Mit take på Warhammer-guderne

Guderne i forskellige udgaver af WFRP

I forlængelse af mine tanker om systematiseringen af Mythos er det faktisk enormt oplagt at skrive lidt om Warhammer guderne, for der var der nemlig noget enormt interessant ift systematiseringen af en given setting. En af dagene skriver jeg et manifest for rollespil med en liste over ting jeg går ind for (eller måske mere sandsynligt en liste af ting jeg hader). Uanset hvad vinklen bliver kommer  “mindre systematisering af fantastiske elementer” til at være højt oppe på listen, for jeg synes sgu bedre om mysterier og ting som ikke bliver forklarede.

Noget andet og langt vigtigere er at Warhammer undervejs i første og anden udgave har forholdsvis mange religiøse højdage (i henholdsvis Enemy Within-kampagnen med dens kalender, som er indbygget i anden udgave af spillet).  Jeg har ikke læst 3rd, men 4th har desværre ikke hellige dage med. Det er en skam, for det er noget af det som giver muligheden for hverdagsreligion, så det ikke bare er “at råbe “hil Sigmar” og så er alt fint”, eller noget lignende som Morten Greis vist cirka sagde i et podcast engang (hvad jeg sagtens forstår nemt bliver indtrykket ift Warhammer). Første gang jeg var GM i en WFRP kampagne gik vi i gang med at bruge det og det skabte fabelagtige og samtidig afdæmpede resultater. Spilpersonerne var i en dværgeborg, hvor en af dem oprindelig kom fra. Så var de ved festivalen “Keg’s End”, dværgenes nytår, hvor dværgene traditionelt set tømmer en masse tønder med øl. Så spilpersonerne sad under jorden omgivet af en masse dværge, som drak i stilhed imens de huskede, kun afbrudt af en enkelt historiefortæller undervejs. Det var fedt og det samme gjaldt Hexennacht, hvor to af spilpersonerne bad til Morr om at få kontakt til deres afdøde venner og familiemedlemmer. Der lod jeg dem så få kontakt igennem drømme til nogle døde familiemedlemmer i Bretonnia og en magikerklassekammerat, som så kunne fortælle mere om hovedplottet. Det sidste var meget lidt subtilt, men det fungerede okay på grund af datoen. Vi gjorde det også senere og det fungerer bare rigtig godt at der er forskellige ting, som f.eks en stor religiøs ceremoni som alle i en by er med til. Så selvfølgelig var spilpersonerne også til den, selvom ingen af dem lige havde det vilde forhold til den gud (som var Taal og Rhya der).

Mit udgangspunkt her er som altid (fordi jeg er en gammel nørdidiot) første udgave af Warhammer Fantasy Roleplay, hvor de skriver følgende i begyndelse af kapitelt om “Reglion & Belief”
Old Wolders venerate a number of deities; their religion is pantheistic in a similar way to that of the Ancient Greeks of our own world. This section does not detail all the gods of the Old World – since there are so many – but a fdew of the more popular deities are covered here, to allow characters of deities..” (s. 195).

Det interessante der er at jeg en gang kom til at læse det som om at de guder nærmest var globale. Det gør teksten klart at de ikke er, men samtidig siger den at religion er en skiftende affære, hvor der kommer nye guder til som en mode-sag og i det hele taget fremstiller det hele som langt mere dynamisk end det senere bliver fremstillet. Det interessante der er bare at der ligges op til at guderne bare er de største guder og at der ikke præsenteres større myter. Der er bare nogle forskellige guder, så er der “The Old Faith”, som kom før og som ikke forklares synderligt meget mere. Sigmar nævnes kun ganske kort, men uddybes meget i Enemy Within (hvad der gjorde så at jeg aldrig har haft det store forhold til den gud). Hvad folk så fortæller af eventuelle historier om de guder må folk selv finde på. De forskellige guder tilbedes i forskelligt omfang alt efter hvor man er henne, men de teksten skriver forholdsvis klart at man respektere  de forskellige guder alle stederi den gamle Verden (i modsætning til senere udgaver hvor der er nogle forfattere som gerne vil gøre Sigmar troen til en monoteistisk tro, fordi de elsker lort). Det er lidt fedt og dejlig old school ift at de tidligste udgaver af D&D også bare lod folk finde på det, for det gør folk helt naturligt undervejs. Det har derfor altid været noget irriterende for mig når folk/forfattere har villet forklare alt muligt om “Lady in the Lake”, at der kun er fire Kaos-guder, etc. Lad nu bare mysterierne være, kære nørder. Det er meget federe sådan. Det har første udgave ramt meget bedre. Anden udgave af Warhammer har lidt det problem når den kommer over til Tome of Salvation, som har en masse ævl af den slags. Og noget bedre, faktisk gansk god ævl undervejs om traditioner, skikke og helligdage.

