Evaluering af “Dengang i Orangeville”

I min søgen efter at blive en god scenarieforfatter (og udlevere mig selv endnu mere på min egen blog) har jeg gjort mig nogle tanker om scenariet Dengang i Orangeville, hvad der duer i scenariet og navnligt hvad der ikke duer i scenariet. Der vil ikke være nogle spoilers i dette indlæg, men dog stor taknemmelighed til Anne Vinkel og Kristian Bach Petersen.

Jeg har denne her fikse ide om at man i meget høj grad indenfor dansk scenarietradition har haft et problem med at kigge på et scenariets delelementer og ikke på scenariet som helhed. Det er sådan set fint nok indtil et givent punkt, men jeg syntes at det bliver problematisk efter at måderne at strukturer og skabe et scenarie på er blevet voldsomt udvidet. Problemet handler især for mig om definitioner (hvilket gør at jeg er ærgerlig over at jeg ikke er stødt på en virkelig klar definition af jeepform endnu) er vigtigt, for jo bedre definitioner man har, jo nemmere har man ved at forstå hvad delementerne til sammen er (altså scenariet). Med andre ord synes jeg at Thomas Munkholt havde fat i noget da han på et tidspunkt sagde at man i Danmark ”havde skrevet verdens bedste scenarier uden at vide hvorfor”.

Zap! Videre til mit scenarie. Mit problem var der at jeg (overvældet af alle de mange teknikker, som der jo findes) valgte en teknik, som jeg ikke er sikker på var den rigtige teknik til hvad jeg ville med scenariet. Mit udgangspunkt var at jeg gerne ville skrive et drama/action scenarie i en western-setting med fem kvinder som hovedpersoner. Da jeg begyndte at skrive spilpersonerne blev det klart for mig at nogle af tingene er svære at få til at spille, at få i spil. Min tanke var derfor (også fordi at det ikke var givet at gruppen skulle samarbejde) at jeg gerne ville have et system, der gjorde at karakterenes hemmeligheder kom i spil og at de kunne komme op imod hinanden på en måde, som ville gøre at deres hemmeligheder ville komme frem. Det oplagte valg (i forhold til at jeg skrevet et western-scenarie) var at lave en eller anden for for poker-mekanisme, hvilket greb om sig.

I sidste ende gjorde det det nok også på nogle måde, som var mindre hensigtsmæssige. Problemet var bl.a. at poker (i dette tilfælde Texas Hold’em-versionen) ikke just er let at mestre, fordi der både er psykologiske og matematiske elementer involveret i spillet som udgangspunkt. Der er med andre ord for mange faktorer til at jeg (i bagklogkunstskabens lys) burde have valgt en anden mekanik/struktur. Tanken bag at hemmelighederne burde komme frem i lystet ville jeg nok i dag (hvilket nok sker hvis jeg kan får Orangeville på Vintersol) kunne jeg have løst ved at skrive klart og tydeligt til spillerne ”Dette er et narrativistisk scenariet, hvilket vil sige at du skal spille din karakter efter hvad der vil give den bedste historie. Derfor skal du tænke: Hvad ville min karakter gør her, som ville give den bedste historie?”. Det eneste problem ved dette er at jeg et eller andet sted ikke er så glad som forfatter for at give spillederen ansvaret for at afslutte historien og fortælle epilog og lignende. Interessant nok har jeg ikke noget imod det som spiller.

Noget andet, som gik galt med pokermekanismen var at det påvirkede hele strukturen for scenariet, hvor at der stort set ikke var andet end en begyndelse og en slutning. Det som derefter er spørgsmålet er hvordan at strukturen så skal være? Jeg er egentlig ret glad for kontrasten imellem imellem de to byer (Orangeville og Oracle), som mere eller mindre er henholdsvis den positive og den negative side af det vilde vest. Spørgsmålet er blot mere eller mindre hvad historien i scenariet helt præcist skal have af delelementer? Pitchen til scenariet er sådan set meget ”Orangeville handler om 5 kvinder på kant med loven i det vilde Vest, som bliver jagtet af dusørjægere”. Min tanke er at jeg helst ikke vil have noget kort over området og jeg føler mig et eller andet sted fristet til at sige at det er en præmis for scenariet at spilpersonerne tager fra Orangeville til Oracle, hvor at scenariet slutter. Med andre ord tage en form, som er meget typisk for den danske scenarietradition og egentlig tror jeg ikke at det er nogen dårlig ting som sådan (selvom det ikke bliver totalt systemløst. Med andre ord noget ala det som René Toft gjorde i Zombies DK).

