Til minde om Torben Ussing (1949-2019)

Jeg læste i går at Torben Ussing desværre er død her for fire dage siden. Øv.
Det har tidligere været nemmere for mig at skrive nekrologer fordi det har været folk som har betyder noget for mig, men hvor jeg ikke kendte dem så meget igen personligt. I Torben Ussings tilfælde betød han imidlertid noget mere for mig og jeg kendte ham ganske godt. I er meget velkommen til at dele hvad jeg har skrevet her med hans efterladte.

 

Jeg mødte Torben Ussing første gang i 2003 på Viking-Con og igen mange gange efter på Viking-Con, Con2 og Vintersol, hvor jeg som scenarieansvarlig havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i 2012 og 2013. Det var virkelig en fryd, for Torben havde styr på sine ting og var generelt et virkeligt behageligt menneske at arbejde sammen med der. Jeg lærte ham især at kende efter jeg spillede med ham som spilleder på hans scenarie Retro fra 2004, hvor han brugte terninger der var ældre end mig. I det hele taget betød det meget for mig at møde ham der, for jeg oplevede ham som en hyggelig morfar type (jeg var 18 på det tidspunkt), som mødte mig hvor jeg var. Det betød meget for mig der, for det oplevede jeg ikke altid at man var gode til dengang. Det oplever jeg (jeg kan tage fejl) at det er noget vi er blevet bedre til som miljø. Jeg synes i hvert fald at Torben Ussing gjorde et godt eksempel der. Jeg havde desuden fornøjelsen af at se en anden side af ham på Vintersol i 2008, hvor jeg sad med ham og Uffe Thorsen og nød et par stille øl (uden at nogen af os var reelt berusede) imens Torben underholdte os med hvor forfærdelig en politiker Erhard Jacobsen havde været.

Torben var en af de tidligste forfattere i dansk rollespil og skrev scenarier fra Viking Con begyndte i 1982 (som den første con i Danmark) og til og med sidste års Viking-Con. Dvs små 36 år som scenarieforfatter med et konstant output med et begejstret publikum. Det er jo vildt sejt. Han bevægede sig også rundt i genrerne. Jeg spillede Gethsemane i 2009 som Joshua/Jesus af Nazaret, som var en virkelig vild og følelsesmæssig stærk oplevelse. Ligeledes havde jeg stor fornøjelse af at spille Turn on, tune in, drop dead, som foregik i Canada i slut 60’er/start 70’erne til tonerne af Joan Baez og Torben Ussing i hans gamle tøj fra perioden 😀

Jeg oplevede Torben Ussing som et underspillet og afdæmpet menneske, men også med en sans for humor, enormt meget menneskelig varme og glæde. Torben Ussing gjorde en pokkers til forskel for dansk rollespil. Jeg syntes virkelig godt om ham  og kommer til at savne ham gevaldigt.

Reklamer

Wacky magi i Sværd og Trolddom

Den gode Morten Greis opfordrede mig for et stykke tid siden på Twitter til at skrive noget om wacky magi i Sværd og Trolddom ift en diskussion om kedelige formularera i Shadowrun som kom op i Lænestolsrollespil. Der er nogle forskellige magiske traditioner i Advanced Fighting Fantasy, hvor cirka halvdelen af dem er sære.

 

En ultrakort beskrivelse af de ikke-sære traditioner: Der er wizardry (du har mana og formularer, du behøves ikke memorisere dine formularer), priestly magic (min gud er sejere end din og giver mig magiske kræfter), conjuration & enchantment (kan kun læres af erfarne magikere, gør hvad man forventer). Der er nogle enkelte lidt wacky formularer der bl.a. en petty magic formular som gør at dine øjne lyser, primært fordi det er sejt og kan imponere folk der ikke ved noget om magi. Det bringer os til de sjove typer magi!

Sorcery

Sorcery er især kendt fra serien om Kongernes Krone og bruger Udholdenhed som benzin i stedet for magic points. Man begynder som sorcerer med at kunne ALLE formularerne på listen, hvor ens magi-stat så afspejler hvor sej man er til at bruge den magi. Så sammenlignet med wizards er sorcerers sejere til at begynde med, men bliver mindre sejere undervejs. De har desuden et dejligt taktisk valg ift at de bruger deres udholdenhed som brændstof samtidig med at de er sejere til at slås end wizards er.  Det som for alvor gør Sorcery wacky er ingredienserne, hvor man f.eks. skal have -“Nose plugs”  og en grøn paryk, goblintænder, bambusfløjte og lim for at nævne nogle af de mere wacky. Så hvis du f.eks. skal tale med dyr, så skal du naturligvis have en grøn paryk på. Deres tab af udholdenhed kan ikke helbredes med første hjælp eller lignende, da det ikke er fysiske sår. Det er ret morsomt i praksis med udholdenhed, for det gør at sorcerers spiser næsten konstant, præcis som i bøgerne for at få deres udholdenhed tilbage.

Naval sorcery

Naval sorcery er meget det samme som sorcery, bare til havs. Det er tydeligvis beregnet til NPC’er, men der er dog ingredienser som f.eks. en monokel (til at kunne se bedre) og en forsølvet muslingsskal. Det er meget sjovt, omend at der er en af reglerne som er virkelig dårlig i form af at man ikke kan lære anden magi end Naval Sorcery. Der tænker jeg at man sagtens kan lære det som en tilføjelse til almindelig Sorcery.

Chaos magi

Jeg har skrevet noget om Kaos tidligere (se link nedenunder), men Kaos magi i AFF er virkelig dumt og sejt samtidig. Det fylder 2½ side og man kan forsøge at kaste alle Wizardry eller Sorcery spells i spillet. De vigtige ord her er “kan forsøge”, der er godt nok en masse ting der går galt. Man ruller 2d6 og forsøger at rulle under noget. Problemet er bare at hvis man ruller to ens sker der alt muligt crazy, inklusiv at ens karakter kan mutere (i løbet af 6-12 timer) og mutere noget mere. Men det føles fedt, bl.a. fordi en kaos magiker kan blive ved med at mutere i det uendelige i modsætning til WFRP. Desuden kan man risikere at blive teleporteret et andet sted hen, portaler kan åbne og andre sjove ting. Det er max crazy og dejlig ikke-Lovecraftiansk (igen i modsætning til WFRP). Af de 2½ side er en af dem en liste over tilfældige formularer som man kommer til at kaste i stedet for hvad man egentlig havde tænkt sig. Jeg får lyst til at slippe sådan en løs og kaste vedkommende efter mine spillere, for det kan kun blive vildt.

