Eventyrere – et aparte og utilpasset folkefærd

En gang løse tanker fra min hånd skrevet til tonerne af The Who med rooibos-the ved siden af.

Eventyrere er et sørgeligt, utilpasset og psykisk usundt folkefærd! Når vi spiller “traditionel” fantasy spiller vi næsten altid typer der i dagens samfund var blevet indlagt, røget på afvænning og fået statsstøtte.

 

Eventyrere er enten lejesvende, som er til salg for højeste byder uden større skrupler (grænsende til ekstreme sociopater/psykopater) eller også har de gale frelserkomplekser, hvor de vil redde verden (ofte fra den selv). Eventyrere kan ikke lade ting være, selvom det på ingen måde gavner deres liv at rode med dem. Det synes jeg faktisk naturligvis er helt fantastisk! Det er en ekstrem rastløshed, som gør at man ikke kan lade ting være. Man kan ikke lade fare være, man er konstant nødt til at opsøge den.

 

Eventyrere har i rigtige mange tilfælde (ift hvad jeg har oplevet og selv har spillet) sociale baggrunde som mildest talt er belastede. Forældreløse, svigt fra omgivelserne, social udstødelse, religiøs forfølgelse, økonomiske problem, problemer med rusmidler og afhængighed. Listen forsætte. Et par eksempler her. Jeg vil lidt tage udgangspunkt i karakterene fra Dragonlance krøniker fordi at vi allesammen kender dem (og fordi at Klaus Meier og andre har spillet Raistlin Majere). Tarnis er lettere udstødt og uønsket voldtægtsbarn, Flint er udstødt (og lettere alkoholiker), Cameron er støtte for hans bror (og udvikler nogle følelsesmæssige problemer undervejs), Goldmoon har frelsekompleks, Riverwind siger aldrig noget og er der kun pga Guldmoon (tal om følelsesmæssig afhængighed), Tasselhoff er dyb kleptoman (og derudover pisseirriterende), Raistlin er galoperende sociopat, konstant passiv-aggressiv og har markant megalomani (til en vis grad….han bliver jo trods alt så magtfuld til sidst), Sturm Brightblade har også frelserkompleks, er mandschauvinist og er masochistisk i en sådan grad at han nærmest søger martyriet (hvad hans søns mor da også giver ham).
Hvad er min pointe så? Min er at det er interessant ift den sårbarhed, som jeg synes at det afslører/indikerer. Hvis man læser forhistorierne til DragonLance (som er varierende i kvalitet) er det er interessant at der sker en masse der som præger de forskellige karakterer, men som de ikke snakker med de andre om bagefter. Jeg synes at det er interessant, for der er i min optik meget få fantasy eventyrere karakterer (i det meste rollespil som jeg har oplevet), der kommer igennem deres eventyr uden at få massive ar på sjælen. Selvom de måske finder rigdom og magt kræver det som regel en høj pris. Er det bare mig? Jeg synes bare at der ligger noget pokkers interessant i den sårbarhed, som er oplagt at udforske i rollespil og som jeg tænker godt kunne være mere eksplicit formuleret i meget rollespil.

All Things Must Pass- Om HyggeCon

Det er træls at skulle lægge conner i graven. HyggeCon har eksisteret i næsten 20 år (den første var i ’98) og jeg havde fornøjelsen af at være arrangør på hvad der skulle have været HyggeCon nr 16. HyggeCon blev også aflyst i 2013 pga for få deltagere (omend at der var flere end dette år).

 

Jeg havde selv fornøjelsen af at være på Hyggecon for første gang i 2002 i alder af 16 og selvom det ikke var mig på det tidspunkt, så var det en begyndelse. Den gang var connen meget liverollespilsorienteret, med bl.a. syworkshop, livevåben-workshop og lignende og mere eller mindre akademiske oplæg. Der hvor det ændrede sig for HyggeCon var især da de flyttede i 2006 fra Århus kommune og til Hobro. Oprindeligt var der markant færre scenarier i mere eller mindre traditionel forstand på Hyggecon, men det ændrede sig omkring 2004-05 stykker, hvor at der kom flere ting der. jeg synes oprindeligt at det var en ganske vidunderlig blanding, men undervejs var der (bl.a. fordi at folk lige som alle andre foreninger kom og gik i Eidolon) et spørgsmål som aldrig helt blev besvaret: Hvad skulle vi med HyggeCon? Jeg tror at der manglende en retning deromkring (men det er selvfølgelig altid nemt at være bagklog). Uanset hvad blev det sværere at finde ud af efter flytningen. Flytningen var et symptom på et større problem, nemlig at Århus kommune var svære at danse med ift alt der indeholdt ordet “rollespil”. Når man så lægger underskud på connen af flere omgange til og for få tilmeldte….så er det sgu op af bakke for arrangørerne. Jeg ved det ikke, men jeg tror egentlig også at jeg mest bare gætter for at kunne fordøje tabet af noget som jeg har holdt af.

