[17. dec] Rollespil og politik

Notat til mig selv: Det er okay rock’n’roll at skrive på ens blog i fuld tilstand, men det er ingen garanti for kvalitet.

Johannes postede en meget morsom video på hans blog i dag, som lidt satte nogle tanker i gang hos mig, som jeg har gået og overvejet i et stykke tid. Politik og rollespil og hvordan og hvorledes de kan og bør kombineres. Der har været nogle diskussioner om det på det gamle RPGFORUM, hvor at man kunne konstatere (hvilket ikke rigtig lod til at overraske nogen) at der var en kraftig overvægt af venstre-centrum vælgere blandt de rollespillere, som kom der. Det synes jeg ikke er så interessant igen, men spørgsmålet om rollespil og politik synes jeg er rigtig interessant. Jeg har efterhånden oparbejdet en vis modvilje imod “politiske scenarier”, forstået som scenarier der har en politisk pointe, som de vil prædike (mange af Fusion-scenarierne, Heltens Skygge, etc). Jeg er ikke glad for det, da jeg synes at det fjerner en chance for refleksion, hvor at jeg kan forholde mig til emnet. Jeg er tværtimod glad for scenarier, som overlader det til mig selv at vælge hvad jeg mener om et bestemt emne (Superheroes™, Når kineserne kommer) og som giver et nuanceret billede af en given politisk konflikt (jeg mener at der på et tidspunkt også var en diskussion om Afghanistan D20, som blev anmeldt og mere eller mindre betegnet som noget hø netop fordi at der ikke var noget som helst der mindede om et oplæg til diskussion). Der har været andre eksempler indenfor live (Kapo, System Danmarc, Mellan Himmel och Hav), men det vil jeg ikke beskæftige mig med, da jeg ikke har været til nogen af de nævnte livescenarier eller nogle andet livescenarier, som har en tilsvarende eller lignende politisk agenda.

Jeg har den holdning til politik og rollespil at jeg helst ser politik adskilt fra rollespil (jeg vender tilbage til hvorfor det ikke er realistisk at forvente det 100%). Jeg tager ikke på Fastaval for at snakke med folk om hvad de eller jeg stemmer eller hvad vores holdning til politiske spørgsmål ellers er. Det samme gælder til livescenarier. Omvendt set handler det også om hvor at man sætter grænserne for hvad der er politisk og hvad der ikke er?

 

I min første undervisningstime på statskundskab fik vi fremlagt fire forskellige definitioner for hvad man kan forstå ved “det politiske”/”politik” og derefter fik vi at vide hvorfor at ingen af dem var vandtætte. “Mellan Himmel och Hav” har et feministisk syn på det, hvor at det personlige er politisk (i modsætning til en liberal opfattelse) og hvor at parforhold er en politisk konstruktion. Det hjælper os jo ikke just videre i diskussionen. Anders Bertelsen har skrevet en mægtig interessant indlæg, hvor at han vender nogle tanker om forfatterens rolle. En af de ting, som han tager op (og som jeg vil gøre mig nogle tanker om) er spørgsmålet om hjerteblod, om at man har noget på hjerte, et budskab. Det kan naturligvis meget nemt blive politisk på den forstand.

 

Mikkel Bækgaard sagde engang (vistnok til en Eidolon somemrweekend, hvor at en ung udgave af mig spurgte ham) at man kunne gøre hvad som helst, så længe at man gjorde det ordenligt og ikke lavede noget lort. Jeg tænker at det samme gælder politiske scenarier, men der er noget inden i mig (og min egen halv-anarkistiske liberale tankegang, hvor at jeg ser fri og kritisk tænkning som et godt ideal at stræbe efter), som gør at jeg finder det anstødeligt hvis man laver rollespil med en pointe, som er færdig, defineret og blot bliver serveret for spilleren. Det kan naturligvis diskuteres hvor at grænsen går (f.eks. er mange af Fusion-scenarier virkelig gode), men jeg tænker at politiske scenarier bedst bliver udført ved at de stiller spørgsmålstegn ved et en given opfattelse af tingene eller et begreb (bl.a. min intention i “Velkommen til Friheden”), men lader de folk som spiller scenariet om selv at vælge hvad de mener er rigtigt eller forkert, upraktiske eller praktisk, etc. “Några föds, några dör” er f.eks. af mine yndlingsscenarie da det er vedkommende, nærværende og overlader spørgsmålet om hvad moralen eller det rigtige er til spillererne. Det er social realisme uden at det handler om hvor dårligt samfundet behandler dem på bunden.

