Velkommen til Friheden

Jeg har et scenarie på tegnebordet, som hedder “Velkommen til Friheden”. Nederstående er mere eller mindre en kopi af en beskrivelse af scenariet, som jeg oprindeligt har skrevet til Uffe Thorsen for at få det ned på papir og få noget feedback på mine tanker. Så hvis du tilfældigvis er Uffe Thorsen, er der ikke så meget nyt i dette indlæg. Der er dog lidt, så hvis du er Uffe Thorsen og ikke har noget bedre at lave kunne du jo læse dette indlæg alligevel.

Velkommen til Friheden
I ”Velkommen til Friheden” ´spiller man nogen mennesker, der gerne vil opnå frihed. Derfor har de dannet en gruppe, som de har kaldt for “Operation Friheden”, dog har de stærkt forskellige opfattelser af hvad frihed er. Hver spilperson indeholder forskellige fakta om en spilperson og forskellige valg til spilleren om hvem spilpersonen er og hvad vedkommende tror på. Inden det kan man have en opvarmning. Det er ikke specielt vigtigt, men det kan dog bruges til at introducerer spørgsmålet om valg og ”tvang”/overbevisning. Efter en eventuel opvarmning, er der en introscene, hvor at man sætter spillet i gang. Den skal være aktionpræget og indeholde et klart element af et valg. I forbindelse med spilpersonerne er ”frihed” en abstrakt betegnelse for hvad karakterene gerne vil opnå, selvom deres mål egentlig er mere jordnære. F.eks. ”Jeg vil gerne være rig og dermed opnå økonomisk frihed”. De er alle sammen forskellige, ”frihed” er bare en slags markat, der bliver proppet på det. Der har spilpersonerne forskellige ideer om hvad det er, derfor har spillerne forskellige mål, altså kan vælge at gå i forskellige retninger. Der skal karaktererne bare have klare mål om hvad de vil. Karakterene skal skrives individuelt, forstået sådan at der ikke skal være nogen skabelon til dem, noget jeg ellers meget nemt kommer til. De skal dog helst være forholdsvis korte.

Formmæssigt er ”Velkommen til Friheden” bygget op med et regelsæt og et bræt i centrum. Regelsættet har kun to regeler: Alt lykkes, så længe alle karakterne er enige om det. Hvis de ikke er, benyttes ”Fuck dig!”-regelen, som går ud på følgende:
Man har 2 sekssidede terninger hver, som så er ens
dicepool. Når der opstår uenighed om hvad gruppens næste mål skal være, har man en scene, hvor det diskuteres hvad gruppens næste mål er, hvad det næste der skal gøres er. Så tager man og ruller. Den, der vinder, får overtalt den anden til at gå med på planen. Her er pointen så at situationen konstant bliver mere og mere ekstrem, mere og mere tilspidset. Dette gøres ved at spillederen tilbyder folk flere terninger. ”Hvis nogen af jer vil yde vold mod folk, får vedkommende en ekstra terning”/”Hvis en af jer vil sprænge bygningen i luften eller på anden måde smadre en masse, får vedkommende to ekstra terninger”, etc. Desuden er der et bræt med to forskellige dele: Det ene rumme karakterenes vej fra ”Ikke fri” til ”Fri”, hvor at hver spiller har en figur. Hver gang personen så får sin vilje flytter vedkommende et trin fremad, idet at vedkommende opnår mere frihed. Samtidig er der en firkant, delt op i mindre felter, hvor at der er en enkelt figur. Hver gang man har spillet en scene, skal den person, som har tabt konflikten (dvs blevet overtalt) skrive et ord på det felt og flytte figuren hen på et felt uden et ord ved siden af det felt, der står på nu. Dette ord må være hvad som helst undtagen ”Frihed”. Derefter forsætter man indtil at man enten har flyttet sig ”i et hjørne” eller at en af spillerne har nået hele vejen op til ”Fri”. Hvis det første er tilfældet rulle man sig frem til at tage et tilfældigt felt, hvorefter det ord bliver fokus for afslutningsscenen. Ellers tager man og spiller videre. Hvis man slutter ved at en person har flyttet sig hele vejen op til “Fri” spiller man en scene med vedkommende i centrum, om hvordan vedkommende opnår friheden.

Lidt baggrund
“Velkommen til Friheden” foregår et uspecificeret sted i USA og er baseret på flere forskellige ting, primært albummet Operation Mindcrime og dets efterfølger Operation Mindcrime II af bandet Queensryche, som handler om et medlem af en politisk ekstrem konspiration/oprørsbevægelse, der kalder sig for Operation Mindcrime. Man følger så hovedpersonen om hans overvejelser og hvordan han bliver mere og mere viklet ind i et net af sindsyge, mord og stoffer. Historien er superprætentiøs, men der er noget ved den, som fanger mig. De to andre inspirationer er filmen Boondock Saints og bogen American Psycho, som begge to benytter sig af en optrapning af konflikten, hvor at konsekvenserne af handlingen bliver mere og mere ekstreme. Desuden er det også en pointe i American Psycho at man ikke er sikker på om hvorvidt handlingen er noget, der er forestillet af hovedpersonen, hvilket jeg også er blevet inspireret af, da man meget nemt kunne blive i tvivl om hvorvidt det man oplever er noget man forestiller sig når alt lykkes.

