Drømmen om en ensemblekampagne

Vi begynder naturligvis et helt andet sted end blogindlægget her egentlig handler om. Jeg sad og kiggede på forskellige projekter og ryddede mental op (i forsøget på at gå i gang igen med specialet), da jeg blev nysgerrig og googlede forholdet imellem protestantiske og ortodoks kristendom, hvor jeg faldt over en artikel med denne her interessante passage: “The first reported Protestant-Orthodox contact was initiated by Philip Melanchton with Patriarch Joasaph II of Constantinople in 1559. Melanchton was the most distinguished disciple of Luther and professor of Greek at Wittenberg University. He sent the Patriarch a Greek copy of the Augsburg Confession and a personal letter in which he invited the Patriarch to accept Lutherans as fellow Christians, who honor the teaching of the Scripture and the early Greek Church fathers. (Stephanidou 1990:703; Calian 1968:19-20) However, Melanchton‟s correspondence was never acknowledged or answered. According to the famous English historian, Sir Steven Runciman, the Orthodox Patriarchand his Synod had found the Augsburg Confession embarrassing due to its „heretical‟ doctrines. (Runciman 1992:246) Professor Yioannis Karmiris mentioned that the Patriarch “failed to respond to Melanchton’s epistle and did not grasp the hand of fellowship extended to him by the Protestants”. (Pelikan 1977:282)”   (Traboulsi 2007) Og lige pludselig fik man en ide og hjernen kørte i overdrive. Hvad hvis de havde svaret og havde sendt nogle folk til Wittenberg? Det kunne have skabt et interessant sammenspil. Plus at den tidlige del af reformationen virkelig bare er en stor krudttønde. Drømmen er for mig her på et tidspunkt at køre en ensemblekampagne, hvor at man ikke centrerer kampagnen om en gruppe karakterer, som det normalt er tilfældet, men om et sted, en begivenhed eller en periode (i dette tilfælde hvad der blev til den protestantiske Reformation i Europa), der så kunne begynde med f.eks. en gruppe ortodokse kirkefolk der kommer til Wittenberg i 1559. Altså ville man spille forskellige karakterer i løbet af kampagnen med forskellige og til tider modsatrettede interesser. Ars Magica har lignende tanker, hvor at man f.eks. har flere karakterer der alle er centreret omkring et Covernant (det har tilmed sin egen Wikipedia side!). Derudover ville jeg spille med i Kristians og Johs’ Ars Magica-kampagne (i det paralle univers hvor jeg boede i Midtjylland samtidig med dem begge to).   Jeg ved ikke om en ensemblekampagne nogensinde ville kunne blive til noget, men at køre en kampagne centreret om en alternativ udgave af Reformationen, gerne med magi (og Dr Faustus!) kunne være interessant. Det interessant er her at der er nogle briter der har lavet et spil om noget lignende, nemlig Clockwork & Chivalry, der foregår under den Engelske Borgerkrig med Royalisterne på den ene side (med alkymi), Cromwells New Model Army  med tandshjulsmaskiner på den anden side og en masse mindre grupper agerer bystanders og oftest bare forsøger at overleve (Cromwells hær har derudover lagt navn til et superfedt band). De har derudover lavet en masse andre spil, altsammen baseret på Basic Roleplaying/RuneQuest og som jeg allesamen synes ser frygtelig spændende ud med alt fra Londons første politistyrke til steampunk-luftpirater og et generelt renæssancesystem. Så der ville det jo naturligvis være oplagt at kigge på hvad man kunne finde på af lignende historier på det europæiske kontinent.

Overvejelser om praksis

Nåh, det var min drøm. Nu nogle tanker om hvordan det skulle føres ud i livet.