 

Uanset hvad har jeg haft voldsomt gode stunder, moret mig kosteligt og lært meget af HyggeCon, både i Århus og Hobro. Så tak til alle involverede igennem tiden for det og en stor tak til Thomas Mertz, der om noget har lagt en fantastisk indsats for Hyggecon i connens sidste år. Det kan godt være at HyggeCon er lukket, men vi er mange der havde det sjovt i tidens løb, hvilket altid er værd at huske på når ting slutter.

 

Sunrise doesn’t last all morning
A cloudburst doesn’t last all day
Seems my love is up and has left you with no warning
It’s not always going to be this gray

All things must pass
All things must pass away

-George Harrison

Reality Rally

Oh, det her skal nok blive sjovt. “Reality Rally” er arbejdstitlen på en kampagne jeg skal til at køre noget der ligner cirka hver anden-tredje søndag hjemme hos mig selv. Kampagnen handler om et australsk team (spilpersonerne) der deltager i et fiktivt rally, inspireret af “Dakar rally”. Ny kampagne, baseret på resterne af en gammel ide. Jeg kørte tidligere en moderne okkult kampagne, som var inspireret af Nephilim. Inspireret er her et pænt udtryk for at jeg havde skåret de cirka 20-25% af Nephilim som jeg synes var møgseje ud og havde droppet resten.

Dvs det meste af baggrundshistorien i spillet, metamorphosis, tidligere liv og kræfterne. Jeg havde så valgt at droppe arcanum, de hemmelige samfund og ideen om at man primært spillede elementånderne. Her spillede man mennesker, der indgik en pagt med en elementånd: Den gav mennesket et formål og mennesket gav den bevidsthed. Dermed blev de til et (inspireret af Mummy: The Resurrection). Det fungerede lidt blandet, men det var sjovt at prøve noget nyt. Så nu vil jeg prøve det igen i en ny gruppe med andre mennesker. Derudover har jeg skåret markant ned på tilfældigheden i Nephilims karakterskabelse.

Jeg er til gengæld vild med Nephilims magi-system og de kræfter som man kan få der. Det føles som magi på en anden og mere interessant måde end “Jeg kaster Fireball!” Ikke at der noget galt i det som sådan, men jeg sætter pris på stemningen. Et andet problem Nephilim har er at historien/settingen er dybt fokuseret på Europa, hvilket er sådan lidt…fesent. Jeg kunne komme med en længere rant om , men jeg gider ikke lige. Men jeg har har bestilt en masse Nephilim-bøger (som netop er ankommet i dag!) og glæder til at læse dem igennem og bruge noget, blive inspireret af noget og ignorere det meste af dem. Det er nyt for mig ift rollespil, men også fedt. Det gør at jeg er nødt til at være mere kreativ og det er fedt.

Jeg ved ikke helt hvorfor jeg faldt for ideen med rally, men vi havde planlagt søndagskampagnen i et stykke tid uden at det var totalt sikkert hvad vi skulle spille. Jeg havde overvejet Advanced Fighting Fantasy (faktisk med De Navnløse som startup), men jeg faldt over Dakar rally på internettet og kom til at nævne det for en af spillerne med fantastisk timing (vi var ude at køre hvor han var chauffør og jeg agerede navigatør). Så det blev vedtaget og vi havde en kort brainstorm, hvor vi blev enige om at lave et australsk team. Så det korte af det lange er at der er blevet sammensat et team på fire personer af en større avis i Perth i Vestaustralien (det virker forøvrigt som en vildt kedelig by) bestående af en reformeret ex-kriminel (mekaniker), en lettere arrogant historiker med en vild EDU-score (ekspert i Sydamerika), en pigeglad ekstremsportsinstruktør/surfer der leder efter en mere fast fremtid (primær chauffør) og en ubåds-flådeløjtnant  der manglede et projekt under hendes orlov (primær chauffør).

