Krig i flere dimensioner

War. War never changes.” -Fallout serien

What we have here is a war, the war of matter and spirit…The war of banks and religion. In New York City, banks tower over cathedrals. Banks are the temples of America. This is a holy war. Our economy is our religion.” – Giannina Braschi, “United States of Banana”.

This is a war universe. War all the time. That is its nature. There may be other universes based on all sorts of other principles, but ours seems to be based on war and games. All games are basically hostile. Winners and losers. We see them all around us: the winners and the losers. The losers can oftentimes become winners, and the winners can very easily become losers.” -William S. Burroughs

Ja, jeg gik lige citat amok, men der var nogle vigtige pointer i de citater, som jeg lige vil vende tilbage til. Der kom nogle forskellige svar på mit indlæg, hvilket jeg synes er awesome. For mig er det sjældent at de mini-spil, som Kristian og Morten nævner, er specielt spændende, da de ikke formår at inkluderer tilfældigheder. I mit tidligere indlæg nævnte Kristo Birthright, som er spændende, men som 1) ikke er det jeg leder efter og 2) vist ikke rigtig noget for mig. Jeg har 2 problemer med Birthsright ellers meget fine system for større slag. Birthright har et system, hvor at man flytter rundt med ens styrker, repræsenteret af kort. Det minder med andre ord en lillebitte smule om kampene imellem “creatures” i Magic med den vigtige tilføjelse at deres positioner gør en forskel (idet man at kna ramme andres enheder i flanken og lignende) og at man har et “Reserves”-felt bagest.  Så kan ens styrker rykke rundt indtil at alle på en side enten er døde eller rykket ind i “Reserves”-feltet (dvs at de er flygtet). Det er sådan set fint nok, men det har som nævnt 2 problemer.

1) Det mangler tilfældighed. Jeg har nævnt nogle tidligere eksempler, men f.eks. dette slag er et af mine favoritter. Man kan forberede sig imod meget, men sjældent bier.

2) Det er i en eller anden grad kun i 2 dimensioner. Udover at vi f.eks. har flyvende ting er der også ting, som kommer nedefra og lignende. F.eks. i krigsførsel under jorden ville man være nødt til at tage hensyn til at krig vitterligt ville kunne foregår i alle 3 dimensioner.

Af de nævnte grunde er jeg derfor ikke specielt meget til den slags mini-spil med mindre at man kan tage højde for tilfældigheder og 3 dimensioner. Derfor hælder jeg mest til slag uden at der nødvendigvis skal indgå oversigtskort og figurer hele tiden. Legends of the 5 Rings har et fedt system der, hvor at man som spiller skal vælge hvor meget i fare man sætter ens karakter. Derefter skal hver side rulle for deres general og man slår op på en tabel, hvor man enten kan blive slagtet eller vinde hæder og ære (meget passende kan begge dele ske samtidig og gør det ofte). Det gør krig til et meget større spil, hvor at man som enkeltindivid ikke nødvendigvis har den store indflydelse, men bare må håber på at man slipper væk og videre fra slagmarken i live. Det synes jeg er mere interessant end mini-spil, men jeg har også en større interesse i krig som det gennemsyrende tema end krig som et spil i spillet.

Hvad der fungerer

Morten har nogle forskellige forslag i hans indlæg, som jeg lige kort vil gennemgå og knytte et par kommentarer til. Morten sammenligner det med investigation, hvilket jeg sagtens kan følge. Jeg citerer:

Bruger man et krigsspil til at håndtere krigene med, lander man hurtigt i samme situation som med investigation – er det spillerne eller karaktererne, der udfører handlingerne? Er det karaktererne, der beordrer tropperne rundt, eller er det spillerne? Måske er der ingen god løsning på det, men det er noget, man bør være opmærksom på.

Der er i hvert fald mindst et godt eksempel, som er en af verdens sejeste scenarier nogensinde, nemlig Sparta, hvor at man spiller gudene i kampsekvenserne. Morten har nogle fine eksempler:

  • At tabe slagene og vinde krigen“. Wow. Jeg synes godt nok ikke denne her er spændende særlig tit. Den lugter for meget af film af Michael Bay og tilsvarende ligegyldige måde at spilde min tid på (dvs film af Michael Bay, ikke nødvendigvis den her slags rollespil). At køre den omvendt (en såkaldt “Pyrrhussejr“), hvor at spillerne vinder slagene, men i sidste ende taber krigen ville være modigt og spændende.
  • Dueller på slagmarken“. Klassisk. Jeg tror at det især ville være interessant hvis det bliver gjort af magikere (M/K), der slås om virkeligheden imens at soldaterne udkæmper slaget som sådan. Det kan dog stadigvæk nemt blive illusionsbrydende hvis man kører den lidt mere realistiske jordnære stil (og ift at jeg snart går igang med at skrive om Planescape er det ikke noget jeg er så interesseret i lige netop denne her kontekst).
  • “Generalstaben” Her synes jeg at det bliver spændende, især fordi at spillerne kan udnytte deres talenter på forskellig vis. F.eks. ville en person med evner ud i synsk magi (dvs divinination ) kunne gøre en helvedes til forskel der, fordi at så meget af krig handler om usikkerhed ift f.eks. hvor fjenden er.
  • “Helte på slagmarken” Her skriver Morten mest om sociale konflikter, hvilket jeg synes er okay, men ikke det mest spændende. Der hvor at jeg mest synes at det kunne være interessant er at definere det som “Heltene som commando-squat. Det er jo på mange måde den klassiske eventyr gruppe er. Der er en snigmorder/skarpskytte (tyven), en elitesoldat (krigeren), en medic/team leader (klerik som der så smukt skrives) og en teknisk ekspert/tungt våben (magiker). Det er da smukt og oplagt tænker jeg. :-)Grunden til at jeg ikke finder det interessant er jeg gerne vil bevare forvirringen når heltene står på slagmarken. Det kan gøres på forskellige spændende måder, selv hvis de har adgang til magi (dispel magic, forskellige former for en magisk jammer, etc). Hvis de vil have overblik kan de vende tilbage til generalstablen, hvor de gør en mindre forskel, men til gengæld er mindre i fare og har mere overblik (er sådan lige min umiddelbare tanke).

Derudover er det interessant at krig i rollespil næsten altid har det som udgangspunkt at heltene vinder. Det samme gælder megen fantasy, selvom et bittert nederlag kunne være fedt og tragisk (spil Sparta! Det er hel vildt godt, næsten lige så godt som Kristos mad!)

“Did I hear you say that this is victory?”

You see me now a veteran of a thousand psychic wars/My energy is spent at last, and my armor is destroyed/I have used up all my weapons, and I’m helpless and bereaved/Wounds are all I’m made of/Did I hear you say that this is victory?Blue Öyster Cult – Veteran Of The Psychic Wars

Okay, så langt så godt. Det var det praktiske og nu vil jeg bevæge mig ud på et overdrev og taler om krig i flere dimensioner. Jeg havde nogle citater med i begyndelsen, hvor der var forskellige vigtige pointer.

1. Krig ændrer sig aldrig. Krig har (i hvert fald i rollespil) en grundlæggende essens, hvor at det påvirker alle som kommer i kontakt med det og ændre dem (det er nærmest næsten lige som warpstone).

2. Krig er forsættelse af politik med andre midler (JA! Jeg har læst Carl von Clausewitz og nydt det!). Der skal være noget politisk bag krig, om det så er “kampen imellem godt og ondt”. Krig kan derudover sagtens foregå uden fysisk vold, f.eks. på et økonomisk plan (jfr citatet om banker) og i fantasy og sci-fi sammenhæng foregå på et mental plan. Det er noget af det smukke ved Star Wars filmene at så meget af det bliver afgjort pga at Luke Skywalker redder hans far fra den mørke side.

3. Krig kan derfor være et grundlæggende udgangspunkt for et univers, hvor at krig er en af de grundlæggende byggesten i det univers (ret skræmmende ift den menneskelige historie). Som Burroughs er inde på er der vindere og tabere i alle spil (med mulig undtagelse af rollespil) og i universet som helhed (jeg tror forresten at hvis Burroughs skulle spille rollespil ville han hurtigt gøre det til et spørgsmål om at tabe og vinde. Derudover ville han nok være generelt skræmmene at spille sammen med).

Som Clausewitz skriver  “To introduce into the philosophy of War itself a principle of moderation would be an absurdity.” Det er i min optik heftigt når man tænker på hvilke midler folk har til rådighed i fantasy-systemer. Ikke at det er meget bedre i vores verden, men nu kender Clausewitz ikke til atomvåben og masseødelæggelsesvåben generelt (og andre ting som ikke findes i Irak med mindre de er blevet importeret fra den anden side af Atlanten)

Vi forsætter med den gode preusser, der skriver All war presupposes human weakness and seeks to exploit it.” Det synes jeg er spændende ift at mennesket ikke er alene i fantasy og at svagheder ikke nødvendigvis er tilstede i fantasy. Nogle racer har ikke svagheder, mens at andres styrker bliver deres svagheder (f.eks. elvernes overlegenhed og følgende arrogance).

