[OBG?] GURPS High-Tech

Ikke min bog (eller udgave), men dog samme forside.

Tl;dr: GURPS High-Tech er på ingen måde et mesterværk, men gør hvad den skal og overraskede mig faktisk lidt positivt ift dens brugbarhed på trods af hvor tørt den til tider er skrevet.

 

Varefakta: 128 sider. Sort/hvid. Softcover. GURPS 2nd edition. Steve Jackson Games. 1994. Skrevet af Michael Hurst.

 

Jeg havde ikke nødvendigvis høje forventninger til denne bog da jeg købte den til 125 kroner i Epic Panda, især fordi jeg ikke læste teksten specielt grundigt. Det var mest fordi den var der (og for at støtte Epic Panda). Bogen handler til dels om specifikt teknologi niveauer i GURPS (4-7 for de ekstra nørdede) og især skydevåben. Det er virkelig mange tabeller med skydevåben. Jeg regnede egentlig ikke med at få noget som helst ud af bogen da jeg først gik i gang med den, men jeg blev dog noget positivt overrasket.  Der er flere kapitler, som dækker den historiske udvikling af teknologi. Det er så henholdsvis 1450-1700, 1700-1900, 1900-1950 og 1950 til bogens “nu”, dvs cirka omkring 1993-94.  

 

Der er flere grunde til at jeg er nødt til at anerkende at denne her bog kan noget, også selvom den virkelig er tør og kedelig undervejs. Den første og vigtigste grund er at den ikke kun beskriver skydevåben, men også andre former for teknologi undervejs i den teknologiske udvikling.  Der er bare flere fine gennemgange af hvad man kan med forskellige slags teknologi på et givent tidspunkt. Den vigtigste der er naturligvis luftskibe, for de er bare altid pisseseje.

Den anden del er at der om noget er nogle folk her som har nørdet max ud over hvordan skydevåben virker. Så hvis jeg f.eks. skulle køre kampagner i alt fra Renæssance-Italien til Vietnam i 1967 ville der være information som jeg ville kunne læse og så have noget at improvisere over ift f.eks. hvad der ville kunne gå galt og hvad rammerne er for et givent våben. Det er ikke fordi jeg går op i realisme, især ikke for en hver pris, men det er meget praktisk at have som udgangspunkt. Og ja, det er også topnørdet, men det er dog bedre end at spille GURPS som sådan.

Når alt det her er sagt er det ikke en spændende bog at læse. Den er proppet med information og forholdsvis tør. Der er dog en kort beskrivelse af at beskyde en T-Rex med 1700-tals kanon, som var meget sjov (hvis man nu lige stod og manglede det). Jeg beholder den (i modsætning til en del andet jeg har anmeldt i denne serie), men hvis der kommer en GURPS glad nørd på besøg hos mig, som manglede den for at komme tættere på en komplet samling ville jeg give den videre med det samme.

Min genfortolkning af DragonLance

Jeg beklager den lidt kedelig titel. Henrik Dithmer foreslog “Gamle drager med nye  lanser”, hvad jeg heller ikke syntes fungerede. Så lev med det.

Tl;dr: Jeg fortæller her om nogle visioner ift system, spillestil og måde at spille DragonLance på i dag, hvor man spiller efter alle de romaner som udkom og hvorfor jeg synes det kunne være sjovt og en vild form for fantasy.

Her for noget tid siden siden skrev Morten Greis et fremragende og spændende indlæg om at bruge Forbidden Lands til DragonLance og hvordan man kunne fortolke det. Kristian har også været inde på at bruge systemet fra Over the Edge til at spille DragonLance med (links til alt til sidst, der er en masse spændende tanker). Det interessante her er at både Morten og Kristian tager udgangspunkt i den klassiske DragonLance kampagne til AD&D 2nd edition og hvad man kan lave af spændende ting med den. Det gør jeg ikke, men tager i stedet udgangspunkt i 3.5 bogen “Dragonlance Campaign Setting” fra 2002 og dens udvidelse “Age of Mortals”, hvilket fører os over til settingen. Det er ikke det samme som “Fifth Age”, som var et rollespil med kort som mekanik. Jeg har skrevet om DragonLance (især ift draconianerne) tidligere, hvor jeg også skrev om andre ting, så her er det mere et spørgsmål om det praktiske i en eventuel kampagne.

Superkort settingsguide for nytilkommere

Som alle sikkert godt ved så begynder “historien” i DragonLance med at der er nogle helte, som drager ud for at finde dragelanser, da Ondskabens Dronning har invaderet of kontinentet Ansalon på verdenen Krynn samtidig med at guderne vender tilbage efter at de skred tidligere.Dvs post-apokalyptisk fantasy. Det lykkes at besejre ondskabens styrker, indtil næste gang hvor Ondskaben er tæt på at vinde. Alt går dog i fuck pga Kaos, en af de to skabere af verdenen, som bliver sluppet løs. Kaos vil smadre alt, hvad guderne forhindrer ham i. Clerics og Wizards mister deres powers, Mystic og Sorcerers kommer frem som er andre måde at lave “divine” og “arcane” magi på. Det viser sig dog senere at Ondskabens Dronning bare skjult verden fra de andre guder. Hendes planer blev dog ødelagt af nogle kæmpestore drager (Drageherrerne) som invaderede Krynn fra det Hinsides. Guderne opdager at de er blevet narret, fratager Ondskabens Dronnings hendes guddommelighed, nogle af Drageherrerne) bliver smadret og verden står et lidt sært sted med både de Gode,  Onde og Neutrale kræfter ikke helt ved hvad morgendagen bringer, hvor der både er guddommelig og “arcane” magi, som både bruges af folk som tilbeder guderne (clerics & wizards fra Konklaven som bruger magi fra de tre måner) og folk som ikke gør (mystics og sorcerers, som henholdsvis trækker på det iboende guddommelige i tænkende selvbeviste væsner og som trækker på magien fra Kaos som stadigvæk ligger i verden).
DragonLance kører i forskellig “aldre”, hvor man så ender i “Age of Mortals”. De ter der hvor at “Fifth Age” beskriver begyndelsen af den alder og “Dragonlance Campaign Setting” beskriver settingen hvor guderne er kommet tilbage. Dvs vi er efter “War of Souls” trilogien af bøger, hvor Mørkets Dronning bliver dræbt efter hun er blevet dødelig.

 

Hvad kan DragonLance i “Age of Mortals” så som setting?

Kristian skriver det perfekt i hans indlæg om DragonLance nemlig at det er  “Bombastisk emo gritty high fantasy.” Jeg kunne ikke være mere enig.

For mig handler appealen ved denne her setting i høj grad om 4 ting.

1. Flere folk har læst romanerne, så de har et nostalgisk forhold til settingen. Det gør det muligt at bruge en settings baggrundshistorie til noget mere. Man kan referer til Tanis Halvelver som ens karakters store idol og hvordan man gerne vil være lige som ham. Der er med andre ord en fælles referenceramme, men hvor både Raistlin og Tasselhoff (heldigvis) er væk.
2. Utrolig meget pathos. Folk bliver dybt forelskede og kan ikke få hinanden, folk har det svært med deres søskende, der er frygtelige forbandelser fra døende folk og folk hader elvere helt vildt meget.
3. Gritty high-fantasy. I modsætning til f.eks. Warhammer får man lov til at spille sande helte på Krynn og ens helte kan rent faktisk få lov til at trække sig tilbage efter deres karrierer er slut og leve et lykkeligt liv. Samtidig med det dør folk undervejs, gerne på heroisk vis.
   Hele settingen bliver fucket over flere gange, hvilket gør at jeg “har lov” til at gøre det samme som GM. Der er desuden nogle interessante elementer af xenofobi og mistro mellem forskellige grupper, som går igennem settingen for både de onde og de gode, så det er jo fedt. Samtidig er det netop ikke grimdark, fordi folk får lov til at være helte undervejs.
4. Et post-moderne islæt. Som jeg har nævnt tidligere, så er der oprindeligt kun magi fra guderne, både ift præsterne og magikerne (med nogle få undtagelser, de såkaldte renegater, som nærmest smadrer virkeligheden undervejs). Der hvor settingen ender er der både folk som kan kaste magi med og uden guderne (hhv clerics & wizards vs mystics & sorcerers), hvilket giver en potentiel interessant konflikt om selvindsigt og egoisme vs det store overblik og noget som er større end en selv.
   Det er dermed noget post-moderne i det, fordi at alle står sådan lidt og er i tvivl om hvad pokker der nu skal ske. De store gamle fortællinger gør sig stadigvæk gældende, men samtidig er både ideen om hvordan verdenen plejede at være, før guderne forlod den for anden gang, død og det samme gør sig gældende for hvordan verden var imens guderne var væk.