Det ser ud til at blive et meget funktionelt og dysfunktionelt team. Det rally de skal ud og køre begynder i Esmeraldas, Ecuador og er sat til at slutte i Punta Arenas, Chile. En tur som ifølge Google Maps er på små 8.461 km og tager 107 timer at køre. Baggrunden for rallyet er en kulørt dansker/nordmand ved navn Magnus Rasmussen, som er uddannet kaos-pilot. Han er muligvis også rent faktisk kompetent. Han har fået rallyet stablet på benene blandt andet igennem Kickstarter, hvor han fik lavet fundraising ved at appeller til mængden af folk på internettet der gerne ville bruge 1$ på at se tilfældige mennesker lide og knokle for at køre rally igennem Sydamerika og derudover fordi at han har flere kontakter hos bilfirmaer med folk som han engang har spillet ishockey eller badminton med. Jeg har ikke besluttet mig for om han har overnaturlige evner endnu, men jeg regner ikke med det.

Jeg har ikke besluttet mig 100% endnu for hvordan at rallyet skal løbe af stablen, men tanken er at tage en gruppe forskellige mennesker som ikke kender hinanden i forvejen. Det fede ved det er at med de 4 karakterer og rallyet regner jeg med at der er nok som vi kan spille på. Kampagnens set-up er planlagt til at være følgende: Karaktererne tager et fly til et sted i Ecuador og forbereder sig. Så vil jeg køre deres ryste-sammen tur og træning i Australien som flash-back. Derefter begynder rallyet og ting sker. Det er så meget som jeg har planlagt indtil videre og det passer mig egentlig fint. Så kan jeg tage resten hen af vejen. Det eneste som jeg skal have planlagt er det at køre ræs i rollespil, for det har jeg ikke prøvet før. Er der nogen som har gode ideer til hvordan det skal gøres eller eksempler på teknikker? Sådan udover regler for “car chases” og lignende.

[12 dec] Personal horror (Horror 2)

Camilla: You, sir, should unmask.
Stranger: Indeed?
Cassilda: Indeed, it’s time. We have all laid aside disguise but you.
Stranger: I wear no mask.
Camilla: (Terrified, aside to Cassilda.) No mask? No mask!

Ja, jeg er stor fan både af Jacobs scenarie og Chambers novellesamling. I dag har jeg tænkt mig at kaste mig over personal horror (vi får altså i bedste horror-stil en sequel!). Grunden til at at jeg begynder med citatet fra “The King in Yellow” er til dels at jeg lige er inde i et flip der, men også at der illustreres noget om horror. Camilla bliver bange, da den fremmede ikke bærer nogen maske. Alle andre har lagt deres fra sig, undtagen ham. Det er uforståeligt for hende eller også er det voldsomt forkert (tabubelagt, moralsk forkasteligt). Det skræmmer hende i hvert fald. Det virkelig smarte ved hvad Chamber her gør er at han overlader det til vores fantasi. Det mindre smarte jeg gør er at jeg har skrevet og beskæftiget mig så meget White Wolf at jeg nu ikke længere kan skrive noget uden at skulle begynde det med et citat.

For at forsætte med “Drømmen om en Konge i Gult”, så er det et andet interessant eksempel på horror. Indlevelsen gør at man kommer ind i det, meget ala”Det Hemmelige Selskab”, men derudover er der interessant ift personal horror. Det er en del af det at man ikke kan lade det gamle forhold til sine venner fra gymnasietiden være, at man er nødt til at engagere sig i det og i filmen, da man efterhånden hvor at det skrider længere frem bliver mere og mere personligt engageret i det. Det er ikke kun skræmmende at man ikke ved hvad alt det med Kongen i Gult og Hastur handler, kombineret med Cuba-krisen, men også at man er i samme rum som Manhattan, der har styr på alle de medvirkende, men også at man ikke ved hvor at man har sine gamle, måske tidligere venner henne. Dermed bliver det personligt, hvilket er hele kerne i “personal horror” (ikke at jeg nødvendigvis vil kalde Drømmen om en Konge i Gult for personal horror). Det er især personligt når man er nødt til at vurdere om hvorvidt man vil bære maske eller ej.

