Doomstones HD, spilgang 2

Så sidder jeg igen på vej hjem fra Aalborg igen og det har også denne gang være vældig hyggeligt og underholdende at spille Doomstones HD. Jeg var ikke helt lige så meget oppe og ringe som sidste gang (vi havde tilpas meget off-game snak), men det var fandeme stadigvæk god underholdning!

Vi var sidste gang på vej til et tårn på et bakke langt ude i skoven. Vi begyndte med at gå nærmere til tårnet, hvor vi konstaterer at der er en indgang i form af et hul i væggen, inklusiv en bjørnemor med unge. Hun var noget arrig, men det er sikkert heller ikke nemt at være enlig mor i Grænserigerne. Hende var der nogen (især skovelveren og Shallya-præsten) der ikke følte for at slå dem ihjel, så vi endte med at konstruere en stige af nedfaldent træ og gå ind af en dør på førstesalen, hvor der engang havde været en udvendig trappe af træ. Vi vader rundt i tårnet, op og ned af trapper og ender med at bryde et hemmelig rum op. Da vi er færdige der har vi også fundet nogle handouts og kan konstatere:

Der var mennesker her engang, men borgen blev erobret for længe siden af nogle af de samme orker. Borgherren og hans hustro endte med at isolere sig i et hemmeligt rum, hvor de åbenbart blev inde til de døde af tørst og sult. De havde en del skatte og et magisk sværd på sig, som vores brettonianske ridder overtog. Skeletterne begraver vi.
Orkernes leder Torgoth  skriver om en stencirkel længere sydpå, hvor han ville tage hans “precious stone” med sig som antageligvis er den “Stone of Earth” som dværgene har skrevet om. Det er tydeligt at orkerne har haft en del interne stridigheder og at de har været sure over at Torgoth bare har villet vente i tårnet.
Øverst oppe i tårnet er der en masse råger og et studiekammer, hvor man er nødt til at gå udenfor for at komme ind. Derinde finder vi en magisk genstand i form af en fod med tre ben til en krystalkugle, hvor resten er smadret.
Vi beslutter os derfor for at drage mod stencirklen længere sydpå, hvor ting for alvor bliver fucking weird og farligt. Det begynder med at vi kommer forbi en hule med mere orkgrafiti, som vi går i gang med at udforske. Der er 3 senge, tydeligvis beregnet til store typer og der er stinker meget kraftigt. Vi beslutter os for at trække ridderens hest og muldyret ind i hulen sammen med ridderens tjener, så vi ikke risikere et baghold. Det viser sig at være pokkers klogt, for snart efter kommer der to minotaurer ind i hulen. Heldigvis sætter den snævre tunel en begrænsning for hvor hurtigt minotaurerne kan komme ind hulen, da de er nødt til at gå på række. Selvom vi da får nogle tæsk (især pga den første har smeltet metal som blog), så ender det med at først den første og så den anden falder. Den snævre tunnel reddede os om noget der. Vi gennemsøger hulen og finder lidt flere skatte, inklusiv en forgyldt kniv og et gammelt skovelversmykke i sølv. Vores højelver undersøger liget af minotaurerne, hvor nr 2 (som er ham der lugter) giver højelveren udslet som senere gør ham syg med uslet imens han hoster og nyser. Mere om det senere og hvor galt det bliver.

Vi forsætter og støder ind i første gang weirdness. Vi forsætter sydpå et stykke fra floden, hvor vi pludselig ser at der er et mørke foran os, som omslutter en del af skoven totalt på trods af at det er højlys dag, nærmest som en slags kuppel. Vi prøver os lidt frem og finder ud af at vi ikke engang kan få noget ud af at fragte lys med derind. Det ender med at min karakter binder et reb om livet, langtsom går derind og kommer ud på den anden side uskadt. Så kunne de andre finde vej igennem ved at gå langsomt igennem. [her stoppede jeg med at skrive søndag da jeg ankom til Odense. Det er nu onsdag og jeg skriver det her indlæg færdigt]

Vi forsætter og støder her på væres næste encounter i form af en sulten kimære. Ham slås vi en del med, hvor at højelvermagikeren Saltsang får smadret hans brystkasse og brækker flere ribben. Det ender dog med at lanse, pile, kugler og økser får gjort nok skade på den til at den stikker af. Vi står derefter med en smadret magiker, nogle sår og har ikke fået det store ud af det. Vi snakker frem og tilbage om at forsætte eller trække tilbage til en by, men ender med at forsætter. Imens har Saltsangs sygdom udviklet sig, så han får udslet, nyser og hoster voldsomt meget. Samtidig med at han brækket en del ribben. Skøn kombination. Her kommer næste omgang weirdness, for imens vi rejser i to grupper (en syg og en rask), begynder jorden pludselig at rejse sig! Gruppen med den syge Saltsang stiger op i luften, som i en slags kuppel, med jorden i en cirkelform i minimum en 100 meters højde. Vi andre står og kigger imens Saltsang går i gang med at chante og lave magi. På trods af heftige minuser lykkes det ham at vokse magiske solsort-evinger frem, hvorefter at Shallya-præsten Schimdt og dværgen Enlag klynger sig til ham imens de på kontrolleret vis lander. Det var fucking sejt og dejlig 1st edition weird.

