Viking-Con 38

Jeg kom hjem fra Viking-Con her søndag aftes og vil da lige skrive lidt om det.

Jeg har været uheldig nogle gange på Viking-Con, altid klokken 2 om natten. For 2 år siden formåede jeg at komme til at snitte hul på min tommelfinger, der lige kom i kontakt med et barberblad klokken 2 om natten (hvor der heldigvis var en fra Viking-Cons info som også var i Beredskabsstyrelsen) og i år valgte min luftmadras at dø klokken 2 om natten. Det var først klokken 3 at jeg så fandt en kæmpestor måtte inde i den mindste sovesal med masser af plads. Jeg har sjældent set så smukt et syn.

 

For lidt søvn til trods, så havde jeg alletiders oplevelse med Viking-Con 38. Jeg fik spillet Lumina af og med Henrik Dithmer, som var en rigtig fin oplevelse. Desuden fik jeg spillet noget brætspil og hængt ud med folk. Blandt andet fik jeg nørdet historie, krigsførelse, brætspil og andre sjove ting med Henrik. Jeg havde nogle gode snakke med arrangørerne (inklusiv en hemmelig producer!) og skal måske være turneringsleder på VC næste år.

Tanken er at lave en aktivitet hvor folk kan tage spil med fra deres samling som de “ikke lige har fået spillet endnu”. Desuden fik jeg afprøvet konceptet lidt med Bo Jørgensen og Asger Harding Granerud, hvor vi spillede Karmaka. Det endte med at være en voldsomt sjov og hyggelig lørdag aften, hvor jeg også fik hængt ud med den gode Thomas Munkholt. Heksens Hule er virkelig en god og hyggelig cafe. Viking-Cons lokation er alletiders fordi den er så decentral. Dvs at jeg oftest ikke behøver at gå mere end 5 skridt, så er jeg et sted med lavt lydniveau igen. Det er skønt. Jeg har en kritik af Viking-Con. Det var til tider ikke klart at man naturligvis kan afbryde folk i informationen i deres brætspil og jeg havde en enkelt oplevelse hvor jeg var nødt til at afbryde et spil Wingspan for at få styr på noget. Maden er til gengæld virkelig god (i hvert fald den vegetarisk som er den jeg spiser).

Desuden oplever jeg det samme som på Fastaval, nemlig at der er utrolig mange børn. Viking-Con Junior virker til at være et hit med mange glade børn og forældre. Så det er jo fedt at nogen gider det. Jeg har desuden et indtryk af at Viking-Con er blevet til den mest etnisk blandede con i DK (her forstået som etnisk diverse blandt af folk som bor i Danmark). Så det synes jeg sgu også er fedt, for det er faktisk noget unikt blandt danske conner at man åbenbart kan appellerer til etnisk minoriteter indenfor Danmark.

Reklamer

Anmeldelse: “Until We Sink”

Tl;dr: Jeg knuselsker det her spil.

Jeg hørte første gang om Until We Sink på Lænestolsrollespil, hvor de har en fremragende episode om scenariet/spillet. Så jeg downloadede det, forelskede mig endnu mere i ideen og fik det printet.
D. 8/9 spillede jeg så rent faktisk “Until We Sink” sammen med 3/5 af min regulære spilgruppe. Det var for mig en virkelig fin og givende oplevelse og jeg er helt tosset med hvad Magnus Jakobsson har skrevet. Spillet fungerede vildt godt i praksis i form af at de fire sære typer (en eksil-iransk pilot, ejeren af hotellet, en newzealandsk geolog og en australsk eventyrer) sad og ventede på at øren “Purgatory” (fordi den var imellem i “Livets ø” og “Dødens ø”, som en af spillerne improviserede frem med spanske navne) sank i havet. Det var fantastisk dejlig creepy på en underspillet måde undervejs, fordi det bare blev mere og mere weird, men stadigvæk var troværdigt som noget der kunne være sket i virkeligheden. Settingen er intet mindre end fantastisk. Hele den der vemodige stemning af en ø, som synker i havet var vildt smuk. Vi fik fortalt en rigtig fin historie, hvor sportsfiskeren var blevet myrdet, fordi han lignede sin far. Hans far havde skrevet en konspirationsbog om jordens undergang, hvor forskellige kendte steder ville synke i havet, inklusiv øen vi var på. Der var så kultmedlemmer, som havde myrdet sportsfiskeren, havde besøgt hotellet, ofret en måge, forgivet noget af maden og var taget afsted igen.

 

Vi snakkede bagefter om at det havde været ret fantastisk undervejs at sidde der og halvvejs overveje om nogle af de andre rundt om bordet havde slået sportsfiskeren ihjel. Det var enormt fint.
Det gav mig lidt associationer til fornemmelsen når man er ude at rejse/bor i udlandet og hænger ud med folk, primært fordi de er der og man har lyst til at hænge ud med nogen. Ikke at de nødvendigvis er dårlige mennesker eller man ikke kan lide dem, man er bare bevidst om at man hænger ud med dem for at være social med nogen og at man nødvendigvis ikke er sikre på at man vil se dem igen. Jeg knuselsker det her scenarie og vil klart sætte det op igen ved lejlighed. Jeg vil vildt gerne spille lignende ting, så jeg skal lige have kigget mere på Nørwegian Style. Hele semi-live tingen fungerede også enormt godt, fordi folk så kunne hente kaffe eller lignende eller bare pege på hinanden.

