Enemy Within-kampagnen som kampagne og som Warhammer historie

Morten Greis opfordrede mig til at skrive dette gamle indlæg færdig om hvad rolle Enemy Within kampagnen fik for Warhammer Fantasy Roleplaying som spil.
Vi begynder dog naturligvis et helt andet sted end der hvor vi begynder, som det ofte er sig tilfældet her på bloggen. Inklusiv brok.

Hvorfor WFRP ikke er og ikke bør være grimdark

En meget udbredt opfattelse/misforståelse blandt folk er at WFRP er grimdark. Det er det ikke i min optik, fordi der er voldsomt meget humor med undervejs og ork ledere opkaldt efter Margret Thatcher. De sjove tyskklingende navne, night goblin fanatikerne på svampe, hele dynamikken med at man f.eks. kan forbedre sine evner til at gå på druk, at man bruger tid på at finde en goblin med tre ben nede i en kloak, at skavens altid forråder hinanden, at der er en regntøjsformular, etc. Det er også ufrivilligt komisk hvor dårlig slutningen på Enemy Within er, men det kommer vi tilbage til.Stort set alle publicerede eventyr (i hvert fald dem jeg har læst) har noget der som minimum minder om en semi-lykkelig slutning. Gerne hvor man bliver nødt til at tage videre med en bitter smag i munden, men der er noget der minder om en fornemmelse af at man har gjort en positiv forskel. Selv i f.eks. A Thousand Thrones , hvor spilpersonerne er nogle af de eneste der kender til plottet (og måske kan spillerne også forstå det!) kan de se at de har gjort en positiv forskel.

 

Inden vi vender tilbage til Enemy Within, så er der lige den krølle på overstående at jeg ikke vil svine folk til der opfatter eller spiller WFRP som grimdark. Jeg synes bare at det punkede og fandenivoldske er meget sjovere og mere i spillets ånd.

 

Enemy Within

Grunden til at jeg lige brokker mig over det med grimdark og snakker om spillets ånd er for at jeg kan skrive om verdens bedste rollespilsbog, eller i hvert fald den som jeg nok holder mest af, nemlig Warhammer Fantasy Roleplaying 1st edition. Det er et spil der peger i flere retninger, som dog alle ting har en ting til fælles: Spillet ville ikke være Dungeons And Dragons.

 

Det er skrevet af en flok sure briter der hadede Margret Thatcher og som gerne gav både AD&D og Thatcher denne fine gestus med to fingre (Jeg elsker Jarvis Cocker, så han skulle naturligvis også med).

Min pointe er at den originale grundbog for WFRP 1st peger i flere retninger i bedste britpunk stil.

En del af forhistorien for WFRP er en AD&D setting der hed “Pelinore”, som delte flere forfattere med WFRP og som også forsøgte netop at skille sig ud fra AD&D som det var den gang/som det blev læst med britiske øjne den gang. Det blev udgivet i artikler i et britisk AD&D blad. Jeg har ikke læst det hele, men I kan læse  de artikler her.

Hvor meget skriver grundbogen egentlig om hvor mørk det skal være? De skriver ganske vist “a grim world of perilous fantasy” på forsiden men det kan jo betyde flere ting. Desuden er det sjove at mit indtryk at spillet gerne ville have kant, men det er ikke kun mørkt for at være mørkt. F.eks. skriver de ikke noget i magi-afsnittet om magi som decideret farligt som udgangspunkt, bare at mørk magi af natur korrumperer (bl.a. får Evil/Chaotic magikere også korruption udover demonlogister og nekromantikere). Om magiske genstande skrive de følgende:

“This section contains a range of magical items, all to be found in the Old World. They are not common or easily found, and the gamemaster should take care over placing magic items in scenarios. They should be kept rare enough so that finding one (even in the hands of an NPC opponent) elcits some excitment from the players, but not so rare that they despair of ever possesing such treasures. Needless to say, the more powerful a magic item is, the rare it will be, and the most powerful magic items will only be found in the hands of the most powerful of opponents.” (WFRP, 1st ed, s. 183).