Jeg mener som tidligere nævnt at “personal horror” er et gys, som tager udgangspunkt i en selv. “Hvad kan jeg finde på af ting? Hvem er jeg?” Det synes jeg er superfedt. Jeg elsker når ting er personlige. Jeg elsker personlige scenarier. Det lægger op til spil og historier af en pæn dybde. Det er også bare svært at gøre som rollespil, når karaterene er så meget i fokus. Rasmus har massere af gode råd i hans indlæg.

Lige for at citerer “På samme måde kan man konstruere sin karakters opløsende rejse ind i sig selv. Jeg mener, at definere nogle stadier i overskrift som karakteren gennemgår på sin rejse mod total selvudslettelse og til det ny væsen eller identitet han bliver.” Senere skriver Rasmus: ” Ved at lave en rejseplan af stadier som bliver mørkere og mørkere for karakteren, får begrebet Personal Horror en form eller skabelon og konceptet bliver mere håndgribeligt.” Jeg er til dels uenig og til dels tror jeg at det er en meget klog ting at gøre som Rasmus foreslår.

Problemet ved det er til dels at jeg tænker at det muligvis kan blive for håndgribeligt og dermed for forudsigeligt. Hvis det er forudsigeligt, tænker jeg at det ikke er synderligt spændende. Jeg ville nok godt kunne finde på at gøre noget lignende som spilleder/forfatter, hvor at jeg har lavet en grov oversigt over karakterene og deres vej mod bunden. Det er en god ide ud fra tanken om at personal horror idet at det er personligt kan være dybt uforudsigeligt. Hvem ved hvor mange forskellig måder en person kan gennemgå degeneration? Hvis man tager en tilfældig person ud af mængden, hvor mange forskellige måder kan vedkommende så ikke blive til et monster eller gå i hundene? Og hvis det så sker i andre selskab, som også er i gang med at degenerere, hvem kan så forudsige hvad der vil ske? Det synes jeg både er en styrke og en ulempe, for det er svært at håndtere som spilleder (meget ala Mage, hvor at magikernes største begrænsning er spillernes fantasi).

Mine tanker om personal horror er altså følgende:

  1. “Personal horror” kræver nogle helvedes dybe karakterer, for ellers falder det til jorden. Drama-delen er nødt til at være der og fungerer voldsomt godt.
  2. I forlængelse af det, så kræver det at der er en meget klar konsensus om hvad det er der skal foregå
  3. Genren er meget intens/krævende og dermed kan den med fordel bruges i små doser (f.eks. som bielement, f.eks. ala “Drømmen om en Konge i Gult”).
  4. Man er som GM nødt til at være meget fleksibel, tænke sig godt (og hurtigt) om
  5. Jfr. at genren er krævende ville jeg nok være mest tilbøjelig til enten at gøre det som enkelt scenarie eller som kort kampagne (hvilket jeg har leget med tanken om at gøre med udgangspunkt i De Navnløse). Jeg ville ikke bygge en længere kampagne op om det, men jeg ville være rent fristet til at bruge det som afsluttende eller underliggende element i en kampagne, hvor at det enten afsluttet kampagne at spilpersonen kan konstatere at de har fejlet overfor hvem de engang var eller at monsteret nedenunder ligger og lurer det meste af tiden .

Et åbent spørgsmål, som jeg er i tvivl om: En af Vampires problemer var at Humanity-skalaen ikke altid lige fungerede lige godt. Man kunne godt (hvis man tænkte sig nogenlunde om) blive på et stabilt niveau af Humanity og fungerer som vampyr. Jeg er i tvivl om hvor hurtigt en degenerationen bør foregår for at det fungerer? Måske vil det i virkeligheden være bedre hvis det køres som kort kampagne for at det ikke bliver for hurtigt?

Antologi til Viking Con 30

Ja, jeg burde vel egentlig have omdøbt min blog til at hedde “Frygt og lede i Gl. Rye” eller “Frygt og lede på vejen”, idet jeg er hjemme for tiden og først skal tilbage til Salford d. 5/1.