 

Et andet kritikpunkt er at jeg ikke nåede at læse korrektur på møget. Det skal og må jeg nå til Vintersol (og Velkommen til Friheden til Fastaval 2011). Noget af det som til gengæld fungerer i scenariet (her på falderebbet, da det ikke er så vigtigt) er karakterene (selvom de i bedste Thais Munk-stil) er for lange. Det er stort set det samme, som jeg har skrevet i dette indlæg. Anne Vinkel havde dog den bedste ros til scenariet, som var hun satte pris på “ikke automatisk at skulle spille pigen i gruppen”, hvilket er en meget præcis definition af hvor feministik scenariet er tænkt fra min side.

Reklamer

Salford og updatering om rollespil

Efterhånden er min dagligdag i Salford (home of The Smiths!) ved at falde så meget til ro at jeg kan skrive lidt her igen. Jeg har vænnet mig voldsomt hurtigt til England, jeg tænker ikke engang over at kigge til højre først når jeg går over en vej. Til gengæld er Salford ganske fremragende udstyret i mine største inspirationskilde, nemlig frygt og lede (fattigt kvarter med masser af studerende, især udvekslingsstuderende). Der er uendelige mængder af folk, som konstant er fulde, udvekslingsstuderende, som knak nok kan tale engelsk og masser af larm. Dem jeg bor i hus med (11 mennesker deler et hus med hver deres værelse) er til gengæld til at have med at gøre. Alkohol er billigt, smøger er pissedyre, studiet virker rigtig spændende.
Jeg har ikke nået at få skrevet nogle høflige emails endnu til de mennesker, som jeg er blevet henvist til af Claus Raasted, så jeg har ikke lige nogen fast ide om engelsk rollespil som helhed endnu. Jeg har til gengæld fundet “Salford Wargames and roleplay society”, som jeg stadigvæk ikke har fundet ud af om jeg lege med, mest fordi de ikke virker specielt engagerede i det de laver eller som om de er så brede i deres “udbud” igen. Jeghar også fundet en rollespilsbutik inde i selve Manchester, men den har jeg ikke nået at komme forbi endnu.

Derudover er Prøve Nummer 19 blevet afleveret til Viking Con og kan downloades her. Jeg synes du skal være spilleder. Det er et nemt scenarie at køre. Derudover skriver jeg som død og helvede på Dengang i Orangeville, som blev forsinket på grund af noget tid der gik med flytning og rejse. Så har jeg sådan set også et Fastaval-scenarie, som skal skrives, men det har jeg også en del tid til at få ordnet. Derudover har jeg lavet en fantasy-setting, som jeg har en plan om at bruge sammen med Pathfinder (hvor jeg jeg snart køber grundbogen for 160 kr), men den får sit eget blogindlæg.  Har jeg nævnt at du bør være spilleder på Prøve Nummer 19? 2 timers underholdning og kræver stort set intet at sætte sig ind i. Jeg er oprigtig ærgerlig over at jeg ikke kommer til Viking Con, for spillerne har bare kastet sig over mine scenarier og der er De Navnløse antologien, som jeg har læst og bedømt….og den er møgfed! Den skal I glæde jer til hvis I skal køre den eller spille den! Det var lidt løs snak herfra.

Hvad karakter skal man give en karakter?

Eller hvad er den mest optimale måde at gøre ting på?

Den gode Oliver Nøglebæk spurgte mig på et tidspunkt om hvad min tilgang var til at skrive roller, hvor at jeg skrev en lille sides penge om det og sendte den til ham. Det interessante ved det var at den tvang mig til at overveje måden, som jeg skrev karakterer på og det samme har Mortens indlæg Summen af karaktererne gjort. Mit udgangspunkt er at jeg ser en karakterer som en position at opleve fiktionen igennem.