Maskemagi

Kristian skrev i hans Sværd og Trolddom julekalender om Isheksens Huler, som udover at have min yndlingsillustrationer i hele serien også har et plot hvor man skal have hjælp af en magiker der laver magisk masker. Der er en serie af magiske masker, som alle sammen koster en del i XP. Helt specifikt 100 XP per maske hvor forslaget er at spillerne får 40-50 per spilgang.  Plus at (i min optik) først giver mening at man lærer ting som magiske masker eller tatoveringer når man er blevet til en forholdsvis sej magiker. De har så alle en almindelig effekt, en “attuned” effekt (hvor masken laves til en specifik person) og en ekstra effekt som kan aktiveres når brugeren ønsker det. Et eksempel ville være “Mask of the Bard – Spirit of the Harpy” som ligner en skrigende, gammel kone. Den hjælper så (naturligvis!) en til tale bedre med folk. De kan sagtens se den, men folk som bæreren taler med lægger ikke større mærke til den. Hvis den er almindelig får man +2, hvis den er attuned får man +4. Ekstra effekten er så at folk ikke kan angribe en i kamp Det er et sjovt regelsystem, bl.a. fordi man automatisk kan lave en maske hvis man bruger en dag på det. Det er dermed brugbart i praktisk spil (hvis man har de store mængder XP der skal til).

Magiske tatoveringer

Kristian skriver i hans gennemgang af Tyvenes By om de magiske tatoveringer. Alle ved jo naturligvis at det sejeste i verden er tatoveringer i ansigtet, så det får man jo selvfølgelig i den bog. Magiske tatovører funger meget ala maskemagere (100 XP for hver ny tatovering/maske). Det tager en time at få lavet sådan en tatovering og man kan kun have en, som skal være synlig. Så kan man f.eks. få en fin tatovering af en delfin og trække vejret under vand i X antal minutter (X=lig med bærerens Evne). Et andet eksempel er at man kan få en tatovering af en flyveabe, som gør at man kan trække 100 meter fra et hvert fald, uanset om man er ved bevidsthed eller ej. (normalt dør man af over 20 meter, så det er jævnt hen sejt).

 

Så det var lidt om wacky britpunk magi. Mere af det i rollespil, tak 😀

Referencer

Jeg skriver om Kaos her.
Kristian skriver om Tyvenes by her.
Kristian skriver om Isheksens Huler her.

Til minde om Alex Uth (1970- 2019)

Jeg har lige her til aften hørt at Alex Uth er død. Jeg kan ikke påstå at Alex var en person som jeg kendte godt, men hun har om noget gjort en personlig forskel for mange i dansk rollespil, inklusiv mig. Jeg vidste ikke at hun var syg, så det kommer som et lyn fra en blå himmel. Men et par ord skal hun fandeme have med på vejen, for Alex Uth var fandeme sej!

Jeg mødte vist teknisk set Alex for første gang på Hyggecon 2002 (vi var der i hvert fald begge to), men jeg husker ikke præcist hvornår vi begyndte at tale sammen. Jeg husker at vi begyndte at tale mere sammen i årene der gik. Jeg husker at hun lavede den mest joke upassende joke i dansk rollespil (som er for upassende til at skrive offentligt, selv på denne blog). Jeg husker hende ikke mindst for at have givet mig en kæmpe krammer på Fastaval 2019. Jeg mener i hvert fald det var i år, nu bliver jeg naturligvis i tvivl. Pointen var bare at jeg ikke havde regnet med det og blev enormt glad for den kærlige gestus. Alex grundlagde Dirtbusters, fandt på udtrykket fætter-kusine fest, var aktiv arrangør på mange område (bl.a. cafeen), nomineret til Æresottoen 2 gange (!) og skrev en helvede masse scenarier som om noget havde et begejstret publikum. Det kan man kun have respekt for. Desuden var Alex Uth stor fortaler for at man også skulle lade de unge komme til. Jeg kommer til at savne hende, for hun var fandeme vild.

Til alle jer, der var bedre venner med Alex end jeg, dem der kendte hende bedre end jeg gjorde vil jeg gerne kondolerer mange gange og sende jer kærlige tanker.

 

Jeg har haft svært ved at slutte dette indlæg af (har slettet denne linje 3-4 gange), men om ikke andet vil jeg slutte af med at sige “FUCK CANCER!”

[Anmeldelse] Demons of Doom

Forsinket anmeldelse fra en bog jeg fik fra Kickstarter for et stykke tid siden.

 

“Demons of Doom” er den nærmest obligatoriske “spil de onde” bog til Advanced Fighting Fantasy, udgivet af Arion Games og er skrevet af Graham Bottley (som vist i praksis er Arion Games). Jeg betalte ikke synderlig meget for bogen, som jeg har i softcore. Den er på 83 sider og i sort/hvid. Der er ikke en tl;dr af denne anmeldelse, for den bliver ganske kort.

