Lovecraft i rollespil og Chaosiums take på Mythos

I dag skal det handle om Lovecraft og om de løse overvejelser jeg havde da jeg anmeldte Dreamlands for lidt tid siden. Jeg skal lige skynde mig at sige at jeg ikke går ind for en 1:1 til “oversættelse” af Lovecraft (da jeg er sådan jævnt til moderat hen uenig med hans menneskesyn). Min tanke er primært at overveje hvordan man oversætter Lovecrafts ideer/univers til rollespil og at være bevidst om det, så man ikke kommer til ukritisk at tage alle Lovecrafts ideer med. Især ift hvordan man navngiver en kat. Jeg skal her skynde mig at sige at jeg her kigger tilbage på et spil som første gang udkom i 1982. Så det er ikke nogen kritik af det første spil som sådan der, men til gengæld en kritik af at det spil ikke rigtig virker til at have rykket sig så meget igen siden da. Plus det giver mig en undskyld for at nørde max Lovecraft!

Overvejelser om Lovecraft til rollespil

Inspireret af at jeg anmeldte Dreamlands her for leden vil jeg sætte ord på nogle løse overvejelser som jeg har haft om Call of Cthulhu, hvor I er meget velkomne til at fortælle mig at jeg tager vildt meget fejl. 😀
Jeg har valgt at forsimple min analyse af Lovecrafts forfatter, da jeg ikke har læst hverken engelsk eller litteraturvidenskab. Jeg er interesseret i konkret rollespil baseret på Lovecraft & Co/Mythos og hvilke resultater den “oversættelse” har givet.

 

Grunden til dette indlæg er at jeg var noget irriteret over at Dreamlands bogen, især i dens scenarier ikke formåede at få Dreamlands til at fremstå som en samlet del af Mythos, men snarere en slags statisk fantasyverden (hvor især det statisk er lidt iffy ift at det skal forestille at være en drømmeverden).

Et af de andre problemer ved Call (som flere har konstateret, seneste Morten i hans anmeldelse her) at der sjældent er en oplagt grund til at gruppen er samlet, hvorfor den undersøger de her sager og især hvorfor man har lyst til at gøre det mere end en gang. Der burde man have forholdt sig til hvordan Lovecraft har tacklet det i de historier han har skrevet med mere end en person (samlingen af professorer i “The Dunwich Horror”, samlingen af folkene til oplæsning af testamentet i   “Beyond the Gates of the Silver Key” og udforskerne i “At the Mountains of Madnes”) og prøvet på at finde en løsning der. Det handler selvfølgelig også om at Call var et meget tidligt rollespil og at man derfor skulle udvikle det undervejs. Det er så bare lidt “meh” at Chaosium aldrig rigtig har forholdt sig til det eller Lovecrafts racisme og måde at fortælle historier på. Det har jo så tydeligvis heller ikke været nødvendigt for Chaosium, for deres salgtal har godt nok været pæne i tidens løb.

Chaosiums take på Mythos

Noget af det det hvor jeg oplever at jeg har det sværest ved Chaosium, er så deres systematisering af Lovecraft, som jeg oplever som en misforståelse af Lovecraft & Co samtidig med at den er noget rodet.

Min oplevelse af at læse Dreamlands bog var som nævnt meget at der var sket en “systematisering” af Lovecraft og andre forfattere indenfor Mythos/gyser/weird fiction, hvilket jeg personligt mener er i modsætning til hvad mange af de forfattere skrev, især H.P. Lovecraft selv. Lovecraft bliver ofte opdelt i hans “gyser” historier (Call of Cthulhu, The Dunwich Horror, Shadows over Innsmuth), hans “fantasy”/Dreamlands historier og hans “sci-fi” historier (Whisperer in Darkness, At the Mountains of Madness), hvad jeg (som totalt amatør ud i litteraturhistorie) ikke helt køber. Det er Lovecraft som “spiller på forskellige tangenter”, men det er stadigvæk samme “komponist” så at sige. I Whisperer in Darkness skriver han om flere forskellige entiteter/guder, som bliver remset op, men der er ikke nogen større uddybning. Der er bare nogen som nævner Hastur sammen med King in Yellow og nogen som nævner “Shub-Niggurath, the Black Goat of the Wood with a Thousand Young”, men ingen af dem bliver uddybet mere i Lovecrafts forfatterskab. Han nævner dem bare i den historie og både Kongen i Gult og Shub-Niggurath er ellers store ting indenfor Call som rollespil og senere lovecraftiansk fiktion.
Især fordi han i høj grad skrev sammen med andre og det hele bare var en åben fest for voldsomt sære nørder, hvor bl.a. E. Price skrev fanfiction, som Lovecraft redigerede/omskrev til “Beyond the Gates of the Silver Key”.

 

Det irriterer mig sgu lidt, for en del af pointen i Lovecraft er nemlig at vi som regel fucking ikke kan fatte hvad der egentlig sker i Mythos og derfor går de fleste eller løber skrigende væk fra sandhedens lys ind i den sikkerhed der ligger der. Bemærk venligst at jeg skrev “de fleste” for i nogle tilfælde overlever hovedpersonerne deres oplevelse med Mythos (“Dream-Quest of Unknown Kadath”, “The Shunned House” [efter min mening en af Lovecrafts dårligste historier], “The Dunwich Horror” og “The Strange Case of Charles Dexter Ward”, som er et fucking mesterværk ).

Min pointe er bare den banale at Mythos stikker i flere retninger, hvilket var en pointe fra Lovecraft side sådan som jeg forstår hans forfatterskab. Universet er dybt ligeglad med om vi lever eller dør, som udgangspunkt kan vi ikke forstår hele verden og det bør vi oftest være glade for. Det er der interessant, for Morten kritiserede netop 7 udgave af Call for netop at vise en verden som agerer antagonistisk overfor spilpersonen og ikke bare en apatisk  verdensom i tidligere udgaver (i Lænestolsrollespils afsnit om Call her).

For at vende tilbage til min tanker/løse kritik af Chaosium, så virker det som nævnt om at Call gerne vil påstå at der er en form for “Mythos cannon”, som er systematiseret. Jeg kan bl.a. huske en kampagne, hvor der var en forklaring på hvad der sker hvis man ikke får forhindret hidkaldelsen af Ithaqua og hvordan det vil påvirke de andre kult og deres guder.
Mit andet problem med den Mythos canon er, at Chaosium ikke forklarer hvordan de er nået derhen til. Jeg kan ikke se i Dreamlands bogen hvilke historier de forskellige dele af settingen er baseret på, hvilket gør det det sværere at finde ud af nuancerne i de forskellige historier og gøre noget mere interessant ud af de forskellige halvkedelige settingsbeskrivelser i Dreamlands. Det er især noget kritisk der i min optik, for det gør netop Dreamlands det mindre drømmeagtigt og mere statisk.

Det var mine tanker. Er det bare mig som tager fundementalt fejl der eller er der andre som har været inde på lignende ting? Jeg synes jeg kan se nogle af de tanker i bl.a. Trails of Cthulhu og deres take på guderne.

Til slut vil jeg også gerne dele denne her tråd som jeg engang faldt over på Twitter. jeg ved ikke hvem forfatteren er, men jeg synes det var enormt interessant læsning.

For all his numerous and severe faults, one of Lovecraft's few redeeming qualities was his active support of other writers, including by happily letting others use and re-imagine his concepts in new ways.

There never was one true interpretation of the mythos.

— Cassandra Lynn (@thereturnoflynn) February 4, 2020

[OBG] H. P. Lovecraft’s Dreamlands: Roleplaying Beyond the Wall of Sleep

Tl; dr: Fuldt ud funktionel som rollespilsbog og setting. Det føles dog lidt som om at der mangler noget, hvor jeg ikke kan finde ud af om det handler om Chaosium som udgiver eller “Call of Cthulhu” som rollespil.

