Anmeldelse: Stellar Adventures

Her for et stykke tid siden fik jeg Stellar Adventures ind af døren, kun 8-9 måneder forsinket ift hvad jeg blev lovet (hvad jeg regner for pænt ift Kickstarter :D)

Den ser så sådan her ud, med forsiden fra Oprørets Planet. Og…hvad synes jeg så om den? Det er vist egentlig et ret godt spørgsmål. Jeg har købt en softcover version. Bogen er i alt på 128 sider og illustreret via genbrug fra især Oprørets Planet og Stjerneskibet, hvilket giver den et meget 80’er sci-fi look. Jeg har betalt i alt cirka 200 kr for bogen, inklusiv forsendelse.

 

Hvad der er interessant ved den er at den rent faktisk er nyskrevet og ikke bare lidt fancy opsat gentryk af gamle bøger (som meget af det tidligere Advanced Fighting Fantasy et eller andet sted er). Den er skrevet af Graham Bottley (der har stået for tidligere AFF-bøger) og Jonathan Hicks (som står på forsiden, men sært nok ikke bliver nævnt inde i bogen). Stellar Adventures er grundlæggende set en værktøjskasse, som giver mulighed for at spille alt der lugter af fremtiden om det er Mad Max, Star Wars, Warhammer 40 K eller for den sags skyld Neon Genesis Evangelion. Om man så kan lide det afhænger meget af om hvorvidt man synes at Advanced Fightning Fantasys ultrasimple tilgang til tingene er fed eller ej. Jeg er selv glad for det, men ville absolut ikke bruge det til alt. Systemet indeholder regler for alt hvad man nu har brug for til sci-fi: Psionoics, rumskibe, fartøjer, at lave nye racer, våben (inklusiv power armour og lyssværd) etc. Svagheden ved hvor simpelt det er og at det er settings-neutralt er at man som GM får en del at lave ift racer, setting, etc.

 

Personligt ville jeg ikke udelukke at jeg ville benytte mig af Stellar Adventures til f.eks. at køre et eller andet i fremtiden (gerne noget med kæmpe store krige i rummet eller noget med mechs), hvor at det simple kan blive brugt til at lave hurtig action med masser af eksplosioner. Til andet sci-fi (f.eks. en anden ide jeg har om en kampagne baseret på spil som Galactic Civilizations, Master of Orion og Twillight Imperium) ville jeg nok bruge noget andet som havde lidt flere nuancer.  Omend at Stellar Adventures meget er hvad man gør det til og selvom jeg savner stats for de monstrer og racer man slås imod i Oprørets Planet og Stjerneskibe, så kan jeg sagtens se mig selv køre en Stellar Adventures kampagne med masser af gang i den. Især til soundtracket nedenfor, der fint illustrerer hvad for en kampagne jeg ville køre:

 

Projekt: Mægtig PlayMobil Borg

 

Her for en lille uge siden klunsede jeg en PlayMobil borg der lå i en papkasse ved skaldespandene hvor jeg bor. Det virkede som at den var der i håbet om at nogen andre samlede den op, hvad jeg da også gjorde (fordi det 31 årige legebarn var nysgerrig og ville se om den kunne bruges til noget). Jeg har nu samlet den og konstateret at selv om nogle dele mangler, så er der en intakt-ish borg. Den ser sådan her ud.  Til min store overraskelse så er det faktum at selvom borgen er lavet til PlayMobil folk, så passer den faktisk overraskende godt i skala til mine figurer. Den går bare fra at være en urealitisk lille borg til at være en ordenlig størrelse borg. Den skal lige have et par kante hist og her, men ellers passer det faktisk glimrende.

Her er to tapre soldater og en stige orkerne efterlod i deres aflyste revolution. Bag dem er en mur som jeg synes passer mindre godt ind her. En af delene som mangler er et tag (i samme kraftig rød som på tårnet), der skulle have været ovenpå muren. Den virker generelt lidt underlig der, så jeg tænker at den forsvinder. Så har jeg bare en stor platform i stedet.

Viser bedre hvorfor muren på platformen ser lidt underlig ud.

Så er der nogle ting, der skyldes at borgen er legetøj (i skarp modsætning til andre borge i figurkrigsspil, der selvfølgelig ikke er legetøj :D), bl.a. de store huller der er forskellige steder så børn kan flytte PlayMobil figurer rundt i drabelige slag. Det er egentlig også fint nok. Det er faktisk decideret awesome at man i tårnet til venstre kan hejse platformen op og ned. Desværre virker faldgitteret ved hovedindgangen ikke, da der er en af sliskerne den ville køre op og ned i der mangler. Men det finder jeg nok en løsning på.

Hvad skal der så ellers gøres ved borgen her?

1. Maling. Jeg tænker at jeg spaymaler den i sten/kampestensfarve (sådan en har jeg nemlig set i den lokale rollespilsbiks) og derefter giver den en wash til fugerne, så det ligner mørtel. Det kommer så også til at tage en god del tid med store mængder malertape involveret. Så er der så resten i form af klippe, tag, døre, etc, der også skal males. Det er så heldigvis et projekt man kan gå til og fra som det passer en.

2. Faldgitteret skal om ikke midlertidigt kunne holdes fast. Sikkert via en elastik.

3. Jeg skal have lavet nogle simple kanter til at sætte på murene, så soldaterne kan se og ramme fjenden.

“Det her er altså ikke optimalt sjant….”

 

Flere opdates følger når jeg er kommet videre!

Dalscharas familie: Invasionsstyrken og de Døde Kejsere

Spilgangen begyndte med at 3 af karaktererne hentede Esbjörn. Han havde været inde på hovedøen og spredt historier om karaktererne for at skabe et dække om hvorfor de var her og generelt virkede lettere underlige. Han havde der fortalt folk at de var en slags fællesskab af udstødte folk der var stukket af og havde samlet sig i en slags støttegruppe for folk der bare gerne vil leve i fred. Det er sådan set også kun halv løgn, så det var mægtig fint. De hentede Esbjörn og tog ham med ud på øen med kejsergraven.

