Ting livere ikke fatter IV: Kullisen og illusionen

Jeg lovede for laaaang tid siden at jeg ville skrive noget om kulisse og illusion i liverollespil og nu fik jeg vist endeligt taget mig sammen, inspireret af hvor kedelig turen fra Ry til Odense er. Jeg har flere pointer i dette indlæg, og da folk jo sikkert har travlt får I dem med det samme:

1) Kulisse er fedt, men er ikke alt.
Og omvendt skal det også siges. Jeg ville ikke gide deltage i et live uden en eller anden form for kulisse, hvor at man ikke har gjort bare lidt af at sætte ting op (f.eks. dækket børnetegninger til, hvis man er på en skole). Kulissens store fordel er jo netop at den opretholder “suspension of disbelief”, dvs at jeg vedbliver med at tro på rollespillet. Hovedproblemet hvis kulissen tager overhånd er naturligvis at folk knokler sig halvt ihjel og at arbejdsbyrden bliver så meget større, især hvis scenariet også er stort mht spillerantal. Derfor kan jeg sagtens se fordelene ved f.eks. “skolelives” og lignende, fordi det nedsætter arbejdsbyrden for arrangørerne.

2) Orderne “kulisse” og “scenografi” bliver efter min mening brugt forkert, da der er flere begreber lagt inde under samme betegnelse.
Man bør (efter min mening) skelne imellem den del af kulissen, som man interagerer med og den som man ikke interagerer med. Jeg har valgt at kalde det henholdsvis “kulissen” og  “bagtæppet”. Kulissen kunne så være f.eks. et bord. Det kan jeg vælte i arrigskab over min familie, som ikke vil accepterer min karakters nyfundne tro (eller hvad fanden ved jeg). Jeg kan interagerer med det for at understrege et eller andet, få en pointe frem, etc. Jeg kan derimod ikke interagerer på samme måde med dørene på en skole, ved f.eks. at smække dem i hovedet på folk, jeg kan ikke smadre vinduerne på en skole, etc.

3) Kulisse er et virkemiddel og derfor bør man overveje det som arrangør, selv hvis det ikke er ens førstepriotet
Jesper Bruun skrev engang (jeg har ikke kunnet finde det) om et scenarie, hvor at de havde sat pavillonteltene som som den stolte by og fyrstebolig til et sjællandsk scenarie med den bagtanke at de også ville lave zombieangreb senere, så de havde sat byen op så zombieangrebet blev en endnu federe oplevelse. Åbne områder får en anden indvirkning på liverollespil end små lukkede rum med små gange. Jeg har faktisk ikke gjort mig så mange flere tanker om det udover at man som arrangør er heldige. Hvis I er søde og artige, kan det være at onkel Oliver vil skrive noget klogt om det? Han er med garanti bedre egnet end jeg er.

4) Kulissen bliver så godt som aldrig 100% perfekt
Og det bør man anerkende, især med skelnen imellem “kulisse” og “scenetæppe” i baghovedet. Jeg har kun oplevet et scenarie som kan tæt på (omvendt set har jeg heller ikke spillet så meget live som jeg kunne have) og det var Uskyldighedens Melodi (glimrende anmeldt af Kåre her). Og selv der (ironisk nok var det spillernes “skyld”) var kulissen ikke perfekt. Hvis du gik igennem spillerenes in-game bagage ville du have fundet ting, som kun kunne tilhøre spillerne og ikke karakterene. Og dermed har kulissen altid fejl.

Hovedpointen i alt det her er at man efter min mening bør gennemtænke kulisse som virkemiddel i live, for jeg synes at jeg både har set arrangører, som slidte sig selv ihjel pga en enorm stor kulisse og jeg synes at jeg mødt mange liverollespilere, som ikke forstod denne skelnen. Og jeg synes den er meget vigtig, især fordi jeg har oplevet liverollespil, hvor folk havde blankvåben liggende på et bord eller hængende på en væg, fordi det jo “var en del af oppyntningen”. Det synes jeg sjovt nok er hul i hovedet. Jeg har desuden savnet den ift lives, der foregår på skoler og lignende, hvor jeg synes folk burde overveje det.

Det var vist det hele. Om lidt kommer jeg til Odense. Skriv et kommentar, fortæl mig at jeg tager fejl, at det jeg siger ikke er nyt, eller hvad I nu føler for. Og hav’ en god pinseferie!

Reklamer

5 meninger om “Ting livere ikke fatter IV: Kullisen og illusionen

  1. Jeg er skuffet – det er jo slet ikke så provokerende som de andre indlæg :-).

    Jeg kan ikke kommentere så meget andet end at du har udemærkede pointer, men at problemet ikke er så stort længere som det har været. Prefab – og i særdeleshed telte – har gjort den praktiske side af arbejdet markant mindre. Derudover oplever jeg at folk er mere villige til at acceptere, at 360 graders illusionen er spild af tid, og mindre kan gøre det.

    Derimod synes jeg at opleve at kostumekapløbet tager mere og mere til – eller måske er det bare i Aalborg hvor det har været meget oppe de sidste par år…

  2. Hejs Tejs

    Du er inde på mit territorium nu, pas på. Here be architects 😉 Du har ret i alle dine punkter i min bog, det er sandt det du siger. Jeg tror hellere jeg må lave et post på min egen blog hvor jeg uddyber fra dit, i stedet for at komme med visne tilføjelser i kommentarfeltet. Hah! I’m stealing your words!

  3. Pingback: Rollespillet og scenografien « Olivers tegninger om rollespil

  4. Thais Munk

    Oliver: Tak for det, det var et fedt indlæg! Det vil jeg få kommenteret på ved lejlighed.

    Kåre: Nej, jeg havde ikke tid. Og jeg gad ikke ærlig talt. Jeg er enig med din pointe om at pre-fab reducerer problemet, men det kræver stadigvæk noget tid at sætte op og gælder kun for udendørslives. Men det er nuancer 🙂

    Simon: Egentlig synes jeg at du er en smartass, men omvendt ser elsker jeg jo virkelig Stjernetegn. Og du har sådan set ret, for Stjernetegn gør noget ceremonielt ud af det (jfr Olivers indlæg, det giver en indikation om hvad det er vi skal spille).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s