“Grimdark” (Brok med bonus-anmeldelse!)

Her for nylig sad jeg og hyggede mig med at høre Papstinenser, hvor de snakkede om Britpunk (som jeg elsker! Med undtagelse af Talisman) og hvor Morten Greis kommenterede på at det i ret så høj grad var en 80’er ting hvor at Games Workshop skiftede stil og gik over i hvad der kunne kaldes for “grimdark”, som kommer af 40K-linjen om “In the Grim and Dark Future of the 41th Millinium, there is only war…” . Lad os være totalt ærlige: Jeg synes at det er lamt. Virkelig lamt. Og jeg er lige blevet udsat for det i nogle romaner som begyndte godt og sluttede virkelig skidt, så forvent ikke saglighed her. Jeg gider ikke være saglig når jeg har spildt min tid på dårlig fiktion. Helt præcist har jeg har jeg spildt min tid på Sigmar-triologien af af Graham McNeill som begynder ganske godt og slutter virkelig skidt. Den vender vi tilbage til senere, men først om grimdark og hvorfor det er lamt.

 

“Grimdark” er lamt af flere grunde, men jeg synes den primære grund til at det er lamt er at at det sgu altid ender med at være dovent og uopfindsomt. Games Workshop havde et eller andet sted noget interessant kørende da de fandt på 40K settingen. Lovecraft i rummet som space opera lyder i teorien meget fedt. Problemet er bare at settingen er uspillelig som interessant rollespil og at vi løber ind i nogle problemer som gør at det ikke er interessant længere (i min optik. Og jeg er sur, så jeg har ret). Et andet vigtigt problem med 40K-settingen er i min optik at de glemte humoren undervejs, som ellers var et fedt element (se her for mere info om humoren i WFRP og WH40K). Tragedie fungerer fordi at det er afsluttet. Når Shakespeares Hamlet slutter er der utrolige mange døde, men historien har fået en form for forløsning hvor Hamlet endelig gør noget og dræber hans faders morder. Aristoteles skriver om “katarsis” i forbindelse med tragedien som  er en forløsning af at det er slut.

 

Tragedie der forsætter uden en form for forløsningen gør en apatisk fordi man ikke kan håndtere kontinuerlig lidelse uden at blive ligeglad (aka nyhederne eller verdenshistorien). Grimdark gør en ligeglad, fordi det hele alligevel bare forsætter med at være lort og forfærdeligt. Der ender med ikke at være nogen pointe med historien. Alle folk er røvhuller og behandler hinanden dårligt og alle lider. Det er så åbenbart en måde at skrive dybt på. Bortset fra at det ikke er dybt.

 

Jeg er selv glad for historier med en mørk tone (Lovecraft er et oplagt eksempel, et andet er Hamlets Shakespeare) eller historier med et dystert indhold (f.eks. Camus eller Brett Easton Ellis). Rollespilselementerne kunne være WFRP, Sværd og Trolddom eller Fusion for den sags skyld, men de har allesammen det tilfælles at man får lov til at gøre en forskel i dem og f.eks. humoren i Warhammer, de episke hændelse og den store mængde af gak og weirdness i Sværd og Trolddom og følelsen af at man ikke kan lade være i Fusion for der er ikke andre der gør en forskel. Et andet eksempel kunne være computerspillet Fallout, som ganske vist har et mørkt udgangspunkt (verden efter en atomkrig), men man får stadigvæk mulighed for rent faktisk at gøre en positiv forskel, hvor alting ikke automatisk er afskyeligt og undervejs bliver værre.

 

Hjemmesiden 1d4chan (ikke en synderlig akademisk kilde, men who cares) skriver om den ufrivilligt komiske udgave af grimdark under navnet “grimderp”, hvor jeg synes det illustrerer det meget godt: “ Warhammer 40,000 gets called out as this by some. Certainly it’s a valid criticism of certain parts, but as we said earlier, you could argue about what is and is not grimderp in 40k for weeks without conclusion. For example, the Imperium is excessively self-destructive and tyrannical to its own people, but in the hands of a good writer, it’s meant to underline how corrupt and desperate the Imperium has become without the Emperor’s guidance, and how even those who are neither incompetent nor malicious still have to make brutally difficult choices. In the hands of a lesser writer, it’s unnecessary evil purely for the sake of evil. We should call our next book “Darkness of Darkest Dark!

