i politik delen (at score din allieredes hofdamer, rejse en hær og begynde en krig i en alder af 19 uden dine forældre ved det er okay rock’n'roll i min bog).

I morgen er planen at kaste mig over nogle forskellige udkast til kampagner og hvad jeg skal køre når det bliver min tur til at være GM i vores kampagne igen engang i 2012.