John Stuart Mill boghandlen – en kampagneide til Bookhounds of London

Da jeg første gang hørte om bogen “Bookhounds of London” var der en kampagneide som opstod (hvis du har forvildet dig herinde uden at vide hvad det er for en bog, så lyt til nogle nørder snakke om den her. Så giver alt her bedre mening). Kampagneideen her bliver nok aldrig til noget, men nu deler jeg den med jer, for jeg synes den kan noget.

 

Min ide var at have en feministisk boghandel mm (som udover at sælge bøger, driver sociale indsatser, underviser kvinder og andre,  seksualundervisning, etc), som så er begyndt at sælge “bøger for kendere” for at tjene flere penge og som dække, dvs okkulte bøger. Dvs spilpersonerne ikke har opsøgte den okkulte verden, fordi den egentligt interesserer dem, men fordi den giver dem penge til at gøre andre ting. Den historiske kontekst spiller ind her, så vi tager lige et kort infodump om den.

Kvindelig stemmeret og feministisk politik i Storbritannien cirka 1900-1928

Storbritannien indfører kvindelig stemmeret for alle kvinder over 30 med en vis ejendom og for mænd over 21 i 1918 (Representation of the People Act 1918) og senere for alle over 21 i 1928 (Representation of the People (Equal Franchise) Act 1928)…og det gik ikke just stille for sig, lad os sige det sådan. Grunden til man fra politisk side indførte den aldersforskel i 1918 var fordi kvinder ellers ville have været en majoritet blandt vælgere efter Første Verdenskrig (da den samtidig også betød at man gav stemmeret til mænd uden ejendom, som her var repræsenteret af fagforeninger og lignende. De kvindelige organisationer accepterede den skilning til at begynde med som et kompromis). Det som blev det store skænderi blandt “suffragettes” var hele spørgsmål om metoder. Det er også grunden til Wikipedia har en artikel som hedder “List of suffragette bombings”, da en del af forkæmperne for kvindelig valgret var decideret militante og lavede ting som bombninger, afbrød mandlige politikeres taler med tilråb, lænkede dem selv til jernbanehegn og sultestrejkede i fængsler. Det sidste kommer vi tilbage til. De kvinder organiserede sig selv i “Women’s Social and Political Union”, forkortet WSPU.

Det interessante her er den noget bitre konstatering af at det gav de grupper (kvinder med ejendom og mænd uden ejendom) stemmeret i 1918 var deres støtte til en stærkt nødvendig krig mod Tyskland (hvis man med nødvendig mener døden i skyttegraven). Det var i min optik ikke  et spørgsmål om retfærdighed eller medførte rettigheder, men et spørgsmål om at inkludere folk, så de understøttede det politiske system og i højere grad hjalp til med statens ønsker, som f.eks. at kvinder arbejdede i fabrikker og i landbruget, gav hvide fjer til mænd som ikke tjente i militæret (for at udskamme dem som kujoner). Det gav anledning til store skænderi og politiske splittelse i de feministiske bevægelser, hvor en af lederne af bevægelsen, Emmeline Pankhurst støttede op om krigen og blev valgt til Underhuset i 1927, kort tid før hendes død i 1928. To af hendes døtre brød undervejs med deres mor.  Adela Pankhurst (senere Adela Walsh) immigrerede til Australien, første kampagne og blev aktiv i det lokale kommunistparti (som hun senere blev smidt ud fra. Hun vendte så på en tallerken og var senere med til at stifte Australia First, som argumenterede for et brud med det Britiske Imperium og en politisk alliance med Akse-magterne under Anden Verdenskrig).
En anden datter Sylvia Pankhurst var eksplicit socialist og brød med sin mor på grund af Første Verdenskrig, som hun var stærk modstander af. Hun blev fængslet første gang som 24 årig i 1906 og blev arresteret otte gange imellem februar 1913 og juli 1914 og tvangsfordret hver gang. Kort tid efter Første Verdenskrig brød ud blev hun smidt ud af WSPU på hendes mors initiativ sammen med arbejderklassekvinderne i partiet Workers’ Socialist Federation, som Sylvia Pankhurst havde været med til at stifte. Efter Første Verdenskrig forsatte hun sit politiske arbejde og endte med at immigrere til Etiopien og der arbejde for anti-kolonisering. Hvilket bringer os tilbage til det med sultestrejke.

 

Sultestrejke er en ultimativ form for protest med lange rødder tilbage i historien (også brugt af Gandhi i Indien) og den blev brugt til at skabe opmærksomhed på forholdene for kvindelige politiske fanger (især ift hvordan de blev klassificeret, da det afgjorde som de havde ret til at modtage besøge, skrive breve, etc). Risikoen for at nogle af de kvinder kunne dø i fængslet og blive martyr gjorde, at man fra statens side valgte at tvangsfodre dem.

 

Konkret brug af noget psykopatisk deprimerede historie i rollespil

Nu hvor vi allesammen har det ringe over det her, så lad os snakke om medaljer. WSPU uddelte undervejs medaljer til aktivister. WSPU uddelte Holloway brochen til aktivister fængslet Prison Holloway.

Holloway medalje, uddelt til kvinder som blev fænglset i fængslet Holloway

 

 

 

 

 

 

 

Her er to medaljer for sultestrejke.

Dette bringer os heldigvis til rollespil, hvor vi kan snakke om lidt mere opmuntrende, nemlig ting som bøger som gør en sindssyge og shoggoths.

