[14. dec] De Mange Veje Hjem

Eller historien om hvordan at jeg lavede handouts som var jeg Lars Andresen…

Mere Warhammer, yeah! Vi gik igang med “De Mange Veje Hjem” kort efter “I Kejserens Tjeneste” og jeg betragter den som noget af det mest succesfulde jeg har beskæftiget mig med i rollespil. Vi tog udgangspunkt i den jødiske diaspora og hvor at spillerne var en del af en estaliansk (pseudo-spansk) adels- og købmandsfamile, som havde slået sig ned i Nordland i Imperiet. Familien var blevet fordrevet for Estalia for 500 år siden og kommet til Nordland imens at Imperiet stod i en borgerkrig. De havde altså fundet og fået deres adelstitel som et tilbud til spotpris. Karakterene var alle sammen fætre, som var forskellige ting (sømand, præstelærling, skjald & livvagt) indenfor familien. Så vadede de altså rundt i Salzenmund og havde det utrolig smukke efternavn “de Ribera von Dieterschaffen”. Vi havde to-tre sessions, hvor de løb rundt med lidt små-eventyr og var dumme ungkarle, hvor at kampagnens hovedplot tog sin begyndelse. Deres grandtante testamenterede nemlig et udstyret skib til dem og pålagde dem at drage til Estalia for at finde deres families oprindelsessted, deres families hjem. Det gjorde de så…og nøj, hvor var de dumme ungkarle undervejs.

 

En af grundene til at “De Mange Veje hjem” fungerede godt og overall bedre end “I Kejserens Tjeneste” var det faktum at kampagnen var mere helstøbt. Der var to dele, en hvor at gruppen rejste til og rundt i Estalia og som nok må beskrives som filmen Road Trip i Warhammer og en som foregår i det sydlige Estalia og fokusede på politik og krig. Det var de unge, smarte og ugifte adelsmænd, der lagde verden ned for deres fødder. Der var dømt ret meget Kerouac (omend vores helte ikke var anti-establishment/havde meldt sig ud på samme måde). Den anden del kom stille og roligt, hvor at spilpersonerne blev en anelse mere voksen og valgte at generobre deres forfærdres tabte områder og egendele, hvilket betød at de var nødt til at gå på kompromis med deres ungdommelige liv uden de store bekymringer og tage noget ansvar.

 

Noget anden del også havde som bare fungerede var arkæologien og historien bagved Ribera-området. Jeg havde i bedste “Greven af Monte Cristo” og “Indiana Jones”-stil valgt at lade dem finde deres forfædres tabte by, Ribera, som indeholdt deres forfærdres skat. Det viste sig at den oprindeligt var bygget af elvere og dværge i fællesskab inden at de kom op og toppes, hvilket betød at der var flere ting som ikke var som de så ud til (igen Indiana Jones). Med skatten i hænderne valgte spilpersonerne så at hyre lejesoldater (et plot som jeg stjal fra Sværd og Trolddom-bøgerne Heltenes prøve og Heltenes slagmark) og dermed indtage cirka 10-15% af Estalia (som Magrittas vasal) fra deres families ærkefjende (der var også vampyrer involveret der, nu hvor en af spilpersonerne var Morr-præst). Mine WFRP-plots ender engang imellem med at være mere episke end jeg selv havde regnet med…

 

Der var flere grunde til at det her var en stor succes.

  1. Vi var allesammen enig mere enige om hvad der skulle foregå.
  2. Vi kendte allesammen WFRP-verdenen og morede os over at udforske en ukendt del af del (Estalia er ikke specielt beskrevet i WFRP)
  3. Jeg gik (uden at jeg kan sætte fingerene på hvornår det skete) amok med at lave handouts. Der var flere forskellige eksempler (et gammel brev, et brev til spilpersonerne, deres families testamente, deres forfaders efterskrift til testamentet og det andet efterskrift til testamentet). Det blev for mig en behagelige måde at forberede mig på. Jeg havde en vis ide om hvad der nok ville ske (nemlig at spillerne ville få fat i handoutet), men heller ikke mere end det. Spillerne morede sig med det og det gav for dem fine muligheder for at overveje hvad de ville kaste sig over næste gang.
  4. “Road trip” formularen gav anledning til fantastisk god sit-com humor, hvor at karakterene gik amok i hvem af dem kunne score flest damer, drikke mest vin og generelt slippe afsted med mest muligt
  5. Der var endnu højere stabilitet end i “I Kejserens Tjeneste”. Der var en spiller som valgte at forlade gruppen undervejs og ellers var vi de samme mennesker.

Der var også flere ting, som kunne have fungeret bedre. Vi havde en afslutning, som ikke levede 100% op til resten af kampagnen (bl.a. ved at den blev for lang) og noget af roadtrip-delen blev for meget kedelig sightseeing og ikke nok historie og action, men i bund og grund er jeg tilfreds med hvad vi fik skabt. Der var dømt rock’n’roll, selv i politik delen (at score din allieredes hofdamer, rejse en hær og begynde en krig i en alder af 19 uden dine forældre ved det er okay rock’n’roll i min bog).

 

I morgen er planen at kaste mig over nogle forskellige udkast til kampagner og hvad jeg skal køre når det bliver min tur til at være GM i vores kampagne igen engang i 2012.

Advertisements

4 meninger om “[14. dec] De Mange Veje Hjem

  1. Jeg synes det er herligt at læse om dine kampagner, det giver mig helt lyst til at vende tilbage til Warhammer. Det er en fantastisk verden at lege i, fordi spillerne i en helt utrolig grad er med på hvordan det ser ud og hvad der foregår. Der er bare rigtig gode muligheder for at spille på klichéer og stereotyper, samt at undergrave dem.

    Måske jeg skulle tage en tur til Estalia når jeg en gang om mange år bliver færdig med at læse Don Quixote…

    I øvrigt, hvor lange er de her kampagner egentlig?

    1. Thais Munk

      “I Kejserens Tjeneste” varede cirka 8 måneder og “De Mange Veje Hjem” varede cirka 1 pr. Hvis du tager på en tur til Estalia med vennerne, så har jeg i hvert fald massere af materialer at dele ud af 🙂 Det samme gælder forøvrigt for det meste af verdenen, bl.a. kender jeg til en rigtig glimrende bog om TIlea (som er pæn, gratis og kan findes lovligt på nettet her)

      1. Mine drenge havde et eventyr fra bunden af Nulns Fäulestadt op igennem den kriminelle underverden, til eksil og epik i Miragliano. Med massere af intrigante adelsfolk, udøde og rottebørn undervejs. Tilea er en af mine absolutte favoritter i Warhammerismen (nok fordi jeg elsker italiensk renæssance) og jeg glæder mig til at spille Khypris til sommer som tileansk skurk.

  2. Din Warhammerkampagner giver mig lyst til at spille Warhammer igen – hvilket ikke kun er heldig, da vi lige har lavet spilpersoner til min Providence 1938’er kampagne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s