Anmeldelse: Warhammer 4th edition

TL;DR: Meh.

Jeg har lige som Thomas læst 4th edition af Warhammer. Den ultrakorte anmeldelse er at jeg ikke er begejstret for hvad jeg ser som et spil med megen kærlighed til Warhammer, nogle virkelig gode ideer, en ukritisk tilbedelse af første udgave af Warhammer og en udførsel som jeg undervejs virkelig hader (læs: udførslen af karrieresystemet) og noget kunst med fine motiver og en udførsel der måske passer bedre til The One Ring.

 

Lad os få kunsten ud af vejen, for jeg kan faktisk rigtig godt lide ideen i den, selvom jeg blev træt af udførslen undervejs. Mange af motiverne er awesome, hvor man f.eks. ser en heksejæger, en trollslayer og en menneskelig magiker sammen gå fra en flodbåd til Altfords havn. Man ser det samme party undervejs, hvor de f.eks. er på kro sammen og lignende. Det er rigtig fint alt sammen, omend jeg synes at den lettere støvede stil passer meget bedre til Tolkiens verden end WFRP (jeg elsker den nemlig der). Desuden synes jeg at det undervejs blev lidt for pænt og for ensartet til Warhammer. Det kan dog være en smagssag (og det er uanset hvad ikke det største af mine kritikpunkter af 4th ed).

 

Det er tydeligt at spildesignerne har været enormt glade for 1st edition af Warhammer, hvor de f.eks. har genintroduceret Dexterity og Initiative som stats. Jeg kan godt se hvad man har forsøgt der, men det leder hen til et generelt problem med at der er mange nye elementer, hvor det for mig virker som om at der ikke er blevet spiltestet så meget. Det giver jo teknisk set mening at det er separat at være fingerfærdig fra at være stærk og intelligent (især ift håndværk). Jeg er så bare ikke overbevidst om at det giver et bedre spil.

Man introducerer Resillience, Resolve, Advantage, Corruption points, Conditions (Stunned, Entangled, Bleeding, etc), Motivation & Ambition, Events & Endeavours og sikkert også flere ting….og jeg synes det er lige tilpas for at sige det mildt. Til gengæld har man fjernet ting som Dwarfcraft, Immunity to Chaos  og Grudge-borne Fury, som jeg ellers alle tre elskede. Corruption points er en kombination af Insanity Points og Mutationer, hvilket jeg personligt ærgrer mig over, da deres sindssygdomme bare er nogle minuser til stats og forskellige tests. Dem i 1st var lidt kedelige og dem i 2nd edition gjorde oftest en karakter uspillelig, så det er ikke fordi at de nødvendigvis var bedre (dem i 2nd edition var dog vildt meget federe skrevet!). Ift hvad jeg tidligere nævnte om deres tilbedelse af 1st edition, så har de indført den samme grad af asymmetri ift hvor seje folk er og nogle regler om social status som også minder om de ekstra regler der var i 1st edition (fra Apocrypha Now!). Om det så fungerer kan diskutteres, ift at der f.eks. er en forskel i settingen på f.eks. en elver jæger og en menneskelig jæger og hvordan de vil blive opfattet i samfundet.  Jeg synes igen at det bliver for formaliseret og overdrevet kompliceret.

 

Tyvstjålet fra Thomas’ noget mere positive omend stadigvæk fremragende blog

Det fører os direkte over til karrierer systemet, som i min optik er et throwback til…omkring slut 1990’erne og ikke på den gode måde. Karrierersystemet er bygget op med forskellige classes (Rogue, Peasant, Warrier, Academic, etc), hvor der er 8 egentlig karrierer indenfor hver class. Hver karriere har så 4 levels med adgang til forskellige skills og talents. Alle kan dog købe sig op i forskellige stats og evner, det koster bare mere hvis det falder uden for ens career. Når man bevæger sig op i levels får man adgang til f.eks. at kunne købe sig op i Weapon Skill eller lignende for en billigere pris. Man kan så skifte mellem careers, hvor det koster mere hvis man er udenfor ens egen class. Noget der er fjernet er dermed career exits, som i 1st og 2nd edition. Man køber desuden forøgelser, både til ens stats og skills op 1 point af gangen og ikke 5.

 

Problemet ved det er at det sætter sig mellem flere stole, hvor det hverken er Warhammer eller Basic Roleplaying. For mig er noget af det smukkeste ved det karriere-system at det fortæller en historie og samtidig giver mig frihed. Hvis jeg f.eks. begyndte som Roadwarden, derefter opdagede at min karakter havde et magisk talent (Hedge Wizard) og derefter gik i gang med at blive rigtig magiker (Apprentice Wizard). Den historie er der teknisk set stadigvæk i 4th ed, men der er ikke samme kreative benspænd. Jeg kan næsten konstant bare skifte over til noget andet og købe op der, hvor det kun er “historien”/GM der begrænser mig. Der er for mig noget interesant i WFRP 1st/2nd ed, hvor at jeg i højere grad har en kreativ spændetrøje at operer ud fra. Det er heller ikke Basic Roleplaying, hvor jeg kan gå op i skills som det passer mig uden begrænsninger. Det er til gengæld en konstant overvejelse om hvordan jeg bedst kan bruge min XP og hvor jeg konstant skal regne ud hvad jeg har råd til i modsætning til tidligere udgave, hvor at alt under 100 XP næsten altid var ubrugeligt før jeg havde sparet 100 XP op. Karakterens historie bliver rodløs, fordi jeg altid bare kan skifte over til en anden karriere, forskellen er bare hvor meget det koster mig. Den frihed havde jeg på fin vis allerede i 1st og 2nd edition, hvor man kunne vælge en ny Basic career.

