Hvad karakter skal man give en karakter?

Eller hvad er den mest optimale måde at gøre ting på?

Den gode Oliver Nøglebæk spurgte mig på et tidspunkt om hvad min tilgang var til at skrive roller, hvor at jeg skrev en lille sides penge om det og sendte den til ham. Det interessante ved det var at den tvang mig til at overveje måden, som jeg skrev karakterer på og det samme har Mortens indlæg Summen af karaktererne gjort. Mit udgangspunkt er at jeg ser en karakterer som en position at opleve fiktionen igennem.

Lars Andresen sagde engang (har jeg kunnet konstatere da jeg tilfældigvis fandt en gammel fil på min backup med dagsbogsnoter, hvor at jeg citerer Johs for at have citeret Lars for det) om De Navnløse Redux at “Han skriver karakterer som jeg gør det”. Og det er ikke sandelig heller ikke løgn, for jeg kan huske at Lars Andresen var en af mine store inspirationskilder, da jeg gik igang med at skrive scenarier (især Tidens Ritual og Det Hemmelige Selskab). Det har jeg et eller andet sted fået et mere blandet forhold til, især pga mine erfaringer med at skrive roller til livescenariet “Uskyldighedens Melodi” og pga scenariet Beat City. Idag forsøger jeg at skrive roller ud fra hvad de skal skrives til. I mine to projekter til Viking Con 29 benytter jeg mig af varierende teknikker til rollerne.

I det ene scenarie Prøve Nummer 19 (mit “jeg var ikke sej nok til skrive med på 40K-antologien”-scenarie) spiller man Space Marine Scouts på deres sidste prøve. Der har rollerne to funktioner: Dels hvordan de klarer det og hvad det er for en rest af menneskelighed, som de er nødt til at ofre for at blive rigtige Space Marines. De er derfor delt op efter deres evner (den smarte, det taktiske geni, mesterskytten, etc). Derefter er de sat op med et navn, et enkelt litani og to valg til spillerne: Hvilken type planet kommer karaktereren fra og hvilken rest af menneskehed har karakteren? Ingen prosatekst og knap nok en enkelt side, idet at f.eks. baggrundshistorien opstår i spillet.

“Dengang i Orangeville” er et actiondrama, hvilket gør at jeg har noget mere baggrund med, forhistorie, personlighed og forhold til de andre karakterer dvs nok 1½-2 sider….men. Jeg har faktisk besluttet mig for ikke at skrive prosatekst til de roller, som jeg har gjort det i andre tilfælde.  Det er her, hvor at min tilgang om noget har ændret sig, idet at jeg tilsluttede mig min ærkefjende, Danni Börm, som her reagerer imod prosateksten i karakterer. Og den vogn vil jeg gerne hoppe på, men kun når det gælder for det meste bordrollespil på conner. I forhold til live mener jeg nemlig at der gælder andre regler. En bordrollespilskarakter kan skræddersys til et givent handlingsforløb, hvor at man kan vælge at fokusere på et specifikt aspekt af karakteren. Derfor kan prosateksten være utrolig besværlig, fordi at den sjældent er så konkret igen. Jeg synes til gengæld at prosatekst kan fungerer ganske glimrende til live, forbi at du som liverollespiller har en langt højere grad af frihed i forhold til fiktionen. Du har et højere grad af ansvar for din egen oplevelse og har dermed ofte (men ikke altid) stor frihed i forhold til hvordan du kan fortolke den skrevne del af karakteren. Med andre ord kan man igennem prosa i højere grad videregive en stemning og en linse at se verden (og dermed igennem fiktionen) igennem. Det er især min tanke i forhold til mit forhåbentligt kommende livescenarie “Stille Nætter”.

At “Summen af karakterne” aldrig kommer frem i selve rollespillet er for mig ikke nødvendigvis et problem. Efter min mening afhænger det af hvad man spiller, men i mange lives kan det efter min mening være det samme om det kommer frem eller ej. Jeg skal da gerne indrømme at jeg afgjort mener at jo mere af karakterene, som kommer frem jo bedre. Hvis vi f.eks. spiller gangsterlive vil det ofte være irrelevant hvis min karakterer har haft en dårlig baggrund, men hvis det har gjort at han er reserveret overfor andre mennesker, kan denne del være relevant i forhold til hvordan du skal fortolke hvordan din karakter er reserveret overfor andre mennesker uden at hans dårlige barndom det bliver relevant i selve fiktionen. Vincent Baker har skrevet noget om karakterer her, som jeg synes er ret interessant (uden decideret at kunne finde ud af hvad jeg ellers synes om det, udover at det måske er lidt selvindlysende, men samtidig kan jeg dårligt være uenig). Nogle af mine yndlingseksempler på gode karakterer (skrevet i prosa) er karakterene fra Mette Finderups “Darling er død”, verdens bedste scenarie “Sparta” af Morten Hougaard og Kristoffer Rudkjær, og Sebastian Harder Flamants og Kristoffer Apollos Superheroes, forbi at de er beskrevet ud fra andres synspunkter hvilket jeg fandt ganske inspirerende. Især Superheroes-karakterene er jeg vilde med, forbi de slutter af med en liste af stikord. Et andet eksempel er “Drømmen om en Konge i Gult”, hvor at jeg synes at karakterene til fortællingen i København anno 1962 fungerer godt sammen og hvor at der både er mulighed for fortolkning, men også for at de sammen kan skabe en fælles fortælling, hvor at rigtig meget af “summen af karakterene” kommer frem i spillet.

