Lovecraftiansk rollespil uden Mr Lovecraft

Klokken slog 9 om aftenen i det halvmørke lokale, kun let  oplyst af en blanding af flakkende stearin- og blinkende neonlys. Halvdelen af lokalet var fyldt med slidte møbler, mens anden var halvdel var et dansegulv med indtørret blod, oplagt til at give sig i sine følelses vold med dyb dødsforagt hele natten lang. Alle steder sad glade typer og konverserede. De var fortællere af sære og skræmmende fortællinger, som var mødtes her i aften for at fortælle og lytte i godt selskab, uagtet om de var blevet født endnu eller var døde lang tid før. Nogle få var tilmed i live denne aften. Det havde i sandhed været en god aften i “Forsamlingen hinsides tid og rum for fortællere af sære og skræmmende historier“. Der var blevet indtaget store mængder sherry og der var blevet fortalt, forundret og flirtet igennem samtidig med at man havde skræmt hinanden fra vid og sans.

Den endnu ikke eksisterende forfatterinde Countess Zero havde fortalt om hendes nyeste fortælling om monstre som udelukkende bestod af 0- og 1-taller. Den var blevet taget godt imod med diverse forslag til rettelser, hvor især Plutarch havde været enormt begejstret for den. Nu var klokken så slået 9 og en spinkel mand rejste sig. Et højt respekteret og værdsat medlem i mange år, Mr Howard Phillip Lovecraft fra Providence, Rhode Island, USA.
“Jeg beklager meget, men jeg har desværre en natbus som jeg skal nå for at kunne overholde en aftale.” Alle i klubben holdt vejret. Det var en gammel tradition at man i forsamlingen gav en udfordring til de andre om at fortælle en bestemt type historie hvis man var nødt til at gå tidligt. Mr Lovecraft fik overrakt sin frakke af en gammel ven og elev, Robert Bloch og tog den på med et stille smil.
“Jeg vil foreslå Forsamlingen at I fortæller en af mine historier på jeres måde, men uden at jeg er med.” Han gik derefter stille forsamlingen rundt og gav alle hånd på høflig og venlig manér inden han forlod et nu meget stille rum. Alle sad og tænkte i stilhed et øjeblik over hvordan man kunne fortælle en lovecraftiansk historie uden at den involverede Mr Lovecraft.

Jeg ved ikke lige hvor mini-novellen ovenfra kom fra, men den dukkede op i mit hoved og ville med i det her indlæg. Så her er lige nogle løse tanker til at fortælle lovecraftianske historier i rollespil uden Lovecraft/ Cthulhu Mythos.

Jeg skrev med den legendariske Henrik Dithmer om en kampagne-ide, hvor han påpegede at min setup var overvejende lovecraftiansk i form af at spilpersonerne ville nå frem til en frygtelig erkendelse af hvordan ting i virkeligheden forholdt sig og at den erkendelse ville være så frygtelig at de ville have svært ved at acceptere den, men i stedet for ville have lyst til at flygte fra den. Det interessant med det var bare at jeg ikke havde noget decideret fra Cthulhu Mythos med i min kampagne ide. Så det fik mig til at overveje hvordan man kan arbejde med lovecraftiansk elementer (hele det med erkendelsen af ting som man ikke kan forstå og nok grundlæggende set ikke bør forstå) uden at vi har hele det der tentakel-cirkus og tonsvis af monstre alle steder som det til tider bliver til. For det fjerner det i min optik enormt interessante at man opdager de større sammenhænge (se især afslutningen af “At the Mountains of Madness”) snarere end monstrene (her tænker jeg især på “The Dunwich Horror”). Grundlæggende set handler det om at jeg synes at den fortælling er enormt fed og stemningsfyldt og gerne vil udforske nye måde at fortælle den på.

 

Det første eksempel som jeg vil nævne er den kampagne-ide som jeg arbejder med for tiden. Den er  basically en X-Files “heartbreaker”, dvs rollespil baseret på hvad jeg gerne ville have ønsket at X-Files var. Der er samme overvejelser om hvordan man reagerer når man indser sandheder om konspirationer og rumvæsener og andre former for crazy videnskab og “weird shit” i det hele taget. Det er noget af det som hovedpersonerne i X-Files gennemgår undervejs, hvor de får nogle gevaldige hak i tuden og både fysisk og psykisk går nogle farlige ting igennem undervejs (ikke mindst manus på serien).