Lars Andresen sagde engang (har jeg kunnet konstatere da jeg tilfældigvis fandt en gammel fil på min backup med dagsbogsnoter, hvor at jeg citerer Johs for at have citeret Lars for det) om De Navnløse Redux at “Han skriver karakterer som jeg gør det”. Og det er ikke sandelig heller ikke løgn, for jeg kan huske at Lars Andresen var en af mine store inspirationskilder, da jeg gik igang med at skrive scenarier (især Tidens Ritual og Det Hemmelige Selskab). Det har jeg et eller andet sted fået et mere blandet forhold til, især pga mine erfaringer med at skrive roller til livescenariet “Uskyldighedens Melodi” og pga scenariet Beat City. Idag forsøger jeg at skrive roller ud fra hvad de skal skrives til. I mine to projekter til Viking Con 29 benytter jeg mig af varierende teknikker til rollerne.

I det ene scenarie Prøve Nummer 19 (mit “jeg var ikke sej nok til skrive med på 40K-antologien”-scenarie) spiller man Space Marine Scouts på deres sidste prøve. Der har rollerne to funktioner: Dels hvordan de klarer det og hvad det er for en rest af menneskelighed, som de er nødt til at ofre for at blive rigtige Space Marines. De er derfor delt op efter deres evner (den smarte, det taktiske geni, mesterskytten, etc). Derefter er de sat op med et navn, et enkelt litani og to valg til spillerne: Hvilken type planet kommer karaktereren fra og hvilken rest af menneskehed har karakteren? Ingen prosatekst og knap nok en enkelt side, idet at f.eks. baggrundshistorien opstår i spillet.

“Dengang i Orangeville” er et actiondrama, hvilket gør at jeg har noget mere baggrund med, forhistorie, personlighed og forhold til de andre karakterer dvs nok 1½-2 sider….men. Jeg har faktisk besluttet mig for ikke at skrive prosatekst til de roller, som jeg har gjort det i andre tilfælde.  Det er her, hvor at min tilgang om noget har ændret sig, idet at jeg tilsluttede mig min ærkefjende, Danni Börm, som her reagerer imod prosateksten i karakterer. Og den vogn vil jeg gerne hoppe på, men kun når det gælder for det meste bordrollespil på conner. I forhold til live mener jeg nemlig at der gælder andre regler. En bordrollespilskarakter kan skræddersys til et givent handlingsforløb, hvor at man kan vælge at fokusere på et specifikt aspekt af karakteren. Derfor kan prosateksten være utrolig besværlig, fordi at den sjældent er så konkret igen. Jeg synes til gengæld at prosatekst kan fungerer ganske glimrende til live, forbi at du som liverollespiller har en langt højere grad af frihed i forhold til fiktionen. Du har et højere grad af ansvar for din egen oplevelse og har dermed ofte (men ikke altid) stor frihed i forhold til hvordan du kan fortolke den skrevne del af karakteren. Med andre ord kan man igennem prosa i højere grad videregive en stemning og en linse at se verden (og dermed igennem fiktionen) igennem. Det er især min tanke i forhold til mit forhåbentligt kommende livescenarie “Stille Nætter”.

At “Summen af karakterne” aldrig kommer frem i selve rollespillet er for mig ikke nødvendigvis et problem. Efter min mening afhænger det af hvad man spiller, men i mange lives kan det efter min mening være det samme om det kommer frem eller ej. Jeg skal da gerne indrømme at jeg afgjort mener at jo mere af karakterene, som kommer frem jo bedre. Hvis vi f.eks. spiller gangsterlive vil det ofte være irrelevant hvis min karakterer har haft en dårlig baggrund, men hvis det har gjort at han er reserveret overfor andre mennesker, kan denne del være relevant i forhold til hvordan du skal fortolke hvordan din karakter er reserveret overfor andre mennesker uden at hans dårlige barndom det bliver relevant i selve fiktionen. Vincent Baker har skrevet noget om karakterer her, som jeg synes er ret interessant (uden decideret at kunne finde ud af hvad jeg ellers synes om det, udover at det måske er lidt selvindlysende, men samtidig kan jeg dårligt være uenig). Nogle af mine yndlingseksempler på gode karakterer (skrevet i prosa) er karakterene fra Mette Finderups “Darling er død”, verdens bedste scenarie “Sparta” af Morten Hougaard og Kristoffer Rudkjær, og Sebastian Harder Flamants og Kristoffer Apollos Superheroes, forbi at de er beskrevet ud fra andres synspunkter hvilket jeg fandt ganske inspirerende. Især Superheroes-karakterene er jeg vilde med, forbi de slutter af med en liste af stikord. Et andet eksempel er “Drømmen om en Konge i Gult”, hvor at jeg synes at karakterene til fortællingen i København anno 1962 fungerer godt sammen og hvor at der både er mulighed for fortolkning, men også for at de sammen kan skabe en fælles fortælling, hvor at rigtig meget af “summen af karakterene” kommer frem i spillet.