 

Hvad jeg især elsker ved det er at det har en form og reelt indhold. Jeg synes godt om virkemidlerne i meget “freeform” rollespil, men jeg savner oftest mere håndgribeligt indhold. Derfor var “Until We Sink” virkelig lige noget for mig. Jeg fik nærmest lyst til at bruge det som starten på en kampagne eller som et indslag, hvor spillerne efterforsker mordet, hvor selv rollespillet er hvad de hører fra folkene som var på øen, inden den sank.

 

Så kære Magnus, hvis du læser dette vil jeg bare sige tusind tak fra mig og mine venner! Jeg havde allerede lidt høje forventninger til dit scenarie i forvejen, men “Until we sink” var endnu bedre end det!

Con2 2020 søger scenarier og aktiviteter!

Kære alle!

 

Con2 vender naturligvis også tilbage i 2020! Datoer, krav, etc kan ses i denne fine samtale mellem den nye 1. rollespilsansvarlig Kathrine Hedegaard og jeg (nu 2. rollespilsansvarlig).

Hvis man har spørgsmål er jeg klar på at besvare dem her eller sammen med Kathrine på rollespil@con2.dk. 😀

 

 

Til minde om Torben Ussing (1949-2019)

Jeg læste i går at Torben Ussing desværre er død her for fire dage siden. Øv.
Det har tidligere været nemmere for mig at skrive nekrologer fordi det har været folk som har betyder noget for mig, men hvor jeg ikke kendte dem så meget igen personligt. I Torben Ussings tilfælde betød han imidlertid noget mere for mig og jeg kendte ham ganske godt. I er meget velkommen til at dele hvad jeg har skrevet her med hans efterladte.

 

Jeg mødte Torben Ussing første gang i 2003 på Viking-Con og igen mange gange efter på Viking-Con, Con2 og Vintersol, hvor jeg som scenarieansvarlig havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i 2012 og 2013. Det var virkelig en fryd, for Torben havde styr på sine ting og var generelt et virkeligt behageligt menneske at arbejde sammen med der. Jeg lærte ham især at kende efter jeg spillede med ham som spilleder på hans scenarie Retro fra 2004, hvor han brugte terninger der var ældre end mig. I det hele taget betød det meget for mig at møde ham der, for jeg oplevede ham som en hyggelig morfar type (jeg var 18 på det tidspunkt), som mødte mig hvor jeg var. Det betød meget for mig der, for det oplevede jeg ikke altid at man var gode til dengang. Det oplever jeg (jeg kan tage fejl) at det er noget vi er blevet bedre til som miljø. Jeg synes i hvert fald at Torben Ussing gjorde et godt eksempel der. Jeg havde desuden fornøjelsen af at se en anden side af ham på Vintersol i 2008, hvor jeg sad med ham og Uffe Thorsen og nød et par stille øl (uden at nogen af os var reelt berusede) imens Torben underholdte os med hvor forfærdelig en politiker Erhard Jacobsen havde været.

Torben var en af de tidligste forfattere i dansk rollespil og skrev scenarier fra Viking Con begyndte i 1982 (som den første con i Danmark) og til og med sidste års Viking-Con. Dvs små 36 år som scenarieforfatter med et konstant output med et begejstret publikum. Det er jo vildt sejt. Han bevægede sig også rundt i genrerne. Jeg spillede Gethsemane i 2009 som Joshua/Jesus af Nazaret, som var en virkelig vild og følelsesmæssig stærk oplevelse. Ligeledes havde jeg stor fornøjelse af at spille Turn on, tune in, drop dead, som foregik i Canada i slut 60’er/start 70’erne til tonerne af Joan Baez og Torben Ussing i hans gamle tøj fra perioden 😀

Jeg oplevede Torben Ussing som et underspillet og afdæmpet menneske, men også med en sans for humor, enormt meget menneskelig varme og glæde. Torben Ussing gjorde en pokkers til forskel for dansk rollespil. Jeg syntes virkelig godt om ham  og kommer til at savne ham gevaldigt.

Wacky magi i Sværd og Trolddom

Den gode Morten Greis opfordrede mig for et stykke tid siden på Twitter til at skrive noget om wacky magi i Sværd og Trolddom ift en diskussion om kedelige formularera i Shadowrun som kom op i Lænestolsrollespil. Der er nogle forskellige magiske traditioner i Advanced Fighting Fantasy, hvor cirka halvdelen af dem er sære.

