Hvad sker der med karakteren bagefter?

Advarsel: Jeg har (om muligt) i endnu mindre grad end normalt formuleret mine tanker om det her inden jeg gik i gang med at skrive.

Den halvlange indledning, som kan springes over

Jeg har her for nyligt læst Demonstealer og Shadowmaster begge af Marc Gascoigne, hvor jeg er blevet færdig med den sidste for cirka tyve minutter siden. Begge bøger er romaner til Sværd og Trolddom-verdenen eller Fighting Fantasy og jeg er meget begejstret for dem. De er bind nummer 2 og 3, hvor nr 1 er The Trolltooth Wars eller Troldtandskrigen. Det balancerer (uden at jeg har 100% styr på de betegnelser) for mig et meget interessant sted imellem at være fantasy og at være sword & sorcery. Magi er en helt anden størrelse der end i mange andre verdenen. Der er enormt meget vildnis og en masse rester af civilisationer, som blev store og faldt meget heftigt igen. Endnu bedre er helten, Chadda Darkmane (på dansk hed han Chadda Mørkemanke), som er en tidligere barbar, som blev ridder.
Han har en fantastisk dynamik som karakter, fordi at han har en barbarisk handlekraft og tendens til at se stort på regler, men samtidig har han også en ridderlig stræben efter ære og retfærdighed, som gør at han konstant blander sig ting med stor handlekraft, som gør at han igen finder andre ting som han må blande sig i (hvilket som regel bliver blodigt). Hans problemer bliver altså bare større og større indtil han slår dem ihjel på blodig vis (eller når alle hans kærlighedsinteresser enten dør eller viser sig at være gudinder).

Hovedpointen

Det interessante er at Chadda Darkmane i slutningen af Shadowmaster….når frem til en erkendelse, som gør at han ændrer sig meget. På en halv side beskrives det hvordan at hans verden bliver vendt på hovedet. Virkelig Buddha under piletræet.
……men så sker der ikke mere. Så sidder jeg med en bog fra 1992 og ved ikke hvad der bagefter sker med min helt, som har kæmpet, tabt og dræbt for æren og for sit fædreland langt væk.  Jeg havde forventet at der ville være en slags afslutning med Chadda Darkmane, hvor at vi havde hørt om at han vendte tilbage til sit fædreland, hvor at han slog sig ned, etc. Romanen sluttede bare uden at jeg fik at vide hvad der skete med ham. Der fik jeg en fornemmelse af deja-vu, af at have oplevet det før. Det har jeg nemlig i rollespil, både live som bord.

Det er oplevelsen af hvad der sker med en karakter bagefter, når livescenariet pludseligt er slut, når en kampagne løber ud i sandet eller aldrig kommer videre. For hvad fanden sker der så med vedkommende? På en gang synes jeg at det er vildt fedt og samtidig vildt frustrerende. Det er fantastisk, fordi det er noget af det som gør historier og oplevelser med rollespil interessante for mig. Det er fragmenteret og jeg får ikke hele billedet, men samtidig får jeg det på en måde som (når det er allerbedst) overvælder mig med en enkelt person og vedkommendes liv, tanker og følelser.

Intet er værre (som jeg har brokket mig over tidligere) end folk, som efter et live kommer sådan “Ej, men efter havde jeg tilkaldt 50 riddere og så havde I…” Luk røven spasser. Det skete ikke i scenariet og lige nu er du i gang med at ødelægge min drøm, min historie. Et andet eksempel kunne være Maximillian eller Kaspar Bäcker, som begge to var Warhammer Fantasy-karakterer som jeg spillede, hvor at jeg ikke kunne lade dem ligge bagefter at henholdsvis kampagnen løb ud i sandet og at livescenariet var slut. Derfor kom de med i en senere WFRP-kampagne, som jeg kørte i Odense. Grundlæggende set synes jeg at det fede ved de karakterer, hvor deres efterspil står ukendt hen, er at så kan det være alle de mange muligheder der er. Alt kunne som udgangspunkt være sket med Maximillian, en latterlig bagersøn, som stak af og blev tyv i Nuln bagefter, men han kom tilbage i min kampagne, hvor han havde fået en høj position som Kejserlig spion. Der kunne være sket 1000 ting med ham, men netop det skete. Jeg har mange andre karakterer, der det er sket. En abetræner, som jeg spillede i In A Wicked Age. En forbandet brettoniansk ridder. En australsk sociolog, der tog med som pioner til en anden planet på menneskets første kolonisering af rummet. Jeg ved ikke hvad der er sket med dem, hvilket gør at ingenting og alting er sket for dem. Det er både fantastisk og frustrerende. Nok mest lettere vemodigt.

