Anmeldelse: Warhammer 4th edition

TL;DR: Meh.

Jeg har lige som Thomas læst 4th edition af Warhammer. Den ultrakorte anmeldelse er at jeg ikke er begejstret for hvad jeg ser som et spil med megen kærlighed til Warhammer, nogle virkelig gode ideer, en ukritisk tilbedelse af første udgave af Warhammer og en udførsel som jeg undervejs virkelig hader (læs: udførslen af karrieresystemet) og noget kunst med fine motiver og en udførsel der måske passer bedre til The One Ring.

 

Lad os få kunsten ud af vejen, for jeg kan faktisk rigtig godt lide ideen i den, selvom jeg blev træt af udførslen undervejs. Mange af motiverne er awesome, hvor man f.eks. ser en heksejæger, en trollslayer og en menneskelig magiker sammen gå fra en flodbåd til Altfords havn. Man ser det samme party undervejs, hvor de f.eks. er på kro sammen og lignende. Det er rigtig fint alt sammen, omend jeg synes at den lettere støvede stil passer meget bedre til Tolkiens verden end WFRP (jeg elsker den nemlig der). Desuden synes jeg at det undervejs blev lidt for pænt og for ensartet til Warhammer. Det kan dog være en smagssag (og det er uanset hvad ikke det største af mine kritikpunkter af 4th ed).

 

Det er tydeligt at spildesignerne har været enormt glade for 1st edition af Warhammer, hvor de f.eks. har genintroduceret Dexterity og Initiative som stats. Jeg kan godt se hvad man har forsøgt der, men det leder hen til et generelt problem med at der er mange nye elementer, hvor det for mig virker som om at der ikke er blevet spiltestet så meget. Det giver jo teknisk set mening at det er separat at være fingerfærdig fra at være stærk og intelligent (især ift håndværk). Jeg er så bare ikke overbevidst om at det giver et bedre spil.

Man introducerer Resillience, Resolve, Advantage, Corruption points, Conditions (Stunned, Entangled, Bleeding, etc), Motivation & Ambition, Events & Endeavours og sikkert også flere ting….og jeg synes det er lige tilpas for at sige det mildt. Til gengæld har man fjernet ting som Dwarfcraft, Immunity to Chaos  og Grudge-borne Fury, som jeg ellers alle tre elskede. Corruption points er en kombination af Insanity Points og Mutationer, hvilket jeg personligt ærgrer mig over, da deres sindssygdomme bare er nogle minuser til stats og forskellige tests. Dem i 1st var lidt kedelige og dem i 2nd edition gjorde oftest en karakter uspillelig, så det er ikke fordi at de nødvendigvis var bedre (dem i 2nd edition var dog vildt meget federe skrevet!). Ift hvad jeg tidligere nævnte om deres tilbedelse af 1st edition, så har de indført den samme grad af asymmetri ift hvor seje folk er og nogle regler om social status som også minder om de ekstra regler der var i 1st edition (fra Apocrypha Now!). Om det så fungerer kan diskutteres, ift at der f.eks. er en forskel i settingen på f.eks. en elver jæger og en menneskelig jæger og hvordan de vil blive opfattet i samfundet.  Jeg synes igen at det bliver for formaliseret og overdrevet kompliceret.

 

Tyvstjålet fra Thomas’ noget mere positive omend stadigvæk fremragende blog

Det fører os direkte over til karrierer systemet, som i min optik er et throwback til…omkring slut 1990’erne og ikke på den gode måde. Karrierersystemet er bygget op med forskellige classes (Rogue, Peasant, Warrier, Academic, etc), hvor der er 8 egentlig karrierer indenfor hver class. Hver karriere har så 4 levels med adgang til forskellige skills og talents. Alle kan dog købe sig op i forskellige stats og evner, det koster bare mere hvis det falder uden for ens career. Når man bevæger sig op i levels får man adgang til f.eks. at kunne købe sig op i Weapon Skill eller lignende for en billigere pris. Man kan så skifte mellem careers, hvor det koster mere hvis man er udenfor ens egen class. Noget der er fjernet er dermed career exits, som i 1st og 2nd edition. Man køber desuden forøgelser, både til ens stats og skills op 1 point af gangen og ikke 5.

