CONtrafaktisk 2014

Så gik turen til Hillerød igen-igen. Det var en voldsomt rar oplevelse igen-igen. Con2 er en con, hvor jeg gang på gang tænker “Oh, der er langt til Hillerød” og har en fantastisk oplevelse hver gang. Især i år, hvor jeg ikke tør regne med at få en bedre oplevelse med en con resten af året. Con2 sneg sig ind på mig og var en smuk oplevelse med smukke oplevelse og interessante samtaler (selv når nogen sagde “Nej, gør det igen! Med mere følelse denne gang!”).

Jeg blev gevaldigt overrasket over at have skrevet en mindre blockbuster, men voksne mennesker var åbenbart opsatte på at spille teenagere. “Udsigten til Guldborg Sund” havde 3 hold, hvor at scenariet med flest tilmeldte efter Gunfest 2: The Orgins af Morten Havmøller Laursen, som havde 4 hold. At jeg ikke bare fik 3 hold til mit scenarie, men at de alle sammen også gik godt var mere end jeg havde turde håbe på. En ting var at det gik godt, men jeg blev også overrasket over hvor meget folk gik til den. Det blev til 3 både ubehagelige og smukke afbildninger af livet som teenagere og jeg er stadigvæk oppe at køre over folks warstories fra scenariet. En stor tak skal lyde til Søren Werge, min fantastiske GM på hold nummer 2. “Udsigten til Guldborg Sund” har været min største triumf til dato som scenarieforfatter og jeg har næsten haft svært ved at komme ned igen. At opleve et projekt blive til noget og tilmeld en succes efter at have arbejdet på det i over 2 år…ja, jeg er jo nærmest ved at løbe tør over nye positive adjektiver til at beskrive min sindsstemning med.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke nåede at opleve så meget andet end mit eget scenarie (spillede intet andet og nåede faktisk ikke engang at spille brætspil), men connen som helhed var også superlækker. Jeg har sjældent oplevet en arrangørgruppe med så meget overskud og glæde. Con2-arrangører var konsekvente glade og fremstod som en voksen gruppe uden folk med følelser i klemme overfor hinanden (i modsætning til mange andre arrangørgrupper jeg har oplevet eller selv været en del af inden for rollespilsmiljøet).  Som det blev sagt på connen så “…virker arrangørgruppen nærmest som om de er klonet med så godt et samarbejde”. Det var en stor inspiration for mig som arrangør at opleve og vildt rart som congænger og forfatter. Der er utrolig meget gøgl på Con2 (så meget at de ligefrem skilte med på forsiden af deres hjemmeside), men hvis nu f.eks. er mig, som ikke gider er det også til at kunne undgå). Der er en stille kærlig respekt for mennesker, som jeg sætter stor pris på.

 

Ting kørte på connen. Maden var god og ikke voldsomt forsinket (tak til Havmøller & Co!). Selv en dobbeltbookning af skolen til et større selskab der skulle fejre rund fødselsdag (mit gæt vil være minimum 60 år for fødselaren) med dans og klassisk musik, så gik det da også. Folk rykkede ud på gangene og spillede brætspil der. Det var trælst, men hverken Con2s arrangørers eller festafholdernes skyld og begge grupper håndterede det enormt professionelt på konstruktiv maner.

Tusind tak til alle involverede for de 3 bedste dage jeg har haft indtil videre i 2014! Jeg kan ikke finde på mere at sige, så jeg vil lade mit scenarie tale for sig selv.

I 2014 vil jeg…

I prioriteret rækkefølge følgende:

  • skrive “Udsigten til Guldborg Sund” færdigt. Af alle mine scenarier er det scenariet med den mest besværlige skriveprocess til dato. Det skal nok blive færdigt, men jeg har måttet slås en del med ikke at tvivle for meget på min egen ide.
  • være GM i en D&D 3.5 kampagne (en spin-off af vores Dragonlance-kampagne, hvor vi spiller magikere af “The Orders of High Sorcery“.) Denne gang uden troldmænd (ser det ud til), hvilket jeg tror bliver spændende og nyt.
  • skrive noget mere blogging (inspireret af Johs)
  • prøve på at begynde at spille live igen efter en halvlang pause.
  • spille flere indie-spil. Især Microscope.
  • starte en WFRP-kampagne op igen.

Derudover har jeg også en drøm at jeg (nu hvor jeg har haft sidste forelæsning på statskundskab i slutningen af december) kan blive færdiguddannet som cand.scient.pol, men det har så ikke så meget med rollespil at gøre 🙂

“Verden går snart under”-plottet til live

Oh, her for et stykke tid siden blev jeg glad. Jeg kunne nemlig konstatere at jeg i flere sammenhænge som spiller havde fundet et “verden går under”-plot i liverollespil. Og jeg kom til at tænke over hvorfor jeg næsten altid hader det. Så om ikke andet er det en rant værd…

“Verden går snart under”-plot fungerer nemlig af flere grunde ikke. Hvorfor helt præcist?

For det første havner ofte hos et par få spillere, der har noget med magi eller en anden ændring af verden at gøre (et andet eksempel kunne være videnskabsmændene) og de spillere som befinder sig i toppen rent magtmæssigt (fyrsten, adlen, præsterne,  videnskabsmændene, etc). Hvad sker der så? Der sker det at de sidder med plottet og ikke deler det før til sidst (hvor at der gerne skal lave ritualer eller tæves mange NPC’er), hvor at alle spillerne så skal inkluderes. Det er ikke inklusivt (eller måske mere korrekt det bliver sjældent spillet sådan).