 

Et andet eksempel er en bog som jeg her for nylig har genhørt her for nylig som lydbog, nemlig “King in Yellow”. Den er intet mindre end fremragende og rummer en meget interessant dimension af hele det der med bøger som påvirker en psykisk, især hvor man ikke er opmærksom på det. Jeg har sidenhen prøvet et computerspil, Cultist Simulator. Udover at det virkelig bare er et grind som ind i helvede, hvor man virkelig bare konstant skal køre på for at komme nogen vegne og konstant dør, så er det virkelig spændende. Spillets gimmick er at man opbygger en kult i en ukendt by i noget som minder meget om 1920-30’erne i et digital kortspil. Det er i hvert fald interessant, for det giver klare associationer til “King in Yellow” med hele kombinationen af sære kulter, underlige ritualer, kunstnere og vilde romancer, men uden deciderede monstre som i Lovecraft (det tætteste vi har i King in Yellow er et lig som går igen). Så der er mere sære koncepter og weird okkultisme/magi/ritualer end der er de monstre som der dominerer i Lovecrafts historier. Det synes jeg er enormt interessant, for det er mere subtilt og involverer flere historier om relationer mellem forskellige  personer end Lovecrafts historier plejer at have (meget groft sagt, Lovecraft bryder selv lidt med den tendens i “The Haunter of the Dark” og i nogle af de historier som han er med til at skrive med andre). Cultist Simulator har desuden den fabelagtige mulighed for at man kan tabe spillet ved at falde for vanviddet uden at der decideret er nogle monstret med. Det er sgu svært fabelagtigt (og meget i tråd med King in Yellow). King In Yellow har desuden nogle deciderede lykkelige slutninger, hvad jeg synes var enormt fint.

 

En sidste ting som jeg lige vil nævne her er Planescape, som netop også har nogle fuldstændig absurde ting som i et eller andet omfang netop skal gøre at man begynder at tvivle på alt hvad man tidligere vidste og hvor at viden om de forskellige portaler er noget af det vigtigste. Plus der er nogle af de lokationer som ikke nødvendigvis er så frygtelige som Lovecrafts, men hvor at det snarere er et spørgsmål om at de er vilde. Der er “The Beastlands”, hvor man langsomt bliver mere og mere dyrisk uden at man mister sin forstand (og det forsvinder når man forlader det plan igen). Så det er med andre ord et spørgsmål om at man ikke forfalder i samme måde som i Lovecraft, samtidig med at du aldrig nogensinde bliver den samme efter du har bevæget dig ud på planerne som eventyrer. Man opdager dermed sammenhænge som man ikke før havde anet og det ændrer en fundamentalt.

 

Min pointe med her indlæg er den måske lidt banale at det er interessant at arbejde med lovecraftsk udgangspunkt (“You can’t handle the truth”), hvor at sandheden ikke sætter os frie (Johannes kapitel 8), men er vores undergang eller fundamentalt forandrer os. Det synes jeg er interessant at udforske, især fordi der  for mig er noget interessant i at udforske noget som ikke bare er 100% ren gang undergangshistorier som i Lovecrafts historier, men hvor man muligvis kommer ud på den anden side af at have opdaget hvordan verden i viser sig virkeligt at hænge sammen.

8 meninger om “Lovecraftiansk rollespil uden Mr Lovecraft

  1. Det bedste Lovecraft jeg kender er B.P.R.D. fra Hellboy-universet. Der er der virkelig mange monstre med, men en af grundene til at jeg godt kan lide det er også at det næsten er mere action/drama end ren horror.

    Det er dog ikke fordi jeg ikke forstår hvad du mener og ift. horror er galskaben og den større sammenhæng jo netop virkelig virkelig interessant. Hvad med det gode gamle “Drømmen om en konge i gul”-scenarie? Er der monstre med der? Ellers kunne man finde god inspiration derfra.

    Ligesom første sæson af True Detective ikke har nogen monstre, men masser af kultisk galskab.

    1. Thais Munk

      Ja, B.P.R.D. er rigtig god action/drama.

      Og ja, jeg tænkte faktisk på Drømmen om en Konge i Gult. Især fordi jeg har kørt det fire gang i alt. Det gør meget af det samme, især fordi det ikke forklarer sammenhængen, men bare lader spillerne selv skabe den i hovedet. Der er heller ikke nogle eksplicitte monstre med udover instruktøren i filmen/spillederen, som altid er endt med at være et superdumt svin her gang jeg har kørt det. Jeg har bare skrevet om det en del før, men det er 100% værd at spille (og jeg kører det gerne igen).

