Viking-Con 35

Den meget korte version af dette indlæg (for folk som har ekstra travlt): Jeg havde en pokkers god con og Viking-Con er i gang med at udvikle sig i en retning som jeg oplever som mægtig positiv.

 

Den noget længere version: Viking-Con 35 var en hammergod oplevelse! Jeg havde et scenarie med som…har nogle mangler og fejl da jeg havde lidt for travlt med erhvervspraktik og havde undervurderet hvor meget arbejde der lå i dungeondesigns. Der var det fedt at oplevere konstruktive og positive spilledere, som accepterede den lettere fjollede præmis for scenariet og greb det. Alle 3 hold gik godt, så jeg vil endnu en gang gerne sige tusind tak til Kirsten og Niels! Tak til min koldblodede illustrator Oliver og til mine spillere. Det var fedt at opleve folk sidder vrøvle og og snakke totalt forbi hinanden imens de vadede rundt i en dungeon og smadrede orker. Så omend scenariet har nogle ting som skal rettes så holdt ideen rent faktisk i praksis (hvad jeg havde været lidt nervøs for ærlig talt) og jeg fik hammergodt og dejlig konstruktiv feedback. Derudover fik jeg spillede den Trettende Gang af Anne Vinkel, som også var en glimrende oplevelse med spøgelser oveni dejligt akavede kollegie-scener.

 

Undervejs var der gået lidt ting galt (om det var hos mig eller rollespilsudvalget er sådan set ligegyldigt) og der oplevede jeg en mindre verden til forskel fra tidligere tiders Viking-Con! Så Terese greb opgaven og sammen gik vi ind i informationens baglokale hvor vi som det mest naturlige kl 1.17 fik adgang til en computer og printer! Det var fandeme fedt! Ikke nogen overvejelser om regler og “hvad plejer vi at gøre” som jeg er vant til fra VC, men slet og ret “Et problem siger du? Vi har en løsning her!” Fuck yeah! Så en stor tak til Terese og Christian fra Viking-Cons information!

Heksens Hule var som altid hyggelig og havde glimrende kage. Jeg nyder generelt at komme på Viking Con for selvom jeg ikke kender så mange er der en pokkers positiv stemning på connen og jeg oplever folk som imødekommende. Jeg synes måske det er lidt dyrt ift hvad man får af mad, men samtidig forstår jeg godt prioriteringen for det er sgu ikke nemt bare at lave mad til så mange mennesker. En anden lille kritik var at kortet over skolen man spillede på var omvendt, men ellers vil jeg sige tak og glæde mig til forhåbentligt at skrive scenarie til Viking-Con 36!

Reklamer

Call for forfattere: ConArtist 2 søger forfattere

Hej alle skønne scenarieforfattere!

D. 29-31/1 løber Con2 endnu en gang af stablen! Denne gang på Usserød skole og med et nyt hold arrangører i form af Kathrine Hedegaard, Morten Havmøller og Thais Munk. I den forbindelse søger vi scenarier! Små, store, tykke, tynde, normale og sære scenarier. Ikke mindst DIT scenarie!

 

Temaet i år kommer til at være ConArtist 2, så hvis man har lyst til at skrive en Ocean’s 11 kan man man snildt lade sig inspirere af det (eller lade være. Eller skrive Ocean’s 12 hvis man bedre kan lide den). Til gengæld for jeres arbejde kan Con2 tilbyde masser af anerkendelse, kærlighed, feedback undervejs i skriveprocessen og ikke mindst kage ad libitum på connen. Og Danmarks sødeste spillere ikke mindst! Vi tager gerne imod spiltest til Fastaval også.

 

Deadlines og andre vigtige datoer

Indlevering af foromtale: 15/10 2015
Aflevering af scenarier (hvis andre skal kunne køre det): 1/1 2016.
29.-31/1 2016: ConArtist2 bliver afholdt!

CONtiki 2015

Velkommen til indlæg 132 med rapportage fra CONtiki 2015 (der skulle være et to-tal et sted). Det var en enormt hyggelig con. Jeg fik kørt 2 scenarier og playtestet nogle af scenarierne fra “Fortællinger fra Fem Faldne Riger”. Flytningen til Roskilde var gået smertefrit og den eneste grund til at jeg savnede den gamle skole var på grund af nostalagi fra de mange gode oplevelser jeg har haft der.  Begge scenarierne som GM var fine oplevelser og “Fortællinger fra Fem Faldne Riger” var enormt interessant og en god oplevelse.