Det andet problem ved det er at det (i sagens natur) ikke er simple plots. De inkluderer ofte mere komplekse plots end godt er og derefter bliver de delt med folk til sidst, hvor at det hele skal forklares. Det er besværligt, især fordi at det ofte er der hvor at verden er lige ved at gå under, så derfor skal det gå ekstra hurtigt.

Problemet med kompleksiteten fører mig til min tredje problem, nemlig at jeg så står (oftest som en del af dem der ikke har været med til det) og skal forsøge at sætte mig ind i et komplekst  plot meget hurtigt. Derfor tænker jeg (dvs Thais Laursen Munk, ikke karakteren) som regel “Det her er jo åndssvagt. Vi er nogle nørder i kostumer der render rundt i en skov. Hvorfor laver jeg det her når jeg kunne stene gamle Teenage Mutant Ninja Turtles tegnefilm? Det er sjovere og giver jo mere mening end det her.”Især den sidste del af det mener jeg er et problem.

Jeg tror med andre ord ikke på det. Jeg oplever tab af “suspension of disbelief”, dvs at fiktionen holder op med at give mening for mig.  Det er trælst. Hvad er det man vil med det? Hvis vi endelig skal frygte hvad der kommer, så gør det dog for helvede konkret. Man kunne true spillerne med at verden går under. Problemet er bare at verden stort set aldrig går under. Dermed bliver det en tom trussel og en tom trussel er bare kedelig. Jeg har spillet igennem det i en lokal livekampagne og det faldt sgu lidt til jorden. Til dels vandt vi over ondskaben, men der var ikke rigtig nogen som var helt oppe og ringe over det. Det var sådan lidt…hvad nu? Karaktererne havde konfronteret den ultimative ondskab og derfor løb vi ind i det typiske problem: Hvad gør vi nu?

Hvorfor er det her så så populært? Fordi det føles episk? Det ville være mit bedste bud og overrasker næppe når jeg afslører at jeg ikke er enig. Episke ting i live er netop dem, som foregår i spillet. “Der var et kæmpe stort slag 15 kilometer hvor vi er!” Fedt, men hvad kan jeg bruge det til? Det føles fedt og relevant, hvis nogen truer med at lave “total wipeout” på den lille lortelandsby ,hvor min karakter befinder sig. Det behøver ikke udvides med snak om andet, hvis der er nogen som vil udrydde alt og alle i spilområdet med hvad det nu indbefatter af afbrænding, plyndring og andet sjovt. Er det nogensinde sket at verden rent faktisk er gået under? Så ville det da om noget ikke være en tom trussel, hvilket er sådan jeg ofte oplever det. Tomme trusler til live (og alle andre steder for den sags skyld) synes jeg er vildt kedelige. Hvis nogen af spilerne så måske til gengæld tog initiativ til at brænde alt ned….det ville være fedt! Især fordi at det så vil føles personligt relevant (både in- og off-game).

Kåre skriver kloge om spillere der kører konflikter overfor hinanden sat overfor konflikter imellem spillere og NPC’er (eller endnu værre NPC’er vs NPC’er) her og her. Jeg er voldsomt enig i det han skriver og netop problemet med den større mængde folk, som der skal koordineres ift den slags plots, gør det ikke just lettere. I det andet indlæg skriver Kåre følgende:

En konflikt mellem parter der er uligevægtige er svær at holde i live uden det bliver kunstigt.

Det er en supervigtig pointe i forhold til hvorfor det her nærmest er et af de ringeste plots til live nogensinde, måske kun overgået af pestplots. Min største anke mod det er dog primært at det meget sjældent er personligt relevant på nogen som helst måde. Så kære arrangører: Gider I ikke holde op? I bruger utroligt meget tid på det og I laver i bund og grund kun en enormt stort lort, som vi så åbenbart skal tilbede som jeres kampagne/scenarie. Drop det nu bare for helvede…

Træt af tradionelle kønsroller

Der var for et stykke tid siden en større diskussion om køn og diskrimination i liverollespil. Jeg har ikke involveret meget synderligt i den, for jeg synes at der har været andre som har sagt hvad jeg mente bedre end jeg selv kunne gøre det (folk har i hvert sagt noget som jeg var overvejende enig i). Nu har jeg dog en holdning til det på et specifikt punkt. Nøj, hvor er jeg på mange punkter træt af at spille traditionelle kønsroller som mandlig liverollespiller. Jeg kaster nærmest op i min egen mund bare ved tanken.

Kåre har tidligere skrevet om klicher, hvor at jeg er rørende enig i hans konklusion med at vi har svært ved at undgå dem og de underbygger vores spil således at vi ikke skal finde på alting fra bunden og bestemme altings socioøkonomiske sammenhæng, hvilken ontologi og epistemologi der ligger bag magi i denne verden etc (indsæt flere ligegyldige akademiske overvejelse om hvordan en verden hænger sammen, jeg kan en del efter at have læst statskundskab i snart 5 år). Det er super. Mit problem lægger i hvordan folk opfatter kønsroller og hvordan folk misforstår det. Hvorfor er det at så mange rollespillere absolut spiller efter traditionelle kønsroller? Hvad er det lige det giver os?