Jeg har valgt at dele indlæget her op i to dele plus en forsættelse: En kort anmeldelse af bogen, mine tanker om Drealands (som de fleste nok ved har jeg skrevet et scenarie som foregår i den setting) og en forsættelse i morgen med et oplæg til debat om mit indtryk af Chaosium og Calls tilgang til Lovecraft i rollespil, hvor jeg gerne vil have at vide af jer om jeg tager fejl eller har fat i noget.

Varefakta: Skevet af Chris Williams og Sandy Petersen med hjælp af Shannon Appel, Kerie Campbell, Jacqueline Clegg, Scott Clegg, Phil Frances, Keith Herber, Susan Hutchinson & Lynn Willias og med yderligere materiale af Scott David Aniolowski, Larry DiTillio, Jeff Okamoto & Kevin A. Ross.
Udgivet af Chaosium i 2011. Det er en soft-cover bog på i alt 252 sider, i sort/hvid med undtagelse af et kort over Dreamlands i farver.

Noget af det første som jeg lagde mærke til ved denne bog var at 67 ud af de 252 sider var scenarier. Det kommer jeg mere tilbage til senere i mit indlæg nr 2 om Chaosium og Call of Cthulhu. Jeg undrede mig bare noget over det ift at det her er en settingbog. Det er muligvis mig, men der ville jeg hellere have mere information, løse ideer til plot, etc og en mere direkte formidling af settingen end scenarierne giver. Især fordi jeg ikke er oppe at ringe over scenarierne. Jeg har ikke spillet synderlig meget Call, så fortæl mig endelig hvis jeg tager fejl her.

Ultrakort beskrivelse af Dreamlands for nykommere til Call/Lovecraft

For dem som ikke kender til Dreamlands, så var det en del af forfatteren Lovecrafts historier, hvor Lovecraft forsøger at efterligne et af hans store idoler, den engelsk/irske forfatter Lord Dunsany (som forøvrigt er fremragende). Det er en sær dimension, hvor man kan komme ind i dem igennem drømme, især hvis man er vild okkultist, enormt sær eller en kombination.

Dreamlands er så i Lovecrafts historier en sær sword & sorcery setting, lidt ala Conan historier på en del syre. Dreamlands er (i min optik) både en del af resten af Lovecraft-settingen og lidt aparte fra den i Lovecrafts historier. Den er langt mere fantastisk end resten af Mythos og virker samtidig også umiddelbart noget lysere. Man bliver ikke automatisk gal som det ellers fremstår i meget andet af Lovecraft, men går mere subtilt til grunde, hvor der bl.a. er en af karaktererne (King Kuranes) som dør i den fysiske verden og forsvinder over i Drømmenes Verden.

Anmeldelse

Som tidligere nævnt synes jeg det er en funktionel settingbog, men samtidig er den også lidt tam.

Settingen føles for mig som en noget statisk fantasy-setting, hvilket modsiger at det skulle foregå i en drømmeverden. Der er nogle halvlange beskrivelser af forskellige steder, hvor jeg ville kunne gøre noget ved det i spil som GM, men ikke noget hvor jeg tænker “Fuck yeah, nu skal vi ud på eventyr!”. Det interessante/sære er at Dreamlands jo er en drømmeverden, men der er kun en skill til rigtig at indikere det, hvor man så kan bruge den til at ændre ting i Dreamlands. Den er bare (lige som meget andet i Call) svær at bruge og man risikere at brænde permanente point i ens stats af bare for så at rulle og fejl uden at få noget ud af det. Der er også en tabel med “Nightmare effects”, som er trælse og slemme ting som kan ske hvis man mister en vis mængde Sanity inde i Drømmeverdenen, ligesom “Temporary Insanity” i Call generelt. Der er som tidligere nævnt 67 sider med 6 forskellige scenarier som foregår i Dreamlands. Jeg er ikke oppe at ringe over nogen af dem, men de er dog klart spilbare. Jeg bliver ikke inspireret af dem, men der er samtidig heller ikke noget i dem, hvor jeg tænker at det kommer til at hamre mod jorden i flammer.

 

Pointen er bare at jeg savner noget af Lovecrafts craziness her. Især det der med at det føles statisk ærgrer mig sgu noget. En anden ting som irriterer mig er at de virker som om at forfatterne har set Dremalands som noget seperat i ft resten af Mythos, for det er om noiget klart at det gjorde Lovecraft IKKE selv. Han referer til Kadath og “The Pnakotic Pnakotic Manuscripts” i at the Mountains of Madness, ligesom det er tydeligt at Plateau of Leng også optræder i samme historie. Min pointe her er vist bare den banale at Lovecraft ikke mente at hans historier skulle sættes i system, men gerne måtte modsige hinanden. Især fordi vi som mennesker ikke kan forstå sandheden som den gør sig gældende i “the dark Corners of the Earth”, i sære huler og underjordiske ruiner i Vestaustralien, under pyramiderne i Egypten, i sære bjerge på Sydpolen, dybt nede i Stillehavet, blandt sære mennesker langt ude på landet i New England og hensides tid og rum. Vi kan ikke forstå det og det bør vi nok egentlig bare være glade for. Så at sætte system på det er meningsløst (og i min optik diskutabelt spildesign, men mere om det i næste indlæg).

En ting som undrer mig (det kommer jeg tilbage til i senere indlæg) er at jeg ikke alle steder kan se hvilke historier af Lovecraft og andre forfattere bogen har trukket på til at skabe settingsmaterialet. Det ærgrer mig også lidt, for det gør det svært for mig at skabe en mere klar vision for settingen, som tiltaler mig. Der er Trail of Cthulhu mere klar i spyttet ift “Purist” og “Pulp” genrerne, især i udvidelserne af genrerne i Bookhounds of London. Det handler dog især også om at jeg fucking bare knuselsker de her historier. Anmeldelsen er slut, her følger bare mig som går max fangirl over de her historier.

Om min store kærlighed til Dreamlands

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg købte en slidt kopi af “The Dream Cycle of H.P. Lovecraft” over nettet tilbage i min tid i England i 10-11 stykker, udgivet af Del Rey i 1995. Muligvis fordi jeg aldrig havde læst noget større af Lovecraft udover “The Thing on the Doorstep” i en dansk oversættelse i en gammel horrorantologi fra biblioteket (som jeg først fandt ud var en Lovecraft historie langt senere). Pointen er vist bare at jeg begyndte med Lovecraft igennem Dreamlands, hvor man andre begynder med hans “Poe”-historier eller der hvor han får sin egen stil, i historier som Call of Cthulhu, Shadow out of Time, At the Mountains of Madness, the Dunwhich Horror, Shadow over Insmuth, etc. Jeg læser til tider ting fordi jeg har en sær forventning som jeg ikke helt kan sætte fingeren på om at jeg nok godt kan lide det når jeg kommer ordenligt i gang. I dette tilfælde viste det sig at være rigtigt. Jeg har stadigvæk gode minder om at sidde og læse ting som Hypnos, the Doom that Came to Sarnath, The Cats of Ulthar og Pickman’s Model med stor fornøjelse og fred og ro kort tid efter at være flyttet for mig selv. Hvad jeg dog især husker er at læse The Dream-Quest of Unknown Kadath et par sider af gangen inden jeg lagde mig til at sove. Jeg nåede der i en sen nattetime frem til slutningen, som bare fucking ramte mig direkte i ansigtet. Holy fuck, hvor synes jeg bare det var fedt.