Det hele minder mig om noget fra midt- til slut 90’erne, som hvis man havde udgivet en anden udgave af Warhammer der. Det er unødvendigt tungt, kompliceret og indeholder alt, alt for meget matematik for min smag. Det er da absolut muligt at man kan blive i en karriere (det er så aldrig noget jeg er stødt på i praksis spil, men jeg respektere hvis andre har haft det som kritikpunkt). Jeg synes det er det argeste lort. Jeg kan leve med det hvis jeg skulle spille med i en kampagne der overordnet set meget går i en retning (læs: Doomstones HD), men jeg ville ikke kunne finde ud af det i en hvilket som helst anden kampagne. De valg man skal træffe undervejs er uklare og dermed ikke særligt interessante.

 

Vi kommer nu til mit andet store kritikpunkt af af 4th edition: Cublicle7s take på procent-systemet og hvor unødvendigt kompliceret de har formået at gøre det. Alt skal foregå ved at rulle 1d100 og regne ud hvor godt det er gået.

Der er utroligt meget med f.eks. ift kamp, hvem der har rullet bedst på deres rul, hvilket så afgør hvem der giver skade, får fordel (Advantage) i stedet for et separat skade-rul. Jeg stod af undervejs her, for de formår godt nok at komplicere det hele undervejs. Nu har jeg prøvet kampsystemet og det er ikke helt så kompliceret som det fremstår, men hold da kæft, hvor er det ikke godt formidlet. Det er stadigvæk farlig og ret dødeligt, men hold da op hvor savner jeg Ulric’s Fury og open-ended skadeterning. Magi-systemet skal også lige have en hurtig bemærkning med på vejen, for det kan jeg heller ikke lide. Der vil jeg dog i højere grad end ellers konstatere at det handler om smag. Alle magi (som i troldmandsmagi og ikke præstemagi)  består i at man ruller et Speak Arcane Language (Magick), hvor man så Miscaster (hvor ting går grueligt galt) hvis man ruller 11, 22, 33, 44, 55, etc og over det man ellers skulle have rullet. Jeg synes ikke nødvendigvis at det er så fedt igen, for det fjerner meget af uforudsigeligheden ved magi i 2nd ed, hvor ting kunne gå galt ud af det blå. Magi i 2nd havde klart sine problemer, men jeg er ikke overbevidst her. Desuden ærgrer det mig at man nu baserer magi på Intelligens, hvor man tidligere rent faktisk kunne være en usmart magiker, det krævede bare en høj grad af viljestyrke. Det er dog som sagt en smagssag (og en grund til at jeg ikke spiller troldmand i Doomstones HD, men kriger).

 

Nu har jeg skrevet en masse negativt, men Warhammer 4th edition er ikke kun skidt. Deres nye regler for Fear er bedre og mere nuancerede end tidligere (her fungerer det med at man skal rulle grader af succes rigtig godt), det er en god ide at genintroducere noget social status (udførslen er så bare klodset) og der er tydeligvis en masse kærlighed til Warhammer undervejs. Måske lidt meget for til første udgaves regler og ikke nok til den kaotiske stil første udgave lagde for dagen, men sådan er der jo så meget. Fjerde udgave af Warhammer forsøger til gengæld også at adresser noget som WFRP aldrig rigtig fik svaret på, nemlig kønsroller. Der har de valgt bare at sige at det ikke spiller en større rolle. Det er en løsning jeg sagtens kan leve med (og som jeg halvvejs har brugt i praksis) og så er det bare fedt at de rent faktisk adresserer det. Motivation & Ambition er nogle fine måde at få folk til at forholde sig til deres karakter og spilgruppen som helhed. Det er også ret fint. Der er også nogle regler for hvad karaktererne laver imellem eventyr, som er for komplicerede for min smag, men ideen er fandeme god.

 

Fjerde udgave af Warhammer Fantasy Roleplaying er en unødvendigt kompliceret, lidt overlæsset udgave med en masse ideer. Nogle af dem er gode, andre er mindre gode og jeg hader decideret den nye version af karrieresystemet, som jeg synes er lige til at lukke og skide i. Jeg kan godt se hvad man har forsøgt og der er da også virkelig gode ideer. Det ændrer dog ikke ved at jeg synes bogen er noget uheldigt udført, ikke specielt godt formidlet og abnormt frustrerende at læse undervejs. Hvis ikke det havde været for Doomstones HD havde jeg nok ærlig talt givet min bog videre. Jeg kan så til gengæld leve med det i Doomstones HD, men mere om det i andre oplæg.

Reklamer

Con2 2019 søger scenarier!

Kære alle forfattere, spildesignere og andre kreative mennesker!