 

Der er ikke vildt meget mere for mig at fortælle om Con2 udover at virkelig var hyggeligt. Maden var ekstragod i år (tak for Morten Havmøller for den!) og jeg synes at arrangørgruppen var tåbelig sej. Lena Kikko Andersen, Anne Vinkel, Beatrix Nielsen og Morten Havmøller Laursen (no relation) er ikke alene nogle af de lækrest mennesker i dansk rollespil, men har også lavet et pokkers sejt stykke arbejde med en fed og enormt hyggelig con. De har valgt at stoppe, men det lød til at der var folk som pønsede på at overtage Con2 og kører den videre. Det vil jeg i hvert fald håbe på sker, for det har endnu en gang været en lækker oplevelse.

CONtrafaktisk 2014

Så gik turen til Hillerød igen-igen. Det var en voldsomt rar oplevelse igen-igen. Con2 er en con, hvor jeg gang på gang tænker “Oh, der er langt til Hillerød” og har en fantastisk oplevelse hver gang. Især i år, hvor jeg ikke tør regne med at få en bedre oplevelse med en con resten af året. Con2 sneg sig ind på mig og var en smuk oplevelse med smukke oplevelse og interessante samtaler (selv når nogen sagde “Nej, gør det igen! Med mere følelse denne gang!”).

Jeg blev gevaldigt overrasket over at have skrevet en mindre blockbuster, men voksne mennesker var åbenbart opsatte på at spille teenagere. “Udsigten til Guldborg Sund” havde 3 hold, hvor at scenariet med flest tilmeldte efter Gunfest 2: The Orgins af Morten Havmøller Laursen, som havde 4 hold. At jeg ikke bare fik 3 hold til mit scenarie, men at de alle sammen også gik godt var mere end jeg havde turde håbe på. En ting var at det gik godt, men jeg blev også overrasket over hvor meget folk gik til den. Det blev til 3 både ubehagelige og smukke afbildninger af livet som teenagere og jeg er stadigvæk oppe at køre over folks warstories fra scenariet. En stor tak skal lyde til Søren Werge, min fantastiske GM på hold nummer 2. “Udsigten til Guldborg Sund” har været min største triumf til dato som scenarieforfatter og jeg har næsten haft svært ved at komme ned igen. At opleve et projekt blive til noget og tilmeld en succes efter at have arbejdet på det i over 2 år…ja, jeg er jo nærmest ved at løbe tør over nye positive adjektiver til at beskrive min sindsstemning med.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke nåede at opleve så meget andet end mit eget scenarie (spillede intet andet og nåede faktisk ikke engang at spille brætspil), men connen som helhed var også superlækker. Jeg har sjældent oplevet en arrangørgruppe med så meget overskud og glæde. Con2-arrangører var konsekvente glade og fremstod som en voksen gruppe uden folk med følelser i klemme overfor hinanden (i modsætning til mange andre arrangørgrupper jeg har oplevet eller selv været en del af inden for rollespilsmiljøet).  Som det blev sagt på connen så “…virker arrangørgruppen nærmest som om de er klonet med så godt et samarbejde”. Det var en stor inspiration for mig som arrangør at opleve og vildt rart som congænger og forfatter. Der er utrolig meget gøgl på Con2 (så meget at de ligefrem skilte med på forsiden af deres hjemmeside), men hvis nu f.eks. er mig, som ikke gider er det også til at kunne undgå). Der er en stille kærlig respekt for mennesker, som jeg sætter stor pris på.

 

Ting kørte på connen. Maden var god og ikke voldsomt forsinket (tak til Havmøller & Co!). Selv en dobbeltbookning af skolen til et større selskab der skulle fejre rund fødselsdag (mit gæt vil være minimum 60 år for fødselaren) med dans og klassisk musik, så gik det da også. Folk rykkede ud på gangene og spillede brætspil der. Det var trælst, men hverken Con2s arrangørers eller festafholdernes skyld og begge grupper håndterede det enormt professionelt på konstruktiv maner.

Tusind tak til alle involverede for de 3 bedste dage jeg har haft indtil videre i 2014! Jeg kan ikke finde på mere at sige, så jeg vil lade mit scenarie tale for sig selv.

