Jeg tænker igen højt om skam indenfor nørdede kredse. Jeg vil gerne begynde dette indlæg med at smide kærlighed efter Bo Jørgensen, som gør enormt meget godt for dansk brætspil med hjemmesiden Papskubber.dk, som den ene af tre producere på podcasten Papstinenser og som derudover er han en vildt flink fyr. Plus kærlighed og selvkærlighed altid er en smuk kur mod skam og dens gift.
Bo fortæller i Papstinenser episode 46 en historie, som virkelig gjorde en forskel for mig og er grunden til jeg skriver dette indlæg. Inden de er på vej op af skyttegraven, snakker værterne om krigspil, hvor de kommer ind på 2. Verdenskrigsspillet Axis & Allies. Bo fortæller der om, da han var på GenCon i Indianapolis i USA og stødte ind i en Axis & Allies turnering. I skal fandeme ikke snydes for det, så her er den næsten fulde transskribering (link til afsnittet og alt andet til sidst i indlægget som sædvanlig).
“Jeg har været ude at spise med nogle folk i branchen…man kommer hjem på hotellet med en lille buzz…lige en Gin & Tonic til hver af skoene, og jeg tror måske lige et kort øjeblik; jeg har glemt lige, at jeg er på GenCon. Man har været ude og sidde og snakke med folk og været social, og [jeg] kommer ind i hotellobbyen på et Mariot-hotel, tror jeg? Et ret fint hotel på hovedgaden i Indianpolis og foyeren, altså hele velkomstområdet i denne her kæmpestore hotelbygning er en Axis & Allies turnering! Fordi der jo ikke er lokaler nok nogen steder. GenCon er jo sygt mange, tusind mennesker, der kommer for at spille både for at spille rollespil, men også alle mulige turneringsting. Og byen omfavner det her arrangement så meget…
Jeg stopper sådan lige et øjeblik og kigger, for der er det her pænt blanke polverede marmorgulv, og så sidder der bare altså fem mand, fem mand, fem mand, fem mand, fem mand, fem mand, fem mand ved så mange border…der er måske 30 spil i gang eller sådan et eller andet! …den der fornemmelse af, fuck hvor er det her fedt! Der sidder ikke bare en flok nørder over i et hjørne, og er gamle og spiller Axis & Allies. Nej, fandeme nej! Der er nogen her der har overtaget hele foyeren på en stor hotelkæde, klokken er midnat og de kommer ikke tidligt i seng nogen af de der!”
I dag skal det handle om skam, hvordan det spiller sammen med nørdede interesser, vores miljøer og hvordan jeg håber på det kan ændre sig for de nye generationer af nørder. Jeg er født i 1985 og faldt over rollespil på biblioteket og i fritidsordningen en gang i 90’erne, hvor det i sagens natur ikke var specielt sejt. Så ligesom andre nørder af den generation har jeg nok haft en eller anden grad af skam over den slags, fordi mine omgivelser så skævt til det og var rimelig klar på at fortælle mig det. Mit indtryk her, at det er på ingen måde unikt for nørder af min alder, plus/minus 10 år.
Vi skal derfor have en definition af skam på banen, inklusiv de forskellige typer af skam, som jeg kommer til at forholde mig til her: Fra den store Danske Ordbog:
“Skam, følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af afvisning, latterliggørelse, kommen til kort eller tab af anseelse. Skam er en sammensat, smertefuld følelse, der bl.a. rummer forlegenhed, ydmygelse, krænkelse, vanære og tab af selvfølelse. Specielt hvis man tidlig i sit liv har oplevet gentagne episoder med skamfølelse, opstår skam hos den voksne relativt let og kan ligefrem blive til et karaktertræk, der beskytter imod enhver handling, der i individets forestillingsverden ville kunne true selvfølelsen; blot tanken om at agere eller vise sig for andre kan aktivere skamfølelsen. På den måde bliver skam et forsvar imod at træde tydeligt frem, eksponere sig selv.”.
Det som jeg gerne vil fokusere på her er den følelse af skam som er associeret med ikke at ville stå ved sig selv, ikke den skam man måtte føle af at have gjort noget forkert og have dårlig samvittighed over det.
