[19. dec] Showspil

[Thais sidder klokken 22:07. En enkelt tanke kører inden i hovedet på ham. “Hvad skal jeg skrive om?” Tankerne kommer og går uden at noget reelt, interessant eller vigtig melder sig. Thais rejser sig og snakker med sine nye huskammerater, som han er flyttet sammen med i begyndelsen af december. Klokken bliver mange, inden Thais endelig får en ide. Han når lige at skrive den ned inden at han falder i søvn]

Anne Vinkel havde på et tidspunkt i en blogkommentar en halv rant om at hun dårligt kunne se det fede i showspil. Var det ikke bare ligegyldigt ævl, som forhindrede historien i at komme nogle vegne eller kom i vejen for noget interessant karakterspil? Jeg kan ikke huske det 100%, ,men det var noget i den retning. Mit modsvar var at jeg afgjort kunne se ideen i showspil, hvis det bliver gjort ordenligt (jeg brugte Kristian Back Petersens triologi London Crawling som eksempel og den kommer jeg også til at snakke mere om her).

Når jeg skriver om showspil mener jeg rollespil, som er fokuseret på en enkelt spiller, som gør (oftest i fiktionen) eller siger noget med intentionen om at det er sejt.  “Stunt” mekanikken i Exalted opfordrer til showspil, idet at man får flere terninger hvis man beskriver en handling på en sej måde. Jeg synes at godt showspil er superfedt! Jeg er virkelig vild med det når det fungerer, for så kan det om noget være lårklaskende sjovt og det kan være så episk at man få gåsehud, men Anne har fat i noget. Jeg tænker at de fleste om noget kan nikke genkendende til man sidder og smågaber, imens at man venter på at vedkommende ved siden af en bliver færdig med beskrivelsen af…et eller andet, som man har glemt hvad var. Det er dårligt showspil. Det tager for lang tid, det er onani og det er lort.

Et eksempel

Jeg sidder på Ruscon og kører Sparta (som er awesome!). Vi har haft anden kamp, hvor at guderne er blevet enige om at støtte atreiderne. Herakliderne får altså grumme smæk og deres fine belejringstårn går op i røg og damp. Alle spillerne er gået amok, råbt og skreget udfordringer og fornærmelse efter hinanden imens at kampen rasede og står nu og hjuler. Jeg klipper derefter til heraklidernes lejr, hvor at lederne mødes. Derefter går Kresphontes’ spiller amok, smadrer teltet og skælder alle andre hæder og ære fra. Så kørte konflikten for fulde drøn. Det at spilleren gjorde var at bruge showspil som katalysator, som gjorde at vi lige pludselig fik sat fart på konflikten i heraklidernes lejr, der havde ligget og ulmet.
Man skal ikke være blind for at showspil i meget høj grad handler om at søge og modtage opmærksomhed. Showspil gør i sig selv ikke andet end at henlede opmærksomheden på en enkelt spiller og derfor forpligter det. Det skal gøres kort og man er som spiller nødt til at være opmærksom på sine medspillere og give dem plads også.

 

Jeg har en enorm kærlighed overfor showspil, for jeg elsker store armbevægelser (på det rigtige tidspunkt). Derfor elsker jeg også (du har efterhånden en del fanboys (m/k) i Odense Kristian :-)) London Crawling triologien, for hele setup’et med superhelte i en mørk udgave af London opfordrer til så meget til showspil (mener jeg). Det mener jeg idet at det lægger til superhelte (med deres ikoniske kostumer og seje evner). De dystre omgivelser gør i høj grad det samme og når man så kombinerer med en desperat situation bliver det ikke bedre. Samtidig har Kristian gjort noget klogt der, idet at hans scenarier er så solidt skruet sammen at det kan holde til at nogle spillere går amok i deres følelsesporno-og-superhelte-action-trip at de glemmer plottet.

 

Godt showspil er indspirerende. Godt showspil gør at spiller nr 1 giver faklen videre til spiller nr 2, der derefter gør sit for at sparke mindst lige så meget røv. Når det er kørt et par gange rundt, kan det blive voldsomt heftigt.