 

En ultrakort beskrivelse af de ikke-sære traditioner: Der er wizardry (du har mana og formularer, du behøves ikke memorisere dine formularer), priestly magic (min gud er sejere end din og giver mig magiske kræfter), conjuration & enchantment (kan kun læres af erfarne magikere, gør hvad man forventer). Der er nogle enkelte lidt wacky formularer der bl.a. en petty magic formular som gør at dine øjne lyser, primært fordi det er sejt og kan imponere folk der ikke ved noget om magi. Det bringer os til de sjove typer magi!

Sorcery

Sorcery er især kendt fra serien om Kongernes Krone og bruger Udholdenhed som benzin i stedet for magic points. Man begynder som sorcerer med at kunne ALLE formularerne på listen, hvor ens magi-stat så afspejler hvor sej man er til at bruge den magi. Så sammenlignet med wizards er sorcerers sejere til at begynde med, men bliver mindre sejere undervejs. De har desuden et dejligt taktisk valg ift at de bruger deres udholdenhed som brændstof samtidig med at de er sejere til at slås end wizards er.  Det som for alvor gør Sorcery wacky er ingredienserne, hvor man f.eks. skal have -“Nose plugs”  og en grøn paryk, goblintænder, bambusfløjte og lim for at nævne nogle af de mere wacky. Så hvis du f.eks. skal tale med dyr, så skal du naturligvis have en grøn paryk på. Deres tab af udholdenhed kan ikke helbredes med første hjælp eller lignende, da det ikke er fysiske sår. Det er ret morsomt i praksis med udholdenhed, for det gør at sorcerers spiser næsten konstant, præcis som i bøgerne for at få deres udholdenhed tilbage.

Naval sorcery

Naval sorcery er meget det samme som sorcery, bare til havs. Det er tydeligvis beregnet til NPC’er, men der er dog ingredienser som f.eks. en monokel (til at kunne se bedre) og en forsølvet muslingsskal. Det er meget sjovt, omend at der er en af reglerne som er virkelig dårlig i form af at man ikke kan lære anden magi end Naval Sorcery. Der tænker jeg at man sagtens kan lære det som en tilføjelse til almindelig Sorcery.

Chaos magi

Jeg har skrevet noget om Kaos tidligere (se link nedenunder), men Kaos magi i AFF er virkelig dumt og sejt samtidig. Det fylder 2½ side og man kan forsøge at kaste alle Wizardry eller Sorcery spells i spillet. De vigtige ord her er “kan forsøge”, der er godt nok en masse ting der går galt. Man ruller 2d6 og forsøger at rulle under noget. Problemet er bare at hvis man ruller to ens sker der alt muligt crazy, inklusiv at ens karakter kan mutere (i løbet af 6-12 timer) og mutere noget mere. Men det føles fedt, bl.a. fordi en kaos magiker kan blive ved med at mutere i det uendelige i modsætning til WFRP. Desuden kan man risikere at blive teleporteret et andet sted hen, portaler kan åbne og andre sjove ting. Det er max crazy og dejlig ikke-Lovecraftiansk (igen i modsætning til WFRP). Af de 2½ side er en af dem en liste over tilfældige formularer som man kommer til at kaste i stedet for hvad man egentlig havde tænkt sig. Jeg får lyst til at slippe sådan en løs og kaste vedkommende efter mine spillere, for det kan kun blive vildt.

Maskemagi

Kristian skrev i hans Sværd og Trolddom julekalender om Isheksens Huler, som udover at have min yndlingsillustrationer i hele serien også har et plot hvor man skal have hjælp af en magiker der laver magisk masker. Der er en serie af magiske masker, som alle sammen koster en del i XP. Helt specifikt 100 XP per maske hvor forslaget er at spillerne får 40-50 per spilgang.  Plus at (i min optik) først giver mening at man lærer ting som magiske masker eller tatoveringer når man er blevet til en forholdsvis sej magiker. De har så alle en almindelig effekt, en “attuned” effekt (hvor masken laves til en specifik person) og en ekstra effekt som kan aktiveres når brugeren ønsker det. Et eksempel ville være “Mask of the Bard – Spirit of the Harpy” som ligner en skrigende, gammel kone. Den hjælper så (naturligvis!) en til tale bedre med folk. De kan sagtens se den, men folk som bæreren taler med lægger ikke større mærke til den. Hvis den er almindelig får man +2, hvis den er attuned får man +4. Ekstra effekten er så at folk ikke kan angribe en i kamp Det er et sjovt regelsystem, bl.a. fordi man automatisk kan lave en maske hvis man bruger en dag på det. Det er dermed brugbart i praktisk spil (hvis man har de store mængder XP der skal til).

Magiske tatoveringer

Kristian skriver i hans gennemgang af Tyvenes By om de magiske tatoveringer. Alle ved jo naturligvis at det sejeste i verden er tatoveringer i ansigtet, så det får man jo selvfølgelig i den bog. Magiske tatovører funger meget ala maskemagere (100 XP for hver ny tatovering/maske). Det tager en time at få lavet sådan en tatovering og man kan kun have en, som skal være synlig. Så kan man f.eks. få en fin tatovering af en delfin og trække vejret under vand i X antal minutter (X=lig med bærerens Evne). Et andet eksempel er at man kan få en tatovering af en flyveabe, som gør at man kan trække 100 meter fra et hvert fald, uanset om man er ved bevidsthed eller ej. (normalt dør man af over 20 meter, så det er jævnt hen sejt).