For at besvare mit eget spørgsmål, så gør rollespillere det fordi at de enten har en indre mandschauvinist(m/k) gemt indeni eller også fordi de ikke har viljestyrken eller evnen til at tænke selv (det gælder begge køn). For at besvare det andet spørgsmål så kan det give os noget, men som udgangspunkt giver det os ikke en skid (tværtimod) med mindre vi tænker over det på en ordenlig måde. Det er som udgangspunkt farligt i min optik, for det kan fungerer (mere om hvor godt det kan fungerer senere), men som udgangspunkt synes jeg mest bare at det er noget lort. For at gøre det værre endnu er det noget lort folk bruger fordi at de ikke kan tænke sig om “og så gør vi jo bare som man gjorde historisk”. Wow. Jeg har hørt det argument en del gange og det fejler aldrig. Jeg kaster altid op i min mund endnu en gang….
Kan traditionelle kønsroller fungerer? Ja. 100%. Jeg har selv set det fungerer flere gange, men der handler det lige så meget om at der er tænkt over det og at folk giver folk spil. Til Masquerades & Massacres er det nærmest kvinderne, som bliver begrænset mindst af kønsroller og af de uskrevne regler for høflighed (idet at de åbent kan tale med hinanden om følelser og lignende bag lukkede dører).

Problemet med de traditionelle kønsrolle er bare at folk sjældent tænker over det og (efter min opfattelse) desværre især mange af de liverollespilspiger som jeg har løbet ind i. Jeg har mødt alt, alt for mange kvinder, hvor at deres karakterers køn var halvdelen af deres karakterkoncept. “Jamen, men min karakter løb hjemmefra fordi hun ikke ville gifte…”; “Ja, men min karakter forsøger på at blive kvindelig kriger”, etc….bwad. Det er en af hovedgrunden til at jeg er træt af det. Det føles som en helvedes kliche. Folk forsøger enten at overvinde traditionelle kønsroller eller spiller efter at bliver undertrykt. Jeg kan gøre mig mine tanke om det (det har Kåre gjort her). Jeg ville i hvert fald ønske at folk gjorde det på andre og mere sunde måde (et forslag kan findes her*). Uanset hvad ville jeg ønske at de gik langt væk fra mig hvis de ikke begyndte at spiller på mere og andet end hvad de har imellem benene.

Den anden er (ikke overraskende) min egen personlige politiske overbevisning. Jeg synes at kønsdiskriminering er åndssvagt og forkert og jeg kan ikke se nogen appeal i at overføre det til rollespil. Problemet ved det er selvfølgelig at jeg dermed bliver ramt af andres klicher, som bliver trukket ned over hovedet på mig uden at der er nogen reel grund til det.  Det var et punkt hvor jeg var glad for Piger i Panser begyndte debatten, for jeg var træt af at være fanget i det. Jeg gider det ikke, når folk ikke tænker sig bedre om. Kønsneutrale scenarier er fantastiske for mig af netop den grund.

Jeg er kraftigt fanget i det her og jeg har fået svært ved at læse fantasy romaner af samme grund, for jeg er så træt af det. Hvorfor er det at det er så spændende når vi alligevel leger med fiktion? Selvfølgelig kan vi gøre det, hvis der er en grund til det. Der er en grund til at jeg spiller med i Jane Austen-live, for det givet et indblik i hvordan at folk levede engang og hvilke begrænsning deres kærlighedsliv og ægteskab udfoldede sig under. Derfor er det interessant. Uffe Jensen skriver det mægtig klogt i Kåres indlæg:

Selvfølgelig er ting som ligestilling vigtig, men det må ikke blive alt overskyggende på bekostning af scenariets kunstneriske frihed. Jeg ser også hellere at arrangører sørger for et godt sammenskruet scenarie end at køns kvoter (eller unge/gamle kvoter) overholdes.

Det giver mening og er super, for det opfordrer nemlig til at folk fucking tænker sig om når de laver livedesign. Det behøver ikke være bevidst, men tænk jer dog bare en smule om når I laver noget i stedet for bare at gøre som I “plejer”. Prøv noget nyt. Der var en fantastisk artikel i Rolle|Spil med et interview med en af mine venner, Jacob, hvor at han argumenterede for at det kunne give noget fedt spil hvis der kom et brud med kønsroller i form af eksplicit homoseksualitet (f.eks. ved at prinsen ikke gad have prinsessen og derfor løb væk med væbneren). Det kunne netop være sjovt om ikke andet fordi det er noget nyt. Det ville være befriende med noget nyt, om ikke andet bare fordi det er nyt. Det virker som om at folk har tænkt over noget, i stedet for at gribe fat i en gennemkneppet kliche (igen-igen).
Jeg vil derudover gerne henvise til Olivers fremragende indlæg her, som jeg synes rammer hovedet på sømmet meget godt.

 

*= De har også i den grad styr på deres psykiske sikkerhedsregler.

Revels and Revolutions (lektioner fra engelsk live)

Jeg var for et godt stykke tid siden i det sydlige England (nærmere betegnet den sidste weekend i marts) og spillet live. Det var fantastisk, men det var også interessant og lærerigt. Jeg har kun været til 2 engelske livescenarie, så jeg kan ikke udtale mig om hele miljøet, men det var sjovt at forsøge at forstå livere fra et andet land, for meget er sandelig på samme måde, men samtidig snakker folk  om f.eks. “linear” uden at jeg anede hvad de snakkede om. Det var sjovt at opleve hvor indforstået livere egentlig er, men alt i alt var mange ting på samme måde. Mit indtryk er at britisk live benytter sig af en del flere regler end dansk live gør (hvis man da kan tale om dansk live på den måde. Flere livekampagner benytter sig jo f.eks. af en del regler). Til de to scenarier som jeg har været med til har der været mindre kulisse end jeg har været vant til. Vi spillede på et spejdercenter og basalt set var der et festlokale, et baglokale til festlokalet, et køkken i en anden bygning. Resten var udendørs, men når man har britisk natur at se på…så skal jeg ikke brokke mig.