Vi kommer tilbage til flere af de ting her, men en god del af de nørder jeg har mødt har været svært præget af og talt om den latterliggørelse og følelse af at være forkerte (hvad jeg tolker som det tab af selvfølelse, som bliver nævnt i den tidligere definition) de har oplevet som børn og unge, fordi de skilte sig ud fra andre i folkeskolen, gymnasiet, whatever deres omgivelser nu var, og at de følte ikke kunne være dem selv og gå op i hvad de nu end gik op i.
Jeg kan selv huske hvordan det var megafedt at komme på en con for første gang, især TRoA-Con 2003. Jeg oplevede virkelig, at jeg kunne være mig selv, og at jeg var på bølgelænge med folk der på en anden måde end de folk jeg ellers så. Så det var sjovt nok megafedt.
Det interessante for mig her er hvordan den skam til tider kommer til udtryk i nørdkulturer. Et oplagt eksempel er gatekeeping, hvor en bestemt måde at gøre det på er korrekt og andres er forkert. Det har der været en god del eksempler på i udgivede rollespil. Der har været GURPS og dens insisterende på “realisme”TM og hvordan D&D gør det forkert, Sorcerer hvor Ron Edward bruger lang tid på at forklare hvordan andre folk gør det forkert, White Wolf/Kult og andres 90er rollespils store dyrkelse af “det vildt intense rollespil” og “the Mind’s Eye Theater” som ikke altid havde en klar forklaring på hvordan man så gjorde det, OSR-bølgens til tider virkelig pubertære brok over indie-bølgen/senere udgaver af D&D/social bevidsthed indenfor rollespil; og givetvis også nogle senere rollespil (bl.a. det ellers fremragende Lovecraftesque), som bruger tilpas lang tid på at være passive aggressive i deres insisterende på tolerance og inklusion. Jeg er 100% med ift inklusion, det er bare tonen jeg tænker på her.
Ift det med skam og følelsen af utilstrækkelighed, så er der en særlig grad af skuffelse og øv-følelse, hvis man har glædet sig til at spille et givent spil med sine venner og de så ikke kan lide det eller sviner det til. Især hvis det er et spil, som man selv har lavet eller en session, hvor man som GM har forberedt sig meget. Det med “forlegenhed” og “vanære” fra definitionen har jeg også set en del eksempler af igennem tiden i rollespil, hvor folk går vildt meget op “at være kongen af lossepladsen”, fordi “de blev mobbet som børn” (som en gammel nørdven Benjamin Svejsgaard engang sagde det). Jeg sætter det meget på spidsen her, for jeg synes det er noget af det som virkelig er blevet federe i nørdverdenen de sidste 10 år. Folk er blevet langt mere chill, især ift hvad de godt kan lide og hvordan de udtrykker hvis de ikke bryder sig om ting. Der er mindre udskamning generelt og det er megafedt.
Det er selvfølgelig reelt, hvis man ikke bryder sig om ting. For at tage et eksempel, så går jeg generelt uden om “Nordic Larp”-liverollespilsscenarier, selvom jeg virkelig godt kan lide mange af teknikkerne. De handler bare ofte om familietraumer, undertrykkelse og lignende med en politisk agenda, hvor jeg hellere vil løbe rundt iført slagkofte og slås eller spille Jane Austen og føle helt vildt meget (og vildt gerne begge dele samtidig!!). Andre skal jo så bare give den gas. Jeg er kun glad for hvis I har det sjovt.
I den forlængelse vil jeg gerne tale om to eksempler, som jeg har skammet mig over, fordi jeg følte mig som “dårlig nørd”. Forleden læste jeg “A Wizard of Earth-Sea” og var spændt på at gå igennem en gammel klassiker indenfor fantasy litteratur. Problemet var bare, at jeg sgu kedede mig. Jeg blev ikke fanget af Ursala K. Guins sprog, typer af magi, karakterne eller selve historien, selvom jeg godt kunne se hvorfor bogen var blevet en klassiker og hvordan den havde været indflydelsesrig. Et andet eksempel var, at jeg også for et stykke tid siden så Alien fra 1979, hvor jeg desværre endte med at kede mig en kende, selvom filmen er fremragende. Problemet var bare, at den film er blevet så integreret en del af populærkulturen, at jeg kendte alle plottwists i den på forhånd, fordi der er blevet referet til flere af scenerne alle mulige steder (plus jeg har set Aliens, så jeg ved hvem som overlever). I begge tilfælde følte jeg mig lidt som dårlig nørd. Jeg er til gengæld fascineret af, at jeg åbenbart identificerer mig så meget med at være nørd, at det kan give mig skam. Basalt set er det som skete bare, at jeg havde læst en bog og set en film, hvor ingen af dem så fangede mig. Hvis andre har haft det fedt med dem, så er det jo bare fedt. Det virkede så bare af forskellige grunde ikke for mig. Sådan er jo så en gang i mellem. Noget af det interessante der ved nørder er den der med “Ej, det er da også for galt at du ikke har set X”, som oftest giver mig lyst til at afslutte samtalen. Hvorimod hvis folk siger “Det synes jeg er en awesome film! Hvis du har tid, så kom forbi på lørdag og så holder vi film aften!”, så er jeg fandeme bare frisk.