Det er mildest talt langt fra de senere editions. Hvis man læser teksten er insanities en valgfri option (s. 83), hvad det om noget ikke er i senere udgaver. Kamp bliver ikke fremhævet som ekstra farligt ift andre systemer, muligvis fordi det ikke har været på dette tidspunkt. Det er i hvert fald mit indtryk fra Lænestols gennemgang af tidlig D&D og at et andet stort hit dengang var Call, der om noget også er dødeligt. Grundbogen har desuden Jabberwocky med som monster, da nogen af designerne var glad for filmen af Terry Gillian.

 

Ift humoren, er der antydninger af den som et særpræg i grundbogen, Bl.a. er der en overskrift “DIY Magic”, formularen “Protection from Rain”, regler for “Stupidity” og skills som “Flee!” og “Begging”. Det er ekplicit en del af det hele i Enemy Within (s. 3 i min udgave af Warhammer Adventure). De tyskklingende navne bliver først for alvorlig introduceret i Enemy Within. F.eks. er der et handout underskrevet af “Baron von Saponatheim”. Prøv at læse det højt. Jeg facepalmede første gang jeg fangede joken.

 

I grundbogen hedder de fire spilpersoner til eventyret Bianca (som navnet antyder er hun skov elver), Jodri (dværg), Soho (halfling, sikkert fra en del af storbyen med masser af underholdning).  Det sjove ved det er til gengæld at NPC’erne i eventyret (“The Oldenhaller Contract”, en personlig favorit) har tysk, hollandske og italiensk lydende navne. Så man kan se at det hele stikker i forskellige retninger. Se desuden Mortens anmeldelse. Jeg er meget begejstret for scenariet rent personligt, men jeg har også kørt det flere gange og første gang var da jeg var 14-15 år gammel og det involverer at man kan køre kultisterne ned med minevogne.

 

Enemy Within gør at spillet handler om at smadre kultister, afdække deres plot og være besværlige overfor ordensmagten, selvom man gør det rigtige. Enemy Within gjorde desuden, at Kejseren Karl-Franz ikke just bliver fremstillet synderligt positivt (hvilket senere skabte en meget mere tydelig kontrast mellem WFRP og WFB). Apropos Call, så var det om noget en inspiration for WFRP senere hen. Det er til gengæld også tydeligt at der har været noget tidsånd, som bl.a. har præget Sværd og Trolddom, der sine steder er voldsomt britpunkt (se desuden dette gamle indlæg om Kaos, hvor jeg skriver om forholdet mellem WFRP og Fightning Fantasy og dette indlæg om Midnight Rogue, hvor der gik lige meget WFRP i den).

 

Min primære kilde her udover bøgerne er dette blogindlæg (vha WayBack Machine).  I blogindlægget ovenfor fremhæves det netop at man gik i gang med at skrive “Enemy Within” som en Call Dark Ages-kampagne til WFRP. Eventyr som Drackenfeldt skiller sig ud der, fordi det er en kæmpestor dungeon med flere etager med et vild ikke-død superskurk (OG EN IKKE-DØD DINOSAURUS!!) og Doomstones som er en gammel D&D kampagne med tonsvis af magisk udstyr og dungeons, encounters og flere dungeons (jeg hygger mig virkelig med at spille den igennem). Lichemaster er just heller ikke så subtilt, det handler om at smadre nekromantikere (Lichemaster har jeg kun skimmet og Doomstones har jeg sjovt nok ikke læst).

Ift Doomstones, så vil jeg lige citere min gode GM Kåres indledning til Doomstones HD:

Doomstones kampagnen er skrevet til 1st edition WFRP. De af jer jeg har spillet WFRP 2nd edition eller Warhammer liverollespil med mig vil opleve en lidt anderledes warhammer verden end de er vant til. Nogle af tingene vil jeg skrive ud, men nogle af dem er centrale for kampagnen og vil derfor forblive.

