Ting Livere ikke fatter V: Omverdenen

Velkommen til mit hjørne af internettet, hvor jeg fortælle livere hvorfor de ikke fatter en skid. Idag skal vi beskæftige os med omverdenen i liverollespillet, forstået som det af “verdenen”, som er uden for selve spilområdet. Med andre den del af fiktionen som der ikke er en fysisk repræsentation for i selve spilområdet.

Problemet er for mig at se at omverdenen stort set altid vil eksistere i langt de fleste livedesigns og at de ofte (f.eks. i fantasy- og vampyrsammenhænge) og hvor at omverdenen spiller en rolle på fiktionen, som den udspiller sig i selve liverollespillet. Der er flere problemer ved dette. Ofte er det meget lidt subtilt, f.eks. at der kommer nogle NPC’er i spil og fortælle at ens herre vil have at man går igang med at udføre hans mission og ikke bare slacke rundt og ellers bliver man runde-smadret. Den slags lugter meget af ekstrem rail-roading fra arrangørenes side. Og det sutter kamelnosser helt ind i helvede. Hvis det vitterligt var tanken at en bestemt karakter skulle gærøre en bestemt ting, så giv dog karakterene nogle motivationer til det som udgangspunkt. Et andet er bilkort som Kåre glimrende har beskrevet. Og hvor at jeg kun kan være enig i at med mindre alle har bilkort og scenarier handler om bilkort, så er bilkort noget lort.

Et andet eksempel, hvor at det med omverdenen ikke fungerede optimalt i spil: Jeg var til et næsten-nutidsscenarie, hvor at jeg spillede borgmester, dvs at den lokale politistyrke rapportede til mig. Det fungerede rigtig godt, idet at der var en klar kommandokæde, men det også var muligt for politistyrken at spille pressen ud med min karakter, idet at han havde stillet op på et “lov og orden”-program. Så vidt så godt, derefter introducerer vi Lortegruppen, som spillede efterretningsfolk. Problemet var at de var komplet autonome og at vi ikke havde nogle optimal måde at spille op overfor dem på, idet at de rapporterede til deres øverste kontor uden for spillet, som vi ikke kunne påvirke. Med andre ord ord: Hvis vi kom med kant med dem (hvilket de gjorde idet at de var totalt gun-ho) havde vi valget imellem at ignorere dem eller nakkeskyde dem. Vi gjorde det første, men jeg er egentlig lidt ærgerlig over at vi ikke gjorde det sidste. Fejlen her var tosidet: Dels var vi ikke (hverken fra spilledelsen eller Lortegruppen) blevet informeret om de kom, dvs at der ikke var nogle koordinering. Problemet var derudover at hverken spilledelse eller Lortegruppen var villig til at lade omverdenen spille en rolle i form af truslen om en irettesættelse fra deres overordende. Dermed var det dårligt rollespil.

Jeg kunne godt tænke mig at flere livescenarier (ligesom det kommende scenarie Stille Nætter!) ville forholde sig til hvordan omverdenen bliver brugt som virkemiddel. Kan man interagere med omverdenen? Og hvis ja, hvordan så? Det som jeg oftest synes er problemet er at spilleren ikke kan interagerer med omverdenen, men at omverdenen godt kan interagere med spilleren. Jeg mener at der var noget lignende problemer i Uskyldighedens Melodi, men det var med andre end mig? Oliver, er det noget som du ved noget om? Var du ikke en del af den familie med fædre-problemerne?

For at opsummere og konkludere: Det er om noget mit største problem med liverollespil at man har svært ved at udelukke omverdenen eller at sætte den op på en måde, så den kan kome i spil uden at være skadelig, men jeg tror på at det kan gøres. Jeg vil derudover argumentere for at man bør tænke over det med omverdenen når man designer livescenarier. Her synes jeg at det ville være en fornuftig målestok, hvis man lader omverdenen påvirke spillet lige så meget som at spillet kan påvirke omverdenen tilbage. Det var en omgang løse tanker fra en stenet søndag.

Hvad karakter skal man give en karakter?

Eller hvad er den mest optimale måde at gøre ting på?

Den gode Oliver Nøglebæk spurgte mig på et tidspunkt om hvad min tilgang var til at skrive roller, hvor at jeg skrev en lille sides penge om det og sendte den til ham. Det interessante ved det var at den tvang mig til at overveje måden, som jeg skrev karakterer på og det samme har Mortens indlæg Summen af karaktererne gjort. Mit udgangspunkt er at jeg ser en karakterer som en position at opleve fiktionen igennem.

