Ting Livere ikke fatter V: Omverdenen

Velkommen til mit hjørne af internettet, hvor jeg fortælle livere hvorfor de ikke fatter en skid. Idag skal vi beskæftige os med omverdenen i liverollespillet, forstået som det af “verdenen”, som er uden for selve spilområdet. Med andre den del af fiktionen som der ikke er en fysisk repræsentation for i selve spilområdet.

Problemet er for mig at se at omverdenen stort set altid vil eksistere i langt de fleste livedesigns og at de ofte (f.eks. i fantasy- og vampyrsammenhænge) og hvor at omverdenen spiller en rolle på fiktionen, som den udspiller sig i selve liverollespillet. Der er flere problemer ved dette. Ofte er det meget lidt subtilt, f.eks. at der kommer nogle NPC’er i spil og fortælle at ens herre vil have at man går igang med at udføre hans mission og ikke bare slacke rundt og ellers bliver man runde-smadret. Den slags lugter meget af ekstrem rail-roading fra arrangørenes side. Og det sutter kamelnosser helt ind i helvede. Hvis det vitterligt var tanken at en bestemt karakter skulle gærøre en bestemt ting, så giv dog karakterene nogle motivationer til det som udgangspunkt. Et andet er bilkort som Kåre glimrende har beskrevet. Og hvor at jeg kun kan være enig i at med mindre alle har bilkort og scenarier handler om bilkort, så er bilkort noget lort.

Et andet eksempel, hvor at det med omverdenen ikke fungerede optimalt i spil: Jeg var til et næsten-nutidsscenarie, hvor at jeg spillede borgmester, dvs at den lokale politistyrke rapportede til mig. Det fungerede rigtig godt, idet at der var en klar kommandokæde, men det også var muligt for politistyrken at spille pressen ud med min karakter, idet at han havde stillet op på et “lov og orden”-program. Så vidt så godt, derefter introducerer vi Lortegruppen, som spillede efterretningsfolk. Problemet var at de var komplet autonome og at vi ikke havde nogle optimal måde at spille op overfor dem på, idet at de rapporterede til deres øverste kontor uden for spillet, som vi ikke kunne påvirke. Med andre ord ord: Hvis vi kom med kant med dem (hvilket de gjorde idet at de var totalt gun-ho) havde vi valget imellem at ignorere dem eller nakkeskyde dem. Vi gjorde det første, men jeg er egentlig lidt ærgerlig over at vi ikke gjorde det sidste. Fejlen her var tosidet: Dels var vi ikke (hverken fra spilledelsen eller Lortegruppen) blevet informeret om de kom, dvs at der ikke var nogle koordinering. Problemet var derudover at hverken spilledelse eller Lortegruppen var villig til at lade omverdenen spille en rolle i form af truslen om en irettesættelse fra deres overordende. Dermed var det dårligt rollespil.

Jeg kunne godt tænke mig at flere livescenarier (ligesom det kommende scenarie Stille Nætter!) ville forholde sig til hvordan omverdenen bliver brugt som virkemiddel. Kan man interagere med omverdenen? Og hvis ja, hvordan så? Det som jeg oftest synes er problemet er at spilleren ikke kan interagerer med omverdenen, men at omverdenen godt kan interagere med spilleren. Jeg mener at der var noget lignende problemer i Uskyldighedens Melodi, men det var med andre end mig? Oliver, er det noget som du ved noget om? Var du ikke en del af den familie med fædre-problemerne?

For at opsummere og konkludere: Det er om noget mit største problem med liverollespil at man har svært ved at udelukke omverdenen eller at sætte den op på en måde, så den kan kome i spil uden at være skadelig, men jeg tror på at det kan gøres. Jeg vil derudover argumentere for at man bør tænke over det med omverdenen når man designer livescenarier. Her synes jeg at det ville være en fornuftig målestok, hvis man lader omverdenen påvirke spillet lige så meget som at spillet kan påvirke omverdenen tilbage. Det var en omgang løse tanker fra en stenet søndag.

Reklamer

2 meninger om “Ting Livere ikke fatter V: Omverdenen

  1. Nu siger du mig, så må jeg hellere sige noget.

    Situationen til UM var at vi i vores familiegruppe havde et stort fællesplot, der skulle skydes igang med en afsløring fra pater familias, men spilleren faldt fra og i stedet blev vi ramt af plothammeren i form af en gm der ringede op og smed bomben på lillesøster.
    Det store problem var her, ud over en lousy timing, at primusmotoren af plottet ikke var der til at skubbe på efterfølgende, os der blev ramt af det blev enige om at tie det ihjel. (Hvilket, retrospektivt, var den fedeste, mest ingame og realistiske løsning. Men pissedårlig drama og rollespil.) Altså er problemet at omverdenen aldrig kan have den samme indlevelse og situationsfornemmelse som en aktiv spiller har. At en npc/spilleder der portrætterer omverden ikke har det samme ansvar overfor spillet, uanset deres gode intentioner.
    Samt at de må nøjes med aktivt indsamlet viden, istedet for den passivt indsamlede, stemningsbaserede intuition man får af at være fuldt ingame.

  2. Nu var jeg også i den familie til UM – min anmeldelse kan læses her: http://www.idenmoerkeskov.dk/?p=264

    Som jeg ser det var det primære problem at arrangørerne skød et plot igang hvor de havde lovet at lade være. At vi ikke kunne “svare igen” mener jeg var lidt ligegyldigt – det var det i al fald for mit spil.

    Tilsvarende ved jeg ikke om det som sådan blev tiet ihjel; både jeg, Ida og Elisabeth (som jo nok var hovedpersoner i det dilemma) havde da en masse tilpas underspillet spil ud af det, og det gjorde at der kom lidt kød på scenariet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s