[21. dec] 2012 bliver et fedt år for congængerne

Con2, 20-22/1 2012. Nu med flere porrer! Lige siden at Hillerød-connen viste sig som en god kur imod kærestesorger i 2010 har jeg elsket at komme der.

Troa-Con, 17-19/2 2012. Jeg må lige se om jeg får tid, for så køber jeg en billig togbillet i enormt god tid. Jeg har ikke været i Aalborg i frygtelig lang tid, så det kunne sgu være fedt at finde tiden til det. Mest for at hænge ud med nogle gamle venner deroppefra, som jeg ikke får set så meget.

 

Vintersol, 23-26/2 2012. Jeg er for første gang rollespilsansvarlig for en con og det har indtil videre været vildt sjovt. Jeg glæder mig til at have en afslappet Vintersol og ikke være GM så meget som jeg plejer at være. Det skal nok blive intet mindre end fantastisk, især når vi skal spille sidste afsnit i Kristians saga. London Crawling 3, yeah!

Fastaval, 4-8/4 2012. Påsken falder åbenbart tidligt i år, men jeg skal ikke brokke mig. Det lader til at jeg bare skal være almindelige deltager på Fastaval. Sidste gang jeg var det var i 2005. Jeg glæder mig til en Fastaval, som jeg har besluttet sig for skal være med maks 1 scenarie, som jeg skal køre og maks 1 som jeg er tilmeldt på forhånd. Jeg har mange gange oplevet at jeg har haft lyst til noget andet når jeg er på Fastaval end jeg har haft lyst til når jeg har tilmeldt mig Fastaval. Så 2012 bliver året, hvor at jeg glæder mig til at hænge ud i reservekøen.

Ba-Con 18.-20/5 2012. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogen hjemmesiden til Ba-Con, men jeg har hørt mange gode ting om det. Vi glæder os til at se en hjemmeside for connen.

Viking-Con 12-14/10 2012. Viking Con nummer 31. Wow, det er godt nok om noget lang tid. Jeg ved ikke selv om jeg kommer, men når det nu er Kristoffer Mads Sørensen, er det afgjort noget som jeg overvejer. Jeg glæder mig til at høre mere om hvad der kommer til at ske på Viking-Con til næste år.

Hyggecon 18-21/10 2012. Det her glæder jeg også voldsomt til. Hyggecon var i år intet mindre end fantastisk. Der er en dejlig stemning der, som jeg sætter stor pris på. Østerskov Efterskole giver nogle behagelige rammer og jeg er glad for at komme der og opleve folk snakke om liverollespil i afslappede rammer.

 

7 conner i alt som det ser ud lige pt. Jeg mener også at Forum også bliver afholdt i 2012, så det glæder jeg mig til at se kommer til at ske. Det er rart at se den slags, for der var ikke 7 conner om året da jeg begyndte at komme på conner og endnu vigtigere var der ikke specielt mange som troede på at der ville kommer 7 conner om året igen. Så vi glæder os til 2012

[19. dec] Showspil

[Thais sidder klokken 22:07. En enkelt tanke kører inden i hovedet på ham. “Hvad skal jeg skrive om?” Tankerne kommer og går uden at noget reelt, interessant eller vigtig melder sig. Thais rejser sig og snakker med sine nye huskammerater, som han er flyttet sammen med i begyndelsen af december. Klokken bliver mange, inden Thais endelig får en ide. Han når lige at skrive den ned inden at han falder i søvn]

Anne Vinkel havde på et tidspunkt i en blogkommentar en halv rant om at hun dårligt kunne se det fede i showspil. Var det ikke bare ligegyldigt ævl, som forhindrede historien i at komme nogle vegne eller kom i vejen for noget interessant karakterspil? Jeg kan ikke huske det 100%, ,men det var noget i den retning. Mit modsvar var at jeg afgjort kunne se ideen i showspil, hvis det bliver gjort ordenligt (jeg brugte Kristian Back Petersens triologi London Crawling som eksempel og den kommer jeg også til at snakke mere om her).