Masquerades and Massacres

Masquerades and Massacres (herefter M&M) er en serie af livescenarier, der foregår i Regency-perioden, et stykke tid efter Napoleons-krigene (helt præcist foregik det første scenarie i 1821 og det seneste foregik i 1827). Udgangspunket er den engelske overklasse på dette tidspunkt og hvad de går og foretager sig.

Udgangspunktet er med andre ord i høj grad Jane Austen, men derudover der også involveret en del politik og en del overnaturlige hændelser. To af de store inspirationskilden er romanen “Mr Norrell and Jonathan Strange” (som jeg kan anbefale) og Temeraire (som jeg ikke har læst), som begge to er brugt som baggrundsmateriale for spillet. Der er med andre ord en blanding af alle mulige ting, men det sjove var for mig at høflighed og maner oftest var det vigtigste. Folk talte langt mere om romance og hvem der skulle giftes frem for hvad der foregik af krig i Polen (i hvert fald når de talte sammen offentligt).

En vældig smart ting var det såkaldte “dance card” (kan ses her), som var en oversigt over hvem der var med. Det var en fantastisk smart måde at holde styr på hvem der var hvem, så man om ikke andet havde en basisviden om folk. Vi var (såvidt jeg husker) cirka 50 mennesker. Det havde også været voldsomt svært med flere mennesker.

“A linear in Poland”

Jeg var en kende forvirret over udtrykket “linear” som åbenbart skulle foregår om søndagen. Det betyder grundlæggende set at man tager en gruppe mennesker, som løber rundt i en skov og som har encounters (oftest af typen som skal slås på). Jeg synes at det var spændende og sejt, set fra sidelinjen som NPC. Formålet var basalt set at spillerne skulle have  fat i en vigtig plot genstand (en bog vistnok) i Polen. Her er et billede. Hvis i har tålmodighed til at finde netop det billede i fotogalleriet (kan findes her) er resten af billederne også fra “the linear”.

Det interessante var at imens at folk løb rundt i skoven og tævede på NPC’erne var der:

1) Spring i tid og sted. Der var en spilleder til stede som f.eks. efter at de havde tævet varulvene sagde “Alright, after defeating the werewolves, you follow the path towards the ruins of the castle for another two weeks”. Det betyder at man var til stede imens at de seje ting foregik og at det gav tonsvis af muligheder for karakterudvikling i forhold til at det er en række af scenarier og ikke en kampagne som sådan. Der var en vigtig plotgenstand i den anden ende af Europa, jamen så henter vi den naturligvis. Det havde klare elementer af bordrollespil og det synes jeg var klædeligt. Det gav noget spil at der var unge Frøkner, som havde rendt rundt i Polen og var kommet hjem dækket i blod og mudder efter at have jagtet monstre i 2 måneder.

2) Konsekvens. Holy fuck. Det var sejt. Det blev understreget at det var farlig at rende rundt i Polen og jagte vampyrer og varulve i 1827 og det var farligt. Der var rent faktisk folk som døde, 1/5 af dem blev varulve og langt de fleste kom tilbage med en god del ar efter at have fået sultan smadder. Awesome.

There are rules!

Regelerne for M&M var for mig interessante, fordi at de fungerede (selvom de muligvis kunne have været formidlet bedre). Man har 3 hitpoints og giver en i skade når man rammer. Ikke noget nyt der. Hver karakter tog derefter 3 Merits (som både er fordele, men også evner/viden). Hvis man havde brug for flere Merits, kunne man tage Flaws. For hvert Flaw man tog fik man derefter et ekstra Merit. Kamp fungerede derfor sådan at man kunne lave “calls” som indikerede hvor meget man gav i skade. Det var enten “Ha!” eller “Take that!”, som gav henholdsvis 1 eller 3 i skade. Det fede ved det var at det havde en følelse af at være ingame, samtidig med at man vidste hvad der foregik.

Det som jeg synes er vildt smart ved det er (udover at det er dejlig simpelt) var at det gav muligheder for at interagere med fiktionen, med de andre spillere på forskellige måder. Ved f.eks. at vælge “Education 1: Gossip” fik man mere viden om de andre spillere (med andre ord: sladder). Hvis man havde mere i Fortune var man rigere og blev taget mere alvorligt. Ved “Landed Family” var man adelig og havde politisk indflydelse igennem House of Lords (hvilket skete udenfor spiltiden). Det gav en indikation af hvilket spil man ønskede. Flaws er som nævnt ulemper, som man kan købe flere Merits for. Min karakter er udlænding (idet han er preusser), hvilket gør at folk udelukker ham, taler ned til ham, etc fordi at han netop ikke er englænder. Det fungerer naturligvis sådan at prisen for et Flaw er mere værd end fordelen ved et Merit. Du taber altid mere end du vinder, hvilket giver en masse fedt spil.