Igen i år afholder vi Con2 på Usserød Skole i Hørsholm! Det bliver antageligvis d. 25-27/1 2019. Hvis den dato ændrer sig vil jeg naturligvis informere om det her på bloggen! Tema er ikke fastlagt endnu, men vil naturligvis blive annonceret så hurtigt som muligt og være fjollet!

Crewet er blevet udvidet og består af følgende:

  • Regitze Skibsted (kiosk, Fjæsingbog og New Generation-kaptajn)
  • Morten Havmøller Laursen (web, tilmelding, skole og herremode)
  • Kathrine Christensen Hedegaard (information, people person og baseball coach)
  • Thais Laursen Munk (rollespil, økonomi og andre sure opstød).
  • Desuden får vi som altid hjælp af den skønne Dion i køkkenet!

Som det nok er tydeligt er der mere information på vej ift tema, muligvis en udvidelse til af arrangørgruppen og andre ting. Så snart jeg ved mere vil I blive informeret!

Deadlines for scenarier er følgende:
Aflevering af foromtaler: d. 14/10 2018.
Aflevering af scenarier, hvor andre skal kunne køre dem: Søndag den 6/1 2019.

Spiltests til Fastaval er her meget velkomne!

Til gengæld vil vi gerne give de skønne forfattere evig taknemmelig og store mængder kage! Vi glæder os allesammen til at afholde endnu en Con2 og opleve Danmarks hyggeligste con igen-igen! 😀

VIGTIG EDIT OF DOOM: Hvis du er er interesseret så skriv endelig til den rollespilsansvarlige, Thais Laursen Munk på thaismunk@gmail.com!

Min karakter til Doomstones HD

Åh VAD, jeg skal være spiller i en Warhammer kampagne! Det har jeg ikke været…i mange år. Mere eller mindre i 8 år, alt efter hvordan man tæller det. Ikke alene skal jeg spille Warhammer, jeg skal også spille med i Doomstones HD da Kåre har været så venlig at invitere mig 😀 Så jeg skal til Aalborg senere på sommeren og lege krigshammer med nordjyderne, hvilket jo altid er en vindende kombination.  Lad venligst være med at læse videre hvis du også skal spille med i Kåres kampagne, for det vil spoile en del ift min karakter 😀

 

Doomstones er mere eller mindre det eneste af WHFP 1st edition som jeg hverken ejer eller har læst. Så da Kåre inviterede mig sagde jeg ja med det samme. Her er den karakter jeg skal spille. Jeg har med vilje ikke planlagt hvad vej denne karakter skal tage ift hans karriere (og vi kommer til at skulle igennem en del XP er hvad min GM fortæller mig), så nu ser vi hvad der kommer til at ske! Her er noget så usædvanligt som en WFRP-karakter med en forholdsvis positiv baggrundshistorie og barndom!

 

Bruno Edgard Stellmacher
Jeg gider virkelig aldrig tjene nogen anden end mig selv, mine venner og min familie igen, hvis jeg kan blive fri. “

Bruno plejer at fortælle folk at han er arbejdsløs tjener fra Carroburg fordi det er nemmere end at forklare hvem han egentlig er. Brunos forældre var begge gift før og havde børn med sig til deres andet ægteskab, så Bruno voksede op som den næstyngste i en børneflok på 7. Bruno er kvart brettonianer, hvor hans morfar stak af til Imperiet, kom forbi en gård med grise og blev gift med datteren. Han hed Edgard, så Bruno staver hans mellemnavn på samme måde. Moderens del af familien er griseavlere og faderen er hjulmager. De boede i landsbyen Dunkelbild i Middeland, en dagsrejse fra Carroburg. Brunos barndom foregik især med at skubbe grise igennem mudderet, men familien manglede ikke noget og han voksede op i kærlige omgivelser. Den dag i dag betyder hans familie meget for ham. En dag kom en købmand fra Carroburg tilfældigvis forbi landsbyen, hvor Bruno tilbød om han skulle strigle købmandens hest. Det fik han gjort, hvor købmanden tilbød Brunos forældre at han kunne komme i tjeneste. Bruno ville gerne på eventyr i storbyen, så hans forældre gav ham lov, omend det da også motiverede dem en smule at der var et barn mindre at fodre. Bruno tog med til købmandens hus langt oppe af bakken i Carroburg og arbejde voldsomt hårdt fra tidlig morgen til sen aften. Hans herre var streng, men retfærdig. Bruno fik lov til at arbejde sig op og lærte mere undervejs. lærte at læse og skrive, vurdere kvaliteten af en vare og at køre en vogn. Imens var han gået fra stalddreng til tjener og til butlerens assistent. Han var reelt set på vej til at blive enten personlig tjener for herren eller butler, da hans barnløse og ugifte herre døde. Bruno fandt aldrig ud af hvad, blot at de var med til begravelsen og ingen vidste mere. Bruno var dog om noget handlekraftig, så han samlede sine opsparede penge og sørgerede for at der kom styr på det. Butleren uden familie blev placeret på et Shallya-hjem, de andre tjenesteflok skaffede han anden ansættelse eller skrev anbefalinger. Han har for nylig rejst med den lidt ældre kok Gretha, så hun kunne nå sikkert frem til hendes familie. Her finder vi Bruno i dag (et ukendt sted), hvor han så småt er ved at løbe tør for penge og leder efter et nyt job, som er hans plothook til at komme med i kampagnen.