 

En anden ting jeg godt kan lide ved Lovecrafts Dreamlands-historier og især Dream-Quest er at de rent litterært er af diskutabel kvalitet, men samtidig har en masse passion. Lovecraft hadede selv Dream-Quest som død og helvede, fordi det ikke levede op til hans visioner/drømme om historien. Den historie vi har i dag var hans første udkast som han nærmest ikke viste til nogen som helst fordi han ikke syntes det var godt nok. Som kreativ og skabende person kan jeg i exceptionel høj grad sætte mig ind i den følelse og den harske selv-kritik. Samtidig med det er der noget fedt og crazy i de historier, inklusiv hæren af katte, de mange fucked up monstre, de hjælpsomme ligædere og ikke mindst slutningen, hvor Lovecraft for en gangs skyld har en helt som triumferer. Samtidig med det kunne Lovecraft ikke lade være med at skrive “forsættelser” til Dream-Quest i form af “The High House in the Mist”, “The Silver Key” og “Beyond the Gates of the Silver Key”, hvor han omskrev et udkast/fanfiction skrevet af E. Hoffmann Price, en af Lovecrafts venner. Der er bare noget kreativ passion der, som virkelig inspirerer mig.

[OBG?] Immortal: The Invisible War

Tl; dr: Immortal: The Invisible War er antageligvis det dårligst formidlede rollespil jeg nogensinde har læst. Der er nogle interessante ideer undervejs, men det er i min optik samtidig kombineret med nærmest ALT det værste fra prætentiøst 90’er rollespil.

 

Denne her bog var en sær oplevelse at læse, for selvom den er helt horribelt skrevet, så var den faktisk ikke så dårlig en oplevelse at læse som man kunne have troet. Mest fordi der helt tiden var noget mere kikset. Det var lidt om at se et socialt arrangement fejle fundamentalt, som f.eks. en virkelig kedelig fest. Der sker ikke så meget, men jeg kan ikke lade være med at læse videre/blive der lidt længere for at se om der sker noget endnu mere kikset, selvom jeg egentlig keder mig og bare burde skride hjem, lave en kande rooibos-te og læse Lovecraft eller Lord Dunsany. Det er næsten lidt som “The Room” eller en lignende film. Jeg skal derfor være ærlig om at der kan være ting som jeg har misset, for bogen er nærmest halvvejs ulæselig. Jeg ville egentlig heller hellere læse GURPS grundbøger.

Denne her kan jeg egentlig meget godt lide, fordi hun danner så stor en kontrast til Sværd & Trolddom borgen.

Det skal også med i vurderingen at Immortal: The Invisible War er skrevet af en enkelt person Ran Ackels, som også har stået for flere af illustrationer, især de digitale billeder. Det er altså et passionsprocess. Billedserien skal især nævnes, for det er faktisk muligvis noget af det grimmeste artwork jeg til dato har set i en rollespilsbog. Jeg kan ikke komme på nogle andre rollespilsbilleder som jeg har fået så ondt i mine øjn af at se på. Her synes jeg også at man begår en fejl, for der er sgu udgivet fine og simple undergrundsrollespil i sort/hvid med simple eller få tegninger . F.eks. er “In a Wicked Age” enormt simpelt, pænt og fungerer rent layout-mæssigt.

Tidlig Photoshop og overdreven brug af “Smudge” tool ifølge en af mine venner som arbejder professionelt med billeder.

 

Nu hvor I også har fået ond i jeres øjn, så lad os snakke lidt om settingen og hvordan den er skidt. Immortal kører et forholdsvis typisk moderne okkultisme setup, hvor der er en “skjult verden”, som har påvirket historien. Her er det store problem bare at det ikke som i Nephilim eller f.eks. World of Darkness at den overnaturlige del af historien påvirker den almindelig dele af verden, men at de to i praksis er halvvejs separate. Dvs jeg sidder og læse om Ammut, Seranades, Dirge, Habitat og Keper og skal forsøge at holde styr på hvad der er hvad. Hvad er en “immortal” så her? En immortal er en slags udødelig ånd, som er en del af en årtusind lang konspiration/plan, hvor de forskellige klaner, jeg mener Prides har forskellige tilgange til det. De ligner mennesker, men er det ikke. De besætter ikke engang mennesker.

Jeg er mildest talt ikke fan af det, for det er enormt langt fra alt man kan forestille sig og dermed spille. Nephilim har trods alt noget med elementånder, som besætter nogle mennesker og slås med hemmelige selskaber. Ud fra hvad jeg forstår, så har Whispering Vault også en interaktion med almindelig mennesker.

Der er et konkret sammenspil med historien, hvor Immortal nærmest bare har sin egen historie. Og hvis du ikke troede at det lød langt nok væk fra at spille rollespil i nutiden, så har de der Immortals naturligvis også med deres egen by i Antarktis. Det rammer lige ned i den type af urban fantasy, som jeg bare kamphader: Urban fantasy, som burde have været fantasy og ikke have et påklistret “vores verden”. Aka noget som burde have været fantasy.
Hvad laver man så i denne setting: Man har en ikke-voldelig Jyhad kørende mod de andre Immortals og slås mod Sanguiary, som er en en monstrøs pendant til “Immortals” og  slags lovecraftianske skurke, bare utrolige kedelige. Det hele er frygteligt.

Nu sagde jeg tidligere at det her var det dårligst formidlede rollespil jeg nogensinde har læst. Immortal starter med 32 siders prosa. 32 sider, piger, drenge, damer og herrer og folk uden for kategori!. 32 sider hvor jeg skal høre om nogle ligegyldige karakterers ligegyldige ageren og snak uden at lære synderligt mere om settingen. Jeg nåede ikke mere end ½ side ind, for “heldigvis” er det også hammer dårligt skrevet.
Men ikke nok med det! Til gengæld laver bogen en dødssynd ala White Wolf/Kult/andet dårligt 90’er rollespil ved at snakke meget om hvor intenst det her rollespil skal være og hvor DYBT det skal være, men uden at vi får klare redskaber til hvordan. Det svarer jo for helvede til at jeg kunne kalde mig selv for kørerlærer ved at give folk en bil, fortælle dem at det er vildt vigtigt at de lærer at køre bil og derefter går igen.

Vi forsætter lige i den der vibe med dårlige beslutninger, for heldigvis er karakterarket også både grimt, uoverskueligt, men det er også placeret midt i bogen, i farver og lægger op til at man køber udprintede eksemplarer af det.

Der er dog gode ting at sige om Immortal: Der er et sjovt aspekt ved systemet, hvor man har d10’er i forskellige farver. Man har så et tal, som man gerne vil op til og hvor man lægger ens skill til. F.eks. 8 +1d0, taget 14. Det som så er ved det er at man alt efter omgivelserne/udfordringer/GMs niveau af vrede kan rulle flere terninger i forskellige farver, hvor de alle sammen skal blive til 14 i eksemplet ovenfor. Hvis jeg så ruller 9 på af dem kan jeg godt trække 3 fra det rul og lægge 3 til et andet rul, så jeg stadigvæk klarer det. Jeg tror ikke at det kan fungere i praksis, men der er noget fint ved tanken om terninger i forskellige farver, som er sjov og kreativ.

En anden ting ved Immortal som er rigtig dårligt er dets ordliste, som forfatteren har valgt at placere i dets “sidebars”, dvs at der ikke er en samlet oversigt på de mange forskellige begreber som jeg skal forsøge at holde styr på. Jeg vil jo nærmest hellere læse Immanuel Kant end det her gøgl. Her er der til gengæld det interessant ved “Immortal: The Shadow War”: Bogen er nærmest en klar demonstration i alt man ikke skal gøre i formidlingen af rollespil. For lidt overskuelige lister, alt for meget dårlig prosa og for meget udenomævl i stedet for at fortælle at vi her skal spille X og det bliver hammersjovt.