Alt det giver en setting som får lov til “bare at være fantasy” samtidig med nogle twists uden at vi skal ud i hverken det ene eller andet.
En del af forskellene i mine tilgange her handler måske også om at jeg først prøvede at spille DragonLance tilbage i 2013 og ellers mest bare havde læst alle mulige forskellige romaner der, hvilket er grunden til at jeg personligt bare gerne vil spille ren fantasy og så skrive de oprindelige sci-fi agtige elementer ud af settingen.

 

Hvad skal det så handle om?

Hvis jeg skulle køre det her ville jeg høre det ud fra at have nogle spillere som har et forhold til settingen og som ikke andet har læst nogle af bøgerne.  Ellers ville jeg fremlægge forskellige muligheder for spillerne ift hvad art de vil spille, hvor de så kan vælge der. Så sammensætter vi  “an unlikely group of heroes”, som settingen jo om noget også ligger op til og drager på eventyr, hvor der sikkert vil dukke nogle skurke op. Settingen har heldigvis bevaret nogle af “the Dragon Overlords”, som er kæmpestore farvede, onde drager som har ødelagt store dele af landet og de onde riddere som nu er blevet til en flok bøller og røvere uden ære, så der er rigeligt med fjender at kaste sig over. Der er også spændende muligheder for utrolig meget intrige, fordi der er flere af de her organisationer og stater som laver meget spionage og lignende ting overfor hinanden og de resterende “Dragon Overlords”.

 

Desuden tænker jeg at en vigtig del af settingen er at konflikten mellem fortid og fremtid og mellem folk som har vænnet sig til at guderne ikke er så vigtige og folk som synes at guderne er meget vigtigt. Der er også her vigtigt at skære ting fra som det virker som om at Weiss og Hickmann ikke havde tænkt over eller som ikke giver mening. Jeg kan huske at man i “The War of Souls” trilogien og  “The Dark Discple” trilogien mere eller mindre fremstiller Balancen mellem God og Ondt ikke som et moralsk gode, men som et spørgsmål om realpolitik. Det kan jeg godt lide, for imod realpolitik kæmper selv guderne forgæves.

Plus der er mulighed for at spille folk som kommer fra forholdsvis usle kår og så bliver vilde helte. En lidt kritisk krølle her er også at selvom DragonLance har mange ikoniske elementer (drager, flyvende byer, seje lanser, draconianere, tidsrejser [som jeg ikke vil have med], pathos, etc), så har settingen ikke sådan vildt seje eller ikoniske lokationer som er unikke for den. Der er “the Inn of the Last Home”/Den Sidste Hjemstavns Kro og måske også Thorbardin, men ellers mangler jeg lidt nogle unikke lokationer. Det er meget de troldsmandstårne, elverkongedømmer, mørke bjerge, etc som vi kender fra meget andet fantasy. Det gør så til gengæld at det er nemt at tage på eventyr et sted og så lade spillerne påvirke omgivelserne.

 

Sidst men så absolut ikke mindst, så giver DragonLance mulighed for at spille high fantasy på en måde hvor jeg føler at det ikke bliver fjollet. Folk drager hjem efter krige/tidsrejser og genopbygger en kro eller grundlægger en by. Draconianernes store helt, guvenør Kang bliver for pokker politiker og sætter offentlige projekter i gang med at bygge mure og veje da draconianerne grundlægger deres by Teyr. Dvs han går nærmest fra at være sej general og bliver DJØF’er i et by- og teknikudvalg samtidig med at han er landsfader.

 

System

Jeg har kigget mig selv i øjnene og jeg kommer ikke til at spille det her med D&D som system. Det er muligt at 5th kan noget nyt og spændende, men jeg er ikke overbevidst ud fra den smule jeg har spillet. Så jeg ville enten bruge Kristians enormt spændende take på at bruge Over the Edge systemet, Savage Worlds, Dungeoon World, FATE Core eller noget lignende simpelt som jeg kan tweake, så systemet understreger at solamiske riddere bliver endnu vildere af at sætte døden før vanære, at elvere er vilde i en skov, dværge er seje håndværkere, draconianere og minotaurer er vilde til at slås, etc. Det vigtigste er at det kan noget sjovt, er åbent så en karakter kan gå f.eks. fra at have været i køkkenet til at smadre hobgobliner og samtidig sætte nogle begrænsninger, så de forskellige karakterer kan shine alt efter situationen.

 

Links til andres spændende tanker om DragonLance

I kender sikkert allesammen Noget med Drager. Hvis ikke så tjek deres første sæson ud for den er svært awesome. Jeg har skrevet om de følgende indlæg nedenunder.

• Mortens spændende tanker om Forbidden Lands som basis for DragonLance
• Kristian introducerer hans projekt om DragonLance med Over the Edge regler her.
• Kristians kategori for DragonLance med WaRP-systemet, som virkelig lover godt
• Mit første indlæg om draconianere og andre sjove ting
• Et andet interessant indblik i den første kampagne med nørder som laver god og spændende ævl på internettet.

 

[OBG?] GURPS Voodoo:The Shadow War

Varefakta: Steve Jackson Games. 1995. 128 sider. Sort/hvid. Paperback. Skrevet af C.J. Carella.

Tl;dr: GURPS Voodoo: The Shadow War har i min optik nogle få mangler, men er en god settingbog med mange interessante tanker, solidt udført som nemt ville kunne bruges i spil. Desuden vildt godt formidlet.

GURPS Voodoo består primært af en voldsomt spændende setting. Jeg har skrevet en om nutidig okkultisme/urban fantasy i 1990’er indtil videre i denne serie. GURPS Voodoo er et andet bud på det og i min optik et enormt interessant og politisk et af slagsen. Udgangspunktet er den klassiske i at der engang var mennesker, som opdagede at se hinsides den fysiske verden og opdagede hvordan de kunne se ind i åndernes verden/det Hinsides. Der opstod så forskellige magikergrupper, hvor nogle af dem blev organiseret under en primært europæisk paraply kaldet “The Lodges”, som opstod under det romerske imperiums tidligere dage og var med til at stabilisere det. “The Lodges” består overvejende af gnosticistisk grupper, som ser vores verden som et fængsel. Der er dog også andre grupper, hvor bl.a.  “Servants of Hercate” har flere kvindelige medlemmer end mænd. Dvs der er masser af interne magtkampe undervejs der.
Der er også “The Corruptors”, som er “…the so-called Dark Gods, Corruptors or Mayobme, diabolic entities intent on enslavement and torture.”
Magikerne tilbeder så forskellige guder, som giver dem kræfter. Det er her, hvor “The Corruptors” kommer ind og frister.
Da interne stridigheder så opstod i The Lodges gik romerriget under, bl.a. fordi at the Lodges er optaget af deres interne magtkampe og fokus på at erobre resten af verden-.  Det er her hvor GURPS Voodoo gør noget enormt klogt i min optik, nemt at tone rent flag.

To an observer, the world is a chaotic place, plagued by senseless killings and insane outbursts of violence. The authorities are unable to protect a large percentage of the population from crime, and many goverments actively victimize their citzens. In America, the drug traffic, crime and urban decay have deveasted most large cities. Sociologist, historians, politicians and economists have all offered explations and solutions, none of which have worked.
In the world of the Shadow War, no eartly science will solve these problems, they originate from supernatural sources.

Teksten forsætter her og gør det klart at der ikke sker støre ting uden overnaturlige kræfter har haft en finger med i spillet. JFK, den kolde Krig, etc, the works. Det er alt sammen her påvirket/styret af overnaturlige kræfter.  Det er derfor med til at skabe en af de flere kriser som har påvirket “The Lodges”, bl.a. da de efter 2. Verdenskrig opdager hvor meget korruption har været tilstede i deres egne rækker. Deres udgangspunkter og det faktum at de næsten allesammen er hvide mænd med en god del sexisme og racisme, specifikt anti-semitisme blandet ind i det, hvilket har ført til hvad nogen ser som den logiske konklusion i Europa (mere om den del senere). Tidligere “skabte” slavehandlen Voodoo i form af kulturblandingen som skete i de caribiske øer med en blanding af katolicisme, afrikanske religioner og en smule af de indfødte amerikaners shamanisme. Voodoo opstår ikke så overraskende som en respons og et forsvar imod den hvide dominans især ved f.eks. Haitis revolution og krig for selvstændighed (1791-1804). Der er så forskellige “Voodoo cults”, som til dels forsøger at beskytte deres lokalsamfund, familier og etniske grupper. Der er ligesom med Lodges en del rivalisering og fjendskab, men dog en fælles tradition i at voodoo grupperne lader deres guder (“The Loas”) ride eller besætter dem og dermed bliver styrket.