Jeg magter bare ikke den der ide om nørd-kanonen. Jeg har f.eks. ikke læst Song of Ice & Fire (eller set TV-serien) og jeg kommer næppe til det (bl.a. fordi serien ikke er afsluttet og den er over 2000 sider lang, som er to af mine principper ift at læse bøger). Derudover lyder den grimdark på en måde, som bare ikke er mig. Hvis du har har læst den og nydt det kære læser, så får du en stor thumbs up herfra (og jeg kondolerer for TV-seriens afslutning). Hvis folk har det sjovt, så er det jo kun fedt!. Jeg har kun en vis mængde tid til nørd (og livet generelt), så jeg føler sgu ikke for at spille multi-player kabale spil som f.eks. Agricultura eller Carverna (som lige var de bedste eksempler jeg kunne kommet på), men jeg kan sagtens sætte pris på det gode spildesign i et solidt eurogame. Jeg vil bare hellere selv spille ting med terninger og figurer, igen meget sat på spidsen.
Jeg mener desuden ikke at ting ikke kan være mere eller mindre godt. F.eks. ærgrer det mig lidt, at der ikke er kommet noget ala Axis & Allies, bare med en kortere spiltid og mindre fokus på økonomi, for jeg ville elske at spille Anden Verdenskrig igennem med terninger, masser af figurer på et stort bræt formet som et verdenskort (gerne med regler lidt ala 1776 fra Academy Games, som er et fremragende spil i min optik). Det vigtige er jo også bare udgangspunktet for et givent spil. F.eks. D&D handler (oftest) om eventyr, encounters og at få seje skatte. Det kan man jo så være mere eller mindre til, men for mig ville diskussionen der i højere grad handle om hvorvidt D&D gør det godt eller ej. Gør Alien det godt som horror-film? 100%! Især man så den uden at kende plottwists i 80’erne eller 90’erne (og ikke anno 2022 af en eller anden dum completist-nørd).
Jeg genså for nyligt filmen “The Yellow Sign” fra 2001, som er en filmatisering af en af historierne fra “The King in Yellow” af Robert Chambers. Den er tydeligvis lavet for ingen penge overhovedet i 2001 af glade amatører og jeg fucking knuselsker den. Til dels fordi jeg synes skuespillet er fint, manuskriften er velskrevet, og jeg synes især den har hjerte og kærlighed til oplægget som bare fanden. Plus den er et sjovt tidsbillede af en periode (her 2000/2001). Det er for mig langt vigtigere i film end en del andre ting. Jeg gider ikke skamme mig over den slags ting længere eller min smag i film længere. Jeg vil hellere have passion og et godt manuskript for frem kendte skuespillere eller flot CGI.
Nu kommer vi til noget vigtigt i rollespil og nørdkultur, nemlig et obligatorisk citat af den tyske filosof Frederick Nietzsche, som bare skal hamres ind uanset hvad. Især hvis jeg er forfatter.
