Om hvorfor jeg elsker WFRP så meget

Jeg havde en mægtig fin, enormt hyggelig og meget inspirerende samtale med Claus Kiplev på Fastaval i år, hvor vi talte om en del forskellige ting. Bl.a. talte vi om Warhammer Fantasy Roleplaying og hvad det er, som holder ved settingen. Jeg har selv overvejet at skrive om det før på min blog, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvad det er som er så fedt ved spillet.

  • Dels er der et regelsystem, som jeg er stor fan af. Det var ikke nogen ny tanke med Critical-tabeller, da WFRP udkom, men måden det blev gjort på (hvor det ikke handlede om realisme, men om at gøre ting gritty og ubehageligt voldelige) gjorde at det fungerede.
  • Det er også fedt at settingen læner sig op af historiske begivenhed og lande (Det Tysk-Romerske Kejserrige), hvor at man har noget at forbinde de forskellige lande med ift kultur, etc.
  • Derudover er supervildt ikke at settingen (mere i de tidligere udgaver end nummer 2, jeg har ikke læst nummer 3) ikke lægger fingerene imellem. Der er massere af grimme mennesker, mange af dem har sygdomme, mange af dem har levet lorteliv og kommer til at dø på utrolige lortede måder. Det er gritty og det anerkender at folk ikke dør på rare måder. Folk dør ikke når de går ned på -11 i hp. Folk dør når deres tarme bliver skåret op eller når deres lemmer flyver rundt i luften imens at vores helte bliver smurt ind i blod (igen-igen).
  • Derudover synes jeg at selve settingen har nogle fede historier og der er sgu sket ting. “The Great War against Chaos”. Wow. De slagtede hinanden i store mængder. Sigmars samling af Imperiet, Gilles le Bretons samling af Brettonia. Wow. De slagtede orker i enorme mængder og sagde seje ting. Det er sguda pissefedt!

Men i bund og grund er det ikke nogen af de ting, som virkelig gør det for mig. Det fede ved settingen at den føles virkelighedsnær, hvilket da også har noget at gøre med de ting. Det føles som virkelige personer med virkelige problemer meget langt hen af vejen. For at tage nogle eksempler fra mine egne kampagner, så havde vi troldmanden Flak Ravnsberg og den brettonianske kriger Ferragus de Parrravon. Flaks fader havde smidt ham ud på grund af hans magiske evner. Ferragus var blevet fredsløs i Brettonia pga at han stak af fra sit lortejob som bondekriger. Det er da om noget ting folk kan sætte sig ind i. Problemer med ens forældre og at man ikke bryder sig om sit arbejde. Det er taget ud i en ekstrem, men det føles reelt. Det giver mulighed for en af de smukkeste ting i verden (hvis man spørger mig), nemlig empati. At vi kan sættes os i andres sted og forstå hvorfor de handler som de gør og føler som de gør (også selvom vi kan være nok så uenige). Det er for mig det smukkeste ved Warhammer Fantasy Roleplaying. Jeg kan sætte mig ind i meget af hvad der foregår og hvorfor folk agerer som de gør.

Hvis man f.eks. tager Kaos-guderne kan de reduceres til simple koncepter, hvilket også er grunden til at der er så mange, som falder for deres lokken. Vrede. Fortvivlelse. Ambition. Lyst. Der kan bygges videre på det, men det har for mig altid været essensen i de 3-4 brødre og deres halvsøster. Derfor er det så nemt at falde for deres magt, selvom prisen er høj. Noget andet er så at man så måske på nogle punkter har mistet det en smule. Bl.a. har nogle forfattere tilsyneladende glemt at Sigmar-kulten ikke er monoteistiske. Det hele lugter for mig virkelig meget af at man vil have mere 40K-stemning ind. Problemet er bare at det kan man ikke. Kirken i 40K har grund til at være så ekstrem, som den er. Den er noget af det eneste, som holder sammen på Imperiet i den verden (og om noget er Imperiet mere eller mindre lig med menneskeligheden i 40K). Det har Sigmar-kirken ikke på samme måde. Problemet er selvfølgelig også at der er modstridende oplysninger om hvorvidt heksejægerne i Imperiet ligger under Sigmar-kirken eller staten som sådan. Det er noget frygteligt rod (og det med Sigmar-kirken som det er skrevet giver ikke specielt god mening, som det er skrevet). Det er så hvad det er….jeg forstår bare ikke hvad heksejægerne laver i Kislev…men ja. Ikke noget nyt at GW og Co. fucker ting op.