En anden vigtig ting at nævne i denne sammenhæng er magi. Jeg synes at magi-systemet var sejt. Det har fandeme krævet meget arbejde, men det var sejt. Man havde formularer, f.eks. “Healing”, som man havde lagt “Picks” i (12 for en ny karakter). Det kostede i alt 3 Merits at blive så god (Education: Magical Theory 2 og Unnatural 1: Magician). Der var to typer magi “ref-based” og “envelope-based”. “Ref-based” betød slet og ret at man kun kunne kaste dem efter at have konsulteret en spilleder. F.eks. “Exorcism” eller “Summoning”, hvor at man kunne sende dæmoner og lignende tilbage hvor de kom fra eller hive dem ind i vores virkelighed.

“Envelope-based” betød som navnet antyder at systemet kørte på konvoluter. Hvis man så lagde 3 i “Healing” fik man udleveret 3 lukkede konvolutter ved checkin. Man kunne altså kaste formularer 3 gange i løbet af scenariet. Så åbnede man konvolutten når man kastede magien var der 3 forskellige resultater alt efter hvor godt det gik. Det har været tåbeligt meget arbejde ift. hvor mange magikere der var med, men det var for mig en pissesmart måde at lave et tilfældig element til live, hvor at man som troldmand ikke kunne stole helt og aldeles på ens magi. Det kan i sagens natur kun fungerer ordenligt når der ikke er flere end 50 mennesker (med NPC-team), men jeg er ret vild med ideen.

 

Så mange var ordrene, jeg håber at det har været tiden værd at læse om mig, der tager til et andet land for at spille liverollespil.

[17. dec] Rollespil og politik

Notat til mig selv: Det er okay rock’n’roll at skrive på ens blog i fuld tilstand, men det er ingen garanti for kvalitet.

Johannes postede en meget morsom video på hans blog i dag, som lidt satte nogle tanker i gang hos mig, som jeg har gået og overvejet i et stykke tid. Politik og rollespil og hvordan og hvorledes de kan og bør kombineres. Der har været nogle diskussioner om det på det gamle RPGFORUM, hvor at man kunne konstatere (hvilket ikke rigtig lod til at overraske nogen) at der var en kraftig overvægt af venstre-centrum vælgere blandt de rollespillere, som kom der. Det synes jeg ikke er så interessant igen, men spørgsmålet om rollespil og politik synes jeg er rigtig interessant. Jeg har efterhånden oparbejdet en vis modvilje imod “politiske scenarier”, forstået som scenarier der har en politisk pointe, som de vil prædike (mange af Fusion-scenarierne, Heltens Skygge, etc). Jeg er ikke glad for det, da jeg synes at det fjerner en chance for refleksion, hvor at jeg kan forholde mig til emnet. Jeg er tværtimod glad for scenarier, som overlader det til mig selv at vælge hvad jeg mener om et bestemt emne (Superheroes™, Når kineserne kommer) og som giver et nuanceret billede af en given politisk konflikt (jeg mener at der på et tidspunkt også var en diskussion om Afghanistan D20, som blev anmeldt og mere eller mindre betegnet som noget hø netop fordi at der ikke var noget som helst der mindede om et oplæg til diskussion). Der har været andre eksempler indenfor live (Kapo, System Danmarc, Mellan Himmel och Hav), men det vil jeg ikke beskæftige mig med, da jeg ikke har været til nogen af de nævnte livescenarier eller nogle andet livescenarier, som har en tilsvarende eller lignende politisk agenda.

Jeg har den holdning til politik og rollespil at jeg helst ser politik adskilt fra rollespil (jeg vender tilbage til hvorfor det ikke er realistisk at forvente det 100%). Jeg tager ikke på Fastaval for at snakke med folk om hvad de eller jeg stemmer eller hvad vores holdning til politiske spørgsmål ellers er. Det samme gælder til livescenarier. Omvendt set handler det også om hvor at man sætter grænserne for hvad der er politisk og hvad der ikke er?

 

I min første undervisningstime på statskundskab fik vi fremlagt fire forskellige definitioner for hvad man kan forstå ved “det politiske”/”politik” og derefter fik vi at vide hvorfor at ingen af dem var vandtætte. “Mellan Himmel och Hav” har et feministisk syn på det, hvor at det personlige er politisk (i modsætning til en liberal opfattelse) og hvor at parforhold er en politisk konstruktion. Det hjælper os jo ikke just videre i diskussionen. Anders Bertelsen har skrevet en mægtig interessant indlæg, hvor at han vender nogle tanker om forfatterens rolle. En af de ting, som han tager op (og som jeg vil gøre mig nogle tanker om) er spørgsmålet om hjerteblod, om at man har noget på hjerte, et budskab. Det kan naturligvis meget nemt blive politisk på den forstand.

 

Mikkel Bækgaard sagde engang (vistnok til en Eidolon somemrweekend, hvor at en ung udgave af mig spurgte ham) at man kunne gøre hvad som helst, så længe at man gjorde det ordenligt og ikke lavede noget lort. Jeg tænker at det samme gælder politiske scenarier, men der er noget inden i mig (og min egen halv-anarkistiske liberale tankegang, hvor at jeg ser fri og kritisk tænkning som et godt ideal at stræbe efter), som gør at jeg finder det anstødeligt hvis man laver rollespil med en pointe, som er færdig, defineret og blot bliver serveret for spilleren. Det kan naturligvis diskuteres hvor at grænsen går (f.eks. er mange af Fusion-scenarier virkelig gode), men jeg tænker at politiske scenarier bedst bliver udført ved at de stiller spørgsmålstegn ved et en given opfattelse af tingene eller et begreb (bl.a. min intention i “Velkommen til Friheden”), men lader de folk som spiller scenariet om selv at vælge hvad de mener er rigtigt eller forkert, upraktiske eller praktisk, etc. “Några föds, några dör” er f.eks. af mine yndlingsscenarie da det er vedkommende, nærværende og overlader spørgsmålet om hvad moralen eller det rigtige er til spillererne. Det er social realisme uden at det handler om hvor dårligt samfundet behandler dem på bunden.

