[1 dec.] Løse tanker om Mage: The Ascension

Fuck. har jeg rent faktisk også vovet mig ud i at lave julekalender? Har jeg virkelig nok på hjerte til at gøre det? Nu får vi se. Jeg har valgt at kaste mig over et gammel emne, nemlig et spil som engang var mit yndlingsrollespil, nemlig Mage: The Ascension fra White Wolf (firmaet kendt for gode ideer fra 90’erne som blev ringe udført). Jeg vil melde klart ud at jeg mener at White Wolf lavede noget interessant med 3 forskellige rollespil, hvor jeg mener at det gik galt for dem senere. Det er Vampire: The Masquerade, Wraith: The Oblivion og Mage: The Ascension. Sidenhen blev de gode ideer kopieret uden at der blev tilføjet mere originalitet og dækket i et sukkerlag af prosa, uden at man tog fat i de sygdomme som spillet havde [indsæt rant om hvor meget Storyteller-systemet stinker her]. Jeg synes at der til dels blev lavet en undtagelse med Mummy: The Resurrection i 2001 (White Wolf havde en mellemøstlig inspireret serier af bøger netop lige det år…skæbnen er ikke uden en sans for ironi). Det skal handler om Mage: The Ascension her, for det har inspireret mig enormt på mange punkter, især i hvordan jeg ser på, hvordan jeg spiller og hvordan jeg mener at spell-casters bør spilles og hele mit forhold til magi i rollespil.

Mage: The Ascension- når filosofer spiller rollespil

Sådan blev det præsenteret for mig, da jeg først gang hørte om det i Goblin Gate i Århus i noget der må have mindet om 2001-2002. Jeg købte bogen efter at have været i praktik derinde i 10 kl og var solgt på trods af at der var tonsvis af ting, som forvirrede mig. Det jeg først og fremmest var glad for ved Mage:The Ascension var dets ekstremt individualistiske udgangspunkt. Du har en mission. Du er vågnet op fra den søvn som vi allesammen er en del. Du er noget specielt, du kan noget specielt og du har grund til at tage afstand fra den uvidende folkemængde (ja, jeg var en typiske teenager på mange punkter dengang :-)).

Det som nok især interesserede mig ved Mage var dets filosofiske udgangspunkt og dets syn på virkeligheden. Det er socialkonstruktivisme ud i en ekstrem. Virkeligheden er vitterligt hvad vi (som fælles menneskehed) gør den til og grænserne for hvordan man påvirker virkeligheden igennem magi er betinget af hvad folk tror er muligt. Det synes jeg stadigvæk i dag er en fantastisk ide. Der er virkelig mange gode ting i spillet. Jeg synes at grupperne giver nogenlunde mening (selvom de kunne være blevet formuleret lidt bedre til tider). Det virker på mig som de grupperinger (vi taler her om the Traditions) der ville komme ud af det hvis man skulle lave sådan en organisation. Jeg synes at deres historie og deres interne stridigheder er seje og giver nogle fine muligheder for spil, hvor at karakteren kan have en holding til det. Det har nemlig aldrig givet lige så meget mening at karakterene kunne blive fanatiske overfor deres klan eller Camarilla i min optik, idet at det bare mere eller mindre bare er rå magt-politik. Det synes jeg ikke er spændende. Det samme gælder Werewolf, som ikke er så meget andet end ukritisk eco-fascisme. Heller ikke spændende. På Teknokratiets side synes jeg også at den del også giver mening i dets fortælling om at magt korrumperer og at de gik fra at stå for Renæssancens og Oplysningstidens idealer og at de (lige som idealerne) fejlede.

Det virkelig interessante (og hvor vi nærmer os hvorfor jeg mener at Mage: The Ascension også fejlede) er at magi er en personlig størrelse. Jeg udøver selv min egen form for magi, som både er som alle andre magikere og som samtidig er helt og aldeles unik. Det er nok der hvor at jeg om noget har samlet noget op fra Mage. Hvis du kan ændre på virkeligheden baseret på din viljestyrke og dine ønsker, så synes jeg om noget at du bør gøre det på en speciel måde og at det ikke er noget du kan gøre uden at det griber ind i dit liv på en så fundamental måde som det overhovedet muligt. Jeg kan ikke beskrive det bedre end at det fængede noget i mig. Her nærmer vi os det som jeg om noget mener er problemet ved Mage: The Ascension: Spørgsmålet om paradigme. Spørgsmålet om hvordan din karakter forstår magi.