 

Så det var lidt om wacky britpunk magi. Mere af det i rollespil, tak 😀

Referencer

Jeg skriver om Kaos her.
Kristian skriver om Tyvenes by her.
Kristian skriver om Isheksens Huler her.

Til minde om Alex Uth (1970- 2019)

Jeg har lige her til aften hørt at Alex Uth er død. Jeg kan ikke påstå at Alex var en person som jeg kendte godt, men hun har om noget gjort en personlig forskel for mange i dansk rollespil, inklusiv mig. Jeg vidste ikke at hun var syg, så det kommer som et lyn fra en blå himmel. Men et par ord skal hun fandeme have med på vejen, for Alex Uth var fandeme sej!

Jeg mødte vist teknisk set Alex for første gang på Hyggecon 2002 (vi var der i hvert fald begge to), men jeg husker ikke præcist hvornår vi begyndte at tale sammen. Jeg husker at vi begyndte at tale mere sammen i årene der gik. Jeg husker at hun lavede den mest joke upassende joke i dansk rollespil (som er for upassende til at skrive offentligt, selv på denne blog). Jeg husker hende ikke mindst for at have givet mig en kæmpe krammer på Fastaval 2019. Jeg mener i hvert fald det var i år, nu bliver jeg naturligvis i tvivl. Pointen var bare at jeg ikke havde regnet med det og blev enormt glad for den kærlige gestus. Alex grundlagde Dirtbusters, fandt på udtrykket fætter-kusine fest, var aktiv arrangør på mange område (bl.a. cafeen), nomineret til Æresottoen 2 gange (!) og skrev en helvede masse scenarier som om noget havde et begejstret publikum. Det kan man kun have respekt for. Desuden var Alex Uth stor fortaler for at man også skulle lade de unge komme til. Jeg kommer til at savne hende, for hun var fandeme vild.

Til alle jer, der var bedre venner med Alex end jeg, dem der kendte hende bedre end jeg gjorde vil jeg gerne kondolerer mange gange og sende jer kærlige tanker.

 

Jeg har haft svært ved at slutte dette indlæg af (har slettet denne linje 3-4 gange), men om ikke andet vil jeg slutte af med at sige “FUCK CANCER!”

[Anmeldelse] Demons of Doom

Forsinket anmeldelse fra en bog jeg fik fra Kickstarter for et stykke tid siden.

 

“Demons of Doom” er den nærmest obligatoriske “spil de onde” bog til Advanced Fighting Fantasy, udgivet af Arion Games og er skrevet af Graham Bottley (som vist i praksis er Arion Games). Jeg betalte ikke synderlig meget for bogen, som jeg har i softcore. Den er på 83 sider og i sort/hvid. Der er ikke en tl;dr af denne anmeldelse, for den bliver ganske kort.

 

Jeg har tidligere været ganske begejstret for Arion Games genfortolkning af Advanced Fighting Fantasy, fordi jeg tænker at den grundlæggende virker og gør en masse noget komplicerede ting voldsomt simple. Jeg ved ikke om matematikken holder, men det gør det nemt at spille Sværd & Trolddom-agtige eventyr i en fucking awesome verden, som er mere crazy end Warhammer til tider og med mere gøglede monstre og mindre Lovecraft. Det er jeg stor fan af, selvom Warhammer selvfølgelig også er awesome. Demons of Doom er den første bog hvor jeg har været decideret skuffet i den serie. Det er til dels fordi der ikke er så meget decideret nyt materialer udover hvad der tidligere har været i monstrebøgerne, men også fordi at bogen slet og ret er dårligt sat op rent visuelt. Der er en del genbrug af gammelt artwork fra Sværd og Trolddoms-bøgerne og noget nyt voldsomt kedelig artwork. Desuden er billederne sat noget rodet op. Jeg siger ikke at jeg decideret ville kunne lave det bedre selv, men jeg er faktisk en kende i tvivl. Jeg kender til gengæld flere i dansk rollespil der rent faktisk ville kunne lave det bedre. Selve det spilmæssige indhold er til gengæld fint og funktionelt uden at det er inspirerende.

Såeh…jeg har lagt 100 kr for en bog som jeg ikke udelukker at jeg ville kunne bruge. Indholdsmæssigt er det en okay bog, hvor opsætningen og noget lidt uinspirerede tekst og ditto tegninger desværre gør at vi ender på 2.5 ud af 5.0.

Doomstones HD spilgang 5

Vi har holdt pause siden februar da GM lige havde haft travlt. Han har så til gengæld fået sig det (i min optik) mest nuttede barn i Nordjylland, så det er jo fair nok.