Ting er jo så mildest talt gået noget blandet i tiden siden da, hvilket har meget at gøre med “The Corruptors”. Udgangspunket i nutiden er så for GURPS Voodoo at det er gået op for både Voodoo grupper og “The Lodges” at de har et større problem end hinanden, nemlig “the Corruptors” som stille og roligt har vundet mere og mere.
Qua at “The Corruptors” bliver stærkere grundet lidelse, så vil de onde ånder gerne have at ting bliver værre for mennesker undervejs.
Det er et fedt udgangspunkt, for GURPS Voodoo lægger ikke fingrene imellem ift at beskrive hvilke issue etniske minoriteter, underklassen og kvinder har. Beskrivelsen af de issues er samtidig dejlig saglig og grundig undervejs.  Med andre ord et voldsomt godt stykke formidlingsarbejde som både påpeger nogle virkelige samfundsproblemer så folk kan blive opmærksom på dem igennem rollespil og gør det uden at prædikere. Det er sgu sejt. Det er især her relevant, da mange af de mulige karakterer i GURPS Voodoo ville være fra etniske minoriteter.

Status for spillet er så de forskellige magikerne står med store problemer, en massiv bagage i form af en lettere horribel historie, en masse mangel på tillid overfor hinanden og overvejer om de kan stole nok på hinanden til at skabe en ny fremtid og stå sammen imod “The Corruptors”.
Her skal jeg også lige rose GURPS Voodoo for også at tone klart flag på et andet punkt:

Unlike many “dark ” RPGs, GURPS Voodoo is not about enduring the horror, but about fighting it.  The participants in the Shadow War are fighting to win. Human Spirit Warriors, monsterous In-Betweener reneages and even ghosts can join forces to stop the manipulators and decievers that spread suffering through the world. The world of the Shadow War need heroes, however frail or flawed. Your characters may be just the heroes it needs.

Jeg vil gerne tage “Sætninger som gav mig lyst til at spille et spil” til 100, tak! Det er voldsomt fedt meldt ud, for det står dermed i klar opposition til både WoD og Call. Bogen ligger op til at man både kan spille gade-kampagner, det mere højtflyvende politiske spil med muligheder for historiske kampagner også.

For at vende tilbage til Inbetweeners, som blev nævnt i citatet ovenfor: Det er i settingen menneskeligende væsner, som både er ånder og materielle (gerne i en kombination som f.eks. slange- eller kattemennesker). Det fede ved det er at bogen explicit her afviser at forklare hvordan de er kommet til den fysiske verden eller oåstået. De er en interessant blanding af at være monstre og så måske alligevel ikke.
Jeg køber ikke GURPS bøger for reglerne, men for inspiration og der leverer GURPS Voodoo også på fineste vis. Der er forskellige “stier” indenfor magi, både af dem som “The Lodges” og Voodoo grupperne benytter sig af. Og ja, det inkluderer sjove ting som dukker man bruger til at forbande folk med, zombier og folk som ikke har nogen hud, er blevet dræbt og alligevel lever videre. Så det er svært fedt. Det samme er de fordele og ulemper. Selv hvis man ikke er til GURPS (hvad jeg om noget forstår), så er der mange gode ting til inspiration.

Her til slut skal der lige nævnes min eneste kritik af GURPS Voodoo, som ikke er en stor en. Bogen nævner i en sidebar at der er forskellige andre grupper og hvor de gennemgår forskellige andre eksempler på magiske grupper der, men de kommer ikke så meget ind på det udover at nævne at der er indfødte amerikanske grupper, persiske mystikere og sofistiske ditto i Mellemøsten, tilsvarende grupper i Asien, etc. Det synes jeg lidt er en skam, især fordi der kunne være noget voldsomt interessant spil der. Det er især interessant fordi den japanske hær lavede nogle voldsomt sindssyge eksperimenter med kemiske og biologisk krigsførsel i Kina under Anden Verdenskrig, under især  “enhed 731“. Det er vanvittig klamt, så det havde været oplagt at tage med. Når det er sagt så synes jeg at GURPS Voodoo er en fremragende bog og dejlig klar i spyttet om hvad det er den gerne vil. Og den er fra 1995. Mere af det tak!

[OBG?] GURPS Space

Varefakta: Længde: 126 sider. Udgivet: 1993. Forfattere: Steve Jackson & William A. Barton. I sort/hvid.

Tl;dr: GURPS Space Second Edition er ikke altid lige spændende læsning, men virker  til at være brugbar i praksis og holder sig enormt godt for en bog fra 1993.

Jeg har i noget tid haft en forkærlighed for GURPS supplementer (ikke systemet) siden jeg for sjov lånte GURPS Psionics på biblioteket. Så gik jeg amok og begyndte på at få mig min egen samling af GURPS supplementer. Den udgave af GURPS Space jeg har er som nævnt fra 1993, jeg har ingen anelse hvordan den eventuelt er anderledes fra de ældre udgaver.

En detalje som fik mig til at smile var at man blankt i indledningen indrømmer (og halvvejs beklager) er følgende: “reality testing had to go right out the viewport this time“. Det er tydeligvis en GURPS bog!

Der hvor GURPS Space så til gengæld er interessant er at bogen forholder sig til forskellige måder at spille sci-fi rollespil på og dermed hvilken genre vi spiller. Ganske vist igennem GURPS’s ide om “technology level” bevares, men der er afspejlinger af forskellige fortolkninger/version fra hård science fiction til space opera og hvad typer af udstyr/skibe/våben/etc som kan eksistere i forskellige teknologiniveauer, hvor GM opfordres til at forholde sig til det og hvordan det vil påvirke kampagnen/settingen ift muligheder, flavour og hvor vild den bliver. Det er simpelt, men det er fandeme fedt.

Der er utrolig meget snak undervejs om de forskellige typer udstyr, men det bliver præsenteret overskueligt og fortæller et eller andet sted noget om forskellige slags sci-fi. Jeg har jo ikke købt denne bog med nogen som helst forventning om at bruge reglerne i praksis, så det er sådan set fint. Der er nogle regler til at lave aliens (som jeg skimmede), men igen indeholder deres guidelines gode overvejelser. Det samme gør sig gældende for deres oversigt om sære områder ude i rummet og hvordan de kan slå ens karakter ihjel. Så det er jo fedt. Deres regler for rumkamp er ikke helt så interessante, bl.a. ift at alle karakter gerne skal have noget at lave der samtidig. Det har de lidt i GURPS Space, men det er bestemt ikke alt sammen lige interessant. Til gengæld er deres sidste kapitel om at skabe galakser, planeter, baser og kort vildt fantastiske. Der er især et fantastisk eksempel på at lave stjernekort på ternet A4 som illustrerer planeters afstand til hinanden i alle tre dimensioner . Det virkede lidt kompliceret (inklusiv lidt matematik med kvadratrod og potens), men i det øjeblik jeg prøvede det med en lommeregner var det enormt nemt at bruge i praksis (det er baseret på Pythagoras’ læresætning om trekanter). Det gør lige pludselig at ting som et skibs fart og lignende bliver spilskabende (hvor længe skal vi være i dvale her, hvor lang tid tager det her, etc). Så det er fedt og virker overraskende nemt at få noget ud af. Deres beskrivelser af mulige verdener er også nemme at bruge eller ændre til hvad man har brug for.

Alt i alt var GURPS Space ikke en overvældende spændende bog at læse, men jeg kan løbende undervejs finde små ting eller ideer som jeg ville kunne bruge i en rum kampagne undervejs. Bogen virker god researchet og formidlet (som GURPS bøger har ry for at være). Så det er jo alletiders, især ift at den er udgivet i 1993. Nu skal jeg så lige finde ud af hvad det næste skal være som jeg retrospektivt anmelder. Det skal enten være GURPS: Voodoo, Chaosiums bog om Dreamlands til Call eller “Immortal: The Invisibile War-  The Alternative Personality Role Playing Experience” (obskurt rollespil fra 1994). Jeg har brugt 15-20 minutter på at få en afstemning til at virke uden held, så skriv en kommentar 😀

Edit: Tilføjet links til den næste bog.

[OBG?] Astounding Adventures- Pulp Adventures for Basic Roleplaying

Tl;dr anmeldelse: Ehhmm…crap.

Varefakta: Troy Wilhelmson. Basic Roleplaying. Chaosium Inc. Udgivet i 2013. 108 sider. Softcover.