Jeg fandt mine Mage bøger i mit flytterod for nyligt og kiggede dem igennem. Problemet er i bund og grund at forfatterne åbenbart ikke har kunnet beslutte sig for om hvorvidt at karakteren godt ved at vedkommendes paradigme blot er noget vedkommende forestiller sig eller ej. Der er ikke noget klart svar på hvad fanden der lige foregår inden i hovedet på magikerne. Og hvordan i alverden hænger Traditionerne så lige sammen når du har alt fra buddhister, muslimer, asatro, hermetiske magikere, gale videnskabsmænd (som jeg elsker!) og taoister i samme organisation og som knap nok kan blive enig om et fælles mål? Tror de på hvad de står for eller ej? Og hvis de godt ved at det de står for er forkert, hvorfor gør de det så? Det virker som om at Traditionerne ved at virkeligheden er fleksibel, imens at det er mindre klart for Teknokratiet. Det er spillets største problem i min optik og det gør det i praktisk umuligt at spille (uden at jeg har prøvet).  Er der nogle derude, som har praktiske erfaringer med Mage? Tager jeg fejl på dette punkt?

Jeg vil slutte af med magisystemet i Mage: The Ascension. Det er om noget der hvor at jeg synes at det er interessant og samtidig dybt uspilleligt. Man kan gøre alt i det, hvilket betyder at det om noget er en hovedpine at regne ud hvad fanden ens spillere kan finde på og hvor vilde ting de kan gøre, hvis de kombinerer deres kræfter. Jeg ved godt at det kan gøres mere simpelt og mere overskueligt med “rotes”, men jeg er stadigvæk dybt ambivalent mht den slags, mest fordi at jeg har svært ved at vægte friheden i det overfor hvor meget kedelig tid det ville komme til at skabe i selve spillet (og jeg tror absolut ikke at Storyteller-systemet hjælper på nogen som helst punkter der)

Hva’ satan…så fik jeg skrevet første afsnit i julekalderen. Spændende. Så mangler vi kun 23 indlæg.

Reklamer

5 meninger om “[1 dec.] Løse tanker om Mage: The Ascension

  1. God indlæg.

    Jeg har spillet Mage med to forskellige spilledere. Med den første spillede vi en del kampagner der aldrig rigtig kom igang. Vores spilleder var ikke særlig god og vi brugte meget tid på at læse bøger og andre kedelige ting imens resten af verden bare var meget vildere til alting end vi var.

    Den anden spilleder var måske en bedre spilleder, men det blev heller aldrig rigtig godt.

    Jeg tror bøgerne er interessante at læse, men jeg tror at de i endnu højere grad lider af det for mig største White Wolf-problem: At det er alt alt for svært at overfører beskrivelserne, tankerne og stemningen i bøgerne til spil. Den meget 90er-artige filosofisk relativisme som Mage er udtryk for virker ikke særlig godt i en rollespilsgruppe. Jeg tror du fanger meget godt hvorfor.

    Paradigme, hvis det er det de kalder de der fire forskellige grundverdensopfattelser, som ens magi og væsen kan være udtryk for, er pisse problematisk. Ikke mindst fordi man når man har valgt et er utrolig fanget af det. Man bliver bedre til at kaste magi jo mere man bliver og udlever sit paradigme i alt hvad man gør. Det er ret kedeligt at spille for man har på den måde fortalt sin spilpersonsudvikling inden man er gået igang med at spille den. Måske skulle man fokusere et Mage-spil på at udfordre paradigmerne, men paradigmerne er så abstrakte at det ret svært. Hvilken konflikt stiller man op for den spiller der har valgt det “dynamiske” paradigme? (Hvis jeg husker var der også to paradigmer (ud af fire!) som jeg aldrig rigtig forstod. De var simpelthen for abstrakte for mig, hvilket er ret vildt da jeg senere læste mig til en bachelor i filosofi).
    ØV!

    Hvis jeg i dag fik lyst til at spille Mage, så ville jeg nok spille Nobilis istedet. Du siger bare til, hvis du vil låne grundbogen.

    Også vil jeg gerne hører mere om Year of the Scarab, som nok er min ynglings WoD serie. 😀

    Ps. selve Storyteller-systemet på trods af dets tydelige fejl var aldrig rigtig et problem for mig.

