Til minde om Kasper Nørholm (1973-2021)

Wow, tal lige om en mandag over alle mandage. I skrivende stund er det mandag d. 29/11.  Jeg har været forkølet det meste af i dag og var egentlig på vej i seng, da jeg pludselig fik en melding om at Kasper Nørholm er død af en lungeinfektion i en alder af 48. I er for øvrigt meget velkommen til at dele denne her nekrolog på sociale medier.

For dem som ikke ved det, så var Kasper Nørholm en gammel nørd fra dansk bordrollespils tidlige dage i 80’erne og 90’erne, hvor han var med til at lave magasinet Føniks, lavede ting på Fastaval og skrev et enkelt scenarie “Når et Barn Elsker” til Fastaval 1996. Kasper lavede desuden også alle mulige andre arrangementer i frivilligt regi, især musikfestivalen Nakkefestival i Odsherred og andre musikalske og kulturelle arrangementer, bl.a. i LGBT-sammenhæng siden han sprang ud engang i 2013-stykker.
Kasper Nørholm var derudover min virkelig virkelig gode ven siden omkring 2005, hvor vi mødte hinanden på Fastaval. Jeg havde åbenbart en tanke om at møde så mange fra RPGFORUM.dk som muligt og der var Kasper en af dem. Det er jeg stadigvæk taknemmelig for den dag i dag.

Kasper og jeg begyndte undervejs at skrive sammen på MSN Messenger og senere Skype. Vi formåede at både give hinanden modspil og pisse hinanden massivt af ved lejlighed, men vi hang ved. Kasper inviterede mig med til Nakkefestival i Odsherred, som virkelig var en oplevelse som udvidede min musikalske og kulturelle horisont. Inklusiv at jeg mødte nogle mennesker som var lige så kreativt bindegale som mig selv og lærte at “Medina er undergrund på Nakke” (nej, det kan ikke forklares).

Kasper havde selv sine kampe med livet og støttede mig undervejs da jeg havde mine. Det er jeg ham også enormt taknemmelig for. Kasper var et vanvittigt krøllet menneske, som konstant udfordrede mig på en fabelagtig kærlig måde. I det hele taget var Kasper et menneske som hverken kunne eller ville passe ind (der var en grund til at jeg kom så godt ud af det med ham). Kasper var klar på at tage diskussionerne med folk, inklusiv de upopulære om f.eks. ordet “neger”, om det var lykkedes Jimmy Lyngvilde at sige noget korrekt i en given situation, om der var bands med bedre tekster end New Model Army (svaret til NMA-spørgsmålet var for øvrigt nej i følge Kasper hvis nogen var i tvivl). I  det hele taget var Kasper ikke  bange for at stå ved sine holdninger, selv hvis det stødte andre lidt (eller meget!) på manchetterne. Det er jo grundlæggende set også den eneste måde at leve på, hvis man gerne vil undgå at vælte rundt i selvmedlidenhed og slavemoral.
Speaking of slavemoral havde Kasper også et fabelagtigt syn på livet, som jeg nød godt af. Især fordi jeg slet og ret ikke kunne andet end elske citater som “Nietzsche er verdens største kristne teolog”. Han havde også en del citater af Depeche Mode og The Cure, som så ikke er så meget mig (vi vender tilbage til “The Cure” senere). Jeg behøvede ikke være enig i Kaspers selskab. Faktisk hyggede vi os ofte mere hvis vi var uenige. Vi havde flere lange gode snakke om religion, politik, litteratur (bl.a. de sære pingviner i Lovecraft), film og TV, rollespil, de forskellige miljøer vi kom i og ikke mindst en fælles selvironisk konstatering af “Folk er idioter. Undtagen os!
Vi er seje!

Nu skal vi lige hurtigt opklare mysteriet om et gammelt kaldenavn, nemlig “Krungadoren af Sjælland”, som Kasper havde stående på et skilt ude foran hans gamle lejlighed i Elbagade på Amager. Uden tvivl den adresse i København, hvor jeg har overnattet oftest.
Sådan som jeg husker det fortalte Kasper mig en historie som han havde hørt fra Henrik Vagner om en meget quirky ung gut fra Jylland, som havde sagt “ronkedor” forkert en gang. Det var så blevet til “krungador”. Så derfor var Kasper og den gode Henrik Vagner vistnok nået frem til at Kasper var Krungadoren af Sjælland, som en hyldest til det unikke og skæve potentiale i mennesket.