Der støder vi så på en gruppe bæstmænd, ledet af en Forkæmpet for Khorne. Han hedder Rojax og er en fucking træls type. Det bliver en pokkers tæt sejr, inklusiv at to af os mister et fate point (og i min karakters tilfælde er det i bestemt ental, han havde kun et) og vores mulddyr bliver dræbt.

 

Vi forsætter efter en kort og lettere desperat diskussion fremad, hvor vi støder herind i en gruppe skovelvere, som åbenbart er vogtere af området som de kalder “den forvredne skov”. Fordi jeg klarer en Fellowship test, giver lederen smykket (som viser sig at have tilhørt hans morbroder), fortæller ærligt hvad der er sket og fordi vi holder styr på vores dværge fortæller lederen os mere og giver os lov til at komme til hægterne på en elvisk…well, basicly rasteplads. Det er heldigt da dværgen Enlag også er blevet smittet med udslet, hoste og nysen. Vi bliver på den elviske rasteplads i lidt over en måned imens alle kommer sig over sygdomme, brækkede ribben, fibresprænging i højre skulder, tæsk og gamle blødninger. Der er varierende begejstring for opholdet undtagen folk der har forstået verden som er meget glade for det (aka min karakter som er skovelever).

Inden da har skovelvernes leder Erimayfin (som er en halvgammel elver og desuden magiker) fortalt os om Torgoth. Orkerne var passeret igennem dalen, hvor de tydeligvis var uenige. Så 20-30 stykker af dem stak af med jævne mellemrum, hvorefter at elverne diskret myrdede dem ude i skoven. Til sidst var der kun 200-300 af orkerne tilbage, hvorefter at de drog mod en stencirkel mod syd. Der gik Torgoth rundt om stencirklen, holdt højre hånd op imens han greb højre albue med venstre hånd. Der regnede der ild fra himlen, hvor at Erimayfin måtte flygte. Det var det sidste der er blevet set til Torgoth.

 

Nogle få betragtninger

Omend der var tilpas med off-game snak (et tilbagevendende problem i enhver rollespilsgruppe), så gik det alletiders. Jeg er rent personligt vildt fascineret af historien og at se den udfolde sig, inklusiv hvad fanden der egentlig foregår med de sten. Så jeg er rigtig spændt på næste gang i det nye år! 😀

Reklamer

Doomstones HD, spilgang 1

Så sidder jeg i et tog fra Aalborg og hører Imaginos af Blue Öyster Cult, som er et fucking godt 80’er album. Apropos god 80’er har vi haft første rigtige spilgang i Doomstones HD og det var fandeme fedt!

 

Vi mødtes og gik i gang. Vi er netop ankommet til Border Princes, hvor vi på vej igennem et pas bliver udsat for et stenskred. I den forbindelse falder vi over liget af en dværg, hvor vi finder et dokument der viser sig at være et råb om hjælp fra nogle dværge, hvis underjordiske kompleks er blevet overfaldt af orker. Der er et kort som viser vejen til dværgenes hjem. Vi tænker at kortet har værdi og desuden har vi ikke noget bedre at lave, så vi griber chancen og tager afsted (især min karakter, skovelveren Stifinder, som er fast overbevidst om at det er et tegn fra guderne. Mere om det og om resten af partyet senere). Vi når kort derefter frem til en flod, Yetsi, som fører sydpå. Undervejs kommer vi forbi et skilt til et sted som hedder Eyrie (jeg skrev ikke stavemåden ned). Vi følger floden på vestsiden, hvor vi finder en afstikker til vejen, der fører op til vandfaldet, som er aftegnet på kortet. Her begynder vores karakterers problemer. Og med “vores” mener jeg mest “mine”, for her skabte terningerne en karakterudvikling jeg ikke havde set komme.

 

Vi ankommer til vandfaldet, hvor det er halvbesværligt at komme ind. Der virker til et være et hul over vandtfaldet, hvor man kan komme ind. Vi prøver at klatre op, hvilket lykkedes efter både skovelveren og præsten er faldt ned en gang og ikke rammer vandet, men den hårde klippegrund. Vi kommer dog ind efter at vores dværge ingeniør konstruerede et stilads. Lidt kort dukken under et gammelt gitter og vi er inde i dværgekomplekset, gennemblødt til skinnet. Vi går forsigtigt lidt rundt og finder nogle noter, skrevet på orkisk. Orker skriver om at de er skredet og at der er en magisk dør de ikke har kunnet komme igennem. De har også lavet et kort af området, som desuden viser et tårn på østsiden af floden. Vi støder her ind i nogle bæstmænd,

Lir og et ork-kort

hvor det ender med at Stifinder bliver crittet og går ned på 0 wounds med 3 gange Blood Loss og en fibersprængning i højre arm/skulder. Der redder den gode Shallya-præst Schmidt Stifinders liv. Imens de andre kæmper mod bæstmænd ligger han nemlig bevidstsløs imens jeg konstaterede at der røg det meste af min karakters elverarrogance vist. Det var sjovt og jeg glæder mig til at se hvad der kommer til at ske senere.