Nu har jeg tidligere skrevet at det tydeligvis nok er et passionsprojekt, i det er skrevet, opsæt og illustreret af samme mand. Problemet er bare at jeg klart mangler den følelse af passion fra Ran Ackels. Muligvis fordi der er skrevet ud fra en ide om at det skulle være “cool art” og man derfor ikke kan vise nørdet passion. Det sidste er min fordomsfulde antagelse ift nørdkulturen på det tidspunkt.

Jeg vil give det videre ved reallocation og jeg kan oprigtig talt kun opfordre folk til at samle den op og læse den. Bogen er nærmest et langt studie i “how not to do” ift at formidle rollespil. Desuden skal man se på det bare for at tænke over hvor vildt det er at denne her bog blev udgivet. Forfatteren Ran Ackels lavede tilmed to udgaver mere bagefter, hvor den anden blev fysisk udgivet og den tredje bare kom ud som gratis PDF.

Et solsystem opstår på 1 time: GURPS Space i aktion

Jeg har haft alt for meget at se til på det seneste, så nu vil jeg lige sætte mig ned og slappe lidt af med at skabe et solsystem i GURPS regler, inklusiv en halvfjollet historie om de brave helte som udforsker den (de brave helte er naturligvis baseret på to af mine københavnske venner).
Underlægningsmusikken er naturligvis 1812-overtouren af Tchaikovsky, fordi alt sci-fi/space opera i rummet bliver bedre med bombastisk klassisk musik og alt klassisk musik som er værd at lytte til er skrevet enten af gale russere eller tilsvarende tyskere. Jeg har rullet næsten alt tilfældigt frem og noterer mig i hårde paranteser hvad jeg har rullet. Det er markeret i kursiv, så man kan springe over hvis man bare gerne vil læse om vores heltes eventyr.

 

Historien om Kaptajn Johannes og navigatøren Troels opdagelse af Brennus-systemet

I år 2320 kommer det brave rumskib Diogenes ud af hyperrummet ved målet: Solsystemet Brennus, som er fjerde nærmeste stjerne fra Alpha Centuari og en af de næste mål for kolonisering. Mennesket har ikke mødt rumvæsner og om hvorvidt de findes er ukendt. Mennesket har opdaget FTL  (faster than light speed) rejser ved at hoppe igennem midlertidige ormehuller, men det er meget farligt. Vores helte er derfor taget afsted med en bevidsthed om at de ikke kan regne med at komme igen, is i maven og bøger af Senaca i tasken. Solsystemet Brennus  ligger inden for en “cluster” af stjerner.

 

Det første som møder vores helte er et moderat kraftigt skær fra de to tvillingesole [jeg rullede 8 +2, fordi det er en cluster, hvilket giver to sole]. De to sole skinner rødt og noget svagere end Jordens sol [jeg rullede for størrelsen af sole og fik “main sequence star”, samme som Jordens. Jeg rullede så for typen af sole og fik 11, hvilket giver en rød sol, type M, det absolute mest sandsynlige resultat. Det virker dermed som om at det er mest sandsynligt at der ikke er liv i de fleste galakser pga typen af stjerner].

Efter at vores helte lige har sundet sig over at være tilbage i realrummet sætter de i gang med at skabe sig et overblik over systemet de er havnet i og hvor mange planeter som er der. Det er dog en markant mørk galakse i forhold til jorden, så hvor meget masse der er og hvor planeter der er er ikke til at se med det samme. Troels sender det aftalte system tilbage igennem hyperrummet til Alpha Alpha Centauri og Jorden for at de er ankommet sikkert: “Vae victis.“.

[her bliver det alt for nørdet og kompleks med en stor tabel til at vi gider gå det hele igennem, men jeg rullede først 16+2 (fordi der er to sole) på at se om der skulle være planetter. I følge mit rul skulle der ikke være det. Det er røvkedeligt, så jeg rullede om. og fik i alt tre mulige planeter rundt om Bennus-systemets tvillingesole].

Vores helte sætter igang med at måle op på de tre planeter som de kan se på deres sensorer, og hvor langt der er mellem dem og solene. De benytter sig her af Bode’s constant (en regel for hvor langt planeterne i vores solsystem er fra hinanden og går i gang med at “oversætte” den til de lokale solsystem. De når her frem til at Bode’s konstant her er 0,4 mere end Jordens på 0,3. Det vil sige at de tre planeter her ligger med større afstand fra solene end Solsystemets planeter gør fra Solen. Alle mål herefter er i AU, “Astronomical Measurements”, som er afstand fra Jorden til Solen, cirka 149.637.000 km.

Første planet er 0,6 AU væk, hvilket betyder at der hypotetisk set kan være flydende vand og dermed liv på planeten ud fra hvor langt solene er! Anden planet er 1,0 AU væk og tredje planet er 1,4 AU væk og dermed uden mulighed for vand og liv.De to helte er svært begejstrede over kaptajnens visioner og navigatørens kølige overblik og går i gang med at sende prober ud til de forskellige planet for at se nærmere på dem.

[Nu bliver det vildt nørdet, for nu går vi i gang med at regne ud hvor lang der mellem de forskellige planeter. Man begynder med at rulle 1d6 og gange det med 0,1 AU. Det er afstanden mellem solene og den første planet. Derefter går jeg i gang med at lægge 0,4 til for hver planet til pga Bode’s constant%. Biozonen bliver her opgraderet fra 0,1-0,2 til 0,6 fordi der er to sole. Alt under eller over biozonen giver en planet, hvor de ikke kan være liv. ]

Fordi vores helte er yderst i solsystemet går de i gang med de yderste planet Brennus 3 først og arbejder sig derefter indad. Vores helte får sig noget af en overraskelse ved den yderste planet, for de viser sig ikke at være en planet, men en samling af meget tætte asteroider som roterer rundt om solene og som virker som sammensat af nikkel & jern og oplagt til minedrift [11 for typen af “planet” og 11 igen for typen af astroide, dvs store mængder nikkel og jern].

 

Planet nummer to er en stor gas kæmpe med 5 måner og en vag ring rundt om. Den minder i størrelse om Jupiter eller Saturn fra vores solsystem, men er i et fuldstændigt vanvittigt farveskema med kombinationer af røde, purpur og til tider næsten blå farver som vores helte ser igennem deres ubemandede fartøjs kameraer. Det afdæmpede lys fra de to sole skaber en masse sære skygger. De to helte noterer sig at det er muligt at der kan være muligheder for baser på planetens måner og at den uanset hvad er en oplagt turistattraktion med de meget markant og kraftige farver i skygger. [her rullede jeg 15-2 pga typen af stjerne for størrelsen, 5-2+2 for antal måner og 9+2 for ringen ift om planeten havde nogle specielle features.]

Til sidst når sensoren hen til den inderste planet, Brennus 1. Den har en radius på 12872 km, noget større end Jordens 12735 km og en densitet på 4,3 i modsætning til Jordens. Dette giver den en tyngdekraft på 0,787 G, hvor Jorden har 1 G. Vores helte kan dermed se at der er færre metaller på planeten end på jorden fordi den er så let. [jeg rullede for størrelsen og fik 8 x 1000 miles i diameter. Derefter rullede jeg for densitet og proppede det ind i en formel for tyngdekraft].