Viking Con i 2011 bliver intet mindre end Viking Con nummer 30. Det bliver vildt. Jeg har talt lidt med Morten Greis om at lave en til at efterfølger til sidste års succes “De Navnløse antologien”, hvor at der er kommet to forslag på banen: Det ene er at vi enten laver en remake af et af Ask Aggers scenarier og samler bidragene i eller scenarie nummer 3000, Sort/Hvid af Johannes Busted Larsen fra Fastaval 2006. Derefter får vi nogle til at bedømme dem (vel enten Ask eller Johannes).

Derfor vil jeg gerne høre om der 1) er nogen interesse i projektet og 2) i så fald, hvad type antologien af remakes i novelle-scenarie-form, som vi skulle lave?

Og glædelig jul folkens!

De Navnløse antologien

Først et dementi: Der står på forsiden af De Navnløse remaken at det er min og Mortens ide. Det er det ikke. Det er Johannes Busted Larsens ide, som Morten så har været tovholdet på (og hvor at jeg bare bliver nævnt og mere berømt uden at lave noget udover at bedømme scenarierne).

Derudover var det noget nær den mest interessante læseoplevelse med rollespil jeg nogensinde har haft. Der var virkelig dømt total nostalagi, for jeg sad virkelig og kunne huske tilbage da jeg sad og skrev scenariet i 2006. Der er fandeme sket meget siden da. Samtidig med det er der tale om meget forskellige virkemidler og fortolkninger af mit scenarie. Jeg synes virkelig at alle scenarierne er af høj kvalitet og jeg kan også godt lide dem hver især. Jeg ved ikke om det er fordi at de er baseret på mit oplæg, men jeg synes at de hver især appellerer til forskellige dele af min smag.  Jeg ville ønske at jeg selv havde taget med til Viking-Con, for jeg har virkelig lyst til at køre scenariet. At man har kunnet tage noget så simpelt og alligevel få så mange forskellige ting ud af det er jeg godt nok imponeret over. Jeg glæder mig meget til at høre hvordan at det kommer til at løbe af stablen i praksis.

God fornøjelse folkens. Imens I hygger jer på Viking Con sidder jeg og er småsyg efter en tur til Cardiff uden så helvedes meget søvn og en tur rundt i Manchesters natteliv igår, hvor jeg først sov klokken halv 5 om morgenen. Det var til gengæld også helvedes sjovt. Plus at jeg skal have fundet ud af om jeg skal blive i England til sommeren 2011. Hvis jeg gør det skal jeg nemlig allerede nu til at bestille billetter til Con Gulerod II og Fastaval. På den ene side hygger vi os voldsomt i mit hus (jeg bor sammen med 10 andre udvekslingsstuderende), jeg er glad for studiet og på den anden side savner jeg mine venner i Odense, Odense som sådan og Danmark i det hele taget. Derudover er jeg allerede nu træt af fester, hvor halvdelen kun kan tale gebrokken engelsk. Som det kan høres har jeg det meget blandet med at bo i England, men samtidig er det et eller andet sted for tidligt at tage hjem allerede i januar (plus at jeg synes at Statskundskabs fagudvalg på kandidaten ikke er noget at råbe hurra for). Derudover ville jeg gerne nå at opdage noget af britisk liverollespil inden jeg tager tilbage. Så mange beslutninger, så lidt tid og man ender altid med at drikke sig fuld hele tiden. Jeg får smidt nogle billeder op fra min tur til Cardiff ved lejlighed.