 

Efter Schmidt har fået Stifinder på benene går og vi videre. Vi kæmper mod flere bæstmænd og ender med at slå dem ihjel (med BOMBER! Stor tak til vores dværge ingeniør for det også). Til sidst ender vores søgen rundt i hulekomplekset med at vi findet et bibliotek med liget af en dværg troldmand runesmed, som er lukket på magisk vis (se billedet). Vores magiker får åbnet døren og vi findet et brev, der fortæller om to magiske krystaller, den ene tilknyttet elementet Jord og det andet tilknyttet elementet Luft. Vi beslutter her os her for at finde ud af hvad der foregår. De spor vi har fundet peger i retning af to dværge, Yazeran og Ketiger og et tårn på østsiden af floden.

 

Derfor drager vi først sydpå til en mindre by, hvor vi køber forsyninger til en måneds tid og drager mod tårnet. Her bliver det om muligt endnu vildere og for en gangs skyld positivt. Vi  har fået at vide at østsiden er enormt farligt med elvere, dæmoner og alt muligt andet tydeligvis fra folk der ikke længere har nogen anelse om hvorfor østsiden af floden en gang blev betragtet som farlig. Imens er på vej igennem skoven støder vi pludselig ind i en træmænd, som står i skoven. De to mennesker, de to dværge og højelveren er alle nervøse i forskellige grad, hvor at Stifinder bare roligt snakker med træmandne, som ikke er dne første træmand han har mødt. Vi får snakket lidt med træmanden og får at vide at der er elvere på østsiden af floden. Fint nok, så er det jo ikke så skidt igen (var i hvert fald de to elveres holdning).

[Note: her havde jeg svært ved at omstille mig fra normal Warhammer, hvor at jeg oftest har spillet menneske. Nu skulle jeg pludselig omstille mig til at det at støde på en Treeman ikke er noget negativt, men en positiv overraskelse. Derfor fik jeg også totalt svedt ud af at spørge om tårnet på østsiden af floden].

 

Betragtninger om spilgangen

Det var fandeme god spas! (note: vi er nået til albummet Fire of Unknown Origin, også god 80’er af Blue Öyster Cult). Der var flere omgange, hvor man godt kunne mærke at det var 1st ed af Warhammer kampagnen oprindelig er til. Blandt andet dværgen, der havde brugt formularen Ward for at låse biblioteket til. Jeg nødt det i store drag. Jeg nød desuden også vores samspil, hvor man klart kan mærke at vi er blevet bedre til at spille sammen og ikke tale for meget i munden på hinanden.

 

Alt Kåres lir fucking fungerer også bare virkelig godt! Vi kan se hvad der foregår, det er virkelig flot og generelt hyggeligt. De taktiske overvejelser er fede, vi får spillet rollespil undervejs i kampene og det er generelt bare fedt at få lov til at nørde virkelig meget, skruet helt op til 11.

Doomstones HD, spilgang 0,5

Mit tidligere, nu slettede, indlæg var et strålende eksempel på hvor ussel WordPress’ app er. Beklager meningsløs spam!

 

Nåh, men selvom jeg ikke er begejstret for 4th edition, så fik vi da en særdeles fornuftig spilgang ud af det hele, som gjorde det klart at jeg ikke behøvedes at stoppe i gruppen. Så det var jo awesome! Jeg endte med at skifte karakterer, da hvad jeg tidligere havde planlagt ikke lod sige gøre i 4th ed. Så jeg endte med at lave mig en skov elver, for det er om noget sjældent at jeg selv spiller Warhammer og ikke køre det. Så hvis jeg rent faktisk har muligheden for at spille elver, hvor det giver mening….så vil jeg da gribe den! Vi lavede karakterer og spillede scener, så der var meget regelteknisk snak og en del overvejelser over hvordan kampagnen skulle sættes op. For min skyld måtte vi gerne lave lidt mere fælles fodslag næste gang (der er nogle forskellige antagelser og tilgange til det), men det kan være mig.

 

Vi lavede følgende karakterer: en ingeniør dværg med gunz, en bounty hunter dværg, en høj elver magiker, en Kejserlig ex-soldat og nu Shallaya præst, en brettoniansk ridder og en skov elver jæger/ dungeon fighter. Jeg synes at hele formatet som sådan fungerede voldsomt godt, hvor vi foreslog scener og spillede dem igennem som en slags prelude. Der var den sidste scene som skulle lede os ind til selve kampagnen, hvor GM selv var inde på at det blev noget mere kompleks end forventet. Det lykkedes os dog ikke desto mindre at nå derhen, hvor vi drog til Grænserigerne/Border Princes for at begynde selve kampagnen og hoppe om bord på Jernbanen, som mere eller mindre kun kører i en retning. Det er en interessant udfordring at skulle spille 6 spillere, hvad jeg såvidt jeg husker faktisk aldrig har gjort før. Det er en udfordring på to punkter:

1) Vi ender nemt med at have gang i flere samtaler samtidig, hvilket ikke er helt optimalt. Det tror jeg dog nok skal løse sig, det er i hvert fald et opmærksomhedspunkt fra min side.

2) Der er meget at overskue under en kampsituation (se billederne!).

Det er til gengæld også hammerfedt med alt det lir og terræn! Hold da op, hvor synes jeg det er sjovt og fedt! Det giver nogle andre kreative muligheder for at interagere med omgivelserne og lade historien præge det. Så jeg glæder mig til vores næste spilgang, hvor jeg håber på at det bliver dejlig 1st ed-agtigt undervejs. Den udgave er noget rod rent regelmæssigt, men stemningsmæssigt vil den altid have en særlig plads i mit hjerte, så jeg glæder mig virkelig meget til at se hvad Doomstones ellers har at byde på!