“What is the seal of liberation? — No longer being ashamed in front of oneself.“, The Gay Science. Vi springer lige de nærmere detaljer over Nietzsches stormløb mod kristendommen over, det interessante er for mig her Nietzsches beskrivelse af skam (udsprunget af bl.a. kristendommen ifølge Nietzsche) og hvordan han ser det som gift eller sygdom, at man “siger nej til livet” og begrænser os selv ud af blandt, istedet for at vi siger “ja til livet”, inklusiv med hvad det involverer af ting (i mit tilfælde involverer det f.eks. en hylde kun med DragonLance romaner og en masse GURPS supplementer, som virkelig gør mig glad). Jeg kan virkelig godt lide Nietzsches beskrivelse af at man fralægger sig den sygdom og gift der ligger i skammen og i stedet for siger ja til livet. Man siger ja til hvad nu end man godt kan lide, om det så er obskurt, dårligt eller whatever. Et andet eksempel som gjorde mig glad der var Morten Greis’ beskrivelse fra Papstinenser af at han primært havde beholdt spillet Dragon Scroll fordi figurerne var enormt fine. Jeg kan i høj grad relatere og jeg synes det er en af de mange ting jeg godt kan lide ved Papstinenser, nemlig at der er nogle kampnørdede (og vildt lækre) værter, som har et positiv syn på det med brætspil, som noget de elsker samtidig med, at der er ting som de kritiserer. En af mine gode venner (H. Bandithmer) har fortalt nogle gruelige historier om krigsspilspodcasts, hvor de brugte utrolig meget tid på at sidde og bare snakke dårlig om eurogames. Det er mit liv om noget for kort til.
For at vende tilbage til det med skam, så er jeg enig i det billede af det som en gift det meste af tiden. En gift, som jeg virkelig er træt af. Hvis man ikke bryder sig om ting, så kan man lade være med at spille eller dyrke det. Jeg forsøger derfor selv på ikke at udskamme andre og deres nørdede interesser undervejs i min dagligdag og her (og jeg skal være ærlig om at jeg fejler undervejs i det), selvom jeg naturligvis kritiserer ting undervejs. Noget af det som virkelig har rykket for mig har været at f.eks. spille ting som virkelig alle ramte mine niche-nørdede interesser, som f.eks. kampagnen Doomstones HD, som kombinerede tonsvis af figurer, WFRP 1st edition wackyness og fanden-i-voldsk attitude OG fortælle andre om den her på bloggen. Det er ubetinget den fedeste oplevelse jeg har haft som spiller i en kampagne, især fordi det virkelig bare bestod af alle de ting jeg bare synes er megafede og tydeligvis fremstillet med store glæde (og vi konstaterede derudover at WFRP 4th ed. ikke fungerer specielt godt).
For at slutte af med en anden positiv oplevelse, så oplever jeg, at de her ting har ændret sig i miljøet når jeg omgås folk? Jeg er ikke på Facebook, så jeg kan sagtens tage fejl her (eller også er jeg bare blevet bedre til at være selektiv med hvem jeg omgås til conner). Nørdede interesser er i hvert fald blevet mere udbredt. Vi har fået brætspilscafeer i nærmest alle større byer (hvor min yndlings er Dice’n’Drinks i Aalborg), vi har fået to rollespilsefterskoler og mindst en kæmpestor nørd (Stinus Lindgren fra RV, betegnelsen er kærligt ment) er blevet valgt ind i Folketinget.
Ift de bredere samfundslag, så er det måske der, hvor en ting som Critical Role har gjort en positiv forskel? Man får tydeligt at se hvad der foregår og hvorfor folk har det sjovt. YouTube og Twitch har måske gjort meget for at man bedre kan se og forstå hvorfor rollespil og andre nørdeded interesserer er sjove, hvordan man maler figurer, og hvordan fællesskabet rundt om dem kan være givende? Jeg ved det ikke, men Henrik skrev et tossegodt indlæg om det engang, inklusiv nogle overvejelser om følelsen af utilstrækkelighed som GM og hvordan man håndterer den. Link om lidt. Jeg ønsker jer i hvert fald god fornøjelse med at omfavne, stå ved og dyrke jeres egne nørdede glæder, uanset hvad den indebærer.
Links:
Tre oplagte podcasts-værter snakker om krigsspil med Bos historie fortalt
Filmen “The Yellow Sign” fra 2001 på DailyMotion. Jeg ved ikke om den er lagt lovligt op, men den kan såvidt jeg kan se ikke købes nogen steder.
Frygt og lede i Aalborg 
Da jeg startede på min nuværende arbejdsplads for lidt over ti år siden, var jeg i alt fald middel-meget undercover som nørd. På mit profilfoto (som stadig er gældende) er jeg iført en lidt krøllet lyseblå skjorte og et udtryk af desperat forhåbning om at ingen skal opdage HVOR stor en nørd, jeg er.