Det korte af det lange er at for mig af karakterens indhold bør afhænge af hvad karakterens formål er og at jeg generelt er ganske skeptisk overfor prosa-tekst (super dobbeltmoralsk af lige netop mig, ja!) med mindre at der virkelig er en fri ramme for fortolkningen af karakteren.

Reklamer

3 meninger om “Hvad karakter skal man give en karakter?

  1. Hej Thais

    Super at du har fået tænkt dig noget om roller, det er sundet. Lige mine første tanker og spørgsmål:

    Hvordan skriver Lars Andresen roller og hvordan er det relevant for din måde at skrive nu?

    Danni Börns kortformat roller er jeg helt enig med, både til bordrollespil og til live. Hvorfor skulle det ikke også gælde til levende rollespil? Hvorfor kan vores livescenarier ikke være lige så fokuserede som bordscenarierne? Det virkede for NTS.

    Alt hvad der står i en rolle som jeg ikke kan bruge direkte i spillet er støj, der trækker fra oplevelsen. Hvis det er vigtigt at spilleder kan læse en fortælling over alle spilpersonerne, så skriv det til hende og lad de stakkels spillere få fred fra litterærpis. Hvert ord jeg skal læse inden spillet, er energi jeg ikke kan bruge på det rigtig sjove og tid jeg kunne have brugt på at spille.

    Uanset så er det spændende at læse om dine tanker. Jeg synes det er vigtigst at du skriver dem til situationen, det specifikke scenarie. Jeg har ikke brug for en hel fiktiv person, jeg har brug for et interface til spillet og det synes jeg du leverer.

  2. Thais Munk

    Lars Andresen skriver (meget ofte) roller på den måde at han skifter imellem en prosatekst og en faktatekst. Desuden er der det ved Lars Andresens karaktere at (det synes jeg ihvertfald) at de ofte er interessante.

    Jeg har på fornemmelsen at vi er enige langt hen af vejen i forhold roller, men jeg er ikke enig med dig i at “Hvert ord jeg skal læse inden spillet, er energi jeg ikke kan bruge på det rigtig sjove og tid jeg kunne have brugt på at spille.” og det samme gælder for “Jeg har ikke brug for en hel fiktiv person, jeg har brug for et interface til spillet..” Efter min mening er det netop det som gør rollespil særligt interessant (det gælder især i live) at der ikke blot er tale om historiefortælling, men også oplevelsen af at “Du er helten”. Derfor har jeg ikke noget imod ordenligt skrevet prosa i live, men det skal dælme også være skarpt skrevet. For mig er en karakter/rolle ikke kun et interface til spillet, det er en position, som både giver begrænsninger og muligheder for at interagere med fiktionen. Jeg kan godt lide at udforske en rolle, især fordi at det kan føre til nogle muligheder for historien, som jeg ikke havde kunnet forudse. Det gælder naturligvis især i kampagner (både bord og live), hvor at man kan have en højere grad af karakterudvikling.

    Med andre ord: Jeg kan godt følge dig, men jeg er uenig idet at liverollespil ofte kan være så meget mere uforudsigeligt. Derfor kan jeg godt lide at have en ide om “en hel fiktiv person”, som jeg kan falde tilbage på for at få en ide om mine muligheder inden for fiktionen, men jeg tror også at det er et spørgsmål om spillestil.

  3. Jeg vil ikke have en hel fiktiv person, fordi 4 gange ud af 5 skyder den ved siden af hvad jeg kan portrætere tilfredsstillende i spillet. Ja, jeg er en dårlig rollespiller der ikke kan spille alt, men jeg vil langt hellere have en mindre komplet rolle som jeg selv kan bygge ud til en hel person som jeg kan bringe til live. Den bliver meget mere troværdig af det.

    Alt for tit får jeg en følelse af afmagt som spiller når jeg står overfor en overbeskrevet spilperson eller en virkelig sej prosatekst. Jeg ved bare at min indsats bliver dårligere end det der er skrevet at jeg skal. Det gælder dobbelt for liverollespil, fordi jeg ikke har de samme muligheder for at redigere og reflektere som man har rundt om bordet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s