Ting Rollespillere ikke Fatter: Tro & religion

Ved ikke at deltage i den offentlige Gudsdyrkelse har Du bestandigt een og en stor Skyld mindre, Du deltager ikke i at holde Gud for Nar” – Søren Aabye Kierkegaard

 

Det indlæg begyndte egentlig som et element i min serie om ting som livere ikke fatter, men jeg nåede frem til at det var relevant for alle rollespillere. Jeg blev udsat for Kierkegaard bl.a. i gymnasiet og da jeg (vistnok) som 12-13 årig læste “Sofies Verden”. Jeg citerer manden, da  hans tanker om tro i et eller andet omfang inspirerede mig (omend jeg på ingen måde skal påstå at jeg forstår Kierkegaard til fulde). Det vi forholder os til her er tvivl, fordi vi som mennesker ikke kan vide om der f.eks. er noget større end mennesket, liv efter døden, etc.

 

Hvis man har overnaturlige kræfter bliver det i min optik i mindre grad til et spørgsmål om tro (religion som et side- eller affaldsprodukt af tro), men det kommer også an på om man kan kaste “Commune” og direkte tale med ens gud (omend at de åbenbart kun kan give ja/nej svar). Der er en markant forskel på det og hvad vi oplever i vores verden (jfr Kirkegaard).

 

Ift etableret religion er der et interessant eksempel i historien om Abraham og Isak (1 Mosebog, kap. 22). Det er blevet kritiseret af flere, men ud fra historiens kontekst er det ikke helt det samme. Idet at Abrahams Gud rent faktisk talte direkte til ham i historien er der ikke den tvivl som jeg selv har oplevet og som andre også har beskrevet (idet har jeg så taget udgangspunkt i tvivlen som mit eget standpunkt ift tro og religion, men det er et sidespor). Min pointe her er bare at hvad vi oplever ikke er det samme, som figurer/karakteren Abraham oplever i historien fra 1 mosebog. Da Gud er en konstant faktor i Abrahams liv, ikke mindst pga at han rent faktisk taler med Abraham og besøger ham er det en anden sag. Da jeg genlæste det som teenager engang (vistnok 2003) mindede det mig mest om forholdet mellem en forholdet med en “cleric” og vedkommendes gud i D&D, idet at præsten der netop kan trække på vedkommendes gud og få en effekt ud af det. Effekter som er ret markant i f.eks. D&D, men også i andre spil. Morten har et sjovt eksempel på det her. Det bliver i mindre grad et spørgsmål om tro på samme måde og i højere grad et spørgsmål om dedikation og loyalitet og tilliden til den højere magt/Gud man tjener (med mindre man har spillet Planescape og ved at . Problemet er jo her naturligvis at man ikke kan overføre tankerne fra monoteistiske religioner, idet at rollespilssetting næsten altid har polyteistiske religioner (og derfor ville f.eks. nordiske, oldgræske eller irske myter være mere oplagte. Et andet interessant eksempel kunne være hinduistiske skrifter eller tanker som man kunne bruge til inspiration).

 

Min pointe her er bare at der er tonsvis af interessant ting at udforske og lege med, så det er sgu lettere trivielt bare at skulle spille semi-kristne præster uden større omtanke. Især fordi at det om noget påvirker samfundet når man har den slags kræfter at trække på. Jeg har gjort mig nogle flere tanker om emnet her, men de vil ikke så gerne ned på skrift. Så smid endelig en kommentar eller spørgsmål hvis I føler det mindst for det! 🙂

Reklamer

Ting Livere ikke fatter VI: Kostumer

Woho! Jeg er begyndt at spille liverollespil igen og det er fandeme sjovt!

 

Jeg har ikke noget klart svar på det som jeg gennemgår her, men jeg synes at kostumer (og sådan set også rekvisitter (også kendt som udstyrshelvedet)) er noget af det som jeg elsker ved live, men som også er dybt belastende til tider. De overlapper til tider (rustninger og smykker er f.eks. både rekvisitter og kostumer), men jeg vil kun beskæftige mig med kostumer her for at indlæggene ikke bliver for lange.