 

Sidste afsnit sluttede med med at vi var nået ned til en hule af en art, hvor vi var i sikkerhed for muddertentaklerne. Stifinder begyndte spillet med en Fatigued condition, hvor Schmitt lige tryllede en Shallyatte frem, så han blev frisk igen.

 

Vi går ind i det næste lokale på den anden side af hulen, hvor der er højt til loftet og mange reliefer af dværge der tilbeder ting. Der er desuden en plinth med mange stænger som danner en slags bur. Dværgen Sven (som er gammel minearbejder) opdager at det er to stykker sten, hvor den ene er cirkelformet og sat ned i den anden. Dørerne i den anden ende af lokalet er af massiv sten og ikke til at flytte på. Der er to statuer af dværge på hver siden af dørene, hvor vi kan konstatere at de engang har været beklædt af bronze. Vi har en større diskussion om ofringsmekanismen, tankerne bag og hvordan de handouts vi har fundet skal forstås.

Det ender med at vi bruger ofringsmekanismen da Sven aktiverer den ved at hoppe op og ned på den og ryger ned igennem hullet. Stifinder er sjovt nok meget bekymret (min skovelver karakter), så han står oppe og er parat til at hjælpe Sven hvis det er. Det viser sig at være særdeles heldigt, da Sven ryger igennem og lemmen går i gang med at lukke. Fordi Stifinder giver ham +40 til hans rul (jeg klarede en initiative test med 4 degress of sucess, for jeg er en 11’er!), så vi fik ham op efter han havde ramt og blødt ud over en af de pigge der var der. Heldigvis ramte han kun en af dem. Desuden havde ham, Englag og Saltsang trukket blod fra dem selv og brugt det til påsmøre fladerne som handoutet beskrev. Da Enlag så tiltalte statuerne med remsen fra handoutet åbner de og lukker ham ind. Vi går igennem, hvor der er en kort gang og et tilsvarende sæt døre. Vi har en større diskussion om hvad vi skal gøre der, hvor de ender med at vi nærmer os det andet sæt døre og de åbner. En gang i mellem er ting ikke så komplicerede.

Vi kommer ind til et ottekantet lokale, også med meget mudder. Der er en søjle i midten af lokalet og en dør til venstre for os da vi kommer ind. Saltsang og Sven kigger på det. Enlag spørger om hvor han kan finde stenen og der manifesterer sig et dæmonisk muddervæsen (med en fucking awesome figur!). Vi har en pokkers hård kamp, hvor som ender med at vi tæver monstret og bagefter tæver vi de muddertentakler der også er dukket op.

 

Det har vist sig at mudderet her spise metal, så flere af vores ting har taget skade. Undervejs har mudderet givet flere criticals ud og der er da også røget et par Fate Points. Undervejs er dværgens Svens fars økse også går i stykker. Jeg spiller nu WFRP som da jeg var 17, inklusiv en trollslayer spilkarakter. Det har jeg ikke oplevet siden dengang. Mere om det senere.

Vi prøver igen forskellige ting på søljen uden held, så det ender med at elvermagikeren Saltsang bruger Dispel Magic på søjlen, hvilket ender med at virke. Der er kort diskussion mellem dværgene, hvor det ender med at ingeniøren Enlag tager stenen, selvom han tidligere havde sagt at han ikke ville tage den. Det har jo så dog ændret sig da Sven træf en beslutning om at blive slayer.
Da Enlag tager stenen træder der en slags spøgelse af en dværg. Han taler om Eyrie, som vi så et skilt for i vores første spilgang! Vi har sidenhen fundet ud af at Eyrie er et Verena-kloster og haft en del jokes om det, især fordi Kåre har gjort det klart at vi IKKE skulle derhen tidligere.

Vi skrider ud af den anden indgang fra rummet til, inklusiv forbi en masse ogres fra tidligere, inklusiv den træls præst Rotnug. De brokker sig lidt, men vi slipper ud derfra uden mere vold, takket være Broder Schmitt. Vi tager så så ned af bjerget og samler os om noget lejrbål. Vi er alle noget forslåede, men dog nogenlunde ved godt mod (med undtagelse af Sven).

