Lovecraft i rollespil og Chaosiums take på Mythos

I dag skal det handle om Lovecraft og om de løse overvejelser jeg havde da jeg anmeldte Dreamlands for lidt tid siden. Jeg skal lige skynde mig at sige at jeg ikke går ind for en 1:1 til “oversættelse” af Lovecraft (da jeg er sådan jævnt til moderat hen uenig med hans menneskesyn). Min tanke er primært at overveje hvordan man oversætter Lovecrafts ideer/univers til rollespil og at være bevidst om det, så man ikke kommer til ukritisk at tage alle Lovecrafts ideer med. Især ift hvordan man navngiver en kat. Jeg skal her skynde mig at sige at jeg her kigger tilbage på et spil som første gang udkom i 1982. Så det er ikke nogen kritik af det første spil som sådan der, men til gengæld en kritik af at det spil ikke rigtig virker til at have rykket sig så meget igen siden da. Plus det giver mig en undskyld for at nørde max Lovecraft!

Overvejelser om Lovecraft til rollespil

Inspireret af at jeg anmeldte Dreamlands her for leden vil jeg sætte ord på nogle løse overvejelser som jeg har haft om Call of Cthulhu, hvor I er meget velkomne til at fortælle mig at jeg tager vildt meget fejl. 😀
Jeg har valgt at forsimple min analyse af Lovecrafts forfatter, da jeg ikke har læst hverken engelsk eller litteraturvidenskab. Jeg er interesseret i konkret rollespil baseret på Lovecraft & Co/Mythos og hvilke resultater den “oversættelse” har givet.

 

Grunden til dette indlæg er at jeg var noget irriteret over at Dreamlands bogen, især i dens scenarier ikke formåede at få Dreamlands til at fremstå som en samlet del af Mythos, men snarere en slags statisk fantasyverden (hvor især det statisk er lidt iffy ift at det skal forestille at være en drømmeverden).

Et af de andre problemer ved Call (som flere har konstateret, seneste Morten i hans anmeldelse her) at der sjældent er en oplagt grund til at gruppen er samlet, hvorfor den undersøger de her sager og især hvorfor man har lyst til at gøre det mere end en gang. Der burde man have forholdt sig til hvordan Lovecraft har tacklet det i de historier han har skrevet med mere end en person (samlingen af professorer i “The Dunwich Horror”, samlingen af folkene til oplæsning af testamentet i   “Beyond the Gates of the Silver Key” og udforskerne i “At the Mountains of Madnes”) og prøvet på at finde en løsning der. Det handler selvfølgelig også om at Call var et meget tidligt rollespil og at man derfor skulle udvikle det undervejs. Det er så bare lidt “meh” at Chaosium aldrig rigtig har forholdt sig til det eller Lovecrafts racisme og måde at fortælle historier på. Det har jo så tydeligvis heller ikke været nødvendigt for Chaosium, for deres salgtal har godt nok været pæne i tidens løb.

Chaosiums take på Mythos

Noget af det det hvor jeg oplever at jeg har det sværest ved Chaosium, er så deres systematisering af Lovecraft, som jeg oplever som en misforståelse af Lovecraft & Co samtidig med at den er noget rodet.

Min oplevelse af at læse Dreamlands bog var som nævnt meget at der var sket en “systematisering” af Lovecraft og andre forfattere indenfor Mythos/gyser/weird fiction, hvilket jeg personligt mener er i modsætning til hvad mange af de forfattere skrev, især H.P. Lovecraft selv. Lovecraft bliver ofte opdelt i hans “gyser” historier (Call of Cthulhu, The Dunwich Horror, Shadows over Innsmuth), hans “fantasy”/Dreamlands historier og hans “sci-fi” historier (Whisperer in Darkness, At the Mountains of Madness), hvad jeg (som totalt amatør ud i litteraturhistorie) ikke helt køber. Det er Lovecraft som “spiller på forskellige tangenter”, men det er stadigvæk samme “komponist” så at sige. I Whisperer in Darkness skriver han om flere forskellige entiteter/guder, som bliver remset op, men der er ikke nogen større uddybning. Der er bare nogen som nævner Hastur sammen med King in Yellow og nogen som nævner “Shub-Niggurath, the Black Goat of the Wood with a Thousand Young”, men ingen af dem bliver uddybet mere i Lovecrafts forfatterskab. Han nævner dem bare i den historie og både Kongen i Gult og Shub-Niggurath er ellers store ting indenfor Call som rollespil og senere lovecraftiansk fiktion.
Især fordi han i høj grad skrev sammen med andre og det hele bare var en åben fest for voldsomt sære nørder, hvor bl.a. E. Price skrev fanfiction, som Lovecraft redigerede/omskrev til “Beyond the Gates of the Silver Key”.