En ting som at jeg slet ikke forstår er spørgsmålet om hvorfor man laver rollespil for at fremme en politisk pointe? Selv hvis man laver liverollespil kan man da dårligt flytte synderligt mange stemmer eller ændre samfundets diskurs synderligt?

En ting som at jeg til gengæld kan forstår (og som jeg synes er forståeligt) er når der er en pointe i at lave et givent rollespil ud fra en rollespilspolitiske pointe, hvor at man forholder sig til rollespil og hvordan det gøres. Mit hovedeksempel her er “Tortur” af Troels Ken Pedersen. Et andet eksempel kunne være Vampire, som jeg ser som normativt i dets vurdering af hvad der er godt og dårligt rollespil. Et tredje kunne være Forge/indie-spillene, som også forholder sig til spørgsmålet om hvad godt rollespil er.

 

I “Tortur”  forholder Troels sig til spørgsmålet om tortur i rollespil og hvordan at det bliver fremstillet der. Der føler jeg at der er en ide i det, forstået sådan at det er relevant for mig i forhold til den position som jeg har der (jeg er Fastaval-deltager, jeg er på Fastaval og jeg forholder mig primært til de andre mennesker der som andre Fastaval-deltagere hvis jeg ikke kender dem personligt). Jeg forholder mig til hvilken kultur vi har som rollespillere, samtidig med at jeg bliver underholdt.

 

I sidste ende giver det slet ikke nogen mening at tro at man kan undslippe politik i rollespil, for der er politik i alt hvis man ser på det fra en bestemt vinkel. Der er politik i at Fastaval 2011 foregik i Silkeborg og ikke i Århus. Der er politik i Bifrost (hvor jeg forøvrigt blev valgt til Repræsentantskabet i november) og at de forsøger at fremme rollespils (og lignende aktiviteters) vilkår i Danmark. ” If youre not turned on to politics, politics will turn on you.” som Ralph Nader engang sagde.
Jeg modsiger mig selv her, gør jeg ikke? Jo, det gør jeg sikkert. Det er netop en af grundene til at jeg har ventet med at skrive det her indlæg, for jeg har ikke selv kunnet finde ud af hvor min egen grænse går i forhold til det her. Derfor vil jeg gerne opfordre folk til at blande sig i diskussionen, for jeg ved vitterligt ikke hvor at grænsen for hvornår at man er prædikende og hvornår at man har noge oprigtig på hjerte. Måske vil jeg blot gerne underholdes og kan godt overtales til at lege med på forfatterens synspunkter og politiske overbevisning, hvis jeg morer mig? Jeg kan blot konstatere at jeg ikke er politiker og derfor må jeg gerne klart give udtryk for at jeg er i tvivl, for jeg synes at dette her er et interessant spørgsmålet. “This Is My Truth Tell Me Yours…”

[6 dec] Fuck “Playing close to home”

De kaldte mig punker i gymnasiet, så en gang imellem må man leve op til det?

Jeg skrev i et tidligere indlæg om bleed-begrebet og hvad jeg mener at der er rigtig og forkert ved det. Rasmus skriver på sin blog om Personal Horror, hvor han lægger sig op af det (og derudover skriver kloge ting om hvordan man spiller personal horror, et begreb som jeg ellers er skeptisk overfor. Noget af det som springer mig i øjnene er at Rasmus skriver følgende “Som jeg var inde på i starten af indlægget, mener jeg man får mest ud af Personal Horror ved at investere mere af sig selv i karakteren.”. Det sprang mig i øjnene, da det mindede mig om “playing close to home”, som det er udtrykt på forskellige måder hos Jeep-folkene.

Jeg er voldsomt uenig i ideen om “playing close to home”. Det er fandeme ikke interessant særlig ofte. Det er noget gøgl at spille rollespil hvis målet bare er at vi skal bløde og græde over vores personlige barndoms traumer. Hvad er ideen så? Bevares, ting som “Gang Rape” er da fremragende spildesign, men er det så helvede interessant at vi fjerner sikkerhedslinjen i form af karakteren, så spillerne sidder og er ubehagelige ved hinanden? Der imod mener jeg at et scenarie som “Vasen” (ja, jeg har lige siddet og kigget i min Scenariebog) er voldsomt meget mere interessant, fordi vi har nogle seje karakterer at leve os ind i. Det er om noget federe  (og sværere, hvilket gør det endnu federe i min bog).

Jeg er selv glad for indlevelse og har enormt nemt ved at leve mig ind i en karakter. Jeg har haft brug for debriefing bagefter scenarier (bord såvel som live) for lige at kunne komme videre bagefter og ikke have lyst til at slå mine medspillere ihjel off-game efter en intens oplevelse. Dermed er det ikke interessant for mig at spille rollespil, som prøver på at give mig følelsen af bleed igennem at jeg ikke har nogen dybere rolle, som kan agerer som en slags filter jeg oplever fiktionen igennem. Med andre ord: Jeg bløder og udvisker dermed grænserne mellem mig selv og min karakter (som er mig selv). Wow. Hvor er det dog dybt og meningsfyldt.