 

Jeg har tidligere været ganske begejstret for Arion Games genfortolkning af Advanced Fighting Fantasy, fordi jeg tænker at den grundlæggende virker og gør en masse noget komplicerede ting voldsomt simple. Jeg ved ikke om matematikken holder, men det gør det nemt at spille Sværd & Trolddom-agtige eventyr i en fucking awesome verden, som er mere crazy end Warhammer til tider og med mere gøglede monstre og mindre Lovecraft. Det er jeg stor fan af, selvom Warhammer selvfølgelig også er awesome. Demons of Doom er den første bog hvor jeg har været decideret skuffet i den serie. Det er til dels fordi der ikke er så meget decideret nyt materialer udover hvad der tidligere har været i monstrebøgerne, men også fordi at bogen slet og ret er dårligt sat op rent visuelt. Der er en del genbrug af gammelt artwork fra Sværd og Trolddoms-bøgerne og noget nyt voldsomt kedelig artwork. Desuden er billederne sat noget rodet op. Jeg siger ikke at jeg decideret ville kunne lave det bedre selv, men jeg er faktisk en kende i tvivl. Jeg kender til gengæld flere i dansk rollespil der rent faktisk ville kunne lave det bedre. Selve det spilmæssige indhold er til gengæld fint og funktionelt uden at det er inspirerende.

Såeh…jeg har lagt 100 kr for en bog som jeg ikke udelukker at jeg ville kunne bruge. Indholdsmæssigt er det en okay bog, hvor opsætningen og noget lidt uinspirerede tekst og ditto tegninger desværre gør at vi ender på 2.5 ud af 5.0.

Doomstones HD spilgang 5

Vi har holdt pause siden februar da GM lige havde haft travlt. Han har så til gengæld fået sig det (i min optik) mest nuttede barn i Nordjylland, så det er jo fair nok.

 

Sidste afsnit sluttede med med at vi var nået ned til en hule af en art, hvor vi var i sikkerhed for muddertentaklerne. Stifinder begyndte spillet med en Fatigued condition, hvor Schmitt lige tryllede en Shallyatte frem, så han blev frisk igen.

 

Vi går ind i det næste lokale på den anden side af hulen, hvor der er højt til loftet og mange reliefer af dværge der tilbeder ting. Der er desuden en plinth med mange stænger som danner en slags bur. Dværgen Sven (som er gammel minearbejder) opdager at det er to stykker sten, hvor den ene er cirkelformet og sat ned i den anden. Dørerne i den anden ende af lokalet er af massiv sten og ikke til at flytte på. Der er to statuer af dværge på hver siden af dørene, hvor vi kan konstatere at de engang har været beklædt af bronze. Vi har en større diskussion om ofringsmekanismen, tankerne bag og hvordan de handouts vi har fundet skal forstås.

Det ender med at vi bruger ofringsmekanismen da Sven aktiverer den ved at hoppe op og ned på den og ryger ned igennem hullet. Stifinder er sjovt nok meget bekymret (min skovelver karakter), så han står oppe og er parat til at hjælpe Sven hvis det er. Det viser sig at være særdeles heldigt, da Sven ryger igennem og lemmen går i gang med at lukke. Fordi Stifinder giver ham +40 til hans rul (jeg klarede en initiative test med 4 degress of sucess, for jeg er en 11’er!), så vi fik ham op efter han havde ramt og blødt ud over en af de pigge der var der. Heldigvis ramte han kun en af dem. Desuden havde ham, Englag og Saltsang trukket blod fra dem selv og brugt det til påsmøre fladerne som handoutet beskrev. Da Enlag så tiltalte statuerne med remsen fra handoutet åbner de og lukker ham ind. Vi går igennem, hvor der er en kort gang og et tilsvarende sæt døre. Vi har en større diskussion om hvad vi skal gøre der, hvor de ender med at vi nærmer os det andet sæt døre og de åbner. En gang i mellem er ting ikke så komplicerede.

Vi kommer ind til et ottekantet lokale, også med meget mudder. Der er en søjle i midten af lokalet og en dør til venstre for os da vi kommer ind. Saltsang og Sven kigger på det. Enlag spørger om hvor han kan finde stenen og der manifesterer sig et dæmonisk muddervæsen (med en fucking awesome figur!). Vi har en pokkers hård kamp, hvor som ender med at vi tæver monstret og bagefter tæver vi de muddertentakler der også er dukket op.

 

Det har vist sig at mudderet her spise metal, så flere af vores ting har taget skade. Undervejs har mudderet givet flere criticals ud og der er da også røget et par Fate Points. Undervejs er dværgens Svens fars økse også går i stykker. Jeg spiller nu WFRP som da jeg var 17, inklusiv en trollslayer spilkarakter. Det har jeg ikke oplevet siden dengang. Mere om det senere.

Vi prøver igen forskellige ting på søljen uden held, så det ender med at elvermagikeren Saltsang bruger Dispel Magic på søjlen, hvilket ender med at virke. Der er kort diskussion mellem dværgene, hvor det ender med at ingeniøren Enlag tager stenen, selvom han tidligere havde sagt at han ikke ville tage den. Det har jo så dog ændret sig da Sven træf en beslutning om at blive slayer.
Da Enlag tager stenen træder der en slags spøgelse af en dværg. Han taler om Eyrie, som vi så et skilt for i vores første spilgang! Vi har sidenhen fundet ud af at Eyrie er et Verena-kloster og haft en del jokes om det, især fordi Kåre har gjort det klart at vi IKKE skulle derhen tidligere.

Vi skrider ud af den anden indgang fra rummet til, inklusiv forbi en masse ogres fra tidligere, inklusiv den træls præst Rotnug. De brokker sig lidt, men vi slipper ud derfra uden mere vold, takket være Broder Schmitt. Vi tager så så ned af bjerget og samler os om noget lejrbål. Vi er alle noget forslåede, men dog nogenlunde ved godt mod (med undtagelse af Sven).