Når jeg skriver om showspil mener jeg rollespil, som er fokuseret på en enkelt spiller, som gør (oftest i fiktionen) eller siger noget med intentionen om at det er sejt.  “Stunt” mekanikken i Exalted opfordrer til showspil, idet at man får flere terninger hvis man beskriver en handling på en sej måde. Jeg synes at godt showspil er superfedt! Jeg er virkelig vild med det når det fungerer, for så kan det om noget være lårklaskende sjovt og det kan være så episk at man få gåsehud, men Anne har fat i noget. Jeg tænker at de fleste om noget kan nikke genkendende til man sidder og smågaber, imens at man venter på at vedkommende ved siden af en bliver færdig med beskrivelsen af…et eller andet, som man har glemt hvad var. Det er dårligt showspil. Det tager for lang tid, det er onani og det er lort.

Et eksempel

Jeg sidder på Ruscon og kører Sparta (som er awesome!). Vi har haft anden kamp, hvor at guderne er blevet enige om at støtte atreiderne. Herakliderne får altså grumme smæk og deres fine belejringstårn går op i røg og damp. Alle spillerne er gået amok, råbt og skreget udfordringer og fornærmelse efter hinanden imens at kampen rasede og står nu og hjuler. Jeg klipper derefter til heraklidernes lejr, hvor at lederne mødes. Derefter går Kresphontes’ spiller amok, smadrer teltet og skælder alle andre hæder og ære fra. Så kørte konflikten for fulde drøn. Det at spilleren gjorde var at bruge showspil som katalysator, som gjorde at vi lige pludselig fik sat fart på konflikten i heraklidernes lejr, der havde ligget og ulmet.
Man skal ikke være blind for at showspil i meget høj grad handler om at søge og modtage opmærksomhed. Showspil gør i sig selv ikke andet end at henlede opmærksomheden på en enkelt spiller og derfor forpligter det. Det skal gøres kort og man er som spiller nødt til at være opmærksom på sine medspillere og give dem plads også.

 

Jeg har en enorm kærlighed overfor showspil, for jeg elsker store armbevægelser (på det rigtige tidspunkt). Derfor elsker jeg også (du har efterhånden en del fanboys (m/k) i Odense Kristian :-)) London Crawling triologien, for hele setup’et med superhelte i en mørk udgave af London opfordrer til så meget til showspil (mener jeg). Det mener jeg idet at det lægger til superhelte (med deres ikoniske kostumer og seje evner). De dystre omgivelser gør i høj grad det samme og når man så kombinerer med en desperat situation bliver det ikke bedre. Samtidig har Kristian gjort noget klogt der, idet at hans scenarier er så solidt skruet sammen at det kan holde til at nogle spillere går amok i deres følelsesporno-og-superhelte-action-trip at de glemmer plottet.

 

Godt showspil er indspirerende. Godt showspil gør at spiller nr 1 giver faklen videre til spiller nr 2, der derefter gør sit for at sparke mindst lige så meget røv. Når det er kørt et par gange rundt, kan det blive voldsomt heftigt.

Godt showspil kræver timing. Hellere for kort end for langt. Vi gentager: Hellere for kort end for langt. Troels Ken Pedersens mantra gælder også her: Sig det umiddelbare, i stedet for lede efter det geniale. Showspil er farligt, for det rettet opmærksomheden hen mod en enkelt spiller, men jeg vil hævde at det kan have sin berettigelse og sin nytte, hvis det bliver brugt ordenligt.

CONg Gulerods d. 2’s store vinterfest

Wow. Det var sgu sjovt. Ja, kære læsere, jeg har været på til CONg Gulerods d. 2’s store vinterfest, hvilket var en storslået oplevelse. Jeg har sjældent sovet så lidt på en con, men goddamn. Det var turen fra Manchester værd. Jeg fik spillet Rebellerne, kørt mit eget scenariet imens at jeg (og flere af spillerne var ved at falde om af træthed) og fik spillet Et Hjerte af Metal. Derudover spillede jeg massere af dumme bræt- og kortspil med Fastavals general og en 5% rollespiller. Jeg har endelig fået købt Montesegur 1244 fra Frederik J. Jensen og jeg fik hygget mig voldsomt med gæsterne på connen.

Gøgl

Jeg synes at der er utrolig meget gøgl på Con 2. Faktisk nærmest for meget. Omvendt set har jeg det sådan at hvis der ikke var det ville det slet ikke være det samme (og hånden på hjertet ved jeg jo også godt at det kun irriterer mig, fordi jeg ikke er med til at lave det…(Troels Rohde Hansen, en klog mand, sagde engang om undertegnede at jeg alligevel ikke var liverollespiller, jeg var bare en “fucking gøgler”. Troels har som altid ret). Jeg synes at det gik over gevind, men jeg tror bare at jeg er blevet for sur, for der var mange andre som nød det.