Planeten tilter hele 80 grader ift solene og har derfor markant forskel på årstiderne! Jordens tilt er 23%, så her er der virkelig vilde forskelle mellem sommer og vinter. [her rullede jeg 12 og fik derfor max tilt. Sommer og vinter her er nærmest som forskellige verdener].
Dagene på planeten virker til at vare hele 4 jorddage per “lokal” dag, dvs at det tager cirka 96 jordtimer for planeten at rotere en gang om sin akse. Det faktum at der er to sole gør at dagslængden svinger noget, men grundlæggende set drejer planeten sig langsomt rundt om sig selv.
Planeten har en tynd atmosfære af Oxygen-Nitrogen, præcis som jorden. Dvs at man burde kunne trække vejret dernede med kun lette hjælpemidler pga det lave iltindhold. Dermed kan vores helte konkludere at der må være en form for liv på planeten på grund af tilstedeværelsen af ilt!
[6 for atmosfærens type, 7 for indholdet af atmosfæren].
Planeten er noget kølig med en gennemsnits temperatur på 4,4 C, cirka 20 grader under Jordens gennemsnit.
[14-1 fordi der er to sole]
40% af planeten er dækket af have, som for det meste er tilfrosset på overfladen (Jorden har 71% have). Resten af planeten er dækket af bjerge, bakker og dale. Der er en mindre rødlig måne, som hamrer rundt om Brennus 1. De sender et landingsfartøj ud med nogle fartøj, stadigvæk ubemandet. Der når de frem til følgende igennem en kort udforskning og gravning.

Luftfugtigheden er 54%, noget højere end jorden. Der er stort set ingen radioaktive materialer, ingen ædelstene, få metaller som kan bruges industrielt, en mindre overflod af tungmetaller. Vi har med andre ord et oplagt sted for et studie, masser af tung metal og det er hammerkoldt.
[Kategorier for planetens ressourcer, tilfældigt rullet. Går fra 0 til 12. Genmstones/industrial crystal: 0 Rare minerals: 5. Radiactives: 1. Heavy metal: 11. Industrial metal: 6. Organics: 7. ]

Vores helte bliver her noget overrasket over typen af liv, da de kort tid derefter opdager det lokale plante- og dyreliv. Plantelivet overlever de sindssyge temperaturer ved at have et kolossalt stor net af rødder langt under jorden og derefter komme frem og trække sig tilbage alt efter hvor meget sollys der er et sted. Dyrelivet er næsten alt sammen flyvende for at kunne rejse efter dagslyset og for at kunne rejse efter sommeren, da vinteren virkelig er koldt.
[Biosphere: 13 +1 (pga typen af solen), dvs “højere” dyr, reptiler, pattedyr og fugle. Dermed intet intelligent liv.]

 

Vores helte highfiver i begejstring over at være de første som har opdaget liv i galaksen og sender signal tilbage om at sende det store koloniseringsskib af sted, gerne med ekstra store mængder gin.

 

Korte betragtninger

GURPS Spaces system til at skabe et solsystem var ikke helt lige så nemt at bruge som andre random tabeller, som jeg ellers har brugt, men det er også noget tungt sat op. Bogen er så også fra 1993, så det undrer mig ikke. Det tog også noget længere tid at lege med på grund af de matematisk formeler ift andre tabeller. jeg brugte cirka i alt 1-1½ time.

Det er dog vigtigt at understrege at systemet grundlæggende fungerer og giver anledning til nogle sjove solsystemer. Plus der er en pointe med formelerne, for den f.eks. giver en information om tyngdekraften på planeten. Jeg skabte her en verden med sol svage rødlige sol, som skinner ned over en iskold planet dækket i sne og is. En verden med utrolig lange dage og nætter med årstider som nærmest er så forskellige som de kan være. En verden hvor mennesker kan slæbe på næsten halvanden gang mere masse end på Jorden. Det er fandeme fedt. Uden at gøre noget bevidst for det skabte jeg en sci-fi planet som max ligger op til et black metal soundtrack. Så tak for Troels og Johs til lige at opfordre mig til at lege med det her i praksis!

Con2 2021 søger scenarier!

Hvis ikke I allerede har set det på Facebook, så kan jeg afsløre, at Con2 vender tilbage i 2021! Relevant information kan findes her mellem mig (en af de to rollespilsansvarlige) og vikaren for den anden rollespilsansvarlige.

 

Hvis I har spørgsmål, så skriv endelig her eller på rollespil@con2.dk! 😀

[OBG?] GURPS Space

Varefakta: Længde: 126 sider. Udgivet: 1993. Forfattere: Steve Jackson & William A. Barton. I sort/hvid.

Tl;dr: GURPS Space Second Edition er ikke altid lige spændende læsning, men virker  til at være brugbar i praksis og holder sig enormt godt for en bog fra 1993.

Jeg har i noget tid haft en forkærlighed for GURPS supplementer (ikke systemet) siden jeg for sjov lånte GURPS Psionics på biblioteket. Så gik jeg amok og begyndte på at få mig min egen samling af GURPS supplementer. Den udgave af GURPS Space jeg har er som nævnt fra 1993, jeg har ingen anelse hvordan den eventuelt er anderledes fra de ældre udgaver.

En detalje som fik mig til at smile var at man blankt i indledningen indrømmer (og halvvejs beklager) er følgende: “reality testing had to go right out the viewport this time“. Det er tydeligvis en GURPS bog!

Der hvor GURPS Space så til gengæld er interessant er at bogen forholder sig til forskellige måder at spille sci-fi rollespil på og dermed hvilken genre vi spiller. Ganske vist igennem GURPS’s ide om “technology level” bevares, men der er afspejlinger af forskellige fortolkninger/version fra hård science fiction til space opera og hvad typer af udstyr/skibe/våben/etc som kan eksistere i forskellige teknologiniveauer, hvor GM opfordres til at forholde sig til det og hvordan det vil påvirke kampagnen/settingen ift muligheder, flavour og hvor vild den bliver. Det er simpelt, men det er fandeme fedt.

Der er utrolig meget snak undervejs om de forskellige typer udstyr, men det bliver præsenteret overskueligt og fortæller et eller andet sted noget om forskellige slags sci-fi. Jeg har jo ikke købt denne bog med nogen som helst forventning om at bruge reglerne i praksis, så det er sådan set fint. Der er nogle regler til at lave aliens (som jeg skimmede), men igen indeholder deres guidelines gode overvejelser. Det samme gør sig gældende for deres oversigt om sære områder ude i rummet og hvordan de kan slå ens karakter ihjel. Så det er jo fedt. Deres regler for rumkamp er ikke helt så interessante, bl.a. ift at alle karakter gerne skal have noget at lave der samtidig. Det har de lidt i GURPS Space, men det er bestemt ikke alt sammen lige interessant. Til gengæld er deres sidste kapitel om at skabe galakser, planeter, baser og kort vildt fantastiske. Der er især et fantastisk eksempel på at lave stjernekort på ternet A4 som illustrerer planeters afstand til hinanden i alle tre dimensioner . Det virkede lidt kompliceret (inklusiv lidt matematik med kvadratrod og potens), men i det øjeblik jeg prøvede det med en lommeregner var det enormt nemt at bruge i praksis (det er baseret på Pythagoras’ læresætning om trekanter). Det gør lige pludselig at ting som et skibs fart og lignende bliver spilskabende (hvor længe skal vi være i dvale her, hvor lang tid tager det her, etc). Så det er fedt og virker overraskende nemt at få noget ud af. Deres beskrivelser af mulige verdener er også nemme at bruge eller ændre til hvad man har brug for.

Alt i alt var GURPS Space ikke en overvældende spændende bog at læse, men jeg kan løbende undervejs finde små ting eller ideer som jeg ville kunne bruge i en rum kampagne undervejs. Bogen virker god researchet og formidlet (som GURPS bøger har ry for at være). Så det er jo alletiders, især ift at den er udgivet i 1993. Nu skal jeg så lige finde ud af hvad det næste skal være som jeg retrospektivt anmelder. Det skal enten være GURPS: Voodoo, Chaosiums bog om Dreamlands til Call eller “Immortal: The Invisibile War-  The Alternative Personality Role Playing Experience” (obskurt rollespil fra 1994). Jeg har brugt 15-20 minutter på at få en afstemning til at virke uden held, så skriv en kommentar 😀

Edit: Tilføjet links til den næste bog.