 

Anmeldelse: Warhammer 4th edition

TL;DR: Meh.

Jeg har lige som Thomas læst 4th edition af Warhammer. Den ultrakorte anmeldelse er at jeg ikke er begejstret for hvad jeg ser som et spil med megen kærlighed til Warhammer, nogle virkelig gode ideer, en ukritisk tilbedelse af første udgave af Warhammer og en udførsel som jeg undervejs virkelig hader (læs: udførslen af karrieresystemet) og noget kunst med fine motiver og en udførsel der måske passer bedre til The One Ring.

 

Lad os få kunsten ud af vejen, for jeg kan faktisk rigtig godt lide ideen i den, selvom jeg blev træt af udførslen undervejs. Mange af motiverne er awesome, hvor man f.eks. ser en heksejæger, en trollslayer og en menneskelig magiker sammen gå fra en flodbåd til Altfords havn. Man ser det samme party undervejs, hvor de f.eks. er på kro sammen og lignende. Det er rigtig fint alt sammen, omend jeg synes at den lettere støvede stil passer meget bedre til Tolkiens verden end WFRP (jeg elsker den nemlig der). Desuden synes jeg at det undervejs blev lidt for pænt og for ensartet til Warhammer. Det kan dog være en smagssag (og det er uanset hvad ikke det største af mine kritikpunkter af 4th ed).

 

Det er tydeligt at spildesignerne har været enormt glade for 1st edition af Warhammer, hvor de f.eks. har genintroduceret Dexterity og Initiative som stats. Jeg kan godt se hvad man har forsøgt der, men det leder hen til et generelt problem med at der er mange nye elementer, hvor det for mig virker som om at der ikke er blevet spiltestet så meget. Det giver jo teknisk set mening at det er separat at være fingerfærdig fra at være stærk og intelligent (især ift håndværk). Jeg er så bare ikke overbevidst om at det giver et bedre spil.

Man introducerer Resillience, Resolve, Advantage, Corruption points, Conditions (Stunned, Entangled, Bleeding, etc), Motivation & Ambition, Events & Endeavours og sikkert også flere ting….og jeg synes det er lige tilpas for at sige det mildt. Til gengæld har man fjernet ting som Dwarfcraft, Immunity to Chaos  og Grudge-borne Fury, som jeg ellers alle tre elskede. Corruption points er en kombination af Insanity Points og Mutationer, hvilket jeg personligt ærgrer mig over, da deres sindssygdomme bare er nogle minuser til stats og forskellige tests. Dem i 1st var lidt kedelige og dem i 2nd edition gjorde oftest en karakter uspillelig, så det er ikke fordi at de nødvendigvis var bedre (dem i 2nd edition var dog vildt meget federe skrevet!). Ift hvad jeg tidligere nævnte om deres tilbedelse af 1st edition, så har de indført den samme grad af asymmetri ift hvor seje folk er og nogle regler om social status som også minder om de ekstra regler der var i 1st edition (fra Apocrypha Now!). Om det så fungerer kan diskutteres, ift at der f.eks. er en forskel i settingen på f.eks. en elver jæger og en menneskelig jæger og hvordan de vil blive opfattet i samfundet.  Jeg synes igen at det bliver for formaliseret og overdrevet kompliceret.

 

Tyvstjålet fra Thomas’ noget mere positive omend stadigvæk fremragende blog

Det fører os direkte over til karrierer systemet, som i min optik er et throwback til…omkring slut 1990’erne og ikke på den gode måde. Karrierersystemet er bygget op med forskellige classes (Rogue, Peasant, Warrier, Academic, etc), hvor der er 8 egentlig karrierer indenfor hver class. Hver karriere har så 4 levels med adgang til forskellige skills og talents. Alle kan dog købe sig op i forskellige stats og evner, det koster bare mere hvis det falder uden for ens career. Når man bevæger sig op i levels får man adgang til f.eks. at kunne købe sig op i Weapon Skill eller lignende for en billigere pris. Man kan så skifte mellem careers, hvor det koster mere hvis man er udenfor ens egen class. Noget der er fjernet er dermed career exits, som i 1st og 2nd edition. Man køber desuden forøgelser, både til ens stats og skills op 1 point af gangen og ikke 5.

 

Problemet ved det er at det sætter sig mellem flere stole, hvor det hverken er Warhammer eller Basic Roleplaying. For mig er noget af det smukkeste ved det karriere-system at det fortæller en historie og samtidig giver mig frihed. Hvis jeg f.eks. begyndte som Roadwarden, derefter opdagede at min karakter havde et magisk talent (Hedge Wizard) og derefter gik i gang med at blive rigtig magiker (Apprentice Wizard). Den historie er der teknisk set stadigvæk i 4th ed, men der er ikke samme kreative benspænd. Jeg kan næsten konstant bare skifte over til noget andet og købe op der, hvor det kun er “historien”/GM der begrænser mig. Der er for mig noget interesant i WFRP 1st/2nd ed, hvor at jeg i højere grad har en kreativ spændetrøje at operer ud fra. Det er heller ikke Basic Roleplaying, hvor jeg kan gå op i skills som det passer mig uden begrænsninger. Det er til gengæld en konstant overvejelse om hvordan jeg bedst kan bruge min XP og hvor jeg konstant skal regne ud hvad jeg har råd til i modsætning til tidligere udgave, hvor at alt under 100 XP næsten altid var ubrugeligt før jeg havde sparet 100 XP op. Karakterens historie bliver rodløs, fordi jeg altid bare kan skifte over til en anden karriere, forskellen er bare hvor meget det koster mig. Den frihed havde jeg på fin vis allerede i 1st og 2nd edition, hvor man kunne vælge en ny Basic career.

