Jagten på middelmådigheden

Der har igennem tiden været to ting, som har fået mig til at overveje at holde op med at spille rollespil. Den ene har været den indbyggede psykopat i rollespilleren (det skriver jeg om engang senere) og den anden har været jagten på middelmådigheden som noget af det højeste i verden. Min tese her er grundlæggende set at der findes for mange rollespillere, hvor at de jager middelmådigheden. Det har for mig virket som om at det for mange rollespillere åbenbart er den Hellige Gral at have en så middelmådig oplevelse som muligt  og at de derefter har forfulgt den med samme iver som Ridderne af det Runde Bord søgte efter Gralen.

En del af jagten på middelmådigheden har jeg stødt på i forbindelse med livemiljøet i Odense, hvor jeg bl.a. har argumenteret over at regler fandeme gør en forskel og er et reelt virkemiddel, som man kan få noget fornuftigt ud af. ”Ej, men jeg synes altid at regler kommer i vejen for spillet..[indsæt selv mere reaktionært tuderi]. Ja, det ved jeg. Det er fordi du spiller det forkert og fordi du har spillet lives med dårlige regelsæt. Dog primært fordi du er en skovl og slet og ret og ikke forstår at Kan-Man-Så-Kan-Man ikke giver en skid mening, især ikke når du spiller skolelives. Et andet eksempel kunne være de utallige mennesker, som har åh så mange forbehold overfor scenarierne på Fastaval….uden at de har været der i 5 år eller nogensinde. Det er ikke fordi at jeg synes at vi alle sammen skal tage på Fastaval, men man skal fandeme vide hvad det er man snakker om. Jeg har hørt utallige dårlige ting (og nogle gode også!) om kampagnen Ezendo, men jeg udtaler mig ikke om den. Jeg har nemlig ikke spillet der….
Hvad er så pointen i dette? Pointen er jagten på middelmådigheden, hvor at man reagerer imod at folk har ambitioner med rollespil og har noget at fundere det på, at de forsøger at analysere rollespil i praksis og gøre det bedre. Det er en udbredt sygdom, især blandt livere, men så sandelig også bordrollespillere. En måde at illustrere det på kunne være følgende:
BRIAN: Skal vi ikke tage ud og købe ind i det nye storcenter?!? Få en god tur ud af det?
JANUS: Vi kan da bare gå ned i Aldi og købe hvad vi mangler der…
(BRIAN slår JANUS).

Brian og Janus er for mig meget et billede på hvordan jeg mener det her står til. Brian har tænkt tingene igennem, han vil gerne kombinere fornøjelse med indkøb, fordi det er sjovere. Det fatter Janus ikke (det er ikke fordi at jeg egentlig er specielt stor fan af storcenters, skal det dog lige understreges). Det er så ubegribeligt reaktionært at jeg får kvalme i stor stil. Så nu er det slut folkens. VI gider ikke have mere reaktionær tankegang i dansk rollespil. I må fandeme kunne lide hvad I vil, men I skal have prøvet det først, have forholdt jer til det. Et andet eksempel: Jeg spillede på et tidspunkt med i en meget kortlivet Exalted-kampagne med forfærdelige praktiske rammer, hvor at jeg oplevede noget ret tåbeligt. Vi sidder og har en forholdsvis følelsesmæssig intens scene med karaktererne omkring et bål, hvor jeg ville have scenen klippet, men hvor at en af medspilleren sagde at vi ”bare skulle spille den ud til den var færdig”. Den var sguda færdig spasser! Det er en vigtig ting for en spilleder i bordrollespil at han jo netop skal klippe når han mener en scene er færdig. Den skal klippes fordi at den elles bare løber ud i sandet og ikke bevarer nogen spænding i spillet. Han ville altså med andre ord have scenen til at løbe ud i sandet. Ahva`? Det er jo netop ideen med at en spilleder kan klippe at han kan bedømme hvornår en scene ikke har mere spændende indhold. Vi spiller ikke live her! Vi spiller essensen af historien. Skal vi så også følge med når min karakter går på lokum og skider? Hvad fanden snakker du om din lallende spasser?