Lars Andresen sagde engang (har jeg kunnet konstatere da jeg tilfældigvis fandt en gammel fil på min backup med dagsbogsnoter, hvor at jeg citerer Johs for at have citeret Lars for det) om De Navnløse Redux at “Han skriver karakterer som jeg gør det”. Og det er ikke sandelig heller ikke løgn, for jeg kan huske at Lars Andresen var en af mine store inspirationskilder, da jeg gik igang med at skrive scenarier (især Tidens Ritual og Det Hemmelige Selskab). Det har jeg et eller andet sted fået et mere blandet forhold til, især pga mine erfaringer med at skrive roller til livescenariet “Uskyldighedens Melodi” og pga scenariet Beat City. Idag forsøger jeg at skrive roller ud fra hvad de skal skrives til. I mine to projekter til Viking Con 29 benytter jeg mig af varierende teknikker til rollerne.

I det ene scenarie Prøve Nummer 19 (mit “jeg var ikke sej nok til skrive med på 40K-antologien”-scenarie) spiller man Space Marine Scouts på deres sidste prøve. Der har rollerne to funktioner: Dels hvordan de klarer det og hvad det er for en rest af menneskelighed, som de er nødt til at ofre for at blive rigtige Space Marines. De er derfor delt op efter deres evner (den smarte, det taktiske geni, mesterskytten, etc). Derefter er de sat op med et navn, et enkelt litani og to valg til spillerne: Hvilken type planet kommer karaktereren fra og hvilken rest af menneskehed har karakteren? Ingen prosatekst og knap nok en enkelt side, idet at f.eks. baggrundshistorien opstår i spillet.

“Dengang i Orangeville” er et actiondrama, hvilket gør at jeg har noget mere baggrund med, forhistorie, personlighed og forhold til de andre karakterer dvs nok 1½-2 sider….men. Jeg har faktisk besluttet mig for ikke at skrive prosatekst til de roller, som jeg har gjort det i andre tilfælde.  Det er her, hvor at min tilgang om noget har ændret sig, idet at jeg tilsluttede mig min ærkefjende, Danni Börm, som her reagerer imod prosateksten i karakterer. Og den vogn vil jeg gerne hoppe på, men kun når det gælder for det meste bordrollespil på conner. I forhold til live mener jeg nemlig at der gælder andre regler. En bordrollespilskarakter kan skræddersys til et givent handlingsforløb, hvor at man kan vælge at fokusere på et specifikt aspekt af karakteren. Derfor kan prosateksten være utrolig besværlig, fordi at den sjældent er så konkret igen. Jeg synes til gengæld at prosatekst kan fungerer ganske glimrende til live, forbi at du som liverollespiller har en langt højere grad af frihed i forhold til fiktionen. Du har et højere grad af ansvar for din egen oplevelse og har dermed ofte (men ikke altid) stor frihed i forhold til hvordan du kan fortolke den skrevne del af karakteren. Med andre ord kan man igennem prosa i højere grad videregive en stemning og en linse at se verden (og dermed igennem fiktionen) igennem. Det er især min tanke i forhold til mit forhåbentligt kommende livescenarie “Stille Nætter”.

At “Summen af karakterne” aldrig kommer frem i selve rollespillet er for mig ikke nødvendigvis et problem. Efter min mening afhænger det af hvad man spiller, men i mange lives kan det efter min mening være det samme om det kommer frem eller ej. Jeg skal da gerne indrømme at jeg afgjort mener at jo mere af karakterene, som kommer frem jo bedre. Hvis vi f.eks. spiller gangsterlive vil det ofte være irrelevant hvis min karakterer har haft en dårlig baggrund, men hvis det har gjort at han er reserveret overfor andre mennesker, kan denne del være relevant i forhold til hvordan du skal fortolke hvordan din karakter er reserveret overfor andre mennesker uden at hans dårlige barndom det bliver relevant i selve fiktionen. Vincent Baker har skrevet noget om karakterer her, som jeg synes er ret interessant (uden decideret at kunne finde ud af hvad jeg ellers synes om det, udover at det måske er lidt selvindlysende, men samtidig kan jeg dårligt være uenig). Nogle af mine yndlingseksempler på gode karakterer (skrevet i prosa) er karakterene fra Mette Finderups “Darling er død”, verdens bedste scenarie “Sparta” af Morten Hougaard og Kristoffer Rudkjær, og Sebastian Harder Flamants og Kristoffer Apollos Superheroes, forbi at de er beskrevet ud fra andres synspunkter hvilket jeg fandt ganske inspirerende. Især Superheroes-karakterene er jeg vilde med, forbi de slutter af med en liste af stikord. Et andet eksempel er “Drømmen om en Konge i Gult”, hvor at jeg synes at karakterene til fortællingen i København anno 1962 fungerer godt sammen og hvor at der både er mulighed for fortolkning, men også for at de sammen kan skabe en fælles fortælling, hvor at rigtig meget af “summen af karakterene” kommer frem i spillet.