Og hey….det er da federe med navne som “Team Kage” og “Team Bacon” end “Hold 1” og “Hold 2”. Et eller andet sted jeg vel forholde mig til den slags tema-ekstravagance som ½ Fastavals oppyntningsansvarlige.

Arrangørerne

De var fantastisk mennesker. Der var en behagelig tone og tingene gik godt sådan overall. Maden var lidt forsinket, men til gengæld var en god og der var nok af den. Især skal hovedarrangøren Lena Kikko Siggaard (og hendes kæreste Stefan Bjerring Henriksen) nævnes, fordi at de var så elskværdige at lade mig crashe på deres sofa (som var en fantastisk sofa, hvor at jeg sov 10 timer i stræk). Lenas mor Dorthe skal også nævnes. Tusind tak for aftensmad Dorthe! Det var en god omgang chilli con carne.

Rollespillet

Jeg fik som sagt kørt mit eget scenariet, hvilket gik “ok”. Jeg fik en masse ideer af det og derudover virkede meget af scenariet præcis som det skulle. Der var konflikterne og søgen efter frihed, som eskalerede ud af kontrol (bl.a. da kunstneren uddannet fra Yale hængte en pædofil op i vedkommendes lysekrone og derefter kastrerede ham) eller da spillerpersonerne udstyrede en demonstration i Florida med våben og i et blodigt slag indtog Guantanomo-lejren inden de sendte et stolt brev til Pentagon og slugte cyanid-kapslerne. Så mit lille story game fungerer udmærket, men med flere ting som skal rettes til.

Så fik jeg spillet “Et Hjerte af Metal” som jeg har skrevet om andre steder. Derudover fik jeg spillet Rebellerne, som jeg håber begynder en bølge af scenarier med Lego-elementer, for det var fandeme en sjov ide. Det gik ret glad, da vi først for alvor kom i gang og selvom scenariet har nogle skønhedsfejl er jeg vild med det. Det minder lidt om filmen “Stardust” og jeg elsker det af samme grund: Det er en parodi og samtidig en hyldest.

Wow. Det var fandeme en fin con. Tak for alle involverede! Spred ordet, for Con2 fortjener at blive nævnt noget mere, for der sker fandeme nogle fede ting og der er en fantastisk stemning over connen!

“Den gode oplevelse”: et casestudie af Stjernetegn

Nu har der været snak forskellige steder (Troels og Emil), hvor der er blevet vendt op og ned, rundt, frem og tilbage om den gode rollespilsoplevelse. Derfor fik jeg lyst til at bidrage med en af mine rigtig store oplevelser, som står klartest for mig, nemlig Stjernetegn af Simon James Pettitt som jeg spillede på Con2 i januar 2010 og trækker ud hvad det var der gjorde det så fedt. I Stjernetegn spiller man skæbneguder, som leger rundt med nogle mennesker og deres skæbner og dermed fortæller en historie. Dette gøres ved at Guderne spiller de pågældende mennesker, hvor at menneskernes følelser for hinanden smitter over på Gudernes forhold til hinanden (eksempel: Jeg spillede Skytten, hvor at jeg i første scene spillede en soldat, som var forelsket i hans forlovede, som blev spillet af Skorpionen. Derfor blev Skytten efterhånden mere og mere forelsket i Skorpionen).

Simon skriver her om hvordan scenariet gik, men for mig begynder det hele lidt tidligere. Da jeg ankom til Con2 havde jeg ikke været på Con i næsten et år (siden Vintersol, februar 2009) og var halvvejs i tvivl om conner gav mig så meget længere (lang historie), jeg havde været igennem et længere eksamensforløb, jeg var på stærk smertestillende medicin på grund af en tand, som jeg fik fjernet 5 dage forinden) og jeg var blevet single 12 dage forinden. Man har set en mere glad udgave af Thais. Jeg ankommer derefter til Con2 og møder en masse folk, som jeg ikke har set i lang tid. Det her er taget med for at illustrere noget om ens sindstilstand når man går ind til den slags.