Bruno er en sær blanding af egoistisk og altruistisk, hvor det for ham meget afhænger af om folk er en del af hans nærtstående/pårørende eller ej. Han følte klart at han skyldte de andre i huset at hjælpe dem videre, nu hvor herren var død og arvingerne havde valgt at sælge huset. De havde været der for ham og været hans familie i Carroburgs labyrintiske gader og stræder imens han arbejdede hårdt. Han har til gengæld også set hvordan det går med folk der arbejder hårdt hele deres liv og hvor meget det slider en op. Så selvom han er glad for hans tid i Carroburg har Bruno besluttet sig til at han aldrig skal tjene nogen igen på samme vis ud fra et ønske om selvstændighed og selvbestemmelse. Som barn i en middenlandsk landsby er Bruno opvokset til at være god Ulric-tilbeder, omend han stødte på Ranald-kulten i Carroburg og følte sig tiltrukket af de ærlige aspekter af den og tanken om at hjælpe de nederste. Bruno er selv noget i tvivl om hvor han står ift Guderne, så hvis folk spørger er han Taal-tilbeder, igen på grund af uafhængigheden og selvstændigheden. Han er villig til at tage en chance og hårdtarbejdende. Han er lidt snerrende til tider og har en kort tålmodighed overfor idioter (man er vel Middenlander…).

Bruno ved ikke hvad der skal ske med hans liv nu, men han har gjort sin pligt overfor hans gamle kollegaer, men han føler sig eventyrlysten og parat til at prøve noget nyt. Til dels for pengene, men især for at prøve noget nyt og opleve noget mere spændende. Den eventyrlyst som fik ham til at drage med til Carroburg og er kun blevet forstærket af at han pludselig stod alene og skulle sørge for at hjælpe de andre arbejdsløse tjenere i huset. Det gik fornuftigt, så hvorfor ikke forsætte?

Som udgangspunkt ligner Bruno mange andre lykkejægere, klædt i vejrbidt og slidt tøj i jordfarver af en nogenlunde kvalitet. Middenlander dialekten kombineret med hans brettonianske islæt (i form af det mørkebrune hår og de brune øjne) danner en lidt sær kontrast. Han har et pæne sæt tøj i rygsækken fra når Bruno skulle med herren ud i byen. Han er bevæbnet med en simpel stridskølle af egetræ forstærket med stålbånd, som Bruno har arvet efter hans morfar. Det er hans mest værdsatte eje og han vil aldrig skille sig af den.

Stikord: Stædig, pligtopfyldende, selvstændig, tør humor, madglad, overvejende ærlig, eventyrlysten, drevet, antydning af grådighed, stolt, hårdtarbejdende.

Man har lov til at være lidt heldig, del 4

Denne her gang var “fangsten” ikke helt så imponerende, men jeg fik da disse 2 for samlet 70 kr (30 kr for Villa Paletti og 40 kr for Scotland Yard).

 

Jeg kan huske Scotland Yard fra den lokale fritidsklub, selvom jeg aldrig fik spillet det. Så det skal prøves i hvert fald mindst en gang. Villa Paletti har jeg hverken prøvet eller hørt om før, men det har en okay rating på BGG og kostede ikke alverden. Så vi se om det enten er sjovt eller om der er en anden nørd der gerne vil eje det (det er dit cue, hvis du er sådan en nørd :D).

Man har lov til at være heldig, del 3

Jeg var forbi min lokale genbrug og fandt de her to spil i går, hver til 20 kr. Carcasonne har spanske regler og inkluderer dragen, feen og vist også Inns & Cathedrals. Jeg kan ikke læse spansk, men jeg kan nok finde et regelsæt på dansk eller engelsk. Efter at have åbnet Deadwood og kigget på det kan jeg konstatere at det vist godt kan gives videre hvis det er. Der var også et eksemplar af Munchkin: Loot Letter (som jeg ikke lige gad) til 10 kr og Bowling Zombies, begge dele til 10-20 kr. Hvis en af dem kunne have interesse, så sig endelig til 😀

IMG_20180405_141038.jpg

Sølvnøglens Døre, work in progress

Åh VAD! Jeg kom igennem nåleøjet. Det havde jeg ikke turde regne med, så det er jeg voldsomt glad for. Hvor er status så nu?

 

Jeg er i gang med at skrive på selve scenariet og karaktererne forhåbentlig til en spiltest i Aarhus i begyndelsen af november. Allerede her er jeg skræmt fra vid og sans. Jeg er ikke alene ude i god tid, jeg er decideret gået i gang med at planlægge tid til spiltest og korrekturlæsning. Det er jo frygteligt. Det eneste jeg frygter mere end fiasko er jo nærmest succes. Lige pt arbejder jeg mest med spilpersonerne, som ironisk nok er en af de ting jeg er mest i tvivl om. Jeg har arbejdet så meget med scenariets overordnede struktur at jeg godt ved at jeg skal have testet mine tanker om system i praksis inden at jeg kan afgøre hvad der er bedst. Det er totalt omvendt af hvordan det plejer at være, hvor første udkast til spilpersonerne sgu altid er skrevet inden jeg er færdig med synopsen. Her har jeg dog en god ide om de 5 tidligere kultister og hvor de skal hen. De skal bare lige skrives færdig…

 

Men udover at min scenarieskrivning giver mig mulighed for at nørde podcast om Lovecraft for fuld skrue (f.eks. denne episode og denne her fra et glimrende og meget hyggelig podcast), hvad sker der så? Jeg er som sagt i gang med spilpersonerne, da de er vigtig ift at jeg skriver et horror-drama. Desuden arbejder jeg med de andre ting som skal ordnes inden en playtest. Helt konkret er det især de overnaturlige kræfter/systemet og en kort præsentation af settingen (her forstået som den Vågne Verden) for scenariet.