Som Burroughs indirekte nævner kan krig gennemsyre et univers, hvor at det er dets drivkraft, dets vigtigste formål. Det er her at jeg for alvor synes at det er interessant. En krig mellem to sider i besværligt terræn er svært nok, men hvad nu hvis den foregår under jorden? Med magi ville man kunen bore sig igennem på kryds og tværs og pludselig være direkte under fjenden. Lige pludseligt kunne man blive beskudt fra loftet. Jordskælv ville kunne være voldsomt sjove. Folk ville kunne slagtet i enorme mængder, kun ved hjælp af af at de fik 1½ km loft (ikke lord!) i hovedet. Den slags kan jo ikke lade være med at gøre en glad. Det samme gælder krige under havets overflade, hvor at de tre dimensioner også ville være relevante. Hvordan det så skulle foregå med 3 dimensioner (f.eks. med figurer er en anden sag, som jeg nok vil skrive om senere).

Som tidligere nævnt er der skrevet en smuk sang om at vende tilbage fra veteran fra bevidsthedskrigene. Udover at den tager fat i et evigt godt tema at det eneste værre end nederlaget er sejren, belyser den også det smukke i at føre krig i flere dimensioner. Planescape skriver netop om dette, som er svært, men som jeg også tror kunne være vanvittig spændende. I fantasy og space opera ville det være muligt at føre krig på tværs af parallelle universer og på tværs af tiden. Det er en lidt tosset tanke, men jeg synes den er voldsomt spændende.  Så kan man tale om smadrede veteraner bagefter sådan en krig.

Reklamer

4 meninger om “Krig i flere dimensioner

  1. Godt indlæg med mange gode tanker. Da jeg ikke spiller high magic fantasy er jeg, personligt, ikke så interesseret i de 3 dimensioner, om “man blive beskudt fra loftet” og den der 1½ km lord (hvem?).

    Men mange gode tanker og især det du har planket fra Sparta og gode tanker omkring punkerne fra Sparta.

    1. Thais Munk

      Lord er åbenbart “typo of the year”. Jeg ville have skrevet loft og ikke “lord” 😀

      Mht det med andre dimensioner ser jeg det også være relevant i andre sammenhænge, f.eks. i sci-fi rumkampe eller ved en kampagne, der kun foregik under havet. Det kunne også være sejt med u-bådskrige, der primært foregår under havets overflade.

      Det er sjovt, for min kærlighed til fantasy er genopstået ud af det blå efter at jeg i mange år kun har beskæftiget mig med WFRP. Det betyder dog ikke at jeg er glad for “generic fantasy” eller som jeg kalder det “fantasy uden omtanke”.

      Og ja, Sparta er bare superfedt som eksempel 🙂

  2. Hej Thais,

    Det var et meget langt indlæg, og en masse at bygge videre på. I første omgang vil jeg blot bemærke min overraskelse over, at du tænkte “Michael Bay” ved at tabe kampene men vindet slaget, da min egen reference var Star Wars og assorterede Star Wars-kloner (herunder diverse fantasy), hvor heltene og deres allierede er trængte af skurken, og de står stadigt dårligere, da skurken er overmagten, men så kommer det episke øjeblik, hvor alt er på spil, og heltene duellerer med skurken, og englene kommer flyvende ind, og hvor piraterne kommer sejlende i rette øjeblik, og så videre, og trods de mange nederlag helte og deres allierede har lidt indtil da (nedbrændingen af elvernes skov, fordrivelsen af de gode til sumplandet), så bliver det til en overvældende sejr, som afslutter det hele på en god måde. Jeg er ikke sikker på, at Michael Bays film hører ind i den gruppe, men kan ikke udelukke det.

    1. Thais Munk

      Det er muligt at jeg har ladet min store afsky for film af Michael Bay overskygge mine tanker 🙂 Star Wars er et andet eksempel, ja. Jeg tror bare at forskellen er at jeg godt kan lide Star Wars, men generelt bryder jeg mig ikke om “Taber slagene, men vinder krigen” hvis spillerne vinder. Det er for nem en måde at skabe stemning på, såh…jeg er ikke fan. I modsætning til Star Wars, hvor jeg klart er fan 🙂

      Og ja, indlægget blev noget af en rodebutik….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s