Jeg er glad for tju-hej eventyr og synes godt om pulp genren som ide, så derfor røg denne bog i min indkøbskurv. Det er så heldigt at Troy Wilhelmson har skrevet en rigtig stinker, for det gør det nemmere for mig at anmelde denne bog. Hvis vi begynder med det rent grafiske, så er layoutet ikke slemt. Det er bare kedeligt. Illustrationerne er meget fine (dem kommer jeg tilbage til senere), men også noget forudsigelige (nazi, heksedoktor, kinesisk troldmand, lækker vildt muskuløs amazone, etc). Reglerne for de ekstra ting der er (f.eks. mad science våben) virker også som noget der kunne være sjovt at lege med i praksis.

Hvad er der så af problemer, som jeg meget subtilt antyder det i begyndelsen? Der er det problem at Troy Wilhelmson har skrevet en bog, som ikke er bevidst om sin egen genre eller sågar hvad der gør den genre fed og interessant. Så derfor har han lavet en bog, som handler om at man skal rende rundt og samle skatte, bekæmpe gale videnskabsmænd og nazister. Jeg gider generelt ikke være politisk ift min fiktion.
Jeg synes til gengæld det her er problem, at alle eksemplerne på skurke i bogen enten er nazister eller ikke-hvide mennesker, for det er mega fucking dovent! Der er en masse eksempler, hvor det virker som om at Wilhelmson er meget stor fan af Indiana Jones. Det er jo fair nok, men der mangler refleksion ift genren og hvad type historie vi gerne vil fortælle.
Plus der er dele af “pulp” genren som mangler. “Black Mask” nævnes ikke i opremsningen af magasiner på trods af at det var her at bl.a. Dashiell Hammett og Raymond Chandler (en af Thais’ absolutte yndlingsforfattere) opfandt den hårdkogte krimi. Plus Black Mask blev grundlagt af ingen ringere end H. L. Mencken, som dækkede The Scopes Trial om hvorvidt man måtte undervise i evolution/fakta i amerikanske skoler. Lovecraft skrev historier i Harry Houdinis navn for helvede. Hvorfor er der ikke noget af det som er med?!?

 

Et andet problem er at meget af bogen er grotekst ligegyldig. Der bliver brugt tid og plads på at levere stats på politifolk og andre NPC’er. De er allerede i Basic Roleplaying og ellers tager de ingen tid at lave.

Det siges desværre meget at der f.eks. i listen over forhindringer (fælder, kviksand, sneskred, “whirlpool”, etc ) bare er forslag til hvilke skills man kan bruge eller hvilke regler fra Basic Roleplaying man skal bruge med f.eks. en reference til hvor reglerne for biljagter står. Der er en gennemgang af de baggrunde/start-klasser for en karakter i settingen, som bare består af gennemgange af ting i Basic Roleplaying. Illustrationerne er glimrende udført rent teknisk, men de mangler sjæl og nerve. Især fordi de bare er klicher af nazister, kinesisk troldmænd, etc.  Bogen afsluttes med nogle spilbare, men på ingen måde inspirerende eventyr. Det mest positive jeg kan sige om dem er at der er en automat som i typen af restaurant med i en af dem.

 

Denne her bog er udgivet i 2013. Det burde simpelthen være kunne blive gjort bedre der med bare en smule reflektion over genren og hvorvidt pulp historier behøver være sexistiske og racistiske (som det er mit indtryk at de var i 20’erne og 30’erne). Det er en specifik verden som pulp opstår i med de “brølende 20’ere” og Depressionen i 30’erne, hvor de europærisk imperier synger på sidste vers i deres dominering af verden og af indfødte forskellige steder. Hvorfor er det så interessant? Hvorfor opstod det? Hvordan fortæller man historier i den stil? Intet af det besvarer “Astounding Adventures”.

Jeg synes det er interessant, for jeg har desuden læst GURPS: Space for nylig (den bliver næste indlæg i denne serie). GURPS: Space af alle bøger formår faktisk at forholde sig undervejs til dets genre/genrer på trods af at den er fra 1988.
Det er ikke fordi at bogen her burde være kritisk over hverken det ene eller det andet rent politisk set i min optik. Jeg ville bare gerne have at den forholdt sig til hvad det er fedt ved genren den forsøger at efterligner. Next!

[OBG?] Scarred Lands Gazetteer

Jeg fandt over denne her bog da jeg lavede en mindre rokade i min reol, så der kan jeg jo lige så godt begynde med mit “Oldies but Goodies?” segment, hvor jeg anmelder gamle rollespilsbøger og sikkert skiller mig af med nogle af dem undervejs.

Scarred Lands Gazeteer er udgivet i 2001 af Sword & Sorcery, en underafdeling af White Wolf, som havde deres egen setting og lavede OGL D&D bøger til D&D 3.0.

Det er en settingsbog på sølle 47 sider + et kort i farver. Jeg har købt den for 50 kr i Dværgekisten/Epic Panda en gang og jeg tror prisen var hovedgrunden. Det er en lidt meh setting i min optik, men jeg tror at den for andre ille være interesseret. Den kan bevidst beskrives som Dragonlance efter Kataklysmen med et brys Lamentations. Der er nogle guder, som for 150 år gjorde oprør mod titanerne, som var crazy elementerånder og muligvis kunne have foresaget verdens undergang. Grunden til jeg nævner Lamentations er at der er en del weird/gonzo shit, men uden at det hele bliver…lamt, som i Lamentations. Der er f.eks. en ting som et hærgende hestefolk, som så er udøde og et blodigt hav, malet rødt af en titan. Det er okay sejt og det føles forfriskende at der ikke er tentakelmonstre med.
Jeg må ærligt indrømme at jeg hurtigt fandt ud af at settingen ikke siger mig det vilde, men jeg tror at det for den rigtige gruppe kunne være fedt. Der er flere punkter, hvor det er en klassisk fantasyverden, den er bare smadret. Plus den er lidt fucket og weird, men uden at det bliver Lamentations lettere ynkelige forsøg på at være edgy. Det er desuden explicit en D&D setting, hvor de til sidst lige skriver om “astral” & “ethereal plane”, så det var lidt sjovt.

Karakter: 3/5. Fint skrevet, men ikke lige noget for mig.

Scarred Lands Gazetteer foretager nu rejsen fra reolen og over til skuffen med ting til Fastaval Reallocation 2021.

DragonLance efter Legender-serien, draconianere og andre sjove ting

Lænestolsrollespil snakker her om Dragonlance eventyret Dragons of Hope   med Lænestolsrollespil. Det var fandeme en fest at lytte til.

Jeg lyttede med stor fornøjelse hørt den første sæson af Anders’og Mads’ podcast “Noget med Drager”, hvor de snakker om DragonLance Krønker og Legender. Så gik de i gang med at snakke om computerspil og bøger, som jeg desværre hverken har læst eller spillet, hvilket jo er fair nok. Den første sæson synes jeg til gengæld var fucking fantastisk. Især fordi der blev sat ord på ting, som jeg vagt kunne huske. F.eks. at Crysania virker dum som en dør undervejs og nogle digte…hvis kvalitet vi kommer tilbage til senere.

Derfor jeg var vildt glad da Lænestolsrollespil snakkede med Anders og Mads om “Dragons of Hope”. Derfor har jeg skrevet dette indlæg om hvor begejstret jeg er for Anders’ og Mads’ gennemgang af Dragonlance Krøniker og Legender, hvor meget det har genskabt min glæde ved Dragonlance som setting og hvad jeg synes der er oprigtigt interessant og fedt ved den setting. Jeg vil især komme ind på hvor virkelig crazy den setting er undervejs, på en måde som jeg tænker nok er mere amerikansk end jeg tidligere har været vant til.. Dette indlæg er langt, men sidste del er lettere leksikon-agtigt og kan derfor springes over, hvis man har travlt eller ikke gider. Til gengæld er der næsten ingen kendarer eller Raistlin i dette indlæg, for nøj, hvor blev jeg træt af begge dele undervejs. Der er derfor også vildt mange spoilers af vildt mange romaner udgivet efter Legender, især Draconianer-krøniken. Så hvis du ikke gider læse dem, men alligevel gerne vil vide hvad der sker, så læs bare med her i stedet for.

Nostalagien ved DragonLance

Jeg har også et forholdsvis nostalgisk forhold til den oprindelige bogserie, som var en af grunden til at jeg nød Anders’ og Mads’ oprindelige serie så meget. En anden og vigtigere grund var dog at jeg synes de to værter var saglige i deres gennemgang af serien, inklusiv hvad der var godt og hvad der var mindre godt. Jeg har især grinet af deres gennemgang af poesien undervejs, for….jøsses. Det er ikke godt. Jeg husker det som om at jeg som regel også sprang det over dengang. Oversættelsen til dansk har sikkert heller ikke hjulpet.