Jeg havde stort set ingen forventninger til scenariet, jeg havde primært meldt mig til det fordi der stod at involverede historiefortælling og live-elementer, hvilket jeg er fan af. Vi spiller og der er dybt fantastisk. Jeg blev virkelig blæst væk af Stjernetegn. Fantastisk oplevelse. Jeg gik derfra med en følelse af dyb triumf af flere grunde.Hvorfor så det? Hvorfor var Stjernetegn så en god oplevelse for mig?

  1. For det første, fordi at Stjernetegn er skrevet til mig. Det appellerer til netop mig og min smag. Simon har skrevet et scenarie, hvor at han kombinerer alle de ting, som jeg synes er fede i rollespil i et enkelt scenarie.Der er masser af frihed i scenariet og der er historiefortælling, klare konflikter og der er muligheden for at du kan blive overrasket, fordi der er så mange spillere (imellem 8-12, vi var 10).

    Det var en af de ting i scenariet, som jeg husker bedst. Spilpersonen Løven havde fået oprettet templer til sig selv og taget røven på resten af spillerne. Derefter gik alle spillerne verbalt til angreb til ham, hvor jeg forsvarede ham. Imidlertid var det sådan at Løvens spillere tidligere havde spillet min søn. Derfor havde Skytten medlidenhed med Løven. Jeg havde slet ikke regnet med at det ville ske, men det fungerede supergodt at det skete.
    Der er altså tale om smag blandt andet. Jeg kan godt lide at blive overrasket uden at det bliver forvirrende, jeg kan godt lide historiefortælling, jeg kan godt lide gode konflikter, jeg kan godt lide store fortællinger, jeg kan godt lide muligheden for at spille intens rollespil med store armbevægelser. Det har Stjernetegn og derfor var det en god oplevelse.

  2. Dette leder os videre til den næste pointe. Design. Hvordan er Stjernetegn designet? Jeg synes at Stjernetegn er pissegodt designet på flere punkter. Det har en ret kompleks form, men jeg synes at den var nem at få ind under huden og få til at fungere.For mig handler design af scenarier/spil meget om hvor nemt de kan ødelægges, hvor nemt en spiller kan ødelægge dem. Det gælder især for scenarier, som lægger meget af ansvaret over til spillerne. Her synes jeg at Stjernetegn står stærkt, for der var en af spillerne, som lavede noget i en scene, som de fleste syntes var…mindre heldigt.

    Derefter gjorde scenariet at vedkommende ikke kunne præget denne udvikling længere og derudover også at resten af spillerne kunne gå efter vedkommende. Det fedeste ved det var at vi gjorde det in-game, hvilket betød at vi dermed var med til at give vedkommende en god oplevelse også ved at spille hård, intens konfliktspil (et sjovt paradoks i rollespil. Ved at gøre en skideballe ingame bliver den lige pludselig til en fedt oplevelse. Sært).

    Derudover endte min rolle med at blive trickster, hvilket er en rolle som jeg elsker, men som jeg er også varsom overfor fordi jeg har oplevet den som destruktiv. Her gjorde scenariet at jeg kunne sprede kaos i vildskab, men hvis det kom til noget ville jeg alligevel blive stemt ned når vi skulle beslutte hvor historien videre skulle gå hen.

    Sidst men ikke mindst er designet holdbart overfor fuck-ups af andre slags. Det er ideen at man skal tage et ud af tre ord to gange (et for styrke og svaghed) og bruge det til sin karakter. Jeg tog alle 6 i min omslørede tilstand på kraftig smertestillende, men det fungerede fint.

  3. Vi havde en fed spilgruppe med god kemi, hvor at selv vedkommende nævnt overfor ikke gjorde det store, fordi at vi fokuserede på at fortælle en god historie med nogle gode historier sammen.
  4. Jeg havde selv et ønske om en god oplevelse. Jeg havde ikke været på con i superlang tid og havde kun været GM eller spiller i mine kampagner ellers. Derfor havde jeg selv et ønske om det skulle være fedt og jeg var villig til at arbejde for den.
  5. Forventninger. Jeg havde stort set ikke nogen forventninger til Stjernetegn, hvilket gjorde at jeg blevet meget positivt overrasket over hvor fedt det var.
  6. Omgivelserne. I dette tilfælde at jeg havde været igennem en gruppe mindre sjove ting i mit liv, som gjorde at den positive oplevelse kom til at stå så meget stærkere på grund af dette.
  7. Jeg var på stoffer, hvilket altid hjælper.