Salford og updatering om rollespil

Efterhånden er min dagligdag i Salford (home of The Smiths!) ved at falde så meget til ro at jeg kan skrive lidt her igen. Jeg har vænnet mig voldsomt hurtigt til England, jeg tænker ikke engang over at kigge til højre først når jeg går over en vej. Til gengæld er Salford ganske fremragende udstyret i mine største inspirationskilde, nemlig frygt og lede (fattigt kvarter med masser af studerende, især udvekslingsstuderende). Der er uendelige mængder af folk, som konstant er fulde, udvekslingsstuderende, som knak nok kan tale engelsk og masser af larm. Dem jeg bor i hus med (11 mennesker deler et hus med hver deres værelse) er til gengæld til at have med at gøre. Alkohol er billigt, smøger er pissedyre, studiet virker rigtig spændende.
Jeg har ikke nået at få skrevet nogle høflige emails endnu til de mennesker, som jeg er blevet henvist til af Claus Raasted, så jeg har ikke lige nogen fast ide om engelsk rollespil som helhed endnu. Jeg har til gengæld fundet “Salford Wargames and roleplay society”, som jeg stadigvæk ikke har fundet ud af om jeg lege med, mest fordi de ikke virker specielt engagerede i det de laver eller som om de er så brede i deres “udbud” igen. Jeghar også fundet en rollespilsbutik inde i selve Manchester, men den har jeg ikke nået at komme forbi endnu.

Derudover er Prøve Nummer 19 blevet afleveret til Viking Con og kan downloades her. Jeg synes du skal være spilleder. Det er et nemt scenarie at køre. Derudover skriver jeg som død og helvede på Dengang i Orangeville, som blev forsinket på grund af noget tid der gik med flytning og rejse. Så har jeg sådan set også et Fastaval-scenarie, som skal skrives, men det har jeg også en del tid til at få ordnet. Derudover har jeg lavet en fantasy-setting, som jeg har en plan om at bruge sammen med Pathfinder (hvor jeg jeg snart køber grundbogen for 160 kr), men den får sit eget blogindlæg.  Har jeg nævnt at du bør være spilleder på Prøve Nummer 19? 2 timers underholdning og kræver stort set intet at sætte sig ind i. Jeg er oprigtig ærgerlig over at jeg ikke kommer til Viking Con, for spillerne har bare kastet sig over mine scenarier og der er De Navnløse antologien, som jeg har læst og bedømt….og den er møgfed! Den skal I glæde jer til hvis I skal køre den eller spille den! Det var lidt løs snak herfra.

Hvad karakter skal man give en karakter?

Eller hvad er den mest optimale måde at gøre ting på?

Den gode Oliver Nøglebæk spurgte mig på et tidspunkt om hvad min tilgang var til at skrive roller, hvor at jeg skrev en lille sides penge om det og sendte den til ham. Det interessante ved det var at den tvang mig til at overveje måden, som jeg skrev karakterer på og det samme har Mortens indlæg Summen af karaktererne gjort. Mit udgangspunkt er at jeg ser en karakterer som en position at opleve fiktionen igennem.

Lars Andresen sagde engang (har jeg kunnet konstatere da jeg tilfældigvis fandt en gammel fil på min backup med dagsbogsnoter, hvor at jeg citerer Johs for at have citeret Lars for det) om De Navnløse Redux at “Han skriver karakterer som jeg gør det”. Og det er ikke sandelig heller ikke løgn, for jeg kan huske at Lars Andresen var en af mine store inspirationskilder, da jeg gik igang med at skrive scenarier (især Tidens Ritual og Det Hemmelige Selskab). Det har jeg et eller andet sted fået et mere blandet forhold til, især pga mine erfaringer med at skrive roller til livescenariet “Uskyldighedens Melodi” og pga scenariet Beat City. Idag forsøger jeg at skrive roller ud fra hvad de skal skrives til. I mine to projekter til Viking Con 29 benytter jeg mig af varierende teknikker til rollerne.

I det ene scenarie Prøve Nummer 19 (mit “jeg var ikke sej nok til skrive med på 40K-antologien”-scenarie) spiller man Space Marine Scouts på deres sidste prøve. Der har rollerne to funktioner: Dels hvordan de klarer det og hvad det er for en rest af menneskelighed, som de er nødt til at ofre for at blive rigtige Space Marines. De er derfor delt op efter deres evner (den smarte, det taktiske geni, mesterskytten, etc). Derefter er de sat op med et navn, et enkelt litani og to valg til spillerne: Hvilken type planet kommer karaktereren fra og hvilken rest af menneskehed har karakteren? Ingen prosatekst og knap nok en enkelt side, idet at f.eks. baggrundshistorien opstår i spillet.