Mægtig PlayMobil Borg 2

Så er jeg kommet videre med mit klunsede fund. Her er nogle billeder fra arbejdet i mens det var i gang.

Jeg tog slet og ret og skilte borgen af og placerede malertape hen over de områder som ikke skulle males, dvs alt som ikke var de kampesten borgen skal forestille at være bygget af. Så tog jeg den med udenfor og spraymalede den med en figurspraymaling i grå (som vist er en ting pga hære i grå uniform. Men nu er jeg ikke i gang med at male en italiensk facisthær, men en awesome borg).

 

Det kom der følgende resultat ud af. Jeg ved godt at lyset er lort, men der er sket en reel forskel. 

Jeg har udover at malet den også fjernet muren på platformen, så der bare er en stor platform til indædte kampe. Desuden er jeg gået i gang med at kigge på de andre problemer der er, især at muren er for høj til at figurer kan kigge ud over brystværnet. Her fandt jeg en simpel løsning i form af flamingo, som jeg skar ud i 1×1 cm højde og bredte. Det giver følgende resultat.

 

Problemet ved det var så at 1) figurerne stod lidt ustabilt og 2) det er overenskomststridigt, da alle ansatte skal kunne tage en vagt ved brystværnet. Derfor gik jeg hurtigt videre til et stykke flamingo som er lige så langt og højt, 2 cm bredt i stedet for en.

 

 

 

Så kan Helmuth også tage sine vagter! Planen er så at male dem i de samme farver som trægulvet og brystværnet. Det vigtigste er at det var nemt at finde en løsning.

 

Det fede ved det er at det viste sig at kunne due for alle områder på borgen. Her er f.eks. hvad der kunne have været en spilperson skrevet af Johannes på vagt oppe i det øverste tårn. Desuden vil jeg finde ud af hvornår jeg kan bruge den til et eller andet i min Drager og Dæmoner Expert kampagne…

Anmeldelse: Stellar Adventures

Her for et stykke tid siden fik jeg Stellar Adventures ind af døren, kun 8-9 måneder forsinket ift hvad jeg blev lovet (hvad jeg regner for pænt ift Kickstarter :D)

Den ser så sådan her ud, med forsiden fra Oprørets Planet. Og…hvad synes jeg så om den? Det er vist egentlig et ret godt spørgsmål. Jeg har købt en softcover version. Bogen er i alt på 128 sider og illustreret via genbrug fra især Oprørets Planet og Stjerneskibet, hvilket giver den et meget 80’er sci-fi look. Jeg har betalt i alt cirka 200 kr for bogen, inklusiv forsendelse.

 

Hvad der er interessant ved den er at den rent faktisk er nyskrevet og ikke bare lidt fancy opsat gentryk af gamle bøger (som meget af det tidligere Advanced Fighting Fantasy et eller andet sted er). Den er skrevet af Graham Bottley (der har stået for tidligere AFF-bøger) og Jonathan Hicks (som står på forsiden, men sært nok ikke bliver nævnt inde i bogen). Stellar Adventures er grundlæggende set en værktøjskasse, som giver mulighed for at spille alt der lugter af fremtiden om det er Mad Max, Star Wars, Warhammer 40 K eller for den sags skyld Neon Genesis Evangelion. Om man så kan lide det afhænger meget af om hvorvidt man synes at Advanced Fightning Fantasys ultrasimple tilgang til tingene er fed eller ej. Jeg er selv glad for det, men ville absolut ikke bruge det til alt. Systemet indeholder regler for alt hvad man nu har brug for til sci-fi: Psionoics, rumskibe, fartøjer, at lave nye racer, våben (inklusiv power armour og lyssværd) etc. Svagheden ved hvor simpelt det er og at det er settings-neutralt er at man som GM får en del at lave ift racer, setting, etc.