 

Jeg mindede her Esbjörns spiller om at han jo havde et magisk segl der lod ham tale med døde og om han ville benytte sig af det til at tale med hans mor inden de gik videre. Jeg railroadede her en smule for at få noget information videregivet, men dog slap nogenlunde fra det. Esbjörn brød seglet og så pludselig hans mor, som han aldrig havde set før, træde frem. Hun var en ung blond kvinde klædt i en simpelt kjole, der begyndte med at spørge om Esbjörn ville have hans nye familiemedlemmer til at se med? For så skulle de blot røre ham. De andre dannede cirkel bagved Esbjörn der var synket på knæ i sneen med hans mor foran ham. De kunne her se Esbjörns mor, der på forskellige vis lignede ham. Hun havde samme pande, samme høje kindben og hun var heller ikke så høj. Hun præsenterede sig som Ragna, Esbjörns mor. Det endte med at blive en rigtig fin scene, hvor de andre primært holdt sig i baggrunden og Esjbörn følte virkelig meget. Esjbörn spurgte hans mor om ting man havde forventet (var hun stolt af ham, havde han gjort det rigtige, etc), hvor Ragna på meget sød og afdæmpet vis forklarede ham at hun var stolt af ham og det ansvar han i praksis havde taget på sig som en del af magikerordenen. Nu havde hun set at han havde fundet sig en familie der tog sig af ham og hvor han også var der for dem. Derfor var hun parat til at rejse videre. Inden hun gjorde det ville hun dog høre om om de havde nogle spørgsmål? Her var det primært de andre der stillede spørgsmål om Harmal, den tidligere fyrsten af Familiens borg og spøgelser generelt. Ragna fortalte dem at spøgelser varierede i kraft og evner. Nogle spørgelser var kraftigere og kunne derfor konstant være synlige og “til stede”, hvor andre som hende selv kun kunne ses igennem magi. Hun fortalt at spøgelser er drevet af kraftige følelser og at ting som er påvirket af de samme kraftige følelser kan påvirke spøgelser. F.eks. kan våben der har en kraftig følelse knyttet til sig parere og påvirke spøgelser, hvilket var grunden til at spilpersonerne havde kunnet parerer Harmals våben. Slangehug vader f.eks. rundt med en krumsabel som er gået i arv igennem mange generation af hans kongeslægt, hvilket var grunden til at den virkede. Sidst, men ikke mindst havde spøgelser en begrænset evne til at se ud i fremtiden. Spillererne spurgte desuden om de daghdariske kejsere, hvor at Ragna forklarede at hun havde kunnet mærke at de var meget magtfulde og at der var en kraftig følelse af stolthed der kom derfra. Derfor havde hun ikke nærmet sig dem. De hørte her alle lyden af en carnyx fra den anden side af bakken, lige for at gøre det klart at her var seje kelter-agtige type i nærheden.

Jeg forklarede her igennem Ragna spillerne mit take på ikke-døde i kampagnen, da jeg f.eks. ikke regner med at have skeletter, zombier og lignende med. Kun spøgelser ala spøgelserhistorier og magtfulde ånder med et vist fysisk element, ala Nazgûls. Ragna spurgte så om der var andet spilpersonerne gerne ville spørge hende om. Efter et øjebliks tøven var svarede nej, hvorefter hun kyssede Esbjörn på panden og forsvandt.

 

Spillerne gik derefter over bakken, hvor de i en lille dal fandt nogle sære opsætninger af sten (ala Stonehenge. Jeg stjal brikkerne fra dette rimelig ligegyldige brætspil, som jeg desuden har malet) og en tunnel i bakken bag stenopsætningen. De gik ind i tunnellen ind i bakken, hvor et grønt forhæng af silke markerede indgangen til selve graven. Lige efter forhænget fandt gruppen her 6 statuer af de forskellige kejsere, som alle på forskellig vis indikerede hvem den pågældende kejser havde været. Der var med andre ord mulighed for at gruppen kunne få sig et indtryk af hver kejser udover de to af karaktererne som har Historie.
Bag statuerne var der et hovedrum med 6 gange, hver med en stentavle i begyndelsen. Problemet var bare at der ikke var nogen der havde Læse/Skrive Dagdarisk 4, så det eneste de kunne finde ud af navnet for hver tavle. De gik derfor ned af den første den bedste gang, hvor de fandt en offerrum med alter og en stor skål til røgelse. De valgte her at være høflige og ofrede noget røgelse til kejserinden, hvor de opdagede lille luftskakt ind til et andet lokale i loftet af rummet. Efter at hun fik en hestesko af Arteban kunne Tamazigt konstatere at det var graven for Kejserinden Dorgana V.
Kejserinden sad der nemlig i spøgelsesform og tiltalte hende høfligt. Det eneste problem her var at der kun er en karakter (Esbjörn/Tågesnak) som har Dagdarisk 4 og dermed kunne forstå det Høj Dagdarisk sprog som kejserinden talte. Hun virkede venlig på en noget arrogant måde og bad dem komme ind, omend de dog lige skulle være opmærksom på fælden undervejs. De gik derefter rundt om hjørnet, opdagede en fælde som de gik udenom, opdagede en enkelt statue til Rhyfela (dagdariske krigsgudinde) og trådte derefter ind i det første gravkammer, hvor de fandt store beholdere i ler udformet som en hest, en hund og en kat, der indeholdte asken fra kejserindens dyr. I det andet kammer fandt de en død gravrøver, der var blevet dræbt af pile fra en anden fælde. Til sidste mødte de kejserinden der var meget ophøjet og arrogant på en høflig måde.

 

Jeg havde her sat det op så kejserinden kun var villig til at tale Højdagdarisk, hvilket faktisk fungerede rigtig godt. Tågesnak er den mest kritiske overfor autoriteter pga en opvækst hvor han arbejdede for den lokale adel som akrobat og underholder, men hvor de samtidig behandlede ham af helvede til. Så han havde det svært ved at blive tiltalt som en af de fine, selvom den afdøde kejserinde på naturlig vis antog at han var adelig af en art og de andre var hans tjenere eftersom de ikke talte højdagdarisk. Esbjörn spurgte her ind til forskellige ting og lærte at samtlige 6 kejser/kejserinder gik igen. Han fandt desuden ud af at det kun var Belemos VII (en kejser med et ry som en voldsomt filosofisk type) der som den eneste der var villig til at tale et mere dagligdags mål.