Løse tanker om introscenen

En mulighed er at man har der hvor at karakterene mødes for første gang, idet at de ikke nødvendigvis har mødt hinanden før, det er jeg ikke helt sikker på om de har. Uanset hvad, så skal historien sættes i gang med et brag, der skal være noget action og der skal være noget konflikt. Spørgsmålet er så hvor meget af den scene, der skal være fastlagt? Når karakterene foretager sig forskellige ting (f.eks. at blæse et kasino i luften, fordi at hasardspil slavebinder folk og fordi at ejeren påtvinger folk frygt fordi han har forbindelse til mafiaen) lykkes det automatisk.

Forskellige spørgsmål til ovenstående, som jeg ikke har fundet ud af endnu

  • Skal der være et fast antal spilpersoner? Og kunne man ikke lave mange forskellige spilpersoner og selv lade spillerne vælge?
  • Hvordan skal systemet håndtere det hvis f.eks. tre forskellige spillere har tre forskellige ideer når de diskutter hvad gruppen skal gøre næste gang?
  • Hvornår får man fortælleret til at definere omgivelserne og hvem har den som udgangspunkt? Spillederen, ikke nogen?
  • Hvor mange felter skal man have at rykke rundt på og skrive ord på? Hvor mange felter skal der være imellem “Ikke fri” og “Fri”?

Løse ideer til forskellige former for frihed, som spilpersonerne kan søge efter

  • Økonomisk frihed
  • Frihed fra familie
  • Frihed fra moral- ”Jeg må bryde min moral systematisk ned”
  • Frihed fra andre mennesker
  • Frihed fra frygt
  • Frihed fra andre mennesker
  • Frihed fra usikkerhed, et ønske om at opnå sikker viden
  • Frihed til at være sig selv/frihed fra diskrimination
Advertisements

3 meninger om “Velkommen til Friheden

  1. Hej Thais,

    Spændende koncept. Det fik mig umiddelbart til at tænke på Baol, Fight Club, Doktor Sleepless, The Filth og The Invisibles, men sådan inspireres vi på hver vores måde.

    Som jeg læser dit scenarieoplæg, vil du gerne have en mekanik, der håndterer konflikter omkring frihed (kollektivt vs individuelt og noget med gruppedynamik), og at mekanikken træder i kraft, når der ikke er konsensus mellem spillerne, og at denne konsensus-problematik kommer i spil, fordi hver spiller repræsenterer et specifikt frihedssyn (derfor mener jeg også, at du skal lave flere roller end spillere, så dynamikken kommer til at veksle fra gruppe til gruppe, fra spilgang til spilgang).

    Den del synes jeg lyder rigtig spændende. Umiddelbart har jeg lidt svært ved at koble det til action-aspektet af dit spil. Da det handler om frihed, kunne jeg forestille mig, at ikke alle friheds-typerne nødvendigvis vil gribe til action (action = vold?), men at nogen vil sigte efter former for hedonisme. Eller skal frihedskaraktererne også tænkes som aktivister, som griber til selvtægt for at opnå/effektuere deres frihed?

    Tilbage til actionen. Uden egentlige rammer og uden modstand fra scenariet, så tror jeg det bliver noget famlende at kaste sig ud i at spille actionscenerne, så de kommer til at betyde noget. ”Sig ja, hvis spillerne er enige” er en spændende måde at få ting til at lykkes, men hvad sker der, hvis gruppen splittes op? Hvis jeg er alene, så er der vel enighed? Og jeg kan godt lide din friste-mekanik, men er den eneste konsekvens af at tage ekstra terninger, at man ødelægger en masse i fiktionen? Vil spillerne ikke konsekvent sige ja til dette? Og hvad type fristelser skal spilleder komme med? Kun destruktive, og hvorfor kun de destruktive?

    Det med at flytte brikkerne betyder, at hvis fire spillere hver vinder en konflikt, så har de hver især flyttet deres brik et felt, mens den kollektive ”taber”-brik er flyttet fire felter? Og man kan først blive fri, når man har påtvunget sin vilje succesfuldt på de andre spillere X gange? Dvs. at de kan ikke nå friheden gennem konsensus, og hvis spillerne vil føre spillet mod en slutning, så skal de være uenige, og derefter gennemtvinge deres vilje (ved at skovle terninger ind), således at ”vinderen” har ødelagt verden og gennemtrumfet sin vilje over for de andre, og det skal han gøre, inden at man har tabt Y gange? Det kan vel også betyde, at spillerne havner i en situation, hvor de kan se, at den fælles taberbrik vil automatisk nå i mål, før en af dem kan nå sin frihed? Her vil det mest succesfulde resultat for spillerne vel teknisk set være at spille konsensusspil resten af tiden og på den måde opnå ’uafgjort’ frem for nederlaget, da succes nu er udelukket?