    1. Thais Munk

      “Jeg tror bøgerne er interessante at læse, men jeg tror at de i endnu højere grad lider af det for mig største White Wolf-problem: At det er alt alt for svært at overfører beskrivelserne, tankerne og stemningen i bøgerne til spil. Den meget 90er-artige filosofisk relativisme som Mage er udtryk for virker ikke særlig godt i en rollespilsgruppe. Jeg tror du fanger meget godt hvorfor.”

      Præcis! Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

      Mht paradigm er problemet jo grundlæggende set at når forfatterne i spillet ikke selv kan finde ud af hvad fanden der foregår inde i hovedet på magikerne, hvordan skal vi andre så kunne finde ud af det?

  2. Kristian

    Mage var den første White Wolf bog jeg købte, på Maskefald i 98 eller 99, mest fordi det er super flot og lækker bog. Jeg har faktisk aldrig kastet mig over magisystemet men universet og traditions er ret cool. Og jeg elsker også magiens betingelse af tro/vilje, hvor eksemplet med the 4-minute-mile, hvor hele verden nægtede at tro, at man kunne løbe en mile på under 4 minutter, indtil Roger Bannisters vilje og tro var større end vægten af verdens manglende tro. Det er fedt.

  3. Mage var også en af mine tidlige crushes, jeg er helt vild med verdenen og logikkerne bag spillet. Men jeg har aldrig kunnet se hvordan det rent faktisk er spilbart, og med årene og mere viden kan jeg godt se hvor tråden er knækket. Det duer bare ikke at stable sådan en setting op med et wonky halvfemser simulationistisk system så det passer med vampyrer og varspøgelser. Næh, man skal have sig et system med noget fortælleret og selvdefinerede stats synes jeg.

  4. Jeg har spillet Mage af to omgange; vi spillede mage tilbage i…. 2000-eller-sådan noget under en spilleder som havde fået forklaret systemet og derfor ikke rigtig havde fået fat i det. Det fungerede ikke optimalt, fordi spillerne ikke rigtig forstod det, men kampagnen var skæg.

    Så blev jeg selv grebet af Mage: Sorcerers Crusade (tidlig renæssance – hvor bruddet sker med traditionerne og teknokratiet er ved at blive formet). Settingen her er noget anderledes og jeg gjorde mig selv den bjørnetjeneste at læse bogen til det før jeg læste mage grundbogen hvilket gjorde det svært at forstå. Efterfølgende kørte jeg en kampagne over et par år i sorcerers crusade settingen.

    Baseret på de erfaringer vil jeg sige, at rent filosofisk var mage en eye-opener for mig. Mange af mine holdninger til religion og filosofi blev præget og formet gennem mage, og er det til stadighed – det rykkede ved mig meget ved tanken om hvad ens opfattelse og tro kan gøre ved ens verdensbillede, og hvor svært (umuligt) det er vide noget som helst med sikkerhed og kende Sandheden.

    Men som rollespilssystem – både Johs og Theis siger usandsynligt mange kloge ord her.
    Vi slåssede særligt med to problemer; at forstå paradigmerne for de enkelte typer af troldmænd (de er noget vigtigere i sorcerers crusade fordi der – såvidt jeg husker – ikke er den samme “kollektive sandhed” som der er i Mage: The Ascension men derimod er den individuelle sandhed afgørende for paradox) og (samtidig) at være kreative i brug af spheres. Det skete ofte at man gerne ville lave en magisk effekt for at finde ud af, at man manglede en dot hist og pist og så endte det ofte omvendt – at man tænkte ud fra sine spheres. Det betød, at folk tit endte med de samme 3-4 effekter, og så forsvinder hele charmen ved den fleksibilitet der er i sphere-ideen.

    Skulle jeg nogensinde vende tilbage til det (og jeg har trods alt 60 cm lilla bøger stående på hylden, så det er ikke usandsynligt) så ville jeg gøre to ting anderledes;
    1) Jeg ville lægge et stykke arbejde i at tænke paradigmerne ordentligt igennem og formulere dem – eventuelt som en slags fællesøvelse. Og de troldmandstraditioner for hvem “fungerende” paradigmer ikke kunne laves, ville ryge ud.
    2) Jeg ville nok give alle spillerne mindst 1-2 dots i alle spheres, så man i højere grad kunne tænke kreativt og lave spændende effekter uden at strande på at man lige manglede en enkelt dot – eller måske en eller anden form for system for hvordan man midlertidigt kunne låne/erhverve sig en dot eller to man manglende som man så måtte “betale” på en anden måde (paradox, willpower, skade, “deal with the devil”).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s