 

 

Medlemmer af WSPU havde decideret smykker, som identificerede ligesindede for hinanden. Der er med andre ord nogle masser af visuelle elementer at arbejde med (især fordi der blev taget mange billeder af lederne af bevægelsen). Så her er et par eksempler, hvor det sidste blev givet til Louise Eates, da hun blev løsladt fra Holloway fængslet i maj 1909. Det er også grunden til titlen for dette indlæg. En af de første udgivne bøger om emnet her var “A Vindication of the Rights of Woman”, af Mary Wollstonecraft omkvindelig valgret og politiske undertrykkelse udgivet i 1792, så jeg overvejede om det skulle være titlen på boghandlen. Det ville dog også gøre den meget offentlig, så derfor valgte jeg John Stuart Mill, da han var en anden stor tænke til at forholde sig til emnet i hans bog “The Subjection of Women” fra 1869.

 

For at vende tilbage til rollespil her, så er der med andre ord en masse drama, symbolik, politisk betændte spørgsmål og kampe ift kvinders rettigheder som stadigvæk skal udkæmpes i London i 1930’erne. Med andre ord masser af materiale for rollespil. Det er svært deprimerende, hvilket giver mulighed for hvad jeg tænker er et interessant take på mythos. En del af dilemmaerne i Bookhounds of London er hvordan man balancere at have en boghandel med okkulte bøger kørende, når nogle af ens kunder er meget diskutable typer som måske, måske ikke er Deep Ones. Det er der, hvor jeg tænker der er noget interessant ved en kvindelig boghandel, fordi feministiske aktivister ikke nødvendigvis i samme omfang har samme grad af omdømme eller ære at skulle beskytte. De har derimod en sag at kæmpe for, en sag som kræver penge. Så i deres tilfælde er okkulte bøger nærmest også et godt skalkeskjul for den feministiske litteratur ude bagved. At have en gruppe af overvejende kvindelige spilpersoner giver adgang til andre dele af det britiske samfund i 1930’erne, som en gruppe mandlige spilpersoner ikke ville have.

 

Plus det gør at hvis man f.eks. har Lord Greystone, MD som efter signede tilbeder “Den Sorte Farao” og som muligvis har udkæmpet ulovlige dueller….men som også samtidig udfører gratis aborter for alle som kontakter ham uden at stille dumme spørgsmål. Så bliver spørgsmål jo hurtigt om hvor farlig eller dårligt et menneske han så egentlig er? Det giver nemlig her muligheder for noget interessant, som jeg synes til tider bliver overset i Lovecraft, nemlig om Mythos egentlig er ondt eller bare i højere grad er uforståeligt. Konstateringen fra bl.a. “At the Mountains of Madness” er i hvert fald at monstrene der nok egentlig opfører sig meget ala mennesker ift at ville overleve, undersøge det ukendte og frygte det de ikke forstår. Der gør her at Mythos halvvejs kan gå hen og blive noget man omfavner, selv hvis det vil koste ens sindsroen, for at være feministisk aktivist i 1930’erne er alligevel jævnt hen stressende. Så hvis man dermed benytter sig af de frygtelige kræfter, man kan lære af mythos, så er det muligvis ikke ensidigt skidt ift diskussioner om godt og ondt, selvom ens undergang (metaforisk, spirituel eller fysisk) nok alligevel vil komme uanset hvad.

Jeg er ikke helt sikker på tonen for sådan en kampagne her (jeg kan se flere muligheder ift hvor mørkt eller magtesløst det skal være), men jeg synes det var sjovt at lave noget research om perioden her og finde på muligheder for en gruppe lovecraftianske spilpersoner, som er der på grund af noget menneskeligt og håndgribeligt og ikke så meget, fordi deres i øvrigt ukendte onkel efterlod dem et skummelt hus. Det er for dem ikke et spørgsmål om en morbid nysgerrighed om det ukendte, men om boghandlere som har brug for at vide ting om det okkulte, for at få flere penge til deres politiske kampagner eller konkrete sociale initiativer.

 

WSPU lavede desuden også et brætspil for at forsøge at nå frem til Parliament, som kan ses her.

2 meninger om “John Stuart Mill boghandlen – en kampagneide til Bookhounds of London

  1. Spændende. Jeg synes dog helt klart karaktererne skal have den okkulte interesse/engagement. Kvindekampen er en god motor til at generere historie og tema, men hvis karaktererne ikke har et ben i det okkulte, tror jeg let det politiske indhold kan blive lidt belærende. Der er en velproduceret Blades in the dark-actual play der hedder Magpies (https://magpiespodcast.net/). Den har helt klart en feministisk/socialistisk agenda, og deres Scores er informeret af den interesse – men de er stadig først og fremmest Scoundrels der gør seje ting. Som du også er inde på, kan der være et spørgsmål om at ramme den rigtige tone på den alvorlige baggrund, men jeg tror det rigtige er at tage udgangspunkt Bookhounds’ Ninth Gate-fascination. Og så tror jeg at det et projekt der bør involvere kvinder (ikke for at tage noget fra dit engagement :).

    1. Thais Munk

      1) Det kan meget vel være, at det giver bedre mening hvis de er interesseret der. Jeg tænker også at karaktererne ville udvikle en interesse undervejs, men at der kunne være noget interessant ved at de mere blev trukket ind i de okkulte elementer af nødvendighed snarere end pligt ift andet Mythos rollespil.

      2) Og sikkert. Som nævnt regner jeg aldrig med at den bliver til noget 😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s