[5. dec] “Drømmen om en Konge i Gult” revisteted

Vigtig info til alle: Hvordan man laver en Manhattan.

Som jeg nævnte da jeg skrev om scenariet i forgårs er det jævnt hen besværligt at anmelde uden at spoiler. Så fuck anmeldelsen. Nu analyser vi møget i stedet for. Jeg skrev mere eller mindre i går (inden jeg opdagede min tidsnød og gik i panik) at scenariets store force ikke er det skrevne oplæg som sådan, men hvor godt at det fungerer i praksis. Jeg synes ikke at selve scenarieteksten inspirerer mig som sådan. Det gør selve ideen om Manhattan, hans film og hans skuespillere (karakterene) derimod. Karakterene er god prosa og derudover synes jeg at måden, som hver enkelt karakter involver spillerens personlighed er opfindsom, idet at man ikke gør som der gøres i dag (playing close to home), hvor at spillerne inddrager en del af sig selv, hvor at spilleren er bevidst om det. I ”Drømmen om en Konge i Gult” er folk ikke bevidst om at de inddrager en del af deres egen personlighed (det er i hvert fald mit indtryk). Det er dermed den legendarisk form for ”mind-fuck”, hvor at grænserne mellem karakter og spiller udviskes, hvilket jeg synes er interessant. Jeg synes bl.a. at det er interessant, idet at det er i så kraftig modsætning til ”playing close to home”/”bleed”-bølgen, som jeg mildest talt ikke er fan af. Det irriterer mig blot at jeg aldrig selv har fået spillet det, for jeg har ikke set andre eksempler på den slags manipulation af spillerne og jeg har haft svært ved at forestille mig præcist hvordan det er at opleve som spiller. Jeg må huske at spørge mine spillere næste gang jeg kører scenariet.

Jeg skrev i sidste indlæg om scenariet at jeg synes at karakterene er interessante, hvilket jeg synes af flere grunde. Dels fordi at de (på trods af at der stort set intet står om hvad de ellers laver) er meget interessant, udelukkende i kraft af deres personlighed og deres relationer til de andre spilpersoner. Der er skabt noget som minder oprigtigt om en reel vennegruppe fra gymnasietiden. Samtidig med dette er settingen i form af København i begyndelsen af 1960’erne involveret på en fed og subtil måde og hele plottet med Kongen i Gult er smukt vævet ind i det. Det som jeg elsker og hader ved scenariet er hvordan at de to elementer (filmen i København 1962 og Hastur) aldrig helt og aldeles bliver klart forbundet. Man får lov til selv at bestemme hvordan sammenhængen er eller også at man kan konkludere at der ikke er nogen sammenhæng. Stjernefrusterende og superfedt samtidig.
En sidste anekdote var at da jeg kørte det på Fastaval skrev jeg “Veritas” (latinsk for sandhed) ned på gulvet, da de spillede i Cassildas lejlighed, hvorefter at det blev visket ud mere eller mindre. Hvad er sandheden? Ingen ved det?

Jeg er ved at løbe tør af ting at skrive, så jeg vil slutte af med et par åbne spørgsmål, min sidste ide om “Drømmen om en Konge i Gult” og derefter åbne ballet.

-Hvad er jeres tanker om scenariet og paradokset i at filmen og Hastur ikke er forbundet og alligevel er det?
-Mindfuck-elementet? Hvordan er det at opleve?

Min sidste tanke er (jfr at der bliver snakket om Call i kommentarer i sidste post) at køre en kampagne med udgangspunkt i scenariet. Man spiller scenariet, hvorefter at det sluttes. Hvis spillerne derefter kunne lide scenariet, spiller man en kampagne bagefter, hvor at spilpersonerne skal forsøge at finde ud af hvad fanden der lige skete med Manhattan og hans film tilbage i 1962. Jeg tænkte at det kunne være en interessant løsning på scenariets problem og ikke mindst en interessant udfordring for mig som GM.