I tidernes morgen tog jeg på Viking Con 22, hvor jeg var ret ærgerlig over ikke at kunne komme til at spille dette scenarie. Foromtalen er desværre ikke på Alexandria, men der var pointen nemlig “hvad gør karakterne efter at kampagnen er slut?” Jeg har ikke noget klart svar på hvad jeg har smidt op her, men jeg tror at den unikke måde, som rollespil fortæller historier på (i modsætning til film, bøger, teater, etc), hvor at noget står ukendt hen har noget at gøre med hvorfor jeg elsker både live- og bordrollespil så meget. Det var en omgang tilfældige tanker, skrevet ned imens jeg hørte Opeth og drak rooibos-the. Smid en kommentar!

Reklamer

7 meninger om “Hvad sker der med karakteren bagefter?

  1. Jeg har altid være lidt ked af af de scenarier der ukritisk har epilogfortælling. Det kommer let til at overdøve handlingen eller afsløre for meget. Det værste er hvis man ender med at opsummere 25 års liv på 60 sekunder. Næh, noget kreativt bipersonsfortalt vignet eller lignende. Giv mig struktur og begræns mig, så folder jeg mig helt ud.

    Eller lad det stå åbent. Lad være at fortælle, instruer spillerne i ikke at digte videre. Gør noget med det!

    Jeg har lige spillet det udemærkede Fucking Mental!, men til sidst var der den klassiske runde “Hvordan går det med din spilperson?” Jeg hader den måde man som den første skal fortælle sin persons videre skæbne i et tomrum og så når de andre fortæller ting som vender op og ned på billedet. Det er træls.

  2. Jeg kan ikke lade være med at mindes Kristoffers indlæg på planB-bloggen i forbindelse med denne diskussion af en karakters efterspil – også selvom vinklen er en anden – hvorfor der lige er dette link:
    http://planbrollespil.wordpress.com/2010/12/11/fortaenkninger-%E2%80%93-i-think-therefore-gunhilda-dies/

    @ Oliver: Det er interessant. Epiloger har har fået en helt bestemt form og funktion, hvor man “enige” om, at der ikke er mere på spil, og den enkelte spiller kan nu fortælle i fred og ro om sin karakters endeligt – opnåede du ikke din historie i scenariet, så gør du det nu.
    På et plan kan man vel argumentere for, at epilog-snakken enten erstatter eller supplerer “Djævelen for enden af scenariet”.

    @ Thais: Kom gerne med flere af den slags indlæg 😉 Åbenbart er rooibos godt for dine tanker.
    For resten din beskrivelse af Mørkmanke lyder for mig mere som noget af David Eddings end som noget, der har nogen særlige rødder i Sword & Sorcery.

  3. Morten: Lige præcis! Og jeg synes det er en billig måde at få sin historie igennem på, det har slet ikke den samme værdi at fortælle sin sejr efter al modstand er overvundet, i forhold til at kæmpe for det undervejs i spillet. Ej heller er det på samme måde virkeligt/tilstedeværende/immanentiseret som det der er blevet etableret undervejs. Det får lidt samme tone som fan-fiction skrevet som efterfølger til et reelt værk.

    Jeg kan se hvor epilogen måske har en værdi. I de meget stramt opsatte scenarier hvor du som spiller får rollen udleveret, scenerne er skrevet ud på forhånd, med issues, hvem der er til stede, etc. og du sådan set kun selv bestemmer over rollens udtryk, frem for dens opførsel.* Her ender epilogen med at være det eneste sted spilleren kan fortælle reelt rolle spil. Men jeg synes lidt det smager af trøstepræmie i den fortolkning.