 

Personligt ville jeg ikke udelukke at jeg ville benytte mig af Stellar Adventures til f.eks. at køre et eller andet i fremtiden (gerne noget med kæmpe store krige i rummet eller noget med mechs), hvor at det simple kan blive brugt til at lave hurtig action med masser af eksplosioner. Til andet sci-fi (f.eks. en anden ide jeg har om en kampagne baseret på spil som Galactic Civilizations, Master of Orion og Twillight Imperium) ville jeg nok bruge noget andet som havde lidt flere nuancer.  Omend at Stellar Adventures meget er hvad man gør det til og selvom jeg savner stats for de monstrer og racer man slås imod i Oprørets Planet og Stjerneskibe, så kan jeg sagtens se mig selv køre en Stellar Adventures kampagne med masser af gang i den. Især til soundtracket nedenfor, der fint illustrerer hvad for en kampagne jeg ville køre:

 

Projekt: Mægtig PlayMobil Borg

 

Her for en lille uge siden klunsede jeg en PlayMobil borg der lå i en papkasse ved skaldespandene hvor jeg bor. Det virkede som at den var der i håbet om at nogen andre samlede den op, hvad jeg da også gjorde (fordi det 31 årige legebarn var nysgerrig og ville se om den kunne bruges til noget). Jeg har nu samlet den og konstateret at selv om nogle dele mangler, så er der en intakt-ish borg. Den ser sådan her ud.  Til min store overraskelse så er det faktum at selvom borgen er lavet til PlayMobil folk, så passer den faktisk overraskende godt i skala til mine figurer. Den går bare fra at være en urealitisk lille borg til at være en ordenlig størrelse borg. Den skal lige have et par kante hist og her, men ellers passer det faktisk glimrende.

Her er to tapre soldater og en stige orkerne efterlod i deres aflyste revolution. Bag dem er en mur som jeg synes passer mindre godt ind her. En af delene som mangler er et tag (i samme kraftig rød som på tårnet), der skulle have været ovenpå muren. Den virker generelt lidt underlig der, så jeg tænker at den forsvinder. Så har jeg bare en stor platform i stedet.

Viser bedre hvorfor muren på platformen ser lidt underlig ud.

Så er der nogle ting, der skyldes at borgen er legetøj (i skarp modsætning til andre borge i figurkrigsspil, der selvfølgelig ikke er legetøj :D), bl.a. de store huller der er forskellige steder så børn kan flytte PlayMobil figurer rundt i drabelige slag. Det er egentlig også fint nok. Det er faktisk decideret awesome at man i tårnet til venstre kan hejse platformen op og ned. Desværre virker faldgitteret ved hovedindgangen ikke, da der er en af sliskerne den ville køre op og ned i der mangler. Men det finder jeg nok en løsning på.

Hvad skal der så ellers gøres ved borgen her?

1. Maling. Jeg tænker at jeg spaymaler den i sten/kampestensfarve (sådan en har jeg nemlig set i den lokale rollespilsbiks) og derefter giver den en wash til fugerne, så det ligner mørtel. Det kommer så også til at tage en god del tid med store mængder malertape involveret. Så er der så resten i form af klippe, tag, døre, etc, der også skal males. Det er så heldigvis et projekt man kan gå til og fra som det passer en.

2. Faldgitteret skal om ikke midlertidigt kunne holdes fast. Sikkert via en elastik.

3. Jeg skal have lavet nogle simple kanter til at sætte på murene, så soldaterne kan se og ramme fjenden.

“Det her er altså ikke optimalt sjant….”

 

Flere opdates følger når jeg er kommet videre!

Dalscharas familie: Invasionsstyrken og de Døde Kejsere

Spilgangen begyndte med at 3 af karaktererne hentede Esbjörn. Han havde været inde på hovedøen og spredt historier om karaktererne for at skabe et dække om hvorfor de var her og generelt virkede lettere underlige. Han havde der fortalt folk at de var en slags fællesskab af udstødte folk der var stukket af og havde samlet sig i en slags støttegruppe for folk der bare gerne vil leve i fred. Det er sådan set også kun halv løgn, så det var mægtig fint. De hentede Esbjörn og tog ham med ud på øen med kejsergraven.

 

Jeg mindede her Esbjörns spiller om at han jo havde et magisk segl der lod ham tale med døde og om han ville benytte sig af det til at tale med hans mor inden de gik videre. Jeg railroadede her en smule for at få noget information videregivet, men dog slap nogenlunde fra det. Esbjörn brød seglet og så pludselig hans mor, som han aldrig havde set før, træde frem. Hun var en ung blond kvinde klædt i en simpelt kjole, der begyndte med at spørge om Esbjörn ville have hans nye familiemedlemmer til at se med? For så skulle de blot røre ham. De andre dannede cirkel bagved Esbjörn der var synket på knæ i sneen med hans mor foran ham. De kunne her se Esbjörns mor, der på forskellige vis lignede ham. Hun havde samme pande, samme høje kindben og hun var heller ikke så høj. Hun præsenterede sig som Ragna, Esbjörns mor. Det endte med at blive en rigtig fin scene, hvor de andre primært holdt sig i baggrunden og Esjbörn følte virkelig meget. Esjbörn spurgte hans mor om ting man havde forventet (var hun stolt af ham, havde han gjort det rigtige, etc), hvor Ragna på meget sød og afdæmpet vis forklarede ham at hun var stolt af ham og det ansvar han i praksis havde taget på sig som en del af magikerordenen. Nu havde hun set at han havde fundet sig en familie der tog sig af ham og hvor han også var der for dem. Derfor var hun parat til at rejse videre. Inden hun gjorde det ville hun dog høre om om de havde nogle spørgsmål? Her var det primært de andre der stillede spørgsmål om Harmal, den tidligere fyrsten af Familiens borg og spøgelser generelt. Ragna fortalte dem at spøgelser varierede i kraft og evner. Nogle spørgelser var kraftigere og kunne derfor konstant være synlige og “til stede”, hvor andre som hende selv kun kunne ses igennem magi. Hun fortalt at spøgelser er drevet af kraftige følelser og at ting som er påvirket af de samme kraftige følelser kan påvirke spøgelser. F.eks. kan våben der har en kraftig følelse knyttet til sig parere og påvirke spøgelser, hvilket var grunden til at spilpersonerne havde kunnet parerer Harmals våben. Slangehug vader f.eks. rundt med en krumsabel som er gået i arv igennem mange generation af hans kongeslægt, hvilket var grunden til at den virkede. Sidst, men ikke mindst havde spøgelser en begrænset evne til at se ud i fremtiden. Spillererne spurgte desuden om de daghdariske kejsere, hvor at Ragna forklarede at hun havde kunnet mærke at de var meget magtfulde og at der var en kraftig følelse af stolthed der kom derfra. Derfor havde hun ikke nærmet sig dem. De hørte her alle lyden af en carnyx fra den anden side af bakken, lige for at gøre det klart at her var seje kelter-agtige type i nærheden.

