Eventyrere – et aparte og utilpasset folkefærd

En gang løse tanker fra min hånd skrevet til tonerne af The Who med rooibos-the ved siden af.

Eventyrere er et sørgeligt, utilpasset og psykisk usundt folkefærd! Når vi spiller “traditionel” fantasy spiller vi næsten altid typer der i dagens samfund var blevet indlagt, røget på afvænning og fået statsstøtte.

 

Eventyrere er enten lejesvende, som er til salg for højeste byder uden større skrupler (grænsende til ekstreme sociopater/psykopater) eller også har de gale frelserkomplekser, hvor de vil redde verden (ofte fra den selv). Eventyrere kan ikke lade ting være, selvom det på ingen måde gavner deres liv at rode med dem. Det synes jeg faktisk naturligvis er helt fantastisk! Det er en ekstrem rastløshed, som gør at man ikke kan lade ting være. Man kan ikke lade fare være, man er konstant nødt til at opsøge den.

 

Eventyrere har i rigtige mange tilfælde (ift hvad jeg har oplevet og selv har spillet) sociale baggrunde som mildest talt er belastede. Forældreløse, svigt fra omgivelserne, social udstødelse, religiøs forfølgelse, økonomiske problem, problemer med rusmidler og afhængighed. Listen forsætte. Et par eksempler her. Jeg vil lidt tage udgangspunkt i karakterene fra Dragonlance krøniker fordi at vi allesammen kender dem (og fordi at Klaus Meier og andre har spillet Raistlin Majere). Tarnis er lettere udstødt og uønsket voldtægtsbarn, Flint er udstødt (og lettere alkoholiker), Cameron er støtte for hans bror (og udvikler nogle følelsesmæssige problemer undervejs), Goldmoon har frelsekompleks, Riverwind siger aldrig noget og er der kun pga Guldmoon (tal om følelsesmæssig afhængighed), Tasselhoff er dyb kleptoman (og derudover pisseirriterende), Raistlin er galoperende sociopat, konstant passiv-aggressiv og har markant megalomani (til en vis grad….han bliver jo trods alt så magtfuld til sidst), Sturm Brightblade har også frelserkompleks, er mandschauvinist og er masochistisk i en sådan grad at han nærmest søger martyriet (hvad hans søns mor da også giver ham).

Hvad er min pointe så? Min er at det er interessant ift den sårbarhed, som jeg synes at det afslører/indikerer. Hvis man læser forhistorierne til DragonLance (som er varierende i kvalitet) er det er interessant at der sker en masse der som præger de forskellige karakterer, men som de ikke snakker med de andre om bagefter. Jeg synes at det er interessant, for der er i min optik meget få fantasy eventyrere karakterer (i det meste rollespil som jeg har oplevet), der kommer igennem deres eventyr uden at få massive ar på sjælen. Selvom de måske finder rigdom og magt kræver det som regel en høj pris. Er det bare mig? Jeg synes bare at der ligger noget pokkers interessant i den sårbarhed, som er oplagt at udforske i rollespil og som jeg tænker godt kunne være mere eksplicit formuleret i meget rollespil.