      Og ja, True Detective er nemlig svært fabelagtigt der.

  2. Terese Nielsen

    Spændende overvejelser!

    Problemet med Frygtelige Erkendelser Om Virkeligheden, der driver spilpersonerne til vanvid, har den konsekvens, at det bliver svært at begrunde, at spilpersonerne overhovedet fortsætter deres undersøgelser.

    Det forsøgte jeg at løse i Dyre Lærepenge (https://alexandria.dk/en/data?scenarie=5942) ved at lade spilpersonerne være en gruppe individer, der har mistet deres tro på sammenhænge og derfor vil søge efter dem, uanset hvor trælse de er. Det var

    ● Politimanden, der ikke længere tror på retfærdighed.
    ● Kunstneren, der ikke har noget kunstnerisk på hjerte.
    ● En forsker, der ikke længere tror på, at det kan lade sig gøre for mennesker at finde en
    sammenhæng og et system i verden.
    ● En arkæolog, der mener fortiden er ligegyldig og ikke kan lære os noget.
    ● En bankmand, der bliver styret af penge i stedet for selv at styre pengene.

    Men jeg mangler stadig (synes jeg) at se et eksempel på en Frygtelig Sandhed af den type, du er efter, i rollespil. Nok især fordi sådan noget som Verdens Rette Sammenhæng er uhåndgribelig og svært at fortælle en historie om, medmindre man giver det en fysisk manifestation – altså en monsterkrop. Og netop monstre har mange rollespillere allerede stiftet bekendtskab med i hobetal, så de er sjældent rigtig overraskende.

    For at sammenfatte: jeg synes godt, det kan lade sig gøre at lave *starten* på et Lovecraft inspireret scenarie uden monstre, men *slutningen* er svær.

    Og så har jeg aldrig spillet Drømmen om en konge i gult, og det vil jeg egentlig gerne! (Det har vi vist også snakket om før. Det ender med, vi skal gøre noget ved det.)

    1. Thais Munk

      Tossegodt indlæg Terese, tak!! 😀

      Ja, 100%. Det er jo det gode gamle problem ved Call. Hvorfor bliver vi ved? Og selv ved ting som f.eks. Delta Green, hvor der er en reel pointe (det er vores job) kan det til tider føles lidt sært.

      Fed løsning i Dyre Lærepenge!

      Jeg er helt enig og jeg tror desuden også at problemet er at man så skal forklare Verdens Rette Sammenhæng til spillerne, hvormed den netop mister meget af sin mystik.
      Og 100% enig. Begyndelsen på alt sådan noget hvor man afdækker større mystiske/magiske sammenhænge er som regel altid federe end slutningen.

      Og jeg kan se en fabelagtig aften i din udestue foran mig (inklusiv en drink eller to), så det gør vi da bare ved lejlighed. Evt i september?

  3. ryanrohdehougaard

    Mit bedste bud er, at man erkender, at man har magten/pligten – og der er ikke noget sikkerhedsnet. En blogger, jeg følger, beskrev det om gm-tjansen. Du får al magten til at skabe lige det du vil, men du får også pludselig ansvaret for historien, oplevelsen og alt der følger med. Han sammenlignede det med oplevelsen, når man får et barn og indser, at det er fuldstændig afhængigt af dig, det vil blive formet af alt du gør og hele ansvaret hviler på dig. Prøv at skifte ud med magi og verden – og man ved end ikke, hvordan det fungerer

    1. Thais Munk

      Jeg kan vildt godt lide det to billeder, både det med at være GM og blive forælder. For dermed gør man det tydeligt hvad det er som er på spil. Især når man ikke ved hvordan det fungerer. Hvad der i bund og grund er meget sådan som Lovecraft beskriver det i nogen historier og som også grundessensen i en historie som Troldmandens Lærling. Men det er også et fedt udgangspunkt! 😀

  4. Hey, og god historie for resten.
    Den er sjov.

    Skriv noget mere og få nogen til at læse det som kan give ordentlig feedback, så har du en novelle i løbet af no time.

    1. Thais Munk

      Takker 😀 Jeg har flere andre udkast til romaner og noveller liggende, så det kunne da være alletiders ide. Jeg er lidt i tvivl om hvad mere der skulle ske i novellen der, men det kunne da så absolut være en ide.

      Det slår mig faktisk at den kunne fungerer udmærket som rammefortælling. Hm..spændende!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s