 

Det irriterer mig sgu lidt, for en del af pointen i Lovecraft er nemlig at vi som regel fucking ikke kan fatte hvad der egentlig sker i Mythos og derfor går de fleste eller løber skrigende væk fra sandhedens lys ind i den sikkerhed der ligger der. Bemærk venligst at jeg skrev “de fleste” for i nogle tilfælde overlever hovedpersonerne deres oplevelse med Mythos (“Dream-Quest of Unknown Kadath”, “The Shunned House” [efter min mening en af Lovecrafts dårligste historier], “The Dunwich Horror” og “The Strange Case of Charles Dexter Ward”, som er et fucking mesterværk ).

Min pointe er bare den banale at Mythos stikker i flere retninger, hvilket var en pointe fra Lovecraft side sådan som jeg forstår hans forfatterskab. Universet er dybt ligeglad med om vi lever eller dør, som udgangspunkt kan vi ikke forstår hele verden og det bør vi oftest være glade for. Det er der interessant, for Morten kritiserede netop 7 udgave af Call for netop at vise en verden som agerer antagonistisk overfor spilpersonen og ikke bare en apatisk  verdensom i tidligere udgaver (i Lænestolsrollespils afsnit om Call her).

For at vende tilbage til min tanker/løse kritik af Chaosium, så virker det som nævnt om at Call gerne vil påstå at der er en form for “Mythos cannon”, som er systematiseret. Jeg kan bl.a. huske en kampagne, hvor der var en forklaring på hvad der sker hvis man ikke får forhindret hidkaldelsen af Ithaqua og hvordan det vil påvirke de andre kult og deres guder.
Mit andet problem med den Mythos canon er, at Chaosium ikke forklarer hvordan de er nået derhen til. Jeg kan ikke se i Dreamlands bogen hvilke historier de forskellige dele af settingen er baseret på, hvilket gør det det sværere at finde ud af nuancerne i de forskellige historier og gøre noget mere interessant ud af de forskellige halvkedelige settingsbeskrivelser i Dreamlands. Det er især noget kritisk der i min optik, for det gør netop Dreamlands det mindre drømmeagtigt og mere statisk.

Det var mine tanker. Er det bare mig som tager fundementalt fejl der eller er der andre som har været inde på lignende ting? Jeg synes jeg kan se nogle af de tanker i bl.a. Trails of Cthulhu og deres take på guderne.

Til slut vil jeg også gerne dele denne her tråd som jeg engang faldt over på Twitter. jeg ved ikke hvem forfatteren er, men jeg synes det var enormt interessant læsning.

4 meninger om “Lovecraft i rollespil og Chaosiums take på Mythos

  1. troelsken

    Amen og hallefuckinglujah mht. oversystematiseringen af Lovecrafts horror! Han antyder nogle sammenhænge en del gange, formentlig for at give et indtryk af noget bagvedliggende, som er ufatteligt men på sin egen grufulde måde virkeligt, måske endda mere virkeligt end de “sandheder”, vi går og tror på. Og det er jo uhyggeligt nok.

    Derfra er det så blevet systematiseret og harmoniseret til et punkt hvor det hele, i alt fald i rollespils- og litteratur-sammenhæng, er MEGET LIDT mystisk for enhver nørd, der kan finde ud af at læse. På den ene side er Lovecraft enormt skole-dannende. På den anden side er hans værk stort set også blevet forgiftet af systematiserende nørder i en grad så det er svært at læse as intended.