 

Kostumer er noget af det mest grundlæggende ved liverollespil som det oftest er udført (ja, jeg gider ikke forholde mig til blackbox, for jeg har ikke prøvet det endnu), så jeg har ærlig talt været i tvivl om hvor jeg skulle begynde.

 

Der er flere forskellige grunde til kostumer og nogen af dem kan i min optik være modsatrettede. Så her er en liste over grunde til kostume i næsten tilfældig rækkefølge.

1) Hvad spiller du sådan helt konkret? Med kostume signalerer du hvad din rolle er. Kriger, præst, troldmand, etc. Det samme gælder naturligvis også for rekvisitter. Det er noget af det meste basale for liverollespil, for selv hvis du ikke som person agerer (f.eks. hvis din karakter er bevidstløs eller nogen lignende), kan folk se på dit kostume og udfra det aflæse hvad du skal forestille at spille.

Du har et våben, ergo er du kriger. Du er iført civilt hverdagstøj indenunder en våbenkofte og har ingen rustning…så du er sgu nok medlem af en milits.

2) Kostume kan afspejle hvad din rolle er på et dybere niveau (kostume-symbolik om man vil). Jeg spillede på et tidspunkt (Nomin Argawaen – kampagnen i 2011-2012) en kriger, som gik i forskellige nuancer af gråt med nogle enkelte farver, fordi at han var en tvivlende type der ikke hældte kraftig imod hverken godt eller ondt. Jeg tror ikke at det nødvendigvis er noget som folk i højere grad tænker over, men en gang imellem virker det godt (og andre gange kan det være lidt kikset).

3) Kostumer understreger eskapismen. Klæder skaber folk, slet og ret, især til liverollespil. Ved at iføre os noget andet tøj understøtter vi illusionen ved det vi laver. Jeg skal ikke abstrahere fra at person X ligner person X som vedkommende plejer at se ud, men kan i stedet for konstatere at borgmesteren er smart i tøjet i dag.

 

Det betyder ikke at kostumer skal være “pæne”, men at de understøtter den fiktion man gerne vil skabe med ens rolle (f.eks. Nosferatu vampyrer til vampire lives eller orker, hvor at det i høj grad handler om at være grim og ulækker).

 

4) Kostumer kan giver et personligt kick, som ikke nødvendigvis har så meget at gøre med rollespil igen. Det kan både være ved at man føler sig mere lækker og at man får lov til virkelig at være klam. Der er en grund til at folk klæder sig ud når de er på Roskilde Festival og jeg tænker at det samme i en eller anden grad gælder for liverollespil. Jeg har selv nydt at hoppe i 1800-tals tøj og næsten være mister Darcy (med tysk accent). Det gav da et kick at spille hovedpersonen i et romantisk drama og være klædt på til det. Når vi nu har talt om romantik, så kan vi jo lige så godt også snakke om sex. Kan det her være seksuelt for folk? Uden tvivl (men hvad jeg ikke ved noget om har jeg ikke ondt af, som Kåre også konkluderer her).

 

Rant (kan springes over)

Apropos sex: Jeg skal lige brokke mig over noget, som jeg ikke synes er sexet, men bare kikset. Korsetter på kvindelige liverollespillere.

 

Hvorfor?!? Jeg kan forstå det til meget andet. Jeg kan sådan set fint forstå det til Goth-fester, SM-arrangementer, metal-koncerter (og kombinationer af de 3 derudover), men hvorfor fanden skal det nu også være med til live? Jeg er ikke stor fan uanset hvad, men hey…ikke min sag. Problemet er for mig bare den der med at det åbenbart skal med. Jeg kan vel til nøds forstå det i steampunk genren (omend at kvinder fra den viktorianske periode ikke gik med det synligt), men hvorfor skal det være med i alt andet? Anne Bonny gik sguda heller ikke med korset. Det samme gjorde Calamity Jane sguda heller ikke (så drop det hvis I skal spille pirat eller western! Skyd nogle folk i stedet for!).