Som de fleste ved fik Kasper desværre en hjerneblødning i 2017 (mener jeg det var). Jeg så ham tre gange derefter og var vildt imponeret over hvor positiv en attitude han havde til det hele. Jeg havde planer om at at besøge ham her i december inden min flytning, hvad der jo så ikke bliver muligt. Der lærte Kasper mig lektionen fra Sindsrobønnen. Der er ting som jeg kan ændre og ting som jeg er nødt til at acceptere. Jeg er i hvert fald virkelig glad for at have haft ham som ven, for han gjorde en positiv forskel i mit liv på utrolig mange leder og kanter, især efter mit liv ramte bunden i 2011 og 2012. Han reddede mig virkelig ofte. Jeg havde været et markant værre sted i mit liv hvis ikke det havde været for Kasper Nørholm, Krungadoren af Sjælland. Jeg betegnede ham engang som min egen personlige Obi-Wan Kenobi og det er min bedste beskrivelse af ham. Mentor med masse af kant og kærlighed. Jeg elskede ham som jeg kun har elsket eller elsker få andre mennesker. Derfor får han en nekrolog med kærlighed og kant.

Et af Kaspers yndlings Bibelcitater var “Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage. ” Mattæus evangeliet, 6:34. Så det skulle naturligvis lige med her også. For en gang skyld vil jeg tage til kristen gudstjeneste og ikke føle mig som en hykler, fordi jeg ved det er hvad Kasper gerne ville have som hans afsked med denne verden.
Kaspers begravelser er som andre nævnt i Hillerød, tirsdag d. 7/12. Jeg har tænkt mig at dukke op med en madpakke med et par ostesandwiches, med Dizzy Mizz Lizzy i ørerne og iførte jakkesæt med slips. Hvorfor kunne man med rette spørge? Fordi Kasper elskede at hade ost hvis ikke den var på pizza, slips og Dizzy Mizz Lizzy og det er den bedste måde jeg ville kunne vise ham kærlighed på, fra den ene kontrære type til den anden. For jeg forestiller mig at Kasper Nørholm ville sætte pris på gestussen og finde den morsom og se det den kærlighed jeg ville vise igennem den.

Jeg vil lade Nørholm få lov til at le sidst som den smartass han var og vælge musikken. Til dels fordi jeg husker det som at Kasper (ligesom jeg) elskede filmen The Crow og fordi jeg ved at han tit og ofte med stort glimt i øjet ville prædike om “The Cure”s fortræffeligheder som band. Så tillykke Kasper, du får ret. Også i det hinsides kære ven 😀

4 meninger om “Til minde om Kasper Nørholm (1973-2021)

    1. Thais Munk

      Tusind tak for de søde ord Rasmus! 😀

      Jeg er sikker på at det om ikke andet nok skal blive livsbekræftende at møde nogle af de andre mennesker som også kendte og holdt af Kasper. Og få flæbet igennem. Så jeg glæder mig på en måde ret meget til begravelsen.

  1. Det er en fin og personlig beskrivelse. Tak for det Thais.

    Selv har jeg aldrig talt rigtigt med Kasper. Vi har været til de samme ting og i omgangskræs, men alligevel ikke talt. Ift. jeres smaguenigheder, så har Kasper ret i det med musikken. Dizzy Mizz Lizzy er røvballe rock og The Cure holder 100. Ligesom der er mere godt i kristendommen end som så. Det er bare ikke rigtig det Jesus’ fanklub fokusere på.

    Selvom jeg ikke kendte Kasper, så vidste jeg godt at han kantet og kontrær. Jeg har ikke læst Når et barn elsker, men det vil jeg gøre. Jeg er dog lidt bange for hvor meget det er et barn af sin tid.

    1. Thais Munk

      Tak for rosen Johannes!

      Heh, jeg kommer ikke uden om at jeg er glad for røvballe rock. Ift kristendom er jeg ikke helt sikker på hvad jeg mener, men jeg er glad for at have kendt Kasper. Hans måde at være kristen på var max cool (ligesom resten af ham i min optik).

      Og ja, man kommer ikke uden det kontrære i ham. Ift det med “Når et barn elsker”, så kunne jeg godt finde på at hoppe på vores gamle Projekt R’lyeh projekt og læse bare lige det scenarie og skrive om det for en god ordens skyld.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s