Jeg vil desuden tone klart flag og melde ud af at jeg er medlem, hvis ikke decideret holdkaptajn på Team Sturm, fordi jeg elsker Brightblade som karakter. Han er virkelig en kæmpe nar flere gange undervejs, men jeg oplever at han har grund til at være det og han har nogle principper, som han bogstavelig talt er villig til at gå i døden for. Det synes jeg er ret fantastisk. Brightblade gives ingen fucks for livet uden ære og det føles dejlig bittersødt at han først bliver hyldet og får den ære han fortjener efter han er død.

 

Det unikke ved Dragonlance som setting

Min vigtigste pointe om settingen er, at jeg får følelsen af at der virkelig er sket noget i DragonLance undervejs. Om man så kan lide det meta-plot er en anden side af sagen, men det har meget konkret påvirkning af settingen, f.eks. om guderne er der eller ej. Plus der sker en anden kataklysme undervejs, så settingen nærmest ender med at være post-apokalyptisk-post-apokalyptisk. Grundlæggende set er der bare action på drengen hele vejen igennem og det fascinerer mig sgu noget. Især fordi der flere gange er ting, som bliver vendt på hovedet og hvor eventyret kan forsætte igen. Det er en setting, som både har noget gritty over sig og som samtidig er forholdsvis optimistisk i sin tone. Det er jeg ret stor fan af, for jeg oplever det som lettere unikt for DragonLance. Det kan være at det er fordi at den er skrevet af amerikanere? Den er højsvungen og til tider tragisk, men de gode giver aldrig op. Det er episk fantasy, men episk fantasy på en måde, hvor vi tager hjem bagefter og laver mad eller lignende jordnære ting og hvor det aldrig bliver nuttet, fordi der sikkert kommer et brændende bjerg igen om lidt. Der oplever jeg den som anderledes fra f.eks. Warhammer fordi den ikke er lige så mørk og fordi den er oprigtig i sin tone og ikke sarkastisk eller ironisk. Det synes jeg også har sin charme, sådan “Hey, nu tager vi ud på eventyr og det bliver virkelig fedt!”.

 

Morten Greis nævner undervejs i afsnittet et andet punkt, hvor DragonLance skiller sig ud fra tolkiensk fantasy er det der med at kendarerne går med sko i modsætning til hobbiterne. Desuden er der hele ting med at settingen i begyndelsen af Krøniker er post-apokalyptisk. Desuden er der det lidt oversette punkt at Krynn ikke har nogen orker i settingen. Der er ogres, goblins, hobgoblins, draconianere og minotaurer, men der er vitterligt ingen orker såvidt jeg har kunne finde ud af (hvad denne kilde understøtter). Det kan jeg rigtig godt lide, for det er er et interessant valg og en nem måde at adskille sig fra tolkiensk og andre typer fantasy, hvor der nærmest altid er 3872 orker som skal have på munden.

 

En anden ting er at settingen er post-apokalyptisk og vender tilbage til det af flere omfange. Der er dømt action fra start til slut. To af elverrigerne, Qualinesti og Silvanesti bliver erobret og derefter destrueret undervejs, hvor Qualinesti bliver smadret af den grønne Dragon Overlord imens Laurana får en episk dødsscene og tager dragen med sig i faldet. Silvanesti bliver invaderet af minotaurer og resterne af Qualinesti falder til gobliner.  Undervejs kommer den Anden Kataklysme, guderne kommer tilbage, skrider mere definitivt, vender igen tilbage og til sidst dør Tahkasis, Ondskabens Dronning sgu.

 

Det er også den vigtigste pointe med dette indlæg: Jeg synes Dragonlance (som det ser ud i bøgerne til D&D 3.5 Ed havner et pokkers interessant sted). Som Elias kommer ind på undervejs, så udkom der et  “The Fifth Age“-spil tilbage i 1996, som i høj grad var baseret på kort og vist generelt var lidt sært. Jeg har desværre ikke læst det, men det foregår efter at guderne har forladt Krynn post-Kaoskrig, hvor at der er dukket kæpestore onde drager op, kaldet “The Dragon Overlords” som jagter de forskellige andre drager i settingen. I “War of Souls” triologien bliver de så besejret af forskellige helte samtidig med at det viser sig at Takhasis havde en finger med i spillet der og bare har narret samtlige at de andre guder. Det gider ingen af dem finde sig i, så Paladine dropper at være en gud for at bevare balancen,  hvorefter guderne enstemmigt vedtager at fratage Takhasis hendes udødelighed. Den naive og halvsvage Silvanesti elverprinsen Silvanoshei slår hende derefter ihjel med en knækket dragelanse og bliver derefter selv dræbt. Bum. Mission accomplished.
Det er her, hvor jeg oplever at settingen måske er mere amerikansk i dens fandenivoldskhed, for der sker bare ting konstant og ting er vilde, samtidig med at det ikke er en setting med en ironisk eller sarkastisk tone som i f.eks. Warhammer eller Sværd og Trolddom. Det er storslået, episk og man får oplevelsen af at hovedpersonerne får lov til at gøre en forskel undervejs. Det synes jeg er fedt, for jeg får lyst til at gøre det samme i rollespil.

Som Elias også er inde på, så opstår der en anden type magi efter guderne forlader verden, “sorcery” & “mysticism”, som kommer af Kaos og den magi som naturligt findes på Krynn udover den fra Guderne generelt og de tre magiske måne-guder. Da Guderne så vender tilbage betyder det at der er flere som ikke tilbeder Guderne længere, men i stedet er “sorcerers” & “mystics” (her er vi fremme ved D&D 3.5). Det er i optik enormt interessant, for dermed havner settingen et sted hvor guderne findes og magt som man forventer sig af guder, men hvor det at tilbede guderne ikke nødvendigvis er en selvfølge. Det har med andre ord et nærmest post-moderne præg, hvor der ikke længere er åbenlyse svar og “sådan har det altid været”. Der hvor jeg virkelig synes at den setting lægger op til noget interessant rollespil, fordi man har noget meget ikonisk baggrundshistorie i form af Krøniker og nogle helte, som man kan tale om og efterligne, samtidig med at fremtiden er meget åben, svarene ikke længere åbenlyse og guderne har tydeligvis ret en gang i mellem, men absolut ikke altid.

Dragonlance’s fortiden og historie (her forstået som “history”) bliver det muligvis nemmere at have en baggrundshistorie for settingen, som folk kan forholde sig til. Nu nævnte jeg de faldne/destruerede elverriger tidligere, hvor det netop er fedt fordi det om noget er et eksempel på nemesis efter hybris, især fordi vildelverne stadigvæk lidt har deres rige (og ikke har så satan meget til overs for de andre som holdt dem som slaver). Sturm Brightblades søn, Steel Brigtblade bliver lige så ærefuld men voldsomt ond ridder (og kommer til verden fordi Kitiara bliver træt af at Sturm er mandschauvinist og derfor forfører ham som hån og fordi hun ved at han vil skamme sig over det senere). Senere kvitterer Kitiara for det ved at dræbe Sturm. Det er fandeme højsvungen skæbnens ironi og jeg knuselsker det. Det lader en trække linjer ned igennem historien, hvor karakterer f.eks. er opkaldt efter fortidens helte (en af Camerons sønner hedder Sturm) og hvor draconianerne i deres bøger undervejs referer tilbage til hændelser i krøniker set fra deres spektiv.

 

Det er også fedt med det lidt post-moderne præg, for det gør samtidig settingen mere åben. Der er blandt andet en meget smuk magtkamp mellem de onde guder efter Takhasis’ død, hvor det bliver tydeligt at settingen ikke mangler skurker af den grund (Her er vi over i Dark Disciple-triologien, som er den senest fra 2006) . Litteraturen er konstant svingende i niveau, men jeg elsker det sgu alligevel hele vejen igennem. Der mangler heller ikke skurke fordi der også stadigvæk er nogle af de kæmpestore drager fra en anden verden (“The Dragon Overlords”) tilbage, som jo bare venter på at nogle gæve eventyrer får fat på morfars tantes dragelanse og går på eventyr…

 

Et eksempel på ting som ændrer sig og bliver mere åbent er med en gruppe, som er definitivt onde til at begynde med og som undervejs ændrer karakter, nemlig draconianerne.

Det har Mads og Anders også været inde på undervejs i deres gennemgang, hvor de undervejs spørger om der findes kvindelige draconianere. Det gør der ikke i Krøniker, men det kommer der senere i settingen. Der var også lidt snak om dem i afsnittet om Lænestolsrollespil, så derfor vil jeg gå max nørd-amok og skrive et af de ikoniske monstre/væsener fra Dragonlance: Draconianerne, de magiske skabte shocktropper fra Lansekrigen.

