Hvad gør Van Hellsing efter Dracula? (Vampire II)

7 days of night

I mit sidste indlæg (for en uge siden) skrev jeg lidt om Vampire og hvad jeg synes om det, hvilket primært var negativt. Når jeg genlæser det, har jeg det næsten som om jeg havde skrevet om en af mine eks-kærester (hvilket nok ikke er helt løgn). Men nu har jeg dræbt Vampire! Når I læser dette, vil I forstår at det kun er interessant som historisk klenodie og ikke som rollespil. Jeg er blevet storvildtsjæger og jeg har skudt den hvide ulv! En kende mere seriøst, istedet for at jeg leger Van Hellsing: Morten Greis stillede mig et særdeles relevant spørgsmål (en af hans små sjove vaner) ift mit tidligere indlæg om Vampire: Hvor går man hen derfra? Hvad kan man tage med sig fra Vampire og hvad skal man kaste væk? Dette indlæg bliver delt op i to dele: Den ene er en forsættelse af mit sidste indlæg, hvor jeg vil forsøge at skrive lidt om Vampire som live og samle på nogle småting. Den anden del kommer til at handle om hvad man så kan lære af Vampire og hvad man skal tage med sig, alt sammen rodet sammen. Når man skriver om noget er der naturligvis altid nogen, som har skrevet om det før, ofte bedre. I dette tilfælde har Sleazehound en anmeldelse mm af Vampire: The Masquerade, som jeg ikke er 100% enig med, men som jeg synes er interessant og velskrevet.  De har forøvrigt også en fantastisk anmeldelse af Werewolf: The Apocolypse, som jeg er voldsomt enig med.

Nu endte jeg med at blive meget træt og en lillebitte smule fuld, da jeg skrev mit sidste indlæg, og derfor missede jeg at kigge nærmere på noget af det, som jeg gerne ville have kigget nærmere på, nemlig Vampires syn på historier. Jeg har en lile tese om at man i ikke-indie spil bør kigge i spillederens sektion, da det er der, hvor man får beskrevet hvordan spillet bør spilles (hvilket de fleste indiespil skriver direkte). Så hvad finder vi så der? “Forget about the pages of rules and the handfuls of dice. Close the book, turn out the lights, and tell me a story about dark desires and relentless hunger. I’ll tell you about a vampire, about her talents and her weaknesses, and you tell me what kind of challenges she faces and what rewards and perils come her way. You plan the twists and turns the story will take, and I will tell you how the vampire navigates them. Only you know how the story ultimately ends, but only I know how the vampire will arrive there.”  At lukke bogen kunne måske et eller andet sted være en ide, for så slipper man for at læse i den. Omvendt set synes jeg det er ret sjovt at White Wolf halvvejs indrømmer at deres system er dårligt. Derudover er jeg ret uenig i “only you know how the story ultimately ends“. Som Søren Hjort ganske korrekt påpeger er der en større sektion i White Wolfs bøger, som er dedikeret til metaplottet, et plot som spillerene ikke har nogen indflydelse på, hvor jeg er enig i at betegnelsen “irrelevant lort” er meget passende.

Et par tilføjelser til mit sidste indlæg: En af de ting ved Vampire, som i sin tid virkelig forførte mig var hvor åbent settingen blev præsenteret. Der er så meget, som er åbent. Man kan selv vælge hvem Fyrsten af ens by er, hvem der har hvilke positioner, etc. Det holder så lige indtil man begynder at læse nogle af de andre bøger. Og det er her at jeg synes White Wolf burde have læst noget mere om Siddharta Gautama/Buddha, Jesus eller Mahatma Gandhi (de har ikke engang citeret nogle af dem nogensinde!), igennem erkendelsen af at man bør elske sine fjender, ikke mindst fordi man kan lære noget af dem. For de kunne have lært noget af deres modstandere, f.eks. at systemer også har en positiv side, at fokus bør ligge på spillet i praksis og ikke prosa, at ærlig nørdet entusiasme er mere klædeligt end selvhøjtidlig alvorlighed, etc. Det skal da ikke nægtes at White Wolf skabte noget nyt med fokus på karakterene, at skabe en passende stemning og på at tage rollespil alvorligt. Efter min mening tog de det bare for langt og har aldrig turdet at viske tavlen ren og begynde forfra.

