[LG] Unik

Jeg blev meget glad da Jonas valgte at vi skulle anmelde Unik som vores næste scenarie, for jeg har aldrig læst et scenarie af Klaus Meier Olsen før. Tilfældigvis er jeg netop i skrivende stund (16/10 1:02) kommet i tanke om at jeg har læst Slackers. Satans. Det ville ellers have været en satans god intro…

Men fuck introen, for Unik er fademe et sejt scenarie! For en mand som mig, der er vant til at opbygge et scenarie efter 1) jeg får en ide til nogle karakterer eller en historie 2) jeg skriver karaktererne 3) jeg finder på den del af historien, som er fastlagt 3) jeg finder ud af hvordan formen skal være, er Unik dejligt forfriskende at læse. Her er formen fastlagt som det først (virker det som) og derefter har Klaus fundet på karakterene. Jeg var fra udgangspunket i tvivl om hvorvidt kærlighed kunne fungerer som omdrejningspunktet for et helt scenarie, hvor at Klaus allerede i begyndelsen marker kærligheden som både banal i dens gentagelse, men også unik hvert evig eneste gang. En ting jeg er meget glad for ved Unik er måden det er skrevet på, hvor at forfatteren skriver følgende som det allerførste: “Dette scenarie er skrevet i et naivt håb om at hverken du eller spillerne, skal have alting serveret med ske for at forstå det. Derfor er alting ikke forklaret til hudløshed, specielt ikke hvorfor jeg har gjort som jeg har. Det er uinteressant og irrelevant. Det eneste du skal vide, er hvordan jeg vil have at du afvikler scenariet.” Det synes jeg var fedt ift diskussionen om hvor meget man som forfatter skal forklare for spillederen. For mig, der sidder og forsøger at pille scenariet fra hinanden for at forstå det og anmelde det kunne det naturligvis have været fedt, hvis valgene var blevet forklaret, men som udgangspunkt synes jeg det er fantastisk forfriskende at læse som potentiel spilleder. Det er at tage klart stilling og grundlæggende set er det da også klart at foretrække frem for den modsatte pol. Og her har Unik, med dets minimale layout (nærmest så minimalt at det ikke eksisterer), gjort en vigtig ting: Jeg får lyst til at køre det af at læse det. Og det synes jeg sjovt nok er en ret positiv ting.

En af de ting, som jeg især lagde mærke til er Uniks karaktererere. Der er fire (Jægeren, Bæstet, Asketen, Profeten), som alle sammen er forskellige tilgange til kærlighed og der er fire positioner (Den Elskende, Den Elskede, Vennen og Fjenden, hvor at positionerne skifter imellem spillerne fra scene til scene. Det synes jeg er klogt, for ellers ville det nok blive ret kvalmt at sidde og glo ind i øjenene på en anden nørd i et klasselokale, for begge parter. Pointen ved positionerne og karakterene er netop at skabe det unikt, hvilket netop er vigtigt for at det ikke bliver banalt eller kvalmende.

Mit eneste kritikpunkt er at jeg savner en mere klar mekanik mht definitionen af settingen. Unik er sådan opbygget at der ikke er defineret hvornår eller hvor scenariet foregår. Det skal spillerene selv definere og det kan variere fra scene til scene. Det kan give fortællingen en ret så abstrakt karakterer. Det kan man så lide eller ej, jeg kan godt lide det, men jeg er lidt bange for at spillerne ville konkurrere om at “komme først” når de bare skal definere det. Der savner jeg nogle klarere rammer for hvordan man definere omgivelserne, selv hvis det sådan skal være lidt mere abstrakt. Nogen vil sikkert synes at scenariet har en ret kraftig arrogant tone, især overfor spillerene. Det ville jeg enig være enig i, men omvendt set….så synes jeg et eller andet sted at det er cool nok. Hvis man har en vision, noget man gerne vil, kan jeg kun have respekt for at man går linjen ud.

Alt i alt: Fedt scenarie, kompromisløst, fedt formuleret. Jeg er langt hen af vejen solgt, men samtidig ville jeg heller ikke gide spille/spillede det mere end 2 timer, hvilket forfatteren heldigvis også selv er klar over.