 

Draconianeres fortid og fremtid

Som Elias også er inde på, så virker Draconianerne i høj grad som om at det er et “gotcha” monster, men det er samtidig også ikonisk at de magisk fremstillet igennem mørke magi fra gode dragers æg.

Jeg faldt over disse fire bøger engang på mit lokale bibliotek i Østjylland og var facineret/lidt frastødt af tanken om at man skrev om “skurkene” i DragonLance krøniker. Som næsten alle mine læsere sikkert ved, så bliver draconianerne skabt af gode dragers æg med hjælp af noget jævn hen ond magi og er fæle skurke hele vejen igennem Krøniker. Så derfor lavede Margethe Weiss sammen med hendes daværende mand Don Perrin (som har en baggrund i det canadiske militær) de her bøger. Perrins militære baggrund er meget tydelig og det er fandeme fantastisk at læse til tider.

 

Jeg havde virkelig en god oplevelse med at læse de to første bøger her og jeg syntes virkelig de var interessante. Det som er omdrejningspunktet for bøgerne er draconianerne som art og hvordan de rent faktisk overlever og bliver en etableret race i verden. I de første bøger følger man ” First Dragonarmy Engineering Regimen“, der som navnet antyder er ingeniører-soldater. De bor i en lille landsby i en dal nær Kharolis bjergene, som de deler med en landsby af bakkedværge. De to grupper skiftes så til at bryde ind og stjæle ting fra hinanden, men hvor begge gruppe er gået over til trævåben. Dværgene har gjort det fordi draconianerne eksloderer, bliver til syre og tilsvarende trælse ting når de dør. Draconianerne har gjort det for at mindste mængden af dødelig vold (da der ikke kommer flere af dem) og fordi de stjæler sprut ved dværgene og er bange for at dræbe brygmesteren. Jeg synes det var vildt sjovt, især fordi ingen af parterne gør det af velvilje overfor den anden part, men fordi det er smart. Så de har deres krig/handel ting kørende, da DragonLance udvikler sig med “War of Chaos”, som begynder med to ting: Takhasis’ ridderorden invaderer Ansalon og guden Reorx åbner “The Greystone” som indeholder “guden”/entiteten Kaos, Herre af Alt og Intet, som sammen med overguden “Highfather” har været med til at skabe Krynn. Lyder det her som Kataklysmen part 2? Det er det nemlig. Mere om det senere.

Det relevante er her at draconianerne bliver rodet ind i det og joiner “Knights of Takhasis”, som tydeligvis er en Lawful Evil orden, men som ender med at røvrende draconianerne voldsom meget. Der er så en gruppe bakkedværge fra den samme landsby, som sniger sig ind i Thorbadin og får fat i en gammel logbog fra Lansekrigen af nogle mørkedværges plyndringstogt, inklusiv kister med fortryllede drageræg fra gode drager, som indeholder draconianere af hunkøn. Og så går den vilde skattejagt ellers, hvor dværgene jagter skatte og draconianerne vil have fat i de magiske drageæg. Det lykkes og de to næste bøger handler om deres eventyr på rejsen til hvad der bliver draconianernes by, Teyr. Den handler også om draconianerne skal vænne sig til at der er hunner blandt dem, hvilket giver anledning til nogle meget sjove bevidst kikset romantisk dialog mellem mandlige veteraner, som har været i konstant militærtjeneste i mange år overfor teenage-piger, som samtidig har de samme brutale tendenser og som vænner sig til det militære liv meget hurtigt. Her er et lille eksempel, hvor hovedpersonen Kommandant Kangs har bragt en af hans våbenfæller ind, den mørke ridder Huzzad, som er kraftigt såret. Fonrar er Kommandant Kangs senere mage/hustro.

“Kommandant,” sagde Fonrar lavmælt idet han skulle til at gå ud af døren. “Kan du lide hende? Menneskehunen?”
“Lide hende?” gentog Kang forbløffet. “Ja, selvfølgelig kan jeg lide hende. Hun er en gammel ven fra dengang jeg gjorde tjeneste hos de sorte riddere.”
“Det er ikke det, Fonrar mener,” sagde Thesik. “Hun spurgte om du elsker hende.”
Ordet “elsker” hentede hun fra fællessproget. Det fandtes ikke i draconianernes sprog.
“Elsker?” gentog Kang umådelig forbløffet og så fra den til den anden. De tyve øjenpar var rettet mod ham som en flok gobliners fældende spydspidser. “Hvad i alverden er nu det for noget vrøvl?”
Vi hørte nogle af vagterne tale sammen,” sagde Thesik da hun så at Fonrar var for ude af sig selv til at sige noget. “Om hvor glade de var for menneskekvinder.”
“De kunne bedre lide dem end os”, tilføjede Shnra surmulende.
Lige det øjeblik ville Kang havde foretrukket at blive ramt af 20 par goblinspyd.
“Det…øh…hahem…er noget jeg ikke har tid til at foreklare lige nu,” sagde han hastig. “Men…nej…jeg kan ikke…øh…lide hende på…æh…den måde. Hun er et menneske. Alt for blød og klumpet.” Han så nærmest bedende på hunnerne. “Hvad menere kan jeg sige?”
“Mere er ikke nødvendigt” sagde Fonrar smilende. “Overhovedet ikke. Vi skal nok tage os godt af hende. Du kan roligt stole på os.”

De to sidste romaner er langt mere kliche på nogle punkter ift mænd og kvinder og der er nogle ting ift antal hunner, hvor der pludselig kun var 20 og ikke 100 og bl.a. skulle der kun være en af en bestemt art draconianer (de er opdelt efter metaller), som ikke gav nogen mening. Jeg var dog okay godt underholdt pga den slags dialog og fordi det et eller andet sted er sjovt og giver god mening at den slags magiske væsner ikke rigtig har et sprog som kan beskrive deres seksualitet og kønsidentitet og derfor falder tilbage på at nogen er “for blød og klumpet”. Huzzad konstater senere, at blandt alle de mænd hun har mødt, så tager draconianerne om noget prisen som dem, som ved absolut mindst om kvinder…..

 

Draconianere som art

Det interessante ved det her er at man får lov til at se på en art indefra, som ellers primært har fået tæsk af heltene i Krøniker. Hovedpersonen Kang er interessant, for han er alt for stolt, kvik og en person med principper og et ønske om at der er styr på tingene, samtidig med at han er glad for at drikke sig fuld. Så ja, han er lidt en kliche på en militærofficer, men han fungerer i min optik som karakter fordi hans ansvar går fra hans kompagni til hele hans art og fordi han er alt for ansvarsfuld for hans eget bedste. Det spændende er for mig at der i de senere rollespilsbøger beskrives hvordan draconianerne stadigvæk har nogle hensynsløse tendenser, men hvordan det at få børn eller være opvokset med kærlige forældre jo altid gør folk mere bløde om hjeret. Kombineret med at draconianerne føler sig forrådt af Takhasis har det gjort dem mere neutrale, samtidig med at de dog stadigvæk er noget frygtet rundt omkring, fordi de stadigvæk er…well, magisk designede shock-tropper som bliver til sten eller eksploderer når de dør. Det er en sjov måde at ændre et monster på, samtidig med at det stadigvæk kan agere som et monster hvis historien kræver det.

 

De Tre Måners Orden

Her er en af grundene til at jeg elsker denne her setting så meget, nemlig at jeg spillede med i en kampagne, hvor vi spillede magikere (som jeg skriver om her). Det var en virkelig sjov kampagne, for det der med at man har magikere af forskellige alignments som alligevel arbejdede sammen på høflig vis indenfor ordenen var fedt. Vi spillede hver især enkeltvis vores prøver igennem, hvilket endte med at præge især min karakter en del. Der er noget fantastisk ikonisk ved den setting og at man ser på hvilken måne som er fuld, hvilken som er aftagende og hvilken som er tiltagende og hvordan det gør ens magi stærkere eller svagere. Det er bare fedt det der med at magikere altid ser magien som det vigtigste og derefter alignments lidt sekundært.

 

Det er også her interessant at De Tre Måners orden tidligere har haft monopol på magi og har jagtet folk brugte magi uden månerne (de såkaldte “renegades”), men hvor de nu skal forholde sig til at der findes folk som bruger “sorcery”, hvor de ikke så overraskende er voldsomt uenige alt efter hvad deres farve er. Det giver mening og er konkret en konflikt som kan udforskes i spil.

 

Illustrationen er for øvrigt lavet af min gode ven Morten Schnedler (DeviantArt profil her).
Jeg skriver om eventyrerer og DragonLance karaktererne fra Krøniker her.

 

Tak hvis I nåede hertil! Jeg vil gå i gang med at skrive et indlæg til om konkret rollespil i Dragonlance senere (og hvordan jeg ikke ville bruge D&D 3.5 til det).