Godt showspil kræver timing. Hellere for kort end for langt. Vi gentager: Hellere for kort end for langt. Troels Ken Pedersens mantra gælder også her: Sig det umiddelbare, i stedet for lede efter det geniale. Showspil er farligt, for det rettet opmærksomheden hen mod en enkelt spiller, men jeg vil hævde at det kan have sin berettigelse og sin nytte, hvis det bliver brugt ordenligt.

[9. dec] Wraith: The Oblivion

Om det smukkest og dårligste spil White Wolf nogensinde har lavet.

Af alle de White Wolf spil jeg har ejet er Wraith:The Oblivion det eneste, som jeg ikke har skilt mig af med bagefter. Det er både fordi at jeg synes at selv spillets udgangspunkt er modigt, at spillet er smukt skrevet og inspirerende på rigtig mange punkter.

Hurtig referat af Wraith

Man har en spilperson, som er død for et stykke tid siden. Vedkommende har haft en grund til ikke at ville “gå videre” og derfor hænger sjælen fast som et spøgelse. Deres grunde er dybt personlige. Kærlighed. Beklagelse. Anger. Vrede. Misundelse. Hævn. Vi er med andre over i et spildesign, som jeg synes har den store fordel af at det giver nogle skarpe karakterer. Der er ikke mulighed for at spille typen henne i hjørnet, som spiller bueskytte og hvis bidrag er at siger at han sender endnu en pil afsted imod endnu en ork.

Spøgelserne har altså Passions, som er det som har gjort at de ikke er gået videre og Fetters,som er objekter/mennesker/dyr/etc der binder dem fast i den virkelige verden, som menneskerne oplever den. Passions er altså grunden til at spøgelserne ikke har villet gå videre og Fetters er de lænker som binder dem til den materielle verden. Det endelig mål for spøgelserne er at de opnår “Transcendence”, altså at de går videre til hvad der nu end er efter døden, hvilket ingen præcist ved hvad er (en elegant måde for White Wolf ikke at skulle bestemme og beskæftige sig med hvad der sker efter døden). Det gøres ved at de giver slip på deres Fetters (og siger pænt farvel til verdenen) og at de finder en løsning på deres Passions (at de får deres hævn, får forsvaret deres kære, at deres hemmeligheder forbliver glemte for evigt). Problemet ved dette er blot Skyggen, “the Shadow”.

Skyggen er den del af karakteren, som rummer vedkommendes dødsdrift og grundlæggende set er en mørke side af karakteren. Hvis din karakter har en Passion om at bevare et godt ry i den dødelige verden har vedkommendes Shadow en “Dark Passion” om at ødelægge vedkommendes ry (baseret på selvhad).  Der er altså “jeg’et” og der er alle de sider af ens “jeg” som man helst vil glemme, som opnår en selvstændig bevidsthed når karakteren dør og kan tale med og i ekstreme tilfælle overtage karakteren. Derefter er ideen så at en af de andre spillere spiller karakterens Shadow (imens at man selv spiller Shadow for en anden karakter). Målets for Skyggen er at tage kontrollen fra karakteren på permanent basis, så vedkommendes mørke, undertrykte side tager over og ens normal jeg blot bliver en indre stemme. “Transcendence” involver desuden at man tager karakterens normale side, vedkommendes Skygge og gør dem til en.

Man er altså som gruppe nødt til at balancere både spillet mellem karakteren og karakterens Skygge (typisk ganget med 4 eller 5), de forskellige karakterer som prøver på at føre deres passioner ud i livet og et politisk system med tre forskellige grupperinger. Mildest talt ikke nemt og jeg tror på ingen måde på at det kan lade sig gøre.