Jeg er ikke blind for at man for at kunne spille en hvilken som helst karakter skal man kunne indleve sig i karakteren, have en forståelse for karakterens synspunkter, personlighed, navlepillen, etc. Det er super, for det er i bund og grund er det det som jeg er vild med i rollespil. Jeg er ikke bleg for at man tager seriøse emner op, men “playing close to home” er meget mere interessant i min optik, hvis man gør på en måde, hvor at der reel set er noget rolle at spille. Scenarier som Lives, Births, Deaths er for mig interessant (og et af mine yndlingsscenarier) idet at det lægger sig tæt op af en hverdag, som de fleste kan sætte sig ind i (i modsætning til scenarier med drager og/eller rumskibe), men rollerne er til gengæld godt skrevet og interessante i form af deres mål for og indstilling til livet. Der er med andre ord noget spil, som ikke blot er mig selv, som er forelsket/bliver udsat for misbrug/misbruger andre/etc. Vi kommer ikke uden om at der i langt de fleste roller som spilleren selv skriver er der klare elementer af spilleren selv, men efter min mening er det ikke nok i sig selv. Hvis vi skal spille rollespil, så lad os da for helvede have nogle roller og ikke bare spille os selv. Hvis jeg vil spille mig selv, der er ubehagelig overfor andre mennesker, vil jeg hellere tage i byen i Odense i stedet for at bruge tiden på det på Fastaval 😉

For at sætte det på spidsen: “Playing close to home” er i mine øjne forkert og noget lort hvis det bliver brugt ukritisk, idet at det er for nem en genvej og den ikke giver os de samme muligheder for at leve sig ind i en karakter/fortælle fede historier og i det hele taget beskæftige os med ting som ikke er “feel bad”.

Jeg er voldsomt glad for ideen om  “personal horror” og jeg tror også godt at det kan fungerer (omend jeg hellere vil spille “The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr Hyde” end Vampire), men jeg køber ikke ideen hvis det blot handler om at jeg skal skræmme mig selv. For at “horror” kan fungerer i rollespil er det i min optik nødvendigt at jeg sætter mig i min karakters sted og forstår hvorfor at situationen er skræmmende for vedkommende. Det er derimod hamrende interessant og der synes jeg at Rasmus er inde på mange interessante ting, som jeg vil dække senere når jeg skriver om horror i de kommende dage- en genre som jeg synes er blevet glemt en smule indenfor con-scenarierne.

[2. dec] Conner og andet rollespil i december

Jeg vidste at jeg kun havde meget kort tid til at lave dette indlæg i dag (pga at jeg lige er flyttet, min cykel er i stykker og at jeg er til fest), så nu nøjes jeg mere eller mindre kun med at kaste et par hurtige tanker ud og løfte sløret for hvad der kommer til at ske senere hen på denne blog i december. Min yndlingsblog i december er indtil videre Kåres, da jeg er glad liver og nyder at sidde og rode med mit eget grej (min yndlingsjulekalender er derudover Julerup Færgeby). Senere i december vil jeg skrive om forskellige ting, bl.a. mit yndlingsscenarie “Drømmen om en Konge i Gult” og Det 7. Rige, som er en månedlig live-kampagne som jeg er spilleder i for tiden.

En ting, som jeg ofte har savnet er conner eller andre former for rollespil i december. Jeg nåede aldrig tage afsted til Con2, da det lå i december (der er ret langt fra Gl. Rye til Hillerød, selvom jeg nok ville have taget turen hvis jeg havde kunne overskue det). Jeg er stor fan af ideen om rollespil i december, selvom det naturligvis er pissebesværligt pga alle julefrokosterne og familie-gøglet. Det er cool af samme grund som det er besværligt, idet at det netop kunne være en lækker pause fra hele jule-helvedet (som det nok vil komme frem undervejs på denne blog er jeg ikke som udgangspunkt specielt stor fan af højtiden). Det ville være fedt at tage på con og spille rollespil og julehygge med vennerne. En pause fra det hele. Jeg synes at ideen kkunn evære interessant om ikke andet. Tanker? Er det umuligt og skal jeg bare bruge december til at planlægge rollespilskampagne indenfor som jeg plejer at gøre hvert år?

RPGFORUM er død, dansk rollespil længe leve

Lige som Uffe og Johannes har jeg her for nyligt fundet ud af at RPGFORUM er lukket. Det forstår jeg godt at Brian har gjort og jeg tror også at det er rigtigt. Det udfordrer os (bordrollespillerne) nemlig til at finde en anden måde at kommunikere over nettet på. Som det er nu er det meget spredt ud over forskellige fora, men jeg tror at RPGFORUM har haft en stor betydning i tidens løb på flere punkter ift. at sprede tanker. Det tror jeg ikke nødvendigvis at blogs ville kunne gøre på samme måde. Tiden vil vise om jeg har ret i det, man har lov til at håbe på at jeg tager fejl.