Som afslutning er der her en slags anmeldelse af Sigmar-triologien af Graham McNeill (Heldenhammer, Empire og God King), hvor jeg har læst de første 2 og droppede den tredje i midten fordi jeg kedede mig og fordi den bliver dårlig. McNeill er en udmærket forfatter på nogle punkter og en direkte forfærdelig forfatter på andre punkter. F.eks. finder en af Sigmars spejdere en dværgekanon i bog nr 3, hvor en smed og snedker prøver at få den til at fungere. Der indgår følgende replik fra en af karaktererne:

Scientific discovery requires some…experimentation and trial and error methodology.

Undskyld, var der en redaktør som læste det her og tænkte “Super!”?!?

Sigmars Imperium er stort set lige opstået og har først for nyligt lært om at bruge jern. Det giver ingen mening at menneskene ville kunne finde ud af at bruge en sådan maskine og endnu mindre at bruge tekniske/filosofiske udtryk af den art. Ikke overraskende var det her jeg holdt op med at læse. For at vende tilbage til “grimdark” så virker det til at McNeil gerne vil overgå sig selv i hvor ubehageligt og mørkt det hele skal være i hans romaner. Første bog har Imperiets fødsel efter slaget ved Black Fire Pass, anden bog har en krig imod Kaos-vikinger og tredje bog handler om Sigmars krig imod nekromanceren og end level bossen Nagash. Sådan som McNeil beskriver det kommer jeg næsten i tvivl om der er nogen indbyggere tilbage i Imperiet ift hvor mange som bliver slagtet undervejs. Et helt andet punkt er at McNeill er decideret ringe til at skrive kvindelige karakterer. Med undtagelse af en enkelt (den obligatoriske heks) indgår der sexscener eller referencer til sex med alle kvindelige karakterer som har replikker i de 3 bøger. Det er sgu slet og ret for billigt (lige som så meget andet her). McNeill tog hvad der kunne have været en interessant historie om Imperiets fortid og skrev en historie hvor han tydeligvis gerne ville have adgang til de samme ting som Empire Army book skriver om (f.eks. krudtvåben) og hvor han kunne have udforsket tvetydigheden i hvordan Sigmar blev ophøjet til en gud, hans rejse østpå, etc, men i stedet for skrev grimdark fiktion om en masse slag. Der var lidt for mange gentagelser, ikke nok karakterudvikling, men til gengæld ret meget lam historiefortælling.

 

Hvordan undgår man så at skrive dårlig grimdark hvis man skriver mørke historier eller tragedier?

1. Humor, især selvironi. Der var en gang hvor at 40K ikke tog sig selv så helvedes alvorligt, hvilket især skinnede igennem i deres orker. Problemet er så bare når man begyndte at ville være “edgy” og ikke tage sig selv alvorligt ryger min interesse.

2. Forståelse af tragedie som noget afsluttet og forståelse af at man ikke kan blive ved med at lave historier hvor alting er forfærdeligt og bare bliver værre.

3. Dybe karakterer og gråtoner. For helvede….nej, din karakter er ikke bare fanatisk og vil brænde folk, for det er fandeme kedeligt. Hvis du endelig skal spille den slags, gør et eller andet ud af det ift karakterens personlighed. Derudover synes jeg at det gør en historie en virkelig kedelig hvis alle bare er fanatiske røvhuller (som det især er tilfældet i 40K), for der er ikke nogen at holde med eller for den sags skyld nogen at forstå. Grimdark gør i min optik nærmest en aktiv indsats for at ødelægge forståelsen af andre, hvilket er ret usselt og totalitært. Især ved rollespil, for der har jeg godt nok oplevet nok irriterende tosser rende rundt og bekæmpe enhver form for empati, gråtoner og selvironi, både i forbindelse med bord og live.