En ting som at jeg slet ikke forstår er spørgsmålet om hvorfor man laver rollespil for at fremme en politisk pointe? Selv hvis man laver liverollespil kan man da dårligt flytte synderligt mange stemmer eller ændre samfundets diskurs synderligt?

En ting som at jeg til gengæld kan forstår (og som jeg synes er forståeligt) er når der er en pointe i at lave et givent rollespil ud fra en rollespilspolitiske pointe, hvor at man forholder sig til rollespil og hvordan det gøres. Mit hovedeksempel her er “Tortur” af Troels Ken Pedersen. Et andet eksempel kunne være Vampire, som jeg ser som normativt i dets vurdering af hvad der er godt og dårligt rollespil. Et tredje kunne være Forge/indie-spillene, som også forholder sig til spørgsmålet om hvad godt rollespil er.

 

I “Tortur”  forholder Troels sig til spørgsmålet om tortur i rollespil og hvordan at det bliver fremstillet der. Der føler jeg at der er en ide i det, forstået sådan at det er relevant for mig i forhold til den position som jeg har der (jeg er Fastaval-deltager, jeg er på Fastaval og jeg forholder mig primært til de andre mennesker der som andre Fastaval-deltagere hvis jeg ikke kender dem personligt). Jeg forholder mig til hvilken kultur vi har som rollespillere, samtidig med at jeg bliver underholdt.

 

I sidste ende giver det slet ikke nogen mening at tro at man kan undslippe politik i rollespil, for der er politik i alt hvis man ser på det fra en bestemt vinkel. Der er politik i at Fastaval 2011 foregik i Silkeborg og ikke i Århus. Der er politik i Bifrost (hvor jeg forøvrigt blev valgt til Repræsentantskabet i november) og at de forsøger at fremme rollespils (og lignende aktiviteters) vilkår i Danmark. ” If youre not turned on to politics, politics will turn on you.” som Ralph Nader engang sagde.
Jeg modsiger mig selv her, gør jeg ikke? Jo, det gør jeg sikkert. Det er netop en af grundene til at jeg har ventet med at skrive det her indlæg, for jeg har ikke selv kunnet finde ud af hvor min egen grænse går i forhold til det her. Derfor vil jeg gerne opfordre folk til at blande sig i diskussionen, for jeg ved vitterligt ikke hvor at grænsen for hvornår at man er prædikende og hvornår at man har noge oprigtig på hjerte. Måske vil jeg blot gerne underholdes og kan godt overtales til at lege med på forfatterens synspunkter og politiske overbevisning, hvis jeg morer mig? Jeg kan blot konstatere at jeg ikke er politiker og derfor må jeg gerne klart give udtryk for at jeg er i tvivl, for jeg synes at dette her er et interessant spørgsmålet. “This Is My Truth Tell Me Yours…”

Reklamer

4 meninger om “[17. dec] Rollespil og politik

  1. Jeg vil sgu gerne have masser af politik i mit rollespil, så handler det jo om noget reelt. Jeg vil gerne opleve verdensbilleder jeg ikke kan genkende i mig selv eller ikke tror på, og indgå i dem på forfatterens præmisser. Hvis ikke man tør udfordre sit ståsted og dermed få en chance for at forsvare det efterfølgende, er man i en sløj forfatning.