 

Problemet ved det er at det sætter sig mellem flere stole, hvor det hverken er Warhammer eller Basic Roleplaying. For mig er noget af det smukkeste ved det karriere-system at det fortæller en historie og samtidig giver mig frihed. Hvis jeg f.eks. begyndte som Roadwarden, derefter opdagede at min karakter havde et magisk talent (Hedge Wizard) og derefter gik i gang med at blive rigtig magiker (Apprentice Wizard). Den historie er der teknisk set stadigvæk i 4th ed, men der er ikke samme kreative benspænd. Jeg kan næsten konstant bare skifte over til noget andet og købe op der, hvor det kun er “historien”/GM der begrænser mig. Der er for mig noget interesant i WFRP 1st/2nd ed, hvor at jeg i højere grad har en kreativ spændetrøje at operer ud fra. Det er heller ikke Basic Roleplaying, hvor jeg kan gå op i skills som det passer mig uden begrænsninger. Det er til gengæld en konstant overvejelse om hvordan jeg bedst kan bruge min XP og hvor jeg konstant skal regne ud hvad jeg har råd til i modsætning til tidligere udgave, hvor at alt under 100 XP næsten altid var ubrugeligt før jeg havde sparet 100 XP op. Karakterens historie bliver rodløs, fordi jeg altid bare kan skifte over til en anden karriere, forskellen er bare hvor meget det koster mig. Den frihed havde jeg på fin vis allerede i 1st og 2nd edition, hvor man kunne vælge en ny Basic career.

Det hele minder mig om noget fra midt- til slut 90’erne, som hvis man havde udgivet en anden udgave af Warhammer der. Det er unødvendigt tungt, kompliceret og indeholder alt, alt for meget matematik for min smag. Det er da absolut muligt at man kan blive i en karriere (det er så aldrig noget jeg er stødt på i praksis spil, men jeg respektere hvis andre har haft det som kritikpunkt). Jeg synes det er det argeste lort. Jeg kan leve med det hvis jeg skulle spille med i en kampagne der overordnet set meget går i en retning (læs: Doomstones HD), men jeg ville ikke kunne finde ud af det i en hvilket som helst anden kampagne. De valg man skal træffe undervejs er uklare og dermed ikke særligt interessante.

 

Vi kommer nu til mit andet store kritikpunkt af af 4th edition: Cublicle7s take på procent-systemet og hvor unødvendigt kompliceret de har formået at gøre det. Alt skal foregå ved at rulle 1d100 og regne ud hvor godt det er gået.

Der er utroligt meget med f.eks. ift kamp, hvem der har rullet bedst på deres rul, hvilket så afgør hvem der giver skade, får fordel (Advantage) i stedet for et separat skade-rul. Jeg stod af undervejs her, for de formår godt nok at komplicere det hele undervejs. Nu har jeg prøvet kampsystemet og det er ikke helt så kompliceret som det fremstår, men hold da kæft, hvor er det ikke godt formidlet. Det er stadigvæk farlig og ret dødeligt, men hold da op hvor savner jeg Ulric’s Fury og open-ended skadeterning. Magi-systemet skal også lige have en hurtig bemærkning med på vejen, for det kan jeg heller ikke lide. Der vil jeg dog i højere grad end ellers konstatere at det handler om smag. Alle magi (som i troldmandsmagi og ikke præstemagi)  består i at man ruller et Speak Arcane Language (Magick), hvor man så Miscaster (hvor ting går grueligt galt) hvis man ruller 11, 22, 33, 44, 55, etc og over det man ellers skulle have rullet. Jeg synes ikke nødvendigvis at det er så fedt igen, for det fjerner meget af uforudsigeligheden ved magi i 2nd ed, hvor ting kunne gå galt ud af det blå. Magi i 2nd havde klart sine problemer, men jeg er ikke overbevidst her. Desuden ærgrer det mig at man nu baserer magi på Intelligens, hvor man tidligere rent faktisk kunne være en usmart magiker, det krævede bare en høj grad af viljestyrke. Det er dog som sagt en smagssag (og en grund til at jeg ikke spiller troldmand i Doomstones HD, men kriger).

