Fra scenarie til ide-noget med western og kvinder

Egentlig føler jeg ikke så meget for at skrive et scenarie til generelt, men lige for tiden gør jeg. Måske har det noget at gøre med at min bærbare er til reparation, hvilket gør at jeg faktisk ikke kan skrive scenarie lige pt. Men nu tænker jeg på at smide en ide jeg har fået ud på nettet til debat.

Jeg fik tilfældigvis denne her ide, mens jeg var til Vintersol, faktisk mens jeg spillede rollespil, hvor at jeg kom til at tænke over kvindelige rollespillere og kvindelige spillere. Samtidig kom jeg til at tænkte på tegneserien “Trio Grande – den lyse, den mørke og den bjergsomme” (som ved nærmere eftertanke egentlig ikke er specielt god, et typisk eksempel på at en god tegner ikke er lig med en god tegneserie). Jeg har dog ikke fundet på en titel til scenariet endnu, så derfor bliver pitchen til scenariet X: “X handler en gruppe kvinder i det vilde West på kant med loven”. I tegneserien er der nemlig en scene, hvor at den en af to kvindelige hovedpersoner venter på den mandlige hovedpersoner udenfor et kvindefængsel anno 1868 eller noget lignende. Og det var en ret sej scene, hvor hun står i kjole, korset, skørt, paraply, hat og med en seksløber. Til gengæld var der så også nærmest den eneste gode scene i den tegneserie.

Men som sagt vil jeg et eller andet sted gerne skrive et western-scenarie med en gruppe spilpersoner, alle kvinder, på kant med loven. Og til det kunne jeg egentlig godt bruge en medforfatter. Jeg har her for nylig genlæst flere af mine scenarier og selvom der er flere ting, som jeg krummer tæer om, så er de kvindelige karakterer godt nok det, som jeg mest krummer tæer over. Så hvis du synes ideen lyder interessant og har erfaring/ideer til at skrive kvindelige spilpersoner på den rigtige måde(dvs at de er karaktere først og kvinder bagefter og roller med det fokus at de er kvindelige), vil jeg meget gerne høre fra dig 🙂 Intet af det her er fastlagt som sådan og jeg vil gerne prøve at skrive sammen med nogen 🙂

Løse ideer/spørgsmål
-Når alle spilpersonerne er kvindelige, hvad så med kun at have mandlige bipersoner?
-System?
-Hvorhenne skal det foregå? Jeg forestillede mig det sydvestlige USA?
-Hvad har de hver især gjort?
-Har de siddet inde hver især?
-Hvordan var kvindefængsler dengang?
-Er nogen af dem lesbiske?
-Hvordan er de blevet til en bande?

9 meninger om “Fra scenarie til ide-noget med western og kvinder

  1. reservoirelves

    Måske skulle du (gen)se Bad Girls (http://www.imdb.com/title/tt0109198/) 🙂

    Jeg synes ideen er interessant, men hvorfor er det, det er specielt spændende med kvindelige roller/karakterer? jeg kan ikke helt gennemskue, hvad du mener det vil give scenariet, i forhold til en mande/mixed-gender gruppe?

    Jeg er også lidt loren ved, om en hel gruppe mandlige spillere faktisk kan spille kvinder? Jeg har mødt mandlige rollespillere der magtede det, men flere der ikke gjorde. Du mener ikke du selv er skrap til at skrive dem, er “vi” gode nok til at spille dem, til at det er det værd – specielt, hvis vi taler sej-western-style.

    men go for it, Thais, det lyder sgu spændende.

  2. Kristoffer Apollo

    Eller Bandidas.

    Jeg aner en stor udfordring i at skrive western-skurkinder, som lige præcis ikke bliver tåkrummende klichéagtige (jeg mener, bare se Bad Girls eller Bandidas :-). Men udfordringer skal jo netop ikke stoppe én, så go for it, Thais!

  3. Kristian og Kristoffer siger nogle allerede meget fornuftige ting, men jeg vil også gerne komme med en kommentar. Jeg erindrer netop, at der var nogle westerns, jeg ikke fik set, nemlig de ovennævnte, og det får mig til at tænke lidt over problematikken ved kvinderollerne – for spørgsmålet er, om ikke både dem fra tegneserien (som jeg har læst) og dem fra filmene stadigvæk langt hen ad vejen er mænds fantasier om lækre kvinder?

    I første omgang er mit forslag, at du hacker Simon Steens Salvation-scenarie. Jeg kender ikke fordelingen af køn mellem spilpersonerne, men hvad om du skrev alle rollerne om til at være kvinder (Simon Pettitt har allerede lavet en lignende øvelse med Tropical Zombies). Du kan enten re-kønne de eksisterende roller, eller skrive dem helt om. Det kunne være interessat at se, hvorledes dynamikken i scenariet ændrer sig – alternativt spiller du scenariet med en flok piger, og beder dem om at udvirke kvindelige versioner af deres karakterer, og bygger dit hack op over dem.

    En anden vinkel på at skrive et western-scenarie fra bunden vil være at spørge til, hvad kan og eller vil du opnå ved at skrive scenariet? Hvad vil du gerne udforske, udfordre eller udæske?

  4. Pingback: Kvinder, tøser, rollespil, porno – køn i blogland « Stemmen fra ådalen

  5. thaismunk

    Jeg kan næsten fornemme at Morten vil have noget mere aktivitetsniveau på min blog, nu hvor jeg bliver bombet med pingbacks. 😉

    Først og fremmest, tusind tak for svarene!