 

Lidt kort logisk arbejde med udelukkelsesmetoden og kiggen på tavler senere gik karaktererne ned af gangen til Belemos VIIs grav, som var markant mindre, stort set uden udsmykning og uden fælder. Den rummede som noget af det eneste et bibliotek med historiske og filosofiske skrifter. De mødte derefter kejseren, der sad rolig i spøgelsesform og ventede. Han viste sig hurtigt at være en meget jordnær og realistisk type, selvom han var død. Han tiltalte dem først på højdagdarisk, men havde intet mod at tale lavdagdarisk. Stemningen var lidt anspændt til at begynde med, da spillerne havde rullet noget historie for Belemos VII og havde klaret det. Han havde bl.a. slået hårdt ned på enhver modstand (som en god dagdarisk kejser) og havde i den forbindelse truet en oprørsk by med at dræbe den første som kommer ud fra byen hvis ikke de overgav sig. Byens leder valgte da at sænke der en kurv med en forældreløs baby ned, hvor at legenden fortæller at Belemos VII straks trak et kortsværd, parat til at slå barnet ihjel. Byens indbyggede blev imponerede (og skræmte!) og valgte derfor at overgive sig. Belemos tog det som et varsel fra guderne, adopterede barnet og gjorde hende senere til hans arving som Mará I. Efter hans død efterfulgte hun ham som kejserinde. Jeg er her som det måske fremgår let inspireret af den bibelske historie om Kong Solomon og de 2 mødre. Der var egentlig mere der, men spillerne valgte ikke at spørge ind til det.

Jeg elsker at spille NPC’er som GM generelt. Her var jeg særlig glad, for Belemos VII var nok en af de sjoveste NPC’er jeg har spillet i en halv evighed. Han er (hvad nogen måske har gættet) kraftigt inspireret af den romerske kejser og filosof Marcus Aurelius. Derfor konstaterede Belemos hurtigt at spillerne egentlig ikke havde problemer, de havde bare forkerte forventninger til tilværelsen. Det var pissesjov at spille og pakke citater fra stoisk filosofi ind i en keltisk inspireret fantasy setting, bl.a. en konstatering af at kejseren da ofte ikke havde haft lyst til at stå op om morgenen imens han var i live, men havde gjort det alligevel.

Udover hans filosofiske betragtninger svarede Belemos også på spillernes spørgsmål og nervøsitet for om hvorvidt kejserne udgjorde en fare for de nærliggende øer og om hvorfor de gik igen. Til det første var svaret klart nej og til det andet var svaret at denne gruppe af kejsere alle havde svoret på deres ære af de ville beskytte og bevare det Daghdariske Imperium uanset hvad. De havde alle udpeget deres efterfølger igennem adoption og havde gjort en indsats for at være gode kejsere (inspireret af tanken om de 5 gode romerske kejsere, hvor Marcus Aurelius var en af dem). Så der var ingen fare på færde der. Grunden til at de gik igen var derfor deres ed om at …beskytte og bevare det Daghdariske Imperium uanset hvad”. Åbenbart inklusiv deres egen død eller at det Daghdariske Imperium gik under.

Belemos tilbød her at ham og hans afdøde kollegaer gerne ville beskytte Khari-øerne hvis indbyggerne gav kejserne hvad kejsernes var og betalte skat. Indbyggerne kunne bare forsatte med at styre øerne som det passede dem, bare der var 4 ofringer årligt. Så ville kejserne sørge for øernes beskyttelse. Kejserne ville have en fed sæl omkring forårsjævndøgn, et stor net fisk nær årets længste dag, en sæk grønsager/rodfrugter ved høsten omkring efterårsjævndøgn og et par der elskede (irrelevant hvilket køn de to elskende havde) i graven omkring vinterens korteste dag. Spilpersonerne fandt ikke nødvendigvis kravene urimelige, men de lovede dog kun at bringe forslaget videre til ældrerådet. Det var Belemos fint tilfreds med og takkede dem. Undervejs i samtalen havde han hintet til at det jo meget vel kunne være at de lokale ville få brug for beskytte snart.

 

Spillerne gik her tilbage til hovedrummet, hvor de på vejen pludselig hørt stemmer ved indgangen til graven. Tågesnak tog derfor og sneg sig fremad, hvor han opdagede 3 bevæbnede mænd bevæbnet som til højre. Han sneg sig tilbage, hvor de havde en kort samtale inden de gik fremad. Der var lidt tvivl om hvorvidt de ville forsøge at snakke med mændene, men konstateringen var generelt at folk der kom ind bevæbnede og i rustning

nok ikke havde gode intentioner. Tågesnak valgte at skyde efter dem (dog uden at ramme) og så var kampen i gang. Den var ret sjov at køre, for den var intens, kort og ret brutal uden at nogen rent faktisk døde. Tamazight tog et perfekt slag (aka critical hit) som hun imponerende nok ikke besvimede af selvom hun mistede halvdelen af hendes kropspoint. Arteban/Slangehug fik tævet en af dem ned i første hug og tog den anden ned også ret hurtigt. Tamazight rullede derefter Overtale og fik den sidste til at overgive sig. Imens løb Esbjörn ned til Belemos VII, der mødte ham med ordene “Nåh, er invasionsstyrken ankommet?” Der kom pludselig en hest frem fra Belemos’ diskussionskammer, hvorefter kejseren sadlede op og red ned til indgangskammeret. De nu afvæbnede soldater fik om noget store øjne da de så spøgelseskejseren, men de holdt sig om noget i ro. Her stoppede vi, lige efter at soldaterne fik fortalt at de var en del af en gruppe spejdere der var sendt forud for en større invasionsstyrke pga de historie de havde hørt om ø-gruppens rigdom på mineraler og metaller.

 

 

Dalscharas familie: Et spøgelse, paranoia og døde kejsere

Vi begyndte her natten efter at Dragesblik tog afsted med at karaktererne blev vækket af Blodvant, som havde mareridt. Den lettere traumatisede feltkirug fortalte her de andre om hans fortid og de rimelig grimme ting han havde været igennem imens de sad midt om natten i køkkenet og drak te, hvilket gav en meget fin scene.