[OBG?] Astounding Adventures- Pulp Adventures for Basic Roleplaying

Tl;dr anmeldelse: Ehhmm…crap.

Varefakta: Troy Wilhelmson. Basic Roleplaying. Chaosium Inc. Udgivet i 2013. 108 sider. Softcover.

Jeg er glad for tju-hej eventyr og synes godt om pulp genren som ide, så derfor røg denne bog i min indkøbskurv. Det er så heldigt at Troy Wilhelmson har skrevet en rigtig stinker, for det gør det nemmere for mig at anmelde denne bog. Hvis vi begynder med det rent grafiske, så er layoutet ikke slemt. Det er bare kedeligt. Illustrationerne er meget fine (dem kommer jeg tilbage til senere), men også noget forudsigelige (nazi, heksedoktor, kinesisk troldmand, lækker vildt muskuløs amazone, etc). Reglerne for de ekstra ting der er (f.eks. mad science våben) virker også som noget der kunne være sjovt at lege med i praksis.

Hvad er der så af problemer, som jeg meget subtilt antyder det i begyndelsen? Der er det problem at Troy Wilhelmson har skrevet en bog, som ikke er bevidst om sin egen genre eller sågar hvad der gør den genre fed og interessant. Så derfor har han lavet en bog, som handler om at man skal rende rundt og samle skatte, bekæmpe gale videnskabsmænd og nazister. Jeg gider generelt ikke være politisk ift min fiktion.
Jeg synes til gengæld det her er problem, at alle eksemplerne på skurke i bogen enten er nazister eller ikke-hvide mennesker, for det er mega fucking dovent! Der er en masse eksempler, hvor det virker som om at Wilhelmson er meget stor fan af Indiana Jones. Det er jo fair nok, men der mangler refleksion ift genren og hvad type historie vi gerne vil fortælle.
Plus der er dele af “pulp” genren som mangler. “Black Mask” nævnes ikke i opremsningen af magasiner på trods af at det var her at bl.a. Dashiell Hammett og Raymond Chandler (en af Thais’ absolutte yndlingsforfattere) opfandt den hårdkogte krimi. Plus Black Mask blev grundlagt af ingen ringere end H. L. Mencken, som dækkede The Scopes Trial om hvorvidt man måtte undervise i evolution/fakta i amerikanske skoler. Lovecraft skrev historier i Harry Houdinis navn for helvede. Hvorfor er der ikke noget af det som er med?!?

 

Et andet problem er at meget af bogen er grotekst ligegyldig. Der bliver brugt tid og plads på at levere stats på politifolk og andre NPC’er. De er allerede i Basic Roleplaying og ellers tager de ingen tid at lave.

Det siges desværre meget at der f.eks. i listen over forhindringer (fælder, kviksand, sneskred, “whirlpool”, etc ) bare er forslag til hvilke skills man kan bruge eller hvilke regler fra Basic Roleplaying man skal bruge med f.eks. en reference til hvor reglerne for biljagter står. Der er en gennemgang af de baggrunde/start-klasser for en karakter i settingen, som bare består af gennemgange af ting i Basic Roleplaying. Illustrationerne er glimrende udført rent teknisk, men de mangler sjæl og nerve. Især fordi de bare er klicher af nazister, kinesisk troldmænd, etc.  Bogen afsluttes med nogle spilbare, men på ingen måde inspirerende eventyr. Det mest positive jeg kan sige om dem er at der er en automat som i typen af restaurant med i en af dem.

 

Denne her bog er udgivet i 2013. Det burde simpelthen være kunne blive gjort bedre der med bare en smule reflektion over genren og hvorvidt pulp historier behøver være sexistiske og racistiske (som det er mit indtryk at de var i 20’erne og 30’erne). Det er en specifik verden som pulp opstår i med de “brølende 20’ere” og Depressionen i 30’erne, hvor de europærisk imperier synger på sidste vers i deres dominering af verden og af indfødte forskellige steder. Hvorfor er det så interessant? Hvorfor opstod det? Hvordan fortæller man historier i den stil? Intet af det besvarer “Astounding Adventures”.

Jeg synes det er interessant, for jeg har desuden læst GURPS: Space for nylig (den bliver næste indlæg i denne serie). GURPS: Space af alle bøger formår faktisk at forholde sig undervejs til dets genre/genrer på trods af at den er fra 1988.
Det er ikke fordi at bogen her burde være kritisk over hverken det ene eller det andet rent politisk set i min optik. Jeg ville bare gerne have at den forholdt sig til hvad det er fedt ved genren den forsøger at efterligner. Next!

[OBG?] Nightlife- The Roleplaying Game of Urban Horror

Varefakta: Udgivet 1992, tredje udgave af spillet. Udgivet af Stellar Games. Genre: Splatterpunk/horror.

Det var om noget her at jeg kunne konstatere at min ide om denne her serie gav mening. For nøj, Nightlife er en spændende bog! Både ud fra et rollespilshistorisk perspektiv og som rollespil i sig selv. Første udgave udkom i 1990, jeg kigger så her på tredje udgave fra 1992.

Nightlife minder utrolig meget om World of Darkness (Vampire 1st udkom i 1991), men det er i min optik noget andet og i sidste ende voldsomt mere interessant og spilbart end WoD. Jeg vil dog gerne lade Nightlife stå på egne ben, så min anmeldelse ikke bare bliver en sammenligning med WoD. Så selvom paralellerne og forskellene kommer til at være tydelige for alle som har skimmet Vampire bare en enkelt gang, så venter jeg med en kort sammenligning til sidst.

 

Settingen ultrakort

Nightlife har konsekvent valgt at dens kampagnesetting er i New York City anno 1994, et par år længere fremme end da bogen udkom. Det spiller ikke den vilde forskel, jeg tror bare det er for (lidt ligesom Fusion) at man ikke føler sig bundet af nutiden. Spillet lægger op til at man spiller overnaturlige væsener, som render rundt i New York om natten og laver vilde ting som en slags bande. Der er så “The Commune”, som er en slags paraply organisation, som forsøger at sameksistere med menneskeheden (“The Herd”) og at de overnaturlige væsner (“The Kin”). I modsætning til “The Commune” er så “The Complex”, som går ind for at ville herske over menneskene. De (og nogle andre mindre faktioner) slås så med hinanden i en slags natlig skyggekrig.
Det interessante er at “”The Commune” har ens regler for The Kin, men uden en formel udøvende magt til at straffe folk som overtræder reglerne. Deres regler er baseret på hemmelighed, et princip om “ryd op efter dig selv” og ansvar for de nye medlemmer af “The Kin” som man skaber og lignende. Dvs at det er fællesskabet som giver regelbryderne nakkedrag og ikke en autoritetsfigur. Der er mange forskellige bander, som er tilknytter enten pro- eller anti-menneskelige faktioner med territorium rundt omkring i byen.

 

Nightlife foregår som udgangspunkt i New York City, som er fint beskrevet i bogen. Jeg ville kunne køre ting mere eller mindre fra bladet og så bare improvisere alt efter hvor henne i byen spillerkarakterne tager hen. Der er ikke nogen større “hemmelig historie” for settingen som sådan, kun nogle enkelte halvgamle typer som har lavet vilde ting.

Nightlife har desuden noget som minder om et plot i settingen i form af Wormholes, som er en slagt sære dimensionshuller, som indeholder sære monstre, tænkt 50% dumme b-films gysere og 50% Lovecraft. Det virker egentlig meget fedt, især fordi at ingen ved hvor de Wormholes kommer fra, kun at de er en trussel mod New York Citys indbyggere, både de menneskelige og de overnaturlige. Der er også magikere i settingen, som så bliver dækket i bogen “Magic” fra Stellar Games. Den ejer jeg så ikke, så den skal jeg ikke kunne udtale mig om.