Det hele minder mig om noget fra midt- til slut 90’erne, som hvis man havde udgivet en anden udgave af Warhammer der. Det er unødvendigt tungt, kompliceret og indeholder alt, alt for meget matematik for min smag. Det er da absolut muligt at man kan blive i en karriere (det er så aldrig noget jeg er stødt på i praksis spil, men jeg respektere hvis andre har haft det som kritikpunkt). Jeg synes det er det argeste lort. Jeg kan leve med det hvis jeg skulle spille med i en kampagne der overordnet set meget går i en retning (læs: Doomstones HD), men jeg ville ikke kunne finde ud af det i en hvilket som helst anden kampagne. De valg man skal træffe undervejs er uklare og dermed ikke særligt interessante.

 

Vi kommer nu til mit andet store kritikpunkt af af 4th edition: Cublicle7s take på procent-systemet og hvor unødvendigt kompliceret de har formået at gøre det. Alt skal foregå ved at rulle 1d100 og regne ud hvor godt det er gået.

Der er utroligt meget med f.eks. ift kamp, hvem der har rullet bedst på deres rul, hvilket så afgør hvem der giver skade, får fordel (Advantage) i stedet for et separat skade-rul. Jeg stod af undervejs her, for de formår godt nok at komplicere det hele undervejs. Nu har jeg prøvet kampsystemet og det er ikke helt så kompliceret som det fremstår, men hold da kæft, hvor er det ikke godt formidlet. Det er stadigvæk farlig og ret dødeligt, men hold da op hvor savner jeg Ulric’s Fury og open-ended skadeterning. Magi-systemet skal også lige have en hurtig bemærkning med på vejen, for det kan jeg heller ikke lide. Der vil jeg dog i højere grad end ellers konstatere at det handler om smag. Alle magi (som i troldmandsmagi og ikke præstemagi)  består i at man ruller et Speak Arcane Language (Magick), hvor man så Miscaster (hvor ting går grueligt galt) hvis man ruller 11, 22, 33, 44, 55, etc og over det man ellers skulle have rullet. Jeg synes ikke nødvendigvis at det er så fedt igen, for det fjerner meget af uforudsigeligheden ved magi i 2nd ed, hvor ting kunne gå galt ud af det blå. Magi i 2nd havde klart sine problemer, men jeg er ikke overbevidst her. Desuden ærgrer det mig at man nu baserer magi på Intelligens, hvor man tidligere rent faktisk kunne være en usmart magiker, det krævede bare en høj grad af viljestyrke. Det er dog som sagt en smagssag (og en grund til at jeg ikke spiller troldmand i Doomstones HD, men kriger).

 

Nu har jeg skrevet en masse negativt, men Warhammer 4th edition er ikke kun skidt. Deres nye regler for Fear er bedre og mere nuancerede end tidligere (her fungerer det med at man skal rulle grader af succes rigtig godt), det er en god ide at genintroducere noget social status (udførslen er så bare klodset) og der er tydeligvis en masse kærlighed til Warhammer undervejs. Måske lidt meget for til første udgaves regler og ikke nok til den kaotiske stil første udgave lagde for dagen, men sådan er der jo så meget. Fjerde udgave af Warhammer forsøger til gengæld også at adresser noget som WFRP aldrig rigtig fik svaret på, nemlig kønsroller. Der har de valgt bare at sige at det ikke spiller en større rolle. Det er en løsning jeg sagtens kan leve med (og som jeg halvvejs har brugt i praksis) og så er det bare fedt at de rent faktisk adresserer det. Motivation & Ambition er nogle fine måde at få folk til at forholde sig til deres karakter og spilgruppen som helhed. Det er også ret fint. Der er også nogle regler for hvad karaktererne laver imellem eventyr, som er for komplicerede for min smag, men ideen er fandeme god.

 

Fjerde udgave af Warhammer Fantasy Roleplaying er en unødvendigt kompliceret, lidt overlæsset udgave med en masse ideer. Nogle af dem er gode, andre er mindre gode og jeg hader decideret den nye version af karrieresystemet, som jeg synes er lige til at lukke og skide i. Jeg kan godt se hvad man har forsøgt og der er da også virkelig gode ideer. Det ændrer dog ikke ved at jeg synes bogen er noget uheldigt udført, ikke specielt godt formidlet og abnormt frustrerende at læse undervejs. Hvis ikke det havde været for Doomstones HD havde jeg nok ærlig talt givet min bog videre. Jeg kan så til gengæld leve med det i Doomstones HD, men mere om det i andre oplæg.