Der blev faktisk til WFRP 1st skrevet “Realms of Divine Magic”, som forsøger at forklare mange af de her ting, men af ukendte grunde giver den mig ikke ondt i mine øjn. Måske fordi det er skrevet i første udgaves balstyriske stil, hvor ting bare var lidt vildere og bevidst mindre systematisk (fordi det blev skrevet af vilde briter, som især ikke ville være D&D og som heller ikke ville være Tolkien undtagen hvis det var meget sarkastisk). “Realms of Divine Magic” er interessant, for den forklarer bare nogle ting på en måde, hvor der kan være mange andre svar, den begrænser ikke spillerne i større i omfang og den er ikke domineret af doven grimdark undervejs. Plus nogle af dens tanker om “The Old Ones” gør at den muligvis ville kunne bruges til noget spil i praksis med sære gamle ruiner eller lignende. Især i dag hvor der næsten ingen er udover folk som mig som rent faktisk har læst den.

Konkrete ideer til at bruge Warhammer-guderne i praktisk rollespil

Det bringer os over til mine konkrete ideer til guderne i Warhammer og hvordan de ville kunne bruges til spændende spil i praks. Der hvor jeg gerne vil hen med de guder er at de er idealer og at de for mange mennesker i den Gamle Verden er det bedste håb de har ift deres korrupte, tyraniske og komiske uduelige regeringer (og det er til tider et virkelig klamt og usselt håb).

Morr kirken hjælper rent faktisk med at bekæmpe de ikke-døde og mindes de døde. Sigmar kirken er med til at forhindre (og til tider skabe) borgerkrig i Kejserriget. Myrmiadia kirken vil behandle krigsfanger ordentligt og er en slags kult for civilization. Ulric kirken hjælper til med individuel modstandskraft overfor alt det lort verden smider efter en. Taal kirken hjælper til med at skaffe nok mad. Rhya kirken hjælper til med at få børn og kærligheden. Verena kirken prøver at skabe retfærdighed og uddanne folk. Ranald hjælper de handlende, de undertrykte og de stakler som kan have lidt svært ved at skelne mellem dit og mit. Manann hjælper søfolk og fiskere overleve på havet. Og sidst, men ikke mindst hjælper Shallya de syge og og andre generelt usle typer (som der er mange af i Warhammer verdenen). De kirker er samtidig selv usle, lettere korrupte, fanatiske, hykleriske, overtroiske og dybt fordomsfulde, men i min udgave af Warhammer har de samtidig været det tætteste man kom på “de gode” i settingen. Der er andre så “de moralsk fleksible”, “de uduelige”, “de hykleriske” “de udbrændte” og “de psykotisk onde”, for settingen er som bekendt ikke grimdark for mig. Den er mørk, men også fandenivoldsk og med et stort glimt i øjet undervejs.

Hvilket bringer os til nogle dejlig kætteriske ideer.  Jeg har taget mit eget twist på flere af de her guder og sikkert ignoreret/bevidst fejlfortolket kanon undervejs.

Ranald som loverboy/Shallya som sugarmamma

Der er flere historier om hvordan Ranald blev en gud i Warhammer, hvor den ene er at han narrede Shallya til at gøre ham til en gud og den anden er at han narrede Morr til at gøre ham til en gud. Der tænker jeg at man meget vel kunne have myten om hvad der “i virkeligheden skete, som var den eneste gang Shallya brød sit princip om altid at være uselvisk. Hun så en utrolig lækker, intelligent, charmerende (og måske overnaturlig) mand med en slags principper, bl.a. stærk opposition til vold og tænkte “Damnit! Ved Far, Mor, Søster og Mig selv, jeg vil have ham. Jeg skal have ham. Jeg fortjener ham. Jeg må have ham. Jeg skal da ha’!!”