Er jeg en idiot som gør nar af andres smag og tøjvalg, bare fordi at jeg ikke forstår det? Måske  (/sikkert). Jeg vil bare gerne sige højt at jeg synes at det er kikset, usexet og ikke bidrager til stemning eller spillet. It does nothing for me. Hvis der er folk som går op i den slags, så må de da gerne det, men jeg er ikke en af dem. Jeg synes til gengæld at det er enormt ærgerligt hvis at korsetter kommer til at virke som noget obligatorisk for kvindelige liverollespillere.

 

Indlæget genoptages med 2 sidespor

Penge og andre ting som er dyre

Kostumer er dyrt og besværligt. Naya Marie Nord og Signe Hertel havde for længe siden (vistnok i efteråret 2011 da jeg stadigvæk sad i Bifrosts repræsentantskab) siden et indlæg på Rollespil.dk om at liverollespil var blevet en rigmandshobby. Det er sandt. Jeg kan ikke selv sy (næsten ikke i hvert fald) og derfor får jeg enten mine venner eller min mor som er svært awesome til den slags til at sy ting for mig hvor jeg køber stoffet (hvilket jeg er dem voldsomt taknemmelig for). Derfor “skyder jeg gerne genvej” og køber tøj til live, enten i genbrug eller fra forhandlere af liverollespilsudstyr.
Det kan hurtigt blive til en del penge (også selvom jeg ikke tæller rustninger med her). Det er det også blevet for mig og det har jeg det vist egentlig fint med.  Selvom jeg ikke bedømmer folk på deres kostumer (jeg forsøger i hvert fald på det), så er det svært ikke at føle sig “underdressed” overfor nogle af de folk man møder til scenarier, som virkelig har seje ting med.  Det kan naturligvis medføre at man får lyst til selv at skaffe sig flere og sejere kostumer (igen en situation jeg selv har stået i).

 

Er det så løbet løbsk? Til dels, ja, men det handler i min optik også om at man uanset hvor sejt ens kostume er er nødt til selv at lægge en indsats som rollespiller. Jeg har oplevet folk der tydeligvis havde lagt mange penge på kostume, men hvor at folk undgik dem pga en interesse i deres spil. Plus at der i sammensætning af kostumet ligger meget kreativitet og ikke blot et spørgsmål om at have tilpas mange stykker kostumer (og grej) som hver for sig er lækre. Så jeg oplever at det handler om kontekst (hvad type scenarie f.eks), hvor længe folk har spillet live og om hvad folk spiller, der altsammen gør om hvorvidt at folks outfit bliver bedømt som “et sejt kostume”. Jeg oplever personligt at folk er klar over at kostumer udfylder en bestemt funktion, så der er f.eks. ikke nogen grunde til at man håndsyr undertøj til et kostume (omend at man da skal have lov hvis man har lyst til det).

 

Det behøver naturligvis ikke være smagfuldt eller visuelt pænt. Jeg oplevede på et tidspunkt en gut til et Vampire-live, der spillede alfons. Han havde købet 8 meters lettere kikset kunst-pel og lavet sig selv en stor hvid pimp-frakke, hvor han gik med Hawaii-skjorte indenunder (derudover havde han smurt brillantine i håret og taget store solbriller på. Tal om kikset og klamt samtidig. Der var stor begejstring for at han gik så langt for at være klam, især fordi at han virkelig spillede den karakter som et røvhul af en anden verden. Kostume understøttede den fiktion som han ville skabe sammen med hans fysiske fremføren og hvad han sagde (aka hans spil). Det var sejt og fungerede.

 

“Hvem er du nu?”

En note på falderebbet i denne rodebutik er at forklædning/omklædning sjældent virker til live. Oftest bliver folk i tvivl om man er NPC (hvad jeg oplevede for nyligt da min karakter skiftede tøj til noget finere). Et andet eksempel har jeg hørt fra en liverollespiller, der spillede svindler til et af Firefly-scenarierne, hvor at han havde 4-5 forskellige “masker” eller roller…og folk troede at han var NPC. Jeg har ikke nogen gode løsning, men jeg synes at det er en sjov konstatering/udfordring.

