Velkommen til GURPS Transhuman Space del 2, hvor jeg anmelder en af en fremragende podcastsværts favoritsrollespil, som er virkelig godt og desværre ikke lige siger mig så meget.
Tl;dr: Over the Edge 1st er et godt rollespil, som gør mange ting godt især, ift for 1992. Jeg tror også 100% på at det kan spilles med god succes. At det så ikke lige siger mig så meget er så hvad det er.
Varefakta: 1992. Sort/hvid. 240 sider. Softback. Skrevet af Jonathan Tweet, designet af Jonathan Tweet & Robin D. Laws. Illustreret af David Brown, Eric Hotz, Cheryl Mandus, Kevin O’Neill og Doug Shuler med kort af Eric Hotz.
Kristian Bach har tidlige skrevet om det, hvor han citerer fra første udgave af Føniks, hvor “Over the Edge” blev anmeldt, som jeg vil stjæle direkte fra:
Spillet, der måske bedst kan beskrives som surrealistisk pulp med undertoner af både humor og horror, handler om den fiktive ø Al Amarja i Middelhavet – et sted hvor intet er helt som det ser ud, og hvor de underligste ting kan ske. Her er gale videnskabsmænd, invasioner fra rummet og sammensværgelser der er ældre end menneskeheden; her er sære psykiske kræfter og religiøse syretrip; og her er flere intriger end godt er for selv de mest hårdføre eventyrere.” – Nicholas Demidoff, Fønix nummer 1.
Så langt, så godt. Så der er tonsvis af sære konspirationer, underlige historier, psykiske kræfter og magi.
Jeg synes bogen undervejs var lidt tung at læse, for der er mange faktioner/konspirationer/hemmeligheder at holde styr på, men i praksis spil tror jeg egentlig ikke det ville være et problem. Spillerne ville ankomme til Al Amarja, tage et sted hen og så ville det være nemt at få ting til at ske og få dem rodet ind i ting, så spillet flyver. Så det er fedt. Der er nogle virkelig sjove og fine beskrivelser undervejs af f.eks. taxifirmaerne og lignende hverdagsting. Layoutet er noget ensformigt, men der er et grundig appendiks, så det ville være nemt at finde ting undervejs i spillet.
Tweet er også god til at tone rent flag i hans spillederkapitel, hvor han forklarer hvorfor han gør ting undervejs. Især fordi han begynder med direkte at skrive at man bør tage alt i bogen med et gram salt, skrive noter i bogen, understrege ting, strege ting over man ikke kan lide og generelt gøre det til ens egen bog. “It is a working handbook, not holy writ.”. Det mindre mig om et scenarie jeg desværre aldrig fik spillet, Drengen og Byen som også havde en lidt tilsvarende gimmick såvidt jeg husker. Men det er fedt og noget, som Tweet vender tilbage til. Har du som GM lyst til at oprinde dit eget taxaselskab til Al Amarja? Gør det! Især fordi du så automatisk har fået et plot med at de to andre firmaer er gået konkurs.
Systemet (WaRP, Wanton Action RolePlaying) er utrolig simpelt og kan ses her i kort opsummeret form og længere form her. Jeg har hørt det blive brugt i praksis i Eftersidning på Eventyr og det virker virkelig elegant.
Min eneste kritik af systemet som det står i bogen (her 30 år senere) er, at Tweet opfordrer til at man snyder spillerne undervejs med terningerul undervejs, hvis det passer historien bedre, rulle “falske” terninger eller skjulte rul.
Der er jeg personligt langt mere indie/Forge-præget (igen her 30 år senere) og tilbøjelig til at spille med åbne kort ift terningerul og lignende, også fordi jeg tror det virker bedre for spillerne. Hvis jeg hiver 5d6 frem mod deres 3d6 i en kamp, så har de automatisk fornemmelsen af at nu er vi ude på dybt vand. Det er nok også tidspunktet. Udover det er jeg ret pjattet med systemet (og har lige fået svar fra Atlas Games at jeg gerne må lave en fantasy version indenfor deres fair use politik, så måske sker der noget mere der).
Jeg synes dog også samtidig at Tweet i spillederkapitlet gør flere gode ting ved bl.a. at meget klart at fortælle, at man ikke skal træde på spilpersonerne, selvom settingen måske umiddelbart lægger op til det (det kunne du have lært noget af Vampire!) med forskellige tips til hvordan. Superfedt!
Tweet har desuden en skelnen mellem spillere som publikum og kunstnere, altså om der f.eks. skal være hemmeligheder mellem spillerne (hvor spillerne i højere grad er publikum) og kunstnere (hvor man har mere tillid til spillerne som medskabende, dvs at spillerne f.eks. gerne må vide noget om karakternes hemmeligheder selvom deres karakter ikke ved det). Tweet skriver selv at han er mere til publikum der, men har han har taget et essay med af Robin D. Laws, som er fremragende. Robin D. Laws forklarer der hvorfor han er mere til medskabelse, inklusiv hvordan man bruger krydsklip og bedre kan spille sig ind på hinanden hvis spillerne ved ting om den andens karakter, selvom karaktererne ikke ved det.
Selvom jeg ikke kan se mig selv kører Over the Edge, så kunne jeg måske godt en dag finde på at spille med i det som spiller, for det tror jeg egentligt ville være ret sjovt at udforske i praksis. I midlertidig vil jeg give bogen videre til Fastaval reallocation, som også var der jeg fik den.
EDIT: Min redaktør for dette indlæg tog lige en pause fra at råbe af Arsenal FC’s resultater, citater og nyere plader af Morrissey, brætspillet The Voyages of Marco Polo og manglen på Manic Street Preachers’ koncerter i Danmark for at gøre mig opmærksom på konverteringskapitlet bagest i bogen, som involverer hvordan man kan konvertere settingen i Over The Edge til andre rollespil, bl.a. Nightlife som jeg tidligere har anmeldt her på bloggen. Det er en sjov størrelse og stort set uset i senere rollespil. Noget jeg dog kan lide ved det (som ikke bliver nævnt) er at man måske kunne bruge det til at spille andre rollespil med Over the Edge’s system. Men det er en sjov ting, som jeg stort set ikke har set andre steder. Det er også på mange måder oplagt at kombinere settingen fra Over the Edge med andre rollespil (som jeg aldrig har hørt om, men nu naturligvis har lyst til at læse! xD)
Drengen og Byen af to af de rareste mennesker i dansk rollespil.
Frygt og lede i Aalborg 
PS: Nu bad Kristian mig på Twitter ikke bare om at nævne afsnittet med konverteringsregler, men også (som en af de få der har læst både Nightlife og Over the Edge i hvert fald i Danmark) om at kommenterer på “hvor gode bogens konverteringsregler mellem Over the Edge og Nightlife er”.
Det har jeg lige gjort hurtigt og det er faktisk det værste svar ever: De er reelt gode, for en nok egentlig mindre god ide. Det ville være utrolig nemt at bruge i praksis til at sende Nightlife karakterer sted til Al Amarja hvis man spillede Nightlife eller introducerer vampyrer, varulve etc fra New York som det ser ud i Nightlife til en Over the Edge kampagne.