    Hvis man skulle lave reelt rædselsvækkende horror i HPL-stil nu, skulle man holde sig langt, LANGT fra enhver antydning af forbindelse til mythos, for mythos leder til Cthulhu, og Cthulhu leder til plysdyr og et utal af utrolig ikke-uhyggelige jokes…

    1. Thais Munk

      “Ph’nglui mglw’nafh plysdyr Fantask, wgah’nagl fhtagn!”

      Og jeg er helt enig. Der er noget sært ved nørders ønske om at ville systematisere alting. Der er gået op for mig de senere år, hvor stort issue det er for mig, for det dræber alt som er fantastisk ved en given setting. Der er flere andre eksempler, f.eks. Vampire, Forgotten Realms, lidt Warhammer og givetvis mange andre settings. Jeg får til tider lidt den samme vibe af meget “Young adult” literatur med overnaturlige elementer, men jeg har ikke læst så meget af det. Så kan være det bare er mig.

      Rent personligt nyder jeg at forsøge på at læse Lovecraft “as intended”, især fordi jeg kan genkende mig selv i hans kreative problemer, hvor kritisk han er over for sine egne ting og at han alligevel ikke kunnet lade ting værre (og ja, Thais snakker om Dream-Quest igen-igen her :D). Men især det der med at ham og Tolkien gerne ville have andres input og hvor det for dem var en “fællesleg”.

      Og ift at lave rædselsvækkende lovecraftiansk horror, så er Lovecraftesque (omend jeg personligt bliver irriteret over dets tone) nok et vældig godt bud. Især fordi det klart dikterer at man IKKE må benytte sig af ting fra Lovecraft/CoC rollespillet, men finder på noget nyt undervejs.

      EDIT: Lige et PS: Jeg synes at noget af det som fungerer bedst i min optik for lovecraftiansk fiction er når folk har taget Lovecrafts grundide med at vi ikke kan forstå verden som den er i virkeligheden og det bør vi være glade for og gjort noget originalt med den. Mit yndlingseksempel der ville være filmene “The Thing” og “In the Mouth of Madnes”, begge instrueret af John Carpenter.

  2. Graham Walmsley har i sit eget system, Cthulhu Dark, forsøgt at mikse Mythos lidt op, og i sin Stealing Cthulhu går han hele vejen med at dekonstruere monstrene, så det ikke handler om hvilken tentakkel sidder hvor, men hvad for en type rædsel de udtrykker, og hvordan den kan manifestere sig.

    Imens har Chaosium afsat endnu flere sider end nogensinde til en (flot) monstermanual:
    https://www.chaosium.com/malleus-monstrorum-cthulhu-mythos-bestiary-pdf/

    1. Thais Munk

      Ah, cool. Jeg har ikke læst Cthulhu Dark, men Stealing Cthulhu er en svært fremragende bog.

      Og hah, selvfølgelig er der en stor monsterbog til Call! Og ja, den ser flot ud. Man kommer jo heller ikke uden om at der i meget af Lovecraft & Co er blevet designet nogle fucking fede monstre 😀

      Jeg købte selv en PDF af “The Grand Grimoire of Cthulhu Mythos Magic” på tilbud i forbindelse med “Sølvnøglens Døre” for at få inspiration til formularer til scenariet. Det var på en gang enormt fedt og samtidig sådan….øh, ja.
      Der var f.eks. denne detalje ved en Gate-spell. “Creation of a Gate requires the permanent expenditure of POW in a sacrifice equal to the log to base 10 of the distance the Gate connects in miles multiplied by five.”
      Der var en tabel med til at gøre det overskueligt, men det var sådan lidt…gå nu i seng Chaosium, du er fuld!

      Når det er sagt, så synes jeg faktisk at det er ret fedt ved Call at spilpersonerne ofte blive nødt til at bruge Mythos magi for at besejre kultisterne. Det er bare ikke så meget Lovecraft, for der er der op til flere af hovedpersonerne (The Dunwich Horror & The Strange Case of Charles Dexter Ward) som fint slipper væk med at bruge Mythos magi, inklusiv mod Mythos væsener.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s