“Verden går snart under”-plottet til live

Oh, her for et stykke tid siden blev jeg glad. Jeg kunne nemlig konstatere at jeg i flere sammenhænge som spiller havde fundet et “verden går under”-plot i liverollespil. Og jeg kom til at tænke over hvorfor jeg næsten altid hader det. Så om ikke andet er det en rant værd…

“Verden går snart under”-plot fungerer nemlig af flere grunde ikke. Hvorfor helt præcist?

For det første havner ofte hos et par få spillere, der har noget med magi eller en anden ændring af verden at gøre (et andet eksempel kunne være videnskabsmændene) og de spillere som befinder sig i toppen rent magtmæssigt (fyrsten, adlen, præsterne,  videnskabsmændene, etc). Hvad sker der så? Der sker det at de sidder med plottet og ikke deler det før til sidst (hvor at der gerne skal lave ritualer eller tæves mange NPC’er), hvor at alle spillerne så skal inkluderes. Det er ikke inklusivt (eller måske mere korrekt det bliver sjældent spillet sådan).

Det andet problem ved det er at det (i sagens natur) ikke er simple plots. De inkluderer ofte mere komplekse plots end godt er og derefter bliver de delt med folk til sidst, hvor at det hele skal forklares. Det er besværligt, især fordi at det ofte er der hvor at verden er lige ved at gå under, så derfor skal det gå ekstra hurtigt.

Problemet med kompleksiteten fører mig til min tredje problem, nemlig at jeg så står (oftest som en del af dem der ikke har været med til det) og skal forsøge at sætte mig ind i et komplekst  plot meget hurtigt. Derfor tænker jeg (dvs Thais Laursen Munk, ikke karakteren) som regel “Det her er jo åndssvagt. Vi er nogle nørder i kostumer der render rundt i en skov. Hvorfor laver jeg det her når jeg kunne stene gamle Teenage Mutant Ninja Turtles tegnefilm? Det er sjovere og giver jo mere mening end det her.”Især den sidste del af det mener jeg er et problem.

Jeg tror med andre ord ikke på det. Jeg oplever tab af “suspension of disbelief”, dvs at fiktionen holder op med at give mening for mig.  Det er trælst. Hvad er det man vil med det? Hvis vi endelig skal frygte hvad der kommer, så gør det dog for helvede konkret. Man kunne true spillerne med at verden går under. Problemet er bare at verden stort set aldrig går under. Dermed bliver det en tom trussel og en tom trussel er bare kedelig. Jeg har spillet igennem det i en lokal livekampagne og det faldt sgu lidt til jorden. Til dels vandt vi over ondskaben, men der var ikke rigtig nogen som var helt oppe og ringe over det. Det var sådan lidt…hvad nu? Karaktererne havde konfronteret den ultimative ondskab og derfor løb vi ind i det typiske problem: Hvad gør vi nu?

Hvorfor er det her så så populært? Fordi det føles episk? Det ville være mit bedste bud og overrasker næppe når jeg afslører at jeg ikke er enig. Episke ting i live er netop dem, som foregår i spillet. “Der var et kæmpe stort slag 15 kilometer hvor vi er!” Fedt, men hvad kan jeg bruge det til? Det føles fedt og relevant, hvis nogen truer med at lave “total wipeout” på den lille lortelandsby ,hvor min karakter befinder sig. Det behøver ikke udvides med snak om andet, hvis der er nogen som vil udrydde alt og alle i spilområdet med hvad det nu indbefatter af afbrænding, plyndring og andet sjovt. Er det nogensinde sket at verden rent faktisk er gået under? Så ville det da om noget ikke være en tom trussel, hvilket er sådan jeg ofte oplever det. Tomme trusler til live (og alle andre steder for den sags skyld) synes jeg er vildt kedelige. Hvis nogen af spilerne så måske til gengæld tog initiativ til at brænde alt ned….det ville være fedt! Især fordi at det så vil føles personligt relevant (både in- og off-game).