Fantastisk setting og spil derudover, men problemet er desværre ved WFRP er der ikke er nogen gylden middelvej. I min optik er alt hvad der er udkommet til første eller anden udgave af spillet enten dybt genialt eller det argeste gang lort nogensinde. WFRP er for mig kærligheden, der altid varer ved. Jeg begyndte (17 år gammel med kort hår) som GM på WFRP og jeg elsker skidtet. Måske vil jeg måske en dag tilmed læse tredje udgave og se om det er noget for mig?

Uanset hvad er man netop nødt til at elske et spil, hvor at karakterene ikke møder hinanden på en kro, men nok snarere møder hinanden da de bliver sidt ud af en kro klokken kvart i 3 om natten, hvor hovedpersonerne bliver smidt ud af kroen og lander i en pøl af mudder, øl, pis, bræk og blod. Derefter rejser de sig stolt…og gør indenfor for at drikke videre og trampe livet ud af kroværten. Sådan begynder rigtig eventyr nemlig. Sikkert også i den virkelig verden.

Reklamer

9 meninger om “Om hvorfor jeg elsker WFRP så meget

  1. Jeg har også haft svært ved flerkultesystemet. Iflg. Morten G. skulle det være et klassisk fantasysetting-problem: man vil gerne ha’ kætter og man vil gerne ha’ mere end en gud.

    I Warhammer er der dog noget andet på spil. Sigmar-kirken opfører sig – nogen gange – som om der kun er en kult, nemlig den selv. Andre gange er den bare den vigtigste kult iblandt andre kulte. Det er forskelligt beskrevet, hvilket jeg vælger at tolke som om begge ting er rigtige.* Det er en tolkning.

    I min udgave af Imperiet er der en religiøs udvikling og konflikt – et opgør fra Sigmar-kirken med flerkultesystemet. Det er en konflikt Sigmar-kirken allerede er ved at vinde, da Sigmar-kirken er den eneste kult, der også har kirkestatus. Den er organiseret og har politisk indflydelse på en måde som de andre kulte ikke er.

    Man kunne en fed trediveårskrigs kampagne over den konflikt. Måske er det det Empire in Flames eller måske fan-produktet Empire At War handler om. Jeg har ikke læst dem og ved det derfor ikke. Jeg ville, hvis jeg skulle lave en sådan kampagne, sætte den før stormen, fordi jeg stadigvæk har det mærkeligt med stormen.

    *) Altså at nogen mener det ene og andre mener det andet og ofte skifter folk mening.

  2. Det er sgu egentlig en sjov størrelse, det der Warhammer.
    Settingen er som sådan mega-fed, men har personligt haft en overeksponering af den i de sidste par år, nok mest i form af dens domninans indenfor live-verdenen.

    Den eneste længere oplevelse jeg dog har haft i settingen startede dog ikke med end druktur med bræk, men trods alt med en kro og en død krofatter. Samme historie sluttede med to spillere brændt på bålet, og to andre faldet til mørket magter. Totalt meget Warhammer.

    Men, hvad gør man når at spillerkarakterene ikke er sådan lige til at forholde sig til, f.eks med en hel flok dværge? Er det så bare endnu et lag eller ødelægger det tesen om man kan forholde sig til det på en mere nærgående måde?

    1. Jeg har også et problem med at man kan spille andre racer end mennesker, så det gjorde vi ikke i min lange Warhammerkampagne og hvis vi skal spille det igen, så dropper vi måske det andre racer helt.

      Mit Warhammer er sgu ikke helt efter bogen og måske skulle trediveårskrigen uden alt det der fantasy?

      1. Noget af den der ‘hammer stemning ryger da lidt hvis man går totalt historisk. Men each to his own. Der er jo også noget charmerende at se tidsperiode slå hovedet imod hinanden, hvilket Warhammer gør til perfektion.

        100-Års Krigens franske og engelske riddere imod vikinger med horn og tentakler.
        Trediveårskrigens tyskere imod renæssance-italienere.

        Historisk pastiche-potpourri! Bedre bliver det kun hvis man går 100 pct. rent historisk.

        1. Hmmm… smag og behag. Jeg har mange problemer med Fantasy generelt og holder mest af den Pulp/Sword & Sworcery og synes Tolkien and what not er mindre interessant eller sejt. Alle de der forskellige racer hænger mig i særdeleshed ud af halsen. Når jeg spiller Warhammer, så findes der selvfølgelig hobbitter mm., men de er mystiske væsener. Både mine spillerne og jeg er enige om at de andre racer kun optræder som bipersoner og kun i et begrænset omfang. Vi kan godt lide at verden er lidt mystisk, mytisk og okkult.
          Det er helt sikkert en smagssag – men altså ikke ligegyldigt af grund.