Dvs Ranald blev gjort til en Gud og Shallya offentligt beklagede hvor forfærdeligt han havde narret hende og hvor trist det hele var, men hun i virkeligheden var og er i et forbudt forhold med ham, som hendes forældre ikke ville have accepteret. Så er det jo så heldigt at tyvenes gud i sagens er en diskret loverboy når han aflægger Nådens Gudinde regelmæssige natlige besøg.

De Reformede Sigmaritter

De reformerede Sigmaritter er en hemmelig gruppe indenfor Sigmar, som 1) vil have fat i de oprindelige hellige tekster om Sigmar og 2) afslutte fejden med Ulric-kirken. Deres doktrin er simpel og handler i bund og grund om at nå frem til så oprindelige kilder om Sigmar som muligt. Derfor leder de efter oprindelige skrifter og beretninger rundt omkring i kirker, klostre, biblioteker og borge fra ældre dage om Sigmar Heldenhammers tid som dødelig og den første hersker af i Kejserriget.

De ønsker derfor at simplificere Sigmar-kirken, skære ned på pomt og pragt og fastholde Sigmar som tilbeder af Ulric og dedikeret tilbeder af guderne. Dvs at de også ønsker at anerkende de andre guds område og decideret er modstandere af Sigmar-kirkens politiske indflydelse, da de mener at den blot burde følge Kejserindens/Kejserens vilje og rådgive vedkommende bedst muligt, men ikke optræde som en politisk aktør. De forfølges derfor generelt af Sigmar-kirkens ledelse, men har dog været gode til at beskytte sig. Især fordi de pga deres kritiske blik er gode til at opdage Kaos-tilbedere.

Ulricanske Metodikere

Her står jeg. Jeg kan ikke andet. Ulric hjælpe mig.

De Ulricanske metodikere agerer som navnet antyder ud fra en metode at være Ulric-tilbeder på, hvor det dominerer ens liv totalt. Man agerer ud fra Ulric-logik, hvor  alting i livet er en forberedelse til slagmarken, vinteren og andre former for modstand som gør livet værd at leve og overleve. Ting er derfor utrolig simple. Man beskytter sig selv og sin flok og de beskytter en tilbage, især mod Fjenden mod nord, Kaos og alt dens usselhed. Man avler stærke børn sammen med ens mage, man opdrager ens børn til at stå imod verden og Kaos og til sidst dør man med ære eller mæt af dage hvis Ulric har velsignet en. Man øver våbenbrug hver dag, man sørger for at have nok mad til vinteren og man jagter ulve med de våben som naturen har givet en som demonstration af ens styrke. Og hvis folk giver en lort smadrer man det som prøve på ens styrke.

Alt dette er typiske ulricansk, det mere markante er bare at de metodiske ulricanere 1) er tæt på at være kættersk fordi de halvvejs ignorerer andre guder end Ulric og 2) ikke i synderlig høj grad anerkender Kejserlig autoritet med mindre nogen slår dem i hovedet og siger at de skal. Derfra citatet ovenfor både gælder for en metodisk ulricaner om vedkommende så står overfor Kaos eller en værdslig autoritet.