Vi har her en stor og rigtig fed diskussion om lejrbålet om flere ting. Jeg have helt off-game glemt at  at informere de andre om at stenen binder sig til en for livet. Så det har Stifinder i sagens natur også. Det fik vi en del voldsomt sjovt spil ud af, hvor Stifinder blev totalt målløs og undervejs fik sagt noget om at han altså ikke havde tænkt synderligt meget om det, da han enten regnede med at dø undervejs eller også ville overleve og dermed kunne gå derfra med stenen….og så ville alle de andre jo være døde før, da de jo ikke er elvere.  Det blev kun bedre derfra. Stifinder har en rigtig fin snak med Sven om at Sven vil være slayer. Det forstår Stifinder ikke, men han tænker at han muligvis forstår smerten der ligger inde bagved. uanset hvad vil han gerne respektere hans kammerats ønske om at genvinde hans klanære igennem hans død. Det var fedt, fordi Stifinder ikke forstod det, men dog gerne ville respektere det. Så Stifinder tilbød at han om ikke andet kunne hjælpe til med at farve Svens hår, så han fik alle hårene i nakken med. Der er en del snak om døden, som gør at Stifinder trækker afsides og skriver en bøn ned til Morai-Heg, hvor han beder hende om at hjælpe hans sjæl det rigtige sted hen når han engang dør. Saltsang gik hent til ham. De har en voldsomt elvisk samtale (inklusiv nogle rimelig trælse ting sagt om andre), hvor de i et vist omfang bounder og hvor samtalen samtidig understreger deres forskellige baggrunde som hhv skov- og søelver. Imens snakker Schmitt og den brettonianske ridder Jean snakker om at alle jo naturligvis kommer til Morr, hvad både dværgene og elverne ignorer. De går tilbage til de andre, hvor Saltsang demonstrerer hvad han tidligere har sagt om en “duelere på ord”, da han pludselig konfronterer Stifinder med at han havde taget ildstenen, selvom vi faktisk var blevet enige om at Saltsang skulle have taget den.

 

Saltsang går Stifinder på klingen (fordi han er en søelver-kommunist-mutant forræder), hvor Saltsangs spiller havde lavet noget fantastisk foreshadowing lige før ved at nævne at han også gerne “dueller på ord”. Han konfronterer så Stifinder med at Stifinder havde taget ildstenen, hvor Stifinder forsøger at forsvare sig (min karakter er noget impulsiv og desuden kunne jeg som spiller slet ikke ignorere plotgenstanden OF DOOM dengang). Desuden konfronterer Saltsang og Enlag Stifinder med at han ikke havde fortalt de andre at krystallerne binder sig til en til man dør (som skyldtes at Thais totalt havde svedt ud at fortælle de andre). Der forsvarer Stifinder sig med det ikke synderligt meget mere sympatiske argument at han havde glemt det fordi der var to mulige udfald 1) enten ville han dø undervejs eller også 2) ville han alligevel leve meget længere end alle andre. Vi når mere eller mindre at alle har sviner nogle andre i gruppen, selvom der ikke var en decideret dårlig stemning da vi var færdige. Måske var det bare fordi de andre i forvejen ikke stolede på Stifinder (hvad Thais glimrende forstår! Stifinder har virket lettere Gollum-agtigt om ildkrystallen, han er til tider stadigvæk lettere elverarrogant og han er ikke fleksibel ift hvordan man omgås naturen. Desuden er han bare generelt virkelig spydig til tider).

 

Vi har en kort diskussion om hvad vi gør konkret ift udstyr (der blev efterladt noget benpanser i hulerne), men vi blev enig om at bevæge os til klosteret.  Især da GM fortalte os at vi havde en klar fornemmelse af at det var forholdsvis en hastesag. De spor vi har undersøgt ligger langt tilbage, hvor bl.a. Torgoth var en rigtig gammel ork-lich. Vi har en fornemmelse af at der er gået et godt stykket tid siden stenene blev efterladt der og Torgoth hærgede, men hvor lang tid er ukendt for os (mener jeg, jeg her i hvert fald ikke kunnet finde det i mine noter).

 

Betragtninger

Selvom det er lang tid siden, så er jeg enormt glad for at Kåre klart meldte det ud med klosteret og at vi først skulle det senere. Det er skønt med en kampagne, hvor GM klart meldte ud fra begyndelsen at der var tidspunkter, hvor han bare ville fortælle os hvad vi skulle gøre. Jeg mener ikke at der var andre situationer end klosteret, men det gav os noget fedt spil hvor vi i fællesskab spillede os frem til at den beslutning i gruppen som er nødvendig for at kampagnen kan forsætte. Det fungerer enormt godt. Samtidig med det har vi nogle forholdsvis klare valg undervejs i hvordan vi skal tackle de forskellige encounters og hvordan vi forholder os til hinanden. Jeg synes det er vildt fedt.

 

Jeg var desuden enormt glad for scenen med lejrbålet, for den gav os nogle muligheder for at spille karakterspil, spille på vores forskellige religioner og hvordan de her 6 karakterer har respekt for hinanden. Det betyder samtidig ikke at de nødvendigvis kan lide hinanden, bare at de er i stand til at samarbejde. Der er en slags kriger-professionalisme over det hele, samtidig med at det rollespilsmæssigt er meget personligt. Vi spiller halvvejs en Warhammer Quest kampagne, men om noget på den fede måde. Jeg tror også havde også mindre off-game snak, så det er også fint.

[anmeldelse] Splintered Peace

Varefakta (som man engang skrev på RPGFORUM):
Produkttype: Købekampagne. System: D&D 3.0. Antal sider: 110. Forfatter: David Chart. Udgivelsesår: 2002. Farver? Sort/hvid. Genre: Fantasy med kant og en social agenda. Udgiver: Penumbra, en underafdeling af Atlas Games som står for mange andre spil som f.eks. Once Upon a Time, Ars Magica, Lunch Money, Gloom (og desuden Cthulhu Gloom: Unpleasant Dreams! en Dreamlands udvidelse til Cthulhu Gloom, som jeg ikke vidste fandtes, men som jeg naturligvis nu må eje!).