Man kan generelt sige, at WFRP 1st edition er noget mere fantastisk og D&D agtig og lægger noget mindre op ”brænd det hele for en sikkerheds skyld” end 2nd edition. Der er elementalisme, druider, spøgelser man snakker med, underlige gåder og der er noget mindre af sindets uundgåelige korruption, kampen mod fristelsen og chaos kulter i hver en lille landsby.

Doomstones er dungeon crawl, railroading, episk magi og vildnis. Det er ikke intriger, byer, korrupte adelige og sandkasserollespil.

Det er om noget meget langt fra Enemy Within. Jeg synes så til gengæld at det stadigvæk føles voldsomt Warhammer, bare på en dejlig retro måde. Jeg har flere gang refereret til runesmeden vi fandt liget af i første episode som magiker, for det var det han var i første udgave. Både dværge og halflings kunne være magikere og præster der. Det er en af de mange grunde til at jeg er helt pjattet med Doomstones HD og gerne tager til Aalborg en gang om måneden (de andre grunde er det fremragende selskab med de andre spillere, en velforberedt og dygtig GM, alt vores lir, den gode mad og muligheden for at besøge nogle af mine andre venner i Aalborg).

 

Enemy Within introducerer hele Sigmar-kulten (han er en “minor god” i grundbogen) og det i min optik fra begyndelsen forfejlede plot om at Sigmar skal vende tilbage som fylder en del undervejs i Enemy Within. Jeg har aldrig rent personligt fattet det eller været glad for det, sikkert også fordi jeg først læste Enemy Within for…3-4 år siden? Igen, fred være med hvis andre synes det er fedt. Jeg har bare altid fået noget ud af det. Det ville være meget sejere hvis Manann og Ranald vendte tilbage sammen. De kunne være et godt par, både professionelt og romantisk.

 

Lidt mere seriøst, så er min og andres konklusion at Enemy Within var med til at forme WFRP og hvad spillets “default setting” var, men det virker for mig som den ændring skete gradvist samtidig med at forfatterne skrev Enemy Within samtidig med grundbogen. Der er en grund til at det skete sådan, for WFRP har tydeligvis ramt noget i folk. Desuden er Enemy Within slet og ret en fremragende kampagne for dens tid (i hvert fald alt inden Something Rotten in Kislev).  Det interessante og for mig virkelig sjove er at udforske de dele af WFRP 1st ed som lidt stritter i andre retninger end Enemy Within.

 

PS! Her er nogle billeder med artwork fra WFRP 1st ed, som jeg om noget synes viser hvad der også er foregået. Nogle af billederne er givetvis også fra Pelinore.

2019-03-10 19.20.372019-03-10 19.24.472019-03-10 19.22.452019-03-10 19.22.052019-03-10 19.25.092019-03-10 19.24.27

Reklamer

10 meninger om “Enemy Within-kampagnen som kampagne og som Warhammer historie

  1. Fedt, tak! Det kan være jeg siger noget mere på et tidspunkt, men lige nu vil jeg bare hylde “Det ville være meget sejere hvis Manann og Ranald vendte tilbage sammen. De kunne være et godt par, både professionelt og romantisk.” *Det* er en fed ide 🙂

    1. Thais Munk

      Takker! 😀 Den blev skrevet med et stort glimt i øjet, men faktisk ville jeg synes der ville være noget interessant i et samarbejde mellem de to kirker.

      Det giver nogle dejlige muligheder for et party med meget forskellige medlemmer som rent faktisk troede på nogle ting og havde respekt for hinanden, selvom de ikke nødvendigvis kan lide hinanden.

  2. PS: for al WFRP historie, med kommentarer af datidens skribenter og redaktører, læs https://awesomeliesblog.wordpress.com

    Der er også en del tilbageblik på Warhammer på Against the Wicked City: http://udan-adan.blogspot.com/search/label/Warhammer – han har gennemgået alle udgivelser til 2nd ed grundigt, og 3rd lidt hurtigere. Det er interessant fordi det tegner et fugleperspektivsbillede af hvordan udgiverne så *deres* Warhammer.

