[19. dec] Showspil

[Thais sidder klokken 22:07. En enkelt tanke kører inden i hovedet på ham. “Hvad skal jeg skrive om?” Tankerne kommer og går uden at noget reelt, interessant eller vigtig melder sig. Thais rejser sig og snakker med sine nye huskammerater, som han er flyttet sammen med i begyndelsen af december. Klokken bliver mange, inden Thais endelig får en ide. Han når lige at skrive den ned inden at han falder i søvn]

Anne Vinkel havde på et tidspunkt i en blogkommentar en halv rant om at hun dårligt kunne se det fede i showspil. Var det ikke bare ligegyldigt ævl, som forhindrede historien i at komme nogle vegne eller kom i vejen for noget interessant karakterspil? Jeg kan ikke huske det 100%, ,men det var noget i den retning. Mit modsvar var at jeg afgjort kunne se ideen i showspil, hvis det bliver gjort ordenligt (jeg brugte Kristian Back Petersens triologi London Crawling som eksempel og den kommer jeg også til at snakke mere om her).

Når jeg skriver om showspil mener jeg rollespil, som er fokuseret på en enkelt spiller, som gør (oftest i fiktionen) eller siger noget med intentionen om at det er sejt.  “Stunt” mekanikken i Exalted opfordrer til showspil, idet at man får flere terninger hvis man beskriver en handling på en sej måde. Jeg synes at godt showspil er superfedt! Jeg er virkelig vild med det når det fungerer, for så kan det om noget være lårklaskende sjovt og det kan være så episk at man få gåsehud, men Anne har fat i noget. Jeg tænker at de fleste om noget kan nikke genkendende til man sidder og smågaber, imens at man venter på at vedkommende ved siden af en bliver færdig med beskrivelsen af…et eller andet, som man har glemt hvad var. Det er dårligt showspil. Det tager for lang tid, det er onani og det er lort.

Et eksempel

Jeg sidder på Ruscon og kører Sparta (som er awesome!). Vi har haft anden kamp, hvor at guderne er blevet enige om at støtte atreiderne. Herakliderne får altså grumme smæk og deres fine belejringstårn går op i røg og damp. Alle spillerne er gået amok, råbt og skreget udfordringer og fornærmelse efter hinanden imens at kampen rasede og står nu og hjuler. Jeg klipper derefter til heraklidernes lejr, hvor at lederne mødes. Derefter går Kresphontes’ spiller amok, smadrer teltet og skælder alle andre hæder og ære fra. Så kørte konflikten for fulde drøn. Det at spilleren gjorde var at bruge showspil som katalysator, som gjorde at vi lige pludselig fik sat fart på konflikten i heraklidernes lejr, der havde ligget og ulmet.
Man skal ikke være blind for at showspil i meget høj grad handler om at søge og modtage opmærksomhed. Showspil gør i sig selv ikke andet end at henlede opmærksomheden på en enkelt spiller og derfor forpligter det. Det skal gøres kort og man er som spiller nødt til at være opmærksom på sine medspillere og give dem plads også.

 

Jeg har en enorm kærlighed overfor showspil, for jeg elsker store armbevægelser (på det rigtige tidspunkt). Derfor elsker jeg også (du har efterhånden en del fanboys (m/k) i Odense Kristian :-)) London Crawling triologien, for hele setup’et med superhelte i en mørk udgave af London opfordrer til så meget til showspil (mener jeg). Det mener jeg idet at det lægger til superhelte (med deres ikoniske kostumer og seje evner). De dystre omgivelser gør i høj grad det samme og når man så kombinerer med en desperat situation bliver det ikke bedre. Samtidig har Kristian gjort noget klogt der, idet at hans scenarier er så solidt skruet sammen at det kan holde til at nogle spillere går amok i deres følelsesporno-og-superhelte-action-trip at de glemmer plottet.

 

Godt showspil er indspirerende. Godt showspil gør at spiller nr 1 giver faklen videre til spiller nr 2, der derefter gør sit for at sparke mindst lige så meget røv. Når det er kørt et par gange rundt, kan det blive voldsomt heftigt.

Godt showspil kræver timing. Hellere for kort end for langt. Vi gentager: Hellere for kort end for langt. Troels Ken Pedersens mantra gælder også her: Sig det umiddelbare, i stedet for lede efter det geniale. Showspil er farligt, for det rettet opmærksomheden hen mod en enkelt spiller, men jeg vil hævde at det kan have sin berettigelse og sin nytte, hvis det bliver brugt ordenligt.

Reklamer

2 meninger om “[19. dec] Showspil

  1. Den store forskel på godt og dårligt showspil er ud over timing af det, også hvorvidt ens show åbner muligheder for de andre spillere eller lukker døre for dem.

    Det er skidt når man tromler de andres spil, ved at løse alle problemerne for næsen af dem eller tæve fortællingen igennem. Det er derimod awesomesauce når man sparker hele gruppen igang og skyder bolden videre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s