Et vigtigt element i spillet er “Oblivion”, som er altings endeligt, inklusiv spøgelserne. “Oblivion” er en kraft, som konstant virker til at slukke for alt liv i verden, få alle sjæle endeligt destrueret og derefter slukke for livet og lyset i universet for evigt. Det er en naturlig del af verden, men i spøgelsernes tilfælde (dvs “The Shadowlands) er det gået helt amok og udgør dermed konstant en fare for spørgelserne. En interessant tilføjelse der blev lavet senere hen var bogen “The Risen“, som slet og ret giver spøgelserne mulighed for at overtage kontrollen med deres lig og vende tilbage til den fysiske verden (Jeg antager at alle som læser dette har læst eller set The Crow. Ellers kan jeg varmt anbefale den).
Johannes nævnte i mit indlæg om Mummy at der i alle White Wolfs spil har været en kombination af noget menneskeligt og noget ikke-menneskeligt, som har været i konflikt (hvor at Mummy skiller sig ud idet at der ikke er nogen konflikt og at den overnaturlige side er god). I Wraith synes jeg at det er voldsomt sejt at den ikke-menneskelige del er en del af en selv. Vil du se det værste monster i verden i øjnene? Så behøver du kun et spejl….

Der er voldsomt meget mere i Wraith: The Oblivions setting og deri, som jeg ikke vil gå ind i, for det er virkelig en stor verden. At skulle beskrive de svarer for mig næsten til at beskrive Forgotten Realms i D&D. Det er så stort. Hvor begynder man? Jeg vil springe let hen over det og blot konstatere at ideen om spøgelsernes økonomi er voldsomt sejt. Spøgelserne handler naturligvis i sjæle, som de smelter om og bruger til redskaber, penge og våben. Man er altså død og har ens værste og mest afskyelige sider som en stemme inde i hovedet. Man ankommer derefter til et samfund, som er baseret på en så brutal og dehumaniserende form for slaveri at folk som Pol Pot eller Josef Mengele ville nikke anerkendende.

Wraith: The Oblivion fortjener derudover en særlig ros, som meget få rollespil kan bryste sig af. Det er det eneste White Wolf-spil, som aldrig faldt i den fælde at det fejlede ift dets oprindelige grundsætning. Vampire har gjort det tonsvis af gange med bøger der kun rummede våben og powerz, det dybt racistiske syn på Rroma’er, etc. Wraith tog deres koncept og dets syn på døden alvorligt og gik linjen ud, hele fucking vejen. “Ville Holocaust-ofre ikke være de oplagte spøgelser? Burde de ikke om nogen have passioner som gjorde at deres sjæl ikke blot gik videre?
Jo, det er da rigtigt. Så må vi lave en bog om Holocaust“. Det gjorde White Wolf så og det fortjener de respekt for. Jeg synes personligt at “Carnel Houses of Europe: The Shoah”. gik linjen ud og beskrev Holocaust med den respekt, omsorg og sorgmodighed som emnet fortjener. Det er om noget imponerende at skrive en bog om Holocaust, hvor at man har taget historiske personer og introduceret dem til ens fiktion (bl.a er Mordechai Anielewecz med) på en respektfuld måde, hvor at det ikke bare er plat.

Wraith er altså om noget smukt, mørk og dystert, for selv i spøgelsernes samfund lever tanken om at man kan komme videre og at der altid er håb. Det er også totalt og aldeles uspilleligt, men jeg synes at det fortjener point for at være det rollespil som har behandlet døden på den mest interessante og respektfulde måde.

London Crawling II: Anmeldelse

..eller forskellige pointer om rollespil afledt af London Crawling II

Dette indlæg er næsten spoiler- og “war stories”-frit. Jeg var på Vintersol i sidste weekend, hvor at jeg spillede London Crawling II, hvilket jeg glædede mig meget til. Jeg har været efter Kristian for at han skulle beholde min spilperson (the Highgate Lurker, som er en flamboyant, engelsk, adelige superhelt), hvilket han da heldigvis også gjorde. Jeg fik en fantastisk oplevelse, som havde en god del af skylden for at jeg var glad for at have draget fra Manchester til Odense den weekend.

Jeg synes at oplevelsen med London Crawling II var specielt interessant, fordi at den fik mig til at indse/huske nogle ting om rollespil:

  • Det er altid sjovt en gang imellem at få muligheden for at optræde på slap line og det giver Highgate Lurker om noget mulighed for. Jeg tror at mange kender til glæden ved at lave showspil og jeg elsker det af hele mit hjerte (se på mig, se på mig!).
  • Intet er bedre end når vi vil det samme og er klar over det. Det virkede på mig som om at alle spillerne (og vores fremragende spilleder, Tore) ville det samme: nemlig at fortælle en god historie om superhelte i 1980’ernes Storbritannien. Desuden var der den vigtige del af det, at vi allesammen forstod det. Alle var med på sæbeopera-elementerne, som da jeg introducerede noget romance i spillet (“Du kan kalde mig hvad som helst så længe du ikke gør som hendes Majestæt og kalder mig for lille Billy”)
  • Verdens på papiret mest usandsynlige romance (imellem Green Sleeves og Highgate Lurker) var spændende af flere grunde. Dels var den hysterisk morsom og underholdende at spille ud, fordi de to lagde ud med at være på meget dårlig fod med hinanden (man laver en vittighed om at hænge walisiske og irske oprørere og straks bliver hun mopset…), men at de efterhånden fik mere og mere respekt for hinanden.

    Derudover var den et fantastisk eksempel på hvordan at flere spillere, der arbejder sammen vha deres karakterer kan fortælle en fantastisk historie. Jeg ved ikke hvor meget af det som var bevidst gjort, men resultatet var fantastisk i praksis. Vores leder var blandt andet fantastisk til at sætte den dynamiske duo sammen på opgaver, Hawkwind pustede til ilden ved at flirte med Greensleeves og Blue Shield kom brasende på præcis det forkerte tidspunkt, da Highgate Lurker havde smidt masken foran Greensleeves).

    Vores GM (det forfærdelige menneske!) hjalp også ved at få mig til at rulle Diplomacy så han ikke satte hænderne de forkerte steder imens vi hoppede/svingede os rundt). Aldrig har et 2-tal på en D20 set mere nedslående ud…

Det opstod egentlig tilfældigvis da jeg siger til min GM at jeg har besluttet mig for at tilføje en romance, hvor at Highgate Lurker var brændt varm på hende, hvilket han havde det svært ved da hun var tidligere Labour-superhelt og nordirer (dvs at han grundlæggende set ikke stolede på hende). Det interessant ved romancen var at det var en tilfældig ide for at skaffe min karakter flere problemer, men at Green Sleeves’ spiller bare kører videre efter hvad der stod i hendes karakter om Highgate Lurker: “The Highgate Lurker er tydeligvis fundet på loftet på et eller andet gods. Han er gammeldags og støvet, på en måde så det næsten er sødt.”. Altså tager hun naturligvis og kører videre på mit spil derfra.
Jeg tog grundlæggende set og ændrede noget for at få muligheden for få mere spil. Det virkede fordi at London Crawling II har en dejlig solid struktur. Jeg kan virkelig godt lide at spille et jernbane-scenarie en gang imellem og jeg kan virkelig godt lide det når det virkelig er solidt skruet sammen. Efter at Kristian har været så flink og rart at lægge scenariet op kan jeg konstatere at der er flere elementer, som vi ikke nåede (der opstod også en vis træthed undervejs, desværre), men det gjorde intet. Det er fedt at scenariet er så solidt at det sagtens kan holde til det.

Summa summrarum: London Crawling II er helvedes solid omgang old-school underholdning og jeg glæder mig allerede til London Crawling III.

Anmeldelse af ROLLE|SPIL nr 4

Jeg har lidt blandede følelse om ROLLE|SPIL 4, men det korte af det lange er at jeg ikke er helt lige så begejstret for nr 4, som jeg var for nummer 3. Det er der flere grunde til, men det skal lige understreges at jeg stadigvæk er glad for bladet.

For det første…artiklen om 10 historier fra Rollespildanmark. Tag da lige og smid en oversigt over hvem der har skrevet og hvad de har skrevet om med. Det ville da være relevant (og god reklame, for det er en fed samling mennesker og nogle spændende emner). Min tanke er mest at så kan folk se med det samme om der nogen, som de kender eller om der bliver skrevet noget om deres forening.