Vi har her en stor og rigtig fed diskussion om lejrbålet om flere ting. Jeg have helt off-game glemt at  at informere de andre om at stenen binder sig til en for livet. Så det har Stifinder i sagens natur også. Det fik vi en del voldsomt sjovt spil ud af, hvor Stifinder blev totalt målløs og undervejs fik sagt noget om at han altså ikke havde tænkt synderligt meget om det, da han enten regnede med at dø undervejs eller også ville overleve og dermed kunne gå derfra med stenen….og så ville alle de andre jo være døde før, da de jo ikke er elvere.  Det blev kun bedre derfra. Stifinder har en rigtig fin snak med Sven om at Sven vil være slayer. Det forstår Stifinder ikke, men han tænker at han muligvis forstår smerten der ligger inde bagved. uanset hvad vil han gerne respektere hans kammerats ønske om at genvinde hans klanære igennem hans død. Det var fedt, fordi Stifinder ikke forstod det, men dog gerne ville respektere det. Så Stifinder tilbød at han om ikke andet kunne hjælpe til med at farve Svens hår, så han fik alle hårene i nakken med. Der er en del snak om døden, som gør at Stifinder trækker afsides og skriver en bøn ned til Morai-Heg, hvor han beder hende om at hjælpe hans sjæl det rigtige sted hen når han engang dør. Saltsang gik hent til ham. De har en voldsomt elvisk samtale (inklusiv nogle rimelig trælse ting sagt om andre), hvor de i et vist omfang bounder og hvor samtalen samtidig understreger deres forskellige baggrunde som hhv skov- og søelver. Imens snakker Schmitt og den brettonianske ridder Jean snakker om at alle jo naturligvis kommer til Morr, hvad både dværgene og elverne ignorer. De går tilbage til de andre, hvor Saltsang demonstrerer hvad han tidligere har sagt om en “duelere på ord”, da han pludselig konfronterer Stifinder med at han havde taget ildstenen, selvom vi faktisk var blevet enige om at Saltsang skulle have taget den.

 

Saltsang går Stifinder på klingen (fordi han er en søelver-kommunist-mutant forræder), hvor Saltsangs spiller havde lavet noget fantastisk foreshadowing lige før ved at nævne at han også gerne “dueller på ord”. Han konfronterer så Stifinder med at Stifinder havde taget ildstenen, hvor Stifinder forsøger at forsvare sig (min karakter er noget impulsiv og desuden kunne jeg som spiller slet ikke ignorere plotgenstanden OF DOOM dengang). Desuden konfronterer Saltsang og Enlag Stifinder med at han ikke havde fortalt de andre at krystallerne binder sig til en til man dør (som skyldtes at Thais totalt havde svedt ud at fortælle de andre). Der forsvarer Stifinder sig med det ikke synderligt meget mere sympatiske argument at han havde glemt det fordi der var to mulige udfald 1) enten ville han dø undervejs eller også 2) ville han alligevel leve meget længere end alle andre. Vi når mere eller mindre at alle har sviner nogle andre i gruppen, selvom der ikke var en decideret dårlig stemning da vi var færdige. Måske var det bare fordi de andre i forvejen ikke stolede på Stifinder (hvad Thais glimrende forstår! Stifinder har virket lettere Gollum-agtigt om ildkrystallen, han er til tider stadigvæk lettere elverarrogant og han er ikke fleksibel ift hvordan man omgås naturen. Desuden er han bare generelt virkelig spydig til tider).

 

Vi har en kort diskussion om hvad vi gør konkret ift udstyr (der blev efterladt noget benpanser i hulerne), men vi blev enig om at bevæge os til klosteret.  Især da GM fortalte os at vi havde en klar fornemmelse af at det var forholdsvis en hastesag. De spor vi har undersøgt ligger langt tilbage, hvor bl.a. Torgoth var en rigtig gammel ork-lich. Vi har en fornemmelse af at der er gået et godt stykket tid siden stenene blev efterladt der og Torgoth hærgede, men hvor lang tid er ukendt for os (mener jeg, jeg her i hvert fald ikke kunnet finde det i mine noter).

 

Betragtninger

Selvom det er lang tid siden, så er jeg enormt glad for at Kåre klart meldte det ud med klosteret og at vi først skulle det senere. Det er skønt med en kampagne, hvor GM klart meldte ud fra begyndelsen at der var tidspunkter, hvor han bare ville fortælle os hvad vi skulle gøre. Jeg mener ikke at der var andre situationer end klosteret, men det gav os noget fedt spil hvor vi i fællesskab spillede os frem til at den beslutning i gruppen som er nødvendig for at kampagnen kan forsætte. Det fungerer enormt godt. Samtidig med det har vi nogle forholdsvis klare valg undervejs i hvordan vi skal tackle de forskellige encounters og hvordan vi forholder os til hinanden. Jeg synes det er vildt fedt.

 

Jeg var desuden enormt glad for scenen med lejrbålet, for den gav os nogle muligheder for at spille karakterspil, spille på vores forskellige religioner og hvordan de her 6 karakterer har respekt for hinanden. Det betyder samtidig ikke at de nødvendigvis kan lide hinanden, bare at de er i stand til at samarbejde. Der er en slags kriger-professionalisme over det hele, samtidig med at det rollespilsmæssigt er meget personligt. Vi spiller halvvejs en Warhammer Quest kampagne, men om noget på den fede måde. Jeg tror også havde også mindre off-game snak, så det er også fint.

[anmeldelse] Splintered Peace

Varefakta (som man engang skrev på RPGFORUM):
Produkttype: Købekampagne. System: D&D 3.0. Antal sider: 110. Forfatter: David Chart. Udgivelsesår: 2002. Farver? Sort/hvid. Genre: Fantasy med kant og en social agenda. Udgiver: Penumbra, en underafdeling af Atlas Games som står for mange andre spil som f.eks. Once Upon a Time, Ars Magica, Lunch Money, Gloom (og desuden Cthulhu Gloom: Unpleasant Dreams! en Dreamlands udvidelse til Cthulhu Gloom, som jeg ikke vidste fandtes, men som jeg naturligvis nu må eje!).

 

Dette er en spoilerfri anmeldelse, så selv hvis I har læst bogen, så undgå venligst spoilers i kommentarerne 😀

 

Jeg greb denne her bog lidt tilfældigt ved slutningen af Re-allocation på Fastaval, hvor den tidligere ejer (nr 11 i re-allocation) kommenterede at den skulle være god. Jeg læste den i toget på vej hjem fra Fastaval og konstaterede at det var den om noget. Min eneste anke mod den er valget af D&D 3.0, men det er samtidig om noget en D&D fortælling Splintered Peace vil fortælle. Helt specifikt en meget ren dyrket D&D fortælling samtidig med den beskæftiger sig med racisme.