 

Dette er en spoilerfri anmeldelse, så selv hvis I har læst bogen, så undgå venligst spoilers i kommentarerne 😀

 

Jeg greb denne her bog lidt tilfældigt ved slutningen af Re-allocation på Fastaval, hvor den tidligere ejer (nr 11 i re-allocation) kommenterede at den skulle være god. Jeg læste den i toget på vej hjem fra Fastaval og konstaterede at det var den om noget. Min eneste anke mod den er valget af D&D 3.0, men det er samtidig om noget en D&D fortælling Splintered Peace vil fortælle. Helt specifikt en meget ren dyrket D&D fortælling samtidig med den beskæftiger sig med racisme.

 

Splintered Peace foregår i byen Marchion, som ligger på grænseområdet mellem “civilisationen” og “barbarerne”. Den er voldsomt etnisk blandet og virker umiddelbart harmonisk. Problemet er at da en krise + potentiel indtræffer viser det sig pludselig byen harmoni sig at være en sandhed med modifikationer. Bogen er tydeligvis skrevet af en brite, hvor der bl.a. er en overskrift med “It’s grim up north”. Der er også et segment (som dog fysisk set er noget småt) om at det er et britisk og ikke et amerikansk syn på racisme, men det bliver ikke uddybet hvad der menes med det. Det er faktisk mit største kritikpunkt af bogen, for det havde været rigtig relevant at vide hvad den forskel præcis består af. Det er til gengæld også som nævnt det eneste.

 

Som tidligere nævnt er jeg ikke specielt meget oppe at ringe over D&D, men jeg må fandeme give David Chart at han har gjort noget sejt ift denne kampagne: Han har skabt en fantasy-by som både er voldsomt D&D-agtigt og samtidig føles ægte, som et sted hvor folk bor og hvor folk lever deres liv. Marchion har en ganske fin stemning og føles som en voldsomt blandet by på kanten af “civilizationen”, samtidig med at der er magikertårne og en skov inde i byen. Den har også en del baggrund med spændende plot hooks udover selve kampagnen. Jeg elsker den ikke som jeg elsker Middenheim eller Sigil, men den er sgu godt skruet sammen. Især fordi den er en slags republik, hvilket giver spillerne og en masse andre mulighed for at blande sig i dens politiske processeer.

 

Jeg er lidt i tvivl om det her er en kampagne jeg vil køre (som sagt, D&D), men jeg ville ikke afvise det blankt. Jeg har trods alt hørt godt om D&D 5th. Hvis ikke jeg kommer til at køre den vil jeg give den videre til en senere re-allocation, for det er en virkelig god kampagne. Spillerne skal bare være indstillet på at vold ikke kan løse nogen problemer der samtidig med at der er halvinge, gnomer, dværge, elvere og halvorker der render rundt og en del magi. Splintered Peace er en veldesignet, overskuelig og nuanceret D&D kampagne. Jeg knuselsker den ikke, som jeg f.eks. knuselsker andre rollespilsting, men den er fandeme god håndværk, især for en 17-18 år gammel rollespilsbog. Så hermed anbefalet!

 

Se mere på David Charts hjemmeside her: http://www.davidchart.com/OGC/index.html

Nostalagi og GURPS Psionics

Her for et godt stykke tid siden gik jeg på biblioteket og faldt over en af deres rollespilsbøger, som jeg aldrig havde læst før: GURPS Psionics af David L. Pulver. Jeg har ikke specielt større erfaringer med GURPS og de erfaringer jeg har er ikke gode. Deres supplementer har så bare et ry for være lavet af folk, der er voldsomt gode i at lave noget research og som skriver nemt og overskueligt. Det har de også gjort her, så det er jo bare alletiders. Jeg er virkelig overrasket over hvor god en bog jeg synes det er.
Udover at være velskrevet er GURPS Psionics også interessant fordi det netop er en GURPS bog og dermed har en bestemt setting, men bare kommer med ideer til hvad man kan lave af rollespil baseret på psionics. Der er altså bare en masse forslag til rollespil i forskelllige settings der alle involverer ikke-magiske mentale kræfter. Udover at der bare er noget herlig nostalagi over at sidder med en bog illustreret af Dan Smith, hvis stil jeg virkelig bare har et svagt punkt for. Jeg elsker ham ikke lige så meget som Ross Nichelson, men han kan fandeme skabe en god gang amerikansk 90’er action/spændingsfilm-stemning, så det batter!