Kåre skriver kloge om spillere der kører konflikter overfor hinanden sat overfor konflikter imellem spillere og NPC’er (eller endnu værre NPC’er vs NPC’er) her og her. Jeg er voldsomt enig i det han skriver og netop problemet med den større mængde folk, som der skal koordineres ift den slags plots, gør det ikke just lettere. I det andet indlæg skriver Kåre følgende:

En konflikt mellem parter der er uligevægtige er svær at holde i live uden det bliver kunstigt.

Det er en supervigtig pointe i forhold til hvorfor det her nærmest er et af de ringeste plots til live nogensinde, måske kun overgået af pestplots. Min største anke mod det er dog primært at det meget sjældent er personligt relevant på nogen som helst måde. Så kære arrangører: Gider I ikke holde op? I bruger utroligt meget tid på det og I laver i bund og grund kun en enormt stort lort, som vi så åbenbart skal tilbede som jeres kampagne/scenarie. Drop det nu bare for helvede…

Træt af tradionelle kønsroller

Der var for et stykke tid siden en større diskussion om køn og diskrimination i liverollespil. Jeg har ikke involveret meget synderligt i den, for jeg synes at der har været andre som har sagt hvad jeg mente bedre end jeg selv kunne gøre det (folk har i hvert sagt noget som jeg var overvejende enig i). Nu har jeg dog en holdning til det på et specifikt punkt. Nøj, hvor er jeg på mange punkter træt af at spille traditionelle kønsroller som mandlig liverollespiller. Jeg kaster nærmest op i min egen mund bare ved tanken.

Kåre har tidligere skrevet om klicher, hvor at jeg er rørende enig i hans konklusion med at vi har svært ved at undgå dem og de underbygger vores spil således at vi ikke skal finde på alting fra bunden og bestemme altings socioøkonomiske sammenhæng, hvilken ontologi og epistemologi der ligger bag magi i denne verden etc (indsæt flere ligegyldige akademiske overvejelse om hvordan en verden hænger sammen, jeg kan en del efter at have læst statskundskab i snart 5 år). Det er super. Mit problem lægger i hvordan folk opfatter kønsroller og hvordan folk misforstår det. Hvorfor er det at så mange rollespillere absolut spiller efter traditionelle kønsroller? Hvad er det lige det giver os?

For at besvare mit eget spørgsmål, så gør rollespillere det fordi at de enten har en indre mandschauvinist(m/k) gemt indeni eller også fordi de ikke har viljestyrken eller evnen til at tænke selv (det gælder begge køn). For at besvare det andet spørgsmål så kan det give os noget, men som udgangspunkt giver det os ikke en skid (tværtimod) med mindre vi tænker over det på en ordenlig måde. Det er som udgangspunkt farligt i min optik, for det kan fungerer (mere om hvor godt det kan fungerer senere), men som udgangspunkt synes jeg mest bare at det er noget lort. For at gøre det værre endnu er det noget lort folk bruger fordi at de ikke kan tænke sig om “og så gør vi jo bare som man gjorde historisk”. Wow. Jeg har hørt det argument en del gange og det fejler aldrig. Jeg kaster altid op i min mund endnu en gang….
Kan traditionelle kønsroller fungerer? Ja. 100%. Jeg har selv set det fungerer flere gange, men der handler det lige så meget om at der er tænkt over det og at folk giver folk spil. Til Masquerades & Massacres er det nærmest kvinderne, som bliver begrænset mindst af kønsroller og af de uskrevne regler for høflighed (idet at de åbent kan tale med hinanden om følelser og lignende bag lukkede dører).