          Derudover er jeg tossevild med det der historisk pastiche-potpourri. Det er grunden til at Warhammer er og bliver min go to setting når det gælder fantasy. Man kan jo spille alt i den setting! 😀

  3. Pingback: Trediveårskrigen < Sort Forsyning

  4. Thais Munk

    Tak for kommentarerne! Jeg kan allerede nu konstatere at vi ser anderledes på det mht inspiration fra historien. Jeg er kun interesseret i det overall (det Romersk-Tyske Imperium, italienske renæssance, etc). Derudover har jeg et ret anstregt forhold (bl.a. i den verden) til at alle Nosca-folkene skal være kaos-agtige, men det er (igen) mere et problem i anden udgave end i den første.

    Johs: Fair nok, men jeg kan ikke se på det på helt samme måde. Problemet er jo at ikke-Sigmar kulterne findes i andre lande udover Imperiet. Dermed kan jeg ikke se hvordan at de skulle kunne trumfe det igennem eller overhovedet overveje det. Politisk magt, ja, men der er mere i det end det. Bl.a. det med at jeg slet og ret ikke forstår hvordan at tanken giver mening når de forskellige ordener hver især har præster, som kan udøve guddommelige mirakler.

    Hjort: Jeg kan ikke se problemet ved at folk spiller de andre racer. Den eneste race, hvor at jeg synes at det er et problem er elverne. Jeg ser det primært som noget kulturelt og ikke så meget som noget biologisk. Jeg kan godt følge dig, men jeg synes at den kritik (hvordan kan jeg sætte mig ind i en anden races tankegang?) kan rettes mod stort set alle fantasy/space opera/sci-fi rollespil. Jeg så bare at den gælder i mindre grad i WFRP.

    1. Hvorfor snakker du om andre lande, Thais?
      Der er en religionskonflikt i Imperiet – ligesom der forresten også var i det Romersk-Tyske og er og har været i mange andre lande/nationer/Imperier.
      I min religionskonflikt vil Sigmarkirken ikke total bandlyse de andre kulte – overhovedet ikke. De vil blot langsomt indarbejde deres domæner i underkategorier af deres egen kodeks. Vi er helt i starten af denne konflikt, hvor Sigmarkulten forsøger at være den primære krigskult i Imperiet, men Sigmar går jo også op i de døde, i viden, i loven og i så mange andre halvabstrakte fænomener, som andre kulte før har haft eneret på.

      Men der hvor vi grundlægge nok er “uenige” er at når Warhammer-kanonen modsiger sig selv eller producerer mere åbne konflikter (fx at Averland står uden leder og har gjort det i mange mange år) så ser du det som en form for fejl og jeg ser det som en mulighed. Du har sikkert ret, når bøgerne modsiger hinanden og sig selv så er det en fejl. Jeg har det nok til gengæld sjovest, fordi jeg, næsten hver gang bøger modsiger sig selv, siger “hvordan kan begge dele være rigtigt?”. Fx beskrives det at Moor ikke har religiøse ridder (i ToS), men i Sigmar’s Heirs beskrives et stolt med Moortempler i Stirland. I min verden betyder det blot to ting: at Moors “ridder” ikke er rigtige ridder med rustninger, men mere snigerheksejægertyper og at de er så hemmelige at de ikke engang måtte beskrives i ToS. 😉

      Jeg fejllæser med vilje, men jeg mener det er en god og brugbar måde at læse champagne settings på.

      1. Thais Munk

        Hej Johs,

        Så fik jeg tid til at svare 🙂 Jeg tror til dels at vi ser forskellig på det og derudover at vi bør være enige om at være uenige.

        Lige for at runde den af: Jeg taler om de andre lande, fordi at kulterne er multinationale organisationer (det varerier hvor ofte de samles, men de har alle i en eller anden grad en ledelse), hvilket for mig er det som virkelig gør WFRPs trosverden interessant. Der er en samling kirke, som godkender hinandens eksistensberettigelse og som godkender hinandens guder (og deres eksistens), men hvor at de f.eks. ikke godkender Kaos-kulterne (uden at de benægter Kaos-gudernes eksistens). Det er for mig spændende, fordi at det er nuanceret. Sigmar-kulten er så bare ikke skrevet til at være specielt nuanceret. Det du skriver lyder til gengæld ret nuanceret, hvilket er fedt.

        Derudover er jeg glad for åbne konflikter, men jeg kan ikke lide når settings modsiger sig selv direkte. Hvis det blev skrevet, så det var tydeligt at sandheden var flere ting ville det være fedt. Det kan jeg så bare ikke se i min læsning af det. Så virker det bare sjusket på mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s