 

Splintered Peace foregår i byen Marchion, som ligger på grænseområdet mellem “civilisationen” og “barbarerne”. Den er voldsomt etnisk blandet og virker umiddelbart harmonisk. Problemet er at da en krise + potentiel indtræffer viser det sig pludselig byen harmoni sig at være en sandhed med modifikationer. Bogen er tydeligvis skrevet af en brite, hvor der bl.a. er en overskrift med “It’s grim up north”. Der er også et segment (som dog fysisk set er noget småt) om at det er et britisk og ikke et amerikansk syn på racisme, men det bliver ikke uddybet hvad der menes med det. Det er faktisk mit største kritikpunkt af bogen, for det havde været rigtig relevant at vide hvad den forskel præcis består af. Det er til gengæld også som nævnt det eneste.

 

Som tidligere nævnt er jeg ikke specielt meget oppe at ringe over D&D, men jeg må fandeme give David Chart at han har gjort noget sejt ift denne kampagne: Han har skabt en fantasy-by som både er voldsomt D&D-agtigt og samtidig føles ægte, som et sted hvor folk bor og hvor folk lever deres liv. Marchion har en ganske fin stemning og føles som en voldsomt blandet by på kanten af “civilizationen”, samtidig med at der er magikertårne og en skov inde i byen. Den har også en del baggrund med spændende plot hooks udover selve kampagnen. Jeg elsker den ikke som jeg elsker Middenheim eller Sigil, men den er sgu godt skruet sammen. Især fordi den er en slags republik, hvilket giver spillerne og en masse andre mulighed for at blande sig i dens politiske processeer.

 

Jeg er lidt i tvivl om det her er en kampagne jeg vil køre (som sagt, D&D), men jeg ville ikke afvise det blankt. Jeg har trods alt hørt godt om D&D 5th. Hvis ikke jeg kommer til at køre den vil jeg give den videre til en senere re-allocation, for det er en virkelig god kampagne. Spillerne skal bare være indstillet på at vold ikke kan løse nogen problemer der samtidig med at der er halvinge, gnomer, dværge, elvere og halvorker der render rundt og en del magi. Splintered Peace er en veldesignet, overskuelig og nuanceret D&D kampagne. Jeg knuselsker den ikke, som jeg f.eks. knuselsker andre rollespilsting, men den er fandeme god håndværk, især for en 17-18 år gammel rollespilsbog. Så hermed anbefalet!

 

Se mere på David Charts hjemmeside her: http://www.davidchart.com/OGC/index.html

Nostalagi og GURPS Psionics

Her for et godt stykke tid siden gik jeg på biblioteket og faldt over en af deres rollespilsbøger, som jeg aldrig havde læst før: GURPS Psionics af David L. Pulver. Jeg har ikke specielt større erfaringer med GURPS og de erfaringer jeg har er ikke gode. Deres supplementer har så bare et ry for være lavet af folk, der er voldsomt gode i at lave noget research og som skriver nemt og overskueligt. Det har de også gjort her, så det er jo bare alletiders. Jeg er virkelig overrasket over hvor god en bog jeg synes det er.
Udover at være velskrevet er GURPS Psionics også interessant fordi det netop er en GURPS bog og dermed har en bestemt setting, men bare kommer med ideer til hvad man kan lave af rollespil baseret på psionics. Der er altså bare en masse forslag til rollespil i forskelllige settings der alle involverer ikke-magiske mentale kræfter. Udover at der bare er noget herlig nostalagi over at sidder med en bog illustreret af Dan Smith, hvis stil jeg virkelig bare har et svagt punkt for. Jeg elsker ham ikke lige så meget som Ross Nichelson, men han kan fandeme skabe en god gang amerikansk 90’er action/spændingsfilm-stemning, så det batter!

 

Det interessant ved GURPS Psionics er hvor meget fokus er på udstyr, regler og kombinationer med andre GURPS bøger ift mængden af powers. Der er min oplevelse (jeg kan sagtens tage fejl her), at det føltes retro ift andre nyere rollespil som jeg har læst. Der er ikke nogen forklaring af temaer, forfatterens manifest, hvordan scener skal cuttes, instruktion af spillere, etc. Til gengæld er der en stor værktøjskasse og en masse begejstring for at fortælle historier om folk med mentale kræfter. Selve de psykiske kræfter fylder kun 34 sider, hvor 16 af dem er udvidelser af reglerne, .bl.a. hvordan at evnerne virker i en cyberpunk setting. Det fokuserer på nogle overskuelige kræfter på små 18 sider, opdelt efter de opdelinger i psykiske kræfter vi kender fra utallige computerspil, tegneserie og rollespil. Det tætteste vi kommer på det er en dejligt inspirerende kapitel om “psionic campaigns”, hvor Pulver har en gennemgang af psionic kræfter, hvor de kan komme fra og hvad pionics plads i samfundet så ville være. Desuden er der en liste af inspiration i form af film, bøger, musik, etc. Er det en ting man er stoppet med? Den er i hvert fald fremragende og giver mig lyst til at udforske noget af den fiktion.

 

Det er selvfølgelig ikke ensidigt et positivt fokus. Jeg er selvfølgelig ikke ude på at svine de utrolig mange positive ting der er sket i udviklingen af rollespil siden 1999. Det er bare sjovt at opleve en bog fra en anden tid og dens anderledes fokus. I det at det er en GURPS bog er den meget fleksibel og kan bruges til mange ting. Jeg havde glemt hvordan det rent faktisk kunne være fedt, nok fordi jeg især har læst mange indie-bøger og specifikke regelsystemer med setting indbygget på det seneste. Du er GM, du har sgu nok styr på det. Generelt er jeg imponeret af hvad Pulver har gjort med bogen, så den ikke endnu bare et sæt kræfter.