Doomstones HD, spilgang 0

9000 revisited

Hold da op, jeg havde en god tur til Aalborg i weekenden! Jeg har ikke været der siden jeg sad i Bifrosts repræsentantskab i 2012-2013 (hvad jeg nok skulle have ladet være med, men det er en anden sag). Det var skønt at være i Aalborg igen, især om søndagen hvor jeg havde tid til bare at vade rundt, købe sandwich fra Nadias til turen og bare chille i centrum imens vejret var dejlig køligt.

 

Cubicle7 forsætte en solid trend med, at Warhammer Fantasy Roleplaying bøger bliver forsinket. Vi havde derfor ikke nogen pdf af fjerde udgave af mit yndlingsrollespil, men vi kunne dog hilse og hænge ud sammen. Der var nogle få jeg kendte, men ellers var det enormt fint at have muligheden for lige at lære hinanden bedre at kende inden vi spillede rollespil sammen for første gang.

 

Vi kunne desuden diskuttere hvad folk havde gjort sig af overvejelser om karakterer og vores kommende gruppe, som godt nok tyder på at blive…dynamisk, lad os bare sige det sådan. Nu får vi se hvordan gruppen endeligt kommer til at blive, men vi skal fandeme nok have det sjovt. Jeg er lidt spændt på hvor mørkt det bliver, hvor jeg gerne ser at det ikke bliver totalt grimdark (hvilket nok ikke overrasker nogen af mine faste læsere). Umiddelbart ser det ud til at vi i hvert bliver et forholdsvis øvre middelklasse/overklasse party, så det bliver også noget af en ændring.

 

Uanset hvad, så hyggede vi os gevaldigt. Jeg lagde først mærke til senere hvor meget jeg har savnet at sidder med andre nørder og knuselske et eller andet i flok. Det fik vi gjort i stor stil. Desuden fik Kåre fortalt lidt om hvad hans planer er med kampagnen og vi fik set alt det 3d printede terræn er blevet fabrikeret (det er en del) og fik set lidt af hvad der ville komme senere (det var også en del). Jeg har ikke spillet en kampagne med så meget lir før, så det skal nok blive sjovt.Jeg bruger selv en del lir i min egen kampagne lige pt, men jeg når ikke Kåres ambitionsniveau til sokkeholderne. Til gengæld regner jeg også med at blive bedre til at male figurer af det her, for det skal vi nok få gjort en del også.

Kåre og den uduelige (og samtidig vildt seje!) dværg

Inden Kåre var så flink at køre mig ind i centrum spillede vi Thief’s Market (som forresten er et glimrende spil). Kåre og jeg havde siddet og nørdet første udgave af Warhammer, hvor Kåre besluttede sig for at lave en karakter. Kåre gik så i gang med at rulle en dværg op, stat for stat som det beskrives i bogen.

….og blev britpunked for vildt. Det spil er ligeglad med spilbalance. Kåres dværg var virkelig dårlig til de fleste ting og havde enormt lave stats. Til gengæld rullede han rent faktisk 2 gange 10 da han rullede for Initiativ, hvilket betød at han kunne rulle på Rogue tabellen. Så det endte med en dværge kvægtyv med…mindre heldige sociale evner. Hvad der var sjovt ved det var at det bagefter gik op for mig hvor svært det er for Halflings og Dværg at komme ind i henholdsvis Warrior og Rogue i 1st edition. Det betyder f.eks. at Halflings nærmest aldrig kan blive Nobles. Det virker heller ikke som om at der er mange Halfling Nobles (med mindre man regner alle halflings som adelige i kraft af deres demokratiske styreform), men det er en sjov ting ved første udgave. I det hele taget er første udgave af Warhammer et spil hvor jeg elsker æstetikken og udtrykket, men ikke savner reglerne specielt meget.

 

Uanset hvad så glæder jeg mig til min egen pdf af Warhammer 4th edition, hvornår end den kommer og jeg glæder mig til at vi kommer i gang med kampagnen og 3d terræn of DOOM!

Con2 2019 søger scenarier!

Kære alle forfattere, spildesignere og andre kreative mennesker!

Igen i år afholder vi Con2 på Usserød Skole i Hørsholm! Det bliver antageligvis d. 25-27/1 2019. Hvis den dato ændrer sig vil jeg naturligvis informere om det her på bloggen! Tema er ikke fastlagt endnu, men vil naturligvis blive annonceret så hurtigt som muligt og være fjollet!

Crewet er blevet udvidet og består af følgende:

  • Regitze Skibsted (kiosk, Fjæsingbog og New Generation-kaptajn)
  • Morten Havmøller Laursen (web, tilmelding, skole og herremode)
  • Kathrine Christensen Hedegaard (information, people person og baseball coach)
  • Thais Laursen Munk (rollespil, økonomi og andre sure opstød).
  • Desuden får vi som altid hjælp af den skønne Dion i køkkenet!

Som det nok er tydeligt er der mere information på vej ift tema, muligvis en udvidelse til af arrangørgruppen og andre ting. Så snart jeg ved mere vil I blive informeret!

Deadlines for scenarier er følgende:
Aflevering af foromtaler: d. 14/10 2018.
Aflevering af scenarier, hvor andre skal kunne køre dem: Søndag den 6/1 2019.