  • Hvordan undgår man at bogføringen bliver kedelig? Jeg er personligt ikke så nervøs for denne del, mest fordi at jeg tror at det kan gøres til en sjov øvelse (skal dog siges at jeg ikke er bange for papirnusseri, jeg læser for helvede statskundskab). Jeg tror det er et spørgsmål om at man noterer de vigtigste lokationer, NPCer og laver oversigter med dem.
  • Så kan man f.eks. have oversigt over NPC’er (f.eks. mindre grupper alt efter lokation og tidspunkt) og f.eks. noterer hvis ting ændrer sig (især når karakterer dør).
  • Konsekvens som en fast ting. Ift den type kampagne som jeg overvejer her er det vigtigt at karaktererne dør og at der ikke er en fast gruppe som er hovedpersonerne. Det er lidt en overvejelser som jeg er i tvivl om, men fra hvad jeg selv har oplevet i rollespil, så kan mere eller mindre tilfældige dødsfald skabe interessant overraskelser, som bagefter kan have endnu vildere konsekvenser. Det ville jeg nyder i  netop den sammenhæng.

Derudover skal Morten Greis lige have et shoutout, da han har skrevet nogle inspirerende indlæg om ensemblerollespil (links til alle indlæg er i det linkede indlæg).

Advertisements

7 meninger om “Drømmen om en ensemblekampagne

  1. Jeg elsker ensemblespil og har i lang tid gerne vil spille en slægtskampagne, men har hverken fundet den rigtige historie/setting eller spillerne der gider en slægtskampagne.

  2. Thais Munk

    Det kunne være så fedt at spille en slægskampagne, sådan i bedste Hvide-slægten stil! Især fordi at man ved at hver gang man får børn er der en ny kommende spilperson og at ens karakters oplevelse kan blive til historier der bliver fortalt hen over julemaden: “Har jeg fortalt om den gang onkel Erasmus og jeg brugte Kongens gæs som distraktion under Kronborgs belejring?”

    Og jeg regner ikke med at flytte til Midtjylland igen (jeg kommer jo derfra oprindeligt), men man skal sgu aldrig sige aldrig. Især ikke hvis man kunne komme med i en awesome Ars-kampagne 😉

  3. Jeg skaffede mig en gammel udgave Pendragon for at se hvad den kunne med slægtsspil, der er fuld mekanik for at skaffe koner til ens ridder og for at lave afkom på dem og diverse grumme skæbner.

    Desværre siger arthuriansk fantasy mig ikke så meget, det var mest for at se om det kunne lade sig gøre. Jeg ville dog vildt gerne se noget stedsbaseret ensemblespil, eventuelt som episoder i forskellige tidsperioder a la Edward Rutherfords romaner? Måske noget a la Microscope med stærkere zoomlinse?

    1. Thais Munk

      Det er også vigtigt at man kan skaffe en kone. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om arthuriansk fantasy personligt. Jeg ville nok helst gøre det med noget ala Legends of the 5 Rings og generelt sådan noget samurai-baseret, hvor at et fuckup fra en anden spillers spilperson kan medføre at ens karakter skal rense familienavnet. Det er jo værd at tage med i en familie-baseret kampagne, for der vil ære jo ofte blive til et tema tænker jeg.

      Jeg har aldrig læst Edward Rutherford (er han god?), men ideen om et stedbaseret ensemblespil lyder ret sej også.Og Microscope vil jeg stadigvæk gerne spille 🙂

      1. Jeg ville nok gøre det med noget hacket, jeg gider ikke settings med kanon og lore. Jeg ville gerne bygge en system et sted mellem Fates narrative tags og noget økonomisk spilmekanik.

        Og hjemmelavede æreskulturer er sjovere, så kan man selv bygge dumme ting ind.

        Edward Rutherford er alt det jeg ikke fik ud af Jordens Søjler.

  4. Hov hov.
    Angel-saxere der er mener de nedstammer fra Romeriget og med kæmper der tåger rundt ude på landet. What is not to like?

    Udover at the great pendragon campaign er dårligt/klassisk designet – spillerne har ingen valg undervejs, men verden er sgu ok.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s