 

Dagen efter gik karaktererne i gang med udgravningen af et mudderskred i et af tårnene, som de tidligere var stødt på. De fandt her et meget gammelt lig, klædt i en irret bronzerustning og naturligt mumificeret. Blodvandt gik i gang med at undersøge ham, da liget pludselig rejste sig og forsøgt at gribe kirurgen i struben. Mens spillerne stod forbløffede og kiggede på begyndte liget at lyse svagt imens dets ånd materialiserede sig rundt om liget, så de oprindelig ansigtstræk kunne ses udover det nu indsunkede mumuieansigt. Desuden tonede et spørgselsagtigt sværd frem i dets hånd.

 

Spøgelset virkede godt og grundig knoten og det første han gjorde var da også at angribe spillerne, efter at have råbt af dem på Dalscharas hemmelige sprog. De sloges lidt mod spøgelset uden nogen blev sårede da spøgelset bar rustning og spillererne parerede, indtil Blodvant pludselig stillede spørgsmål ” Hvorfor angriber du os?”
Så tog spøgelset og viste dem hvorfor. Spøgelset var Harmal, fyrste af Lacia-sletten og tidligere ejer af den borg som spillerne har boet på i snart 2 måneder. Han viste dem så hans fortid og vi spillede et flashback, hvor at spillerne spillede Harmals nærmeste tjenere for meget, meget længe siden. Jeg beskrev hvordan at borgen der lå omgivet af olivenmarker og at solen bagte. Borgen lå tydeligvis et andet sted på dengang. Hamal og hans nærmeste tjenere viste sig at være belastende typer der havde været trælse gennem en længere periode. De sad og var i gang med at tale om at lægge de lokale i lænker og sælge dem som slaver hvis ikke de gjorde som der blev sagt. De blev afbrudt da magikere fra Dalcharas familie angreb borgen og dræbte samtlige skurke. Tanken var her at jeg ville vise ordenens tidligere storhed og forklare hvor borgen kom fra. Harmal forklarede dem at Dalscharas familie slet og ret havde løftet borgen vha telekinesis og båret dem igennem luften (en ide jeg har tyvstjålet fra Mage: The Ascension). De snakkede noget videre og det endte med at gruppen ledet af Tamazight overtalte Harmal til at drage videre. Det var ligesom for sent at tage hævn over ordenen nu her flere hundrede, hvis ikke flere tusind år senere. Harmal krævede til gengæld at han fik en ordentlig begravelse med stil der hvor han oprindelig kom fra Lashi-sletten. Der var en enkelt spiller som konstaterede at det var en halv verden væk (han havde hørt om en by der hed Lashio), men alle karaktererne var godt og grundigt træt af Harmal, så de sagde ja for at få ro fra ham. Over en stærk dram nede i køkkenet talte gruppen om hvad der var passende og endte med at blive enige om en stor pose syet sammen af sælskind.
Næste dag vendte de tilbage til byen og købte sælskind til begravelsen, hvor det endte med at de blev der natten over da en af dem overhørte at at Cyndel og Mará snakkede om dem. De lyttede lidt indtil Mará og Cyndel gik udenfor for at mødes med Brinna.

De fik desuden snakket noget med slaveinden Flavia og konstaterede at hun tydeligvis trivedes. Hun havde taget på og var generelt smilede. Gruppen var gået i seng, da Tågesnak besluttede sig for at snige sig ud og lytte med til ældsterådets samtale. Tågesnak sneg sig derfor udenfor, klatrede op på taget og lyttede med. De snakkede lidt frem og tilbage om karaktererne og deres lette mistanke om dem. De var lidt uenige, hvor Brinna bare ville lade dem være, Mará ville spørge ind til dem og Cyndel var et sted i mellem. De blev enige om at give det en uge mere inden de begyndte at stille spørgsmål til gruppen om hvordan og hvorledes. Efter det tog Mará og Brinna hjem, hvor Flavia kom ud. Cyndel og Flavia snakkede noget akavet om diverse ting indtil Flavia tog mod til sig og kyssede ham. De stod derefter paf et øjeblik og gik derefter til ind til deres egne værelser. Tågesnak vendte tilbage og fortalte de andre om hvad ældrerådet havde fortalt men undlod (da han har Frihed som livsmål) at fortælle om Cyndel og Flavias begyndende romance.

Næste spilgang vendte karaktererne tilbage til fæstningen og lagde Harmal i posen af sælskind. Lige inden de gjorde det takkede Harmal dem og fortalte om “de andre”, som han forklarede var spøgelserne af gamle dagdariske kejsere der lå begravet på en ø lidt sydøst for resten af ø-gruppen. Han fandt dem frygtelig snobbede og generelt ubehagelige, så det var naturligvis interessant for spillerne.
Vi havde kun 3 ud af 4 spillere den dag, så de tog ned til minotaurerne under borgen for at bytte nogle fisk og pleje omgang med dem. De blev ledt derned og så minotaurernes by inklusiv en ny hængebro, som var blevet opført pga Tågesnaks akrobatik. De hang noget ud og blev enig om udveksling af erfaring, hvor Slangehug gerne ville have en at træne våben med og Blodvant gerne ville udveksle erfaring indenfor lægegerningen. Senere samme aften kom Stålnæves teenagedatter op til borgen i selskab med et par af minotaurernes sårkyndige. Blodvant gik ned med de sårkyndige og den unge minotaur præsenterede sig selv som Flammehjerte. Hun var rimelig sur teenager, men de fik dog træne noget våbenbrug hvor Slangehug benyttede sig af at kunne kæmpe med forøget Størrelse, hvilket giver ham flere kropspoint (Drager og Dæmoners for hitpoints) og en skadebonus. Blodvant vendte meget træt tilbage tidligt om morgenen med en meget glad minotaur, som lige var blevet far. Som tak for at have ageret fødselslæge fik Blodvant en større lerkrukke med 3 liter cider. Jeg rullede tilfældigt for hvor alvorligt en sag han ville komme ud for og fik et højt resultat. Ergo var der en fødsel. Det gav uventet en del spil, da de karakterer blev nysgerrige om hvordan og hvorledes det er med minotaurer, om de bliver født med horn eller ej, etc. Det lyder måske plat, men det er faktisk overraskende sobert med karakterer der forholdt sig til en markant anderledes race end dem selv med nysgerrig tolerance.