    For resten så har jeg også en holdning til opvarmning. Jeg synes opvarmning er en god ting til scenarier, og det er min holdning, at opvarmning skræddersyet til et scenaries særlige regler og spilstil er et værdifuldt værktøj til den gode spiloplevelse. Med andre ord så tror jeg ikke, at du skal betragte opvarmningen som noget af perifer betydning. Intro-scene og opvarmning kan f.eks. kombineres.

  2. thaismunk

    Hej Morten,

    Wow, det var en grundigt svar. Først lige en meget stor tak for det 🙂 Jeg vil forsøge at svare på dine spørgsmål en af gangen, lige for at holde styr på det. Rigtig god pointe om antallet af spilpersoner, den skal jeg huske.
    Q: “Eller skal frihedskaraktererne også tænkes som aktivister, som griber til selvtægt for at opnå/effektuere deres frihed?
    A: Ja, der er i høj grad tale om selvtægt.
    Q: “Tilbage til actionen. Uden egentlige rammer og uden modstand fra scenariet, så tror jeg det bliver noget famlende at kaste sig ud i at spille actionscenerne, så de kommer til at betyde noget. ”Sig ja, hvis spillerne er enige” er en spændende måde at få ting til at lykkes, men hvad sker der, hvis gruppen splittes op? Hvis jeg er alene, så er der vel enighed?
    A: Det her er et svagt punkt ved min nuværende ide, idet at jeg er nødt til at finde på en grund, som gør at gruppen konsekvent bliver sammen, for det hele falder sammen, hvis gruppen bliver splittet op. Til gengæld er jeg så godt klar over at det er et svagt punkt.
    Q:”Og jeg kan godt lide din friste-mekanik, men er den eneste konsekvens af at tage ekstra terninger, at man ødelægger en masse i fiktionen? Vil spillerne ikke konsekvent sige ja til dette? Og hvad type fristelser skal spilleder komme med? Kun destruktive, og hvorfor kun de destruktive?
    A: Grundlæggende set er ideen at spilpersonerne skal lægge ud med at være politisk radikale, men uden at være psykopater. Jeg ville mene at der er en forskel imellem at skyde en enkelt mand, som er en politisk fjende og dræbe flere på en udiskrimirende måde. Med andre ord er ideen at prøve at fortælle en slags historie om folk, der gør oprør for at opnå frihed og hvor langt de er villige til at gå for det. Jeg prøver lige at tage et eksempel på hvad jeg forestille mig kunne ske i spillet. Der kunne være en spilperson, som er sort og homoseksuel. Vedkommende vil opnå frihed fra diskrimination. Der er der en forskel imellem at skyde den nazist fra nabolaget, som har generet vedkommende og at blæse en kirke i luften, fordi folkene inden i den er imod homoseksualitet.

    Noget helt andet: Jeg kan se at jeg ikke har forklaret mekanikken, som jeg havde forestillet mig den særligt godt. Tanken er at gøre det ala Dirty Secrets og dens bræt sammen med en skala med X antal felter fra “Ikke fri” til “Fri”. Hvis man så er med i en scene, hvor ens person opnår mere frihed, rykker man et skridt fremad. Jeg vil lige forsøge at få lavet en slags visuel illustration af det og få postet den, så bliver det forhåbenligvis klart hvad jeg har i tankerne.
    Dine tanker om opvarmning er taget til efterretning, det lyder som en svært god ide. Endnu en gang tak for svaret, det var utroligt brugbart.

  3. mrgashie

    Hej Thais

    Jeg vil også lige prøve at byde ind.

    Jeg synes det er en mega fed idé, jeg har også i lang tid siddet og puslet med en idé der minder lidt om.

    Den umiddelbare tanke jeg lige gør mig er hvorvidt folk rent faktisk vil spille spillet for at skabe noget fedt rollespil, eller spille for udelukkende at vinde. Morten var også lidt inde over det, men nu prøver jeg.

    – Grundet den åbne stil scenariet lægger for døren bliver det da ikke svært at skjule sine intentioner, og derfor umuligt at manipulere med de andre spillere for derved at skabe denne fælles enighed om ting man vil gøre, da alle automatisk vil modarbejde hinanden. Skal man så købslå, og ender det ikke med folk der arbejder sammen for at modarbejde de andre?

    -Derudover tænker jeg også på, om de her scener som spillerne selv skal lave ikke bliver begrænsede af de mål de ønsker at opnå?

    /Anders

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s