Det korte af det lange er at for mig af karakterens indhold bør afhænge af hvad karakterens formål er og at jeg generelt er ganske skeptisk overfor prosa-tekst (super dobbeltmoralsk af lige netop mig, ja!) med mindre at der virkelig er en fri ramme for fortolkningen af karakteren.

Om mine hypermaskuline tendenser og bekæmpelsen deraf

Sanne Harder Flamant har skrevet et helvedes interessant indlæg på sin blog her, hvilket har medført en del interessant debat at der blandet andet bliver diskuteret rollers køn. Anders (Frost Bertelsen) skriver i en kommentar til det sidste indlæg følgende: “Når jeg starter med at skrive scenarier er det ofte med idéen om at de skal være mere “feminine”, men slutproduktet er det sjældent.

Grundlæggende set følte jeg mig truffet der og da jeg læste Anne Vinkels artikel om “Den femte rolle” (der linkes til den fra Mortens indlæg), for når jeg kigger tilbage er alle mine scenarier hypermaskuline i deres tematik. Aalborg Agenterne handler om at køre stærkt i Jylland og skyde forbrydere. De Navnløse handler om en masse forskellige ting, men primært vold og identitet, om fire (mandlige!) halvinge, der alle har valgt et voldeligt liv i modsætning til det ikke-voldelige liv de kunne have haft. Shamanens Magt handler om jagt, magt, overlevelse og spiritualiteten i det. Beat City handler om rastløshed og er (lige som sin inspirationskilde) også overvejende maskulin. Og om noget krummede jeg tæer over de roller, da jeg læste Anne Vinkels artikel. Og det synes jeg sgu er lidt sjovt….eller ærgeligt egentlig. Spørgsmålet er så hvorfor det sker? Er det fordi at jeg er en mand, fordi at jeg er kommet meget i en svært maskulin kultur? Mht mine egne præferencer for rollespil (hvor der jo er satans få) har jeg konstanteret at jeg ofte skal have en rolle med en sag. The Cause. Det kan være konkret (politik) eller abstrakt (idealer, religioner). For hvis jeg ikke har det, går jeg meget ofte død i det hele. Og det skal gerne være sådan at jeg kan føle noget for den (idet jeg primært er indlevelselsrollespiller). Med andre ord ret maskuline ting. Og den slags irriterer mig et eller andet sted, fordi jeg at udenfor rollespil går ret meget op i det der med at kvinder og mænd bør være lige meget værd og at man ikke bør diskriminere blandt kønnene. For jeg føler mig diskriminerende og det har jeg ikke lyst til. Og det gælder også mht at begrænse folk med hvad de kan spille i rollespil på baggrund af deres køn medmindre der er en specifikt pointe med det. Jeg bliver sgu egentlig bare ked af det når jeg kommer ud for den slags ting, især inden for rollespilsmiljøet…

En anden grund til at emnet optager mig er fordi at jeg går og arbejder på et scenarie, der hedder Stille Nætter. Det er et mindre liverollespilsscenarie, som handler om en gruppe mennesker omkring og på et hotel et sted i provinsen i dagens Danmark, der alle lider af søvnløshed. Derfor taler de sammen om alt og intet. Det er et scenarie med fokus på stemning og indlevelse og det må genremæssigt nok nærmest betegnes som “socialrealisme”, selvom det giver forfærdelige associationer. Der kommer logisk nok til at være en del kvindelige roller. Og jeg er så bange for at komme til at lave femten-tyve udgaver af “Den femte rolle”. For jeg synes ikke at jeg kommer udenom at der findes kønsroller i dagens Danmark. Det ville være i strid med min vision hvis jeg nægtede dette, men samtidig vil jeg gerne give mine (forhåbenligvis) kommende kvindelige deltagere en oplevelse på lige fod med deres mandlige medspillere. Og det synes jeg er svært og ihverfald et blogindlæg værd når jeg nu alligevel sidder og stener på smertestillende.