For det andet er der rigtig mange anmeldelser med i dette blad…men jeg synes ikke at så mange af dem har noget med rollespil at gøre. Jo, der er tale om fantasy-, vampyr-, og gyserromaner, men i sidste ende går jeg bare lidt død i det (med undtagelse af interviewet med Alex Uth, som var fedt). Det samme gælder artiklen om koreanere, der spiller StarCraft for at tjene til det daglige brød. Det er sgu ikke fordi at det hele skal være fint og højpandet og alt muligt, men…jeg er sgu egentlig lidt ligeglad, når det kommer til den slags. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at man gerne vil have et bredt udbud af artikler, men jeg var egentlig ret ligeglad med artiklen. Her er min personlige regel om koreanere: De er sgu kun forsidestof hvis de opfinder noget sindssygt, skyder hinanden eller hvis de har noget med rollespil at gøre. Det synes jeg ikke at StarCraft er med mindre der kommer et Brood War-scenarie (hvor jeg vil spille marinesoldaten, som siger “Give me something to shoot” og er den første, som dør fordi min karakter ikke har noget navn).

Jeg er godt klar over at det ikke er alt som er relevant for mig i et blad som rollespil,  der bliver sendt ud til så mange som ROLLE|SPIL gør. Det er også fair nok, men jeg synes bare godt at der kunne være en klarere udvælgelse, for der er efter min mening for meget, som ikke har med rollespil at gøre.

Vi går hurtigt igennem artiklerne, da jeg jo anmelder noget gratis her (lissom!). Lars Andersen har skrevet en artikel, hvor jeg godt kan følge ham, men hvor jeg også er uenig (links til min første og anden rant om regler i live). Efter min mening har han til dels ret i det at han skriver at det bedste (live)rollespil opstår når regler går i baggrunden. Jeg ville være enig så langt at man også kan sige at reglerne understøtter rollespillet, så kan det blive lige så fantastisk. Jeg savner at Lars forholder sig til spørgsmålet om abstraktionen og at du jo altid spiller med regler (lad være med at slå folk i hovedet eller skridtet, etc). Lars skriver bl.a. “Vi kan ikke styre spillet med regler, for ingen regler
kan dække en brøkdel af alle de muligheder der er.” Det er jeg så til gengæld fuldstændig enig i (grundlæggende set tror jeg at Lars og jeg har forskellige indgangsvinkler til det her), men jeg er generelt glad for hans artikler.

Derudover er der nogle fine artikler om rollespilsteori (dejlig ligetil og samtidig interessant læsning). Cleo Hatting har jeg tidligere nævnt på denne blog og udråbt til at være et fantastisk menneske. Det er hun stadigvæk, især når hun vil have de unge til at lave noget…men hvad kommer dit næste scenarie til at handler om Cleo? Derudover glæder vi os til Knudepunkt i Danmark. Fedt med info om det. Fedt med en dejlig klam artikel om sår. Endnu federe med en Troels Barkholt-plakat! Troels er en af de fedeste rollespilere, som jeg nogensinde har spillet sammen med.

Derudover nogle tanker om at ROLLE|SPIL fra næste år kommer til at koste penge. Det synes jeg er fint og jeg har tegnet et abonnement. Min forhåbning er at der kommer til at være en anderledes artikel-reklame ratio, men nu får vi se. Jeg synes i hvert fald at ROLLE|SPIL fortjener at man giver det en chance (ja, jeg vil gerne skrive nogle artikler hvis du vil have det, Claus).

ROLLE|SPIL nr 4 er på gaden, find det og læs det efter min to sidste og mest alvorlige kritikpunkter! For det første er mit navn Thais Laursen Munk i nævnte rækkefølge og ikke omvendt. For det andet vil jeg fandeme have flere billeder af nissepigen, iført nazi-kostume, som ryger. Så kan vi fandeme få nogle flere klager.

De Navnløse antologien

Først et dementi: Der står på forsiden af De Navnløse remaken at det er min og Mortens ide. Det er det ikke. Det er Johannes Busted Larsens ide, som Morten så har været tovholdet på (og hvor at jeg bare bliver nævnt og mere berømt uden at lave noget udover at bedømme scenarierne).