 

Nu har jeg skrevet en masse negativt, men Warhammer 4th edition er ikke kun skidt. Deres nye regler for Fear er bedre og mere nuancerede end tidligere (her fungerer det med at man skal rulle grader af succes rigtig godt), det er en god ide at genintroducere noget social status (udførslen er så bare klodset) og der er tydeligvis en masse kærlighed til Warhammer undervejs. Måske lidt meget for til første udgaves regler og ikke nok til den kaotiske stil første udgave lagde for dagen, men sådan er der jo så meget. Fjerde udgave af Warhammer forsøger til gengæld også at adresser noget som WFRP aldrig rigtig fik svaret på, nemlig kønsroller. Der har de valgt bare at sige at det ikke spiller en større rolle. Det er en løsning jeg sagtens kan leve med (og som jeg halvvejs har brugt i praksis) og så er det bare fedt at de rent faktisk adresserer det. Motivation & Ambition er nogle fine måde at få folk til at forholde sig til deres karakter og spilgruppen som helhed. Det er også ret fint. Der er også nogle regler for hvad karaktererne laver imellem eventyr, som er for komplicerede for min smag, men ideen er fandeme god.

 

Fjerde udgave af Warhammer Fantasy Roleplaying er en unødvendigt kompliceret, lidt overlæsset udgave med en masse ideer. Nogle af dem er gode, andre er mindre gode og jeg hader decideret den nye version af karrieresystemet, som jeg synes er lige til at lukke og skide i. Jeg kan godt se hvad man har forsøgt og der er da også virkelig gode ideer. Det ændrer dog ikke ved at jeg synes bogen er noget uheldigt udført, ikke specielt godt formidlet og abnormt frustrerende at læse undervejs. Hvis ikke det havde været for Doomstones HD havde jeg nok ærlig talt givet min bog videre. Jeg kan så til gengæld leve med det i Doomstones HD, men mere om det i andre oplæg.

Reklamer

7 meninger om “Anmeldelse: Warhammer 4th edition

  1. Fedt, jeg havde glædet mig til at høre mere om hvor dine kritikpunkter lå, og mange steder er jeg egentlig enig selvom dommen falder forskelligt ud.

    Helt overordnet – og det lyder det også til at have været en erklæret strategi – er det et throwback til en “gammeldags” spilforståelse der eksisterer i samme åndedrag som “moderniseringeren” af D&D. Det trækker i retning af crunch på en måde der ikke tiltaler mig specielt (men som jeg er villig til at arbejde med fordi Warhammer), og tydeliggør/forværrer det gennemgående problem du også nævner: dårlig formidling. Jeg var ligesom dig glad for at se at det fungerer bedre i praksis, men det trækker ned ift. at tage føretrøjen som Det Nye Standard-Warhammer.

    Jeg kan så godt lide Success Levels og muligheden for “failing forward”, og for mig er karrieresystemet noget nært perfekt (med undtagelse af det gnidrede XP-fedteri). I praksis betød 2nd editions Exits at hele vores gruppe (med måske en enkelt undtagelse) har betalt sig til andre karriereveje – der foretrækker jeg klart at følge historien, eller benytte muligheden for at blive indtil noget relevant viser sig. Men det med karriererne er tydeligvis der vi tydeligst skiller veje.

    Endelig: Jeg er glad for at du giver det en chance og spiller Doomstones HD alligevel – ikke pga. systemvalget (jo, det bliver også interessant at følge), men det virker til at I har en god, liret ting linet op, og det ville være synd ikke at realisere det.

    1. Thais Munk

      Det er sjovt, for jeg forstod også godt hvorfor du godt kunne lide det i din anmeldelse. Jeg kan da også sagtens se ideen i Success Levels og failing forward (jeg har selv i praksis spillet med noget lignende som GM siden 2008, hvor jeg havde lært det af indie-spillene). Karrierersystemet er vi jo så bare uenige om, ja. Jeg har som sagt oplevet at exits gav til historie, ikke træk den ned.