Advertisements

11 meninger om ““Grimdark” (Brok med bonus-anmeldelse!)

  1. W40K-rollespillet er virkelig en mærkelig størrelse. De få erfaringer jeg har med det (fra ungdomsskolen) matcher meget godt, hvad du siger: det får det værste magt-trip frem i spillerne (der på ungdomsskolen er 16-20 år). Hvilket måske kan bruges til noget læring i stil med The Wave, men ikke er særligt interessant som rollespil.
    Jeg har dog længe tænkt på at spille noget Necromunda inspireret rollespil, der på mange måder skulle være ligesom en Western (måske bare tage et Deadlands scenarie/kampagne og så spille det i The Underhive). Lidt på samme måde som Firefly også er en space-western.
    Jeg er også ret glad for Warhammer rollespil. Men har som spilleder/scenarie-forfatter, svært ved at få det komiske ind. Det bliver mere nogle obskure easter-egss (og så den herlige ide med at opkalde alle bordellerne i Würtbaden efter titlerne på HC Andersen Eventyr).

  2. troelsken

    Åhja, +1 til doven grimdark. Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg er glad for varierende, til tider ret høje, grader af fucked up i min fiktion, men der er en række beslægtede former for fucked-up-ness som fylder mig med mangel på entusiasme, og du opsummerer en god del af det ret godt. Når “raah, det er beskidt og brutalt!!” dels bliver et gode i sig selv, dels en undskyldning for fantasiløshed og dovenskab, kommer der dårlig fiktion og ringe spil ud af det.

  3. johsbusted

    Tak for at introducerer mig for “Grimdark” betegnelsen.
    Og tak for anmeldelsen. De bøger vil jeg holde mig fra 🙂

  4. Thais Munk

    Tak for kommentarerne! 😀

    Thomas: Ja, der går nemt magt-trip i den og det er sgu rimelig kedeligt. Og Necromunda kan gøres mere lokalt og dermed mere personligt. Så der kan jeg helt sikkert se ideen i at sætte noget western-agtigt op.

    Ift humoren i WFRP, så tænker jeg at man kan fortælle spillerne om at det skal være humoristisk og lade dem spille sig op på det når det bliver sjovt.
    Mine spillere (for efterhånden et par kampagne tilbage) skabte på et tidspunkt en fremragende scene, da de fandt ud af deres kusk (som de ellers godt kunne lide) havde været Kaos-kultist. Derfor slet de ham ret promte ihjel. Efter denne svært deprimerende episode sidder de på en brettoniansk kro og forsøgte at lære at drikke vin, hvor kroværten kommer hen til dem og spørger om der er noget han kan gøre, hvorefter en af spillere tørt siger “Jaeh, vi har lige dræbt vores kusk” og kroværten pludselig skulle noget ude i køkkenet igen.

    Ift at få rollespil til at være haha-sjovt og få spillerne med på den har jeg selv brugt Troels’ tanker om fortællerollespil med stor succes. De kan findes her: https://planbrollespil.wordpress.com/2014/03/29/fortaellerollespil/

    Johannes: Jeps, de var også ret ringe. Det er fandeme sjældent at jeg stopper midt i en bog, men her havde jeg simpelthen ting som var vigtigere.

    Troels: Ja, nemlig! Det er sgu bare for dovent.

    Derudover til alle som læser med: Jeg kom i tanke om dette eksempel (lydsporet er fra WH40K-computerspillet Dawn of War), som meget godt illustrerer problemet 😀

  5. Pingback: Arcanum: Of Steamworks and Magick Obscura – Frygt og lede i Odense

  6. Pingback: 6. december – Sleep [Julekalender] – Spil og spilopper

  7. Pingback: Mørke Guders Templer [Anmeldelse] – Spil og spilopper

  8. Pingback: White Wolfs historierevisionisme – Frygt og lede i Odense

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s