Problemet med de traditionelle kønsrolle er bare at folk sjældent tænker over det og (efter min opfattelse) desværre især mange af de liverollespilspiger som jeg har løbet ind i. Jeg har mødt alt, alt for mange kvinder, hvor at deres karakterers køn var halvdelen af deres karakterkoncept. “Jamen, men min karakter løb hjemmefra fordi hun ikke ville gifte…”; “Ja, men min karakter forsøger på at blive kvindelig kriger”, etc….bwad. Det er en af hovedgrunden til at jeg er træt af det. Det føles som en helvedes kliche. Folk forsøger enten at overvinde traditionelle kønsroller eller spiller efter at bliver undertrykt. Jeg kan gøre mig mine tanke om det (det har Kåre gjort her). Jeg ville i hvert fald ønske at folk gjorde det på andre og mere sunde måde (et forslag kan findes her*). Uanset hvad ville jeg ønske at de gik langt væk fra mig hvis de ikke begyndte at spiller på mere og andet end hvad de har imellem benene.

Den anden er (ikke overraskende) min egen personlige politiske overbevisning. Jeg synes at kønsdiskriminering er åndssvagt og forkert og jeg kan ikke se nogen appeal i at overføre det til rollespil. Problemet ved det er selvfølgelig at jeg dermed bliver ramt af andres klicher, som bliver trukket ned over hovedet på mig uden at der er nogen reel grund til det.  Det var et punkt hvor jeg var glad for Piger i Panser begyndte debatten, for jeg var træt af at være fanget i det. Jeg gider det ikke, når folk ikke tænker sig bedre om. Kønsneutrale scenarier er fantastiske for mig af netop den grund.

Jeg er kraftigt fanget i det her og jeg har fået svært ved at læse fantasy romaner af samme grund, for jeg er så træt af det. Hvorfor er det at det er så spændende når vi alligevel leger med fiktion? Selvfølgelig kan vi gøre det, hvis der er en grund til det. Der er en grund til at jeg spiller med i Jane Austen-live, for det givet et indblik i hvordan at folk levede engang og hvilke begrænsning deres kærlighedsliv og ægteskab udfoldede sig under. Derfor er det interessant. Uffe Jensen skriver det mægtig klogt i Kåres indlæg:

Selvfølgelig er ting som ligestilling vigtig, men det må ikke blive alt overskyggende på bekostning af scenariets kunstneriske frihed. Jeg ser også hellere at arrangører sørger for et godt sammenskruet scenarie end at køns kvoter (eller unge/gamle kvoter) overholdes.

Det giver mening og er super, for det opfordrer nemlig til at folk fucking tænker sig om når de laver livedesign. Det behøver ikke være bevidst, men tænk jer dog bare en smule om når I laver noget i stedet for bare at gøre som I “plejer”. Prøv noget nyt. Der var en fantastisk artikel i Rolle|Spil med et interview med en af mine venner, Jacob, hvor at han argumenterede for at det kunne give noget fedt spil hvis der kom et brud med kønsroller i form af eksplicit homoseksualitet (f.eks. ved at prinsen ikke gad have prinsessen og derfor løb væk med væbneren). Det kunne netop være sjovt om ikke andet fordi det er noget nyt. Det ville være befriende med noget nyt, om ikke andet bare fordi det er nyt. Det virker som om at folk har tænkt over noget, i stedet for at gribe fat i en gennemkneppet kliche (igen-igen).
Jeg vil derudover gerne henvise til Olivers fremragende indlæg her, som jeg synes rammer hovedet på sømmet meget godt.

 

*= De har også i den grad styr på deres psykiske sikkerhedsregler.

Anmeldelse af ROLLE|SPIL nr 4

Jeg har lidt blandede følelse om ROLLE|SPIL 4, men det korte af det lange er at jeg ikke er helt lige så begejstret for nr 4, som jeg var for nummer 3. Det er der flere grunde til, men det skal lige understreges at jeg stadigvæk er glad for bladet.

For det første…artiklen om 10 historier fra Rollespildanmark. Tag da lige og smid en oversigt over hvem der har skrevet og hvad de har skrevet om med. Det ville da være relevant (og god reklame, for det er en fed samling mennesker og nogle spændende emner). Min tanke er mest at så kan folk se med det samme om der nogen, som de kender eller om der bliver skrevet noget om deres forening.