“Dengang i Orangeville” er et actiondrama, hvilket gør at jeg har noget mere baggrund med, forhistorie, personlighed og forhold til de andre karakterer dvs nok 1½-2 sider….men. Jeg har faktisk besluttet mig for ikke at skrive prosatekst til de roller, som jeg har gjort det i andre tilfælde.  Det er her, hvor at min tilgang om noget har ændret sig, idet at jeg tilsluttede mig min ærkefjende, Danni Börm, som her reagerer imod prosateksten i karakterer. Og den vogn vil jeg gerne hoppe på, men kun når det gælder for det meste bordrollespil på conner. I forhold til live mener jeg nemlig at der gælder andre regler. En bordrollespilskarakter kan skræddersys til et givent handlingsforløb, hvor at man kan vælge at fokusere på et specifikt aspekt af karakteren. Derfor kan prosateksten være utrolig besværlig, fordi at den sjældent er så konkret igen. Jeg synes til gengæld at prosatekst kan fungerer ganske glimrende til live, forbi at du som liverollespiller har en langt højere grad af frihed i forhold til fiktionen. Du har et højere grad af ansvar for din egen oplevelse og har dermed ofte (men ikke altid) stor frihed i forhold til hvordan du kan fortolke den skrevne del af karakteren. Med andre ord kan man igennem prosa i højere grad videregive en stemning og en linse at se verden (og dermed igennem fiktionen) igennem. Det er især min tanke i forhold til mit forhåbentligt kommende livescenarie “Stille Nætter”.

At “Summen af karakterne” aldrig kommer frem i selve rollespillet er for mig ikke nødvendigvis et problem. Efter min mening afhænger det af hvad man spiller, men i mange lives kan det efter min mening være det samme om det kommer frem eller ej. Jeg skal da gerne indrømme at jeg afgjort mener at jo mere af karakterene, som kommer frem jo bedre. Hvis vi f.eks. spiller gangsterlive vil det ofte være irrelevant hvis min karakterer har haft en dårlig baggrund, men hvis det har gjort at han er reserveret overfor andre mennesker, kan denne del være relevant i forhold til hvordan du skal fortolke hvordan din karakter er reserveret overfor andre mennesker uden at hans dårlige barndom det bliver relevant i selve fiktionen. Vincent Baker har skrevet noget om karakterer her, som jeg synes er ret interessant (uden decideret at kunne finde ud af hvad jeg ellers synes om det, udover at det måske er lidt selvindlysende, men samtidig kan jeg dårligt være uenig). Nogle af mine yndlingseksempler på gode karakterer (skrevet i prosa) er karakterene fra Mette Finderups “Darling er død”, verdens bedste scenarie “Sparta” af Morten Hougaard og Kristoffer Rudkjær, og Sebastian Harder Flamants og Kristoffer Apollos Superheroes, forbi at de er beskrevet ud fra andres synspunkter hvilket jeg fandt ganske inspirerende. Især Superheroes-karakterene er jeg vilde med, forbi de slutter af med en liste af stikord. Et andet eksempel er “Drømmen om en Konge i Gult”, hvor at jeg synes at karakterene til fortællingen i København anno 1962 fungerer godt sammen og hvor at der både er mulighed for fortolkning, men også for at de sammen kan skabe en fælles fortælling, hvor at rigtig meget af “summen af karakterene” kommer frem i spillet.

Det korte af det lange er at for mig af karakterens indhold bør afhænge af hvad karakterens formål er og at jeg generelt er ganske skeptisk overfor prosa-tekst (super dobbeltmoralsk af lige netop mig, ja!) med mindre at der virkelig er en fri ramme for fortolkningen af karakteren.

Fastaval 2010

Jeg lyver ikke når jeg siger at Fastaval 2010 var min bedste Fastaval nogensinde i de ialt 8 gange jeg er kommet der (2003-2008). Af den simple grund at jeg havde en rigtig god Fastaval OG at jeg samtidig ikke har for store forventninger til Fastaval 2011, hvilket ellers har været mit største problem med vallen siden 2006 (cirka).