    For mig er det vigtigste at vi hele tiden presser for at styrke interaktiviteten i rollespillet og ikke lader os glide tilbage til den passive underholdning. At man som spilskaber også tænker over hvilke input muligheder spillerne har og hvordan man bruger dem til at styrke den oplevelse man vil give dem.

    * Ikke et ondt ord om den slags scenarier, det super sjovt hvis man er i humør til det.

  4. johs

    I sidste uge spillede vi den sidste spilgang i vores meget lange Warhammer kampagne .

    Inden vi spillede de sidste to spilgange bad Jonas om muligheden for at fortælle epilog. Efter det sidste scenarie fortalte 4 ud af 5 spillere og jeg epilog for deres spilperson. Jeg vidste godt det var et simpelt tricks, men det var som det skulle være. Jonas fortalte først og havde tydeligvis tænkt over Wilburs forsatte liv. Generelt blev det til 4 rigtig fine fortællinger, der sammen med den slutscene jeg havde planlagt, skabte en rigtig god ramme for vores sidste 4 års samspil.

    Jeg synes det er lidt dumt blot at afskrive epiloger som platte, ligesom de heller ikke er gode i alle sammenhænge. Det er derimod en vigtig pointe at en epilog ikke kan være en slutning. Det er i sagens natur noget der kommer efter selve slutscenen. En epilog kan ej heller “rede” en dårlig slutscene.

    (Forresten havde jeg selvfølgelig også en “Djævelen for enden af scenariet”, Morten. Det kan godt være jeg vælter mig i rollespilklichéer, men jeg skriver stadigvæk pisse gode scenarier).

  5. Det er ikke min intention – måske andres 😉 – at afskrive epiloger, men mest af alt undersøge dem, og hvad det er for en implicit aftale, der ligger i epilog-spillet, og sekundært at kritisere bevidstløs brug af epiloger på samme måde, som jeg i sin tid kritiserede den bevidstløse brug af “Djævelen for enden af scenariet”, der i mange scenarier blev indsat som en undskyldning for, at der ikke var nogle reelle valg i scenariet, eller bare blev anvendt som en fomularisk scenarie-form for at fortælle en anden historie – dvs. at forfatter ville fortælle en historie, og han anvendte formen til at fortælle den uagtet om form og historie hang sammen.

    På samme måde mistænker jeg, at nogle kunne finde på at bruge epilogen til at fortælle den historie, der ikke kunne fortælles i scenariet, lidt ligesom når nogle forfattere skriver halvdelen af historien i scenarie-oplægget i stedet for at lade spillerne spille oplægget. Både scenarie-oplæg indskrevet i rollerne, epilog-spil og Djævelen for enden af scenariet bliver (i sin negative form vel at mærke) sovepuder for forfatter, der får lov at skrive en historie og så kompenserer med ligegyldige valg og fortalte afsnit.

  6. Thais Munk

    Tusind tak for alle kommentarerne!

    Det er sjovt, for efter jeres kommentarer er jeg kommet i tanke om hvordan at jeg selv afsluttede begge af mine to Warhammer-kampagner. Der gjorde vi det sådan at der var et større slag (i begge kampagner, jeg er åbenbart glad for krige i WFRP), hvor at der derefter var en epilog med en sidste scene. Denne epilog var dog bare en afrunding af kampagnen og ikke andet. Jeg valgte ret bevidst (fordi at jeg som sagt kan lide denne her usikkerhed om hvad der sker med karakteren bagefter og fordi at jeg skulle forsætte en ny kampagne med de ændringer, som der var sket i verdenen) ikke at specificere hvad der skete med karakterene bagefter.

    Jeg har ikke noget imod epiloger som sådan, men jeg har samme reservationer overfor dem som Oliver har. Det bliver nemlig meget nemt til “Nå, nu kan jeg gøre det, som jeg ikke fik gjort i selve scenariet”. Jeg var dog glad for epilogen i Kompasset af Stefan Lægteskov (en af de mest undervurderede forfattere i dansk rollespil), da hele scenariet handler om fire mennesker, som forholder sig til at de lever på en forkert måde. Der gav det mening fordi at karakterene ændrede sig og tog deres liv op til revision.

  7. Pingback: Sværd og Trolddom: 3 ukendte romaner, troldmanden Zagor og en fed setting | Frygt og lede i Odense

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s