Derudover var det noget nær den mest interessante læseoplevelse med rollespil jeg nogensinde har haft. Der var virkelig dømt total nostalagi, for jeg sad virkelig og kunne huske tilbage da jeg sad og skrev scenariet i 2006. Der er fandeme sket meget siden da. Samtidig med det er der tale om meget forskellige virkemidler og fortolkninger af mit scenarie. Jeg synes virkelig at alle scenarierne er af høj kvalitet og jeg kan også godt lide dem hver især. Jeg ved ikke om det er fordi at de er baseret på mit oplæg, men jeg synes at de hver især appellerer til forskellige dele af min smag.  Jeg ville ønske at jeg selv havde taget med til Viking-Con, for jeg har virkelig lyst til at køre scenariet. At man har kunnet tage noget så simpelt og alligevel få så mange forskellige ting ud af det er jeg godt nok imponeret over. Jeg glæder mig meget til at høre hvordan at det kommer til at løbe af stablen i praksis.

God fornøjelse folkens. Imens I hygger jer på Viking Con sidder jeg og er småsyg efter en tur til Cardiff uden så helvedes meget søvn og en tur rundt i Manchesters natteliv igår, hvor jeg først sov klokken halv 5 om morgenen. Det var til gengæld også helvedes sjovt. Plus at jeg skal have fundet ud af om jeg skal blive i England til sommeren 2011. Hvis jeg gør det skal jeg nemlig allerede nu til at bestille billetter til Con Gulerod II og Fastaval. På den ene side hygger vi os voldsomt i mit hus (jeg bor sammen med 10 andre udvekslingsstuderende), jeg er glad for studiet og på den anden side savner jeg mine venner i Odense, Odense som sådan og Danmark i det hele taget. Derudover er jeg allerede nu træt af fester, hvor halvdelen kun kan tale gebrokken engelsk. Som det kan høres har jeg det meget blandet med at bo i England, men samtidig er det et eller andet sted for tidligt at tage hjem allerede i januar (plus at jeg synes at Statskundskabs fagudvalg på kandidaten ikke er noget at råbe hurra for). Derudover ville jeg gerne nå at opdage noget af britisk liverollespil inden jeg tager tilbage. Så mange beslutninger, så lidt tid og man ender altid med at drikke sig fuld hele tiden. Jeg får smidt nogle billeder op fra min tur til Cardiff ved lejlighed.

Fastaval 2010

Jeg lyver ikke når jeg siger at Fastaval 2010 var min bedste Fastaval nogensinde i de ialt 8 gange jeg er kommet der (2003-2008). Af den simple grund at jeg havde en rigtig god Fastaval OG at jeg samtidig ikke har for store forventninger til Fastaval 2011, hvilket ellers har været mit største problem med vallen siden 2006 (cirka).

Grundene til dette:

  • Der er med garanti nogle ting, der kunne være gået bedre, men jeg nødt at være en del af Fastavals arrangørgruppe i år. Selv når Jannick Raunow (tydeligvis dette års superskurk) hev fat i mig torsdag aften i baren, hvor jeg var ganske fuld, for at fortælle mig dårlige nyheder skete det med smil på læben. Jeg har aldrig nogensinde set så sejt et hold DirtBusters. Respekt!
  • Behageligt selskab med interessante ting på hjerte aka “Tak fordi DU dukkede op” til (i tilfældig rækkefølge) Kristoffer Rudkjær, Jannick Raunow,  Troels Bording, Morten Hougaard, Rikkelara Nielsen, Anne Vinkel, Peter Fallesen (især der hvor jeg bad dig om at tømme spanden sjatter efter banketten), Milton Felice Brambati Lund, Oliver Nøglebæk , Susanne Meldgaard (jeg havde aldrig regnet med at det ville gå så godt!), Mads Hauptmann (tak for snapsen og behageligt samarbejde), Danni Rune (tak for at gribe mikofonen), Morten Greis, Daniel Larsen, Kristoffer Apollo, Jesper Wøldiche, Anders Sinding, Karoline Cleo Lærke Hatting,  Jonas Ellemand, Jesper Lindhard, Uffe Thorsen, Søren Parbæk, Tim S. Nielsen, Johanne Wenstrup, Louise Frellsen (tillykke!), Johannes Busted Larsen (også tillykke!), Sigrid Piil Svane og Kristoffer Nyrup.  En lang liste, ja, men samtidig er jeg bare så glad for at I tog jer tid til at komme mig ved og hjælpe mig. Det betyder mere end I aner.
  • En speciel tak skal lyde til Michael “Migal” Gärtner Nielsen for at reagere på “Ting Livere ikke fatter”-serien. Jeg er så glad for at nogen gider læse mine ting og reagere på dem 🙂
  • Baren. Drenge, I bliver bare sejere og sejere.
  • Nogle rigtig lækre spiloplevelser i form af Imperiet 40K, The Fisherman’s Wife og Hjertebrand. Vi fik henholdvis en kl. 9 blok til at køre, fik fortalt fede japanske eventyr og jeg fik ægte hjertebanken, imens andre fik incestuøs kærlighed til at virke smuk, uskyldig og ægte. Det var cool.
  • Banketten. Jeg har indtil videre ikke modtaget dødstrusler, så noget må vi da have gjort rigtigt, også selvom jeg synes at jeg har læst meget af det, f.eks. hvad man kunne gøre anderledes. Det glæder mig at der er folk, som brænder for banketten og som vil en god Fastaval-banket. En meget stor tak til dem, som hjælp Susanne og mig med den! Fuck, hvor er I seje og hvor knoklede I igennem!