 

David L. Pulver skriver nemlig til at begynde med at han gerne vil vise at psionics kan være udgangspunktet for en kampagne og ikke bare endnu et sæt kræfter. Det synes jeg, som det nok kan læses, er lykkedes enormt godt. I dejlige korte, små stykker fiktion viser Pulver eksempler på hvordan man kunne bruge psionics til cyberpunk, sci-fi og moderne thriller. I bogens hovedtekst viser han også hvordan det kan gøres for fantasy, horror og superhelte rollespil.
Grunden til at jeg fremhæver de korte stykker fiktion er fordi de 1) er dejlige korte i modsætning til f.eks. White Wolf og 2) at de på effektiv maner demonstrerer hvad man kan kan gøre med de kræfter og udstyr som bogen er proppet med. De er med andre ord forholdsvis elegante henvisninger til hvordan man kommer fra crunch til spil. Jeg har kun læst nogle få GURPS bøger udover denne (Illuminati og Iluminati University), som begge to er voldsomt fjollede og gode, men alle tre giver mig lyst til at starte en samling af gamle GURPS bøger, for der er godt nok bare værktøj efter værktøj proppet ind i dem. Så vil jeg sikkert bruge FATE Core eller noget andet mere funktionelt og med bedre regler for sociale færdigheder (eller bare i det hele taget regler for sociale færdigheder ift hvad lidt GURPS har). Jeg faldt over GURPS Atlantis på Fastaval og endte med at købe den. Det virker umiddelbart til at have været alletiders beslutning, den ser også ud til at være en god værktøjskasse. Der er masser af ideer der hvis man nu skal lave noget med Atlantis eller en tilsvarende by, der er blevet ramt af gudernes vrede og er sunket under vandene.

 

Jeg ved ikke om jeg tager totalt fejl her. Jeg har bare haft en oplevelse af at rollespil er blevet mere fokuserede, især efter indiebølgen. Det er overordnet set en enorm god ting, for jeg tror grundlæggende set at jeg ville have det sjovere ved at spille f.eks. Tales from the Loop ift GURPS. Det er bare sjovt at jeg føler mig inspireret til mange forskellige kampagner ved at læse gamle GURPS bøger om specifikke emner end jeg gør af Tales (som netop har en type fortælling der gerne vil ud med). Desuden er det jo altid sjovt når man oplever noget gammel som forfriskende fordi fortællestil har ændret sig. Jeg har med stor fornøjelse set de to første sæsoner af Miami Vice nu her, hvor jeg bl.a. blev virkeligt overrasket over at hovedskurken fra første episode enormt hurtigt bliver skudt ift hvad jeg er vant til fra serier i dag, hvor man gerne vil have en skurk til at vare mindst en sæson og gerne noget længere (en af grundene til at jeg ikke gad se f.eks. videre på Arrow fra 2012 til nu og Heroes fra 2006-2010 , fordi de begge to ikke bare kan lade hovedskurken i første sæson fucking dø i sæsonafslutningen som alle havde håbet på). Så gammelt er ikke sgu altid skidt. Især ikke med musik af Jan Hammer.

 

Det var nogle lidt løse tanker om hvordan at nostalagi ikke er hvad det har været og hvorfor jeg vist nu er gået i gang med at samle på GURPS bøger 😀 God weekend!

Et party fra WFRP 1st ed og deres kampagne

I forbindelse med at jeg har læst utrolig meget op på WFRP 1st edition fik jeg lyst til at lave en karakter i det. Jeg fandt desuden en karakter jeg havde rullet frem efter jeg kom hjem fra Doomstones, hvor Kåre havde lavet en uduelig dværg. Derfor rullede jeg en karakter (en elver) for sjov da jeg kom hjem. Da jeg var i gang med at skrive om Enemy Within kom jeg til at rulle nogle flere karakterer og pludselig havde jeg et party. Så de følger her, kun lavet med WFRP 1st ed bøger og tilfældigt rullet. Plus mig der forestiller mig hvordan deres kampagne sikkert har udspillet sig.

Elveren

Køn: Mand. Navn: Peluviel Anguviel
Stats: M: 4 WS: 37 BS: 49 S: 2 T:3 W:4 I: 54 A: 1 Dex: 48 Ld: 44 Int: 60 Cl: 50 WP: 48 Fel: 27.  Class: Academic. Career: Pharmacist. Her valgte jeg at karakteren kom fra Marienburg, da apoteker virkede lige urbant nok for en skovelver.
Skills: Chemistry, Cure Disease, Heal Wounds, Immunity to Poison, Manufacture Drugs, Prepare Poison, Secret Language (Guilder), Musicianship (lute), Excellent Vision, Etiquette (hans eneste random skills efter jeg havde taget elver-evnerne).
Udstyr: Kniv i bæltet, 10 GC, let tøj med forklæde, bløde sko, morter og støder og 4 små glas med forskellige pulver.

Etiquette gjorde mig glad, for den fortalte mig automatisk om en Marienburg apoteker, der snobbede opad og som gerne ville drive det til noget. Da jeg rullede hans stats håbede jeg på Wizard’s apprentice. Så må han jo bare finde nogen der vil tage ham i lære som magiker og gå over. Da han er academic koster det ham heldigvis kun 100 XP at skifte indenfor samme class (WFRP 1st ed., siode 92). Plus Peluviels spiller har læst at Realms of Sorcery var på vej og sikkert ville udkomme snart.

Halflingen

Køn: Mand
Navn: Anders Wichtig
Stats: M: 3 WS: 16 BS: 39 S: 3 T:3 W:4 I: 50 A: 1 Dex: 39 Ld: 24 Int: 30 Cl: 21 WP: 41 Fel: 51 (41 +10 advance).

Alder: 29. Class: Rogue. Career: Raconteur.
Skills:  Cook, Specialist Weapon: Sling, Blather, Charm, Public Speaking, Seduction, Story Telling, Wit, Etiquette (yes, 13 og dermed under 25%!). Bribery (rullet tilfældigt til min store glæde).
Udstyr:  Dagger, 23 GC, stor hat, vildt tøj af god kvalitet.

Vi har med andre ord her en vaskeægte halfling ungdomspolitiker!