Spillerne tog derefter afsted til gravøen, der lå et stykke sydøst for resten af Khari-ørerne. De ankom til et kraftigt snefald og faldt en stensætning, hvor de kort tid efter fandt et underjordisk hus, tydeligvis beregnet til præster med indtørrede forsyninger og røgelse. Her stoppede vores spilgang, især fordi de andre gerne ville have Esbjörn/Tågesnak med, da han er den mest rogue-agtige af karaktererne.

Kickstarter Blues (brok med bonusanmeldelse II)

Okay, blues er et lidt heftigt ord at bruge, men hold da kæft. Jeg er vant til og forventer at Kickstarter-projekter bliver forsinkede, men her for nylig har Steve Jackson’s The Trolltooth Wars som tegneserie da godt nok taget prisen. Den ankom for et stykke tid siden til min mors adresse, cirka 2 år forsinket. Jeg fik den sendt dertil fordi jeg skulle til at flytte da jeg backede den i april 2015, men ikke vidste hvorhen endnu. De lovede den ville ankomme i september 2015. Holy shit. Jeg er godt nok ikke imponeret der, især fordi produktet i sidste ende skuffede mig noget. Jeg skulle have forventet. Prøv f.eks. at sammenligne forsiden på tegneserien med helten Chadda Darkmane ift hvordan Chadda Darkmane så ud i den oprindelig roman:

Tegneserie:

Roman:

Jeg synes det er mindre heldigt at stilen i tegneserien ikke er i nærheden af at være lige “whacky” som forlægget. Tegneserien er sådan set veltegnet, men den er markant mindre sær og blodig end forlaget. En anden ting jeg er mindre begejstret for er at der er nogen af nuancerne i historien er taget ud eller er mindre klare. Der er ingen tvivl om at Zagor er en mindre flink person i bogen, men han er dog ikke helt lige så stort et røvhul som han fremstilles i tegneserien (yes, jeg er stadigvæk Zagor-fanboy!). En anden konstatering er at tegneserien tydeligvis er lavet af Sværd og Trolddom-fanboys. Det forstår jeg så glimrende, det er jeg også selv, men det er ærgrer mig noget at der bruges plads på at understrege at Gereth Yaztromo studerede sammen med Arakor Nicodemus, and Pen Ty Kora. I tegneserien hænger der et billede af de 3 på væggen i Yaztromos tårn. Derfor ved Yaztromo at der er sovegræs på toppen af ildbjerget. Der er proppet voldsomt mange easter eggs af den slags ind i tegneserien…og det er da meget fint at Zagor laver en joke om at man ikke behøver en krystalstav for at smadre spejlet i rummet med vandkrukken, men det irriterer mig lidt når jeg oplever at resten af tegneserien godt kunne være mere Sværd og Trolddom-sk. Det er dog stadigvæk en udmærket udgivelse, hvor jeg især nød det store slag imellem de to troldmænd hære. Jeg føler dog ikke at den var værd at vente cirka 1½ år mere end lovet på. Jeg havde også håbet på at det print med kort af Allensia som jeg var blevet lovet var større end bare A4, men til gengæld var der disse to seje print med.

 
Noget andet som irriterer mig er denne kickstarter om Kongen i Gult af Robin D. Laws.  Jeg er helt gennemført pjattet med “The King in Yellow” af Robert W. Chambers. Det er som at læse Lovecraft i Paris med flere kunstnere og romantisk drama (jeg ved selvfølgelig godt at Lovecraft var inspireret af Chambers og ikke omvendt, men hey….de minder om hinanden). Jeg mødte “King in Yellow” igennem Drømmen om en Konge i Gult, som stadigvæk er et af mine yndlingsscenarier. Chambers bog er ligeledes en af mine yndlingsbøger. Problemet ved Kickstarteren er i min optik at der er 4 settings, som er baseret på en bog der er på ligeomkring 177 sider. Jeg er grundlæggende ligeglad med alle de settings undtagen Paris-settingen. Jeg vil gerne spille i en sindssyg mareridtskrig med ting ala Kongen i Gult, men det hele virker slet og ret for rodet, især fordi der ikke er så meget information. Det ærgrer mig, for jeg vil virkelig gerne bruge Kongen i Gult og nogle af de ideer der antydes i Chambers bog noget mere i rollespil, men ikke til de priser og diffus information. Jeg har ikke noget særligt forhold til Robin D. Laws (hverken for eller i mod), så derfor er det ikke et navn der frister mig synderligt heller.

“Gloria Preussens – sogar jenseits des Grabes!” – ide til en kampagne i flere generationer

Nu fik Johs mig overtalt til at skrive lidt om min måske engang evt kommende potentielle steampunk-agtige kampagne “Gloria Preussens – sogar jenseits des Grabes!” (Æret være Preussen, selv hinsidens Graven!”).

 

Jeg har kort skrevet om kampagnen her. Det nok mest interessante ved kampagnen er begyndelsen og tanken om hvordan det skal sættes op. Man lægger ud med at lave nogle korte karakterer, som er preussere i begyndelsen af 1812: F.eks. en dommer, en kaptajn, en videnskabsmand, datter af kongens hushovmester & en offentlig administrator (for nu at tage de karakterer jeg skrev til mit remake af Sort/Hvis :D). Derefter spiller man igennem afslutningen af Napoleons-krigene og ser hvordan det udfolder sig. Derefter laver nogle karakterer som er børn af det tidligere sæt karakterer. Derefter spiller man de nye karakterer i Revolutionsåret, 1848 og ser hvordan det udfolder sig. Til sidst laver man de egentlige karakterer i kampagnen som så begynder i 1862.