Spiltests til Fastaval er her meget velkomne!

Til gengæld vil vi gerne give de skønne forfattere evig taknemmelig og store mængder kage! Vi glæder os allesammen til at afholde endnu en Con2 og opleve Danmarks hyggeligste con igen-igen! 😀

VIGTIG EDIT OF DOOM: Hvis du er er interesseret så skriv endelig til den rollespilsansvarlige, Thais Laursen Munk på thaismunk@gmail.com!

Min karakter til Doomstones HD

Åh VAD, jeg skal være spiller i en Warhammer kampagne! Det har jeg ikke været…i mange år. Mere eller mindre i 8 år, alt efter hvordan man tæller det. Ikke alene skal jeg spille Warhammer, jeg skal også spille med i Doomstones HD da Kåre har været så venlig at invitere mig 😀 Så jeg skal til Aalborg senere på sommeren og lege krigshammer med nordjyderne, hvilket jo altid er en vindende kombination.  Lad venligst være med at læse videre hvis du også skal spille med i Kåres kampagne, for det vil spoile en del ift min karakter 😀

 

Doomstones er mere eller mindre det eneste af WHFP 1st edition som jeg hverken ejer eller har læst. Så da Kåre inviterede mig sagde jeg ja med det samme. Her er den karakter jeg skal spille. Jeg har med vilje ikke planlagt hvad vej denne karakter skal tage ift hans karriere (og vi kommer til at skulle igennem en del XP er hvad min GM fortæller mig), så nu ser vi hvad der kommer til at ske! Her er noget så usædvanligt som en WFRP-karakter med en forholdsvis positiv baggrundshistorie og barndom!

 

Bruno Edgard Stellmacher
Jeg gider virkelig aldrig tjene nogen anden end mig selv, mine venner og min familie igen, hvis jeg kan blive fri. “

Bruno plejer at fortælle folk at han er arbejdsløs tjener fra Carroburg fordi det er nemmere end at forklare hvem han egentlig er. Brunos forældre var begge gift før og havde børn med sig til deres andet ægteskab, så Bruno voksede op som den næstyngste i en børneflok på 7. Bruno er kvart brettonianer, hvor hans morfar stak af til Imperiet, kom forbi en gård med grise og blev gift med datteren. Han hed Edgard, så Bruno staver hans mellemnavn på samme måde. Moderens del af familien er griseavlere og faderen er hjulmager. De boede i landsbyen Dunkelbild i Middeland, en dagsrejse fra Carroburg. Brunos barndom foregik især med at skubbe grise igennem mudderet, men familien manglede ikke noget og han voksede op i kærlige omgivelser. Den dag i dag betyder hans familie meget for ham. En dag kom en købmand fra Carroburg tilfældigvis forbi landsbyen, hvor Bruno tilbød om han skulle strigle købmandens hest. Det fik han gjort, hvor købmanden tilbød Brunos forældre at han kunne komme i tjeneste. Bruno ville gerne på eventyr i storbyen, så hans forældre gav ham lov, omend det da også motiverede dem en smule at der var et barn mindre at fodre. Bruno tog med til købmandens hus langt oppe af bakken i Carroburg og arbejde voldsomt hårdt fra tidlig morgen til sen aften. Hans herre var streng, men retfærdig. Bruno fik lov til at arbejde sig op og lærte mere undervejs. lærte at læse og skrive, vurdere kvaliteten af en vare og at køre en vogn. Imens var han gået fra stalddreng til tjener og til butlerens assistent. Han var reelt set på vej til at blive enten personlig tjener for herren eller butler, da hans barnløse og ugifte herre døde. Bruno fandt aldrig ud af hvad, blot at de var med til begravelsen og ingen vidste mere. Bruno var dog om noget handlekraftig, så han samlede sine opsparede penge og sørgerede for at der kom styr på det. Butleren uden familie blev placeret på et Shallya-hjem, de andre tjenesteflok skaffede han anden ansættelse eller skrev anbefalinger. Han har for nylig rejst med den lidt ældre kok Gretha, så hun kunne nå sikkert frem til hendes familie. Her finder vi Bruno i dag (et ukendt sted), hvor han så småt er ved at løbe tør for penge og leder efter et nyt job, som er hans plothook til at komme med i kampagnen.

Bruno er en sær blanding af egoistisk og altruistisk, hvor det for ham meget afhænger af om folk er en del af hans nærtstående/pårørende eller ej. Han følte klart at han skyldte de andre i huset at hjælpe dem videre, nu hvor herren var død og arvingerne havde valgt at sælge huset. De havde været der for ham og været hans familie i Carroburgs labyrintiske gader og stræder imens han arbejdede hårdt. Han har til gengæld også set hvordan det går med folk der arbejder hårdt hele deres liv og hvor meget det slider en op. Så selvom han er glad for hans tid i Carroburg har Bruno besluttet sig til at han aldrig skal tjene nogen igen på samme vis ud fra et ønske om selvstændighed og selvbestemmelse. Som barn i en middenlandsk landsby er Bruno opvokset til at være god Ulric-tilbeder, omend han stødte på Ranald-kulten i Carroburg og følte sig tiltrukket af de ærlige aspekter af den og tanken om at hjælpe de nederste. Bruno er selv noget i tvivl om hvor han står ift Guderne, så hvis folk spørger er han Taal-tilbeder, igen på grund af uafhængigheden og selvstændigheden. Han er villig til at tage en chance og hårdtarbejdende. Han er lidt snerrende til tider og har en kort tålmodighed overfor idioter (man er vel Middenlander…).