Doomstones HD, spilgang 6

Jeg har ikke fået skrevet om det her før på grund af en con og en reunion i min gamle rollespilsgruppe, hvilket irriterer mig lidt, for det var var virkelig god spas. Så her følger afsnit 6 i sagaen om jernbanen og de magiske sten!

 

Doomstones HD, afsnit VI

-også kendt som “Thais skriver om munke”

“Jeg henter lige noget.” – Kåre Kjær flere gange på en spilgang

 

Vi kom ud fra hulen med ogres, hvor vi havde fundet krystallen for jord. Da vi så kom ud derfra fik vi en vision af en blå dværg, som talte om luftkrystallen og nævnte klosteret Eyrie mod vest. Vi rejste i den retning, hvilket gik fint med nogle overnatninger, hvor Stifinder får fourageret og jaget noget og både ham og dværgen Enlag (de har henholdsvis krystallen for ild og krystallen for jord) får undersøgt hver deres krystal og lært flere af deres hemmelige kræfter, som er rimelig vilde. Især for ild-krystallen, som min karakter har. Saltsang undersøger en runesten, som kan få et våben til at flamme op midlertidigt. Stenen har et ukendt antalt “charges”. Vi giver den til Sven, fordi han har mistet sin fars økse i mudderet (og fordi alle karakterer i denne kampagne naturligvis skal have mindst en magisk genstand). Det er en af grundene til at Sven er blevet trollslayer.
Det var sjovt at spille lidt jagtspil, bare lige kort der. Jeg fik sådan en “hey, det her kan min karakter jo faktisk også”-følelse.

En nat har de to elvere (Stifinder og Saltsang) vagten, hvor de hører nogen som lusker rundt ude i buskene. De sniger sig efter vedkommende, som er i gang med at ride væk på en ulv. Stifinder skyder efter vedkommende fordi han er en dårlig bueskytte (af en elver). Det viser sig at være en goblin. Jeg siger for sjov til Kåre at goblinen skal teste for Fear, nu hvor han ser dobbelt så mange elvere som ham. Kåre griner og vi spiller videre. Da goblinerne så et par in-game dage senere rent faktisk bliver overfaldet af gobliner griner Kåre og fortæller at det var fordi goblinerne først skulle klare Fear-tests for at nærme sig elverne. Godt så. Det viser sig dog at det lige i den kampe var klogt at være bange for elverne. Min karakter skyder en goblin i første runde og Saltsang går amok med lynstorm til højre og venstre, som var han Teclis, der har en rigtig dårlig dag. Vi kan genkende nogle af symbolerne gobliner bærer fra “The Hobgoblin Hegemony”. Gad vide om vi ser mere til dem senere…?

Vi forsætter lidt og ankommer til Verena-klosteret Eyrie. Vi har på lang afstand kunne se en stor flagstang. Det er lidt ala Middenheim og ligger oppe på en høj klippe. VI går ind og bliver modtaget med stor begejstring og overraskelse, fordi vi “er ventet” og “det er blevet forudsat” at vi vil dukke op. Godt så….
Vi vader ind igennem en kæmpestor hule inklusiv hejseværk ned til en brønd og kommer op til hvad der i praksis minder om en mindre landsby på bjergtoppen, inklusiv flagstangen. Vagterne snakker en del om at vi skal tale med “Gregor”, som er “Redemester” eller abbedde for klosteret. Gregor byder os velkommen på en noget febrielsk maner, til tider på rim. Yazeran havde åbenbart set os komme på forhånd, så han havde skrevet rim om os.

Skæbnen sender de seks fra passets mund
De ankommer til Eyrie lige i nødens stund
I klostrets ånd, trods foruden bog og fjer
Finder redningsfolkene det de søger her

I søgen efter vor skat kommer over bjergets tinder
Marcherende, hærgende de ældste af fjender
Må vor redningsfolk finde hvad de søger i tide
Ellers må vi alle i støvet bide

(den belæste og modige brettonianske ridder Jean)

En riddersmand med bog og sværd
Han kommer ej fra landet nær
Med sværd i hånd og kop i ånd
Han kapper fjendens livets bånd

(den mægtige søelver magiker Saltsang, som er højere end gennemsnittet)

Fra højeste folk hans slægt udspringer
Hans tone ren og giver vinger
De stjerner fjerne ham de leder
Til tiden forud og sære steder

(skovelveren jægeren Stifinder, som er blevet “underverdenssøger”)

En skovens, stiens, kryptens fyr
Drog hjemmefra på eventyr
Fra fødslen ikke særlig vild
Han fandt i hule sin indre ild

(Shallya- præsten Schmidt, tidligere stolt Kejserlig sergent)

Hans hverv var blod, og død og krig
Den bedste lyd hans fjenders skrig
Han kaldet blev af nådens moder
At undsætte søster, far og broder

(luftskibsentusiasten/ krudtlageret/ingeniør-dværgen Enlag)

Tandhjul, kobber, bronze og stål
Elsker krudt og deres bål
En dværg af vand, men dog af jord
I luften finder han sit ror

(Den tidligere dusørjægende, nu trollslayer-dværg Sven)

Da ormen bed i øksen ned
Blev denne dværg så voldsomt ked
På nær en kam hans skal blev bar
Hans død kan blive verdenens svar

Ja, vi skreg af grin her! 😀 Kåre beskriver hvordan at der i kampagnebogen står beskrevet, hvordam man som GM opfordres til selv at skrive vers, for dværgen Yazeran har været en stor bygger og ingeniør (det er sådan nogen som altid er totalt OP i Kåres kampagner), men ikke nødvendigvis en stor digter. Det er fucking godt spildesign, for det gør det nemmere at lave personaliserede digte om spilpersonerne. Så det var virkelig

Samling af nogle af de skiver, som vi finder.

fint. Gregor giver os desuden en skive, som åbenbart var en slags spor til hvor vi skulle finde den tredje krystal, som er Luft-krystallen. Den havde Yazeran åbenbart gemt bag i en bog, hvor at budskabet så er

blevet givet videre fra abbed til abbed i lang tid, som gik og ventede på at klosterets frelsere kom. Det var virkelig fucking fedt, for det var sådan en “Nåh, ja! Der er jo rent faktisk en historie i denne her kampagne! Der er en pointe med at vi render rundt i de her dungeons og jagter crazy farlige magiske krystaller.” Især fordi der er gået noget tid siden at vi fandt liget af dværge-budbringeren, som døde i et stenskred og aldrig nåede frem til Yazeran. Der er en historie, hvor at Torgoth fik fat på ildkrystallen, blev tosset og ikke-død og derfor aldrig nåede frem til jordkrystallen, som var gemt i en anden dværgefæstning, som først blev indtaget af orker eller bæstmænd (jeg kan ikke huske hvilken) og så blev indtaget af ogres.

Gregor kalder på en anden munk, Dieter, som kommer ind og bliver sat til at vise os rundt på klosteret. Der er flere ting, en mølle, en smedje, et bryggeri og en stor statue af Yazeran,

hvor han står med en vinkel og et pendul.  Munken Dieter er umulig at skaffe sig af med, så flere (især min karakter) bliver noget paranoide. Vi bliver vist hen til det frie gæstehus og senere til aftensmad. Vi kigger på den første brik, hvor Schmitt følger linjen fra Yazerans pendul og finder skrive nr 2 inde under en løs sten i hovedbygningen. Vi spiser og nyder at kunne sove i en rigtig seng. Dagen efter finder vi to del af samme skive, en ved smeden og en anden ved skrædderen i klosteret. Vi forstætter med at Saltsang finder en hemmelig hammer under møllen, som fører til Yazerans gravkammer med kiste og sarkofag, begge dele med masse af fælder. Undervejs falder Saltsang dog desværre ned på rejseværket og kommer til skade. Forkammeret til graven er blevet brugt til at dumpe forskellige ting, inklusiv en tidligere flagstang.  Vi leder videre, finder nogle flere skiver efter forgæves at have været oppe i tårnet. Vi har der en rigtig fin konfrontation mellem spilpersonerne, fordi en af køkkenassistenterne (der nok ikke er der så frivilligt på klosteret) kommer og tilbyder at sælge os en skive for 10 GC. Det så Stifinder ikke noget problem i (for han er skovelver og lidt ligeglad med penge), men der opstod en del debat der om hvorvidt vi skulle give ham penge eller tæve ham. Det endte med at vi gav ham 1 GC og fik skiven. Vi finder en skive til inde i bryggeriet. Vi går over til “Scar” som er lederen af vagterne ved klosteret. Han talte forholdsvist nonchalant om muligheden for at klosteret kunne blive angrebet på trods af profetien. Vi har her fået stykket skiverne sammen nok til

Vores helte og to af munkene.

at vi kan regne “SEEK ATOP THE TALLEST STAFF” , som vi regner ud er flagstangen. Vi går tilbage til gravkammeret og….finder LUFTKRYSTALLEN! Og så var der pludselig en masse larm, for der er dukket en helvedes masse orker op udenfor klosteret. Det er jo næsten som om at der er en profeti, som skal gå i opfyldelse og en kampagne med en masse kamp encounters. 😀

Betragtninger

Jeg skal lige vænne mig igen til den forholdsvis hårde og alligevel åbne intrigespil-stil vi kører i denne kampagne efter Blades, men det er stadigvæk virkelig sjovt. Vi er blevet bedre til at tale mindre i munden på hinanden. Det er forholdsvis tydeligt for alle at karaktererne har respekt for hinanden, men grundlæggende set ikke kan lide hinanden specielt godt.

