[7. dec] Mummy: The Resurrection

Eller da White Wolf smed noget håb ind i en setting og tog et politisk standpunkt.

Vi skifter lige fokus midlertidig…

Af alle White Wolfs spil synes jeg at Mummy: The Resurrection var et af de mere interessante, idet at det tog et andet spil (Wraith: The Oblivion) og ændrede fokus voldsomt kraftigt, men samtidig beholdte flere ting.

Mummy: The Resurrection udkommer som en del af White Wolfs ”Year of the Scarab”, hvor at de udgav ting med et mellemøstligt fokus. Det var i sig selv ret sejt, fordi at de i modsætning til førhen lavede en research, som virkede ret grundig og ikke lige så tåkrummende pinlig som f.eks. tidligere udgave af Vampire og især Werewolf. Noget andet som var sejt var at den største ændring fra Mummy til Wraith var at settingen indeholdt håb. Mummy var et spil med et klart tema om et livet var værd at leve. Wow. Man tog det uendelig liv (og mummierne i spillet er praktisk talt udødelige) og så på det som en gave og ikke som en forbandelse. Det er en velsignelse med de forpligtelser som den slags indebærer. Mummierne er med andre ord mere levende end de levende (bl.a. fordi at de er døde en gang før).

Hele udgangspunktet for karakterskabelsen var at man tog en given person med en kræftig karakterfejl og rettede den, idet at den oprindelige person gik sammen med en del af en gammel sjæl. Tilmed blev den rettet så kraftigt at det omvendte af ens karakterfejl blev en nye problem (f.eks. blev en overdrevet ydmyg person voldsomt aggressiv). Det var faktisk mægtig sejt alt sammen, mest fordi at hele spillet rent faktisk var voldsomt spilbart i kraft af spilpersonerne havde en mission (i form af bekæmpelse af Seth, der mere eller mindre var den ultimative ondskab) og en positiv motivation om at gøre noget godt for verden. Omvendt set var problemet ved spillet at det krævede en ret pæn viden om ”World of Darkness”, hvilket begrænser spillermængden og derudover at man kan diskutere i hvor høj grad at mummierne passede ind i verdenen. Jeg ville nok ikke selv spille det i dag, men nok snarere lade mig inspirere af Mummy i forbindelse med Neplilim. Om ikke andet fordi at beskrivelserne af mummiernes kræfter er fede.

I sidste ende er det dog ideen om genfødselen, hvor at en nutidig sjæl med en klar karakterfejl og en del af en antik sjæl bliver til et hele gav mulighed for nogle voldsomt interessante og heroiske karakterer, som jeg virkelig synes er geni-stregen. At man har kunnet tage Wraith: The Oblivion, som om noget er noget af det mest dystre, mørke, deprimerende og uspillelige og gøre det spilbart, håbefuldt og optimistisk er for mig noget af en bedrift. Derudover er jeg generel altid til fald for alt hvad der lugter af Orienten mm.

Advertisements

3 meninger om “[7. dec] Mummy: The Resurrection

  1. Fint indlæg. Så lærte jeg også lidt om Mummy.

    Sammensætningen af karakteren minder mig meget om Nephilim, hvor rollen er en udødelig ånd med fem karaktertræk, som tager bolig i en menneskekrop, og det overnaturlige væsen smelter sammen med det meget jordiske menneske.
    Whispering Vault har også noget lignende. Det var vist en del af 90’ernes rollespilszeitgeist?

  2. Modellen med en spilperson der indeholder noget menneskeligt og noget overnaturligt/andet har White Wolf med i alle sine WoD-spil. Ligesom de to dele også altid er i en form for konflikt.
    Andre systemer har det også, fx har Kult også et sådan element. Ligesom Birthright vel også har?

    Det er helt sikkert en 90er ting, men jeg tror ikke kun det holder sig indenfor rollespilgenren. Og det handler om det menneskelige subjekt som konfliktpunkt mellem det kendte og det andet.

    Tematikken går igen i ghost in the shell, Spawn, Unbreakable og den ultimative 90er film Fight Club.

    😀

    Det der interessant ved Mummy (og måske Nephilim?) er at det andet er godt. Det er rigtig sejt set Thais og bør lede til flere analyser af 90ers rollespil.

    1. Jeps, vi skal helt klart have flere analyser af 90’ernes rollespil 🙂

      I Nephilim er væsnet ikke ondt, men der er nogle etiske problemstillinger, der gør, at nogen betragter Nephilim som invasive eller som parasitter, mens andre ser det som en symbiose, en transcendens eller noget lignende. Nephilim skal til gengæld balancere mellen Shouit og Khaiba, som er to yderpunkter, hvor enten mennesket tager over, eller hvor elementarkræfterne tager over.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s