    Det er imo fortidligt at bedømme tonen i 4th, men jeg kan lide den indtil nu – den har nemlig masser af humor, er ikke bange for sin high fantasy, men er heller ikke drevet af den. Det er 1st edition i farver.

    1. Thais Munk

      Tak for links, de ser fandeme spændende ud!

      Det virker i hvert fald til at være det de sigter efter, ja. Rent personligt er jeg ikke helt oppe at ringe over udførslen, men nu har vi vist også skrevet nok om mig og 4th edtion 😀

      Uanset hvad har du ret, det er for tidligt ift 4th edition. Men de har genudgivet nogle gode eventyr, så andre kan opleve “A Night In Blood” og “A Rough Night at The Three Feathers” og det er jo bare superfedt.

  3. Glen Voss

    Super godt indlæg – jeg kunne ikke være mere enig. Der har klart været et sving fra “Fantasy i en low-life setting” (hvad jeg vil kalde 1st) til “Fantasy i en hero setting” (2nd ed) til “Grim dark i en low fantasy setting” (4th ed). Personligt er jeg super glad for blandingen mellem at være en low-life adventurer i en super fantasy setting i 1st ed – det giver en fed kontrast mellem det aller vildeste (magikere der kan dræbe en hel hær med en formular) og så en begynder rat-catcher karakter. Men hele viben fra 1st er åbenbart det der er sværeste at fange i de senere editions – jeg synes ikke det lykkedes i hverken 2nd eller 4th (jeg kender ikke 3rd).

    1. Thais Munk

      De varierer i hvert fald noget der, ja.

      Jeg tror at grunden til at den vibe er svær at fange var at de udviklede settingen undervejs som de skrev bøgerne. Den grad af improvisation og gal kreativitet er svær at fange senere.

      Rent personligt har jeg vist egentlig forsøgt at køre WFRP 2nd edition som om det halvvejs var 1st edition, settingensmæssigt med 2nd edition regler. 2nd editions take på settingen var til tider sådan lidt….jaja, vi har fattet at I gerne vil have det til at være en mørk setting. Kom nu videre 😀

  4. Tankevækkende artikel, Thais. Jeg/vi har spillet i 1., 2. og nu 4. udgave. Der har altid være forløsning. Der har altid været sejre. Der har også altid været en tilstedeværelse af det tragi-komiske. Men om det skyldes at vi har spillet siden 1. udgave, er jo svært at vurdere. Martin Svendsens nuværende kampagne er alle de gode ting Warhammer er med et revideret system (som vi kæmper lidt med). Min pointe er nok, at vi aldrig har spillet Warhammer med den definition af Grim Dark, som du skitserer her. Vi døde, efter vi fik vores hævn, tilbage omkring år 2000 i Martin Svendsens kampagne. Men hvilket spil ville vi spille, vi først stødte på Warhammer nu? Det er svært at vurdere. Jeg læser ikke 4. udgave som et spil, hvor spillerne aldrig kan ændre noget til noget positivt eller opnå success.

    Da vi spillede 2. udgave, havde kampagnerne ofte to aspekter: første halvdel var low fantasy – og anden halvdel var mere high fantasy – da karaktererne over en lang kampagne uundgåeligt blev så stærke, at dæmoner, vampyrer og trolde var de mest naturlige modstandere. Mon ikke 4. udgaves spiloplevelse bliver nogenlunde det samme??

    1. Thais Munk

      Det lyder som nogle awesome kampagner!

      Jeg mener ikke at 4th ed er grimdark. Min kritik af hele grimdark-tingen kommer af at jeg har spillet med folk der gerne ville have WFRP til at være grimdark, hvilket jeg synes er kedeligt (uanset udgave). Så det var ikke ment som en kritik af 4th ed.

      Og det er sjovt, for det er meget min egen oplevelse med WFRP, både 1st, 2ed og indtil videre også 4th (vi spillet så også kampagnen Doomstones, som om noget er en high-fantasy oplevelse hvor vi snakker med træmænd, slås mod en manticore og et Khorne warband).

  5. Pingback: Fagre gamle verden [WFRP4] – Pjaltekongen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s