    Kristian: Det er spændende i forhold til konteksten. Det er spændende, fordi at kvinder på det tidspunkt ikke var lige med mænd. Og hvis en gruppe kvinder ikke bare vil finde sig i det, er de nødt til at være ret hardcore. Og hvis de tilmed er på kant med loven, er de ekstra hardcore. Og hvis der er noget jeg er glad for i rollespil er det da vildt hardcore karaktere i desperate situationer, som nok ikke ender godt.

    Jeg har faktisk selv overvejet det med mandlige spillere og jeg har ikke nogen konkret løsning som sådan.

    Kristoffer: Oh, Bandidas. Med Penélope Cruz og Salma Hayek, der jo begge to ofte har demonstreret deres store talent for skuespil. Jeg tror vistnok jeg har set noget af den, hvor at jeg slukkede efter at jeg synes jeg havde set nok på de to kvinder med lyden slukket. Jeg er enig i at det nemt kunne blive tåkrummende klicheagtigt, men omvendt set er det jo netop en svær ting i en western at undgå klicher (tag f.eks. Firefly, episoden med bodellet, har f.eks. kun klicheagtige western-kvinder).

    Morten: Fine spørgsmål som altid 🙂 Jeg vil lige overveje det og sørge for at komme til at læse Simon Steens Salvation. Det jeg sådan set gerne vil opnå ved scenariet er at skabe noget underholdende med nogle hovedpersoner, som ikke går op i omverdenens mening om dem. Jeg vil skrive action/drama eller som vi sagde i 2004: råk’n’røll. Bare i western-sammenhæng.

  6. Apropos klicheer tænker jeg, at man kan genskabe western-genren fra tiden til anden. Det forekommer mig, at det var det, der skete (uforvarende måske), da italienerne gav sig til at lave westerns, og i mindre omfang med Clintens Unforgiven. Så du kan vel også genskabe western-genren for at slippe uden om klicheer?
    Og apropos film med kvindelige cowboydere, hvad med filmen The Quick and the Dead, som jeg ganske vist ikke har set, men jeg erindrer, at en kvinde har en hovedrolle i filmen?

  7. anne

    Heh – jeg så denne post for flere dage siden og fik ikke kommenteret, og nu ligner jeg bare sådan en forbandet medløber fra Mortens blog. Donnerwetter!

    Jeg synes, det lyder som en skøn idé. Jeg er altid til fals for “I får lov til at spille X”-beskrivelser, og jeg ser intet galt med et scenarie, hvor jeg får lov til at spille en kvindelig Lee van Clef og I andre får lov til at spille seje sild med seksløbere.

    Og nu er jeg måske en dårlig dommer, men jeg synes ikke, (mandlige) rollespillere er så dårlige til at spille kvinderoller, som andre siger. Jo, jeg har spillet sammen med ham den syttenårige, der skulle spille en pige, som var forelsket i en flot fyr på 23, og han var helt i panik, men det er jo et spørgsmål om at spille tiltrukket af en mand og ikke om at spille kvinde. Og jo, jeg har set folk falde på rollen med at spille forførersken(TM) men det gør jeg altså også selv. Forførersker er *svære*.

    Hvis rollerne er skrevet som personer, der har motivationer og agendaer og er *seje*, tror jeg godt, knægtene derude kan spille dem. Og der er jo massivt potentiale for at gøre dem seje. Og en fordel ved at gøre alle hovedpersonerne til kvinder er, at man ikke får den der situation, hvor det lige skal bevises, at de jo altså bare er chicks, og at det er ham, der spiller Clint Eastwood, der er den rigtig seje.

    Til gengæld ved jeg ikke, om det er en god idé både at skulle genopfinde westernen og skrive western med kvinder. Det giver spillerne for lidt af en referenceramme. Jeg ville finde det lettere at spille The Good, the Bad and the Ugly med kvindelige personer end at skulle spille ny genre. (Men altså, jeg har brugt en god del af min barndom på at genindspille Westernfilm i mit hovede med en rødhåret heltinde i stedet for John Wayne. Jeg er muligvis ikke repræsentativ for spillergruppen)

    Thais, eventuelt kunne du se på Sexy Deadly? Jeg kan ikke rigtig huske det, men det gør den der ting med stærke kvinder, der slås og former alliancer
    http://planet-thirteen.com/SexyDeadly.aspx

  8. thaismunk

    Anne: Du er da altid velkommen på min blog, jeg synes du skriver så kloge ting 🙂

    Personligt har jeg ikke noget behov for at genopfinde westernen. Jeg vil netop gerne skrive “The Good, the Bad and the Ugly” med kvindelige hovedpersoner. Jeg kigger lige på Sexy Deadly og tænker lidt over det med mandlige rollespillere og kvindelige spilpersoner.

    Morten: Jeg har faktisk aldrig set den film, det burde man da lige kunne kigge på. Det vil jeg få gjort. 🙂

  9. Kristoffer Apollo

    “The Good, the Bad and the Ugly” med kvinderoller lyder ret festligt. 🙂

    @Morten: Western-genren er langtfra bare western-genren. Alene i USA kan du som minimum tale om den klassiske western (før 2. Verdenskrig), den psykologiske western (ca. 50’erne), anti-westerns (ca. 1970) og den postmoderne western (Unforgiven m.fl.). Og så er der undergenrerne fra andre lande – med italienske/spanske spaghetti-westerns som den mest prominente, men der er også østeuropæiske easterns, japanske samurai-covers og andre særheder. Og hver af subgenrerne har naturligvis sine egne temaer og ‘regler’.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s