 

De overnaturlige væsener

Noget af det som jeg især godt kan lide at Nightlife gør at de forskellige typer af overnaturlige hører til i samme “samfund”. Blandt de overnaturlige kræfter er der et overlap, hvor at der er nogle kræfter som alle typer af “Kin” kan bruge. Det er helt konkret Armor, Aura Sight, Claws, Danger Sense, Drain, Event Manipulation, Locate Human, Mental Mapping, Nocturnal Vision, Photogenics, Send Dream, Speed, Time Sense & Weather Control.
Det synes jeg er rigtig spændende, at der er en overnaturlig “basispakke”, som alle overnaturlig typer kan lære. Event Manipulation er spændende, fordi man der kan ændre fremtiden og den nære fortid. Locate Human gør at man kan spore et enkelt menneske. Det er især relevant ift Drain, som er evnen til at suge livskræft ud af “the Herd” og hvor man kan “smitte” andre med ens overnaturlighed. Alle væserne har det tilfælles at de ikke ældres, er næsten immun overfor sygdomme og ikke kan dø uden videre. Ift døden, så kan man dø X antal gange alt efter hvor holdbar ens karakter er (tænkt Con, Toughness, etc).

De forskellige typer af overnaturlige væsener som man kan spille er følgende: Vampyrer, varulve, spøgelser, “inuits”, “animates” & “wyghts”. Der er flere undertyper i et stort virvar, men det er hovedgrupperne. Der forskellige typer har så svagheder og fordele i form af nogle kræfter som det kun er dem som har adgang til, bonuser og minuser til stats. Rent spilmekanisk er der dog ligheder i alle de overnaturlige typer. Det er fedt, for det gør hele urban fantasy tingen nemmere at køre med. Vi kan snildt have en vampyr, en varulv, en golem og en shaman i samme party, for de er en del af samme samfund og taler samme (slang-)sprog. Det er i min optik et fedt setup, for så kan man bare lave et party/bande af forskellige væsener med forskelige evner og gå i gang. Nightlife lægger op til at man spiller en slags bande, som passer på hinanden og hænger ud sammen. Halvvejs løse venskaber, halvvejs bande, hvad jeg sgu egentlig meget godt kan lide. Det er især interessant, for man ender i min optik nemt et sted hvor man er nødt til at gøre noget for a overleve i New York City by night, som man ved vil pisse nogle andre af. Og så kører vi jo ellers derfra med masse af bandekampe.

 

De forskellige typer er meget hvad man forventer, dog er varulvene ikke sociale og i et kobbel fra begyndelsen. “Inuits” er en slags amerikansk indfødte naturånder, bundet til et specifikt stykke natur (i New York ofte Central Park), er forholdsvis “trickster” agtige og skal gå flamboyant klædt, inklusiv fjer. “Wyghts” er en slags ikke-døde, som lidt ligner mummificerede indtørrede lig. De er så til gengæld overvejende selskabelige og går op i at bevare deres menneskelighed. “Wyghts” kommer (ligesom dæmonerne) fra et andet sted kaldet “The Twisted Dimensions”, hvor de for en halv evighed siden kom ind i vores verden. “Animates” er den eneste gruppe af mulige spillerkarakterne, som ikke har været mennesker engang. De kan så være bygget på forskellige måder, Frankensteins monster, homunculi, roboter, etc. De er seje, men har også stærke svagheder. Vampyrer kan f.eks. ikke tåle sollys (som er den værste og dræber dem med det samme), religiøse symboler, hvidløg, rindende vand (og andre væsker), ild og træ i forskelligt omfang. Der er en beskrivelse af en vampyr, som bliver smidt i en container med hvidløgsolie på en pastafabrik og dør på ingen tid. Så det er ikke kun sjovt at være overnaturlig.

 

Der er også nogle andre eksempler på overnaturlige typer (feer, sære folk som går igen, medusaer, etc), som så er for meget “erfarne” spillere. Det er også vældig cool.

 

Overnaturlige kræfter og menneskeligheden

De forskellige slags overnaturlig typer har adgang til forskellige kræfter, som giver dem deres egen flavour. Det er fedt nok, men her kommer hvad jeg virkelig synes at Nightlife gør godt, nemlig dets Humanity system, som er en enormt interessant spejling af Call’s Sanity. Nightlife karakterer har en (aktuel) Humanity og en Max Humanity. Når ens karakter så vil lære eller blive bedre til magiske kræfter betaler man en pris i Max Humanity for det. Når man så vil bruge en af ens kræfter betaler man for det i Humanity. Det er en enormt simpel afspejling af det overnaturlige som ikke-menneskeligt og viser en fin balance, hvor ens overnaturlige kræfter kan føre til en dødsspiral. Den interessante modsætning er at man godt kan håndtere balancen mellem det overnaturlige og menneskelige hvis man er omhyggelig, men dt er ikke nemt.

Man kan desuden naturligvis miste eller få Humanity alt efter hvor godt/skidt man så opfører sig. Her er det ligegyldigt hvad ens Humanity score er, du får altid de samme plusser eller minusser. Hvis man ryger under 0 i Max Humanity bliver ens karakter til en NPC. Humanity kan ikke overskride Max Humanity. Hvis man går det går ens Humanity ned med 10 og ens Max Humanity går op med 1. det samme sker når man går under 0 i Humanity, hvor man så mister 1 i Max Humanity. Det er en elegant måde synes jeg at vise sammenhæng mellem overnaturlige og menneskelige og samtidig have et moralsk kompas. Det bliver især godt fordi det er en iboende moralsk konflikt i spillet, når både overnaturlige kræfter koster Humanity og det at bruge Drain (hvad mange af de overnaturlige væsner man spiller SKAL gøre løbende ved f.eks. at drikke blod som vampyr). Jo højere Humanity, jo mere kontrol har vedkommende over sin overnaturlige/bestialsk natur (f.eks. ikke om man pludselig går amok og kaster sig over det første almindelige menneske som kommer ind af døren).

 

Der er desuden forskellige kræfter som det kun er en type overnaturlige væsner som kan få. Iniuits kan bl.a. helbrede folk og blive usynlige, animates kan bl.a. udvikle mentale kræfter, vampyrer kan bl.a. forvandle sig til flagermus og gas form, spøgelser kan bl.a. udøve telekinese og blive immune over fysisk skade, etc. Det er meget hvad man vil forvente, men det er samtidig også meget fint og sejt.

Regelsystemet

Her er til gengæld en del af Nightlife, som viser sin alder. Man ruller 4d10 for hver af sine stats (Styrke, Smidighed, Udholdenhed, Viljestyrke, Årvågenhed/Perception, Karisime og Held), hvor man så får minusser eller bonusser fra ens art. Hitpoints afledes så af udholdenhed og held. Skills får man ved at rulle 20d10 og så fordele dem blandt ens Skills. Hver skill er baseret på en stat. Så hvis jeg f.eks har en karakter med 31 i intelligens og har sat en 7 i Cryptography skal jeg rulle 38 eller mindre med 1d100 for at klare det. Man får så lov til at rulle flere d10’ere efter et eventyr og tilføje dem til sine skills og endnu flere hvis man er gået op i Humanity. Så der kan jeg f.eks. tage en 9 og tilføje den til min Cryptography for at få 47. Man har dermed et mekanisk incitament til at gå op i Humanity. Så det er ret ligetil, omend det kræver at man er glad for tilfældighed.

Kampsystemet er noget mere tungt. Jeg har set det værre, men det er dog noget rodet skrevet og giver ikke altid mening.