Jeg forklarede her igennem Ragna spillerne mit take på ikke-døde i kampagnen, da jeg f.eks. ikke regner med at have skeletter, zombier og lignende med. Kun spøgelser ala spøgelserhistorier og magtfulde ånder med et vist fysisk element, ala Nazgûls. Ragna spurgte så om der var andet spilpersonerne gerne ville spørge hende om. Efter et øjebliks tøven var svarede nej, hvorefter hun kyssede Esbjörn på panden og forsvandt.

 

Spillerne gik derefter over bakken, hvor de i en lille dal fandt nogle sære opsætninger af sten (ala Stonehenge. Jeg stjal brikkerne fra dette rimelig ligegyldige brætspil, som jeg desuden har malet) og en tunnel i bakken bag stenopsætningen. De gik ind i tunnellen ind i bakken, hvor et grønt forhæng af silke markerede indgangen til selve graven. Lige efter forhænget fandt gruppen her 6 statuer af de forskellige kejsere, som alle på forskellig vis indikerede hvem den pågældende kejser havde været. Der var med andre ord mulighed for at gruppen kunne få sig et indtryk af hver kejser udover de to af karaktererne som har Historie.
Bag statuerne var der et hovedrum med 6 gange, hver med en stentavle i begyndelsen. Problemet var bare at der ikke var nogen der havde Læse/Skrive Dagdarisk 4, så det eneste de kunne finde ud af navnet for hver tavle. De gik derfor ned af den første den bedste gang, hvor de fandt en offerrum med alter og en stor skål til røgelse. De valgte her at være høflige og ofrede noget røgelse til kejserinden, hvor de opdagede lille luftskakt ind til et andet lokale i loftet af rummet. Efter at hun fik en hestesko af Arteban kunne Tamazigt konstatere at det var graven for Kejserinden Dorgana V.
Kejserinden sad der nemlig i spøgelsesform og tiltalte hende høfligt. Det eneste problem her var at der kun er en karakter (Esbjörn/Tågesnak) som har Dagdarisk 4 og dermed kunne forstå det Høj Dagdarisk sprog som kejserinden talte. Hun virkede venlig på en noget arrogant måde og bad dem komme ind, omend de dog lige skulle være opmærksom på fælden undervejs. De gik derefter rundt om hjørnet, opdagede en fælde som de gik udenom, opdagede en enkelt statue til Rhyfela (dagdariske krigsgudinde) og trådte derefter ind i det første gravkammer, hvor de fandt store beholdere i ler udformet som en hest, en hund og en kat, der indeholdte asken fra kejserindens dyr. I det andet kammer fandt de en død gravrøver, der var blevet dræbt af pile fra en anden fælde. Til sidste mødte de kejserinden der var meget ophøjet og arrogant på en høflig måde.

 

Jeg havde her sat det op så kejserinden kun var villig til at tale Højdagdarisk, hvilket faktisk fungerede rigtig godt. Tågesnak er den mest kritiske overfor autoriteter pga en opvækst hvor han arbejdede for den lokale adel som akrobat og underholder, men hvor de samtidig behandlede ham af helvede til. Så han havde det svært ved at blive tiltalt som en af de fine, selvom den afdøde kejserinde på naturlig vis antog at han var adelig af en art og de andre var hans tjenere eftersom de ikke talte højdagdarisk. Esbjörn spurgte her ind til forskellige ting og lærte at samtlige 6 kejser/kejserinder gik igen. Han fandt desuden ud af at det kun var Belemos VII (en kejser med et ry som en voldsomt filosofisk type) der som den eneste der var villig til at tale et mere dagligdags mål.