Sigmars reformitter

ikke at forveksle med de reformerede Sigmaritter. Da Marienburg og Ødemarken meldte sig ud af Kejserriget blev en del af Sigmar kirken tilbage i Marienburg. Nogle af dem skrev om deres kirkes nye omgivelser og tingenes tilstand efter løsrivelsen. Det har givet anledning til en anden voldsomt kætterisk sekt, da de skrifter endte i blandt en gruppe af studerende i Nuln, som gik meget på tileanske kroer. Der stødte de nemlig på flere tanker om en “republik” og nogle af dem overvejede efter meget rødvin om hvem næstefter Sigmar som havde været Kejserrigets bedste kejser? Konstateringen blev for flere af dem da de mødtes dagen efter med mange tømmermænd for at spise tærter at ingen udover Sigmar, måske Mandred Ratslayer og med sikkerhed Magnus den Fromme havde været virkelige gode kejsere. Deres konstatering blev derfor at intet menneske kunne få den nødvendige tillid til at være Kejser, især ikke når der max var cirka 10 igennem Kejserrigets historie som havde håndteret arbejdet godt. Derfor var det bedste man kunne håbe på at de forskellige provinser samlet valgte en Forvalter for Sigmar og desuden indførte republikker i de forskellige provinser. Dvs inklusiv ting som forsamlingsfrihed og begrænset ytringsfrihed (indenfor religiøse rammer). Problemet for dem var så bare at da de efter mødet gik hjem var der en af dem som kom til at gå forbi en ven med en trykpresse og fik trykt en masse sedler som hun fik delt ud i Nuln, hvilket der ikke var nogen som havde planlagt, da det kuin var en teoretisk øvelse. Pludselig blev det en konkret, især da studerende fra Talabheim og Middenheim dukkede op i Nuln og ville tale med lederne af den oprindelig gruppe som de i deres celler havde efterlignet og som ikke fandtes. Derfor findes der i dag grupper blandt studerende og nogle præster i Nuln, Talabheim, Altdorf, Middenheim og Marienburg.
Sigmars reformitter ønsker i modsætniong til de reformerede Sigmaritter en højere grad af politisk indflydelse, selvom de også er mindre imponerede over unødvendig pagt og promt.

Myrmidias meritokratisk milits

“Myrmidias milits ” som den kaldes i daglig tale er et lejesoldats kompani som oprindelig opstod da en tileaner kom til Middenland for at prædikere Myrmidias ord. Hun blev grint af dagen lang, men fik dog som en vittighed fra myndighedernes side nogle fanger at eksperimentere med. Så hun tog de brettonianske fredsløse bønder, lokale tiggere og folk af ukendte forældre fra Grænserigerne og gjorde dem til en slags hær, kun bevæbnet med spyd, simple skjolde og let rustning eller som bueskytter. En hær som derefter massakrede de bæstmænd og orker som den blev sendt ud imod slet og ret fordi hun gav sine folk en bevidsthed om at de var en del af et større hele og at de derfor havde lov til at være stolte over dem selv. Som en konsekens af det blev hende og hendes folk forvist fra Middenland fordi de indirekte kom til at fremstille adlen som uduelig, hvad den da også var. Militsen forsatte dog og kom til at stå i direkte opposition til adlen. Militsen tilbeder (på voldsom fanatisk maner) Myrmidia som en civilisationsgudinde, hvor hun velsigner tilbederne med evner og hvor man derefter kan stige i rang efter hvor meget gudinden har velsignet en. De agerer som budget lejesoldatskompani, men er dog voldsomt upopulære blandt magthaverne på grund af den tydelige indirekte udfordring af adlens privilegier som ligger under overfladen i meget af hvad de gør.

Desuden har Frygt og Lede i Odense (og andre steder) haft 10 års jubilæum her for nyligt fra mit første indlæg her på bloggen. Det føles smukt at jeg begyndte med at anmelde et scenarie af Thomas Munkholt, for Thomas’ kommentarer og likes har været med til at give mig lyst til at drive bloggen videre fra nogle år tilbage. Så stor tak til dig Thomas og stor tak til alle andre som har læst og kommenteret på bloggen undervejs!

4 meninger om “Mit take på Warhammer-guderne

  1. troelsken

    Hurra for usystematiske og rodede fantastiske elementer! Både når vi snakker om guder og om vampyrer, varulve og whatever.

    En lille perspektivering til virkelig historie: Grækerne var MEGA hårdhændede med at omtolke fremmede folkeslags guddomme, så de passede ind i den græske mytologi. Ægypternes Amon-Ra? Det er da klart bare en anden måde at sige Zeus! Til gengæld var de også med på at den kult som man tilbad en given gud igennem var ret bestemmende for hvilken “personlighed” guden i praksis havde — også inden for det græske område.

    1. Thais Munk

      Ja, præcis. Systematikken kan sgu nemt blive for meget og dræbe meget af det sjove.

      Og fedt! Det burde da egentlig være forholdsvis nemt at overføre til rollespil 😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s