Bruno ved ikke hvad der skal ske med hans liv nu, men han har gjort sin pligt overfor hans gamle kollegaer, men han føler sig eventyrlysten og parat til at prøve noget nyt. Til dels for pengene, men især for at prøve noget nyt og opleve noget mere spændende. Den eventyrlyst som fik ham til at drage med til Carroburg og er kun blevet forstærket af at han pludselig stod alene og skulle sørge for at hjælpe de andre arbejdsløse tjenere i huset. Det gik fornuftigt, så hvorfor ikke forsætte?

Som udgangspunkt ligner Bruno mange andre lykkejægere, klædt i vejrbidt og slidt tøj i jordfarver af en nogenlunde kvalitet. Middenlander dialekten kombineret med hans brettonianske islæt (i form af det mørkebrune hår og de brune øjne) danner en lidt sær kontrast. Han har et pæne sæt tøj i rygsækken fra når Bruno skulle med herren ud i byen. Han er bevæbnet med en simpel stridskølle af egetræ forstærket med stålbånd, som Bruno har arvet efter hans morfar. Det er hans mest værdsatte eje og han vil aldrig skille sig af den.

Stikord: Stædig, pligtopfyldende, selvstændig, tør humor, madglad, overvejende ærlig, eventyrlysten, drevet, antydning af grådighed, stolt, hårdtarbejdende.

Sølvnøglens Døre, work in progress

Åh VAD! Jeg kom igennem nåleøjet. Det havde jeg ikke turde regne med, så det er jeg voldsomt glad for. Hvor er status så nu?

 

Jeg er i gang med at skrive på selve scenariet og karaktererne forhåbentlig til en spiltest i Aarhus i begyndelsen af november. Allerede her er jeg skræmt fra vid og sans. Jeg er ikke alene ude i god tid, jeg er decideret gået i gang med at planlægge tid til spiltest og korrekturlæsning. Det er jo frygteligt. Det eneste jeg frygter mere end fiasko er jo nærmest succes. Lige pt arbejder jeg mest med spilpersonerne, som ironisk nok er en af de ting jeg er mest i tvivl om. Jeg har arbejdet så meget med scenariets overordnede struktur at jeg godt ved at jeg skal have testet mine tanker om system i praksis inden at jeg kan afgøre hvad der er bedst. Det er totalt omvendt af hvordan det plejer at være, hvor første udkast til spilpersonerne sgu altid er skrevet inden jeg er færdig med synopsen. Her har jeg dog en god ide om de 5 tidligere kultister og hvor de skal hen. De skal bare lige skrives færdig…

 

Men udover at min scenarieskrivning giver mig mulighed for at nørde podcast om Lovecraft for fuld skrue (f.eks. denne episode og denne her fra et glimrende og meget hyggelig podcast), hvad sker der så? Jeg er som sagt i gang med spilpersonerne, da de er vigtig ift at jeg skriver et horror-drama. Desuden arbejder jeg med de andre ting som skal ordnes inden en playtest. Helt konkret er det især de overnaturlige kræfter/systemet og en kort præsentation af settingen (her forstået som den Vågne Verden) for scenariet.

Mægtig PlayMobil Borg 2

Så er jeg kommet videre med mit klunsede fund. Her er nogle billeder fra arbejdet i mens det var i gang.

Jeg tog slet og ret og skilte borgen af og placerede malertape hen over de områder som ikke skulle males, dvs alt som ikke var de kampesten borgen skal forestille at være bygget af. Så tog jeg den med udenfor og spraymalede den med en figurspraymaling i grå (som vist er en ting pga hære i grå uniform. Men nu er jeg ikke i gang med at male en italiensk facisthær, men en awesome borg).

 

Det kom der følgende resultat ud af. Jeg ved godt at lyset er lort, men der er sket en reel forskel. 

Jeg har udover at malet den også fjernet muren på platformen, så der bare er en stor platform til indædte kampe. Desuden er jeg gået i gang med at kigge på de andre problemer der er, især at muren er for høj til at figurer kan kigge ud over brystværnet. Her fandt jeg en simpel løsning i form af flamingo, som jeg skar ud i 1×1 cm højde og bredte. Det giver følgende resultat.

 

Problemet ved det var så at 1) figurerne stod lidt ustabilt og 2) det er overenskomststridigt, da alle ansatte skal kunne tage en vagt ved brystværnet. Derfor gik jeg hurtigt videre til et stykke flamingo som er lige så langt og højt, 2 cm bredt i stedet for en.

 

 

 

Så kan Helmuth også tage sine vagter! Planen er så at male dem i de samme farver som trægulvet og brystværnet. Det vigtigste er at det var nemt at finde en løsning.

 

Det fede ved det er at det viste sig at kunne due for alle områder på borgen. Her er f.eks. hvad der kunne have været en spilperson skrevet af Johannes på vagt oppe i det øverste tårn. Desuden vil jeg finde ud af hvornår jeg kan bruge den til et eller andet i min Drager og Dæmoner Expert kampagne…