Grundene til dette:

  • Der er med garanti nogle ting, der kunne være gået bedre, men jeg nødt at være en del af Fastavals arrangørgruppe i år. Selv når Jannick Raunow (tydeligvis dette års superskurk) hev fat i mig torsdag aften i baren, hvor jeg var ganske fuld, for at fortælle mig dårlige nyheder skete det med smil på læben. Jeg har aldrig nogensinde set så sejt et hold DirtBusters. Respekt!
  • Behageligt selskab med interessante ting på hjerte aka “Tak fordi DU dukkede op” til (i tilfældig rækkefølge) Kristoffer Rudkjær, Jannick Raunow,  Troels Bording, Morten Hougaard, Rikkelara Nielsen, Anne Vinkel, Peter Fallesen (især der hvor jeg bad dig om at tømme spanden sjatter efter banketten), Milton Felice Brambati Lund, Oliver Nøglebæk , Susanne Meldgaard (jeg havde aldrig regnet med at det ville gå så godt!), Mads Hauptmann (tak for snapsen og behageligt samarbejde), Danni Rune (tak for at gribe mikofonen), Morten Greis, Daniel Larsen, Kristoffer Apollo, Jesper Wøldiche, Anders Sinding, Karoline Cleo Lærke Hatting,  Jonas Ellemand, Jesper Lindhard, Uffe Thorsen, Søren Parbæk, Tim S. Nielsen, Johanne Wenstrup, Louise Frellsen (tillykke!), Johannes Busted Larsen (også tillykke!), Sigrid Piil Svane og Kristoffer Nyrup.  En lang liste, ja, men samtidig er jeg bare så glad for at I tog jer tid til at komme mig ved og hjælpe mig. Det betyder mere end I aner.
  • En speciel tak skal lyde til Michael “Migal” Gärtner Nielsen for at reagere på “Ting Livere ikke fatter”-serien. Jeg er så glad for at nogen gider læse mine ting og reagere på dem 🙂
  • Baren. Drenge, I bliver bare sejere og sejere.
  • Nogle rigtig lækre spiloplevelser i form af Imperiet 40K, The Fisherman’s Wife og Hjertebrand. Vi fik henholdvis en kl. 9 blok til at køre, fik fortalt fede japanske eventyr og jeg fik ægte hjertebanken, imens andre fik incestuøs kærlighed til at virke smuk, uskyldig og ægte. Det var cool.
  • Banketten. Jeg har indtil videre ikke modtaget dødstrusler, så noget må vi da have gjort rigtigt, også selvom jeg synes at jeg har læst meget af det, f.eks. hvad man kunne gøre anderledes. Det glæder mig at der er folk, som brænder for banketten og som vil en god Fastaval-banket. En meget stor tak til dem, som hjælp Susanne og mig med den! Fuck, hvor er I seje og hvor knoklede I igennem!

Ja, alt har stort set været som det skulle være. Vejret har ikke været så forfærdeligt som vi frygtede, jeg fik også lige besøgt familien og besøgt venner i Århus. Jeg sidder med en fornyet lyst til at deltage i Fastaval og til at få skrevet (b)ordrollespilsscenarier. Derfor vil jeg nu annoncere at jeg vil skrive western-scenariet med kvinder (tidligere omtalt her på denne blog!) til Vking-Con 29 med arbejdstitlen “Dengang i Orangeville”. Det bliver lakrids 😉

Du skal da være med til “De Navnløse”-antologien!

Som tidligere nævnt på vil der være en scenarieantologi med mit scenarie “De Navnløse” som tema, skrevet til Viking-Con 2010. Jeg håber på at der er mange, som vil skrive med og kæmpe om at vinde sindssyge fede præmier.

Reglerne er følgende:
I) Det skal være et remake af De navnløse (eller et remake af remaket). Så længe du kan se mig i øjnene og fortælle mig at du har lavet et remake er det ok. En Nævefuld Dollars eller Last Man Stading er også remakes af Yojimbo/Livvagten.
II) Det skal være et novellescenarie.
III) Det skal være for fem deltagere (spillere/spilledere).
IV) Det skal indgå i VC’ De navnløse-antologi
V) Det vil blive enerådigt blive bedømt af den oprindelige forfatter, Thais Laursen Munk, der får tilsendt scenarierne anonymt og derefter læser dem. Dvs når du er færdig med din novelle (en dag inden VCs scenariedeadline) sender du dit bidrag til Morten Greis (mortengreis- AT -gmail -DOT-com), hvorefter han sender dem til mig og VC.
VI) Vinderen udpeges på VC lørdag eftermiddag.