[11 dec] Tanker om horror som genre

Jeg betegnede tidligere (uden at have tænkt videre over det) horror som den glemte genre indenfor rollespil (forstået som con-scenarier for jeg har ikke gjort mig større tanker om horror i live). Lidt hurtig research på Alexandria viste spor på at der ikke er blevet skrevet så mange horror scenarier i nyere tid. Hvad snakker vi så om når vi snakker om horror som en genre? Okay, frygt. Det er giver meget sig selv. Vi ønsker med andre ord at opleve frygten igennem fiktionen. Vi ønsker at blive skræmt, ligesom når vi ser gyser-film/læser ditto historier. Det er spændende, det er god underholdning. Oprindelsen for meget af det her er historier, som er gået fra mund til mund, som har handlet om spørgelser, Djævlen, varulve, etc. Jeg skelner imellem to-tre typer for horror i rollespil, med udgangspunkt i denne perle af (TRADADAH!) Howard Phillip Lovecraft.

The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.”

Vi taler altså om noget ukendt. Historier med seriemordere og lignende havner altså i min optik ofte under kategorien “Spænding/Thriller”. Vi ved at historien i en spændingsfilm nok enten ender med at seriemorderen smadrer helten eller omvendt. En af dem vinder (og derefter scorer han hende lækre, der altid er med). Seriemoderen kan naturligvis være skræmmende, men det er han fordi at vi ikke ved hvad i alverden han kan finde på. Pointen ved dette er at det som skræmmer os er det som er os ukendt. Da jeg lavede research for dette indlæg fandt jeg derudover endnu en udvidelse som er imellem “horror” og “terror”. Forskellen er den at “terror” er frygten for det ukendte, hvor at “horror” er afskyen og shock’et når man finder ud af hvilken type monster der er. Det første er naturligvis det væreste og oftest også det mest spændende. Det er det som man ofte går efter når man spiller horror i rollespil.

 

Hvor går man så derfra? Jeg vil derudover skelne imellem to ting mere Der er er “almindelig” horror og der er “personal horror”. Litterære eksempler på det første kunne være Lovecraft og det andet ville være ting som “Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde”, som blev fremragende anmeldt på Planet Pulp. I rollespil ville et nyere eksempler på det sidste være “Salvation” af Simon Steen Hansen. Spørgsmålet er for Lovecraft “Hvilke grufulde ting lurer bag stjernerne og på havets bund?”, hvor at spørgsmålet for Dr Jekyll er “Hvad ville jeg kunne finde på af ting, hvis jeg virkelig slap tøjlerne og gav mig selv frit løb?” Det er for mig “personal horror” eller for at citere en anden blogger (se Rasmus! Nu bliver du ligestillet med Lovecraft! :-))

 

Som skrevet i mit tidligere indlæg, så handler Personal Horror om den indre rædsel og ikke den ydre og mere typiske rædsel kendt fra horrorgenren. Vampire lancerede konceptet Personal Horror med baggrund i, at rollespillet gik ud på at spillerne nu skulle udforske den mørke proces af menneskelig og personlig opløsning parallelt med de fordærdelige ting de nu skulle gøre for at være villig til at overleve.

Jeg er helt enig med Rasmus i citatet her (resten kan læses her.). Jeg synes at det interessant her er at der går tråde tilbage til “almindelig horror”, idet at frygten for det Store Ukendte spiller ind igen. “…villig til at overleve.”  Frygten for døden er altså udgangspunktet. Så langt så godt? Hvordan spiller man så bedst muligt horror i rollespil?

Jeg tror at det vigtigste for at kunne spille horror er indstillingen. Horror rollespil kan ikke gøres hvis der ikke er en indstilling om at nu skal vi spille noget skræmmende. Det er så velkendt som det kan være for de fleste bordrollespillere. Vi kan ikke spille horror ordenligt, hvis folk sidder og kommer med dumme off-game jokes. Det kræver noget af spillerne og det kræver noget af spillederen (for at tage udgangspunkt i Troels’ spillederskole er vi ude i en spilleder der kan være fremmaner, cheerleader og udfordrer, ofte også samtidig). Jeg mener at de tre er de vigtigste teknikker i denne sammenhæng, da man både skal kunne fremmane ting og lige akkurat fortælle nok, heppe på spillerne når de spiller fedt og udfordre dem, så de ikke kommer nemt til noget som helst.

Det kræver mindst lige så meget af spillerne, idet at de er nødt til at aktivt at gøre en indsats for at leve sig ind i det her, at stille sig i deres karakters sted og få en forståelse af hvad vedkommende finder skræmmende og hvorfor. Man er nødt til at spille efter at opnå en oplevelse af “bleed”, hvor at både karakteren og spilleren er bange. Det er hammersvært, men det er også fantastisk når det rent faktisk fungerer. Jeg ved ikke helt præcist hvad grunden til at forfattere på danske conner er gået væk fra at skrive horror er. Muligvis at man har indset hvor svært det er? En i mine øjne enormt god løsning på det er “Det Hemmlige Selskab“, hvor at spillerne har utroligt meget personligt, nærværende spil i deres karakterer og deres relationer. Dette gør at plottet med horror-delen langsomt kryber ind under huden og dermed fungerer så godt som det gør, fordi det ikke kun er det ukendte, men også det personlige. Hvad vil mine venner gøre for at overleve? Hvad kan jeg finde på i den sammenhæng? Scenariet fungerer for mig så godt fordi at de to dele, de to typer horror spiller sammen i scenariet.

Uden at jeg altså har svar på alt ved horror-genren er mit udgangspunkt altså det at jeg tror at scenarierne med et personligt elementer, hvor at karakterspillet er vigtigt, gør vejen til reel “horror” nemmere. Det er også en anke jeg har haft med “traditionel” Call of Cthulhu, da jeg har været skeptisk overfor om hvorvidt investigation-delen ville tage overhånd og fjerne fokus fra det personlige. Jeg har på ingen måde spillet Call of Cthulhu nok til vurdere om det er rigtigt, men jeg har ikke helt kunne slippe tanken. Nu har jeg krydset Kristian af som kategori, så med lidt held skriver han noget klogt om Call of Cthulhu, som jeg ved at han er stor fan af.

Derudover tror jeg også at en af grundene til at horror ikke er så udbredt på danske conner er et spørgsmål om “gyser mæthed”. At der slet og ret har været for mange horror-scenarier. Jeg tænker især at det er relevant, da horror i min erfaring har den ulempe som genre at det virkelig kan være ufedt. Når det fejler er det virkelig spild af tid for alle involverede.

Det var første omgang om horror…more to come 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s