Det korte af det lange er at jeg (ud fra min meget korte analyse af Stjernetegn tror at “den gode oplevelser” kan påvirkes af 6 forskellige ting: Smag (Indeholder spillet ting/elementer du er glade for), design (hvor godt er spillet og dets mekanikker skruet sammen), kemi/en god gruppen (altså at folk er enige om hvad det er vi skal spille her og hvorfor at det er fedt), en indsats fra spilleren selv om at have en god oplevelse, forventninger (hvis du har høje forventninger kan du nemt blive skuffet), omgivelserne udover dem du spiller sammen med og om hvorvidt man er påvirket.

Det var lidt løse tanker fra mig, jeg vil vende tilbage til min eksamensopgave, som jeg burde skrive på. Smid en kommentar!

Foromtale til Velkommen til Friheden

Inspireret af Simon og hans foromtale og min manglende lyst til at skrive om menneskerettigheder, har jeg valgt at oploade min anden version af foromtalen til Velkommen til Friheden, mit scenarie til Fastaval 2011. Kommentarer modtages vældig gerne, indtil videre har alle der set og kommenteret på den været folk, som har læst min synopsis. Jeg havde egentlig tænkt mig at oploade dette i nat, men kom i tvivl. Da jeg dog var kommet til at udgive den (flot Thais) valgte jeg sætte den som privat, men det blev alligevel opsnappet af Alexandrias blogfeeds. Derfor oploader jeg den nu, så der ikke er folk som klikker på et død link.

Velkommen til Friheden

Har du nogensinde følt at du ikke har kontrol over dit eget liv? Har du lyst til virkelig frihed? Er du parat til friheden? Tør du trykke på aftrækkeren? Så meld dig til Operation Friheden!
Vi har ingen registrering!
Vi har ingen ledelse!
Vi har knap nok nogen organisation!
Og vi har da slet ikke nogen, der fortæller dig hvad DU skal gøre!
Hvis du har lyst til at være et frit menneske, så meld dig til Operation Friheden! Velkommen til!

Fem forskellige mennesker sidder et sted i USA og lægger planer for deres vej til friheden. De er en celle i Operation Friheden. Fem mennesker, der har forskellige ideer om hvad frihed er og vejen til friheden.

”Velkommen til Friheden” er et spillerstyret action/drama-scenarie. Der er nogle rammer for den historie, som du og de andre spiller skaber sammen med jeres spilleder som sparringspartner. Man spiller både diskussionen om den rigtige vej til friheden og action som en konsekvens af diskussionen.

System: Hjemmelavet.
Genre: Action/Drama (også kendt som rock’n’roll).
Varighed: 2-3 timer.
Spillere: 5.
Spilledertype: Vær sparringspartner og give spillerne modspil, men vær samtidig også parat på at overlade historien i spillernes hænder.
Spillertype: Vær forberedt på at spille med og spille imod de andre spillere inden for spillets rammer og regler.

Om forfatteren

Thais Laursen Munk er odenseaner i eksil i Manchester, hvor han læser statskundskab som udvekslingsstuderende. ”Velkommen til Friheden” er hans ottende scenarie. Han har en forkærlighed for cider, obskure og glemte amerikanske skæbner, blod og mudder, frygt og lede, historier om taberagtige og antiautoritære antihelte og for det spontane og skæve i rollespil.

Evaluering af “Dengang i Orangeville”

I min søgen efter at blive en god scenarieforfatter (og udlevere mig selv endnu mere på min egen blog) har jeg gjort mig nogle tanker om scenariet Dengang i Orangeville, hvad der duer i scenariet og navnligt hvad der ikke duer i scenariet. Der vil ikke være nogle spoilers i dette indlæg, men dog stor taknemmelighed til Anne Vinkel og Kristian Bach Petersen.

Jeg har denne her fikse ide om at man i meget høj grad indenfor dansk scenarietradition har haft et problem med at kigge på et scenariets delelementer og ikke på scenariet som helhed. Det er sådan set fint nok indtil et givent punkt, men jeg syntes at det bliver problematisk efter at måderne at strukturer og skabe et scenarie på er blevet voldsomt udvidet. Problemet handler især for mig om definitioner (hvilket gør at jeg er ærgerlig over at jeg ikke er stødt på en virkelig klar definition af jeepform endnu) er vigtigt, for jo bedre definitioner man har, jo nemmere har man ved at forstå hvad delementerne til sammen er (altså scenariet). Med andre ord synes jeg at Thomas Munkholt havde fat i noget da han på et tidspunkt sagde at man i Danmark ”havde skrevet verdens bedste scenarier uden at vide hvorfor”.