Levende vampyrer

Så er der Vampire som liverollespil, hvor jeg synes at der er forskellige problemer og forskellige fordele. For det første: Jeg har et begrænset indblik i Vampire live ift hvor meget vampyr-live-rollespil, som der bliver spillet i Danmark. For det andet: Jeg generaliserer vildt og voldsomt, hvilket er bevidst for at kunne fremsætte en pointe. For det tredje: Jeg gør ikke det her fordi jeg har noget imod folk, der spiller WHAMPIRE! lives, jeg gør det fordi jeg har noget imod genren.

Mit første problem med meget Vampire live (forstået som live baseret på Vampire: The Masquerade) er meget godt beskrevet af Lars Kjær i hans gæsteindlæg på Kåres blog. Når man spiller i en etableret verden (ofte skrevet til bordrollespil) er der tit så tåbeligt meget settingsmateriale at der altid vil være en spiller, der kan komme med “Jamen, i bog X om Y står der altå…bla…bla…på side Z til U..” Og det er da om noget en ligegyldig kommentar at komme med. Giver det noget til spillet? Giver det mere spil? Gør det at arrangørerne får bedre redskaber? Næh. Egentlig ikke (jfr. Søren Hjorts betegnelse om “irrelevant lort”). Til gengæld medfører det mange diskussioner om hvordan “elders i virkeligheden ville opføre sig”.

Mit andet problem med Vampire lives er at mange af stereotyperne går igen fra bordrollespillet. Ret hårdt tilmed. Jeg har efterhånden mistet overblikket over hvor mange dumme, og overdrevet voldelige Brujahs, socialt indelukkede Gangrels, snobbede Toreadors, etc, som jeg er løbet ind i. I forlængelse af det går meget af det prætentiøse igen også, hvor man mener at det man laver er finere end f.eks. fantasy-live. I praksis synes jeg det kan være det samme om man råber “Frys!” eller “Flammesti 3!”.

Samtidig med det (som mit tredje problem) synes jeg at Vampire live har det problem at mange af de potentielle historier aldrig kommer frem, pga hele det politiske spil, som jeg ihvertfald har oplevet, gør at der er mange af de potentielle plots/historier som aldrig bliver udspillet fordi folk har for travlt med at spille for “at vinde”. Med andre ord er der tale om en begrænsning af spil, pga intrigerne. Med andre ord: Når alle vil være Fyrste istedet for Fyrsten kommer det ikke til at handle om særlig meget andet. For en god ordens skyld skal det da også sige at der finde andet spil sted til Vampire-lives, men jeg har satan’me også oplevet en masse spil, hvor man ikke gjorde så meget mere end at grave en smule, hvorefter man opdager at der ikke er mere end overfladen. Der er ikke nogle dybe følelser, der er ikke nogle virkelig dybe og interessante relationer imellem personer, der er ikke noget virkelig interessant på spil. Alle vil være lederen med det formål at være lederen og intet andet. Og det synes jeg er virkelig fucking kedeligt! Og kombineret med at man spiller hele natten har jeg da virkelig også haft nogle virkelig store oplevelser bestående af ca 87% lort.

Ift Vampire-lives synes jeg også at man burde viske tavlen ren og tage det fra begyndelsen. Hvad er det vi vil, hvorfor er det fedt at spille og hvordan gør vi det? Man har for mange antagelser med, som man ikke er bevidst om, istedet for at begynde at bunden af og være bevidst om hvorfor man gør, som man gør. Det gælder både for spillere og arrangører. For som landet ligger lige pt, så synes jeg ikke der er noget ved Vampire-lives. Det er dominereret af tom intrige uden noget personligt på spil med en prætentiøst glassur. Så hvis du læser dette og spiller live-Vampire (hvilket du nok ikke gør, for så havde du lukket browser-vinduet) bør du tænke over hvad det er du spiller og hvorfor det skulle være så meget finere end fantasy-lives. Til gengæld vil jeg prøve at se om jeg ikke kunne dukke op til noget liverollespil med vampyrer i moderne tid, som ikke er baseret direkte på White Wolfs bøger og se om det er anderledes…

Advertisements

4 meninger om “Hvad gør Van Hellsing efter Dracula? (Vampire II)

  1. Jeg skal ikke forholde mig til Vampire live – det har jeg berørt for lidt til at have andet end fordomme dannet i mit eget hoved.

