Evaluering af “Dengang i Orangeville”

I min søgen efter at blive en god scenarieforfatter (og udlevere mig selv endnu mere på min egen blog) har jeg gjort mig nogle tanker om scenariet Dengang i Orangeville, hvad der duer i scenariet og navnligt hvad der ikke duer i scenariet. Der vil ikke være nogle spoilers i dette indlæg, men dog stor taknemmelighed til Anne Vinkel og Kristian Bach Petersen.

Jeg har denne her fikse ide om at man i meget høj grad indenfor dansk scenarietradition har haft et problem med at kigge på et scenariets delelementer og ikke på scenariet som helhed. Det er sådan set fint nok indtil et givent punkt, men jeg syntes at det bliver problematisk efter at måderne at strukturer og skabe et scenarie på er blevet voldsomt udvidet. Problemet handler især for mig om definitioner (hvilket gør at jeg er ærgerlig over at jeg ikke er stødt på en virkelig klar definition af jeepform endnu) er vigtigt, for jo bedre definitioner man har, jo nemmere har man ved at forstå hvad delementerne til sammen er (altså scenariet). Med andre ord synes jeg at Thomas Munkholt havde fat i noget da han på et tidspunkt sagde at man i Danmark ”havde skrevet verdens bedste scenarier uden at vide hvorfor”.

Zap! Videre til mit scenarie. Mit problem var der at jeg (overvældet af alle de mange teknikker, som der jo findes) valgte en teknik, som jeg ikke er sikker på var den rigtige teknik til hvad jeg ville med scenariet. Mit udgangspunkt var at jeg gerne ville skrive et drama/action scenarie i en western-setting med fem kvinder som hovedpersoner. Da jeg begyndte at skrive spilpersonerne blev det klart for mig at nogle af tingene er svære at få til at spille, at få i spil. Min tanke var derfor (også fordi at det ikke var givet at gruppen skulle samarbejde) at jeg gerne ville have et system, der gjorde at karakterenes hemmeligheder kom i spil og at de kunne komme op imod hinanden på en måde, som ville gøre at deres hemmeligheder ville komme frem. Det oplagte valg (i forhold til at jeg skrevet et western-scenarie) var at lave en eller anden for for poker-mekanisme, hvilket greb om sig.

I sidste ende gjorde det det nok også på nogle måde, som var mindre hensigtsmæssige. Problemet var bl.a. at poker (i dette tilfælde Texas Hold’em-versionen) ikke just er let at mestre, fordi der både er psykologiske og matematiske elementer involveret i spillet som udgangspunkt. Der er med andre ord for mange faktorer til at jeg (i bagklogkunstskabens lys) burde have valgt en anden mekanik/struktur. Tanken bag at hemmelighederne burde komme frem i lystet ville jeg nok i dag (hvilket nok sker hvis jeg kan får Orangeville på Vintersol) kunne jeg have løst ved at skrive klart og tydeligt til spillerne ”Dette er et narrativistisk scenariet, hvilket vil sige at du skal spille din karakter efter hvad der vil give den bedste historie. Derfor skal du tænke: Hvad ville min karakter gør her, som ville give den bedste historie?”. Det eneste problem ved dette er at jeg et eller andet sted ikke er så glad som forfatter for at give spillederen ansvaret for at afslutte historien og fortælle epilog og lignende. Interessant nok har jeg ikke noget imod det som spiller.

Noget andet, som gik galt med pokermekanismen var at det påvirkede hele strukturen for scenariet, hvor at der stort set ikke var andet end en begyndelse og en slutning. Det som derefter er spørgsmålet er hvordan at strukturen så skal være? Jeg er egentlig ret glad for kontrasten imellem imellem de to byer (Orangeville og Oracle), som mere eller mindre er henholdsvis den positive og den negative side af det vilde vest. Spørgsmålet er blot mere eller mindre hvad historien i scenariet helt præcist skal have af delelementer? Pitchen til scenariet er sådan set meget ”Orangeville handler om 5 kvinder på kant med loven i det vilde Vest, som bliver jagtet af dusørjægere”. Min tanke er at jeg helst ikke vil have noget kort over området og jeg føler mig et eller andet sted fristet til at sige at det er en præmis for scenariet at spilpersonerne tager fra Orangeville til Oracle, hvor at scenariet slutter. Med andre ord tage en form, som er meget typisk for den danske scenarietradition og egentlig tror jeg ikke at det er nogen dårlig ting som sådan (selvom det ikke bliver totalt systemløst. Med andre ord noget ala det som René Toft gjorde i Zombies DK).

 

Et andet kritikpunkt er at jeg ikke nåede at læse korrektur på møget. Det skal og må jeg nå til Vintersol (og Velkommen til Friheden til Fastaval 2011). Noget af det som til gengæld fungerer i scenariet (her på falderebbet, da det ikke er så vigtigt) er karakterene (selvom de i bedste Thais Munk-stil) er for lange. Det er stort set det samme, som jeg har skrevet i dette indlæg. Anne Vinkel havde dog den bedste ros til scenariet, som var hun satte pris på “ikke automatisk at skulle spille pigen i gruppen”, hvilket er en meget præcis definition af hvor feministik scenariet er tænkt fra min side.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s