For det andet er der rigtig mange anmeldelser med i dette blad…men jeg synes ikke at så mange af dem har noget med rollespil at gøre. Jo, der er tale om fantasy-, vampyr-, og gyserromaner, men i sidste ende går jeg bare lidt død i det (med undtagelse af interviewet med Alex Uth, som var fedt). Det samme gælder artiklen om koreanere, der spiller StarCraft for at tjene til det daglige brød. Det er sgu ikke fordi at det hele skal være fint og højpandet og alt muligt, men…jeg er sgu egentlig lidt ligeglad, når det kommer til den slags. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at man gerne vil have et bredt udbud af artikler, men jeg var egentlig ret ligeglad med artiklen. Her er min personlige regel om koreanere: De er sgu kun forsidestof hvis de opfinder noget sindssygt, skyder hinanden eller hvis de har noget med rollespil at gøre. Det synes jeg ikke at StarCraft er med mindre der kommer et Brood War-scenarie (hvor jeg vil spille marinesoldaten, som siger “Give me something to shoot” og er den første, som dør fordi min karakter ikke har noget navn).

Jeg er godt klar over at det ikke er alt som er relevant for mig i et blad som rollespil,  der bliver sendt ud til så mange som ROLLE|SPIL gør. Det er også fair nok, men jeg synes bare godt at der kunne være en klarere udvælgelse, for der er efter min mening for meget, som ikke har med rollespil at gøre.

Vi går hurtigt igennem artiklerne, da jeg jo anmelder noget gratis her (lissom!). Lars Andersen har skrevet en artikel, hvor jeg godt kan følge ham, men hvor jeg også er uenig (links til min første og anden rant om regler i live). Efter min mening har han til dels ret i det at han skriver at det bedste (live)rollespil opstår når regler går i baggrunden. Jeg ville være enig så langt at man også kan sige at reglerne understøtter rollespillet, så kan det blive lige så fantastisk. Jeg savner at Lars forholder sig til spørgsmålet om abstraktionen og at du jo altid spiller med regler (lad være med at slå folk i hovedet eller skridtet, etc). Lars skriver bl.a. “Vi kan ikke styre spillet med regler, for ingen regler
kan dække en brøkdel af alle de muligheder der er.” Det er jeg så til gengæld fuldstændig enig i (grundlæggende set tror jeg at Lars og jeg har forskellige indgangsvinkler til det her), men jeg er generelt glad for hans artikler.

Derudover er der nogle fine artikler om rollespilsteori (dejlig ligetil og samtidig interessant læsning). Cleo Hatting har jeg tidligere nævnt på denne blog og udråbt til at være et fantastisk menneske. Det er hun stadigvæk, især når hun vil have de unge til at lave noget…men hvad kommer dit næste scenarie til at handler om Cleo? Derudover glæder vi os til Knudepunkt i Danmark. Fedt med info om det. Fedt med en dejlig klam artikel om sår. Endnu federe med en Troels Barkholt-plakat! Troels er en af de fedeste rollespilere, som jeg nogensinde har spillet sammen med.

Derudover nogle tanker om at ROLLE|SPIL fra næste år kommer til at koste penge. Det synes jeg er fint og jeg har tegnet et abonnement. Min forhåbning er at der kommer til at være en anderledes artikel-reklame ratio, men nu får vi se. Jeg synes i hvert fald at ROLLE|SPIL fortjener at man giver det en chance (ja, jeg vil gerne skrive nogle artikler hvis du vil have det, Claus).

ROLLE|SPIL nr 4 er på gaden, find det og læs det efter min to sidste og mest alvorlige kritikpunkter! For det første er mit navn Thais Laursen Munk i nævnte rækkefølge og ikke omvendt. For det andet vil jeg fandeme have flere billeder af nissepigen, iført nazi-kostume, som ryger. Så kan vi fandeme få nogle flere klager.