    Alle scenarier er baseret på forfatterens verdensbillede, måske ubevidst og ureflekteret, måske er det først noget der bliver tydeligt når man støver det af efter ti år, men det er der altid. At sætte sig i en andens sted og spille deres rolle er en politisk handling. Det interessante som du kommer ind på er netop i hvor stor grad spillernes egne perspektiver og refleksioner får plads til at komme frem. Og i hvor høj grad man kan optræde i en rolle man er uenig med, med værdighed og respekt, uden at gøre den til grin eller svag.

    Problemet opstår når man kompromiterer værkets integritet for at komme med en unuanceret politisk statement, når forfatteren eller spilleren ikke lader spillets egen sammenhængskraft være i centrum. Så er vi ude i dårligt spildesign eller rollespil og det er altid noget crap.

    Det at trække en streg for hvornår noget er politisk eller ej er i min verden en frugteløs øvelse på niveau med at forsøge at definere hvad der er kunst eller ej. Alt og intet af hvad vi foretager os er politisk, vi er Schrödingers samfundsborgere.

  2. Jeg har ikke så mange markante holdninger omkring sammenblandingen af politik og rollespil – skægt nok fordi jeg har masser af markante holdninger om delene enkeltvis – men jeg har dog en enkelt kommentar til det du skriver.

    Jeg tror rollespil kan flytte politiske holdninger. Der var flere der sagde at Kapo flyttede dem i deres holdning til politik. Jeg tror særligt det er tilfældet for nogle der er lidt yngre (ældre mennesker – selv i denne kontekst hvor jeg mener dem i slut-30’erne og opefter – er ofte mere låste i deres holdninger end unge), som der jo er en del rollespillere der er.

    Dernæst så tror jeg ikke altid det at lave et scenarie med et politisk budskab er gjort ud fra et ønske om at påvirke andres holdning. Som jeg har observeret gennem talløse politiske diskussioner så har folk nogle gange bare behov for at postulere deres politiske holdninger og gerne på en måde, hvor “de får ret”. I et scenarie kan de definere rammerne således, at deres politiske pointe fremstår stærkere, og pointen virker valid. Så har man følelsen af, at man får ret – uanset om det så betyder at nogle ændrer holdning eller ej.

  3. For mig er rollespil et medie der er bedre til at undersøge et emne end til at kommunikere et klart budskab. Det er det ligesom nødt til, hvis vi skal tage det interaktive og ideen om publikum som medskaber alvorligt.

    Og jeg mener rollespil er megagodt til at undersøge et politisk emne. Jeg har aldrig gået på statskundskab, så jeg ved ikke hvilke definitioner der ligesom er for politik, men personligt støtter jeg mig op af den franske filosof Rancieres definition af politik som et konfliktrum, hvor magten kæmper mod modstanden om hvad der er muligt eller ej. En mening om et eller andet er altså ikke politisk, holdningen bliver først politisk når den møder en modsatrettet holdning. Og opstille et sådan konfliktrum synes jeg faktisk rollespil er meget godt til.

    Mit sidste scenarie Slavehandleren fra Ascalon var et meget politisk scenarie. I det forsøgte jeg at undersøge den liberalistiske voldsfascination som vi oplever i forskellige kulturprodukter ved at udstille det meget klichefyldt. Jeg er uafklaret eller i et konfliktforhold med mig selv om den liberalistiske voldsfortælling er fed eller ej, derfor ville jeg gerne undersøge det sammen med andre. Om det virkede som en undersøgelse og spiloplevelsen gav folk noget at tænke over eller om det blot var min drivkraft for at skrive scenariet ved jeg ikke. Det gør måske heller ikke så meget.

    _____
    Oliver: “Schrödingers samfundsborgere” er en fantastisk formulering.

  4. Fri mig fravdet eksplicit politiske. Jeg er fyldt tredive og er så sat i mine holdninger at nye tanker skal sniges ind. Fri mig fra det eksplicit politiske jeg er uenig i.

    (uanset medie)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s