 

Det interessant ved GURPS Psionics er hvor meget fokus er på udstyr, regler og kombinationer med andre GURPS bøger ift mængden af powers. Der er min oplevelse (jeg kan sagtens tage fejl her), at det føltes retro ift andre nyere rollespil som jeg har læst. Der er ikke nogen forklaring af temaer, forfatterens manifest, hvordan scener skal cuttes, instruktion af spillere, etc. Til gengæld er der en stor værktøjskasse og en masse begejstring for at fortælle historier om folk med mentale kræfter. Selve de psykiske kræfter fylder kun 34 sider, hvor 16 af dem er udvidelser af reglerne, .bl.a. hvordan at evnerne virker i en cyberpunk setting. Det fokuserer på nogle overskuelige kræfter på små 18 sider, opdelt efter de opdelinger i psykiske kræfter vi kender fra utallige computerspil, tegneserie og rollespil. Det tætteste vi kommer på det er en dejligt inspirerende kapitel om “psionic campaigns”, hvor Pulver har en gennemgang af psionic kræfter, hvor de kan komme fra og hvad pionics plads i samfundet så ville være. Desuden er der en liste af inspiration i form af film, bøger, musik, etc. Er det en ting man er stoppet med? Den er i hvert fald fremragende og giver mig lyst til at udforske noget af den fiktion.

 

Det er selvfølgelig ikke ensidigt et positivt fokus. Jeg er selvfølgelig ikke ude på at svine de utrolig mange positive ting der er sket i udviklingen af rollespil siden 1999. Det er bare sjovt at opleve en bog fra en anden tid og dens anderledes fokus. I det at det er en GURPS bog er den meget fleksibel og kan bruges til mange ting. Jeg havde glemt hvordan det rent faktisk kunne være fedt, nok fordi jeg især har læst mange indie-bøger og specifikke regelsystemer med setting indbygget på det seneste. Du er GM, du har sgu nok styr på det. Generelt er jeg imponeret af hvad Pulver har gjort med bogen, så den ikke endnu bare et sæt kræfter.

 

David L. Pulver skriver nemlig til at begynde med at han gerne vil vise at psionics kan være udgangspunktet for en kampagne og ikke bare endnu et sæt kræfter. Det synes jeg, som det nok kan læses, er lykkedes enormt godt. I dejlige korte, små stykker fiktion viser Pulver eksempler på hvordan man kunne bruge psionics til cyberpunk, sci-fi og moderne thriller. I bogens hovedtekst viser han også hvordan det kan gøres for fantasy, horror og superhelte rollespil.
Grunden til at jeg fremhæver de korte stykker fiktion er fordi de 1) er dejlige korte i modsætning til f.eks. White Wolf og 2) at de på effektiv maner demonstrerer hvad man kan kan gøre med de kræfter og udstyr som bogen er proppet med. De er med andre ord forholdsvis elegante henvisninger til hvordan man kommer fra crunch til spil. Jeg har kun læst nogle få GURPS bøger udover denne (Illuminati og Iluminati University), som begge to er voldsomt fjollede og gode, men alle tre giver mig lyst til at starte en samling af gamle GURPS bøger, for der er godt nok bare værktøj efter værktøj proppet ind i dem. Så vil jeg sikkert bruge FATE Core eller noget andet mere funktionelt og med bedre regler for sociale færdigheder (eller bare i det hele taget regler for sociale færdigheder ift hvad lidt GURPS har). Jeg faldt over GURPS Atlantis på Fastaval og endte med at købe den. Det virker umiddelbart til at have været alletiders beslutning, den ser også ud til at være en god værktøjskasse. Der er masser af ideer der hvis man nu skal lave noget med Atlantis eller en tilsvarende by, der er blevet ramt af gudernes vrede og er sunket under vandene.

 

Jeg ved ikke om jeg tager totalt fejl her. Jeg har bare haft en oplevelse af at rollespil er blevet mere fokuserede, især efter indiebølgen. Det er overordnet set en enorm god ting, for jeg tror grundlæggende set at jeg ville have det sjovere ved at spille f.eks. Tales from the Loop ift GURPS. Det er bare sjovt at jeg føler mig inspireret til mange forskellige kampagner ved at læse gamle GURPS bøger om specifikke emner end jeg gør af Tales (som netop har en type fortælling der gerne vil ud med). Desuden er det jo altid sjovt når man oplever noget gammel som forfriskende fordi fortællestil har ændret sig. Jeg har med stor fornøjelse set de to første sæsoner af Miami Vice nu her, hvor jeg bl.a. blev virkeligt overrasket over at hovedskurken fra første episode enormt hurtigt bliver skudt ift hvad jeg er vant til fra serier i dag, hvor man gerne vil have en skurk til at vare mindst en sæson og gerne noget længere (en af grundene til at jeg ikke gad se f.eks. videre på Arrow fra 2012 til nu og Heroes fra 2006-2010 , fordi de begge to ikke bare kan lade hovedskurken i første sæson fucking dø i sæsonafslutningen som alle havde håbet på). Så gammelt er ikke sgu altid skidt. Især ikke med musik af Jan Hammer.

 

Det var nogle lidt løse tanker om hvordan at nostalagi ikke er hvad det har været og hvorfor jeg vist nu er gået i gang med at samle på GURPS bøger 😀 God weekend!