Jeg har det lidt som om at jeg har mistet en god ven, som skrantede en del, men hvor at jeg også havde mange gode minder med vedkommende. RPGFORUM gjorde at en ung 16 årig (!) udgave af mig selv tog afsted til min første con i form af Hyggecon i 2002 og at jeg blev hængende, bl.a. ved at jeg tog til Aalborg for første gang i 2003 (!!) og havde min bedste oplevelse med en con nogensinde. Det skete delvist på grund af RPGFORUM og RPGFORUM har gjort at jeg følte at jeg var en del af miljøet når jeg ikke var på con eller til andre arrangementer (hvilket er centralt når jeg var tæt på den eneste rollespiller i Gl. Rye dengang). Det var på RPGFORUM at jeg læste om Fyraften, som blev min første oplevelse med liverollespil. Jeg sad i en røgfuldt kælder og drak mig fuld…..hvor profetisk! 😀

Adam Bindslev skrev hvad jeg synes var det bedste indlæg derinde nogensinde. I hvert fald det som har inspireret mig mest i tidens løb. Man læser om “rock’n’roll som rollespilsgenre”….and the rest is history. 100o tak for alt RPGFORUM!

RÅK’N RÅL, desperation og store eksplosioner…

af Adam B, 12. sep 2003, 13:05:02, 350 visninger

“Jeg blev for ikke alt for lang tid siden bedt om at skrive nogle ord om, hvad jeg mente rock’n roll i rollespil var for en størrelse. Disse mennesker (TRoA) mente at som medforfatter på Ragnarok skulle jeg vide noget om den slags. Og det fik mig da også til at tænke lidt over det.

Jeg fandt hurtigt ud ad, at for mig er rock’n roll ikke genrebestemt og ikke nødvendigvis kun store eksplosioner, store gøbs og 200 kilometer i timen gennem byen med strømerne i hælene (selv om det ikke gør noget, selvsagt).

Det jeg fandt frem til var som følger – ROCK’N ROLL er en samling mere eller mindre desperate handlinger, man gennemfører på trods af, at man udmærket ved, at det her, det går sgu nok galt. Tilsat en tilpas mængde FÅK DAJ attitude naturligvis.”

Rock’n’roll for mig har ikke en skid med eksplosioner at gøre. Rock’n’roll er nemlig lige præcis en attitude og en stemning. Rock’n’roll er Vampire når det er bedst (jeg har aldrig faldet for den der “det er så synd for mig” ting). Rock’n’roll er følelsen af at “i aften er det sgu ligemeget”. Rock’n’roll er et håb i alt det sorte. Rock’n’roll er nemlig ikke blues – det er følelsen af at, på trods, kan man sgu nok klare det alligevel.

Rock’n’roll er antiautoritært – rock’n’roll er Rambo der klarer sig med en stor kniv mod hele politistyrken, Rock’n’Roll er The Crow der springer over hustagene, Rock’n’roll er sex and drugs. Rock’n’roll er ikke pænt og velpoleret. Rock’n’roll er at vågne med tømmermænd, pisse i pladespilleren og drikke en lunken påskebryg. Rock’n’roll er at ryge hash mod høfeber. Rock’n’roll er to guitarer, bas og trommer. Rock’n’roll er grimt og skurer i ørerne. Rock’n’roll er at spytte efter Celine Dion. Rock’n’roll er at brække Michael Jacksons næse – bare fordi man kan!

Rock’n’roll er at smide uret af helvede til og køre tværs over USA. Rock’n’Roll er at sige “What do you faggots want”. Rock’n’roll er det eneste vi kan klamre os til i en verden af Kandis, MorgenTV, færdigretter og politiske studehandler. Rock’n’Roll er Keld Aldrechtsen der giver Anders Fogh fuckfingeren på direkte TV.

Despite all the amputation

You could dance to a rock ‘n’ roll station

And it was all right

It was all right

Hey babe

– Lou Reed: “Rock’n’roll”

Rock’n’roll er et indlæg uden mening ….

Adam

Pride and Predators

Jeg var for et stykke tid siden (13-15 maj) til mit første (men med garanti ikke mit sidste) britiske live, Pride & Predators. Det kan kort beskrives som “Jane Austen med mere”, hvor at mere er magi og rumvæsener. Det kan meget vel være at jeg er påvirket af at jeg ikke har spillet live siden august….men fuck, hvor havde jeg en god oplevelse!

Udgangspunktet var simpelt, der blev holdt et socialt arrangement i Coventry i England i 1826, hvor at indflydelsesrige personer og deres familier var blevet  inviteret. Jeg spillede så en preussisk diplomat (der vil nok følge et indlæg efter dette på engelsk, hvor jeg sammenligner scenariet med hvad jeg er vant til fra danske livescenarier).

Der er flere grunde til at det var så sjovt. For det første var der rigtig mange gode medspillere der, som havde lagt noget arbejde i kostumer, relationer og rekvisitter. For det andet har jeg ikke spillet live siden august, så der var en vis mængde abstinenser. Jeg havde glædet mig til det og det oversteg mine forventninger . I forhold til hvad jeg havde forventet fik jeg en oplevelse som var 2-3 gange bedre end det. Prisen var rimelig (cirka 550-600 kr) for en weekend med fantastisk lækker mad og mulighed for at man kunne låne makeup (jeg har sjældent spist så meget tærte, kage, røræg og bacon og mere kage på en weekend). For det tredje var der et fantastisk sæt af regler, som jeg synes fungerede rigtigt godt. For det fjerde var der mange forskellige typer for spil i det. Der var social/stemningsspil, der var politisk/diplomatisk intrige, der var drama, der var action og horror. Der var slet og ret hammerfedt! Hjemmesiden (hvor at man kan se regelsættet, som jeg måske også vil skrive om senere).

Derudover lidt billeder:

Gruppebillede
Og ja, der var mange smukke kjoler
Vi elsker uniformer, vi elsker uniformer
Et af de mange romantiske øjeblikke