      Kan du uddybe det med throwback? Jeg har ikke selv spillet den sidste nye udgave af D&D, men har bare kun hørt ros. Jeg savner til gengæld hele den lidt random wacky følelse der altid har appelleret til mig ved Warhammer og mængden af crunch irriterer mig (selvom det ikke er så slemt som det virker til på papiret). Derfor savner jeg ting som seperat damage rul og Ulric’s Fury.

      Og ja, selvfølgelig skulle jeg da prøve alligevel! Nu spiller vi også en jernbane-kampagne uden de vilde intriger og politiske plot med en fandens masse action, hvilket heldigvis gør at jeg kan leve med 4th ed. Min plan er da også at når jeg får 4th ed skriver jeg alle dens gode ideer og regler ned i et dokument og bruger det som udgangspunkt for husregler til næste gang jeg skal lave en Warhammer kampagne (med 2nd regler.)

      1. Det jeg tænker på, er at man ikke ligefrem har skabt et skarpt designet, post-indie Warhammer – det kunne man jo godt have gjort, selvom man stadig ville have et spil der var traditionelt, med spilleder og task resolution og skills hvad har vi. Der kan man sige Third Editions brætspilssprog var mere dristigt. I stedet itererer man på det gammelkendte og sliber kanter. Appelerer til nostalgi og en D&D-agtig spilstil med lange kampagner, simulation og langsigtet karakterprogression (derfor det detaljeorienterede system med utallige Skills/Talents, Encumbrance (!), våbenstats, XP og highlevel karrierer). Bare moderniseret i grafisk/kulturelt udtryk og enkelte fornuftige erfaringer fra mange års rollespilsdesign, ligesom D&D5. Sådan *er* der givetvis også mange der spiller Warhammer – det kan man se i den meget aktive 4th ed-Facebook-gruppe – men her i DK er der også mange der bare har taget universet til sig og kunne nøjes med noget skarpere, eller ligefrem ramme tonen mere præcist uden al den micromanagement (og dermed følgende crunch).

        Jeg ville nok gøre noget i stil med det du nævner til sidst, bare med omvendt fortegn: tage udgangspunkt i WH4’s karrierer (og Succes Levels) og barbere resten over en kam.

        1. Thais Munk

          Ja, præcis. Jeg kan godt selv lide langsigtet karakterprogression og -udvikling, men WFRP 4th er bare ikke det skarpe produkt alle havde håbet på.

  2. Pingback: Warhammer Fantasy RPG 4th Edition – episode 0 | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

  3. Glen Voss

    Late to the party – men hold op hvor er jeg enig i din anmeldelse Thais.

    Man kan sige hvad man vil om career systemet fra 1st of 2nd ed – men jeg kan stort set alle min spilleres careers i hovedet fra begge versioner. Det var simpelthen med til at definere dem!

    “Så du er færdig med din career som boatman og vil gerne videre? Tjaa – lige nu er i jo i skovene omkring Wittgenstein og den eneste career du kan forfølge er Outlaw”.

    “Fedt – det gør jeg!”

    10 sessions senere og den samme karakter er godt igang med at udvikle en career indenfor highway robbery 🙂

    Hvis jeg ellers kom til at spille 4th ed (hvilket jeg ikke gør af flere årsager) – så ville jeg i den grad komme til at savne det setup. Karaktererne bliver simpelthen for flade efter min smag.

    1. Thais Munk

      Hej Glen, velkommen til festen! 😀
      Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste sure mand, det kan fandeme også være sjovt at være sure sammen.

      Jeg er helt enig ift hvad du skriver om karriererne. Når jeg lige tænker efter kan jeg også deres karrierer i hovedet. For ja, det hjælper nemlig til at definere karaktererne, ja. Jeg har meget samme oplevelse med 4th ed, hvor der kommer alle mulige overvejelser om hvor meget jeg kan få for mine XP i modsætning til 2nd, hvor næsten alting enten koster 100 XP/200 XP.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s