Zap! Videre til mit scenarie. Mit problem var der at jeg (overvældet af alle de mange teknikker, som der jo findes) valgte en teknik, som jeg ikke er sikker på var den rigtige teknik til hvad jeg ville med scenariet. Mit udgangspunkt var at jeg gerne ville skrive et drama/action scenarie i en western-setting med fem kvinder som hovedpersoner. Da jeg begyndte at skrive spilpersonerne blev det klart for mig at nogle af tingene er svære at få til at spille, at få i spil. Min tanke var derfor (også fordi at det ikke var givet at gruppen skulle samarbejde) at jeg gerne ville have et system, der gjorde at karakterenes hemmeligheder kom i spil og at de kunne komme op imod hinanden på en måde, som ville gøre at deres hemmeligheder ville komme frem. Det oplagte valg (i forhold til at jeg skrevet et western-scenarie) var at lave en eller anden for for poker-mekanisme, hvilket greb om sig.

I sidste ende gjorde det det nok også på nogle måde, som var mindre hensigtsmæssige. Problemet var bl.a. at poker (i dette tilfælde Texas Hold’em-versionen) ikke just er let at mestre, fordi der både er psykologiske og matematiske elementer involveret i spillet som udgangspunkt. Der er med andre ord for mange faktorer til at jeg (i bagklogkunstskabens lys) burde have valgt en anden mekanik/struktur. Tanken bag at hemmelighederne burde komme frem i lystet ville jeg nok i dag (hvilket nok sker hvis jeg kan får Orangeville på Vintersol) kunne jeg have løst ved at skrive klart og tydeligt til spillerne ”Dette er et narrativistisk scenariet, hvilket vil sige at du skal spille din karakter efter hvad der vil give den bedste historie. Derfor skal du tænke: Hvad ville min karakter gør her, som ville give den bedste historie?”. Det eneste problem ved dette er at jeg et eller andet sted ikke er så glad som forfatter for at give spillederen ansvaret for at afslutte historien og fortælle epilog og lignende. Interessant nok har jeg ikke noget imod det som spiller.

Noget andet, som gik galt med pokermekanismen var at det påvirkede hele strukturen for scenariet, hvor at der stort set ikke var andet end en begyndelse og en slutning. Det som derefter er spørgsmålet er hvordan at strukturen så skal være? Jeg er egentlig ret glad for kontrasten imellem imellem de to byer (Orangeville og Oracle), som mere eller mindre er henholdsvis den positive og den negative side af det vilde vest. Spørgsmålet er blot mere eller mindre hvad historien i scenariet helt præcist skal have af delelementer? Pitchen til scenariet er sådan set meget ”Orangeville handler om 5 kvinder på kant med loven i det vilde Vest, som bliver jagtet af dusørjægere”. Min tanke er at jeg helst ikke vil have noget kort over området og jeg føler mig et eller andet sted fristet til at sige at det er en præmis for scenariet at spilpersonerne tager fra Orangeville til Oracle, hvor at scenariet slutter. Med andre ord tage en form, som er meget typisk for den danske scenarietradition og egentlig tror jeg ikke at det er nogen dårlig ting som sådan (selvom det ikke bliver totalt systemløst. Med andre ord noget ala det som René Toft gjorde i Zombies DK).

 

Et andet kritikpunkt er at jeg ikke nåede at læse korrektur på møget. Det skal og må jeg nå til Vintersol (og Velkommen til Friheden til Fastaval 2011). Noget af det som til gengæld fungerer i scenariet (her på falderebbet, da det ikke er så vigtigt) er karakterene (selvom de i bedste Thais Munk-stil) er for lange. Det er stort set det samme, som jeg har skrevet i dette indlæg. Anne Vinkel havde dog den bedste ros til scenariet, som var hun satte pris på “ikke automatisk at skulle spille pigen i gruppen”, hvilket er en meget præcis definition af hvor feministik scenariet er tænkt fra min side.