 

Lidt kort logisk arbejde med udelukkelsesmetoden og kiggen på tavler senere gik karaktererne ned af gangen til Belemos VIIs grav, som var markant mindre, stort set uden udsmykning og uden fælder. Den rummede som noget af det eneste et bibliotek med historiske og filosofiske skrifter. De mødte derefter kejseren, der sad rolig i spøgelsesform og ventede. Han viste sig hurtigt at være en meget jordnær og realistisk type, selvom han var død. Han tiltalte dem først på højdagdarisk, men havde intet mod at tale lavdagdarisk. Stemningen var lidt anspændt til at begynde med, da spillerne havde rullet noget historie for Belemos VII og havde klaret det. Han havde bl.a. slået hårdt ned på enhver modstand (som en god dagdarisk kejser) og havde i den forbindelse truet en oprørsk by med at dræbe den første som kommer ud fra byen hvis ikke de overgav sig. Byens leder valgte da at sænke der en kurv med en forældreløs baby ned, hvor at legenden fortæller at Belemos VII straks trak et kortsværd, parat til at slå barnet ihjel. Byens indbyggede blev imponerede (og skræmte!) og valgte derfor at overgive sig. Belemos tog det som et varsel fra guderne, adopterede barnet og gjorde hende senere til hans arving som Mará I. Efter hans død efterfulgte hun ham som kejserinde. Jeg er her som det måske fremgår let inspireret af den bibelske historie om Kong Solomon og de 2 mødre. Der var egentlig mere der, men spillerne valgte ikke at spørge ind til det.

Jeg elsker at spille NPC’er som GM generelt. Her var jeg særlig glad, for Belemos VII var nok en af de sjoveste NPC’er jeg har spillet i en halv evighed. Han er (hvad nogen måske har gættet) kraftigt inspireret af den romerske kejser og filosof Marcus Aurelius. Derfor konstaterede Belemos hurtigt at spillerne egentlig ikke havde problemer, de havde bare forkerte forventninger til tilværelsen. Det var pissesjov at spille og pakke citater fra stoisk filosofi ind i en keltisk inspireret fantasy setting, bl.a. en konstatering af at kejseren da ofte ikke havde haft lyst til at stå op om morgenen imens han var i live, men havde gjort det alligevel.

Udover hans filosofiske betragtninger svarede Belemos også på spillernes spørgsmål og nervøsitet for om hvorvidt kejserne udgjorde en fare for de nærliggende øer og om hvorfor de gik igen. Til det første var svaret klart nej og til det andet var svaret at denne gruppe af kejsere alle havde svoret på deres ære af de ville beskytte og bevare det Daghdariske Imperium uanset hvad. De havde alle udpeget deres efterfølger igennem adoption og havde gjort en indsats for at være gode kejsere (inspireret af tanken om de 5 gode romerske kejsere, hvor Marcus Aurelius var en af dem). Så der var ingen fare på færde der. Grunden til at de gik igen var derfor deres ed om at …beskytte og bevare det Daghdariske Imperium uanset hvad”. Åbenbart inklusiv deres egen død eller at det Daghdariske Imperium gik under.

Belemos tilbød her at ham og hans afdøde kollegaer gerne ville beskytte Khari-øerne hvis indbyggerne gav kejserne hvad kejsernes var og betalte skat. Indbyggerne kunne bare forsatte med at styre øerne som det passede dem, bare der var 4 ofringer årligt. Så ville kejserne sørge for øernes beskyttelse. Kejserne ville have en fed sæl omkring forårsjævndøgn, et stor net fisk nær årets længste dag, en sæk grønsager/rodfrugter ved høsten omkring efterårsjævndøgn og et par der elskede (irrelevant hvilket køn de to elskende havde) i graven omkring vinterens korteste dag. Spilpersonerne fandt ikke nødvendigvis kravene urimelige, men de lovede dog kun at bringe forslaget videre til ældrerådet. Det var Belemos fint tilfreds med og takkede dem. Undervejs i samtalen havde han hintet til at det jo meget vel kunne være at de lokale ville få brug for beskytte snart.

 

Spillerne gik her tilbage til hovedrummet, hvor de på vejen pludselig hørt stemmer ved indgangen til graven. Tågesnak tog derfor og sneg sig fremad, hvor han opdagede 3 bevæbnede mænd bevæbnet som til højre. Han sneg sig tilbage, hvor de havde en kort samtale inden de gik fremad. Der var lidt tvivl om hvorvidt de ville forsøge at snakke med mændene, men konstateringen var generelt at folk der kom ind bevæbnede og i rustning

nok ikke havde gode intentioner. Tågesnak valgte at skyde efter dem (dog uden at ramme) og så var kampen i gang. Den var ret sjov at køre, for den var intens, kort og ret brutal uden at nogen rent faktisk døde. Tamazight tog et perfekt slag (aka critical hit) som hun imponerende nok ikke besvimede af selvom hun mistede halvdelen af hendes kropspoint. Arteban/Slangehug fik tævet en af dem ned i første hug og tog den anden ned også ret hurtigt. Tamazight rullede derefter Overtale og fik den sidste til at overgive sig. Imens løb Esbjörn ned til Belemos VII, der mødte ham med ordene “Nåh, er invasionsstyrken ankommet?” Der kom pludselig en hest frem fra Belemos’ diskussionskammer, hvorefter kejseren sadlede op og red ned til indgangskammeret. De nu afvæbnede soldater fik om noget store øjne da de så spøgelseskejseren, men de holdt sig om noget i ro. Her stoppede vi, lige efter at soldaterne fik fortalt at de var en del af en gruppe spejdere der var sendt forud for en større invasionsstyrke pga de historie de havde hørt om ø-gruppens rigdom på mineraler og metaller.