Kaos

Vi er lidt forsinkede idet at jeg blev 29 d. 4/12 og var helt usædvanligt tung i håret d. 5/12. 😀 Morten har skrevet et ret fantastisk indlæg om historien bag Fighting Fantasy/Sværd og Trolddom her, som inspirerede mig en del. Til dels fordi Morten citerer mig (det gør sgu de fleste glade), men også fordi at der var noget ret fantastisk ved britisk fantasy in 1980’erne (især illustrationerne). Det blev opsummeret meget godt af af Graeme Davis, som skrev følgende:

“We were a fashionably cynical bunch at the GW Design Studio in the Thatcherite mid-80s, and sick of D&D’s “shiny” fantasy with its perfect teeth, chrome-plated armour and Fabio hair. Films like Jabberwocky and Monty Python and the Holy Grail were big influences, as were Rick and Hal’s offbeat (and often disturbing) senses of humour. I think these were the major forces at this point.”

Kilde (der linkes derudover til et andet godt indlæg som kan findes her)

 

Davis har skrevet en del om at WFRP ikke var specielt godt defineret til at begynde med. Det handlede i højere grad om hvad det ikke var end hvad det var (jeg ved ikke om sammenligningen holder, men jeg kan ikke lade være med at tænke på 90’ernes danske systemløse scenarier, som også i højere grad var defineret ved hvad de ikke ville være end hvad de var). Jeg vil her kort tage fat i noget som jeg især synes er interessant, nemlig Kaos som en størrelse.

 

WFRP & FF/S&T har begge to kaos elementer med, men der er dog nuance forskelle. Forfatteren af den overstående artikel (Coopdevil) skriver følgende: “According to Graeme Davis (somebody please stop me from all this name-dropping…), in an unlikely and rare instance of YOUR DOING IT RIGHT Bryan Ansell walked into the WFRP area of the GW Studio one day and said “Write a Call of Cthulhu scenario but do it for WFRP“.”

 

Det interessante her er at netop Call og Lovecraft dukker op, for Kaos er en anden ting i Fighting Fantasy. Kaos i WFRP endte nemlig med med at blive en frygtelig ubehagelig, korrumperende ting som smadrer ens psyke til atomer meget ala Call of Lovecraft. I FF er det i højere grad et spørgsmål om tilfældighed, om skabelse uden orden (jeg tror at tanken bagved er at det skal være lidt ala big bang). Kaos er stadigvæk overvejende ubehageligt (idet at det er uforudsigeligt [i modsætning til GW som er lidt for forudsigelige]), men det er mere et spørgsmål om at man f.eks. får en uforudset effekt (som f.eks. et ekstra ben) end den form for korruption som man ser i WFRP/WFB med b.la. Warhammer-verdens svar på kryptonit, nemlig Warpstone. Chaos magic i Advanced Fighting Fantasy gør at man kan kaste alle formularer, men samtidig er der altid en chance for at det går galt (2 ens på 2d6, så teknisk set vel 2.777%?). Hvis det så går gruelig galt kan man f.eks. risikere at magien påvirker en anden, en tilfældig formular bliver kastet i stedet for, mutationer opstår, etc. Det kan selvfølgelig handle om at jeg har spillet utrolig meget WFRP, men for mig føles det forfriskende at kaos ikke er lige så mind-shattering som f.eks. Mythos i Lovecrafts historier. Det skal ikke tages som at det er en rar størrelse. Troldmanden Balthus Dire (som er skurken i Sværd og Trolddom nr 2) er en kaos-troldmand, der konstant forsøger at mutere hans tropper til at blive endnu mere syge og vilde, men det handler ikke om tilbedelse af crazy guder fra det ydre rum. Det handler om at det er magi for høj-risiko villige tryllere og de er sjældent specielt hyggelige folk.

 

Derudover kan bloggen “Fighting Fantasit” af varmt anbefales. Her er et eksempler:

British OSR

WFRP puns.

SKILL, STAMINA & LUCK

The Evil Empire is just dead to me now

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s