Det korte af det lange er at for mig af karakterens indhold bør afhænge af hvad karakterens formål er og at jeg generelt er ganske skeptisk overfor prosa-tekst (super dobbeltmoralsk af lige netop mig, ja!) med mindre at der virkelig er en fri ramme for fortolkningen af karakteren.

Fastaval 2010

Jeg lyver ikke når jeg siger at Fastaval 2010 var min bedste Fastaval nogensinde i de ialt 8 gange jeg er kommet der (2003-2008). Af den simple grund at jeg havde en rigtig god Fastaval OG at jeg samtidig ikke har for store forventninger til Fastaval 2011, hvilket ellers har været mit største problem med vallen siden 2006 (cirka).

Grundene til dette:

  • Der er med garanti nogle ting, der kunne være gået bedre, men jeg nødt at være en del af Fastavals arrangørgruppe i år. Selv når Jannick Raunow (tydeligvis dette års superskurk) hev fat i mig torsdag aften i baren, hvor jeg var ganske fuld, for at fortælle mig dårlige nyheder skete det med smil på læben. Jeg har aldrig nogensinde set så sejt et hold DirtBusters. Respekt!
  • Behageligt selskab med interessante ting på hjerte aka “Tak fordi DU dukkede op” til (i tilfældig rækkefølge) Kristoffer Rudkjær, Jannick Raunow,  Troels Bording, Morten Hougaard, Rikkelara Nielsen, Anne Vinkel, Peter Fallesen (især der hvor jeg bad dig om at tømme spanden sjatter efter banketten), Milton Felice Brambati Lund, Oliver Nøglebæk , Susanne Meldgaard (jeg havde aldrig regnet med at det ville gå så godt!), Mads Hauptmann (tak for snapsen og behageligt samarbejde), Danni Rune (tak for at gribe mikofonen), Morten Greis, Daniel Larsen, Kristoffer Apollo, Jesper Wøldiche, Anders Sinding, Karoline Cleo Lærke Hatting,  Jonas Ellemand, Jesper Lindhard, Uffe Thorsen, Søren Parbæk, Tim S. Nielsen, Johanne Wenstrup, Louise Frellsen (tillykke!), Johannes Busted Larsen (også tillykke!), Sigrid Piil Svane og Kristoffer Nyrup.  En lang liste, ja, men samtidig er jeg bare så glad for at I tog jer tid til at komme mig ved og hjælpe mig. Det betyder mere end I aner.
  • En speciel tak skal lyde til Michael “Migal” Gärtner Nielsen for at reagere på “Ting Livere ikke fatter”-serien. Jeg er så glad for at nogen gider læse mine ting og reagere på dem 🙂
  • Baren. Drenge, I bliver bare sejere og sejere.
  • Nogle rigtig lækre spiloplevelser i form af Imperiet 40K, The Fisherman’s Wife og Hjertebrand. Vi fik henholdvis en kl. 9 blok til at køre, fik fortalt fede japanske eventyr og jeg fik ægte hjertebanken, imens andre fik incestuøs kærlighed til at virke smuk, uskyldig og ægte. Det var cool.
  • Banketten. Jeg har indtil videre ikke modtaget dødstrusler, så noget må vi da have gjort rigtigt, også selvom jeg synes at jeg har læst meget af det, f.eks. hvad man kunne gøre anderledes. Det glæder mig at der er folk, som brænder for banketten og som vil en god Fastaval-banket. En meget stor tak til dem, som hjælp Susanne og mig med den! Fuck, hvor er I seje og hvor knoklede I igennem!

Ja, alt har stort set været som det skulle være. Vejret har ikke været så forfærdeligt som vi frygtede, jeg fik også lige besøgt familien og besøgt venner i Århus. Jeg sidder med en fornyet lyst til at deltage i Fastaval og til at få skrevet (b)ordrollespilsscenarier. Derfor vil jeg nu annoncere at jeg vil skrive western-scenariet med kvinder (tidligere omtalt her på denne blog!) til Vking-Con 29 med arbejdstitlen “Dengang i Orangeville”. Det bliver lakrids 😉