 

Tanken er derudover at der skal være en blanding af lidt steam-punk (uden at det bliver helt ekstremt, næppe mere end en zeppeliner hvis der overhovedet skal være nogen med), men til gengæld masser af vampyrer, varulve, spøgelse og hekse som lurer i kulisserne af de forskellige krige og revolutioner som foregår (og glødende lutheranere der smadrer varulve, vampyrer og . Og musik af Beethoven naturligvis. Derudover er tanken at der skal være mediumer og en del spiritisme, således at de tidligere karakterer nemt kan spille en rolle i kampagnen selvom de er døde. Så hovedpersonerne er antageligvis en slags tyske 1800-tals superhelte. Derudover er hovedkaraktererne antageligvis godt og grundigt fedtet ind i politik og interne affærer i Berlin. Det er også så hyggeligt, så kan man jo drikke Weißbier med Otto von Bismarch og lignende. Eller sidde og spise Pfannkuchen imens man diskuterer om Clausewitz havde ret i at krig er videreførelse af politik med andre midler.

 

Jeg har ikke besluttet mig for systemet endnu, men jeg har overvejet FATE CORE. Jeg har så bare ikke fået spillet det endnu og jeg synes at grundbogen er superkedeligt skrevet, omend at systemet virkelig virker godt og solidt.

Potentielle problemer

At få en kampagne som denne her til at flyve er for mig en interessant udfordring ift formidling. For jeg ved virkelig meget om 1800-tallets Tyskland og jeg ved endnu mere om politiske ideologier, som i ret høj grad er noget der bliver diskuteret i tiden (især ift segmentet i 1848). Så det vil enten kræve at jeg formidler det rigtig godt eller spiller med andre folk der ved virkelig meget om den slags.

 

Derudover ville det skulle overvejes hvordan at kampagnen skulle sættes op så de kvindelige spilpersoner ikke bare skal gå rundt i kjole og være fine (men okay, steam-punk giver som regel fine mulighed for at ignorerer traditionelle kønsroller hvis der kan skabes drama eller action i stedet for). Derudover er der bare overvejelsen tilbage om hvor meget man kan med teknologi i min settings udgave af 1862, men det tænker jeg er noget man ville finde ud af sammen med spillerne.

4 kampagner jeg gerne ville køre

Vi forsætter! Nu med kampagner jeg gerne ville køre! Højt/lavt arbejdsniveau og hvor meget jeg føler for ideen (det afhænger meget af spillerne og hvor glade de virker for ideen).

  1.  What if: Y2K
    En utrolig dum konspirationskampagne, som begynder i slutningen af 1999, hvor at Y2K viser sig at være sand. Dvs at alt muligt skidt kommer til at gå galt efter vi forlader d. 31/12 1999 og at computere bryder sammen til tonerne af modems der kobler sig op til hinanden.
    Virkelig dumt, men nu med flere chemtrails. Hovedskurken kommer til at være Oliver Nøglebæk med hans skumle planer. Først lægger han stille ud med at få billeder af hans tidligere sambo hængt op i hele Danmark, trafikingeniører vil blive taget væk og til sidst vil hele verden blive inficeret, så alle violater hinanden imens at kloden brænder. Anden halvdel her kommer nok ikke med, men det skulle være med masser af referencer til en grim periode og glimt i øjet.
  2. Planescape! Ja, også som GM. Måske kunne det gøres sådan at der er skiftende GMs. Jeg ville i hvert fald gerne overfalde mine spillere med pirater interdimensionelle pirater i det astrale plan!
  3. Drager og Dæmoner troldsmandskampagne med kraftig Dunsany-sk glasur.
    Jeg blev enormt inspireret da Troels over på planBs blog postede billeder af Sidney Simes illustrationer til Lord Dunsanys bøger. Min tanke er at lave den mest egalitære og antiautoritære troldsmandsorden nogensinde i rollespil kaldet “Dalscharas familie”, hvor at lærlinge rent faktisk behandles ordenligt i det øjeblik de har bevidst deres loyalitet overfor ordenen (f.eks. har jeg en tanke om at en mester ikke må afvise at lære en elev en formular uden at forklarer på hvilke punkter mesteren mener at eleven mangler etik/moral/mod/etc). Alle kan blive medlemmer hvis de kan magi, men det medfører også at man betragter andre medlemmer som ens familie og behandler dem derefter (inspireret af Fremmedlegionens idealer).Drager og Dæmoner er fedt som system og især elementet med at troldmænd ikke kan bruge magi så længe de er i kontakt med jern er fed, for den gør at troldmænd fint f.eks. kan bære bronzerustninger eller lignede. Min tanke er derudover at karaktererne lægger ud med at være andre professioner end troldmand og (ridder, jæger, købmand) og derefter lærer magi i fællesskab som gruppe. Karaktererne må meget gerne komme fra forskellige kulturer. Min tanke er meget at fokuserer på deres indvielse i ordenen samtidig med settingsopbygning. Og derefter lader jeg karaktererne følge deres egne vilje og lader verden reagerer på hvad de gør. Settingen skal være en kombination af de ting der antydes i Drager og Dæmoner og Lord Dunsanys værker. Dvs at karaktererne meget sandsynligvis kunne komme til at udforske faldne, ensomme Bethmoora og lede efter spor i en forladt by hvis kobbergrønne dører svinger hid og did imens de svinger i vinden.
    78cbc8cdcf2a507c66ee331cc270329aHer er Sydney Sime i fantastisk form. Her er tanken at karaktererne ser dette her som vægtæppe i det de ankommer til hovedsædet for “Dalscharas familie”. Grundlæggeren Dalscharas lig bliver hentet af hendes tre adoptivsønner, der her får lagt bunden for et lettere anstrengt forhold til autoriteter.
  4. Gloria Preussens – sogar jenseits des Grabes!
    Jeg kunne godt finde på at lave en kampagne baseret på Europa et stykke tid inden 1864. så jeg tænker d
    yster og alligevel flashy steampunk med spiritualisme og superhelte, der foregår forskellige steder i Preussen og det Tyske Forbund i 1862. Måske skal det være i Revolutionsåret i stedet for, altså 1848? Tanken er i hvert faldt at mediumer kommunikerer med de døde og lærer meget af den vej og at gale videnskabsfolk er gået gang med at eksperimentere med en kombination af dampteknologi og rastløse sjæles kræfter. Så er spillerne en eller anden semi-hemmelig gruppe under Berlins regering (gerne med hemmelige identiteter, hvor at de render rundt som 1800-tals udgaven af “The Spirit” om natten). Meget sandkasse orienteret med muligheder for at blive rodet ud i stormagtspolitik.