    Men jeg vil godt forhold mig til din nedsabling af baggrundsmateriale. Du skriver det som om at en detaljeret verden intet har at tilbyde. Det er jeg ikke enig i. Jeg mener at en detaljeret verden kan give en masse gode oplevelser hvor man kan spille “højopløsningsspil” – altså man kan kommunikere og konflikte uden hele tiden at skulle lave kæmpestore armbevægelser. Hovedpinen er bare (som er din pointe og som jeg overordnet er enig i) at de mange detaljer kun virker hvis alle kender dem og er enige, og i alle andre situationer (langt majoriteten) skader de mere end de gavner af de årsager du nævner.

    Så jeg ville egentlig gerne indføre lidt nuancer i den del af dit rant, jeg havde en mening om… 🙂

  2. Ohøj Thais
    Du har gang i den store skovl til at begrave vampyren med! Jeg skal ikke sige at jeg er voldsomt uenig i dine pointer, i denne eller den forrige post. (Jeg synes dog det er fedt at rulle mange terninger, det er taktil epik!)

    Jeg synes at det største problem med Vampire lives er det samme som med alle de andre genrebaserede lives og kampagner, at man er mere fokuserede på formen end på indholdet. Derfor opstår de oplevelser som er 87% lort, dårlig forventningsafstemning fordi skaberne ikke har formuleret en ordentlig vision for deres projekt. Ud over måske at det er sejt at lege vampyr!

    Det er også derfor vi begge to har spildt tid på at prøve at spille noget ordentligt rollespil når det faktisk er et (bræt)spil om magt. Og et utroligt dårligt skrevet spil, for setting, regler og dynamik i Vampire er funderet i at underbygge den eksisterende sociale ordent. Det er hyper-feudalt, kongen er ikke bare den med mest magt, han er også størst, stærkest og kan tæve flest. Ergo er der ingen ubalancer til at skabe spildynamik og folk er tvunget ud i små, meningsløse konflikter. Dårlig livedesign som udgangspunkt.

    Og hele brugen af de tossede klaner eller hvad de er i den hvide ulfs fiktion er som du siger fuldstændig ødelæggende for vampyren som den romantiske enspænder. Det gør også at folk automatisk vælger en stereotyp når de skal formulere roller, woo.

    Jeg er dog spændt på Bjørn og Ulfs vampriris scenarium, det kan måske være noget andet end vi har leget så mange gange før…

  3. Thais Munk

    Kåre: Jeg er ikke voldsom saglig når jeg ranter, nej 🙂 Og jeg er også enig mht bordrollespil, men når der kommer for mange detaljer på til live, har jeg bare oftest oplevelsen af at detaljerne ryger og at der ikke lige er muligheden for at få dem genopfrisket. Jeg spiller selv WFRP og det er da om noget en setting med detaljer. 🙂

    Oliver: Yes, jeg har altid være tilhænger af store skovle, især når jeg vil begrave noget for stedse!

    Mange tak for pointen for form og indhold og om at Vampire er hyperfeudalt, for det er præcist det jeg mener. En af de bedste oplevelser jeg har haft med intrige var Gethsemane af Torben Ussing, fordi der var et klar fokus på at fortælle historier (vha. bl.a. skjulte GMs) og nogle begrænsninger, som gjorde at det ikke var muligt for mange af karakterrne “at vinde”. Der skal være nogle klare rammer (jfr hvad du skriver om dårligt livedesign).

  4. Jeg synes godt detaljerne kan komme frem i liverollespil. Det er bare meget mere krævende fordi der er så mange deltagere, så det kræver en lang og grundig forventningsafstemning.

    Til Krigsliveserien synes jeg at den Kejserlige side havde mange detaljer efter 5 krigslives hvor tingene gradvist var blevet raffineret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s