Gonzo rollespil

Vi var på et tidspunkt midt i Fastaval, da scenariet virkemiddel begyndte at virke. Jeg mindes at sige noget i retning af “Oliver, jeg føler mig lidt let. Måske skal du være spilleder nu”. Munchkins var gået i gang med at angribe vores spillokale, men eftersom at Oliver ikke brokkede sig, var det nok ikke noget problem.
We had two bags of foam weapons, seventy five life tokens for Magic, five sheets of high powered characters, a salt shaker half full of dextrose, and a whole galaxy of multicoloured, sixsided, eightsided, twelvesided, twentysided… and also a quart of Mountain Dew, a quart of fake blood, a case of Coca-Coal, a pint of raw Diet Dr Peppers and two dozen poker chips. Not that we needed all that for the game, but once you get locked into a serious rp collection, the tendency is to push as far as you can.”
Frit efter Hunter S. Thompson (af hhv Thais Munk og Oliver Nøglebæk)

Det ville næppe overraske nogen at en af mine store helte og forbilleder er forfatteren/journalisten/urkraften Hunter S. Thompson (slå ham op hvis du ikke har læst nogen af ham, for han var sej). I den forbindelse tænkte jeg over gonzo i rollespil. Gonzo opstod vistnok med artiklen “the Kentucky Derby is Decadent and Depraved” af Hunter S. Thompson, hvor at Thompson skulle skrive en artikel om Kentucky Derby, hvilket gik galt. I stedet smed han nogle noter sammen og skrev om de ufattelige klamme undskyldninger for mennesker der var tilstede ved derbyet. Det blev en succes og fulgt op af artikler og senere bøger (nogle personlige favoritter herfra ville være “Fear and Loathing in Las Vegas”, “Fear and Loathing on the Campaign Trail” & Kingdom of Fear”). Gonzo journalist som HST skriver det består af en kombination af satire og social kritik. Han raser og skummer, springer rundt og er grundlæggende svær at definere. Der er folk der finder det rodet (de tager ikke fejl) og folk der finder det irrelevant (de stemte på Richard Nixon og George W. Bush). Jeg elsker det!

Hvad  har det så at gøre med rollespil? (spurgte de 5 læsere der nåede hertil eller de 2 andre, der lige var skæve og havde glemt hvad det var de lavede). Det har en hel del at gøre med rollespil, for den ekstreme subjektivitet som HST er et eksempel på kan netop overføres til rollespil. Jeg kan snildt forestille mig historien om Raoul Duke og Dr. Gonzo, hans advokat, der tager til Las Vegas på jagt efter den Amerikanske Drøm oversat til rollespil på den ene eller anden måde (vælg selv hvordan, jeg gad ikke komme på eksempler og begrænse jeres fantasi).

For dem der ikke har læst gonzo kan dette være en smagsprøve. Det  første kapitel af “Fear and Loathing in Las Vegas” indeholder sætningen nedenunder, hvor at vores helte egentlig bare er på vej til Las Vegas for at dække et motorcykelløb. “”But what was the story? Nobody had bothered to say. So we would have to drum it up on our own. Free Enterprise. The American Dream. Horatio Alger gone mad on drugs in Las Vegas. Do it now: pure Gonzo journalism.” Andre eksempler kan ses efterlignet/kærlig parodieret ovenover.

Er gonzo rollespil oplagt? Er rollespil der udnytter mediets muligheder for subjektivitet, satire og diskussion af sociale emner? JA! Gu’ fanden er det så (jeg kunne lige så godt spørge om stoffer har tjent til inspiration for kreativ processer, deriblandt scenarieskrivning, det ville give cirka samme svar). Og det ville kunne gøres på flere forskellige måder (og flere rollespil har da også allerede gjort det.)

HSTs journalistik er for mig interessant, fordi at den både er drevet af at ville være underholdning og at være holdningsbaseret. “objektiv journalistik” eksisterede slet og ret ikke for HST, som sagde følgende om det hele: “I don’t get any satisfaction out of the old traditional journalist’s view: ‘I just covered the story. I just gave it a balanced view,’…Objective journalism is one of the main reasons American politics has been allowed to be so corrupt for so long. You can’t be objective about Nixon.”

Jeg vil/gider/tør ikke forholde til journalisme (især for nogle af mine læsere ville kunne tæve mig hårdt i den disciplin), men jeg synes at det er interessant at så markant afvise en balanceret dækning af en historie og i en eller anden grad relevant for rollespil. Jeg er ikke helt sikker på at jeg kan definere hvordan, men heldigvis er jeg også lidt ligeglad. Idet at man har en historie som man udforsker ud fra et subjektivt standpunkt vil gonzo kunne illustrerer hvordan at rollespil kunne være interessant og sjovt (jeg ville f.eks. gerne spille et scenarie med spilpersoner høje på forskellige ting). Det største problem ved “objektivt rollespil” ville ikke være at det ikke giver nogen mening. Det største problem er at det ville være røvkedeligt.

Til sidst vil jeg (sådan lige for at agerer totalt meget som mig selv) smide nogle billeder ind af en mand jeg gerne ville have set illustrerer et rollespil! Nemlig Ralph Steadman, som illustrerede de fleste af HSTs bøger. Derudover illustrer følgende meget godt hvorfor det egentlig kan være ret fedt at komme i rollespilsmiljøet og dyrke den hobby.

Weird heroes and mould-breaking champions exist as living proof to those who need it that the tyranny of “the rat race” is not yet final.”
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s