Anmeldelse: “Until We Sink”

Tl;dr: Jeg knuselsker det her spil.

Jeg hørte første gang om Until We Sink på Lænestolsrollespil, hvor de har en fremragende episode om scenariet/spillet. Så jeg downloadede det, forelskede mig endnu mere i ideen og fik det printet.
D. 8/9 spillede jeg så rent faktisk “Until We Sink” sammen med 3/5 af min regulære spilgruppe. Det var for mig en virkelig fin og givende oplevelse og jeg er helt tosset med hvad Magnus Jakobsson har skrevet. Spillet fungerede vildt godt i praksis i form af at de fire sære typer (en eksil-iransk pilot, ejeren af hotellet, en newzealandsk geolog og en australsk eventyrer) sad og ventede på at øren “Purgatory” (fordi den var imellem i “Livets ø” og “Dødens ø”, som en af spillerne improviserede frem med spanske navne) sank i havet. Det var fantastisk dejlig creepy på en underspillet måde undervejs, fordi det bare blev mere og mere weird, men stadigvæk var troværdigt som noget der kunne være sket i virkeligheden. Settingen er intet mindre end fantastisk. Hele den der vemodige stemning af en ø, som synker i havet var vildt smuk. Vi fik fortalt en rigtig fin historie, hvor sportsfiskeren var blevet myrdet, fordi han lignede sin far. Hans far havde skrevet en konspirationsbog om jordens undergang, hvor forskellige kendte steder ville synke i havet, inklusiv øen vi var på. Der var så kultmedlemmer, som havde myrdet sportsfiskeren, havde besøgt hotellet, ofret en måge, forgivet noget af maden og var taget afsted igen.

 

Vi snakkede bagefter om at det havde været ret fantastisk undervejs at sidde der og halvvejs overveje om nogle af de andre rundt om bordet havde slået sportsfiskeren ihjel. Det var enormt fint.
Det gav mig lidt associationer til fornemmelsen når man er ude at rejse/bor i udlandet og hænger ud med folk, primært fordi de er der og man har lyst til at hænge ud med nogen. Ikke at de nødvendigvis er dårlige mennesker eller man ikke kan lide dem, man er bare bevidst om at man hænger ud med dem for at være social med nogen og at man nødvendigvis ikke er sikre på at man vil se dem igen. Jeg knuselsker det her scenarie og vil klart sætte det op igen ved lejlighed. Jeg vil vildt gerne spille lignende ting, så jeg skal lige have kigget mere på Nørwegian Style. Hele semi-live tingen fungerede også enormt godt, fordi folk så kunne hente kaffe eller lignende eller bare pege på hinanden.

 

Hvad jeg især elsker ved det er at det har en form og reelt indhold. Jeg synes godt om virkemidlerne i meget “freeform” rollespil, men jeg savner oftest mere håndgribeligt indhold. Derfor var “Until We Sink” virkelig lige noget for mig. Jeg fik nærmest lyst til at bruge det som starten på en kampagne eller som et indslag, hvor spillerne efterforsker mordet, hvor selv rollespillet er hvad de hører fra folkene som var på øen, inden den sank.

 

Så kære Magnus, hvis du læser dette vil jeg bare sige tusind tak fra mig og mine venner! Jeg havde allerede lidt høje forventninger til dit scenarie i forvejen, men “Until we sink” var endnu bedre end det!

Reklamer