Menneske nr 1

Navn: Veronica Seefrau
Køn: Kvinde. Class: Warrior. Career: Sea(wo)man. Alder: 38
Stats: M: 4 WS: 32 BS: 32 S: 4 (pga Very Strong) T: 4 (pga Very Resilent) W: 6
I: 38 (28 +10 Advance) A: 1 Dex: 29 Ld: 39 Int: 28 Cl: 35 WP: 30 Fel: 30

Skills: Dodge Blow, Row, Sailing, Scale Sheer Surface, Speak Additional Language (Kislev), Street Fighting, Strike Mighty Blow, Swim, Consume Alchohol (67, under 75%), Very Resilient (tilfældigt rullet), Ambidextrous (tilfældigt rullet), Read/Write (tilfældigt rullet), Dance (tilfældigt rullet. Åbenbart en obligatorisk skills for Warriors i 1st ed, jeg har aldrig spillet i et party uden en warrior der enten kunne synge eller danse), Very Strong (tilfældigt rullet), Excellent Vision (tilfældigt rullet).
Ja, jeg rullede 6 extra Skills!

Rul for alkoholiker (det her spil giver ingen fucks): 16, og dermed over 5% risiko. Udstyr: 12 GC, Hand weapon (cutlass), Bottle of cheap spirit, Pot helmet.

Jeg besluttede mig her for at 2 af karaktererne skulle være søstre, så jeg rullede endnu et menneske op.

Menneske nr 2

Navn: Isolde Goldsucherin Køn: Kvinde. Class: Ranger. Career: Prospector, Alder: 33.

Stats: M: 4 WS: 27 BS: 33 S: 4 T: 4 (3 +1 Advance) W: 7 I: 41 (pga Lightning Reflexes) A: 1 Dex: 27 Ld: 33 Int: 31 Cl: 28 WP: 35 Fel: 34

Skills:
Animal Care, Carpentry, Metalurgy, Orientation, River Lore, Game Hunter (lige på 50, 50% chance), Luck (også (lige på 50, 50% chance!), Scale Sheer Surface (tilfældigt rullet), Read/Write (tilfældigt rullet), Lightning Reflexes (tilfældigt rullet).
Udstyr: 10 GC, Hand weapon (økse), udendørsudstyr.

Isolde og Veronika er altså søstre og døtre af en skriver (de kan begge læse og skrive) fra Nordland. De var begge rastløse, så den ene stak til søs og den anden drog mod Middle Mouintains for at finde guld. Veronika mødte Peluviel i i Marienburg. Han blev lokket med til eventyr og muligheden for at finde en magiker der ville tage ham i lære. Det var der ingen i Marienburg der gad fordi de så ned på hans fattigfine families forsøg på at snobbe opad. Veronika og ham drog derfor til Altdorf, hvor Isolde stødte til. Der møder de alle 3 Anders, som er taget fra Middenheim for at undgå tæsk. De tre andre konstaterer at halvingen er for meget,. Han kan dog også kan åbne en masse dører for folk som dem med halvstore ambitioner, svingende impulskontrol og uafklarede grænser ift moral. Deres kampagne tager dem ud på noget af en rejse, hvor de hver især udvikler sig. De drager først på eventyr i Grænselandene, hvor de slås mod orker og roder i gamle ruiner. Det forsøtter de med i the Vaults og ankommer endelig til landsbyen Kreutzhofen (Death’s Dark Shadow), hvor de roder sig ud i flere problemer. De ender med drager nordpå til Ostermark, hvor de afslører korrupte adelige der har allieret sig med en kaoshær.
De drager derefter til Erengrad, hvor Veronika bliver kaptajn på hendes eget skib, Isolde bliver først spejder og senere opdagelsesrejsende, Peluviel bliver troldmand og lærer Farvet Magi som Jade Wizard (jeg tænker at kampagnen nok slutter ½ år efter Realms of Sorcery udkommet) Anders bliver først demagog og derefter leder af en radikal terrorist halvinge gruppe (outlaw chief). Kampagnen slutter med at karaktererne har etableret en Kejserlig Koloni i Lustria, hvor folk nyder solen, de friske frugter og malaria.

 

 

Fastaval 2019

Jeg ankom til Odense for en lille times tid siden og er nu hjemme med taskerne tømt for nye nørdskatte og tøj smidt til vask. Tid til at drikke et par øl og blogge om påsken.

Det negative:

  • Jeg endte med at skulle køre 3 scenarier på en dag (torsdag), hvor jeg naturligvis havde sovet alt for lidt natten mellem onsdag og torsdag. Klasse (eller noget…).
  • Jeg spillede for lidt rollespil. Det må jeg så bare planlægge bedre næste år.
  • Jeg fik ikke spillet så mange designerbrætspil som jeg havde håbet på. Der må jeg vist bare bruge bedre tid på at planlægge min Fastaval og nærlæse programmet uden at lagde mig præge for meget hvad jeg tidligere har haft af indtryk og oplevelser med forfatterne/designerne.

Det positive:

  • Scenarieskrivningskonkurrencen. Jeg har ikke haft fornøjelsen af at omgås Kamilla Brichs i større omfang før og hun må om noget være den positive overraskelse på Fastaval 2019. Det var alletiders samarbejde, sjovt og virkelig givende. Tusind tak til hende og Mads “Marie siger jeg er speciel” Kirchoff for at ville lege med som dommere. Det var alletiders og jeg fik nogle fine pointer til næste år ift scenarieskrivningskonkurrencen som en pizza.
  • En anden positiv overraskelse var re-allocation, som jeg stod for sammen med den fantastiske Poul Thomsen. Det stak helt af ift hvor mange ting folk donerede. Jeg er enormt glad og taknemmelig for at folk ville hjælpe der, den hjalp vi fik undervejs med at slæbe alle tingene ud til fællesområdet og hvor glade folk blev. Jeg er også glad for de ting jeg selv har scoret mig. Tak!
  • Hygge og dans i baren. Rent socialt har jeg haft en alletiders Fastaval.
  • Pingvinstuen. Det var grovere end normalt og jeg synes at det var virkelig sjovt!
  • Kaffekroen var som altid vildt fantastisk.
  • Sidst, men så absolut ikke mindst, så var podcastdagen fredag helt fucking fantastisk. Jeg nød så meget at sidde og høre på hyggelige mennesker sidde og ævle om nørdede ting. Det var virkelig den mest chillede og hyggelige dag  jeg har haft på Fastaval i mange år, især med iskaffe.