Galaktisk Fredsbevarelse: At skulle planlægge imod enden

Jeg har som tidligere nævnt begyndt som GM for en fed Star Wars kampagne (for cirka ½ år siden). Det har været fedt, selvom vi har haft lidt problemer med aflysninger og også skulle ud i meta-spillet “Hvad ugedag kan vi spille?”. Det er heldigvis gået i orden og har derudover medført en anden interessant problemstilling, idet at en af spillerne antageligvis skal flytte på et tidspunkt. Da vedkommende har grundlagt gruppen og spillet en vigtig rolle i kampagnen har jeg besluttet mig for at kampagnen passende kan afsluttes der (hvis det sker så nok om cirka 5 måneder). Det vil alligevel ikke være det samme uden Lofie (kampagnens elskværdige Wookie soldier med antræk til PTSD). Plus at jeg  nyder når en kampagne får en regulær afslutning og ikke bare løber ud i sandet.

 

Hvad har jeg så? Jeg har en kampagne med spilpersonerne på vej mod Coruscant ombord på en luksuscruiser (billede, artikel) og 2 skurke, i form af mafiabossen Duvnar Drakkar og den selvudlærte Sith Navik Neesh (se her for mere info om dem). Derudover har jeg et plot om “Tankens tempel“, som er et større kompleks dybt under jorden på Arkania, som er en isplanet, hvor at en af karakterne kommer fra. Ideen med Tanken Tempel er en lokation, hvor man opnår større forbindelse med Kraften, både den mørke og lyse side. Derfor har tilhængere af begge sider søgt til den i rigtig, rigtig mange år (jeg havde en tanke om en større åben kirkegård udenfor selve komplekset, hvor at skeletter fra pilgrimme ligger, flere af dem med mærker efter lyssværd og den mørke side af Kraften såsom lyn, knuste strubehoveder, etc).

 

Derudover har jeg et politisk setup for den Nye Republik og et ønske om at vi som minimum besøger alle de planeter som de forskellige karakterer kommer fra, så vi kan udforske karakterernes baggrunde ift Star Wars-universet. Tanken er at de allesammen (vi mangler cirka 4 karakters hjemverdener) gerne må indgå. Derefter vil jeg have et klimaks og opgør med Navik Neesh på Arkania i Tankens Tempel (imens at Duel of the Fates kører i baggrunden).

 

Så planen for afslutningen af kampagnen er følgende:

  1. Sørg for ikke at introducerer for mange og for store plots for spillerne.
  2. Fleksible plots, som evt kan gøres korte (f.eks. ved at skurken pludselig dukker op af intet og angriber heltene)
  3. Masser af action (det er jeg ikke så godt til at få passet ind lige pt, det skal der være mere af. Vi spiller for helvede Star Wars).
  4. Vær parat til at præsenterer slutplottet “Tankens Tempel” på Arkania og showdown med skurken.
  5. Tag det som spillerne synes er fedest og glem resten i stilhed.

[AFF] Blacksand

Jeg har forsat min kærlighedaffære med Advanced Fighting Fantasy og det er fandeme for fedt! Jeg kom forbi Faraos Cigarer og købte Blacksand, som både er en settingsbeskrivelse af den usle skumle havneby til at overgå alle skumle havneby, tyvenes by, Sortsand! & opbygning af beboelser og ikke mindst beskrivelse af søfart (selvfølgelig med søfarts-magi også!).

 

Allerede på bagsiden bliver tonen lagt an: “The city that is port Blacksand is a wretched hive of scum and villiany…..“. Nørdethed på højt plan (jeg grinede stadigvæk). Det interessante ved at læse det her er at nærmest er omvendt fra hvad Morten beskriver på hans blog om 90’er scenarier. Der er en del forslag til eventyr, men de er ikke vanvittig uddybet og rummer ikke større instruktioner til hvordan de bør spilles. Det synes jeg er lækkert, for så kan man vælge og vrage. De forskellige grupper, adelsfamilier, etc har nogle hints til hvordan de interagerer, men det er ikke overdrevet detaljeret. Hvilket er fedt, for så kan man nemmere tilpasse det til den enkelte gruppe. Og Blacksand er jo grundlæggende en sej by. Enormt mange af lokationerne fra Tyvenes By og Tyvenes Lærling indgår og der er en stort og voldsomt lækkert kort over Sortsand, så man kan følge de samme ruter rundt som i bøgerne. Jeg havde glemt blomstersælgeren fra Tyvenes By, men det var fedt at blive mindet om den karakter igen. Jeg synes at detaljeringsgraden er rigtig fornuftig, for det er langt nemmere at lade spillerne interagerer med fiktionen på en fed måde. F.eks. kan spillerene nemt komme til at gå forkert og ind på en sølle kro, hvor de hører samme gamle historie om piraten der fik revet armene af imens at får serveret øl med søvand, men vi er ikke ude i der hvor at  alting bliver detaljeret i fjollet grad og hvor vi får opgivet class og levels på alle tjenestefolk og tilfældige dagdrivere. Der er et rum som spillerne både kan interagerer med og sætte deres eget præg på (og man kan tage på “The Black Lobster Inn” for at tage imod og/eller dele tæsk ud!). Derudover er der nogte baggrundshistorie for byen, som jeg rent faktisk godt kunne se blive relevant (det hjælper når det forklarer en sej dungeon, hvor at man har mulighed for at finde ud af det som spiller)

 

Udover Sortsand er der nogle beskriver af diverse andre ting, som mest har med søfart at gøre. Der er er “Naval Sorcery”, som er meget sejt (omend nok mest til NPC’er). Desuden er der en udmærket “skab en landsby i en fart”-tabel og regler for krudtvåben (som jeg ikke er så begejstrede for i en Sværd og Trolddom-setting, men reglerne virker fornuftige. 