Overordnede betragtninger

På falderebet skal det lige med Nightlife er en lidt rodet opsat bog. Der er til gengæld en god stikordsoversigt, så man kan fint finde ting undervejs. Det står bare ikke automatisk logiske steder i bogen.

 

For at kort sammenligne bogen med World of Darknes, så synes jeg at den har gang i noget anderledes og mere interessant. Det virker i hvert fald som White Wolf var inspireret af Nightlife’s setting undervejs. Hvor meget der så har været tidlig 90’er zeitgeist en tre år efter at Lost Boys og The Witches of Eastwick begge kom ud i 1987 ved jeg ikke, men det virker lidt sådan. Nightlife har bare samlet vampyrer, spøgelser, varulve, Frankensteins monster, dæmoner og meget andet godt i en bog, et samfund og hvor magtpolitikken er noget man indgår meget mere direkte i. Det slår mig at settingen faktisk nemt ville kunne bruges med et hack af Blades in Dark, hvor man slås med de andre bander om territorium og om holdningen til mennesker. Der er bare mere og andet i spillet end “I skal gøre som de Ældste siger”, som meget dominerer Vampire, Werewolf, og i mindre omfang Mage, Wraith, Changelig, etc.

 

Alt i Nightlife er noget lidt mere old-school/ærlig, hvor de f.eks. skriver om at man kan bruge ark med hex-grid i kamp for at holde styr på hvor folk befinder sig. Det er i min optik milevidt fra måde White Wolf forsøgte at iscenesætte sig selv dengang (og sikkert også i dag). Dermed ikke sagt at det er bedre end White Wolf, men det er i min optik mere konkret tænkt ned i spil.

Ville jeg så kunne finde på at bruge Nightlife til en kampagne? Ja, det kunne jeg vist egentlig godt. Settingen er forholdsvis fanden i voldsk og lægger op til noget drama uden at det bliver melodramatisk og Humanity er stærkt mekanisk afspejlet i spillet. Så jeg kunne sagtens finde på at lave en kort kampagne med nogle overnaturlige typer i en bande, som hænger ud i New Yorks natteliv og forsøger at overleve deres udødelighed, især fordi at systemet med at rulle XP tilfældigt lægger op til at man bare giver den gas i min optik. Det er på ingen måder et perfekt rollespilssystem, der er nogle klare fejl og mangler.
Det ændrer dog ikke ved at Nightlife gør nogle ting godt, både for sin tid og i dag. Især Humanity systemet har jeg klart tænkt mig at stjæle ved lejlighed.

 

Humanity guide til Troels:

[OBG?] Scarred Lands Gazetteer

Jeg fandt over denne her bog da jeg lavede en mindre rokade i min reol, så der kan jeg jo lige så godt begynde med mit “Oldies but Goodies?” segment, hvor jeg anmelder gamle rollespilsbøger og sikkert skiller mig af med nogle af dem undervejs.

Scarred Lands Gazeteer er udgivet i 2001 af Sword & Sorcery, en underafdeling af White Wolf, som havde deres egen setting og lavede OGL D&D bøger til D&D 3.0.

Det er en settingsbog på sølle 47 sider + et kort i farver. Jeg har købt den for 50 kr i Dværgekisten/Epic Panda en gang og jeg tror prisen var hovedgrunden. Det er en lidt meh setting i min optik, men jeg tror at den for andre ille være interesseret. Den kan bevidst beskrives som Dragonlance efter Kataklysmen med et brys Lamentations. Der er nogle guder, som for 150 år gjorde oprør mod titanerne, som var crazy elementerånder og muligvis kunne have foresaget verdens undergang. Grunden til jeg nævner Lamentations er at der er en del weird/gonzo shit, men uden at det hele bliver…lamt, som i Lamentations. Der er f.eks. en ting som et hærgende hestefolk, som så er udøde og et blodigt hav, malet rødt af en titan. Det er okay sejt og det føles forfriskende at der ikke er tentakelmonstre med.
Jeg må ærligt indrømme at jeg hurtigt fandt ud af at settingen ikke siger mig det vilde, men jeg tror at det for den rigtige gruppe kunne være fedt. Der er flere punkter, hvor det er en klassisk fantasyverden, den er bare smadret. Plus den er lidt fucket og weird, men uden at det bliver Lamentations lettere ynkelige forsøg på at være edgy. Det er desuden explicit en D&D setting, hvor de til sidst lige skriver om “astral” & “ethereal plane”, så det var lidt sjovt.

Karakter: 3/5. Fint skrevet, men ikke lige noget for mig.

Scarred Lands Gazetteer foretager nu rejsen fra reolen og over til skuffen med ting til Fastaval Reallocation 2021.

DYI nørdjul

Her ovenpå en stille og hyggelig påske derhjemme vil jeg lige dele hvad jeg har gjort for at holde min egen nørdejul, min private erstatnings-Fastaval. Det er selvfølgelig ærgerligt at det har været nødvendigt, men det er om noget nødvendigt i min optik.  I mellemtiden må vi jo så glæde os til Viking-Con, Con2 (som jeg glæder mig til at arrangere igen) og Fastaval 2021, hvor jeg personligt drømmer om at Andreas Lieberoth laver en wrestling workshop. Uanset hvad er der ting at se frem til senere. Personligt har jeg fået malet flere figurer, skrevet mere og læst en smule.

Jeg kommer på Fastaval af cirka 5 grunde, så dem har jeg forsøgt at dække efter bedste evne.

1. Se mine rigtige gode venner.
2. Spille en masse rolle- og brætspil.
3. Irriterer Oliver imens han dømmer mig.
4. Bruge en masse penge på nørdede ting.
5. Indtage alkohol imens der bliver spillet musik som Piotr og Kristian hader.

Nr 1 og 2 har jeg så måtte accepterer at jeg er gået glip af i påsken i år.
Nr 3 kan fint lade sig gøre digitalt (det har det gjort i mange år). Nr 5 kan jeg også fint klarer herhjemme. Så nu vil jeg hente en flaske hvidvin som fortids-Thais var så rar at sætte i køleskabet for nogle timer siden og sætte “British Steel” af Judas Priest på. Det er dog nr 4, som dette her indlæg skal handle om.

 

I samfundssindets hellige ånd (og da jeg fik udbetalt feriepenge og penge tilbage i skat nærmest samtidig) har jeg bestilt en pokkers masse rollespilsbøger, brætspil og andet nørdgøgl fra Faraos Cigarer, Fantask og Epic Panda. Så det har om ikke andet være et plaster på såret. Jeg har købt en del ting af det især ældre rollespil, hvor jeg er gået ind til det med en klar forventning om at det absolut ikke er det hele som kommer til at blive i min reol. Så kan det komme til reallocation, men om ikke andet kan jeg have fornøjelsen af at have læst det. Så planen er at jeg går i gang med at læse bøgerne igennem og skriver om dem her i en serie “OBG”, Oldies but goodies? Jeg glæder mig til det, for det er gået op for mig at der er flere interessante ting som er sket undervejs i udgivet rollespil, som jeg ikke nødvendigvis lige har fanget undervejs. Om andet vil der med garanti være max zeitgeist undervejs. Og ja, der er en del GURPS bøger, for selvom jeg ikke kan lide GURPS som system, så er jeg stor fan af supplementerne. Ellers er jeg gået efter ældre indie-spil fra da de begyndte at komme frem. Så jeg glæder mig til at se hvad der er af sære ting der.
Jeg vil her gerne lidt gøre reklame for Epic Panda, som desværre har søgt om konkurs og derfor har udsalg på deres hjemmesider. Full disclaimer: Jeg kan hammergodt lide Pandafar, han har solgt mig mange ting i tidens løb.

Her er billeder af mine nye nørdskatte! Håber I har det godt derude, stay safe!