Ja, alt har stort set været som det skulle være. Vejret har ikke været så forfærdeligt som vi frygtede, jeg fik også lige besøgt familien og besøgt venner i Århus. Jeg sidder med en fornyet lyst til at deltage i Fastaval og til at få skrevet (b)ordrollespilsscenarier. Derfor vil jeg nu annoncere at jeg vil skrive western-scenariet med kvinder (tidligere omtalt her på denne blog!) til Vking-Con 29 med arbejdstitlen “Dengang i Orangeville”. Det bliver lakrids 😉

Fra scenarie til ide-noget med western og kvinder

Egentlig føler jeg ikke så meget for at skrive et scenarie til generelt, men lige for tiden gør jeg. Måske har det noget at gøre med at min bærbare er til reparation, hvilket gør at jeg faktisk ikke kan skrive scenarie lige pt. Men nu tænker jeg på at smide en ide jeg har fået ud på nettet til debat.

Jeg fik tilfældigvis denne her ide, mens jeg var til Vintersol, faktisk mens jeg spillede rollespil, hvor at jeg kom til at tænke over kvindelige rollespillere og kvindelige spillere. Samtidig kom jeg til at tænkte på tegneserien “Trio Grande – den lyse, den mørke og den bjergsomme” (som ved nærmere eftertanke egentlig ikke er specielt god, et typisk eksempel på at en god tegner ikke er lig med en god tegneserie). Jeg har dog ikke fundet på en titel til scenariet endnu, så derfor bliver pitchen til scenariet X: “X handler en gruppe kvinder i det vilde West på kant med loven”. I tegneserien er der nemlig en scene, hvor at den en af to kvindelige hovedpersoner venter på den mandlige hovedpersoner udenfor et kvindefængsel anno 1868 eller noget lignende. Og det var en ret sej scene, hvor hun står i kjole, korset, skørt, paraply, hat og med en seksløber. Til gengæld var der så også nærmest den eneste gode scene i den tegneserie.

Men som sagt vil jeg et eller andet sted gerne skrive et western-scenarie med en gruppe spilpersoner, alle kvinder, på kant med loven. Og til det kunne jeg egentlig godt bruge en medforfatter. Jeg har her for nylig genlæst flere af mine scenarier og selvom der er flere ting, som jeg krummer tæer om, så er de kvindelige karakterer godt nok det, som jeg mest krummer tæer over. Så hvis du synes ideen lyder interessant og har erfaring/ideer til at skrive kvindelige spilpersoner på den rigtige måde(dvs at de er karaktere først og kvinder bagefter og roller med det fokus at de er kvindelige), vil jeg meget gerne høre fra dig 🙂 Intet af det her er fastlagt som sådan og jeg vil gerne prøve at skrive sammen med nogen 🙂

Løse ideer/spørgsmål
-Når alle spilpersonerne er kvindelige, hvad så med kun at have mandlige bipersoner?
-System?
-Hvorhenne skal det foregå? Jeg forestillede mig det sydvestlige USA?
-Hvad har de hver især gjort?
-Har de siddet inde hver især?
-Hvordan var kvindefængsler dengang?
-Er nogen af dem lesbiske?
-Hvordan er de blevet til en bande?