 

Et par kommentarer om skibsfart og -kampe her til slut (hvis der skulle herske nogen tvivl: Jeg synes at dette er en god bog og at jeg har fået noget for pengene).  Skibskamp er brutalt og farligt. Hvis ens besætningen er udeulige/den anden side har en sømagiker med/deres skib er vildere er det en risikabel affære. Det kan jeg enormt gode lide. For at tage et ekstremt eksempel, så kan man med et dværgeskib (et mindre skib indenunder en masse metal med både katapult og kanon) sænke 3 “luxury  barges” per runde (en sænket med katapult, en med kanon og en med deres rambuk). Den slags synes jeg holder regelteknisk, for det angiver en tone om hvad type spil det her. De to største modifikationer til søkamp for besætningen er hvis en af Heltene afviser “Heroic Combat” og hvis modstanderen er kendt for ikke at tage folk til fange (henholdsvis -4 og +4). “De har hejst det røde flag, der vil ikke blive givet pardon”. Jeg er måske ikke overdrevet forført af bogens skrivestil, men Blacksand rummer stort set ikke noget som jeg ikke ville forestille mig blive brugt i spil. Der er ikke nogen prosa om hvad plottet i virkeligheden er bag det som spillerne oplever, der er bare en voldsom klam og fascinerende by og nogle fine udvidelser til hvad jeg til min egen overraskelse er begyndt at se som et rigtig godt regelsystem, som jeg gerne vil spille på et tidspunkt.

Drømmen om en ensemblekampagne

Vi begynder naturligvis et helt andet sted end blogindlægget her egentlig handler om. Jeg sad og kiggede på forskellige projekter og ryddede mental op (i forsøget på at gå i gang igen med specialet), da jeg blev nysgerrig og googlede forholdet imellem protestantiske og ortodoks kristendom, hvor jeg faldt over en artikel med denne her interessante passage: “The first reported Protestant-Orthodox contact was initiated by Philip Melanchton with Patriarch Joasaph II of Constantinople in 1559. Melanchton was the most distinguished disciple of Luther and professor of Greek at Wittenberg University. He sent the Patriarch a Greek copy of the Augsburg Confession and a personal letter in which he invited the Patriarch to accept Lutherans as fellow Christians, who honor the teaching of the Scripture and the early Greek Church fathers. (Stephanidou 1990:703; Calian 1968:19-20) However, Melanchton‟s correspondence was never acknowledged or answered. According to the famous English historian, Sir Steven Runciman, the Orthodox Patriarchand his Synod had found the Augsburg Confession embarrassing due to its „heretical‟ doctrines. (Runciman 1992:246) Professor Yioannis Karmiris mentioned that the Patriarch “failed to respond to Melanchton’s epistle and did not grasp the hand of fellowship extended to him by the Protestants”. (Pelikan 1977:282)”   (Traboulsi 2007) Og lige pludselig fik man en ide og hjernen kørte i overdrive. Hvad hvis de havde svaret og havde sendt nogle folk til Wittenberg? Det kunne have skabt et interessant sammenspil. Plus at den tidlige del af reformationen virkelig bare er en stor krudttønde. Drømmen er for mig her på et tidspunkt at køre en ensemblekampagne, hvor at man ikke centrerer kampagnen om en gruppe karakterer, som det normalt er tilfældet, men om et sted, en begivenhed eller en periode (i dette tilfælde hvad der blev til den protestantiske Reformation i Europa), der så kunne begynde med f.eks. en gruppe ortodokse kirkefolk der kommer til Wittenberg i 1559. Altså ville man spille forskellige karakterer i løbet af kampagnen med forskellige og til tider modsatrettede interesser. Ars Magica har lignende tanker, hvor at man f.eks. har flere karakterer der alle er centreret omkring et Covernant (det har tilmed sin egen Wikipedia side!). Derudover ville jeg spille med i Kristians og Johs’ Ars Magica-kampagne (i det paralle univers hvor jeg boede i Midtjylland samtidig med dem begge to).   Jeg ved ikke om en ensemblekampagne nogensinde ville kunne blive til noget, men at køre en kampagne centreret om en alternativ udgave af Reformationen, gerne med magi (og Dr Faustus!) kunne være interessant. Det interessant er her at der er nogle briter der har lavet et spil om noget lignende, nemlig Clockwork & Chivalry, der foregår under den Engelske Borgerkrig med Royalisterne på den ene side (med alkymi), Cromwells New Model Army  med tandshjulsmaskiner på den anden side og en masse mindre grupper agerer bystanders og oftest bare forsøger at overleve (Cromwells hær har derudover lagt navn til et superfedt band). De har derudover lavet en masse andre spil, altsammen baseret på Basic Roleplaying/RuneQuest og som jeg allesamen synes ser frygtelig spændende ud med alt fra Londons første politistyrke til steampunk-luftpirater og et generelt renæssancesystem. Så der ville det jo naturligvis være oplagt at kigge på hvad man kunne finde på af lignende historier på det europæiske kontinent.

Overvejelser om praksis

Nåh, det var min drøm. Nu nogle tanker om hvordan det skulle føres ud i livet.

  • Hvordan undgår man at bogføringen bliver kedelig? Jeg er personligt ikke så nervøs for denne del, mest fordi at jeg tror at det kan gøres til en sjov øvelse (skal dog siges at jeg ikke er bange for papirnusseri, jeg læser for helvede statskundskab). Jeg tror det er et spørgsmål om at man noterer de vigtigste lokationer, NPCer og laver oversigter med dem.
  • Så kan man f.eks. have oversigt over NPC’er (f.eks. mindre grupper alt efter lokation og tidspunkt) og f.eks. noterer hvis ting ændrer sig (især når karakterer dør).
  • Konsekvens som en fast ting. Ift den type kampagne som jeg overvejer her er det vigtigt at karaktererne dør og at der ikke er en fast gruppe som er hovedpersonerne. Det er lidt en overvejelser som jeg er i tvivl om, men fra hvad jeg selv har oplevet i rollespil, så kan mere eller mindre tilfældige dødsfald skabe interessant overraskelser, som bagefter kan have endnu vildere konsekvenser. Det ville jeg nyder i  netop den sammenhæng.

Derudover skal Morten Greis lige have et shoutout, da han har skrevet nogle inspirerende indlæg om ensemblerollespil (links til alle indlæg er i det linkede indlæg).