Det med at spille rollespil har for mig altid handlet om at stræbe efter den gode oplevelse. Jeg vil hellere spille virkelig dårligt rollespil end middelmådigt rollespil, for det dårlige rollespil kan jeg da om ikke andet lære noget af (og brokke mig over i baren senere sammen med de andre, hvor vi kan stå fuld og råbe over hvor latterligt et spil af tid det var og hvordan vi havde foretrukket at der blev udøvet aktiv dødshjælp på os i DB HQ). Lorterollespillet skaber mere end det middelmådige rollespil gør, om ikke andet så underholdning uden for spillet (fordi det jo er sjovere at snakke om lortescenariet man har spillet, end det er at snakke om det middelmådige scenarie). Middelmådighed er at køre på rutinen, middelmådighed er ikke at tage rollespil alvorligt som medie og ikke at anerkende hvor fantastisk det kan være. En anden grund til at jeg hader middelmådigheden er at dårligt rollespil ofte udspringer af at prøve noget og hvor at det ikke virker. For at tage et vigtig eksempel mener jeg f.eks. ikke med dette at live kun er værd at spille hvis vi har sindssygt vilde kulliser og de sejeste kostumer. Det jeg mener er at man fra arrangørernes side skal gøre en reel indsats for at gøre spillet godt og at man fra spillernes side skal gøre det samme (erstat evt. ”arrangørerne” med ”GM’en” for bordrollespil). Et eksempel på hvor jeg synes man har gjort det (i hvert fald fra arrangørernes side) er den odenseanske kampagne Nomin Argawaen. Jeg synes selv at vi har gjort en indsats for det i min faste tirsdagsgruppe (hvor vi nu i 2½ år har spillet WFRP og har rodet rundt i mudder og er blevet smurt ind i blod!), hvor at vi har forsøgt at være bevidste om hvad det er vi laver og hvad der kan gøres bedre. Jeg forstår glimrende at man kan bruge rollespil som en måde at være social på, men for mig er det ikke nok. Så kan vi lige så godt være sociale som sådan udenfor rollespillet.

Min vigtigste pointe i den her samling rod af en rant er at man skal være bevidst om hvad fanden man laver. Lad være med at sige ”jeg vil gerne lave et steam-punk livescenarie”, men tag i stedet for og sig: ”Jeg vil gerne lave et scenarie om dekadente industrimatadorer og deres oprørske tjenestestab i en steam-punk setting”. Især det med setting over historie har jeg sandelig set tilpas mange gange i live. Det relevante er hvad det er vi spiller, ikke indpakningen.

Gå ud og dræb en rollespiller, der stræber efter middelmådighed idag. Så giver jeg en øl! 😀

Reklamer

En mening om “Jagten på middelmådigheden

  1. Heh. Lidt ked af jeg var så længe om at få læst indlægget. Du er jo ustyrlig! (hverken på den gode eller den dårlige måde, bare på den objektive måde).

    Jeg afskyr selv dårlige klip, men damn du går hårdt til den.
    Hvorfor er det kun spilleder der må klippe i din historie? Lav om på den regel.

    Udryd gerne middelmådister for min skyld (ikke-voldeligt, tak!), men ve dig om du laver et eneste justitsmord og får en enkelt mand med der bliver ved det samme spil/genre/historie/whatever for at gøre det bedre og bedre hver gang (heller ikke selvom han har taget fejl og derfor laver live). Vi skal sgu også huske at gå tilbage til de ting der virkede (eller ikke virkede dengang) og gøre dem endnu bedre. Men det er jo trivielt at jeg er enig i at gentagelse af noget middelmådigt er fjollet.

    Out!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s