Siden da er jeg blevet væsentligt mere afslappet, og går meget af tiden i enten metal- eller nørde-tshirts, selv om det er markant mere casual end standarden. Og kaster uden skam om mig med i alt fald moderat nørdede referencer, afpasset til at i alt fald mange normale forbrugere af nørdet popkultur vil kunne følge med. Og det er blevet virkelig pænt taget imod.
For nylig var der så nogen som lavede en serie af profiler på intranettet af medarbejdere som de kunne lave sådan lidt sjove historier ud af (lidt over 1200 ansatte i firmaet, så alle kender ikke alt om alle i forvejen), og nogen havde fortalt dem at jeg har en ting med spildesign. Det blev så til en fin lille profil på intra …og nørderne kom bare KRAVLENDE ud af træværket efterfølgende! Lidt tankevækkende at der er så mange. Og også at de fleste af dem er så diskrete, selv om det i praksis for mig har vist sig uproblematisk at være åbent nørdet.
Hej Troels,
Heh, fedt! Det er sjovt når man opdager hvor mange nørder der lige pludselig er omkring en. Jeg har fået skiftet vinduer for nyligt og der var to af håndværkerne i min lejlighed, som komplimenterede mig på min figursamling og malegrej. Så ja, langt mere nørder end først antaget.
Jeg genkender meget af det du (og Troels) skriver.
Som jeg er blevet ældre er jeg også blevet mindre skamfuld omkring min nørderier. Jeg skriver stadigvæk ikke om min vampirekampagne på min personlige facebook-side, men jeg kan godt lave en joke omkring at jeg spiller rollespil. Fordi det gør jeg jo.
Jeg siger stadigvæk mest at jeg interessere mig for spil og spiller brætspil, hvis jeg skal fortælle om mine hobbies. Og det er også en af mine hobbies – udover historie, filosofi, at tegne, bøger, tegneserier, tv-serier, podcasts, løbe, mine unger (men det er vel ikke rigtig en hobby) og ja rollespil.
Rollespil er uden sammenligning min største hobby. Det er her det meste starter og slutter. Jeg læser ny oversættelsen af Gilgamesh digtet, fordi det passer ind i den world of darkness jeg digter og spilleder, men jeg bruger også alle de bedste kulturelle og litterære inspirationer jeg får igennem mit medieindtag i mine rollespil. Men jeg siger aldrig at jeg er rollespiller til folk der ikke spiller rollespil.
Når jeg det er blevet opdageret har folk kun synes det var mega sejt og cool, så der er ingen grund til at være skamfuld. Det er også bare rart at have noget for en selv. Det er mit rollespil.
Også har jeg en pointe omkring skam og udskamning.
Nietzsche er super – især fordi han trak filosofien overtil Dionysos efter den havde været alt for længe hos Apollon, men han har ikke kun ret. Skam er nogen gange fint. Vi opfører os som om at vi skal være mere overmennesker, men det mener jeg ikke tiden er til. Da Nietzsche skrev var det en anden tid og der var brug for et individualitisk oprør – en befrielse fra det kollektive. Det har vi ikke i samme grad i dag. Vi må gerne i et eller andet omfang udskamme folk.
Hvis man har nedern politiske holdning, så må man gerne udskammes. Hvis man opfører sig egoistisk, så må man gerne udskammes. Udskamning kan være dybt problematisk. Det er fællesskabets våben som bliver brugt til at banke individerne på plads. Og nogen gange skal vi bankes på plads.
Dog ikke ift. om vi går op i nørdet kultur eller ift. køn eller de andre halv ligegyldige ting som folk bliver udskammet for i et væk. Det skal kun bruges imod dem som vil ødelægge fællesskabet ved at fjerne andres muligheder for at være frie sammen. (Synes jeg).
Jo, også må man også gerne sige nogen kulturprodukter er bedre end andet, men ting er ikke dårlige fordi de er popkulturelle. De er dårlige, hvis det er dårlig popkultur 🙂 <- Her tror jeg at vi er enige.
Hej Johs,
Gilgamesh er i hvert fald 100% værd at læse i min optik. Og jeg er også gået over til at sige det oftere og oftere, selvom jeg også en gang i mellem holder det for mig selv. En slags pause fr at være nørd. Men det fylder jo også enormt meget i mit liv.
Ift det udskamning og det med fælleskabet, så kommer vi til at være enige om at være uenige der. Men lad os tage det en gang over en øl, hvis vi gider den dag 😀
Og selvfølgelig må man synes ting er dårlige, klart!