7/10, would Fastaval again.

Sumpbaronens Rejse [anmeldelse]

Tl; dr: Sumpbaronens Rejse var mig lidt ligesom at læse Dragonlance da jeg var 14, bortset fra at jeg nu også lægger mærke til hvor godt skrevet den rent faktisk er.

 

Jeg har været så heldig at få doneret et anmeldereksemplar af “Sumpbaronens Rejse” af Christina E. Ebbesen, som er første bind i serien “Til Arentz’ ende”. Så her følger en anmeldelse. Det har en lille smule med rollespil at gøre, da Christina også spiller rollespil. Plus hun har givet mig en hammergod bog.

Lille disclaimer: Jeg har haft fornøjelsen af at møde Christina en enkelt gang da hun viede 2 af mine venner i både den sjoveste og mest pinlige gudstjeneste jeg nogensinde har været til i en dansk folkekirke. Jeg skrev om Christinas novelle her  og har nu modtaget hendes roman. Ift at jeg tidligere har brokket mig over at føle mig typecastet som den sure mand på Alexandrias blogfeed er Christinas bog kommet som en gave fra Himlen, som jeg føler mig meget taknemmelig for (okay, det var den nærmest obligatorisk præste-joke. Sorry, så er den overstået).

 

“Sumpbaronens Rejse” er en fantasyroman om en ridder og hans væbner (det er ikke deres oprindelige plan eller ønske at være ridder og væbner), som rejser rundt i forbindelse med en turnering. Bogen er på lige under 500 sider, hvor en del er appendiks. Bogen er i hardcover og et et sjov twist på klassisk fantasy.

 

Jeg satte mig ned lørdag morgen d. 16/3 og ville begynde min læsning af bogen og kunne et en time senere konstatere at jeg havde læst de første 100 sider af bogen. Det har jeg ikke oplevet i mange år. Jeg læste videre og kom først udenfor klokken 15 den dag, hvor jeg var nået frem til slutningen. Jeg har nogle få kritikpunkter, men det er også i småtingsafdelingen. Skabelsesberetningen forrest og til sidst i bogen er skrevet i gotisk skrift, som havde for meget besvær med til at kunne læse ordenligt. Der er enkelte fejl undervejs og et par enkelte sætninger der kortvarigt hev mig ud af læsningen.

 

Men…..men, men. Som det tidligere antydes har Christina til gengæld også skrevet en pageturner af dimensioner. Bogen er velskrevet, godt pacet og karaktererne er fede. Christinas setting (Aretz) er tydeligvis en hun har arbejdet meget på (den går også igen i novelle i Mørke Guders Tempel) og den bliver formidlet enormt godt igennem bogen. Jeg havde ikke regnet med at jeg rent faktisk ville blive mere og mere interesseret i verdenen, men koncepter og elementer af verden kommer meget flydende på en måde hvor det er relevant for verden. Der er ikke tolkiensk infodump om hvad karakter X hed blandt dværgene og hvordan hans ægteskab blev beskrevet igennem sang med 40 vers. Det er gjort ret elegant de fleste steder, hvor karaktererne snakker om ting. De to hovedpersoner Gavin og Rubin komplimenterer hinanden godt på en måde, hvor de bliver sejere undervejs i historien på bedste fantasy-maner. De kommer fra hver deres kultur og snakker derfor en del om forskellige ting, som dermed forklarer verden. Igen ret elegant. Christinas verden er på nogle punkter typisk fantasy og på andre punkter dejlig twistet. Jeg er især glad for dens monoteistisk tro, som de forskellige arter selvfølgelig har forskellige udlægninger af. Christina har ramt et ret fint sted ift hvor mørk hendes verden, hvor at der sker onde og ubehagelige ting samtidig med at der er brave helte der forsøger at gøre verden til et bedre sted. Man er heller ikke i tvivl om at det ikke er alle samfundsnormerne der er gode, men det føles ikke prædikerende eller for den sags skyld klicher. De politiske diskussioner er nuanceret skrevet og fremstillet. Det er jeg stor fan.
Jeg kan teknisk set godt finde ting at kritisere settingen for (da jeg er kæmpe nørd), men den bliver brugt på fornuftig vis til at underbygge den historie om de to usandsynlige helte godt.

 

De to hovedpersoner er superfedt skrevet, for de har meget forskellige syn på verden og klare fejl samtidig med at de begge har et hjerte af guld. Den religiøse og alligevel verdensnære adelsmand Gavin er en idiot på nogle punkter, men samtidig en realist og stor helt samtidig. Hans undertrykte og mystiske elver-væbner Rubin er stædig og fordømmende overfor sine omgivelser, samtidig med at han er sårbar og har grund til at være som han er. De er et hammergodt makkerpar rent historiemæssigt. I historien er de dejligt dysfunktionelle sammen.

 

Jeg er ikke helt sikker på den ideelle alder for bogens målgruppe, for der er nogen ret voksne elementer med. Den er dog samtidig vældig sjov undervejs. Det føles virkelig forfriskende for mig at der er karakterer i den der kommer ud for slemme ting, men hvor det er tydeligt at de også får det bedre bagefter. De to hovedpersoner kommer igennem en del diskussioner, hvor deres kulturelle forskelligheder er tydelige. Jeg var aldrig i tvivl om hvem der sagde hvad, hvilket også er skønt. Persongalleriet er interessant, de træder alle i karakter og er nuancerede samtidig.

 

Jeg skrev tidligere at jeg kun havde nogle små kritikpunkter. Det er ikke helt sandt. Jeg har også et stort et, som var hvor meget jeg savnede 2’eren da jeg havde læst bogen til ende. Så til forfatteren kan jeg kun sige:

“kære Christina. Skriv lige en 2’er, ik’?” Så køber jeg den nemlig 😀