 

Når det så er sagt, så var det især sjovt fordi der er et fælles fodslag om hvad vi skal og hvordan det skal spilles. Jeg var glad fordi vi havde en diskussion om Warhammer 4th ed. og om dets problemer og generelt er indstillet på at håndtere dem som de opstår. Se også min anmeldelse og Morten Greis’ betragtninger her. Uanset systemet, så er det voldsomt sjovt at spille, især fordi det bare er SÅ tydeligt at det er en kampagne til første udgave af Warhammer, inklusiv alt dens crazyness og en skønne oplevelse af en setting, hvor alting ikke er skrevet i sten og ting ikke altid er på en bestemt måde. Det var for mig især symboliseret ved Verena-klosteret (en mennskelig gudinde), som blev grundlagt af en dværg. I det hele taget var det kloster en fantastisk lokation, for jeg havde konstant en fornemmelse af at der foregik noget korrupt, fordi det er en trope ift klostre i rollespil og i meget fiktion generelt. Hvad der primært foregik var undervisning og arbejde, præcis som det sømmer sig i et Verena-kloster (i hvert fald indtil videre).

Vores helte i gæsteværelset. Der kan ses udkanten af Yazerans afskedsbrev til heltene, som han havde set komme.

Viking-Con 38

Jeg kom hjem fra Viking-Con her søndag aftes og vil da lige skrive lidt om det.

Jeg har været uheldig nogle gange på Viking-Con, altid klokken 2 om natten. For 2 år siden formåede jeg at komme til at snitte hul på min tommelfinger, der lige kom i kontakt med et barberblad klokken 2 om natten (hvor der heldigvis var en fra Viking-Cons info som også var i Beredskabsstyrelsen) og i år valgte min luftmadras at dø klokken 2 om natten. Det var først klokken 3 at jeg så fandt en kæmpestor måtte inde i den mindste sovesal med masser af plads. Jeg har sjældent set så smukt et syn.

 

For lidt søvn til trods, så havde jeg alletiders oplevelse med Viking-Con 38. Jeg fik spillet Lumina af og med Henrik Dithmer, som var en rigtig fin oplevelse. Desuden fik jeg spillet noget brætspil og hængt ud med folk. Blandt andet fik jeg nørdet historie, krigsførelse, brætspil og andre sjove ting med Henrik. Jeg havde nogle gode snakke med arrangørerne (inklusiv en hemmelig producer!) og skal måske være turneringsleder på VC næste år.

Tanken er at lave en aktivitet hvor folk kan tage spil med fra deres samling som de “ikke lige har fået spillet endnu”. Desuden fik jeg afprøvet konceptet lidt med Bo Jørgensen og Asger Harding Granerud, hvor vi spillede Karmaka. Det endte med at være en voldsomt sjov og hyggelig lørdag aften, hvor jeg også fik hængt ud med den gode Thomas Munkholt. Heksens Hule er virkelig en god og hyggelig cafe. Viking-Cons lokation er alletiders fordi den er så decentral. Dvs at jeg oftest ikke behøver at gå mere end 5 skridt, så er jeg et sted med lavt lydniveau igen. Det er skønt. Jeg har en kritik af Viking-Con. Det var til tider ikke klart at man naturligvis kan afbryde folk i informationen i deres brætspil og jeg havde en enkelt oplevelse hvor jeg var nødt til at afbryde et spil Wingspan for at få styr på noget. Maden er til gengæld virkelig god (i hvert fald den vegetarisk som er den jeg spiser).

Desuden oplever jeg det samme som på Fastaval, nemlig at der er utrolig mange børn. Viking-Con Junior virker til at være et hit med mange glade børn og forældre. Så det er jo fedt at nogen gider det. Jeg har desuden et indtryk af at Viking-Con er blevet til den mest etnisk blandede con i DK (her forstået som etnisk diverse blandt af folk som bor i Danmark). Så det synes jeg sgu også er fedt, for det er faktisk noget unikt blandt danske conner at man åbenbart kan appellerer til etnisk minoriteter indenfor Danmark.

[anmeldelse] Splintered Peace

Varefakta (som man engang skrev på RPGFORUM):
Produkttype: Købekampagne. System: D&D 3.0. Antal sider: 110. Forfatter: David Chart. Udgivelsesår: 2002. Farver? Sort/hvid. Genre: Fantasy med kant og en social agenda. Udgiver: Penumbra, en underafdeling af Atlas Games som står for mange andre spil som f.eks. Once Upon a Time, Ars Magica, Lunch Money, Gloom (og desuden Cthulhu Gloom: Unpleasant Dreams! en Dreamlands udvidelse til Cthulhu Gloom, som jeg ikke vidste fandtes, men som jeg naturligvis nu må eje!).

 

Dette er en spoilerfri anmeldelse, så selv hvis I har læst bogen, så undgå venligst spoilers i kommentarerne 😀

 

Jeg greb denne her bog lidt tilfældigt ved slutningen af Re-allocation på Fastaval, hvor den tidligere ejer (nr 11 i re-allocation) kommenterede at den skulle være god. Jeg læste den i toget på vej hjem fra Fastaval og konstaterede at det var den om noget. Min eneste anke mod den er valget af D&D 3.0, men det er samtidig om noget en D&D fortælling Splintered Peace vil fortælle. Helt specifikt en meget ren dyrket D&D fortælling samtidig med den beskæftiger sig med racisme.

 

Splintered Peace foregår i byen Marchion, som ligger på grænseområdet mellem “civilisationen” og “barbarerne”. Den er voldsomt etnisk blandet og virker umiddelbart harmonisk. Problemet er at da en krise + potentiel indtræffer viser det sig pludselig byen harmoni sig at være en sandhed med modifikationer. Bogen er tydeligvis skrevet af en brite, hvor der bl.a. er en overskrift med “It’s grim up north”. Der er også et segment (som dog fysisk set er noget småt) om at det er et britisk og ikke et amerikansk syn på racisme, men det bliver ikke uddybet hvad der menes med det. Det er faktisk mit største kritikpunkt af bogen, for det havde været rigtig relevant at vide hvad den forskel præcis består af. Det er til gengæld også som nævnt det eneste.

 

Som tidligere nævnt er jeg ikke specielt meget oppe at ringe over D&D, men jeg må fandeme give David Chart at han har gjort noget sejt ift denne kampagne: Han har skabt en fantasy-by som både er voldsomt D&D-agtigt og samtidig føles ægte, som et sted hvor folk bor og hvor folk lever deres liv. Marchion har en ganske fin stemning og føles som en voldsomt blandet by på kanten af “civilizationen”, samtidig med at der er magikertårne og en skov inde i byen. Den har også en del baggrund med spændende plot hooks udover selve kampagnen. Jeg elsker den ikke som jeg elsker Middenheim eller Sigil, men den er sgu godt skruet sammen. Især fordi den er en slags republik, hvilket giver spillerne og en masse andre mulighed for at blande sig i dens politiske processeer.

 

Jeg er lidt i tvivl om det her er en kampagne jeg vil køre (som sagt, D&D), men jeg ville ikke afvise det blankt. Jeg har trods alt hørt godt om D&D 5th. Hvis ikke jeg kommer til at køre den vil jeg give den videre til en senere re-allocation, for det er en virkelig god kampagne. Spillerne skal bare være indstillet på at vold ikke kan løse nogen problemer der samtidig med at der er halvinge, gnomer, dværge, elvere og halvorker der render rundt og en del magi. Splintered Peace er en veldesignet, overskuelig og nuanceret D&D kampagne. Jeg knuselsker den ikke, som jeg f.eks. knuselsker andre rollespilsting, men den er fandeme god håndværk, især for en 17-18 år gammel rollespilsbog. Så hermed anbefalet!

 

Se mere på David Charts hjemmeside her: http://www.davidchart.com/OGC/index.html