Ting Livere ikke fatter V: Omverdenen

Velkommen til mit hjørne af internettet, hvor jeg fortælle livere hvorfor de ikke fatter en skid. Idag skal vi beskæftige os med omverdenen i liverollespillet, forstået som det af “verdenen”, som er uden for selve spilområdet. Med andre den del af fiktionen som der ikke er en fysisk repræsentation for i selve spilområdet.

Problemet er for mig at se at omverdenen stort set altid vil eksistere i langt de fleste livedesigns og at de ofte (f.eks. i fantasy- og vampyrsammenhænge) og hvor at omverdenen spiller en rolle på fiktionen, som den udspiller sig i selve liverollespillet. Der er flere problemer ved dette. Ofte er det meget lidt subtilt, f.eks. at der kommer nogle NPC’er i spil og fortælle at ens herre vil have at man går igang med at udføre hans mission og ikke bare slacke rundt og ellers bliver man runde-smadret. Den slags lugter meget af ekstrem rail-roading fra arrangørenes side. Og det sutter kamelnosser helt ind i helvede. Hvis det vitterligt var tanken at en bestemt karakter skulle gærøre en bestemt ting, så giv dog karakterene nogle motivationer til det som udgangspunkt. Et andet er bilkort som Kåre glimrende har beskrevet. Og hvor at jeg kun kan være enig i at med mindre alle har bilkort og scenarier handler om bilkort, så er bilkort noget lort.

Et andet eksempel, hvor at det med omverdenen ikke fungerede optimalt i spil: Jeg var til et næsten-nutidsscenarie, hvor at jeg spillede borgmester, dvs at den lokale politistyrke rapportede til mig. Det fungerede rigtig godt, idet at der var en klar kommandokæde, men det også var muligt for politistyrken at spille pressen ud med min karakter, idet at han havde stillet op på et “lov og orden”-program. Så vidt så godt, derefter introducerer vi Lortegruppen, som spillede efterretningsfolk. Problemet var at de var komplet autonome og at vi ikke havde nogle optimal måde at spille op overfor dem på, idet at de rapporterede til deres øverste kontor uden for spillet, som vi ikke kunne påvirke. Med andre ord ord: Hvis vi kom med kant med dem (hvilket de gjorde idet at de var totalt gun-ho) havde vi valget imellem at ignorere dem eller nakkeskyde dem. Vi gjorde det første, men jeg er egentlig lidt ærgerlig over at vi ikke gjorde det sidste. Fejlen her var tosidet: Dels var vi ikke (hverken fra spilledelsen eller Lortegruppen) blevet informeret om de kom, dvs at der ikke var nogle koordinering. Problemet var derudover at hverken spilledelse eller Lortegruppen var villig til at lade omverdenen spille en rolle i form af truslen om en irettesættelse fra deres overordende. Dermed var det dårligt rollespil.

Jeg kunne godt tænke mig at flere livescenarier (ligesom det kommende scenarie Stille Nætter!) ville forholde sig til hvordan omverdenen bliver brugt som virkemiddel. Kan man interagere med omverdenen? Og hvis ja, hvordan så? Det som jeg oftest synes er problemet er at spilleren ikke kan interagerer med omverdenen, men at omverdenen godt kan interagere med spilleren. Jeg mener at der var noget lignende problemer i Uskyldighedens Melodi, men det var med andre end mig? Oliver, er det noget som du ved noget om? Var du ikke en del af den familie med fædre-problemerne?

For at opsummere og konkludere: Det er om noget mit største problem med liverollespil at man har svært ved at udelukke omverdenen eller at sætte den op på en måde, så den kan kome i spil uden at være skadelig, men jeg tror på at det kan gøres. Jeg vil derudover argumentere for at man bør tænke over det med omverdenen når man designer livescenarier. Her synes jeg at det ville være en fornuftig målestok, hvis man lader omverdenen påvirke spillet lige så meget som at spillet kan påvirke omverdenen tilbage. Det var en omgang løse tanker fra en stenet søndag.